IT-nedbrud rammer patienttransporten i Region Syddanmark

0

REGION. Onsdag morgen blev Region Syddanmark ramt af et større IT-nedbrud hos FlexTrafik. Nedbruddet påvirker patienttransporten for patienter, der skal transporteres til og fra regionens sygehuse med FynBus og SydTrafik.

Klokken 07.15 gik både trafikselskabernes planlægningssystem og tilhørende hjælpesystemer ned, hvilket medførte en situation med manglende overblik over, hvor patienterne befandt sig, hvor de skulle transporteres hen, og hvor køretøjerne var placeret.

Trafikselskaberne arbejder lige nu intensivt på at løse problemet og forventer, at systemerne er fuldt genoprettet inden dagens udgang. Der bliver sendt ekstra ledige biler ud til sygehusene for at sikre hjemtransport for de patienter, der har størst behov.

Regionen understreger, at nedbruddet vil medføre ekstra ventetid, før transporten kan køre normalt igen. Patienter, som ikke er blevet afhentet til deres planlagte undersøgelse eller behandling, opfordres til at kontakte den relevante sygehusafdeling for at få en ny tid.

Bred politisk aftale: Rockere og bandemedlemmer mister førtidspension ved grov kriminalitet

0
Foto: AVISEN

POLITIK. Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået en aftale, der betyder, at rockere, bandemedlemmer, fremmedkrigere og andre personer, som dømmes for grov kriminalitet, fremover vil miste retten til førtidspension, seniorpension eller tidlig pension i fem år. Herefter kan de igen ansøge om ydelserne, hvis de opfylder de gældende krav.

Derudover skærpes den nuværende karantæneordning, så personer dømt for grov kriminalitet også bliver udelukket fra andre offentlige ydelser i fem år mod tidligere tre år.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler, at aftalen skal gøre op med, at kriminelle udnytter velfærdssystemet:

»Med dagens aftale siger vi klart nej til, at rockere og bandemedlemmer, som er i stand til at bedrive kriminel virksomhed, samtidig kan hæve den højeste forsørgelsesydelse, vi har. I ’Den sorte svane’ så vi en meget mørk side af det danske samfund, hvor dybt kriminelle helt uden skrupler udnytter det velfærdssamfund, vi alle sammen betaler til.«

Venstres beskæftigelsesordfører Kim Valentin peger på behovet for at beskytte velfærdssystemet mod misbrug:

»Hvis man begår alvorlig og organiseret kriminalitet, skal man naturligvis ikke modtage førtidspension. Det undergraver tilliden til vores velfærdssamfund, og det skal derfor mødes med hårde konsekvenser.«

Nanna W. Gotfredsen, beskæftigelsesordfører hos Moderaterne, mener, at førtidspension udelukkende skal gå til borgere med betydeligt reduceret funktionsevne:

»Den skal på ingen måde udgøre fast grundlag for dækning af husleje og andre faste udgifter, mens man – ofte på mere end fuld tid og typisk i berigelsesøjemed – begår omfattende, grov kriminalitet.«

Charlotte Munch, beskæftigelsesordfører for Danmarksdemokraterne, understreger aftalens nødvendighed med henvisning til konkrete eksempler fra dokumentarserien »Den sorte svane«:

»Hvis man kan begå bandekriminalitet, så er man også rask nok til at arbejde. Derfor er vi tilfredse med, at reglerne nu strammes.«

Carl Andersen, bolig-, indenrigs- og kirkeordfører for Liberal Alliance, kalder aftalen et »skridt i den rigtige retning«, men understreger, at partiet ønsker endnu strengere regler mod misbrug af velfærdsydelser.

Det Konservative Folkepartis beskæftigelsesordfører Dina Raabjerg fremhæver også betydningen af bedre samarbejde mellem kommuner og politi, så sager om sociale ydelser til mistænkte bandemedlemmer kan undersøges grundigt:

»Det går ikke, at man kan have en Mercedes i carporten ved villaen og en overførselsindkomst på kontoen til hver den første.«

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann ville gerne have set en endnu strammere aftale, der også omfattede terrorrelaterede forbrydelser og permanent fratagelse af førtidspension, men støtter den aktuelle aftale som et skridt fremad:

»Vi er glade for, at der endelig tages et skridt i den rigtige retning for at sætte ind over for de mange kriminelle udlændinge, der i dag er på førtidspension.«

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel understreger, at aftalen handler om retfærdighed og respekt for hårdtarbejdende lønmodtagere:

»Ingen skal komme her og påstå, de er ude af stand til at arbejde, hvis de har kræfter og evner til at udøve ødelæggende alvorlig kriminalitet. Samtidig er det en hån mod de hårdtarbejdende lønmodtagere, der har kæmpet hårdt for at få en førtidspension, da de blev ramt af sygdom eller en arbejdsskade.«

Djøf om statens spareplan: »Vær ærlige om, hvilke opgaver I fjerner«

0

POLITIK. Regeringen har meldt ud, at den vil spare 5,5 milliarder kroner på statens administration frem mod 2030. Men det er ikke godt nok blot at fastlægge et sparemål uden at fortælle, hvilke opgaver man vil droppe, lyder det fra Djøf-formand Sara Vergo.

»Det er for enkelt bare at sætte et sparemål op – uden at sige, hvilke opgaver der så ikke længere skal løses. Vi savner en politisk stillingtagen til, hvor man vil undvære noget. Det er ikke en holdbar strategi at forvente, at medarbejderne bare løber hurtigere,« siger Sara Vergo.

Djøf anerkender dog, at en længere tidshorisont kan gøre processen mere håndterbar.

»Vi kvitterer for, at regeringen har lagt en længere tidshorisont frem mod 2030 for at realisere sparemålet. Det giver de enkelte ministerier bedre mulighed for at lægge en plan for, hvilke opgaver og dermed medarbejdere, der kan undværes. Det åbner også for, at en del af besparelsen kan ske ved naturlig afgang,« siger Sara Vergo.

Alligevel understreger hun, at besparelsen er betydelig og vil få konsekvenser for samfundet.

»Det handler om, at der hver dag bliver løst opgaver, som får vores velfærdssamfund til at hænge sammen. Man kan ikke bare fjerne medarbejdere og tro, at opgaverne bliver løst i samme kvalitet som før.«

Sara Vergo fremhæver også, at det voksende antal ansatte i staten ikke skyldes overforbrug, men flere politiske opgaver og øgede krav til hurtigere sagsbehandling.

»Det er et resultat af politiske beslutninger – og så må der også være politisk ansvarlighed, når man vil ændre på det,« siger hun og fortsætter:

»Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter nye opgaver i gang. Og til at overveje, hvordan de bruger embedsværket – blandt andet i det daglige arbejde med mange samråd og spørgsmål, der tager tid at besvare.«

Regeringen har også udtrykt store forventninger til kunstig intelligens (AI) som en løsning, men det møder Sara Vergo med skepsis:

»AI vil klart kunne bidrage til opgaveløsningen. Men vi må kraftigt advare mod at skære i medarbejderstaben, før teknologien rent faktisk virker. Sporene skræmmer fra tidligere fejlslagne it-projekter – vi må ikke begå samme fejl igen.«

Djøf følger situationen tæt og er i dialog med tillidsrepræsentanterne i staten.

»Vi står selvfølgelig på de ansattes side og arbejder for, at de bliver behandlet ordentligt i den videre proces,« slutter Sara Vergo.

Museum Kolding afslutter 2024 med overskud og rekordbesøg

0

HISTORIE. Byrådet i Kolding godkendte tirsdag aften årsrapporten fra Museum Kolding, der kunne fremvise et overskud på 665.523 kroner for 2024. Resultatet er tilfredsstillende, særligt fordi museet havde budgetteret med et nulresultat.

Museet har haft stor aktivitet gennem året med nye udstillinger, en lang række arrangementer og events samt guidede ture, der har tiltrukket rekordmange gæster. I alt besøgte 32.636 gæster museets tre besøgssteder – Staldgården, besøgscentret på Skamlingsbanken og Søstrehuset i Christiansfeld. Dermed slog Museum Kolding besøgsrekorden for tredje år i træk.

Kolding Kommune støttede museet med 16.062.858 kroner i 2024, mens staten bidrog med 2.648.744 kroner. Museets samlede egenkapital voksede i årets løb til 8.033.660 kroner.

Året bød også på nye initiativer som en dragefestival på Skamlingsbanken samt et populært Grundlovsarrangement, hvor omkring 3.000 gæster deltog. Derudover har museet arbejdet intensivt med planlægningen af det store renoveringsprojekt på Staldgården, der skal sikre et moderne museum med stærk kulturarvsformidling.

Museets økonomi er blevet revideret af revisionsfirmaet PWC, der ikke fandt nogen fejl eller mangler af væsentlig karakter i regnskabet. Revisorerne konkluderede således, at regnskabet giver et retvisende billede af museets økonomiske situation.

Byrådet vedtog enstemmigt årsrapporten, der tidligere har været behandlet og godkendt i Kulturudvalget og Økonomi- og Strategiudvalget.

Politisk nej til ændring af inderhavnen – virksomheder fortsat prioriteret

0

POLITIK. På byrådsmødet i Kolding Kommune tirsdag den 17. juni 2025 blev Kommuneplan 2025-2036 endeligt vedtaget. Byrådet besluttede samtidig, hvordan høringssvar og bemærkninger indgår i den endelige udformning af planen.

Kommuneplanen justeres efter høringssvar

Forslaget til Kommuneplan 2025-2036 var i offentlig høring fra 4. februar til 1. april 2025. I perioden indkom 90 høringssvar fra borgere, foreninger, organisationer og statslige myndigheder.

I dialog med statslige myndigheder er der indgået aftaler om mindre justeringer for at imødekomme nationale interesser. Eksempelvis udtages enkelte skovrejsningsområder, og der tilføjes supplerende rammebestemmelser af hensyn til landskabs- og naturinteresser.

Væsentlige ændringer i planen

En af de største ændringer er, at udlægget til boligformål ved Hjarupvej i Vonsild fjernes. Det skyldes blandt andet, at udvikleren har opgivet projektet, samt at området krævede en omfattende støjvold og trafikale ændringer, der samlet set ikke vurderes at skabe en attraktiv boligbebyggelse.

Derudover ophæves kommuneplanrammen til erhvervsformål ved Gl. Esbjergvej, mens rammeområdet ”Seest fritidslandskab” suppleres med bestemmelser om klimatilpasning via vandtilbageholdelse.

En tidligere omtale af muligheden for hospice ved Moshusevej i Sdr. Stenderup fjernes, og rammeområder ved Drabæks Allé i Lunderskov bliver præciseret med en supplerende bestemmelse om offentlig stiforbindelse.

Debat om Inderhavnen

Merete Due Paarup fremsatte et forslag om, at Kolding Byråd allerede i kommuneplanen skulle signalere, at inderhavnen på sigt skal udvikles til en grøn og levende bydel med boliger og kultur. Forslaget blev dog forkastet med 6 stemmer mod 1.

Kommuneplanen træder i kraft

Den endeligt vedtagne Kommuneplan 2025-2036 vil nu blive offentliggjort på kommunens digitale platform og på den nationale planportal plandata.dk. Kommunen vil løbende foretage konsekvensrettelser og mindre redaktionelle tilretninger.

FC Fredericia forlænger med talentfulde Jonatan Lindekilde

0

SPORT. Der er glæde i FC Fredericia, efter klubben har indgået en aftale med FC Midtjylland om at forlænge lejekontrakten med den unge midtbanespiller Jonatan Lindekilde for hele den kommende sæson.

Den 19-årige midtbanespiller kom til Fredericia sidste sommer og har på kort tid markeret sig som en af holdets bærende kræfter. Lindekilde har imponeret med sin spilintelligens, tekniske kvaliteter og høje arbejdsrate, hvilket har ført til flere mål og assists i hans debutsæson.

Jonatan Lindekilde glæder sig over at kunne fortsætte sin udvikling i FC Fredericia:

»Jeg er utrolig glad for at kunne fortsætte eventyret og rejsen med Fredericia. Sidste sæson var mega fed med en masse opture for holdet, men også personligt. Derfor er jeg utrolig glad for at kunne fortsætte denne rejse og se, om vi kan gøre os gældende i Superligaen,« siger Jonatan Lindekilde.

Også FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, er begejstret for at beholde Lindekilde i klubben:

»Vi er rigtig glade for at fortsætte samarbejdet med Jonatan. Han er i en rivende udvikling, og der er ingen tvivl om, at der venter ham en stor karriere, hvis han fortsætter de gode takter, han har vist i sin første sæson hos os. Vi glæder os over, at vi stadig har fornøjelsen af ham i Superligaen og ser frem til at følge hans udvikling tæt,« siger Stig Pedersen.

I FC Fredericia er der generelt stor tilfredshed med, at Jonatan Lindekilde også fremover vil optræde på Monjasa Park.

Drama afgjort: GOG får grønt lys til Champions League

0

SPORT. Appelinstansen under Dansk Håndbold har afgjort sagen, som Skjern Håndbold rejste vedrørende kvalifikationen til næste sæsons europæiske turneringer. Appelinstansen har besluttet at stadfæste Dansk Håndbolds indstilling om, at GOG kan ansøge om en opgraderet plads i Champions League.

Dermed fastslår appelinstansen følgende i kendelsen:

»Den af Dansk Håndbolds udarbejdede indstilling af 11. juni 2025 vedrørende deltagelse i EHF’s turneringer på herresiden for sæson 2025-2026, hvori det besluttes, at Dansk Håndbold for sæsonen 2025/26 vil ansøge European Handball Federation (EHF) om, at GOG må blive opgraderet til deltagelse i EHF Champions League Men, stadfæstes.«

Med kendelsen er der nu endelig klarhed over de danske holds deltagelse i EHF’s europæiske turneringer for sæsonen 2025/26, hvor fristen for indstillingerne er den 19. juni.

Følgende hold indstilles til EHF’s turneringer for sæsonen 2025/26:

Herreligaen:

Champions League:

  • Aalborg Håndbold

Upgrade-ansøgning til Champions League:

  • GOG

European League:

  • GOG
  • Fredericia Håndboldklub
  • Mors-Thy Håndbold
  • Skanderborg AGF (ansøges som ekstra plads)

Kvindeligaen:

Champions League:

  • Odense Håndbold
  • Team Esbjerg

Upgrade-ansøgning til Champions League:

  • Ikast Håndbold

European League:

  • Ikast Håndbold
  • Nykøbing Falster Håndbold
  • Viborg HK
  • Horsens Håndbold Elite (ansøges som ekstra plads)

København Håndbold og SønderjyskE har tidligere meddelt, at de ikke ønsker at deltage i de europæiske turneringer i den kommende sæson.

Samtidig understreger Dansk Håndbold, at man sideløbende arbejder med en række sager, hvor der er konstateret fejl i kommunikationen eller proceduren:

  • En sag i kvindeligaen, hvor Ikast ikke fik mulighed for at søge en upgrade-plads, som i stedet gik til Odense.
  • En sag i herreligaen, hvor GOG oprindeligt ikke fik mulighed for at søge en upgrade-plads, som i stedet gik til Fredericia.

På grund af disse sager har Dansk Håndbold iværksat en grundig undersøgelse og dataindsamling for at afdække hændelsesforløbet. Målet er at sikre bedre arbejdsgange og styrket kommunikation for fremtiden.

Afslutningsvis oplyser Dansk Håndbold, at man ikke kommenterer yderligere på de igangværende sager.

Foreningslivet skal slippe for bøvl og bureaukrati

0

POLITIK. Mindre bøvl med banker, nemmere afholdelse af sportsstævner og foreningsarrangementer samt en markant afbureaukratisering af hverdagen for de frivillige. Det er nogle af målene med i alt 51 anbefalinger, som et bredt partnerskab fra foreningslivet netop har afleveret til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Partnerskabets anbefalinger er rettet mod både staten, kommunerne og selve foreningslivet og skal bidrage til at gøre arbejdet lettere for de mange tusind frivillige ildsjæle, der hver dag gør en forskel i det danske foreningsliv.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

»Jeg vil gerne sige partnerskabet en kæmpe tak for det gode og grundige arbejde, de har lavet. Det er helt afgørende, at vi får taget livtag med det bøvl og bureaukrati, der truer de frivillige ildsjæles engagement og dermed også vores foreningsliv. Nu er opgaven at nærlæse anbefalingerne. Det ser jeg frem til.«

Ros og enkelte knaster hos DIF

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), der med over to millioner medlemmer er en af de centrale aktører i partnerskabet, glæder man sig over initiativet.

»De frivillige er hjertet i vores civilsamfund. Derfor vil vi gerne sige en stor tak til ministrene for at stå i spidsen for denne både vigtige og omfattende opgave. Der er flere gode anbefalinger, som kan bidrage til at reducere bureaukratiet og forenkle arbejdet for de frivillige i vores idrætsforeninger,« siger administrerende direktør Morten Mølholm Hansen fra DIF.

DIF fremhæver blandt andet, at anbefalingerne om enklere risikovurdering af foreninger i forhold til hvidvaskregler samt lempelser for overnatning ved sportsstævner og skattefri godtgørelse til frivillige vil gøre en markant forskel.

Samtidig påpeger DIF dog også, at enkelte anbefalinger har splittet partnerskabet.

»Vi anerkender, at der er forskellige ønsker i så stort et partnerskab. Det er et demokratisk grundvilkår. Vi ærgrer os dog over, at nogle af de anbefalinger, der har splittet partnerskabet mest, har fundet vej til det endelige notat,« siger Morten Mølholm Hansen.

Regeringen har på forhånd forpligtet sig til at følge anbefalingerne – eller forklare, hvis det ikke er muligt.

Fredericia op i højeste gear: PostNord Danmark Rundt træder an i fæstningsbyen

0

SPORT. På Rådhuspladsen i Fredericia blev der mandag middag sat punktum for længere tids planlægning, da Fredericia Kommune præsenterede sin nye cykelsatsning. Med rådhusets klassiske facade som baggrund var politikere, lokale aktører, repræsentanter fra Danmarks Cykel Union og en håndfuld cykelentusiaster mødt frem for at høre nærmere om kommunens cykelplaner for de kommende år.

På pladsen stod cykler opstillet i alle afskygninger – lige fra slanke racercykler samt de mere robuste elcykler til praktiske ladcykler og Demensfællesskabet Lillebælts særlige duocykler. Og lidt tilbagetrukket, som en påmindelse om, at cykelsportens elite snart ruller gennem byen, holdt også Danmarks Cykel Unions officielle ledsagerbil klar.

Anledningen var lanceringen af et nyt samarbejde mellem Fredericia Kommune og Danmarks Cykel Union. Fra 2026 og frem til 2029 bliver Fredericia vært for Danmarks største og mest populære cykelløb, PostNord Danmark Rundt, hele tre gange. Det traditionsrige etapeløb er kendt og elsket over hele landet, og løbsansvarlig Jesper Tikiøb tøvede heller ikke med at kalde det en idræts- og kulturinstitution i danskernes bevidsthed.

»PostNord Danmark Rundt er nærmest blevet en idræts- og kulturinstitution i danskernes bevidsthed. Vi kommer rundt i hele landet, og derfor er vi også rigtig glade for at komme tilbage til Fredericia. Forestil dig at sætte en passer ned i byen og dreje rundt – vi kan komme ind fra alle sider og vinkler. Vi kan starte her, vi kan slutte her, eller vi kan placere en etape midt inde i byen. Alt kan lade sig gøre,« sagde Tikiøb med henvisning til, at Fredericia sidst var en del af løbets rute helt tilbage i 2002 og 2004.

Dengang, i 2004, var det den populære tysker Jens Voigt med det velkendte brede grin og den karakteristiske, offensive kørestil, der vandt den 11,7 kilometer lange enkeltstart gennem Fredericias gader. Nu er tiderne nye, rytterne andre, men håbet er stadig, at det cykelglade publikum igen vil flokkes i stort tal, når nogle af verdens bedste ryttere suser gennem byen.

Rådhuspladsen bød i dag på cykler i alle former og farver.

At netop Fredericia er valgt som central by for samarbejdet skyldes ikke mindst, at kommunen ifølge formand for Danmarks Cykel Union, Morten Anderson, har formået at opfylde samtlige vigtige kriterier, som unionen kigger på, når der skal vælges samarbejdspartner. Logistikken er i top med byens centrale beliggenhed i landet, det lokale engagement hos både borgere og frivillige er tydeligt, og der ligger samtidig en langsigtet vision, der strækker sig langt videre end bare afviklingen af enkeltstående cykelløb.

»Når vi indgår langsigtede aftaler, kigger vi især på tre ting. For det første handler det om logistik, og her er Fredericias centrale placering i Danmarks smørhul en stor fordel. For det andet ser vi på engagementet i det lokale foreningsliv. Er der opbakning fra borgerne, de frivillige og fra politisk hold. Og endelig vurderer vi, om der ligger en vision bag aftalen, som rækker ud over at afholde en enkelt etape af vores store løb. Alle disse tre kriterier går op i en højere enhed i Fredericia, som på alle måder er en visionær cykelkommune,« understregede Anderson med tilfredshed i stemmen.

Tanken om en bredere vision blev hurtigt grebet af formanden for Fredericia Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, Peder Tind, som understregede, at cykelsatsningen handler om langt mere end kun at tiltrække elitefeltets farverige trøjer til byen. For Tind handler det i lige så høj grad om at gøre cyklen til en fast og naturlig del af fredericianernes hverdag.

Med projektet Fredericia Cykler er ambitionen nemlig klar – flere fredericianere skal vælge cyklen, uanset om det gælder turen til arbejde, weekendens familieudflugter eller en spontan opdagelsesrejse gennem byens mange muligheder.

»Vi vil gerne være med til at sætte endnu mere fokus på foreningslivet og på den daglige cykling i vores by. Hvordan får vi flere fredericianere op på cyklen – til arbejdet, med familien eller ud til de steder, vi godt kan lide at besøge her i Fredericia? Hvordan kan vi få flere til at bevæge sig endnu mere rundt på cyklen i Fredericia? Vi taler altså her om et projekt, der ikke kun handler om eliten, men som også handler om bredden og om vores hverdag,« sagde Peder Tind og pointerede samtidig, at kommunen har afsat fire millioner kroner til formålet.

Selvom en del af budgettet naturligvis er øremærket til at arrangere de store cykelløb, er det politiske sigte mindst lige så meget, at fredericianerne skal kunne mærke satsningen i hverdagen, både i det lokale foreningsliv og på gader og stræder i Fredericia.

To flotte racercykler var blandt rekvisitterne ved dagens pressemøde på Rådhuspladsen i Fredericia.

Samspillet mellem elite og bredde, mellem cykelsport og hverdagens pedalarbejde, blev også fremhævet af Susanne Eilersen, formand for kommunens Bosætnings- og Turismeudvalg. Ifølge hende rummer Fredericias nye rolle som cykelby store muligheder for at placere byen på både det nationale og internationale landkort.

»Den opmærksomhed, vi får med sådan et stort event, giver os helt unikke muligheder for at vise vores by frem. Vi har fantastisk natur lige uden for døren, og vi vil også gerne præsentere byen stolt for både nationale og internationale gæster – fortælle dem om livet inden for voldene, om byens spændende historie og alle de muligheder, der findes her. Outdoor-turismen vokser enormt for tiden, og det passer perfekt ind i vores satsning. Folk tager deres cykler med, oplever naturen, overnatter i vores sheltere og får en helt særlig oplevelse,« sagde Susanne Eilersen.

Borgmester Christian Bro rundede pressemødet af med at fremhæve kommunens omfattende investeringer i cykelprojekter gennem det seneste årti, hvor der samlet er blevet brugt millioner af kroner. Pengene er blandt andet gået til etablering af kilometervis af nye cykelstier og flere mindre initiativer med formålet at gøre cykling til en mere naturlig del af hverdagen i Fredericia.

»Vi har gennem de sidste ti år investeret omkring 147 millioner kroner i cykelprojekter – lige fra kilometervis af cykelstier til en række andre initiativer. Jo flere der hopper op på cyklen, jo bedre er det for både miljøet og hverdagen i Fredericia,« sagde borgmesteren og understregede samtidig cyklingens vigtige rolle i kommunens miljø- og klimaarbejde.

Bro benyttede desuden lejligheden til at rose kommunens administration og forvaltning, som ifølge ham har leveret en stor indsats for at få aftalen med Danmarks Cykel Union på plads.

»Den politiske beslutning træffer vi politikere, men det sker altid på baggrund af et grundigt og godt arbejde fra vores forvaltning og samarbejdspartnere,« lød det afslutningsvis fra borgmesteren.

Ud over at PostNord Danmark Rundt lægger vejen forbi Fredericia tre gange i løbet af de kommende år, indebærer den nye cykelaftale også, at Fredericia i 2027 skal være vært for DM i landevejscykling for unge.

Tesla får bøde for vildledning om bilpriser og lån

0

BUSINESS. Tesla Motors Denmark ApS har accepteret en bøde på 190.000 kroner for at have vildledt forbrugere om prisen på virksomhedens biler samt oplysninger om lån til bilkøb. Overtrædelserne skete tilbage i 2019 og vedrørte virksomhedens danske hjemmeside, hvor bilerne kunne købes direkte.

I markedsføringen af to bilmodeller undlod Tesla at oplyse om registreringsafgift og dokument- og leveringsgebyr, hvilket ifølge Forbrugerombudsmanden udgjorde en klar overtrædelse af markedsføringslovens regler om vildledende udeladelser.

Derudover blev reglerne overtrådt ved, at Tesla ikke gav et repræsentativt eksempel på låneomkostningerne, da de markedsførte lån til tre af deres bilmodeller. Det betyder, at potentielle købere ikke fik tilstrækkelige oplysninger til at træffe en fuldt oplyst beslutning om lånene.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen understreger betydningen af korrekte og fuldstændige oplysninger til forbrugerne:

»Det er vigtigt, at forbrugerne får alle relevante oplysninger, når de træffer en så stor beslutning som at købe en bil eller optage et lån hertil, så de kan træffe et informeret valg.«

Han påpeger samtidig, at bødeniveauet for lignende overtrædelser nu er væsentligt højere, da en ny bødemodel trådte i kraft i 2022, baseret på virksomhedernes størrelse. Derfor ville en tilsvarende overtrædelse begået i dag af en virksomhed som Tesla resultere i en langt højere bøde.

Sagen er afgjort efter tidligere gældende regler, og bødeniveauet er dermed fastsat efter regler, der gjaldt i 2019. Tesla har accepteret bøden og sagen er dermed afsluttet.