Træbygger i Fredericia vinder pris

0
Co 2 Mini - Realdania By & Byg - Fredericia. 14 juni 2023. Bestiller Lise Vølund Jacobsen

MiniCO2 Etagehus TRÆ i Fredericia er kåret som Årets Lavemissions Træbyggeri 2023. Det femetagers boligbyggeri løb med prisen blandt andet på grund af dets vigtige bidrag med ny viden om brand- og lydforhold i etagehuse i træ, som kan være med til at bane vejen mod implementering af præaccepterede løsninger på området.

Den 22. maj blev vinderen af prisen som Årets Lavemissions Træbyggeri fundet på trækonferencen Build in Wood i København. Vinderen blev det femetagers boligbyggeri MiniCO2 Etagehus TRÆ i Fredericia blandt andet som følge af projektets innovative og eksperimenterende tilgang til, hvordan man kan bygge etagebyggeri til boligformål med mindst muligt CO2-udledning ved brug af træ.

Foreningen Træ i Byggeriet står bag Årets Lavemissions Træbyggeri. Prisen uddeles til et byggeprojekt, der har anvendt træ som byggemateriale, og som opfylder kravene til de lave CO2-aftryk i den frivillige lavemissionsklasse.

  • Ikke alene er MiniCO2 Etagehus TRÆ opført på kun 10 måneder og 8 procent under det estimerede budget samt med nul fejl ved aflevering. Projektet viser også, hvordan fremtidens etagebyggeri kan se ud, hvis vi skal bygge inden for de planetære grænser og overholde Paris-aftalen, lyder det fra bestyrelsesformand for Træ i Byggeriet, Martin L. Petersen.

Især byggeriets bidrag med ny viden om brandkrav og lydforhold i etagebyggerier af træ har begejstret dommerkomiteen. Det kan nemlig være med til at bane vejen mod en implementering af præaccepterede løsninger indenfor etagehuse bygget af træ.

MiniCO2 interiør
  • Gennem omfattende brand- og lydtests af ribbedæk med synlige træbjælker og biobaseret isolering udfordrer MiniCO2 Etagehus TRÆ de gældende normer og muliggør synlige trækonstruktioner i etageboligbyggeri. Byggeriet har således genereret vigtig viden om, hvordan man kan bygge etagedæk med træ som det primære materiale, siger Martin L. Petersen.

MiniCO2 Etagehus TRÆ lever op til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Realdania By & Byg er bygherre på projektet, der har Egil Rasmussen som entreprenør, JAJA Architects og ONV som arkitekter og Artelia som rådgivende ingeniører. Byggeriet indgår i et innovativt byggeeksperiment i Fredericia, hvor der udover MiniCO2 Etagehus TRÆ også opføres fem andre byggerier med samme proportioner, der skal danne grundlag for sammenligning af forskellige byggematerialers klimabelastning samt optimering af byggeprocesser.

Et stærkt finalefelt

Det var et stærkt finalefelt, som MiniCO2 Etagehus TRÆ endte med at trække sig sejrrigt ud af. Feltet bestod blandt andet af byggeriet Tversted House i den lille nordjyske badeby Tversted tæt på Hjørring. Tversted House er et skræddersyet boligbyggeri med tilknyttet keramisk værksted, hvor alle bærende konstruktioner og materialer er træbaserede, altså et hus helt uden beton. Etagebyggeriet TRÆ i Aarhus Sydhavn var også med i opløbet. Projektet er med sine 20 etager Danmarks højeste træhus opført med massive limtræsøjler i 20 etager med mellemliggende CLT-dækskiver og træelementer i facaderne. Projektet er desuden et skoleeksempel på, hvordan man kan genbruge og upcycle gamle byggematerialer.

– Det er tre stærke finalister, der i år var med i opløbet til prisen. De viser hver især, hvordan man med træ som det primære byggemateriale kan forene bæredygtige ambitioner med design og æstetik. De giver et indblik i fremtidens byggeri – og der er behov for at gå nye veje, hvis vi i Danmark skal leve op til vores ambition om at nedbringe vores CO2-aftryk med 70 procent inden 2030, fortæller Martin L. Petersen.

Udover Martin L. Petersen består dommerkomitéen af erfarne fagfolk inden for byggebranchen, herunder Mikael Koch, arkitekt og direktør hos Træinformation, Rob Marsh, head of sustainability i C.F. Møller Architects, Ole Dalsgaard Nielsen, direktør Superwood og Lauritz Rasmussen, sekretariatschef i Træ i Byggeriet.

