Rahbeks livsværk blev til virkelighed: Nu venter Superligaen

0

SPORT. For nogen er fodbold bare et spil, for andre er det underholdning på søndag eftermiddag. For Morten Rahbek, formand for FC Fredericia igennem 32 år, er fodbold alt det – men også noget meget større. Det er en drøm, en ambition og en fortælling om en by og en klub, der år efter år har jagtet den forjættede plads blandt landets bedste.

På Rådhuspladsen i Fredericia står Morten Rahbek midt i menneskemængden omgivet af de røde og sorte farver, som i dag ikke blot repræsenterer klubben, men også mange års vedholdenhed og drømme, der endelig er blevet til virkelighed.

For formanden er oprykningen kulminationen på mere end tre årtiers målrettet arbejde. Selvom han gennem tiden har oplevet lidt af hvert med klubben, er de seneste to uger siden oprykningen alligevel noget ganske særligt. Når Rahbek nu sætter ord på sine følelser omkring det, mærker man tydeligt, at alle årene med hårdt arbejde endelig har båret frugt.

Morten Rahbek til venstre. Der var glæde og jubel, da FC Fredericia rykkede op efter sejren på 5-1 over Hvidovre. Foto: AVISEN

»Det er selvfølgelig en kæmpe forløsning, fordi det er noget, vi som klub har arbejdet på i mange år. Jeg har selv været formand i 32. Det har altid været målsætningen, at vi hele tiden skulle gøre det bedre. Nu har vi spillet 24 år i den samme række, og så er det selvfølgelig en kæmpe forløsning at realisere målet og komme til at spille Superliga, efter vi i 24 år har været i NordicBet Ligaen. Så det er bare kæmpestort for FC Fredericia,« siger Morten Rahbek med en blanding af lettelse og stolthed i stemmen.

Den lange vej til Superligaen

Fredericias fodboldhistorie er én lang fortælling om lige-ved-og-næsten. Men selv i modgangens øjeblikke har klubben og dens formand aldrig mistet troen på, at Superligaen en dag ville blive til virkelighed. Rahbek husker tydeligt de tidligere sæsoner, hvor FC Fredericia var så tæt på at nå målet, at man næsten kunne smage succesen. Men gang på gang gled den ud af hænderne på dem i sidste sekund, og det efterlod måske en smag af bitterhed, men også en ukuelig vilje til at forsøge igen.

»Vi har været tæt på et par gange, og der har vi selvfølgelig håbet på, at det kunne lade sig gøre. Så har vi alligevel snublet i de døende minutter, og nogen har været dygtigere og bedre end os. Så blev drømmen slukket, og vi måtte op på arbejdshesten igen. Vi måtte finde ny motivation og energi, og gudskelov er det lykkedes denne gang,« fortæller Rahbek med den ydmyghed, der kendetegner en mand, der ved, hvor meget hårdt arbejde ligger bag triumfen.

Det har handlet om at finde den rette kombination af spillere, trænere og strategier, som endelig kunne få det hele til at gå op i en højere enhed. Men netop evnen til at bevare troen, også når det så allermørkest ud, er ifølge Rahbek en af klubbens absolut stærkeste egenskaber.

»En gang imellem passer alle tandhjulene sammen. Det har de gjort i år, og så har det bare været en fantastisk sæson. Hvis du havde spurgt mig, da vi startede sæsonen, om vi skulle spille oprykningsspil til Superligaen og vinde seks ud af ni kampe, så ville jeg nok sige, at vi først lige skulle prøve at læse NordicBet Ligaen lidt tættere,« siger han med et glimt i øjet og tilføjer, at han næsten ikke turde tro på det undervejs.

Et hold med karakter og talent

Mens fansene omkring ham stadig hylder spillerne, reflekterer Rahbek også over årets hold. Et hold, som han mener har været helt ekstraordinært – måske det bedste, klubben nogensinde har set.

