Godt 600 gæster skal smage rosé

0

I morgen har godt 600 gæster valgt at gå 4,6 kilometer rundt i Fredericias historiske bymidte. Her skal deltagerne smage i alt 0,88 l rosé på en vinsmagstur, der sætter fokus på fællesskab, Fredericias smukke ydre og rosé.

Fredericia Vinhandel, Vinspecialisten og Urbania Streetfood afholder i morgen roséfestival i Fredericia. Der er udsolgt, og arrangørerne ser frem til en dag med massevis af glade gæster, når turen rundt i Fredericia starter klokken 14.00. Her skal gæster ikke kun rundt i Fredericias gader og stræder, men også betræde de historiske volde. I alt 4,6 kilometer bliver det til, og skulle de drikke op ved smagsstederne, så er hver gæst også forbi én hel flaske rosé.

Gudmundsson ellevild over sjælen i FHK

0

Gudmundur Gudmundsson understregede efter, at FHK havde sikret sig en plads i DM-finalen, at han er meget stolt over den sjæl, der er i klubben.

Der skal meget til at røre Gudmundur Gudmundsson. Han har vundet OL-sølv med Island, vundet OL-guld med Danmark og ført Rhein-Neckar Löwen frem i tysk håndbold.

Nu har Gudmundur Gudmundsson skrevet et nyt stykke håndboldhistorie. FHK sejrede med 34-25 i den afgørende DM-semifinale mod Ribe-Esbjerg og cruisede sig i DM-finalen.

– Vi spillede fantastisk. Det er svært at komme ind i sådan en kamp. Vi kæmpede for at komme i DM-finalen, som er det største i Danmark. Vi spillede en fantastisk kamp, forsvaret var outstanding og Frandsen også. Kollektivt løftede vi os fantastisk i angreb. Vi skiftede mellem de tre spillere i bagkæden, og de gjorde det virkelig godt, og fra fløjene fik vi mål også, så det var mange, der bød ind, og det var stærkt. Jeg er stolt af det taktiske oplæg, som spillerne fulgte. Jeg kan ikke give dig detaljerne, men det er taktisk, vi har løftet os. Vi behøvede ikke at bruge syv mod seks, da de var rigtig gode, siger Gudmundsson.

Han roterede mellem de højrehåndede bagspillere Jonas Kruse, Reinier Taboada og Sebastian Henneberg, som kampen igennem udgjorde bagkæden med Anders Martinusen på højre back.

– De spillede meget godt med presspillet, og de er farlige selv, og så kom der mål, og de spillede også fløjene. Vi fik et kollektivt spil i gang, og det er vi blevet bedre til, siger Gudmundur Gudmundsson.

Selvom Gudmundsson under kampen havde travlt med at følge med i kampen, kunne han ikke undgå at se og mærke den kulisse, som FHK spillede i. Med 2.400 tilskuere på lægterne, der nærmest ikke brugte sæderne, og skabte et inferno af en anden verden, var tilskuerne med til at bære FHK’erne frem til finalen.

– Den her kulisse er verdensklasse. Der er så stort hjerte og sjæl i den her klub, og nu har vi nået endnu en milepæl i den her arena. Det er stort at være i DM-finalen. Tænk på ordet. Det er meget stort. Det var en proces, jeg var med til at starte sidste år, og planen var, at vi måske skulle lande der senere, men nu har vi allerede gjort det i år to. Jeg er stolt over det. Spillerne fortjener ros for deres indsats, vilje og karakter, forklarer den islandske FHK-træner.

Nu venter der en finaleserie mod Aalborg. Gudmundur Gudmundsson vil ikke fokusere på, om FHK overhovedet har en chance mod de nordjyske verdensstjerner.

– De er kæmpefavoritter, og vi er et lille hold i den her finale, men vi er stolte. Vi har fortjent at lande i finalen. Ikke kun fordi vi vandt mod Ribe-Esbjerg, men hele sæsonen har vi vist håndbold-Danmark, hvad vi kan, slutter Gudmundur Gudmundsson.

Den fedeste semifinale jeg har spillet

0

Sebastian Frandsen har stået i flere DM-semifinaler. Nogle gange som sejrsherre og andre gange med mundvigene hængende nedad. Onsdag var det med mundvigene opad, da FHK bankede Ribe-Esbjerg med 34-25.

Efter to tætte opgør, der endte uafgjort, skulle det hele afgøres i en tredje DM-semifinale mellem FHK og Ribe-Esbjerg. Fra omkring det tiende minut satte FHK sig på begivenhederne og så sig ikke tilbage, og endte med at vinde med ni mål.

– Jeg håber, der er flere ting i det, blandt andet det med at fordele ressourcerne, og så synes jeg, vi viser, at vi har været det hold, der har været bedst til at lære af kampene. Vores forsvar tog mindre højde og havde godt styr på, siger Sebastian Frandsen, der selv spillede en nøglerolle i kampen.

Med den ene redning efter den anden tog Frandsen brodden af Ribe-Esbjergs skytter, der måtte se slukøret til, og i den anden ende af banen spillede FHK sig let frem til store chancer.

– Jeg tror, folk havde en bedre følelse af, hvad der skulle til for at åbne deres forsvar, og de fik lavet færre frikast på os, og så kom det til at se nemt ud, og så ligner det lidt, at Ribe-Esbjergs forsvar sejler lidt, siger Frandsen.

Undervejs i opgøret var FHK foran med 12 mål, og det havde mange ikke set komme efter de to første opgør.

– Man tør altid drømme, men i virkeligheden er det sjældent, det sker, siger Sebastian Frandsen med et smil.

Det var første gang i karrieren, at Sebastian Frandsen har vundet en semifinale i så overlegen stil.

– Alle semifinaler, jeg har spillet, har været relativt tætte, ellers har jeg tabt rimelig sikkert. Det er nok den fedeste semifinale, jeg har spillet, slår Frandsen fast.

I finalen venter Aalborg, og selvom nordjyderne er favoritter, er Frandsen ikke i tvivl om, at FHK kan stikke en kæp i hjulet på dem og snuppe guldet.

– Selvfølgelig kan vi vinde over dem, lyder det uden tøven fra Frandsen.

Så mange regler at Fredericia ikke kan overholde dem

0

Om ikke så længe går vi til Europa-Parlamentetsvalg, og helt personligt tror jeg på, at det bliver et meget vigtigt og skelsættende valg.


Der er så mange store kriser og vigtige debatter verden over lige nu. Kriser som en stor del af danskerne ikke har lyst til at udtale sig om, fordi de forskellige holdninger bliver set som forvidtgående eller forkerte uanset hvad ens holdning så er.

Rundt om i Europa ser man desværre en stigende modgang mod LGBT+ personer. I Italien bliver medmoderskabet taget fra medmødre. En polsk by har erklæret sig fri for LGBT-ideologi og herhjemme er vi stadig meget bagud, når man ser på helt almindelige rettigheder for LGBT+’er.
Fra 2020-2025 er der lavet en strategi for “ligestilling af LGBTIQ”, men samtidig er der ikke de store konsekvenser, når Polen laver de ovennævnte LGBT+ frie zone eller når Italiens Meloni fratager medmødre retten til deres børn og endnu værre: børnenes ret til deres ene forældre.



I Liberal Alliance mener vi, at der er alt for mange unødvendige love i EU: dyrlægers behandling af dyr begrænses til hvad EU mener og ikke hvad dyrlægens erfaring siger, ingen plastiksugerør, alder for hvornår børn må være alene med balloner og jeg kunne blive ved med rigtig mange micromanagement love, som både er uden mening, men også er ekstremt svære at holde øje med om faktisk bliver overholdt.

Senest har jeg gravet lidt i den danske ligestillingslovgivning. Der skal indsendes en ligestillingsredegørelse fra hver kommune hvert tredje år, så ligestillingsministeriet kan lave en ligestillingsrapport. Den seneste rapport er fra 2023, og her har hele fem kommuner ikke indleveret deres redegørelse.



Hvad den enkelte kommunes undskyldning er, ved jeg ikke, men når vi i Danmark ikke engang kan overholde vores egne love, hvordan skulle vi så kunne håndhæve de europæiske micromanagementlove?



Konsekvensen for at bl.a. Fredericia ikke har indsendt en ligestillingsredegørelse er ikke eksisterende, så det må jo i princippet ikke være så vigtigt at få en redegørelse fra de fem kommuner eller hvad?
Mit ønske til både EU og vores dejlige land er færre regler, så der faktisk er ressourcer til både at sætte foden ned når europæiske lande fratager borgerne deres menneskerettigheder, men også faktisk at rykke på lovgivningen, så man faktisk får lige rettigheder uanset hvem man er, hvordan man ser ud, hvad man tror på og hvem man elsker.

Helene Lykke,
Ligestillingsordfører og byrådskandidat for Liberal Alliance Fredericia

Live: FC Fredericia på langfart

0

FC Fredericia skal på langfart fredag, hvor de møder Vendsyssel på udebane. Efter tre nederlag i træk skal fredericianerne forsøge at slutte sæsonen godt af.

Kommunerne kan spare over 5,6 milliarder kroner på ledelse og administration

0

De danske kommuner kan spare et sted mellem 5,6 og 8,1 mia. kr. på ledelse og administration alene ved at indrette sig ligesom de mest effektive sammenlignelige kommuner, viser ny analyse fra CEPOS

Kommunerne og regionerne skal spare 3 mia. kr. på administration ifølge regeringsgrundlaget. Det er udgangspunktet, når KL og regeringen nu er i gang med at forhandle rammerne for kommunernes økonomi i 2025. En ny analyse fra CEPOS viser, hvor meget kommunerne kan spare på de såkaldte ’kolde hænder’, ved at lade sig inspirere af hinanden.

– Vores analyse viser, at regeringens målsætning om at spare 3 mia. kr. på ’kolde hænder’ ikke bare er realistisk, men faktisk forholdsvis konservativ. Der er nemlig plads til en langt mere ambitiøs målsætning, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Ved at indrette sig ligesom sammenlignelige kommuner, kan kommunerne samlet set spare et sted mellem 5,6 og 8,1 mia. kr. på ledelse og administration. Det svarer til en årlig besparelse på 900-1.400 kr. per dansker.

Der er naturligvis stor forskel på kommunerne. Derfor tager analysen højde for både indbyggertal og den socioøkonomiske befolkningssammensætning i kommunerne. Kommuner som Skive, Tønder og Rødovre er blandt dem, der kan spare allermest ved at lade sig inspirere af de sammenlignelige kommuner Greve, Ishøj eller Næstved.

– Den offentlige sektor bør altid arbejde på at forvalte borgernes skattebetalinger så fornuftigt som muligt. Derfor bør regeringen stille klare krav til at effektivisere ledelse og administration ikke bare i kommunerne, men også i staten, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS, og fortsætter:

– De store kommunale forskelle i forbruget af administratorer illustrerer, at flere penge ikke nødvendigvis fører til mere eller bedre velfærd. Hvis man giver flere penge til kommunerne uden at stille krav om, at driften også skal være mere effektiv, risikerer man at få samme velfærd med flere administratorer, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Lå Boxen i Fredericia var den blevet fyldt

0

Fredericia Håndboldklub er i DM-finalen. Klubbens adm. direktør, Thomas Renneberg-Larsen, lægger ikke skjul på den massive interesse for hjemmekampen mod Aalborg og påpeger samtidig, at klubben på sigt har brug for større faciliteter end i dag for at kunne udvikle sig.

Endnu et kapitel i Fredericia Håndboldklubs historie er skrevet. Man kan nu vinke endnu en milepæl af i nyere tid. Ikke siden Fredericia KFUM fik DM-sølv i 1980 har Fredericia fået en medalje i Danmarksturneringen af minimum sølvkarat. Den præstation bliver som minimum nu gentaget og falder i tråd med den målsætning, som FHK har om at vinde DM-guld senest i 2029, der er 50-året siden, at Fredericia sidst vandt DM-guld.

Finalepladsen kom i hus efter en meget overbevisende indsats i den afgørende semifinale mod Ribe-Esbjerg, der blev banket sønder sammen og sendt retur til vestkysten med et nederlag på 34-25. Det står i kontrast til sidste år, hvor det var FHK, der fik en snitter på 33-26 i den afgørende semifinale mod Aalborg efter undervejs at have været bagud med ni mål.

Arkivfoto: Thomas Larsen, FHK vs. TTH Holstebro. Foto: AVISEN

– Vi har skrevet ny historie, og man kan sige, at sidste år var lidt mere tilfældigt, men nu har vi vist, at vi er kommet for at blive, og at det ikke er tilfældigt, at vi vandt bronze i sidste sæson. Vi har sæsonen igennem vist, at vi har et dygtigt mandskab, og når man ser på, at vi blev nummer to i grundspillet også, er det ikke tilfældigt, hvor vi er i dag, siger Thomas Renneberg-Larsen dagen derpå.