Om MiniCO2 Etagehus TRÆ, Fredericia
Boligbyggeri: Etagehus i 5 etager
Samlet klimapåvirkning: 7,7 kg CO2-ækv./m2/år
Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld
Areal: 600 m2
Bygherre: Realdania By & Byg
Entreprenør: Egil Rasmussen
Arkitekt: JAJA Architects, ONV
Ingeniør: Artelia

Bedømmelseskriterier
Formålet med prisen er at anerkende aktører indenfor byggebranchen, der opfører byggeprojekter med udgangspunkt i træ, som samtidig har fokus på, at byggeriets opføres bæredygtigt.

For at blive nomineret til Årets Lavemissions Træbyggeri skal følgende kriterier kunne opfyldes:

  • Byggeriet skal være et dansk byggeri, der er under opførelse eller færdiggjort i 2023
  • Byggeriet skal være et træbyggeri
  • Byggeriet skal have en deklareret LCA-beregning (livscyklusanalyse) iht. gældende beregningsregler
  • Byggeriets CO2-aftryk skal opfylde kravene til den frivillige bæredygtighedsklasse iht. gældende lovkrav (<8,0 kg. CO2 ækvivalenter/m2/år)
  • Byggeriet skal helst være DGNB-certificeret eller på anden måde miljøcertificeret

Genvalg til bestyrelsesleder for DI Trekantområdet

0

Markedsdirektør i Rambøll Danmark, Pia Jakobsgaard-Iversen, er genvalgt som bestyrelsesleder i DI Trekantområdet. På DI Trekantområdets generalforsamling den 23. maj 2024 var der genvalg til bestyrelsen. Bestyrelsen valgte herefter Pia Jakobsgaard-Iversen som bestyrelsesleder.

– Jeg er rigtigt glad for den tillid bestyrelsen har vist mig ved at pege på mig som bestyrelsesleder for DI Trekantområdet for en periode mere. Som regionalforening i DI har vi en vigtig rolle med at varetage virksomhedernes interesser i Trekantområdet. Vi kommer til at have fokus på flere forskellige temaer i den kommende tid.

Flere faglærte, mere arbejdskraft

– I bestyrelsen er vi enige om, at sætte et særligt fokus på behovet for kvalificeret arbejdskraft. Her vil vi særligt arbejde for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, siger bestyrelsesleder for DI Trekantområdet, Pia Jakobsgaard-Iversen.

Som vicebestyrelsesledere for DI Trekantområdet var der genvalg til:

Adm. direktør Bjarne Søndergaard, Alfa Laval Kolding A/S

Senior Site Director Klaus Jeppesen, Arla Foods Amba Taulov Mejeri

Medejer Maria Gade, Compacttilt i Nr. Aaby er valgt til ny vicebestyrelsesleder.

Bestyrelsen for DI Trekantområdet ser dermed således ud:

Markedsdirektør Pia Jakobsgaard-Iversen, Rambøll Danmark (Bestyrelsesleder)

Adm. direktør Bjarne Søndergaard, Alfa Laval Kolding A/S(Vicebestyrelsesleder)

Senior Site Director Klaus Jeppesen, Arla Foods Amba Taulov Mejeri (Vicebestyrelsesleder)

Medejer Maria Gade, Compacttilt (Vicebestyrelsesleder)

Direktør Claus Rasmussen, Egil Rasmussen A/S

Adm. direktør Frank Andersen, LH Uni-Gulve A/S

Adm. direktør Søren Nielsen, Tegnestuen Mejeriet A/S

Senior Vice President Stella Gudmundsdottir, Siemens Gamesa Renewable Energy A/S

HR Director Hilde Sønnichsen, Urhrenholt A/S

Tømrermester Tue Christiansen, Kolster A/S

Produktionsdirektør Flemming Egebjerg, Crossbridge Energy A/S

Nu har forbrugerne en større stemme over for techgiganter

0

Der er kommet nye regler for techgiganter, der kan mærkes helt ud i den enkelte forbrugers telefon. Forbrugerne har fået flere valgmuligheder til selv at bestemme over fx deres data eller hvilke apps, de vil bruge, når de færdes på nettet.

Et pop op-vindue på telefonen, hvor der skal tages stilling eller gives samtykke. De fleste forbrugere har oplevet det i den seneste tid, når de har åbnet Messenger, Facebook, Instagram eller Linkedin. Det skyldes nye regler, som styrker konkurrencen til gavn for forbrugerne.

De nye regler skal sikre mere fair og åben konkurrence på digitale markeder. Samtidig får forbrugerne større valgfrihed og selvbestemmelse, når de bruger techgiganternes platforme, siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jacob Schaumburg-Müller.

