Region Syddanmark ansætter Charlotte Birkmose Rotbøl, der kommer fra en stilling som lægelig direktør på Regionshospital Nordjylland, som ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt.

Region Syddanmark ansætter pr. 1. maj Charlotte Birkmose Rotbøl som ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, der omfatter sygehusene i Vejle, Kolding og Middelfart. Charlotte Birkmose Rotbøl er 50 år og kommer fra en stilling som lægelig direktør på Regionshospital Nordjylland.

I sit nye job får Charlotte Birkmose Rotbøl sammen med to øvrige direktører i direktionen det overordnede ansvar for ledelsen af Sygehus Lillebælt. Sygehusenheden er én af Region Syddanmarks fem sygehusenheder og har et samlet budget på cirka 3,8 mia. kr. Sygehus Lillebælt beskæftiger cirka 5500 medarbejdere.

Regionsdirektør Jane Kraglund siger:

– Jeg er rigtigt glad for, at vi kan ansætte Charlotte Birkmose Rotbøl som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Med Charlotte får vi en leder, der har stort fokus på især innovation, patientinddragelse og det tværsektorielle samarbejde, og som har erfaring som både kliniker, cheflæge og lægelig direktør. Jeg ser frem til, at hun sammen med den øvrige direktion kan udvikle Sygehus Lillebælt i en positiv retning.

Afløser Thomas Larsen

Charlotte Birkmose Rotbøl afløser Thomas Larsen, som efter godt tre år som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt valgte at blive lægelig koncerndirektør i Region Midtjylland 1. januar 2024. Charlotte Birkmose Rotbøl kommer sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen til at udgøre direktionen på Sygehus Lillebælt.

Charlotte Birkmose Rotbøl begynder i sit nye job 1. maj 2024 og siger:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at tiltræde min stilling på Sygehus Lillebælt. Sygehus Lillebælt har en rigtig spændende profil, og sygehusets og hele regionens fokus på “patienten først” tiltaler mig meget.

Fakta om Sygehus Lillebælt

De tre direktører i direktionen på Sygehus Lillebælt refererer alle direkte til regionsdirektør Jane Kraglund.

Sygehus Lillebælt har et samlet årligt budget på cirka 3,8 mia. kr., cirka 44.770 indlagte patienter årligt og omkring 553.900 ambulante besøg. Sygehuset beskæftiger cirka 5500 medarbejdere.

Sygehus Lillebælt består af sygehusene i Vejle, Kolding og Middelfart.

Fakta om Charlotte Birkmose Rotbøl i uddrag:

Erhverv

  • 2023-nu: Lægefaglig direktør, Regionshospital Nordjylland
  • 2018-2023: Cheflæge, Onkologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
  • 2016-2018: Speciallæge, Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
  • 2006-2016: H-læge i onkologi, Aarhus Universitetshospital
  • 2006-2008: I-læge i onkologi, Aarhus Universitetshospital
  • 2002-2006: Turnus-læge, Grindsted Sygehus

Uddannelse

  • 2024: Master i offentlig ledelse (MPG), Aarhus Universitet/SDU
  • 2021: Alkymisten (kursus for kommende topledere i Region Nordjylland og Region Midtjylland)
  • 2009-2013: Ph.d., Aarhus Universitet
  • 2002: Cand.med., Aarhus Universitet
  • 1992: Student, Varde Gymnasium