Sundhed har mange ansigter

0

Kolding Byråd har vedtaget en sundhedspolitik, der skal gøre det nemmere for alle at leve et sundt liv så længe som muligt og med trivsel i alle livsfaser.

Traditionelt bliver sundhed set som en modsætning til sygdom. Man holder sig sund for ikke at blive syg.

Men i Kolding Kommune er der fokus på, at sundhed har mange flere ansigter. Det er set i det lys, byrådet vedtog kommunens nye sundhedspolitik den 28. maj.

– Sundhed er meningsfulde fællesskaber, bevægelse, rehabilitering, selvværd, en god ven at tale med, glæde ved livet, kost, der giver energi og meget andet. For os er sundhed det samme som at opleve sig i fysisk, mental og social balance. Derfor kalder vi også Kolding Kommunes nye sundhedspolitik ‘Sammen om et sundt liv i balance’, forklarer Birgitte Kragh, der er formand for udvalget Sundhed og Fritid.

Vi er fælles om sundhed

En af de grundlæggende idéer i sundhedspolitikken er, at man vil integrere sundhed og trivsel i alle relevante aspekter af samfundet.

– For os er sundhed noget, vi er sammen om i fællesskab. Derfor forpligter vi os som kommune til at arbejde sammen med relevante aktører. Vi vil gerne indfri vores politiske ambitioner i tæt samspil med borgere, kommunale medarbejdere med forskellige fagligheder, civilsamfund, institutioner, virksomheder og det øvrige sundhedsvæsen, pointerer Birgitte Kragh.

Udfordringerne er komplekse
Politikken har fire specifikke fokusområder:

  • Vi fremmer sundhed og trivsel
  • Vi fremmer lighed i sundhed
  • Vi fremmer børn og unges mentale trivsel
  • Vi fremmer muligheden for at kunne selv

De fire fokusområder er store samfundsudbredte problemstillinger. Netop derfor er det vigtigt at have en politik, så man kan have det nødvendige, tværfaglige fokus på udfordringerne, mener Birgitte Kragh:

– Det er alle sammen temaer, der er komplekse, og som ingen kan løse alene. Heller ikke kommunen. For eksempel er børn og unges mentale trivsel en udfordring, vi ikke for alvor får gjort op med ved alene at se på børnene og de unge og deres forældre. Det er en udfordring, der har tråde ud i rigtig mange grene af samfundet. Derfor er det nødvendigt at få andre aktører i civilsamfundet, som for eksempel relevante foreninger, til at være med, forklarer Birgitte Kragh.

Sundhedspolitikken anlægger et langsigtet perspektiv og gælder for perioden 2024-2032. Ambitionen med den tværgående sundhedspolitik er at have en fælles retning for hele kommunen, som med tiden skal realiseres gennem beslutninger og tiltag, der fremmer sundhed og trivsel, enten direkte eller indirekte.

Totalrådgiver fundet til museet MIND i Middelfart

0
11.11.2018 Middelfat Kommune - Teglgaardsparken.

De kommende år omdannes en afdeling af det tidligere sindssygehospital i Middelfart til det nye museum MIND, der har fokus på psykisk sygdom og mental trivsel. Omdannelsen af de historiske rammer i Teglgårdsparken 17 har været i udbud, og C. F. Møller Danmark A/S er valgt til at stå for totalrådgivningen af projektets byggedel.

I prækvalifikationsrunden var der 13 totalrådgivergrupper, der udtrykte interesse i at afgive tilbud. Herfra blev de tre totalrådgivergrupper Cubo Arkitekter, Rønnow Arkitekter og C. F. Møller Danmark A/S valgt til at afgive tilbud på opgaven. De tre deltagende totalrådgiverteams gav alle velkvalificerede og kreative bud på et hovedgreb for det kommende museum, men efter en bedømmelse af tilbuddene blev C. F. Møller valgt til opgaven.

