Fredericia Kommune havde sat ekstra mandskab ind for at indhente det efterslæb, der var opstået med affaldstømningen i kommunen, men flere skraldespande er stadig ikke tømt. Nu opfordrer kommunen til, at man henvender sig til kundeservice i Affald & Genbrug, hvis man ikke har fået tømt sine skraldespande.
På grund af frostvejret har skraldebilerne haft svære arbejdsbetingelser den seneste tid, hvilket har medført, at de ikke har kørt ud på alle veje, da der var risiko for at glide og potentielt pådrage sig arbejdsskader. Derfor valgte man ikke at køre ned ad veje, hvor der var meget glat, hvilket resulterede i, at nogle skraldespande ikke blev tømt til tiden i uge 2.
På det tidspunkt meddelte afdelingslederen for Affald & Genbrug, Kim Ankjær, at man ville indsætte ekstra mandskab og flere skraldebiler lørdag. Dette førte til, at de fleste steder, hvor der var et efterslæb, fik tømt deres skraldespande.
Siden da har AVISEN modtaget henvendelser fra flere borgere, som ikke bor tæt på hinanden, om at deres skraldespand stadig ikke er tømt, selvom den var stillet frem i lørdags.
– Som på en almindelig hverdag, forekommer der enkelte oversete tilfælde. Dem fra i lørdags vil vi håndtere hurtigst muligt med ekstratømninger. Henvendelser skal ske til vores kundeservice, hvis man har haft denne oplevelse, siger Kim Ankjær.
Ifølge Kim Ankjær drejer det sig om cirka 20 beholdere.
– For at vi kan holde styr på det, har vi brug for, at man melder manglende tømning ind til vores kundeservice. Så kan vi tjekke, om det er en af de veje eller adresser, der var på ruten lørdag, og i så fald bestille ekstratømning hurtigst muligt. Så alt i alt har vi nogle få, som ikke har fået tømt, men som vi tømmer inden for et par dage, forudsat at de kontakter os direkte, forklarer Kim Ankjær.