»Jeg ser et hold, som er vokset helt vanvittigt med opgaven. Vi startede sæsonen med mange nye ansigter, og her skal der lyde en kæmpe cadeau til den sportslige ledelse. De har virkelig formået at få alle de nye folk spillet ind og få dem til at løbe i samme retning. De har leveret en kæmpe præstation,« siger han og fremhæver en vigtig pointe:

»Jeg tror aldrig, vi har haft så talentfuldt et hold, som vi har i øjeblikket. Vi har også en bredde, der gør, at spillerne langt ud over de 11 på banen er anvendelige næsten hver kamp. Så det er en kæmpe styrke i forhold til det, vi har oplevet tidligere.«

Drømmen er nået – nu venter udfordringen

Mens pandekagerne stadig bliver spist inde på rådhuset, og autograferne skrives med sort sprittusch udenfor, begynder Rahbek langsomt at vende blikket fremad. For selvom det er vigtigt at stoppe op og nyde øjeblikket, er han samtidig bevidst om, at Superligaen ikke bare er en triumf, men også klubbens måske største udfordring nogensinde. Fredericia er nu en del af det fineste selskab, men med dét følger forventninger, krav og ikke mindst en konkurrence på et niveau, klubben aldrig før har oplevet.

Rahbek ved godt, at euforien hurtigt kan blive erstattet af benhård realisme, når FC Fredericia skal op imod hold som FCK, Brøndby og AGF. Men for ham handler det netop om at møde udfordringen med samme dedikation og ydmyghed, som han og klubben har bevist gennem de mange år, det tog at nå hertil.

»Først og fremmest skal vi tage det som en kæmpe spændende udfordring, og vi skal huske at nyde det. Når man har drømt om noget i så mange år, og så det pludselig bliver en realitet, så skal vi jo huske at nyde det. Vi kommer til at måle os mod de allerbedste i dansk fodbold, og det bliver da spændende. Spændende for holdet, spændende for klubben,« understreger Rahbek.

Hans blik er roligt, stemmen bestemt. Rahbek ved, at oprykningen kun er første skridt ind i en ny virkelighed, hvor klubben skal kæmpe for hver eneste sejr, hvert eneste point og hver eneste boldberøring.

»Det bliver en svær opgave, det kan vi lige så godt være ærlige om. Men det er også en opgave, vi tager på os med stolthed, og som vi virkelig glæder os til at teste os selv imod,« afslutter Rahbek.

Melvin Kakooza: »Det er helt fantastisk at få lov til at være med til at rykke op i Superligaen«

0

SPORT. Efter kampen mellem FC Fredericia og Kolding IF, der markerede sæsonens afslutning og klubbens oprykning til Superligaen, fangede vi FC Fredericias bestyrelsesmedlem, Melvin Kakooza, til en snak om følelser, klubben og den vilde rejse, han har været på med sin barndomsklub.

Melvin Kakooza har tidligere haft sin gang på fodboldbanerne i Fredericia, og husker tydeligt sin tid som ungdomsspiller. Nu er han vendt tilbage til FC Fredericia i en anden rolle – denne gang som en central del af klubbens bestyrelse. Der er sket meget på relativt kort tid for Melvin, der også er kendt for TV-serien »Sunday«, som blev en stor succes:

»Først og fremmest har det jo været en vild rejse. Det var jo et smukt punktum med Sunday. Altså at få lov til at stoppe på toppen, hvor vi faktisk kunne have lavet mere. Og havde mulighed for ligesom at sætte slut på det på en vildt god måde. Og så også lidt åbent, så man ved jo aldrig, om det kommer tilbage. Men det var svært at slippe FC. Og derfor, allerede dengang, vidste jeg godt, at det med mig og FC Fredericia ikke var slut,« siger Melvin Kakooza.

Han beskriver videre, hvordan relationen til klubben har udviklet sig:

»Jeg havde jo udviklet et ret tæt forhold til Stig (direktør, Stig Pedersen, red.). Det blev så til et nyt eventyr, efter at have lært bestyrelsen at kende også. Nu er man del af et vanvittigt projekt, som så lige i år, godt ramt af lidt medvind, har udviklet sig til Superliga. Så jeg er også begyndt at spille Lotto. Ikke helt dårligt.«

Melvin Kakooza fortæller, at omgivelserne har reageret meget positivt på Fredericias oprykning til Superligaen, og at klubben har fået masser af kærlighed fra nær og fjern:

»Altså ved du hvad, det er faktisk den samme kærlighed, jeg mødte, som da vi lavede Sunday. Alle lykønsker klubben hver gang. Altså jeg har lige været i Flensborg til optagelser, og der var der så mange, der kom ind og sagde ’tillykke med oprykningen’. Så jeg føler også, at rigtig mange synes, at vi fortjener det i Fredericia. Nummer 24 i den samme liga at rykke op – det kan man jo ikke hade. Så der har været rigtig meget medvind, og det håber vi også, at vi kan bære med ind i Superligaen.«

Melvin Kakooza reflekterer over sin opvækst og følelsen af at vende hjem til en klub og en by, der betyder meget for ham:

»Det er helt sindssygt. Og det, jeg synes er vildt, det er jo også bare – altså jeg har jo spillet i skolegården med Christian Ege, der var anfører og nu er assistenttræner. Jeg kender nogle af spillerne på det personlige plan. Så det er jo helt fantastisk at få lov til at være med til at rykke op i Superligaen, og få lov til at være ambassadør for den her by. Det er jo bare fantastisk,« slutter Melvin Kakooza.

Michael Hansen efter sejren over Kolding IF: »Fuldt fortjent oprykning – nu skal vi tage næste skridt«

0

SPORT. FC Fredericia satte fredag aften et smukt punktum for sæsonen med en 2-0-sejr hjemme over lokalrivalerne fra Kolding IF. Kampen på Monjasa Park blev samtidig en symbolsk afrunding på en imponerende sæson, hvor oprykningen til Superligaen for længst var sikret.

Efter kampen satte cheftræner Michael Hansen ord på både kampen, sæsonen og følelserne, der præger ham efter den flotte sæsonfinale.

»Det var vel egentlig et meget godt blik på den sæson, vi har været igennem. Vi kæmper lidt med tingene i første halvleg, og det bølger lidt ned mod vores mål, uden at de måske får de helt store chancer. Men de alligevel hiver vores målmand ud i et par gode aktioner. Vores forsvar står godt placeret, vi blokerer, og så lige pludselig slår vi til offensivt – så klikker det for os. Derfra synes jeg, at vi er det bedste hold,« siger Michael Hansen og fortsætter:

»Anden halvleg spiller vi noget godt fodbold, har resultatet med os og dermed også roen i, at man ikke behøver at nå så meget. Vi skaber nogle muligheder, har en masse berøringer nede omkring deres felt og holder dem ude af vores eget felt. Deres afslutninger holder vi uden for feltet i anden halvleg og gør det virkelig godt.«

Cheftræneren fremhæver især truppens bredde og mentalitet:

»Vi bruger truppen godt, spillerne vokser med i løbet af kampen. Og så selvfølgelig det punktum, der lige gør, at vi vinder 2-0. Vi slutter også sæsonen af som forårets hold med flest point, og vores slutspil har jo været vildt godt. Og lige pludselig ender det med en kæmpe afstand ned til nummer tre. Det hele er sådan lidt uvirkeligt.«

En kamp fuld af følelser

Fredericias sidste kamp i sæsonen handlede også om følelser og afsked. Anfører Jesper Juelsgaard sluttede sin karriere med en hyldest.

»Fodbold er følelser, og spillerne har følelser, og vi har følelser alle sammen. Alligevel vil vi gerne vinde. I dag opnåede vi begge dele: Vi fik givet et bidrag til Juelsgaard i forhold til det, han har været igennem. Fredericia har jo bare været slutningen i den situation for ham, men der ligger jo 17-18 seniorsæsoner bag ham. Faktisk var jeg træner for Juelsgaard i hans første seniorsæson, hvor jeg lejede ham i FC Midtjylland op fra Skive, så vi har kendt hinanden i mange år. Så det, at han kunne løbe på banen, betyder meget for ham, og spillerne stod op for, at det kunne vi godt rumme,« siger Michael Hansen.

Fuldt fortjent oprykning

Fredericia sluttede sæsonen på en sikker andenplads, og selvom det ifølge Michael Hansen føltes tæt undervejs, var oprykningen aldrig for alvor i fare.

»Vi har jo lagt nummer to nærmest hele sæsonen igennem. Jeg føler, det er fuldt fortjent, at andenpladsen nu bliver vores. Afstanden nedad er sådan kulmineret her til sidst. Da vi gik ind i oprykningsspillet med 10 kampe igen, var det målscoren, der gjorde, at vi lå nummer to. Jeg ser det som en lige battle, hvor vi har skullet stå på tæer og dygtiggøre os fra runde til runde. Der har vi været virkelig dygtige hele sæsonen.«

Michael Hansen slår fast, at holdet ikke rykker op i Superligaen for blot at deltage:

»Tabellen lyver aldrig, og det er fuldt fortjent, at vi rykker op. Vi kommer ikke op bare for at være med. Vi kommer op for at se, hvad vi kan byde ind med, og hvad vores rolle kan blive. Det glæder vi os til, når den tid kommer.«

Tager udfordringen op i Superligaen

Allerede nu er der tale om statistikker, der peger på, at oprykkerhold ofte får det svært i Superligaen. Det tager Michael Hansen helt roligt:

»Det er jo fuldt forståeligt, og selvfølgelig er det sådan, at når man kommer op med vores klub og vores erfaring og vores budget, så er det jo sådan. Men nogle gange får man noget godt ud af sine penge. Sammenholdet kan gøre noget. Det sammenhold, spillerne har, den kultur de har, den måde vi har gjort det år efter år, det bærer frugt. Nu skal vi op og kæmpe videre. Vi skal hæve vores niveau, men det kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skal kunne.«

»Spillerne skal gøre det. Jeg skal gøre det. Vi skal gøre det uden for banen. Klubben skal gøre det. Vi tager udfordringen op. Vi glæder os,« slutter Michael Hansen.

Lokalrivalerne besejret – nu kalder Superligaen

0

SPORT. Der var dømt fest på Monjasa Park fredag aften, hvor FC Fredericia lukkede sæsonen med en flot 2-0-sejr over lokalrivalerne fra Kolding IF. Sejren blev krydret med Superliga-jubel, flot spil, mål – og et massivt jubelbrøl, da dommer Frida Mia Klarlund fløjtede af.

Monjasa Park var pyntet op til fest. Der var saxofonmusik, guldkonfetti, masser af røde og sorte flag, og en imponerende tifo. Inden kampstart blev Valdemar Birksø kåret til årets spiller, og Jesper Juelsgaard fik blomster og stående bifald, inden han blev skiftet ud allerede efter et minut i sin sidste kamp for klubben.

Juelsgaard takker af efter 1 minut og hyldes på Monjasa Park.

FC Fredericia satte sig hurtigt på bolden, men Kolding stod solidt defensivt. Gustav Marcussen viste gode takter tidligt, men skuddet efter fem minutter var for svagt og sad lige på Petersen i Kolding-målet.

Efter 17 minutter kom kampens hidtil største chance – men til Kolding IF. Et hovedstød tvang Valdemar Birksø ud i en klasseredning i fuld længde. Kolding pressede derefter på i en periode, mens Fredericia kæmpede for at få greb om kampen.

I Odense bragte OB sig hurtigt foran mod Esbjerg, og efter 23 minutter stod det 2-0 i OB’s favør. Samtidig steg intensiteten i Fredericia. Emilio Simonsen fik kampens første gule kort efter 25 minutter efter et professionelt frispark.

Efter 39 minutter eksploderede Monjasa Park første gang. Først brændte FC Fredericia en stor chance, men sekunder senere dukkede Svenn Crone op og hamrede bolden sikkert i mål til 1-0. Kort efter kogte stemningen igen, da det lignede, at en FC-spiller fik en skalle. Michael Hansen protesterede kraftigt, men det kostede ham et uforståeligt gult kort.

I pausen blev Gustav Marcussen erstattet af Jonatan Lindekilde, og hjemmeholdet satte sig på spillet fra starten af anden halvleg. Dog blev FC Fredericia hurtigt presset længere tilbage. Kolding havde flere frispark, og særligt Magnus Saaby gik hårdt til den og modtog et gult kort efter 66 minutter.

Dommeren vinkede afvisende, da publikum krævede straffespark til FC Fredericia efter 67 minutter. Kort efter foretog Michael Hansen en dobbeltudskiftning, hvor Emilio Simonsen og målscorer Svenn Crone gik ud til fordel for Patrick Egelund og Adam Andersen.

Efter en periode med få chancer eksploderede Monjasa Park endnu engang efter 75 minutter. Asbjørn Bøndergaard, der havde været ekstremt sulten hele kampen, leverede en perfekt aflevering til Jonatan Lindekilde, som iskoldt scorede til 2-0. Stadion gyngede, og Superliga-sangene rungede.

Fem minutter før tid var der igen en god FC-mulighed efter hjørnespark, men afslutningen gik i sidenettet. Der blev sunget »SU SU SUPERLIGA« overalt på stadion, og da dommeren lagde tre minutter til, rejste alle sig op. Kampen sluttede med flere frispark begået af Kolding, som gentagne gange stoppede spillet.

Stadionspeakeren bad publikum blive siddende, da et fyrværkeri skulle markere den flotte sæson. Da slutfløjtet lød, brød hele Monjasa Park ud i jubelbrøl, og spillerne jublede på banen, hvorefter et kæmpe festfyrværkeri bragede op i luften bag de jordvolde, der snart er forvandlet til superligatribuner.

Næste gang FC Fredericia løber på banen, er det i Superligaen. En historisk sæson er slut – en ny og spændende rejse venter.

LIVE: Monjasa Park kogende klar til sidste kamp i 1. division

0

LIVESPORT. Det bliver en aften med fest, spænding og fodboldnerver, når FC Fredericia klokken 19.00 tager imod naboerne fra Kolding IF i sæsonens sidste kamp i NordicBet Ligaen. Det er et lokalbrag, hvor rivaliseringen mellem nabobyerne traditionelt skaber en helt speciel stemning på tribunerne – og i aften bliver ingen undtagelse.

FC Fredericia har allerede sikret sig oprykning til Superligaen efter en imponerende sæson, men der er stadig én ting på spil: Førstepladsen. Holdet er kun ét point efter OB, og med en sejr over Kolding IF kan FC Fredericia sætte pres på odenseanerne og potentielt krone en fantastisk sæson med ligaens øverste placering. Kampen præsenteres af ADP A/S.

Regn, hagl og torden præger weekendvejret

0

VEJR. Weekenden begynder både køligt og vådt, og det ustadige vejr ser ud til at fortsætte de kommende dage. Det oplyser DMI.

Fredag morgen lagde flere steder i det centrale Jylland ud med temperaturer helt ned til minus 1,7 grader, men det kolde vejr blev hurtigt afløst af regn og kraftige byger, der flere steder kan indeholde både hagl, torden og kraftige vindstød.

Især i løbet af fredag eftermiddag ventes nogle af bygerne at være ekstra kraftige. Det er særligt områderne omkring Nordjylland, Djursland, Fyn, Sjælland samt Lolland, Falster og Møn, som bliver hårdt ramt. Selvom nogle af bygerne nærmer sig skybrudsintensitet, forventer DMI dog ikke deciderede skybrud, da bygerne hurtigt bevæger sig videre.

Trods det ustadige vejr vil solen også titte frem i kortere perioder fredag eftermiddag.

Lørdag byder på opklaring

Lørdag fortsætter med ustabilt vejr, men i løbet af dagen aftager bygerne gradvist, og om eftermiddagen kan man flere steder glæde sig over enkelte solstrejf. Vinden aftager ligeledes og drejer mod syd og sydvest, hvilket vil give en mere behagelig afslutning på dagen.

Nyt regnvejr søndag

Men glæden varer kort: Søndag venter nemlig endnu en omgang regn, når et større regnvejr bevæger sig ind over landet fra vest. Ifølge DMI rammer regnen først Vestjylland i løbet af natten til søndag og når til Sjælland søndag eftermiddag, før den slutter af på Bornholm søndag aften.

Alt i alt anbefales det at holde godt øje med vejrradaren, før man begiver sig udendørs denne weekend.

Ny kræftplan vækker glæde hos Kræftens Bekæmpelse og Danske Regioner

0

SUNDHED. Regeringen har netop præsenteret Kræftplan V, der modtages positivt hos både Kræftens Bekæmpelse og Danske Regioner. Den nye kræftplan sætter særligt fokus på senfølger efter kræft og styrker forebyggelsen markant.