Som bruger kan du nu selv bestemme, om techgiganterne må bruge dine personlige data på tværs af deres platforme. For eksempel om Google Maps må foreslå adressen på den restaurant, du netop har søgt frem på Googles søgemaskine, eller om Facebook må vise dig indhold, som er baseret på, hvad du har klikket på og set på Instagram. De nye regler giver dig også mulighed for at installere flere app-stores på din telefon og downloade apps fra flere kilder, fx direkte fra en hjemmeside.

– Forbrugerne har fået langt større valgfrihed, end de før har haft på techgiganternes platforme. Techgiganterne har sværere ved at ”låse” forbrugerne til deres egne tjenester. Hvis du har et styresystem fra én udbyder, så skal du for eksempel let kunne bruge en browser, søgemaskine eller app-store fra en anden udbyder, siger Jacob Schaumburg-Müller.

I alt skal syv techgiganter leve op til en række krav i EU’s forordning om digitale markeder (Digital Markets Act, DMA). De syv, som EU har udpeget efter bestemte kriterier, er: Alphabet, Amazon, Apple, Booking, ByteDance, Meta og Microsoft. De står bag de platforme, som er blevet helt centrale for, at forbrugere og virksomheder kan nå hinanden. Der er tale om platforme, som har et meget stort antal brugere, og som har stor betydning for økonomien. Eksempler er Tiktok, Youtube, Facebook, Instagram, Googles søgemaskine og Apples app-store.

– Som forbruger kan det være fristende bare at acceptere eller afvise, når man bliver bedt om at tage stilling til data, reklamer og apps – især hvis man lige har åbnet sin telefon for at ordne noget helt andet. Valget kan dog altid gøres om, så vi opfordrer til, at man finder tiden til at få indstillet sin telefon, computer og andre enheder efter ens egne ønsker, siger Jacob Schaumburg-Müller og tilføjer:

– Det handler om at bestemme over sine data, og for eksempel beslutte, hvilke apps der må tale sammen. Den enkelte bruger kan have stor nytte af, at nogle apps må dele oplysninger, mens andre ikke skal have muligheden. Det kan også være, man foretrækker at bruge en søgemaskine, som ens telefon ikke tidligere har stillet til rådighed. Det er alt sammen individuelle valg, som kun den enkelte forbruger kan træffe.

Ud over at få en opsætning på din telefon og andre enheder, som svarer bedre til dine egne behov og præferencer, så bidrager dit og andre brugeres aktive til- og fravalg til at styrke konkurrencen mellem udbyderne af platforme. Når brugerne aktivt udnytter deres muligheder, kan de være med til at understøtte, at nye platforme vinder frem, og motivere virksomheder til at tilbyde platforme, som for eksempel i mindre grad bygger på indsamling og deling af brugernes personlige data.

Eksempler på, hvordan forordningen for digitale markeder (DMA) har betydning for forbrugerne

TV2 slukker for de store fodboldfester i provinsen

0
Historisk aften, da Danmark nåede EM-Finalen mod England. Storskærmsarrangementer blevet et hit hos Urbania Streetfood.

Havde du glædet dig til at se EM-kampe på storskærm på dit lokale værtshus? Det kan være, at det slet ikke bliver en mulighed. Kulturministeren har nu blandet sig i sagen og kontaktet DR og TV 2, som har sat begrænsninger for visningen af EM-kampene.

På Urbania Streetfood i Fredericia har man ved de seneste slutrunder arrangeret storskærmsarrangementer i Fredericia. Men det kan være slut i år.

Begrænsningerne skyldes, at TV 2 og DR, som deler rettighederne til at vise kampene, har sat restriktioner op. DR havde oprindeligt et krav om, at der ikke måtte være storskærme inden for en radius af fem kilometer fra deres egen storskærm i Aarhus, men dette krav er nu droppet.

TV 2 holder dog fast i deres krav om, at der maksimalt må være 200 tilskuere til kampene, hvis de vises på barer og restauranter. I en pressemeddelelse har TV 2 dog nævnt, at de vil se med “milde øjne” på ansøgninger om ikke-kommercielle arrangementer ved EM i herrefodbold til sommer.

Foreninger, der arrangerer ikke-kommercielle begivenheder, kan invitere op til 800 mennesker. Denne grænse vil TV 2 lempe på og vurdere “fra sag til sag” ved ansøgninger fra hele landet.

Restauratør: Jeg er dybt rystet

Brian Løkkegaard, Urbania Street Food.

Urbania Streetfoods Brian Løkkegaard er dog ikke helt tilfreds.