Selv var han i ekstase efter kampen, men han har ikke haft tid til euforisk jubel. Der er en masse praktiske ting, der skal ordnes.

– Jeg fokuserer mest af alt på det arbejde, vi har i klubben nu. Den øvrige administration og jeg er selvfølgelig glade, men vi har en udekamp på søndag, hvor der skal arrangeres busser, og vi har en hjemmekamp på onsdag. Til den skal vi have arrangeret vores sponsorarrangement. På et tidspunkt, når der er mere ro på, sætter vi os nok ned, og så skal stoltheden nok bundfælde sig, siger Larsen.

Som det er nu kan man ikke spille Champions League i thansen ARENA

FHK er allerede garanteret at skulle spille europæisk håndbold til næste sæson. Med pladsen i finalen har FHK nu som minimum muligheden for at søge om wild card til Champions League. I tilfælde af, at FHK vinder DM-guld, er Champions League-pladsen sikret, mens det er muligt at søge om wild card som sølvmedaljevinder. Som det er nu, kunne FHK dog ikke spille Champions League i thansen Arena.

– Det er indiskutabelt, at vi skal have større rammer på et tidspunkt, men vores optur er sket meget hurtigt. Var det måske først om fem år, så kunne det være, at det havde set anderledes ud, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Mens den første DM-finale spilles i Aalborg søndag klokken 16:00, så venter der en returkamp i Fredericia onsdag klokken 20:00. Til udekampen råder FHK over 500 billetter, og til kampen i Fredericia kan de røde lamper formentlig tændes hurtigt.

– Vi kommer til kun at have ståpladser til salg. Siddepladserne kommer udelukkende til at gå til sæsonkortholdere, fanklubben og sponsorer, samt vores gæster fra Aalborg. Vil man være sikker på en siddeplads til sådan en kamp, så kan jeg kun opfordre til, at man køber sæsonkort, hvor man har forkøbsret til de sjove kampe. Jeg tror, at hvis Jyske Bank Boxen havde ligget i Fredericia, kunne vi sælge den ud til DM-finalen med den interesse, vi oplever, slutter Thomas Renneberg-Larsen med et smil på læben.

Læs også

Fødslen af universets tidligste galakser observeret for første gang

0

Gennem superteleskopet James Webb har forskere fra Københavns Universitet for første gang set dannelsen af tre af de absolut tidligste galakser i universet for over 13 milliarder år siden. Den sensationelle opdagelse bidrager med vigtig viden om universet og er i dag udgivet i det prestigefyldte tidsskrift Science.

For første gang i astronomiens historie har forskere fra Niels Bohr Institutet bevidnet fødslen af tre af universets absolut tidligste galakser for et sted mellem 13,3 og 13,4 milliarder år siden.

Opdagelsen er sket gennem rumteleskopet James Webb, som har givet verden de første ’live observationer’ af galakser i færd med at blive dannet.

Gennem teleskopet kan forskerne se signaler fra store mængder af gas, som samler sig og strømmer ned mod en mini-galakse, der er i gang med at blive opbygget. Og det er ifølge teorierne og computersimuleringer sådan galakser bliver dannet, men det har aldrig været observeret før nu.

– Man kan sige, at det er de første “direkte” billeder af galaksedannelse, vi har set. Hvor James Webb tidligere har vist os tidlige galakser på senere udviklingstrin, bevidner vi her selve deres fødsel og dermed opbygningen af de første stjernesystemer i universet, siger adjunkt Kasper Elm Heintz fra Niels Bohr Institutet, som har ført an i det nye studie.

Studiet er i dag udgivet i det ansete videnskabelige tidsskrift Science.

Galakser født kort efter Big Bang

Forskerne anslår, at fødslen af de tre galakser skete cirka 400-600 millioner år efter Big Bang, eksplosionen der begyndte det hele. Det lyder umiddelbart af mange år, men i universets levetid på 13,8 milliarder år svarer det til, at galakserne blev dannet i løbet af de første cirka tre til fem procent af universets levealder.

I tiden lige efter Big Bang var universet en kæmpe uigennemsigtig gaståge af brintatomer – modsat i dag, hvor nattehimlen er et lysende gennemsigtigt tæppe af stjerner.