– Det er rigtig glædeligt, at der nu er fundet den rigtige totalrådgiver. Middelfart Museum glæder sig til at samarbejde med C. F. Møller, og vi ser frem til, at projekteringen nu kan gå i gang, sådan at vi kan klippe snoren til MIND i 2026, siger leder af Middelfart Museum, Maiken Rude Nørup.

Det nye MIND museum skal indrettes i en patientbygning på det tidligere sindssygehospital i Middelfart. Stedet husede gennem mere end 100 år tusindvis af psykiatriske patienter. Med Danmarks største samling af psykiatrihistoriske genstande vækkes historien om psykiatrien i Danmark til live gennem udstillinger om skiftende sygdomsopfattelser og behandlingsformer med fokus på nutidig relevans og personlige fortællinger.

– Vi er glade for at blive valgt og ser frem til det fortsatte samarbejde med Middelfart Museum. Trivsel og velfærd ligger os meget på sinde, og vi er stolte over at kunne bidrage til formidlingen af dette med en ombygning af det tidligere sindssygehospital (Teglgårdsparken) i Middelfart til museum MIND, der både skal fortælle om stedets og psykiatriens historie. På samme tid skal det også imødekomme nutidens behov for udstillingsfaciliteter og besøgende, mens der bevares så meget af den oprindelige bygnings karakter og udtryk som muligt, siger Rune Bjerno Nielsen, som er partner, arkitekt og afdelingschef for C. F. Møllers konkurrenceafdeling i Aarhus.

MIND har et budget på 32 mio. kr. Projektet er støttet af Augustinus Fonden, Den A.P. Møllerske Støttefond, Den filantropiske forening Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Middelfart Kommune, Lundbeckfonden, Ole Kirk’s Fond, Cand.pharm. Povl M. Assens Fond, Region Syddanmark, LAG MANK, Statens Kunstfond, Middelfart Sparekasse og Middelfart Museumsforening.

Museet kommer til at indeholde udstillinger, men også mødelokaler og foredragsrum, der kan bruges af foreninger, arrangører m.m., der har fokus på psykisk sygdom og/eller mental trivsel.

MIND forventes åbnet i starten af 2026.

Læs også

Aftale skal løfte velfærd og infrastruktur

0

Fredag blev regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) enige om en økonomiaftale for 2025, der markerer det største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år. Aftalen, der indebærer en forøgelse af kommunernes serviceramme med 3,4 mia. kr., vil muliggøre betydelige investeringer i lokal velfærd, herunder folkeskoler, ældrepleje og dagtilbud.

Foto: AVISEN

– Aftalen giver mulighed for markante investeringer i den nære velfærd – bl.a. i daginstitutioner, folkeskolen og ældreplejen. Jeg er meget tilfreds med, at vi har så stærk en dansk økonomi, at det er muligt at investere så markant i den nære velfærd til gavn for borgerne, siger finansminister Nicolai Wammen.

– Vi har indgået en rigtig god aftale med kommunerne, der giver velfærden et markant løft og samtidig sikrer de særligt vanskeligt stillede kommuner ekstra penge, tilføjer indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Sophie Løhde. Foto: AVISEN

KL’s formand Martin Damm fremhæver aftalens historiske karakter:

– Vi står med en historisk aftale, der giver kommunerne nogle muligheder, som vi ikke har haft i en lang årrække. Velfærden står ved en skillevej, og vi har nu valgt det spor, hvor vi kan begynde at styrke og udvikle velfærden.

Næstformand Jacob Bundsgaard pointerer vigtigheden af prioritering:

– Det har været afgørende for os, at vi i år fik landet en økonomiaftale, som giver os mulighed for at prioritere de almene velfærdstilbud. Vi har i årevis kæmpet med stigende udgifter, men med aftalen er der plads til at udvikle velfærden.