– Jeg håber virkelig, at politikerne går ind i sagen. Jeg håber, at folket går til TV2 og appellerer til muligheden for at skabe den folkefest, der er vigtig for danskerne og den nationalfølelse, vi sammen kan skabe. Men den følelse kan vi ikke skabe, hvis vi skal være under 200 mennesker. Så bliver det kun værtshusarrangementer og hjemme i stuen. Så bliver det ikke den folkefest, vi alle drømmer om. Jeg er målløs over TV2s udmelding. Jeg har fulgt med hele tiden. Vi har selv haft dialog med Viaplay Group, TV2 med flere. Jeg kan også høre, at det også kommer bag på folk i branchen, så jeg håber virkelig, at der er nogen, der trykker på TV2. Jeg er dybt rystet.

Hvis fodboldfeberen rammer Danmark, som den gjorde ved EM i 2021, var der ellers udsigt til at kunne samle mange mennesker, men det må på nuværende tidspunkt foregå i de private hjem eller til arrangementer med under 200 gæster.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opfordrer TV 2 til at se mildere på at give dispensationer til at kunne afvikle storskærmsarrangementer under sommerens EM-slutrunde.

– Mit ministerium har i går talt med TV 2, og jeg har en klar forståelse af, at det arbejder TV 2 på, siger han til Ritzau.

René Holten Poulsen udtaget til sit fjerde OL

0
DK: 20240515, Ballerup, Danmark: DIF OL Atlet: Rene Holten Poulsen - Kajak Foto: Lars Møller UK: 20240515, Ballerup, Denmark: DIF OL Atlet: Photo: Lars Moeller

DIF har udtaget kajakroeren René Holten Poulsen til OL i Paris. Dermed er den 35-årige tidligere verdensmester klar til at deltage ved OL for fjerde gang i karrieren

DIF, som er national olympisk komité i Danmark, har officielt udtaget kajakroeren René Holten Poulsen til OL i K1 1000 m. I 2015 blev René verdensmester, og han blev senere kåret som Årets sportsnavn i Danmark samme år. Han har tidligere deltaget ved OL i 2016, 2012 og i 2008, hvor han vandt sølv i K2 sammen med den nuværende landstræner Kim Wraae Knudsen. René Holten Poulsen sikrede kvalifikation til OL i Paris, da han tidligere på måneden opnåede en imponerende andenplads ved det europæiske OL-kvalifikationsstævne i Ungarn.

– Det er megafedt. Jeg glæder mig til at repræsentere Danmark og til at give den gas. Jeg har trænet rigtig godt, og jeg har gjort tingene lidt anderledes og måske nydt det lidt mere. Jeg er også blevet far, hvilket har sat tingene lidt i perspektiv og givet en masse glæde og mental ro i hverdagen. Jeg synes, at jeg er et godt sted og har et godt mindset, så nu glæder jeg mig bare til at forberede mig. Mit mål er at få alt det, jeg har trænet, til at gå op i en højere enhed, og at ro det bedste jeg har i mig, siger René Holten Poulsen.

Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, er meget imponeret over, at René i kraft af sin rutine og dedikation nu er klar til OL for fjerde gang i karrieren.

– Det er meget flot, det René har præsteret og særligt imponerende at han selv har fundet sin vej frem til en OL-udtagelse. Jeg glæder mig meget til at se ham præstere til OL og håber, at der kan komme endnu en kraftpræstation fra René, siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris, glæder sig også til at se René i aktion til OL i Paris, som, hvilket René allerede har meldt ud, bliver hans sidste konkurrence i en lang og flot karriere.

– Tillykke med udtagelsen René og godt kæmpet. René vandt OL-medalje for 16 år siden og har en lang og flot karriere i kajaksporten. Jeg er glad for, at han nu kommer til at afslutte den karriere på den allerstørste scene med en OL-deltagelse. Jeg krydser mine fingre for et godt resultat for ham i Paris, siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris.

Risiko for kraftig regn

0

DMI har udsendt en varsel om risiko for kraftig regn over den sydlige del af landet torsdag. En front med regn og byger, som lokalt kan være kraftige og ledsaget af torden, er på vej op over landet fra sydvest. Fronten bevæger sig langsomt, og regnen kan i perioder være intens, hvilket øger risikoen for, at der lokalt falder mellem 30 og 50 mm regn fra tidligt torsdag morgen til torsdag aften.

Varslingen gælder fra torsdag kl. 04:00 til torsdag kl. 20:00. Ifølge DMI kan regnen være meget ujævnt fordelt. Der er risiko for kraftig regn, specielt i områder som Middelfart og Kolding, hvor DMI advarer om, at der kan falde mellem 30 og 50 mm regn i varslingsperioden. Der er ikke varslet kraftig regn i Fredericia på nuværende tidspunkt.

