Aftenen, da friheden kom ved en fejl

Historiens store drejninger har en tendens til at ankomme i forklædning. De melder sig sjældent som erklæringer eller slag, men som en seddel i en lomme, et ufuldstændigt referat og en mand, der taler en anelse for hurtigt. Den 9. november 1989 var sådan en aften. Berlinmuren, der siden august 1961 havde delt en by og et kontinent, faldt ikke, fordi nogen besluttede det. Den faldt, fordi en talsmand svarede forkert.

Østtysklands regering havde besluttet at lempe rejsereglerne, men planen var, at de skulle træde i kraft dagen efter og under ordnede former. Den plan nåede ikke helt frem til Günter Schabowski, som holdt pressemøde og læste en seddel op. Spurgt om, hvornår reglerne gjaldt, svarede han, efter hvad han vidste, »sofort, unverzüglich«. Få minutter senere havde nyhedsudsendelserne gjort en famlende formulering til en kendsgerning, og berlinerne gik mod grænsen for at se, om den var sand. Ved Bornholmer Straße valgte Harald Jäger, uden ordre og med en voksende menneskemængde foran sig, at åbne bommen. Resten er de billeder, som alle kender, af mennesker på muren, af mejsler og af tårer.

Hegel talte om fornuftens list, tanken om at historien når sine mål ad omveje, gerne gennem folk, der tror, de gør noget helt andet. Det kan synes at passe. Men tilfældigheden forklarer øjeblikket og ikke bevægelsen. Mandagsdemonstrationerne i Leipzig havde i ugevis vist, at frygten var begyndt at slippe, og Ungarn havde åbnet sin grænse om sommeren. En fejl kan åbne en port, men kun en port, som mange længe har stået og skubbet til.

Friheden er sjældent storslået i sit første øjeblik. Den ligner til at begynde med bare noget, man må i dag, og som man ikke måtte i går, at gå over en gade eller stå på den anden side af en bom. Det storslåede kommer bagefter, når det er blevet til erindring. Året efter lagde Scorpions musik til følelsen med »Wind of Change«, en ballade med en fløjtet indledning, der i en årrække blev lydsporet til hele epoken. At en rockgruppe fra Hannover blev tidens stemme, siger noget om, hvor langt ned i befolkningerne forandringen boede.

I Tyskland er 9. november en dag med flere lag. Det samme kalenderblad rummer republikkens udråbelse i 1918, et kupforsøg i 1923, de brændende synagoger i 1938 og muren i 1989. Det er en påmindelse om, at friheden ikke er historiens naturlige retning, men en mulighed, der skal gribes, og som også kan mistes.

Det er måske det mest bemærkelsesværdige ved aftenen i 1989, at ingen af dem, der gik gennem porten, var sikre på, at den ville blive stående åben. De gik alligevel.

Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør