Analyse: Den 9. juni 2024 er der valg til EU parlamentet. Siden 1979 har man kunne stemme til parlamentet hvert femte år. Historien har været broget. Fra indledningsvist at være domineret af en dengang stærke anti-EF bevægelse, der nær havde betydet et dansk nej til at Danmark overhovedet blev medlem, til en stigende globalisering og afslutningen på den kolde krig. Ofte med en decideret foragt hos mange vælgere for de til tider mystiske “regulativer”. Regulativerne fra centralmagten i den Europæiske Union, der har skullet sikre et ensartet og konformt Europa. Stik imod de nationale forskelle. Et koncept der af indlysende grunde har været yderst vanskeligt for de troende Europa-tilhængere at sælge til nationale stater.
Hvem stiller op? Hvorfor stiller de op? Og hvad vil de i det hele taget med deres kandidatur? Betyder det i det hele taget noget, om man stemmer til EU parlamentet? Danmark har kun 15 medlemmer. Ud af i alt 720 medlemmer. Det lyder ikke af meget, fordi det ikke er mange. Hvilket skyldes at Danmark er et meget lille land i en meget stor union. De store lande kan få op til 96 medlemmer. Regnestykket er således ikke særlig vanskeligt. De danske mandater kan få taleret, men ikke forandre Europa med danske værdier. Til gengæld indgår de valgte danskere i partiorienterede grupperinger med politiske slægtninge fra de øvrige lande.
Stemmeprocenten har historisk været lav. Den startede i 1979 på kun 47.8% af de stemmeberettigede vælgere i Danmark. Fra 2009 har procenten været stigende, kulminerende med 66.0% i 2019. En forklaring på stigningen kan muligvis være at globaliseringseffekten, herunder stigende masseimmigration til Europa, har skabt nye bølger af skeptiske borgere. Altså den samme effekt der fik Storbritannien til at stemme sig ud af EU. Kritikken af det europæiske samarbejde har ofte handlet om detaljereguleringen via embedsværket. Altså regulativerne. Og de politikere der forsvarer EU, har tilsvarende og ofte forklaret modstanden med, at man har svært ved at “forklare tingene rigtigt”. Sådan har det lydt, når danskerne har stemt nej til folkeafstemninger, hvor flertallet i Folketinget er gået til valg på et ja.
Den tidligere radikale partileder, Magrethe Vestager, har skabt sig et navn internationalt ved at være ansigtet på en moderne, autokratisk embedskvinde. Hun fungerer hverken som politiker, folkevalgt eller med anden form for folkelig, demokratisk ballast. Men hendes indflydelse på millioner af menneskers almene tilværelse er enorm. Eller det er den i hvert fald på vej til at blive. For Vestager er blevet EU-kommisionens frontløber mod ytringsfriheden, den demokratiske selvforståelse og informationers frie bevægelighed. Det er pakket ind i mange svært forståelige formuleringer, men hvis man kan læse mellem linjerne, så ønsker kommissærerne at få kontrol over internettet. Den interesse deler de med FBI, CIA og store dele af den amerikanske stat. Det er samtidig en ambition, der også deles med Kina, Rusland og Nordkorea. Sidstnævnte lande har allerede etableret omfattende censur og begrænsninger af informationer, naturligvis begrundet med national sikkerhed og beskyttelse af borgerne. Det er for så vidt helt normalt for diktaturstater:
En hvilken som helst kritik af diktaturet klassificeres per automatik som uønsket, farlig og en potentiel trussel mod magthaverne. Hvorfor kritik skal undertrykkes, fjernes og forsvinde.
Men hvorfor deler EU-kommisionen sådanne idealer? Og er den danske Magrethe Vestager blevet bannerfører for antidemokratiske initiativer? Og hvorfor er det ikke i strid med lovgivningen? Interessante spørgsmål. For en analyse af de vestlige regeringers tiltag indikerer, er der tale om en global kamp om ytringsfriheden, demokratiernes overlevelse, videnskaberne, filosofien, civilisationen og meget mere på samme alvorlige skala. Det drejer sig dybest set om, hvad borgerne må få lov til at tage stilling til selv. Denne konklusion er lagt frem til offentlig skue, så enhver kan se i lovudkast, debatter og embedsmæssige initiativer, at ikke mindst EU ønsker en begrænsning af frie informationer.