DMI opfordrer til ekstra forsigtighed, da store mængder vand kan føre til oversvømmelser i lavtliggende områder såsom kældre, vejbaner, viadukter samt områder nær søer, åer og vandløb. Desuden kan trafikken blive påvirket, og der er risiko for strømafbrydelser. For at minimere skader råder DMI til, at man tjekker tagrender, nedløbsrør og afløbsriste ved sin bolig, nedsætter hastigheden, mens man kører for at undgå akvaplaning, og undgår at køre ud i vand, hvor dybden ikke kan vurderes.

FHK cruisede sig i historisk DM-finale

0

Der var klasseforskel. FHK er i DM-finalen efter en sejr på 34-25 mod Ribe-Esbjerg, der blev sat eftertrykkeligt på plads.

44 år skulle der gå. Fredericia er i DM-finalen.

Onsdag aften var der lagt op til et sandt håndbolddrama i thansen Arena, da FHK og Ribe-Esbjerg stod ansigt til ansigt i kampen om en plads i DM-finalen. På spil var mere end blot en sejr; en billet til den forjættede finale mod Aalborg, der allerede har sikret sig en plads, ventede på vinderen. For taberen var der udsigt til en hård bronzeduel mod Skjern.

Kulissen i thansen Arena var intet mindre end imponerende. Med en propfyldt arena, hvor 2.400 passionerede tilskuere havde fundet vej til sæderne, var stemningen elektrisk. Fansene skabte en intens og medrivende atmosfære allerede før kampen, der gjorde rammerne perfekte for det altafgørende opgør. Der blev heppet, hujet og klappet fra start til slut, mens spillerne gjorde sig klar til en af sæsonens vigtigste kampe.

De to første opgør mellem FHK og Ribe-Esbjerg havde endt uafgjort efter nervepirrende kampe, hvilket blot havde intensiveret spændingen forud for dette tredje møde. Onsdag aften blev tøjlerne for alvor sluppet, og begge hold viste fra første fløjt, at de var klar til kamp. I kampens indledning formåede begge hold at score på straffekast, hvilket hurtigt fik sat gang i publikum.

Efter ti minutters spil ved stillingen 4-4 opstod der en dramatisk situation, der sendte bølger gennem arenaen. Dommerparret Mads Hansen og Jesper Madsen måtte træde til for at vurdere et potentielt rødt kort. Nikolaj A. Nielsen fra FHK blev skubbet omkuld af William Aar fra Ribe-Esbjerg, efter Aar mente, at FHK’eren ikke hurtigt nok lagde bolden fra sig. Tilskuere og spillere holdt vejret, men dommerne valgte ikke at dømme nogen forseelse i situationen.

Som kampen skred frem, begyndte FHK at få overtaget. Midtvejs i første halvleg var stillingen 8-7 til hjemmeholdet, men det var her, at Sebastian Frandsen for alvor trådte i karakter. Med en række fantastiske redninger skabte han grundlaget for, at FHK kunne trække fra. Fire minutter senere var stillingen 11-8, efter en ny redning af Frandsen og en flot scoring af Kasper Young.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Frandsens præstationer i målet gav FHK en nødvendig selvtillidsboost, og det kunne mærkes på holdets spil. Hver gang Ribe-Esbjerg forsøgte at trænge igennem, stod Frandsen som en mur og afviste deres skudforsøg. Denne defensive stabilitet tillod FHK at spille mere frit og offensivt, hvilket resulterede i flere hurtige kontraangreb og mål.

Ribe-Esbjerg forsøgte – men FHK ville mere i dag

Ribe-Esbjerg kæmpede bravt og forsøgte at finde tilbage i kampen ved at gå i syv mod seks, men deres forsøg var forgæves. FHK’s forsvar og især Frandsen fortsatte med at storspille. Frandsens redningsprocent lød på imponerende 47,06 procent, hvilket gjorde en stor forskel i kampen.

På den offensive front var Martin Bisgaard den store profil for FHK. Han scorede fire mål på fire forsøg, hvilket var med til at sikre en pauseføring på 16-12 til hjemmeholdet. Bisgaards præstationer foran målet gav FHK den nødvendige ro og selvtillid til at fortsætte deres stærke spil.