Store investeringer i infrastruktur og grøn omstilling

Aftalen fastsætter et samlet anlægsniveau på 20,3 mia. kr. i 2025, hvilket sikrer gode muligheder for investeringer i både fysiske rammer for velfærden og den grønne omstilling. 0,6 mia. kr. er øremærket til udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet, mens 0,9 mia. kr. går til investeringer i bedre faglokaler i folkeskolen.

KL og regeringen har også til hensigt at styrke klimatilpasningen for bedre at kunne håndtere mere ekstremt vejr i fremtiden. De vil samarbejde om en langsigtet planlægning af klimaindsatsen, hvor lokale og nationale initiativer bedst muligt kan spille sammen.

Regelforenklinger og reduktion af administrationsudgifter

Aftalen inkluderer mere end 100 regel- og forenklingstiltag, der skal øge kommunernes frihed og forventes at frigøre et trecifret millionbeløb, når tiltagene er fuldt indfaset. Dette skal bidrage til mindre bureaukrati og administration i både staten og kommunerne.

Desuden er der aftalt en reduktion af administrationsudgifterne med 242 mio. kr. Regeringen vil reducere med 1.000 årsværk i den statslige administration, hvilket skal bidrage til at styrke den lokale velfærd.

Fokus på folkeskolen

Et centralt tema i forhandlingerne har været folkeskoleområdet, hvor parterne er enige om, at folkeskolens almentilbud kan styrkes. Dette skal sikre, at langt flere elever kan blive en del af folkeskolens fællesskab, og at ressourcerne til specialundervisning optimeres.

– Vi har brug for at få vendt udviklingen i folkeskolen, så langt flere elever kan blive en del af folkeskolens fællesskab, siger Jacob Bundsgaard.

Med denne omfattende aftale tages der vigtige skridt mod et grundlæggende retningsskifte for velfærden i Danmark. Kommunerne får nu mulighed for at udvikle og styrke velfærden til gavn for alle borgere.

FHK’s håndboldhelte fejres lørdag

0

Uanset udfaldet af Fredericia Håndboldklubs afgørende DM-finale på lørdag mod Aalborg, er der lagt op til folkefest i Fredericia efterfølgende.

Håndboldfeberen lever i håndboldmekkaet 7000 Fredericia.

Byen har mulighed for at hjemtage den første DM-titel siden 1979, da Fredericia KFUM vandt deres femte mesterskab i træk. Nu hedder årstallet 2024, og siden har der været en fusion mellem Fredericia FF og Fredericia KFUM, samt en konkurs og én stor optur.

Opturen er i denne sæson kulmineret. Først med deltagelse i pokalturneringens Final4, og sidenhen blev klubben nummer to i grundspillet. Efter en tæt slutspilspulje kom FHK videre til semifinalen, hvor Ribe-Esbjerg blev nedlagt over tre kampe.

Nu er finaleserien i gang, og ingen af holdene vil igen give sig. Det første opgør vandt Aalborg 31-26, men i kampen onsdag aften vandt FHK 31-30, og fremtvang dermed en tredje og afgørende DM-finale.

Uanset udfaldet af kampen i Aalborg, hvor omkring 500 FHK-fans forventes på lægterne, vil der være lagt op til byfest i Fredericia efterfølgende. I lighed med efter sidste sæsons bronzemedalje vil FHK-truppen blive hyldet på Urbania Street Food, hvor de formentlig vil ankomme omkring 21:15-tiden.

To mænd idømt fem og 11 års fængsel i sag om indsmugling af amfetamin   

0

Den 11. januar fandt Toldstyrelsen flere pakker med amfetamin hos en kurervirksomhed i Trekantområdet. Sydøstjyllands Politis efterfølgende efterforskning og tiltalerejsning har ført til, at to mænd fra Billund Kommune er blevet idømt henholdsvis fem og 11 års fængsel.

