6.6 C
Copenhagen
tirsdag 18. marts 2025

Smalt FHK-hold sejrede sikkert mod BSH

0

Fredag eftermiddag blev der leveret intens håndboldaction, da FHK og Bjerringbro-Silkeborg stødte sammen i deres sidste testkamp før den officielle start på ligaen. FHK en disciplineret indsats vandt FHK 33-29.

Kampen blev spillet uden flere spillere fra begge hold. FHK manglede spillere som Einar Olafsson, James Junior Scott, Sebastian Henneberg og en ikke fuldt restitueret Kristian Stoklund. BSH var på sin side uden stjernespilleren Rasmus Lauge.

FHKs målvogtere, Sebastian Frandsen og Thorsten Fries, viste deres værd ved at dele tiden i målet ligeligt mellem sig, hvilket også var tilfældet for højrefløjene Fredrik Mossestad og Kasper Young. En anden spiller, der skilte sig ud, var Jonas Kruse, som greb chancen og imponerede stort i fraværet af de mere etablerede bagspillere.

Kampen udviklede sig til en tæt og ophedet affære, især i anden halvleg, hvor BSH nærmede sig FHK. I et forsøg på at bevare forspringet, skiftede FHK til en syv mod seks-opstilling, en taktik der tilføjede ekstra spænding til kampen.

En af kampens højdepunkter var Thorsten Fres’ fremragende præstation, da han reddede to straffekast fra BSH’s Mads Lenbroch. Disse redninger var afgørende i at bevare FHK’s føring i de kritiske øjeblikke.

Undervejs var kampen præget af skiftende føringer, men som kampen skred frem satte FHK sig på det. FHK startede stærkt med en 9-8 føring efter 18 minutter og udvidede den til 13-9 ved 21 minutter. Ved pausen var FHK stadig foran med en score på 18-15. I anden halvleg fastholdt FHK kontrollen med en score på 22-17 efter 34 minutter, selvom BSH formåede at indhente en del af forspringet til 23-21 efter 41 minutter. Kampen sluttede dog med en sikker sejr til FHK på 33-29.

Dette resultat lover godt for FHK’s form inden deres kommende ligaopgør den 4. februar, hvor de møder SønderjyskE på hjemmebane.

FC Fredericia blev gennembanket af Brøndby

0

I en  træningskamp oplevede FC Fredericia en stor udfordring, da de stod over for Brøndby. Kampen sluttede med et resultat på 9-0 til  Brøndby. Dette udfald afspejler en kombination af FC Fredericias nuværende skadesproblemer og mangel på spillere. 

Brøndbys overlegenhed var tydelig fra start Særligt de første 25 minutter var kritiske for FC Fredericia, hvor de indkasserede fem mål.

Selvom FC Fredericia forbedrede deres spil efterfølgende, var det delvis fordi Brøndby reducerede deres angrebsintensitet. Under kampen blev flere spillere fra begge hold skiftet ind, herunder to prøvespillere og en U19-spiller for FC Fredericia. 

Mark Ugboh, lånt fra FC Midtjylland, vogtede målet for Fredericia, da deres normale målmænd var ude med skader, men han FCM-keeperen er ikke tiltænkt en kontrakt i FC Fredercia.

Selv med en føring på 5-0 buldrede Brøndby videre, men ikke i så markant stil dog. FC Fredericias situation med mange skader blev udstillet, da det ende med et nederlag på 9-0.

Live: FHK spiller testkamp mod BSH

0

Klokken 16:20 spiller FHK deres sidste træningskamp før ligaen starter op igen den 4. februar. Kampen er på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg og kampen kan følges live i tekst her.

Nu får flere syge patienter tilskud til tandpleje

0
(Foto: Tandlægeforeningen )

Flere patienter, der får tandproblemer pga. sygdom eller medicin, kan se frem til et tilskud til tandpleje. Det fremgår af en aftale om en ændring af § 166-ordningen, som regeringen og alle Folketingets partier netop har offentliggjort. Stor sejr, mener Tandlægeforeningens formand.