Klasseforskel i anden halvleg

adp-as.dk

I anden halvleg fjernede FHK enhver tvivl om, hvem der skulle i finalen. Stillingen blev hurtigt udbygget til 23-16, og thansen Arena var i ekstase. Den helt store forskel var atter Frandsen, som fortsatte sit storspil, mens Ribe-Esbjergs keepere, Niklas Kraft og Agúst Björgvinsson, ikke formåede at redde noget. Dette gav FHK en komfortabel føring på 23-16 med 20 minutter igen, hvilket cementerede deres dominans og gjorde det klart, at finalebilletten tilhørte dem.

FHK’s føring nåede op på 26-18 med et kvarter igen. thansen Arena var i ekstase, og hele arenaen stod op og sang med på “FHK, FHK, FHK, FHK…”. For at være helt sikker, kaldte FHK-træner Gudmundur Gudmundsson tropperne sammen med 12 minutter igen. Efter timeouten blev enhver tvivl fjernet. Først scorede Sebastian Henneberg, og siden satte Reinier Taboada bolden i mål til 28-19, hvilket fik jubelen til at nå nye højder.

Plus 10 og finaleplads

FHK ville sætte det eftertrykkeligt på plads. Ti mål lød føringen på med otte minutter igen, da Taboada satte sin ottende scoring ind. Sejren var for længst sikret, men FHK kløede på og ville demonstrere forskellen mellem de to hold. FHK’s føring nåede op på 34-22 inden, at der gik ren jubel i den for FHK’erne, som benyttede slutningen af kampen til at give spillere som Mads Emil Møller, Malte Hejsel og Kristian Stoklund spilletid.

FHK endte med at lade sig hædre efter en sejr på 34-25 efter en kamp, hvor Sebastian Frandsen var den helt store forskel. Med en redningsprocent på 40 procent var han forskellen, der gør, at Fredericia for første gang siden 1980 står med muligheden for at vinde guld.

Den første DM-finale spilles på søndag i Aalborg klokken 16:00.

Kosovos baner vejen for etablering af fængsel kan gå i gang

0
Foto: AVISEN

Traktaten mellem Danmark og Kosovo er nu godkendt i Parlamentet i Kosovo. Dermed kan den nu sættes i kraft, og klargøring af fængslet kan gå i gang. Afsoningen i Kosovo skal ske efter danske regler og inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor fængslet skal tilpasses danske standarder.

Aftalen om, at Danmark lejer 300 fængselspladser i Kosovo, er nu godkendt i det kosovariske parlament.

Det betyder, at traktaten nu kan sættes i kraft, og at arbejdet med at klargøre og tilpasse fængslet til danske standarder kan gå i gang. Arbejdet forventes at tage 21-26 måneder.

Fængslet skal fremover huse udvisningsdømte fra lande uden for EU og EØS. Afsoningen i Kosovo skal ske efter danske straffuldbyrdelsesregler og under fysiske forhold, der grundlæggende svarer til danske forhold og inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Det betyder, at fængslet skal renoveres, og at der skal etableres nye faciliteter, herunder beskæftigelses- og besøgsfaciliteter og nye sikkerhedsforanstaltninger, som det er kendt fra danske fængsler.

– Arbejdet med at gøre fængslet klar til udvisningsdømte fra Danmark er en stor opgave, der involverer en række myndigheder, herunder udlændingemyndigheder, politi- og anklagemyndighed og domstole. Vi er i fuld gang med forberedelserne og har et godt samarbejde med kriminalforsorgen i Kosovo. Vores opgave er blandt andet at uddanne de lokale betjente samt sikre, at Kosovo får ombygget og tilpasset fængslet, så afsoningen ligner det, vi kender fra Danmark. Initiativet bidrager væsentligt til løsningen på kriminalforsorgens kapacitets- og bemandingsmæssige udfordringer, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Konkret medfører godkendelsen af traktaten, at den kan sættes i kraft, og at de kosovariske myndigheder nu kan gå i gang med projekteringen af ombygningen.

Sideløbende går den kosovariske kriminalforsorg videre med at rekruttere og uddanne uniformerede og civile medarbejdere, der skal tilknyttes fængslet.

Kosovariske fængsels- og transportbetjente skal, under dansk ledelse, varetage opgaver i fængslet. Det betyder, at kriminalforsorgen skal efteruddanne personalet i Kosovo med fokus på dansk lovgivning, dynamisk sikkerhed og konflikthåndtering. Det endelige uddannelsesforløb skal fastlægges i samarbejde med den kosovariske kriminalforsorg.

Fængslet får en dansk ledelse og stab, som skal sikre, at fængslet drives som et dansk fængsel efter dansk praksis og lovgivning samt efter Danmarks internationale forpligtelser.