Fredag den 12. januar 2024 fremstillede Sydøstjyllands Politi to personer i et grundlovsforhør for lukkede døre for indsmugling og forsøg på indsmugling af mindst 34 kilo amfetamin.

Fremstillingen skete på baggrund af en kontrol foretaget af Toldstyrelsen den 11. januar af forsendelser hos en kurervirksomhed i Trekantområdet. Her fandt Toldstyrelsen flere pakker, der alle var sendt fra udlandet og havde den samme afsender. Pakkerne indeholdt amfetamin, der var vakuumpakket og opbevaret i plastikkasser.

Toldstyrelsen kontaktede umiddelbart efter fundet Sydøstjyllands Politi, der iværksatte en efterforskning.

De to sigtede blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Der er tale en to mænd på henholdsvis 37 og 32 år, der begge har bopæl i Billund Kommune.

Den 37-årige, der tilstod sin rolle i sagen, blev den 24. april idømt 11 års fængsel for i forening at have indført cirka 17 kilo amfetamin fra Holland til Danmark med henblik på videreoverdragelse. Han blev også dømt for at have været i besiddelse af yderligere tre kilo amfetamin samt for forsøg på at indføre yderligere 17 kilo amfetamin. Han modtog dommen.

Den 32-årig mand blev i går idømt 5 års fængsel for at have indført cirka 17 kilo amfetamin fra Holland. Manden var også tiltalt for at have forsøgt at indføre yderligere 17 kilo amfetamin. Den del blev han frifundet for. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Ved retsmødet i går mødte specialanklager Anna Holm Christensen.

Stem bureaukraterne ud af EU!

0

”USA innoverer, Kina kopierer, EU regulerer!” Så kort kan verdenssituationen desværre opsummeres, og det kan mærkes i alle dele af samfundet. Fortsætter denne udvikling, så efterlades Europa på perronen, uden geopolitisk relevans. Det er på tide at stemme bureaukraterne hjem!

Reguleringstrangen sætter sig eksempelvis i vores økonomiske vækst, hvor vi langsomt men sikkert udkonkurreres af amerikanerne. I 2013 var Europas samlede BNP 14% højere end USA’s ifølge McKinsey, men nu 10 år senere er vi bagud med 17%.

En af forklaringerne er ifølge konsulentbureauet den høje grad af regulering. I vores iver efter at beskytte borgerne pålægges alt for mange restriktioner og tunge dokumentationsbyrder. Et par eksempler:

Nye krav rammer fx virksomhederne med tunge registreringsrutiner og årlig afrapportering af virksomhedens bæredygtighed – som løst estimeret koster 7,5 mia kr om året at honorere i Danmark alene.

Medarbejderne får også bureaukrati-hammeren at føle med EU-sanktioneret tidsregistrering fra 1. juli 2024. Tiltaget sker fordi en tysk virksomhed ikke overholdt hviletidsbestemmelserne, og derfor skal hele Europa nu genindføre stempeluret. Det anslås at koste os danskere 1-2,5 milliarder kronerom året i skønne spildte kræfter.

Spørger du enhver erhvervsdrivende eller landmand vil de kunne fremdrage mange flere eksempler på dokumentationskrav og indgribende lovgivning, som lægger yderligere milliarders spild oveni.

Selv i foreningslivet fører EU’s hvidvaskregler og GDPR-lovgivning til panderynker og lange frugtesløse diskussioner – og afsløringerne i dokumentaren ”Den sorte svane” viser tydeligt at dokumentation overhovedet ikke stopper de kriminelle i hverken svindel, hvidvask eller anden kriminalitet.

Det er helt sikkert noble og prisværdige formål der ligger til grund for regeljunglens evige ekspansion. Alle bakker op om at fremme virksomhedernes bæredygtighed, medarbejderneshviletider skal selvfølgelig overholdes og hvidvask og svindel skal stoppes.

Men når en bureaukrat skal løse et problem og virke handlekraftig bliver resultatet desværre oftestover-regulering, symbolpolitik og nye bureaukratiske byrder. Løsningen bliver værre end problemet, og byrden lander hos virksomheder og sagesløse borgere, som intet har med problemet at gøre.

Udover at dræbe folks livslyst er det også gift for vores konkurrenceevne, og mindre vækst betyder færre ressourcer til at løse tidens store udfordringer omkring klima, grøn omstilling og forsvar.

Det er de mange der ødelægger det for de få. Vi skal lade være med at se fiktive trusler i hvert et hjørne af samfundet, og det er på tide at slå bak: Lovgivningen skal forenkles og bureaukratiet skal mindskes. Liberal Alliance foreslår samme medicin i EU som i det danske Folketing: 1 regel ind – 2 regler ud.

De mange frigjorte ressourcer vil gøre os bedre i stand til at håndhæve reglerne i stedet!

Hvis du også er dødtræt af at spilde din tid og samfundets ressourcer på administration og papirskubberi, så er det på tide at stemme bureaukraterne ud af EU. Det vil være til gavn for hver en virksomhed, borger og forening i hele det ganske land!

Replik til skoleområdet

Folkeskolen i Fredericia er udfordret, og der skal handling til. Vi mener dog, at et ensidigt fokus på blot at tilføre området flere midler ikke er nok.

F.eks. er der journalister, som bliver ved med at skrive, at ”Fredericia Kommune driver et af landets billigste skolevæsener”. Vi ved ikke, hvor de har de oplysninger fra, da Indenrigsministeriets tal placerer os som nummer 40, når vi kigger på udgiften til skoleområdet inklusiv specialskole. Så der er mange kommuner, som bruger langt færre penge end os.

Pernelle Jensen (V). Foto: AVISEN

I virkeligheden er beløbet brugt pr. elev heller ikke interessant, hvis ikke det anvendte beløb sættes i sammenhæng til resultatet. Vi er fx nysgerrige på, hvorfor det er, at Kolding kommune – som er den billigste kommune – ligger højere på karaktergennemsnittet end Fredericia.

For Venstre handler det ligesom meget om, at vi skal sætte en politisk retning for vores folkeskole. Vi synes, der skal mere fokus på de boglige fag som dansk og matematik. Det er fint også at indføre flere praksisfaglige fag, men det skal ikke være på bekostning af de boglige fag eller med den begrundelse, som der ofte bliver brugt – at undervisningen ikke fanger eleverne. Alt kan ikke være lige spændende altid. Folkeskolens opgave er også at danne barnet til ungdoms- og voksenlivet og her vil der også være opgaver, som man skal lave, uanset om de er spændende eller ej.

Niels Martin Vind. Arkivfoto.

Og nej, vi er ikke imod praksisfaglige fag, men vi skal også lave en folkeskole til de mange, for hvem det betyder noget, hvilket karaktergennemsnit man kommer ud af folkeskolen med for at kunne komme videre på vejen mod drømmeuddannelsen og drømmejobbet. 

Pernelle Jensen

Umanaksvej 2

7000 Fredericia

Byrådsmedlem, Formand for Unge- og Uddannelsesudvalget (Venstre)

Niels Martin Vind

Herthavej 3

7000 Fredericia

Byrådsmedlem (Venstre)

Taboada går efter guldet

0

Reinier Taboada er klar i mælet. Han vil løfte pokalen på lørdag, når FHK spiller den afgørende DM-finale mod Aalborg.

Med en øl i hånden, familien foran sig og omgivet af fans, gav Taboada sit syn på kampen i onsdags, der endte med en FHK-sejr på 31-30.

– Det er vanvittigt fedt. Vi vidste, at vi skulle vinde for at få en tredje kamp. Nu er det den rigtige finale. Hvorfor skulle vi ikke kunne løfte trofæet nu?, siger Taboada.

adp-as.dk

Gudmundur Gudmundsson har udtalt, at dét Aalborg præsterede i den første kamp, var deres topniveau. Han følte derfor en tro på, at FHK kunne matche det. Det er Taboada enig i.

– Vi ved, de har meget stor kvalitet, og de spillede godt, men vi er klar til at spille op med dem, og det viste vi. Vi stoppede dem defensivt og vandt duellerne offensivt. Vi fortjente at vinde, synes jeg, forklarer Reinier Taboada.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Det holdt dog hårdt for FHK. FHK var flere gange i opgøret nede med tre mål, men alligevel lykkedes det i slutfasen at vende kampen på hovedet.

– Vi troede hele tiden på det. Vi giver aldrig op, og det er en god ting ved holdet. Vi gav alt, selvom vi var bagud med tre mål. Vi tror på, at vi kan slå alle hold, siger Reinier Taboada.

En af de ting, der ændrede sig undervejs for FHK, var, at Taboada steppede op. Han havde en svær første finale, og de takter fortsatte i starten af den anden finale. Det ændrede sig dog, som hjemmekampen mod Aalborg skred frem.

– Det var den samme plan, men forskellen var, at jeg scorede. Det var ikke den bedste kamp af mig i første halvleg, men jeg har en tro på mig selv, og jeg fortsatte derfor, og i anden halvleg gik det godt, siger Taboada.

https://xn--fkr-1na.dk/

Med det niveau, som FHK lagde for dagen i den anden finale, tror den cubanske FHK-profil på, at FHK kan vinde guld.

– Hvis vi spiller sådan her, så kan vi slå alle, og hvorfor skulle vi så ikke kunne vinde deroppe? Alt kan ske, slutter Taboada.

Den tredje og afgørende finale spilles lørdag klokken 16:00 i Sparekassen Danmark Arena.

Unge så kommende faciliteter med begejstring

0

Wow, det bliver fedt. Ordene kommer fra en af de omkring 20 unge mennesker, der torsdag eftermiddag havde benyttet sig af muligheden for at komme forbi til rejsegilde til den nye streetsportshal i Fredericia. En begejstring, der lyste op i de unges øjne, mens de gik rundt og betragtede de store planer for deres kommende samlingssted.

Se her indslag fra rejsegildet

Efter en formel seance tidligere på dagen blev det nu de unges tur til at se processen med den nye streetsarena, der er under opførelse. Anledningen var rejsegilde, og traditionen tro var der opstillet en pølsevogn og noget koldt at drikke, som gæsterne kunne nyde i det solrige vejr.

Byrådsmedlemmer, forældre og ikke mindst potentielle brugere af de nye faciliteter var mødt talstærkt op. Alle var de spændte på at høre mere om projektet og se tegningerne til den kommende indretning. En af dagens højdepunkter var talen fra lederen af Fredericia Fritid, Min Guldberg Christensen, som stolt sagde:

– Jeg er mega stolt over at stå her, det er en bygning, der rejser sig stille og roligt. Det jeg som leder og os i huset glæder os til, er at komme i gang med at udvikle pædagogiske tilbud og indhold, og hele strukturen med åbningstider og indhold, og der har vi brug for inputs. Jeg er sikker på, at den her facilitet bliver et kendetegn, hvor vi vil opleve både folk fra byen, men også nogen ude fra, komme og bruge det her fantastiske sted. Den indretning der tegner sig, bliver imponerende, og jeg glæder mig til at se det stå færdigt.

Christensen løftede også sløret for, at der har været behov for at tilknytte ekstra personale til stedet, hvilket kun understreger projektets omfang og betydning.