Enorme tandlægeregninger pga. kemoterapi er snart fortid. Og flere patienter, som får ødelagt deres tænder, fordi deres medicin giver dem mundtørhed, vil også få hjælp til tandlægeudgifter.

Det fremgår af den nye, brede aftale om en revidering af sundhedslovens § 166. En lov, der sikrer, at patientgrupper kan få tilskud til tandbehandling, og som Tandlægeforeningen gennem flere år har kæmpet for at få opdateret.

– Jeg er utrolig glad på patienternes vegne. Der er ingen tvivl om, at både de menneskelige og økonomiske omkostninger for de her patienter har været enormt høje. Men nu er der lys forude, for udvidelsen af tilskudsordningen kommer til at gøre en stor forskel for mange, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist og fortsætter:

– Vi har længe kæmpet for de her ændringer, og at det nu er lykkedes, vil jeg kalde et stort gennembrud på tandplejeområdet, siger Susanne Kleist.

Mindre krav og bureaukrati for patienter

Ifølge aftalen skal det ikke længere være patienten selv, der skal dokumentere årsagssammenhængen mellem de opståede tandproblemer og patientens sygdom eller behandling.

I stedet skal en tandlæge vurdere, om tandskaderne skyldes sygdom eller en behandling. Netop det har været et stort ønske fra Tandlægeforeningen.

– Det er et meget vigtigt element i aftalen. For som vi har påpeget igen og igen, er det ikke rimeligt at forlange, at patienter, der i forvejen kæmper med alvorlig sygdom, skal stå med den bevisbyrde og medfølgende bureaukrati, siger Susanne Kleist og understreger:

– Patienterne har ikke kun lidt under den økonomiske og bureaukratiske byrde. Sunde tænder er afgørende for et godt liv, så livskvaliteten står også for skud, når patienter oven i sygdom og behandling får forværret tandsundhed, siger Susanne Kleist.

Flere syge patienter får tilskud

Det har været vigtigt for Tandlægeforeningen, at flere patienter skulle have tilskud til tandbehandling. Derfor roser Susanne Kleist også aftalepartierne for at udvide ordningen for følgende patienter:

  • Patienter i kræftbehandling med immunterapi eller hormon- eller antihormonbehandling.
  • Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation, har udviklet GvHD.
  • Patienter med sygdom i skjoldbruskirtlen, der har fået behandling med radioaktivt jod.

– Jeg vil rigtig gerne rose aftalepartierne, for de har virkelig lyttet til vores anbefalinger og har forstået vigtigheden af den sunde mund ift. livskvalitet og sundhed. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at kunne hjælpe mange flere patienter, der uforskyldt har fået store udfordringer med deres tandsundhed, siger Susanne Kleist

Den nye tilskudsordning forventes at træde i kraft den 1. juli 2024.

Magien tager over når Nature Energy Park i Odense forvandles

0

Odenseansk koncertarrangør kalder alle på græsset til stor popfest på Nature Energy Park. 16 år efter sidste stadionkoncert forvandles stadion i Odense igen til koncertmekka. Roger Waters spillede på stadion i 2008 og Elton John i 2007. Til maj inviterer Live Culture til en koncertdag ud over det sædvanlige med danske popstjerner.

Stadion bliver fyldt med musikfans der danser græsset af banen med de danske hitmagers kæmpe hits. Ambitionerne hos arrangøren er tårnhøje. – Vi forvandler Nature Energy Park til et koncertmekka med et vanvittigt højt musikniveau på scenen og masser af street food, drikkevarer og VIP-oplevelser. Det bliver en ægte forårspop-fest for alle – fortæller Henrik Frisch, Live Culture

Dansk popfest på plænen

Koncertdagen afholdes en lille uge efter sidste hjemmekamp, og lige inden græsset skal skiftes på Nature Energy Park. Publikum kan derfor helt lovligt for første gang i årtier betræde fodboldbanen, og arrangøren håber der bliver danset fra start til slut.