– Over de næste par hundrede millioner år efter Big Bang blev de første stjerner dannet, og derefter begyndte stjerner og gas at samle sig til galakser. Det er den proces, vi her ser starten på i vores observationer, forklarer lektor Darach Watson.

Galaksefødslerne foregik i den epoke i universets historie, der kaldes den kosmiske reionisering, hvor energien og lyset fra nogle af de første galakser brød gennem tågerne af brintgas.

Og det er netop de store mængder brintgas, som forskerne ved hjælp af James Webb-rumteleskopets infrarøde syn har opfanget. Dette er den fjerneste måling af det kolde, neutrale brintgas, som er byggestenene til stjerner og galakserne, som forskere har fundet til dato.

Gør os klogere på hvor vi kommer fra

Kasper Elm Heintz har udført studiet i tæt samarbejde med bl.a. forskerkollegerne Darach Watson, Gabriel Brammer og PhD studerende Simone Vejlgaard fra Cosmic Dawn Center på Niels Bohr Institutet – et center, der som sit erklærede mål vil undersøge og forstå universets daggry. Et mål, de med det seneste resultat er kommet en hel del tættere på.

Forskerholdet har allerede søgt om at få mere observationstid med James Webb-rumteleskopet, så de forhåbentlig kan udbygge det nye resultat og blive endnu klogere på den tidligste epoke i galaksers dannelse.

– Lige nu handler det om at kortlægge vores nye observationer af galakser, der bliver dannet, endnu mere detaljeret end før muligt. Samtidig forsøger vi også hele tiden at skubbe grænsen for hvor langt ud i universet vi kan se, og måske kan vi stadig komme endnu længere ud, siger Simone Vejlgaard.

Den nye viden bidrager ifølge forskeren med viden som taler ind i et af de mest grundlæggende spørgsmål, vi som mennesker kan stille.

– Et af de mest fundamentale spørgsmål, som vi mennesker altid har stillet er: ’Hvor kommer vi fra?’. Her tilføjer vi endnu en brik til svaret ved at belyse skabelsesøjeblikket af nogle af de første strukturer i universet. En proces, som vi kommer til at undersøge nærmere, indtil vi forhåbentlig kan lægge endnu flere brikker i puslespillet, slutter lektor Gabriel Brammer.

Studiet er udført af forskerne Kasper E. Heintz, Darach Watson, Gabriel Brammer, Simone Vejlgaard, Anne Hutter, Victoria B. Strait, Jorryt Matthee, Pascal A. Oesch, Pall Jakobsson, Nial R. Tanvir, Peter Laursen, Rohan P. Naidu, Charlotte A. Mason, Meghana Killi, Intae Jung, Tiger Yu-Yang Hsiao, Abdurro’uf, Dan Coe, Pablo Arrabal Haro, Steven L. Finkelstein, & Sune Toft.

Den danske del af forskningen er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond og Carlsbergfondet.

Sådan gjorde de

Forskerne har målt dannelsen af de første galakser ved hjælp af sofistikerede modeller for, hvordan lyset fra galakserne blev absorberet af det neutrale gas, der ligger i -og omkring galaksen. Denne overgang kaldes Lyman-alpha overgangen.

Ved at måle på lyset kunne forskerne udskille gassen fra de nydannede galakser fra den øvrige gas. Målingerne har kun været mulige med James Webb-rumteleskopets meget følsomme, infrarøde, spektropiske egenskaber.

Om universets tidlige år

Universet startede sit liv for cirka 13,8 milliarder år siden i et kæmpe brag – Big Bang. I eksplosionen blev der dannet en overflod af bittesmå partikler mindre end atomer såsom kvarker og elektroner. Disse partikler ’klumpede’ sig sammen og dannede protoner og neutroner, som senere samlede sig til atomkerner. Cirka 380.000 år efter Big Bang begyndte elektroner at gå i kredsløb om atomkerner, og de mest simple af universets atomer blev gradvist dannet.

Efter nogle hundrede millioner år blev de første stjerner formet. Inde i selve stjernerne blev de større og mere komplekse atomer, vi har omkring os, dannet.

Senere samlede stjernerne sig til galakser. De ældste galakser, vi kender, blev formet omkring 3-400 millioner år efter Big Bang. Vores eget solsystem blev til for omkring 4,6 milliarder år siden – mere end 9 milliarder år efter Big Bang.

Fredericia Kommune skal af med flere penge i takstsagen

0

I 2021 startede forspillet til den såkaldte “Takstsag” i Fredericia Kommune, godt tre år senere er sagen ikke afsluttet endnu. En ny beregning af årene 2018 og 2019 viser, at Fredericia Kommune skal tilbagebetale 16 millioner kroner til forældre og private daginstitutioner efter at have opkrævet for høje takster for børnepasning i årene 2020 og 2021.

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2022 besluttede Byrådet, at en ny beregningsmodel for dagtilbudstakster skulle udarbejdes, og at taksterne for tidligere år skulle genberegnes. Dette skete for at sikre, at taksterne var retfærdige og korrekte, og beslutningen blev taget i kølvandet på Takstsagen, hvor Fredericia AVISEN også afslørede, at det socialdemokratiske byrådsmedlem, John Erik Nyborg, uberettiget var blevet beskyldt for at blande sit politiske virke sammen med sit daværende civile job i Fredericia Kommune som Leder af Dagtilbud i kommunen. Alligevel indgik han en fratrædelsesaftale med Fredericia Kommune.

De genberegnede takster for 2022 blev vedtaget i september 2022, og for 2020 og 2021 i april 2023.

En gennemgang af taksterne for 2020 og 2021 viste, at mange forældre havde betalt for meget, mens private daginstitutioner havde modtaget for lidt i tilskud. Nu står kommunen overfor en samlet tilbagebetaling på 16 millioner kroner for disse to år. Det præcise beløb kendes først, når alle tilbagebetalinger er gennemført, da der skal tages højde for justeringer som fripladstilskud og søskenderabatter.

Byrådet skal nu behandle genberegningen af taksterne for 2018 og 2019, som også viser en merudgift på ca. 16 millioner kroner. Disse nye takster skal godkendes politisk, hvorefter tilbagebetalingerne kan begynde.

For at sikre, at alle tidligere fejl bliver rettet, skal Byrådet beslutte om, man vil fremrykke genberegningen af taksterne for årene 2013-2017 og afslutte denne inden udgangen af 2024. Dette kræver, at 24 millioner kroner flyttes fra budgetterne for 2026-2027 til 2025. Genberegningen for årene 2016 og 2017 vil ske som planlagt i løbet af 2025, mens årene 2013-2015 også skal afsluttes i 2025.

Hvis byrådet følger indstillingen får forældre og private institutioner pengene i 2024

På det kommende byrådsmøde den 29. maj 2024 skal Byrådet godkende de genberegnede takster for 2018 og 2019. Efter godkendelsen vil tilbagebetalingerne til de berørte forældre og private aktører blive iværksat hurtigst muligt.

Åbning af det første busdepot for brint i Tyskland

0

Everfuel A/S, der også er bag brintfabrikken i Fredericia, kunne i dag meddele en åbning af brinttankstation ved Frankfurts kommunale busselskab In-der-City-Bus’ (ICB) busdepot i Tyskland.

Depotstationen ejes af busoperatøren ICB og vil servicere 23 nulemissions brændselscellebusser, der bruges til daglig by- og kommunal offentlig transport. Everfuel har udviklet og bygget tankstationen og vil levere brint til ICB på en minimum tre-årig kontrakt. Brinten vil blive leveret af Everfuels brinttrailere.

– Vi er glade for at fejre indvielsen af ICB’s tankstation. Åbningen er et vigtigt skridt i Everfuels ambition om at gøre brint tilgængeligt for tung transportflåder, startende i Tyskland, siger Lars Jakobsen, salgsdirektør i Everfuel.

– ICB er på forkant og baner vejen for overgangen. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for ICB, som har været en værdsat partner i udviklingen af tankstationen, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde.

Levering af brint til tung transport er en del af Everfuels strategi om at udvikle storstilet produktion af grøn brint i Danmark og levere til kunder i hele Europa, startende med Tyskland. Det er den anden dedikerede busstation bygget af Everfuel og en nøgle del af strategien om at levere rene energiløsninger til offentlig transport, der støtter Frankfurts overgang til nulemissionsbusser. ICB’s brintdepotstation har kapacitet til at tanke mindst 23 brændselscellebusser dagligt og har potentiale til at skalere kapaciteten, når efterspørgslen vokser.

Efter dagens åbning af ICB-stationen leverer Everfuel i øjeblikket brint til to dedikerede busstationer, hvor Wuppertal busstation i Tyskland er den næste station, der føjes til porteføljen.