På det politiske plan har man lagt vægt på, at stedet skal være åbent og indbydende. Derfor vil store dele af bygningen have en glasfacade, så den er lys og man kan se, hvad der foregår indvendigt samtidig med, at det er synligt ude fra gaden. Foruden det åbne miljø til streetsportshallen er der også en proces i gang med at gøre Ungdommens Hus mere indbydende. Det sker ved at have fjernet de karakteristiske togvogne og indvendigt at have fjernet “tags” fra væggene. Denne forvandling skal sikre, at stedet ikke kun henvender sig til et bestemt klientel, der i en årrække har præget Ungdommens Hus.

Håbet er, at de nye faciliteter, som der er afsat omkring 22 millioner kroner til, skal være et trækplaster, der får folk til at søge ned i et fritidsmiljø med forskellige tilbud. Og at dømme ud fra reaktionerne fra rejsegildet fra de potentielle brugere, er det positivt med den nye streetsportshal, som forventes at stå færdig til november.

Det summede af liv og forventning denne torsdag eftermiddag, og de unge, naboerne, byrådet og andre interesserede fik en forsmag på, hvad der snart vil blive en central del af Fredericias fritidsliv. For alle fremmødte var det tydeligt, at denne nye streetsportshal ikke blot er en bygning, men et kommende samlingspunkt, hvor drømme og fællesskaber vil blomstre.

Forsøgsbyggeri i Fredericia har givet et bud på vejen til en mere effektiv byggeproces

0

Realdania By & Byg har i et nyt byggeri eksperimenteret med, hvordan samarbejde og digitalisering kan gøre byggeprocessen mere effektiv. Ressourcebevidsthed i bred forstand er kernen i projektet “MiniCO2 Etagehus DIGITAL”, og blandt virkemidlerne har været en usædvanlig tidlig involvering af entreprenøren og et fælles digitalt ”produktionsgrundlag”.

Den femetages rødstensejendom på et gadehjørne i Fredericia gør ikke umiddelbart meget væsen af sig. Men projektteamet bag det nybyggede ”MiniCO2 Etagehus DIGITAL” har gjort en dyd ud af at gennemføre en anderledes byggeproces, der bryder med udbredte vaner i byggebranchen.

– Undersøgelser har vist, at omkring 10 % af byggeriet går til spilde pga. fejl og mangler i processen, og at op mod 30 % af tiden på byggepladser er uproduktiv, fordi den går med venten eller fravær. Al det spild af både materialer og tid har en høj pris, både økonomisk og i forhold til klima og miljø. Det er de udfordringer, som vi prøver at tage livtag med ved at eksperimentere med en mere effektiv byggeproces. Det handler om ressourcebevidsthed i bredeste forstand, siger projektchef Peter Fangel Poulsen fra Realdania By & Byg.
Samarbejde og digitalisering er gået hånd i hånd i projektets metode, hvor udvikling og brug af fælles digitale planlægningsværktøjer har betydet, at selve byggeprocessen er forløbet smidigere, end det ofte ses. Hvor et gængs byggeprojekt først bestilles af en bygherre og designes af en rådgiver, som herefter bestiller en entreprenør til at sørge for, at huset bygges, er det langt hen ad vejen anderledes med MiniCO2 Etagehus DIGITAL.

Entreprenøren med i planlægningen

– Her har bygherre, rådgivere og entreprenør siddet sammen rundt om bordet fra starten. Entreprenøren, som normalt først kommer ind i billedet, når man har et færdigt projekt til udførelse, har dermed kunnet bidrage med vigtig viden om bygbarhed, der har kvalificeret bygningsdesignet og hele projektet, samtidig med at entreprenøren har fået indgående forståelse for og stort ejerskab til projektet fra starten, fortæller Peter Fangel Poulsen.
Projektteamet, som har bestået af Vilhelm Lauritzen Arkitekter som totalrådgiver i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S, MT Højgaard Danmark som hovedentreprenør og HD Lab som rådgiver på den digitale del af projektet, har fra et tidligt tidspunkt udvalgt projektets it-værktøjer. Med afsæt i disse værktøjer er hele byggeprojektet planlagt i detaljer ved, at parterne i fællesskab har sammensat og løbende forfinet et såkaldt digitalt produktionsgrundlag, der har fungeret som en ”kogebog” for byggeriet.
Produktionsgrundlaget har bl.a. rummet en komplet 3D-model af byggeriet, udførelsesbeskrivelser, komplette materialeopgørelser, byggetakt m.m., så man efter endt planlægning groft sagt bare kunne gå i gang med at bygge. Dermed har der været en høj grad af entydighed omkring projektet, og en del fejl er opdaget i planlægningsfasen i stedet for først i byggefasen.

Hurtigere og billigere byggeproces

Målsætningerne for den særlige samarbejdsmodel har været forkortet byggetid, færre uforudsete udgifter, minimering af fejl, mangler og materialespild samt reduceret CO2-udledning.

– Huset er bygget to måneder hurtigere end forventet ved projektets start, 8 % under budget og med blot 1,2 % uforudsete udgifter. Dertil kommer en CO2-besparelse fra selve byggefasen, svarende til en 12 % reduktion i projektets samlede LCA, når materialespild og transport til og fra byggepladsen medregnes og forholdes til grænseværdierne i Den Frivillige Bæredygtighedsklasse, fortæller Peter Fangel Poulsen og fortsætter:

– Ved at undgå omarbejde både i byggeprocessen og efterfølgende har vi nedbragt materialespildet til 4,7 %, altså lidt over en halvering af det anslåede generelle spild i byggeriet, og som en meget væsentlig og usædvanlig gevinst ved projektet, er huset afleveret 100 % mangelfrit. Her viser projektet, at samarbejde og digitalisering kan hjælpe med at bygge mere ressourcebevidst og mere rigtigt første gang.

Skalering af erfaringerne

Når det er lykkedes at gøre selve byggeprocessen mere effektiv end normalt, skyldes det således, at de involverede har lagt mange kræfter i den særligt grundige planlægningsproces.

– Den tid, som bruges i planlægningsfasen, skal naturligvis holdes op mod effektiviseringsgevinsterne i byggefasen, og her er projektteamets parter enige om, at potentialet i arbejdsformen er både synlig og eftervist, og det gælder særligt, når modellen skaleres op til større byggerier, at potentialet viser sig for både miljøet og økonomien, forklarer Peter Fangel Poulsen.
Interesserede kan høre mere om projektet MiniCO2 Etagehus DIGITAL, når Realdania By & Byg inviterer til erhvervsarrangementet mandag den 10. juni kl. 13.00 til 15.00 i BLOX i København. Her kan man høre både bygherre, rådgivere og entreprenør fortælle om erfaringerne. Man kan orientere sig om arrangementet på www.realdaniabyogbygklubben.dk/byggeri.

FAKTA: MiniCO2 Etagehusene

Realdania By & Byg opfører i disse år fem bygninger side om side i Kongensstræde i Kanalbyen i Fredericia. Ud fra hver sit fokus skal byggerierne belyse, hvordan man kan nedbringe ressourceforbrug og CO2-udledning i etagebyggeri.

Tre af byggerierne opføres som monomaterielle huse med sigte på at udlede mindst mulig CO2 ved maksimal anvendelse af hvert sit gængse byggemateriale. Andre to byggerier afprøver, hvordan man gennem forskellige måder at tilrettelægge og udføre byggeprocessen på kan minimere CO2-udledning og ressourceforbrug i det hele taget.

Overordnet set skal resultater fra de fem byggerier sammenlignes på tværs i én stor komparativ undersøgelse og på den måde bidrage med praksisviden, der kan supplere forskning på området.

De fem huse er:
MiniCO2 Etagehus DIGITAL – opført
MiniCO2 Etagehus TRÆ – opført
MiniCO2 Etagehus TEGL – under opførelse
MiniCO2 Etagehus PRÆFAB – under planlægning
MiniCO2 Etagehus BETON – under planlægning