Folketingets Ombudsmand, relevante tilsynsmyndigheder og internationale organisationer får adgang til at føre tilsyn og eller inspicere fængslet.

Kriminalforsorgen forventer, at leje af fængselspladser i Kosovo vil bidrage til at lette presset på fængselspladserne i Danmark. Pladserne forventes også at aflaste bemandingsudfordringen, da det er kosovariske fængselsbetjente, der vil have deres daglige gang i fængslet.

Skræddersyede uddannelser

0

På IBC Fredericia-Middelfart summer det af aktivitet, og det er tydeligt, at uddannelsesleder Stine Alejandra Cano har meget at se til. Som lektor og uddannelsesleder for EUD og EUX Business har hun en central rolle i at sikre, at de mange elever, der vælger IBC, får en god start på deres uddannelsesrejse. I en tid, hvor flere unge end nogensinde vælger IBC’s forskellige uddannelser, er der dog en særlig gruppe, som skolen gerne vil hjælpe i gang.

Der læses til eksaminer lige nu på IBC Fredericia-Middelfart, og så er en stor ombygning i gang, så vejen til Stine Alejandra Canos kontor foregår via guide på telefonen, men smilet og håndtrykket ved velkomsten er der en god grund til. Flere og flere vælger IBC.

Uddannelsesleder Stine Alejandra Cano. Foto: AVISEN

– Generelt går det rigtig godt med optaget hos os. Vi står ikke og mangler de unge, men vi tager naturligvis gerne flere, hvis nogen får lyst til at søge hertil. Fra 9. og 10. har vi næsten det dobbelte antal af sidste år. Vi havde 64 i marts, hvor fristen er for tilmelding, og vi startede med 36 i august sidste år, indleder Stine Alejandra Cano og uddyber:

– Jeg tror generelt, at det skyldes, at vores uddannelser som eksempelvis HHX er blevet populære. De unge har fået en anden interesse for forretningsverdenen, og de oplever nogle mennesker i det virkelige liv, der har succes med deres erhverv. Der er også dem, der siger, at de bare vil være rige, og i den forbindelse har de hørt, at man kommer langt med en EUD eller HHX, hvor man lærer om penge, kan skabe sit eget, få en god idé og blive selvstændig. Det er der mange af dem, der siger. Dog tror jeg også, der er en del, som kommer med nu, ikke fordi de skal være rige, men fordi de ser en hurtigere vej til at kunne komme ud og tjene penge.

For mange af de unge handler det ikke kun om uddannelse, men også om iværksætteri og karriere. Eleverne er ambitiøse, men der er plads til alle, uanset hvad drømmen måtte være.

– Vi får mange elever, der vil være iværksættere, og det er fantastisk, men der er naturligvis også dem, der ønsker en god elevplads, og her har vi også tilbud til dem, der gerne vil have en uddannelse. Eksempelvis vores halvårlige EUD voksenklasse. Optaget halter lidt mere her, derfor vil vi også fortælle de mange gode historier, der åbner sig med denne uddannelse på seks måneder. I det sidste skoleår fra august til januar havde vi 13-14 tilmeldinger. Her kan alle søge, der har været væk fra grundskolen i to år, så man kan i virkeligheden være 18 år, men også være 50 år, fortæller Cano.

Uddannelsesforløb åbner mange døre

En nylig analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 43.000 danskere er placeret i gruppen udenfor uddannelse og arbejde. Stine Alejandra Cano ser et stort potentiale i at hjælpe denne gruppe.

– Det er præcis den gruppe, vi gerne vil have flere af, siger Stine, da vi taler om de 43.000 danskere.

– Potentialet er stort. Det kan være dem, der efter endt folkeskole har været ude at arbejde, fordi de var skoletrætte, men nu kan mærke, at der er på tide med en uddannelse. Der har vi jo et halvårigt tilbud, hvor de kan uddanne sig og være klar til en elevplads efter et halvt år. Det er attraktivt, siger Stine og fortæller om uddannelsen:

– Man tager en ren EUD med fem grundfag. Man vælger en uddannelsesretning, som enten er detail eller handel. Vi har også en vejleder, der kan hjælpe på vej til en elevplads. Vejlederen er i klassen hver mandag, når vi har en praktikdag, hvor man kommer ud og arbejder i de forskellige virksomheder, og han hjælper både med ansøgning og CV, og hvor man kan lede henne, og så er hans job at facilitere, så eleven, inden afslutningen af skoleforløbet, har fået en elevplads, fortæller Stine.

Det fleksible og moderne setup på IBC tiltrækker mange forskellige typer af elever.