Der er ingen folkeafstemninger. Ingen offentlig debat om emnet blandt de folkevalgte af betydning. Kun få, ofte de mest intellektuelle og belæste begavelser indenfor det politiske spektrum, har forsøgt at sætte ord på den krise, som det demokratiske civilsamfund befinder sig i. Overhovedet at konstatere krisens eksistens lader til at være en meget vanskelig manøvre. For det offentlige rum er mest af alt fuld af følelsesladede båltaler, der med en slet skjult mangel på historieforståelse overser betydningen af den individuelle ret til at nå frem til egne erkendelser.
Det er svært at slå fast, hvornår denne krise startede præcist. Man kan argumentere for at det startede i slutningen af nullerne, da de sociale medier slog igennem og transformerede internettet til et stort mødested for alle. Tilsvarende kan man forsvare, at det var med Edward Snowdens afsløringer i 2013 af de vestlige regeringers omfattende spionagesamarbejde mod deres egne borgere, det for alvor blev tydeligt, at der var en decideret informationskrig bag kulisserne. Men det altomfattende nedslag kom i 2016, da demokraterne tabte præsidentvalget i USA til Donald Trump. Det var Hillary Clintons totalt uventede nederlag, der samtidig gik direkte mod meningsmålingerne. Medierne var efterladt i chok over deres manglende situationsfornemmelse, og uger, måneder og år blev brugt på analyser af årsagerne hertil. Den forklaring man dog nåede frem til, etablerede man dog få timer efter nederlaget:
Det skyldtes “misinformation”.
En lang perlerække af påstande om russisk indblanding i det amerikanske valg, der aldrig er blevet fornuftigt dokumenteret, blev begrundelsen for valgresultatet. Opmærksomheden blev rettet mod de sociale medier, og demokraterne indførte straks de havde muligheden for det en omfattende kampagne mod det, der nu blev døbt “techgiganterne”. En vanvittig populær frase og terminologi blandt politikere og embedsfolk over hele den vestlige verden. Men samtidig en beskrivelse der fuldstændig overser den vigtigste kendsgerning omkring samtlige sociale medier og “amerikanske techgiganter”. At det er brugerne, der tilvælger, anvender, bruger og deler informationer. Således er der tale om en ideologi, hvis inderste væsen er rettet mod den individuelle ret til informationer. Ikke blot hvorledes man modtager sådanne, men også hvorledes man bruger dem. Der er tale om en antidemokratisk tankegang, hvor der skal være en overordnet sandhed, som alle kan og skal bekende sig til.
En sådan tankegang har flere alvorlige problemer. For det første strider den imod de grundliggende principper for videnskab. For videnskab er aldrig afsluttet og afgjort. Det handler altid og for evigt om at nå til nye erkendelser. Man stræber efter dette. Gjorde man ikke det, ville mange erkendelser og opfindelser aldrig være skabt. Historien er fuld af eksempler på, hvis næsten ikke andet, hvorledes gængse ideer er blevet udfordret, hvorefter nye erkendelser er kommet til. Fordi der ikke findes en objektiv og ultimativ sandhed, når det handler om videnskab. At påstå man besidder en sådan er religion. Ikke videnskab.
Når man i dagligdagen støder på begrebet “taletid”, så anvendes det typisk i forhold til at nogen ønsker sig at en bestemt person, ikke skal have mulighed for at ytre sig. Er der tale om en totalitær tankegang, hvor ytringer man er uenig med, skal fjernes fra den offentlige diskurs? Det er i sær hvis gammelmedierne interviewer uønskede personer, sådanne formuleringer om “taletiden” finder anvendelse. Samtidig med at mange politikere lader kritikken hagle ned over informationers frie bevægelighed på sociale medier. Som det ser ud nu, har medlemsstaterne i EU besluttet sig for at lade EU-kommisionen gå forrest i kampen om at begrænse borgernes ret til at ytre sig. Derfor er det kommende valg til EU-parlamentet det vigtigste i historien:
Rundt omkring i Europa er der blandt vælgere stor tilslutning til en afmontering af EU´s forsøg på at etablere embedsstyrede beslutningsprocesser. Det ses eksempelvis i Holland, Tyskland, Ungarn, Frankrig og Italien. Når valgresultaterne tikker ind, bliver det mest spændende således, om de EU-kritiske stemmer vil ændre fundamentalt på parlamentets sammensætning.
