3avisen.dk › Leder

Folkets dom er ældre end demokratiet

Hver gang en gruppe mennesker samles og skal afgøre, hvem der bliver, og hvem der må gå, gentager den noget, der er over to tusind og fem hundrede år gammelt

LEDER. Historiens vingesus høres undertiden i det helt små. Hver gang en gruppe mennesker samles og skal afgøre, hvem der bliver, og hvem der må gå, gentager den noget, der er over to tusind og fem hundrede år gammelt. I Athen kaldte man det ostrakisme, og det er bare et fint ord for en meget menneskelig ting, nemlig at stemme en mand ud.

Ordningen var enkel. Én gang om året kunne borgerne samles og skrive navnet på den, de helst ville være fri for, på et potteskår, et ostrakon. Hvis mindst seks tusind skår var skrevet, og én mand havde flest, måtte han forlade byen i ti år. Han beholdt sit gods og sit borgerskab, og han kunne vende hjem, når tiden var gået. Det var hverken en straf eller en retssag. Det var en afkøling, en måde at sige, at fællesskabet havde brug for ro fra ham.

I oldtidskundskabstimerne på Fredericia Gymnasium var det en af de historier, der blev hængende, og især den om Aristeides, som athenerne kaldte den retfærdige. På afstemningsdagen skal en bonde, der ikke selv kunne skrive, have bedt en fremmed om hjælp til at skrive »Aristeides« på sit skår. Aristeides spurgte, om manden havde gjort ham noget. Nej, svarede bonden, han kendte ham slet ikke, men han var træt af at høre ham kaldt den retfærdige. Aristeides skrev sit eget navn og rakte skåret tilbage. Historien er overleveret af Plutarch, og man kan tvivle på detaljerne, men ikke på pointen. Fællesskabet kan blive trætte af selv det bedste menneske.

Pointen har også en fredericiansk udgave. Thomas Pap Goltermann var sikker på, at han skulle hjem fra Robinson Ekspeditionen. Så stemte ø-rådet anderledes. En lille ø med få mennesker, en åben afstemning og en mand, der fik lov at blive. Det er den samme gamle mekanik som i Athen, bare uden potteskår, og den viser, at udfaldet aldrig er givet, og at den, der tror, han er på vej ud, kan opdage, at fællesskabet har valgt noget andet.

Det er en ubehagelig sandhed, og den gælder fortsat. Ethvert hold, enhver arbejdsplads og enhver forening har sin egen lille ostrakisme, hvor der ikke skrives på potteskår, men hvor der sluttes kreds, hvor nogle bliver i og andre ude. Det sker ved sidebordet, i en gruppesamtale eller ved en afstemning, hvor alle kan se, hvem der stemmer hvad. Mennesker har aldrig kunnet lade være med at afgøre, hvem der hører til.

Men athenerne havde noget, som mange moderne fællesskaber mangler. De stemte åbent om, at det var en afstemning, og de satte en grænse for, hvor længe det kunne vare. Ti år, ikke for evigt. Og de lod den dømte beholde sin værdighed. Det er der en stille klogskab i.

Fællesskaber får aldrig lov at undgå svære valg. Det væsentlige er, at valget er ærligt, at det kan kaldes ved sit rette navn, og at døren aldrig lukkes helt. Demokratiet er ikke opfundet til, at alle skal være enige. Det er opfundet til, at man kan være uenige og alligevel blive i samme by.

Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på 3avisen.dk →

Læs også

Danmark vandt i Braga som et holdAftenen, da friheden kom ved en fejlREMA 1000 tilbagekalder Fine ærter efter fund af coloradobillerNy café sætter bæredygtighed og Grøn Trepart på programmet i Kolding