Det bliver med artister fra allerøverste hylde i Danmark: Nik & Jay, Medina, Malte Ebert og Svea S.

Nik & Jay

Efter fire fantastiske shows i Royal Arena i efteråret, kan publikum opleve Nik & Jay i Odense den 25. maj.

– Lad os ride på en bølge af den bedste energi, musik & bevægelse, under åben Himmel, du & jeg, Nik & Jay Sommer 2024. Vi glæder os exceptionelt meget. Lys & Kærlighed, udtaler Nik & Jay i en pressemeddelelse

Bandets egne ord indrammer på fineste vis, at fynboerne godt kan begynde at glæde sig til en forårskoncert i selskab med Nik & Jay – LIVE når de er allerbedst!

Medina

Ingen, der har set Medina live det seneste års tid, kan være i tvivl om, at hun nu fortjent er blevet en legende på den danske musikscene. Gennembrudsalbummet ”Velkommen til Medina” fra 2009 står stadigvæk lige så knivskarpt i dag som det gjorde dengang, og det samme gælder ’For Altid’ fra 2011.

Den nye generation har flittigt taget Medina til sig og på ny kronet hende som dansk popdronning uden sidestykke. Sommeren 2023 blev Medinas helt store tilbagevenden til den brede danske festivalsommer, efter at have været på barsel af to omgange, og hendes optrædener på festivalerne bød på energisk og samlende fællessang, hvor publikum skrålede med på hvert et ord.

Malte Ebert

Den selvironiske, uforudsigelige og storslået sanger Malte Ebert involverer og inkluderer sine fans. Han har blik for detaljen og er altid med på den værste. Du kender ham måske som Gulddreng, fra Toppen af Poppen, ham med EM-hittet ”Helt Sikker”, vi kunne nævne i flæng hvor du formentlig kender ham fra, en ting er sikkert, Malte Ebert er unik som sangskriver, performer og sanger.

Hans koncerter er ofte udsolgte, og senest så vi hans store koncert i ODEON og i sensommeren i Den Fynske Landsby tiltrække et stort og bredt publikum. Malte Ebert er helt unik med hans stil og humor.

Svea S

Svea S er en af de nyeste danske musikstjerner. Hun tryllebinder publikum med hendes lækre og karakteristiske vokal. En vokal som både byder på afdæmpet nærvær og powerfuld ”i dit fjæs-klang”. På trods af sin unge alder har Svea S haft god tid til at fordybe sig i musikken. I familiens hus i Rørvig har hun sammen med sin tvillingesøster sunget og spillet med deres far, siden hun var helt lille. Musikken var ikke kun familiehygge, men også en måde at kommunikere på i forhold til, hvordan hun havde det. Gennem sine tekster kunne Svea S fortælle, hvad hun følte med en vis underholdende distance.

Tilbage i februar 2023 udgav Svea S singlen “Hey Far”, som i skrivende stund for længst har rundet en million afspilninger på streamingtjenesten Spotify, og samtidig har været i flittig rotation på diverse radiostationer. Hun har bl.a. også udgivet singlerne ”Lukker øjnene” og ”Forfra”. Alle singlerne er blevet løftet flot af P3, der spiller dem flittigt i rotation.

I efteråret spillede hun den fedeste koncert på Musikhuset Posten hvor publikum blev tryllebundet af Svea S vilde magi.

Danmarks næstældste byarkiv fylder 80 år!

0

Langeland har altid haft mange ildsjæle, og det var en tandlæge som fik ideen til at skabe Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Da tandlæge Christian Kiilsgaard tog initiativ til Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, havde han nok ikke forestillet sig, at det lille arkiv 80 år senere ville være vokset til et stort og relativt moderne lokalarkiv med ca. 850 hyldemeter arkivalier, en stor fotosamling på over 13.000 billeder samt over 120.000 glasplader. Arkivet råder også over en omfattende avissamling af primært langelandske aviser, ligesom man laver udstillinger i banegårdens gamle ventesal.

Den 30. januar er det 80 år siden at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv blev indviet. Christian Kiilsgaard blev den første arkivar på stedet, men hans arbejde med at med at indsamle arkivalier om Rudkøbings historie var dog startet flere år tidligere i forbindelse med Rudkøbings 650-års købstadsjubilæum.

– Vi er det næstældste byarkiv i Danmark, men vi er også et moderne arkiv med fokus på digitalisering af vores arkivalier og billeder, så flere kan få glæde af vores fælles historie. Det hele er smukt pakket ind i Rudkøbings gamle banegård, hvor vi har til huse, siger arkivar Jeppe Jøhn Hørsholm.

Arkivet startede i Nørregade, men Christian Kiilsgaard måtte hurtigt flytte arkivet hjem til sig selv, da der var for fugtigt i de lokaler, kommunen havde stillet til rådighed. Senere flyttede det byhistorisk arkiv til andre steder i byen. I dag har arkivet til huse i den gamle banegård i Havnegade 7, og her arbejder en lille gruppe ansatte og en stor skare af engagerede frivillige med at bevare lokalhistorien for fremtiden.

I dag er det en blandet skare, der bruger arkivet. Udover de åbenlyse som historieinteresserede og slægtsforskere kommer også en del turister. Og det er ikke kun langelændere, der bruger arkivet. Der kommer også jævnligt henvendelser og besøg fra udlandet, særligt fra USA, tv-selskaber og forskere.

Selve 80-års dagen fejres senere på året i forbindelse med ”Arkivernes Dag”, men man er selvfølgelig altid velkommen til at kigge ind på arkivet.

Regeringen indsætter Kammeradvokaten i Nordic Waste-sagen

0

Regeringen tager nu skrappe skridt i sagen om den potentielle miljøkatastrofe i Nordic Waste-sagen i Ølst. Kammeradvokaten er blevet sat til at lede en grundig undersøgelse for at sikre, at princippet om, at forureneren betaler, bliver fulgt til dørs. Det er blevet oplyst på et netop afholdt pressemøde.

Miljøminister Magnus Heunicke understreger alvoren i situationen:

– Kammeradvokaten skal undersøge to ting. For det første, om andre virksomheder i området kan bære ansvar for miljøskaderne. For det andet, om Nordic Waste’s ledelse, ejere eller andre involverede personer kan gøres ansvarlige – både i forhold til oprydning, erstatning og potentielt strafferetligt ansvar, siger Heunicke.

Imens udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S) sig om betydningen af virksomheders samfundsansvar:

– Det her er en værdidebat, der i øvrigt foregår i hele den vestlige verden. Hvad er meningen med at drive virksomheder? Hvad driver man virksomhed for? Det er også det, det handler om. Hvilke rettigheder og pligter man har, når man driver virksomhed – særligt når det går galt, siger Hummelgaard.

Miljøministeren giver også en status på de praktiske tiltag i området omkring Nordic Waste, idet de store mængder vand fra nyligt tøvejr og nedbør skaber yderligere udfordringer.

– Derfor er man nu i gang med to ting, der har til formål at skille det forurenede vand fra den rene å, forklarer Heunicke.

Risiko for oversvømmelser 

0

Fredag bliver en dag med passage af et lavtryk nord om landet, hvilket medfører både regn og kraftig vind. Lavtrykket, som måler 995 hPa, trækker et frontsystem med sig, der forventes at bringe betydelige mængder regn på mellem 5-20 mm over hele landet i løbet af morgenen og formiddagen. Bornholm vil opleve frontens passage senere på dagen.