– Vi har løbende opstart til dem, der ønsker det. Vil man starte i oktober, så kan man blive lukket ind der, og vi har et forløb, der er spændende fra første dag, hvor vi har tre dage på skolen, en praktikdag og en onlinedag, hvor man sidder hjemme og arbejder. Det er dog vigtigt at slå fast, at der er lærere tilknyttet alle moduler. Denne sammensætning af dagene har vi lavet for at imødekomme de elever, der har behov for et fleksibelt forløb. Det kan eksempelvis være dem, der har børn eller et andet arbejdsliv ved siden af, siger Stine.

Et stærkt fællesskab og sociale aktiviteter er også en vigtig del af uddannelsen på IBC. Cano ved godt, at der kan være stor forskel på at være 18 år eller 50 år, men de mange aktiviteter koblet med uddannelse, lærere og vejledere binder det hele sammen.

– Jeg møder mange elever, der kommer med en anden motivation, når de vælger disse uddannelsesforløb, fordi de ved, at der er en elevplads at søge, men de skal have en uddannelse først. Den motivation driver dem langt henad vejen. I forhold til det sociale aspekt på IBC, så laver vi fællesarrangementer med vores EUX og EUD-afdeling, hvor vi inkorporerer eleverne i hele afdelingen. Det kan være via teambuilding, ligesom der en gang om måneden er aktivitetsmoduler, hvor vi samler alle på tværs af klasserne og tager i Erritsø Idrætscenter for at spille padeltennis, ser en film i auditoriet eller spiller brætspil på kryds og tværs af de forskellige klasser. Vi har også arrangementer ud af huset. Så selvom man sidder for sig selv og arbejder, så har vi dem med i det store hele sociale liv på IBC, siger hun.

De seks måneders uddannelsesforløb på EUD åbner mange døre for de studerende.

Seks måneder, der åbner så mange døre, som du fortæller, det er en hurtig vej?

– Ja, det er helt klart hurtigt, og det er en god uddannelse, vi har sammensat. Det er ren og skær undervisernes fortjeneste, at de seks måneder ikke føles som en evighed, men at man er en del af noget, da de har meget ildsjæl i det, de lægger i kammeratskabet og trivslen i klassen. Det er fedt at være et sted, hvor den erfaring man kommer med udefra kan gavne hele vejen rundt, lyder det fra Stine Alejandra Cano.

Foto: AVISEN

Elever kan få merit

IBC’s EUD-flex koncept er designet til at passe til den enkelte elevs behov, og her kan man rigtig meget på skolen.

– Det koncept, vi kalder EUD-flex, er ikke at forveksle med fleksible uddannelser, hvor man kan komme og gå som man vil, men derimod fleks, at vi forsøger at lave forløbene individuelt, så uanset hvad laver vi en pakke, der passer til en. Kommer man med en gammel uddannelse fra noget, så kan vi give merit, hvis det passer ind. Vi kan ikke sammenligne med den gamle EUD med det, vi har gang i nu, så derfor ved mange nok ikke, at vi er der og kan så meget. Vi har kontakt til jobcentre og lignende, siger Cano.

Hvad skal man gøre, hvis man er interesseret i at vide mere?

– Man er altid velkommen til at sende en besked. Hvis man går ind på vores hjemmeside, kan man finde en specifik mailadresse, som man kan skrive til, hvis man gerne vil kontaktes. Vi har også studievejledere, mig og administrationen, der tager imod opkald, hvis man er interesseret, og jeg møder også dem, der spørger, om vi har hjælpemidler til dem, der måtte have brug herfor, og ja, det har vi, siger Stine og tilføjer:

– Vi har selvfølgelig også læsevejledning, tilbud til ordblinde og dem med andre udfordringer i det hele taget. Vi har også et samarbejde med dem, der hedder Asgaard. De tilbyder en mentorstruktur, både her og på HHX, hvor man hjælper elever med diagnoser, som angst, autisme og ADHD, som støtter dem i deres uddannelsesforløb. Vi kan mærke, selvom det er en hård uddannelse, og vores EUX er heller ikke let, at de får en støtte udover underviseren.

For at kunne starte på en af IBC’s uddannelser er der adgangskrav, der skal opfyldes.

– Man skal have bestået dansk og matematik med 02, og have bestået 9. klasses afgangseksamen, men det er klart, at man skal være klar til at lære, og der tilbyder vi gode rammer med dygtige undervisere, slutter Stine Alejandra Cano.

Live: Kommer FHK i DM-finalen?

0

FHK spiller klokken 20:30 den afgørende DM-semifinale mod Ribe-Esbjerg. Lykkes det dem at komme i finalen? Følg med og få svaret.