"Wicked" Fredericia Musical Teater + Tivoli 2024

Fredericia Musicalteater præsenterer i samarbejde med AHA Creations og Tivoli den verdensberømte musical: ”Wicked”. Ved gallapremieren blev man totalt forhekset. Alt var fortryllende.

Da gallapremieregæsterne ankom til teateret blev alle forvandlede. Som var en besværgelse sendt imod en, var man, så snart man trådte ind på det store grønne tæppe akkompagneret med musik og sang – og  kaffe – , tryllebundet og henført til dette magiske univers. Videre via en nyistandsat foyer og til teatersalen (AHA-salen), hvor man straks blev betaget af den yderst kunstneriske og musikalske kulisse, som langt ind i salen omsluttede en. Man følte sig virkelig velkommen til denne nye opsætning af musicalen Wicked. Denne over 20 år gamle Broadway-musical har vundet talrige priser og er den næstmest sete hidtil og er opført talrige steder. Men ikke i denne særlige danske udgave!

Historien kort

Wicked er den eventyrlige fortælling om et usædvanligt venskab mellem to piger: Elphaba (Nanna Rossen) og Glinda (Johanne Milland), der møder hinanden på hekseskolen: Shiz Universitetet i det magiske rige Oz.

Elphaba er anderledes, da hun er født med grøn hud, mens Glinda er klassens populære og smukke pige. Efter et besøg hos den store troldmand i Oz, der langt fra går som forventet, bliver deres venskab sat på prøve. Deres syn på virkelighed og løgne bliver vendt op og ned i en verden, hvor langt fra alt er, som det ser ud.

Glinda efterstræber popularitet i en sådan grad, at magten forfører hende, hvorimod Elphaba er fast besluttet på at forblive tro mod sig selv og dem omkring hende. En beslutning, som får uventede og fatale konsekvenser for hendes fremtid. 

Deres skæbner besegles som Glinda, den gode og Elphaba,  den onde heks.

Helstøbt og smukt

Men hvad har publikum i vente? Alt i alt en overdådig, professionel og musikalsk oplevelse. Scenografi: kunstnerisk og dødspændende. Kostumer: historietro og nyskabende, som det nordiske køkken. Koreografi: Hvordan i al verden får I det til at harmonere? Lys og effekter: mindblowing. Lyd og lydniveau: perfekt. Musik: yderst velklingende. Skuespil: Uhyggeligt, magisk og humoristisk velspillet.

MEN. Fredericia Musikteater er altid i særklasse, hvad angår sang. Det gælder soli, duetter og ensemblesang. I Wicked er musikken ret kompliceret, og sangene er ikke lige dem, som vi mugglere synger i badet. Det har vi ikke evner og register til.

Alle bør nævnes. Men dette er et fælleskab, hvor alle er nødvendige. Over 100 involverede! Men det er vel også budskabet. Trods egen styrke er vi er afhængige af hinanden.

Dog bør nogle fremhæves.

Nanna Rossen (Elphaba): Er både følsom og voldsom, som en tornado, der synger så kraftfuldt, at man næsten letter fra sædet.

Johanne Milland (Glinda): Sødmefuld og overraskende blondineagtig humoristisk. Synger deroppe, hvor mine brilleglas næsten splintres.

De to synger hver især og sammen henrivende. Man kan tydeligt mærke, at de to virkeligt er venner! Man er aldrig bedre end sin modspiller!

Diluckshan Jeyaratnam (Fiyero): stinker af sang- og spilleglæde og behag ved at være på en scene. Charmerende og smittende!

Cecilie Thiim (Rektor Morrible): Hendes sang og diktion, men ikke mindst hendes kropssprog har altid fascineret mig.

Anders Gjellerup Koch (troldmanden): Interessant (!) velsyngende mandsperson.

Kvinder i front

Fra H.C.Andersens Hans og Grete til brødrene Grimms Tornerose og Disneys Ursula i Den lille havfrue møder vi hekse. Ofte onde kvinder. Nogle kan oveni købet omtale en kvinde: Hun er en værre heks. – Tankevækkende! Tænk at en mandlig heks mere positivt bliver kaldt troldmand. Hvem elsker ikke Dumbledore og Gandalf? Men har man hørt: Han er en værre troldmand!?! Næh. Men Anders Gjellerup Koch (troldmanden) er jo den dumme korrupte mand. Kender vi det? Svage mænd.

Derfor er det også interessant og befriende, at i Wicked er de to hovedroller kvinder!

“Wicked” Fredericia Musical Teater + Tivoli 2024

Bedømmelse

Trods en lidt for lang (næsten tre timer –inkl. pause) og krævende handling, der sætter publikum på prøve for helt at forstå alle referencer og sammenhænge, så kompenseres der og lægges rigeligt til på plussiden med det ekstraordinære. Usædvanligt og udmærket.

Jeg er fortryllet og henført til en eventyrlig tilstand. Somewhere over the Rainbow. Kan jeg mon komme tilbage til den almindelige dagligdag igen fyldt med alle dens WICKED problems?

Hvor mange stjerner? Hmm… nuvel, jeg er ramt af en besværgelse, som man ikke kan tage tilbage: Hvad rimer på heks?

Fra mistro til begejstring

Da Fredericia Musical Teater og AHA Creations i november præsenterede den kommende store forestilling, var jeg fyldt med bange anelser. Nu vælger de vel ikke Wicked!? Hvorfor denne fordom (bias)? Jo. I 2018 så jeg med mine nærmeste venner Wicked på Apollo Victoria i London. Det var (undskyld) røvkedeligt. Scene m.v. og performere så noget slidte ud. Træthed og tritesse efter flere års opførelse. Jeg husker slet ingen humor og begejstring. Og dog kører den endnu i London! Men mon ikke de derovre ville blive grønne(-re) af misundelse, hvis de oplevede denne danske udgave!

Forberedelse

Man skal ikke halse rundt i en by hele dagen eller have haft en hård dag og så sætte sig ind i et teater. Desuden vil det være smart lige at forberede sig lidt. Hvad er det nu, det her?

Wicked er en forhistorie (prequel). F.eks. kom filmen Hobitten efter Ringenes herre, og Star Wars begyndte jo egentlig med episode 4.. Hvad skete før hovedværket?

Her kunne det være på sin plads at se filmen Troldmanden fra Oz (1939) med bl.a. Judy Garland. Der er flere referencer hertil. Så forstår man bedre.                                                                        

Eller lytte til et par sange. F.eks.: Leve uden tyngdekraft (Defying Gravity) eller Fordi vi mødtes (For Good), som hver især afslutter de to akter.

Wicked kan opleves på Fredericia Musicalteater 20/9 til 5/10 og igen 25/10 til 17/11.

I skolernes efterårsferie spilles i Tivoli i København fra 11/10 til 19/10 som et led i havens halloween-tema.

Og for at det ikke skal være løgn kommer Disney med en film, ja, i to dele: Wicked: Part One den 21. november og Wicked: Part Two i 2025. Emmy-, Grammy- og Tony-vinderen Cynthia Erivo spiller Elphaba, og i den anden rolle ses den Grammy-vindende sanger og skuespiller Ariana Grande som den populære Glinda. – Tjuhej.