Vinden tiltager markant på bagsiden af fronten med kraftige nordvestlige og vestlige vinde. Specielt ved kysterne kan vindstødene nå stormstyrke. Dette blæsevejr forudses at forårsage højvande i Kattegat-området, herunder langs Jyllands østkyst, ved Nordfyn og i Nordsjælland, med vandstandsstigninger på 80-100 cm over det normale.

Fredagens regnvejr øger risikoen for oversvømmelser, især ved åer, søer og vandløb, som kan risikere at løbe over deres bredder.

Efter denne turbulente periode forudses en mere mild og rolig weekend. Gradvis vil varmere luft fra sydvest strømme ind over landet, hvilket medfører roligere og tørrere vejr med dagtemperaturer på omkring 6-7 grader.

Udsigten for den følgende uge fortsætter med mildt vejr. Dagtemperaturerne vil stige yderligere, med forventninger om 5-9 grader på mandag og muligvis op til 10 grader på tirsdag, hvilket er usædvanligt mildt for årstiden.

FHK storsejrede i pokalturneringen

0

I en overbevisende pokalkamp demonstrerede FHK deres styrke ved at besejre Blåbjerg fra Danmarksserien med en  sejr på 45-19. 

Kampen, afholdt i den intime atmosfære af Outrups lille hal, tiltrak omkring 250 tilskuere, der blev vidne til en aften fyldt med håndboldens spænding og underholdning.

Til trods for at være uden nøglespillere som Reinier Taboda, James Junior Scott, Einar Olafsson, og Sebastian Henneberg, formåede FHK at vise dybden i deres trup. 

Spillere som Mads Emil Møller, Nikolaj Petersen, Malthe Hejsel og Benjamin Walsøe trådte i karakter og bidrog betydeligt til holdets samlede præstation.

I målet stod Thorsten Fries i første halvleg, mens Sebastian Frandsen tog over i anden halvleg, begge med imponerende redninger. 

Kampen var dog ikke uden drama. I anden halvleg modtog Malthe Hejsel et rødt kort for at ramme Blåbjergs målmand i hovedet på et straffekast.

FHKs overlegenhed var tydelig gennem hele kampen med stillinger, der konstant viste deres dominans. Ved 11 minutters spil førte de med 7-3, og denne føring voksede støt igennem kampen. Ved pausen var stillingen 20-10 til FHK, hvilket afspejlede deres kontrol over spillet. 

Anden halvleg fortsatte i samme dominerende ånd, hvor FHK udbyggede deres føring yderligere, hvilket kulminerede i en overvældende sejr på 45-19 i en kamp, hvor blandt andet Jonas Langerhuus fik en del spilletid.

FHK skal i kamp igen fredag, hvor modstanderen er Bjerringbro-Silkeborg i en træningskamp.

Tilbud på plastikkirurgi skal klæde danskerne på til at købe sundere hunde

0
Hunden Zoey åd to strømper (Foto: AVISEN)

Reklamer for en fiktiv plastikkirurgisk dyreklinik skal gøre danskerne opmærksomme på, hvad bestemte typer af udseende gør ved hundenes velfærd. Målet er at reducere efterspørgslen på fremavlede karaktertræk som korte snuder, store øjne og masser af hudfolder, da disse ofte kommer med en pris for hundenes helbred. Dyrenes Beskyttelse står bag kampagnen.

Bambi-øjne til 13.499 kroner. Snudereduktion til 17.499 kroner. Der er gode tilbud på indgreb på hunde i reklamerne fra den plastikkirurgiske dyreklinik “Snude & Pels”. Annoncerne på alt fra busser til sociale medier kan forarge ved første øjekast, men der er lutter gode intentioner bag kampagnen.

Den kosmetiske dyreklinik er det pure opspind fra Dyrenes Beskyttelses side. Men efterspørgslen på de flade snuder, store øjne og buttede udtryk er reel og har i årtier resulteret i ekstrem og usund avl af bestemte hunderacer. Det skal de absurde tilbud gerne få danskerne til at tænke over.

– Folk skal gerne stoppe op og forholde sig til, hvad udseende egentlig kan gøre ved vores hunde. De flade snuder, store øjne og mange hudfolder, som har gjort nogle hunde ekstremt populære, er skabt gennem mange års avl og har påført hundene ringere sundhed. Vi skal passe godt på alle hunde, men vi er nødt til at reducere usund avl, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Ingen hundeejere ønsker, at deres dyr skal lide. Hverken for skønheden eller noget andet. Men Dyrenes Beskyttelse oplever, at mange hundekøbere ikke er bevidste om de mange sundhedsudfordringer, som fladsnudede hunderacer ofte har.

– Det er typisk vejrtrækningsbesvær, svært ved at regulere kropstemperatur, øjenproblemer, kæbe- og tandproblemer, hudfolder som giver hudinfektion og øget risiko for ikke at kunne bevæge sig frit. Listen over lidelser er virkelig lang, siger Jens Jokumsen.

Fupannoncer skal forundre

Dyreklinikken ”Snude & Pels” har eget site og Facebookside, men nysgerrige danskere ledes hurtigt hen på en kampagneside ved Dyrenes Beskyttelse med oplysninger om sund avl og gode råd til hundekøbere. Brugen af den falske, plastikkirurgiske dyreklinik skal forundre modtagerne og forhåbentlig give dem både noget at tænke over og tale om.

– Vores mål er at fremme udviklingen mod sundere hunde uden at stigmatisere specifikke hunderacer eller deres ejere. Samtidig er mange reklamer allerede fyldt med fladsnudede hunde, der sælger alt fra telefonabonnementer til forsikringer. Vores mål er at skabe bevidsthed om, at bag de populære træk skjuler der sig ofte alvorlige velfærdsproblemer, siger Jens Jokumsen.

I Danmark er det, ifølge dyrevelfærdsloven, ulovligt at udføre operationer på dyr, hvis hensigten udelukkende er at ændringer på dyrets udseende. Der findes altså ingen dyreklinikker i Danmark, der udfører kosmetisk skønhedskirurgi på dyr. Til gengæld er dog ingen lovgivning, der beskytter dyr mod den avl, der bevidst fremavler et ekstremt udseende, der er skadeligt for dyrenes velfærd. Dyrenes Beskyttelse ønsker derfor også en lovgivning, der kan være med til at skubbe avlen i den rigtige retning, men hundekøbere vil altid skulle se sig godt for.

– Fødevareministeren har i sit udspil til en dyrevelfærdspakke taget de første skridt mod en bekendtgørelse, der sætter rammer for avlen af familiedyr. Men det tager tid at få lavet og vil ikke altid blive overholdt. Derfor vil hundekøbere altid skulle tage sine forholdsregler for at sikre, at hundehvalpen kommer fra sunde forældredyr, siger Jens Jokumsen.

FAKTABOKS: 5 GODE RÅD TIL AT KØBE EN SUND HVALP

Der er ikke nogen formel på, hvordan du sikrer dig en sund og rask hund. Hos Dyrenes Beskyttelse har vi samlet de fem vigtigste råd til dig, som skal ud at købe en ny hvalp til familien.

– Sæt dig ind i forskellige racers risici for sygdomme.
– Spørg efter forældredyrenes sygdomshistorik. Har de problemer med vejrtrækning? Hud? Øjne? Hjertefejl? Tænder? Eller arvelige sygdomme?
– Hvalpen skal være sundhedsundersøgt og vaccineret af en dyrlæge.
– Du skal se hvalpens mor og hvalpen sammen, og vide hvor hvalpen er vokset op.
– Hvalpen skal virke tryg og have tillid til mennesker.