Kræftplan V indeholder en række konkrete initiativer, blandt andet etablering af generelle senfølgeklinikker i alle regioner og en styrket indsats inden for rehabilitering af kræftpatienter.

Senfølgeklinikker til hele landet

Hos Kræftens Bekæmpelse vækker beslutningen om senfølgeklinikker stor glæde. Det er en mærkesag, organisationen har arbejdet på i mange år.

»Vi er meget glade for, at regeringen med kræftplanen vil sikre, at der oprettes generelle senfølgeklinikker i alle regioner. Det har både patienter og Kræftens Bekæmpelse længe efterlyst. Det er så vigtigt, at hjælpen ikke stopper, når selve kræftbehandlingen gør det,« siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Flere end 396.000 danskere lever med eller efter kræft, og ifølge Kræftens Bekæmpelses undersøgelser oplever syv ud af 10 kræftoverlevere senfølger i større eller mindre grad. Senfølger kan både være fysiske, psykiske og sociale og har betydelig indflydelse på livskvaliteten.

»Senfølger er ikke kun en voksende sundhedsudfordring, men også en samfundsudfordring. Derfor er det virkelig positivt, at senfølgeindsatsen får et nationalt løft,« siger Jesper Fisker.

Bedre rehabilitering hos kommunerne

Også kommunernes rehabiliteringsindsats styrkes med den nye kræftplan. Rehabilitering handler om at hjælpe kræftpatienter med at vende tilbage til en normal hverdag efter sygdom og behandling, både fysisk, socialt og psykisk.

»Det er vigtigt med en tværfaglig og koordineret indsats, hvor kommunerne spiller en central rolle,« forklarer Jesper Fisker og understreger, at den nye kræftplan sikrer en mere målrettet rehabilitering.

Forebyggelse får afgørende fokus

Forebyggelse er også et vigtigt element i Kræftplan V, og det glæder Kræftens Bekæmpelse, der tidligere har efterlyst større fokus på området.

»Det giver sig selv, at forebyggelse skal være en del af en kræftplan, og det er jeg glad for, at regeringen også mener. Der er meget at vinde – både for den enkelte og for samfundet – hvis vi sætter ind i tide,« siger Jesper Fisker.

Kræftplanen indeholder blandt andet forslag om aldersgrænse på 18 år for solariebrug, begrænset salg af tobak og nikotinprodukter samt forbud mod markedsføring af usunde føde- og drikkevarer til børn under 15 år.

»Det er alt sammen gode initiativer, der sender et klart signal om, at regeringen har ambitioner med forebyggelsen,« siger Jesper Fisker.

Regionerne klar til at løfte opgaven

Hos Danske Regioner bliver Kræftplan V også godt modtaget. Formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, roser planen for dens brede indsatsområder, men understreger samtidig, at der bliver behov for flere ressourcer fremover.

»Kræftplanen styrker de rigtige områder. Regionerne er klar til at løfte ansvaret og føre planen ud i livet,« siger Anders Kühnau.

Han påpeger samtidig, at der bliver stadig større behov for behandlingskapacitet, da antallet af kræftpatienter vil stige i takt med, at vi bliver flere ældre borgere.

»Vi får med planen en videreførsel af de midler, vi tidligere har fået til kræftområdet, og det er godt. Men desværre vil bevillingen falde gradvist over tid, og det bekymrer os. Regionernes behov for behandlingskapacitet bliver større i fremtiden,« siger Anders Kühnau.

Danske Regioner glæder sig dog over initiativerne inden for forebyggelse, især begrænsning af nikotinprodukter og den kommende 18-års aldersgrænse for solarier, der kan forebygge modermærkekræft.

»Det er gode tiltag, der kan gøre en reel forskel for folkesundheden på længere sigt,« siger Anders Kühnau.

Kræftplan V er den femte af slagsen, siden den første kræftplan blev vedtaget for 25 år siden, og den fortsætter den positive udvikling med forbedret overlevelse og større fokus på livet efter kræft. Nu venter arbejdet med at omsætte planen til handling rundt omkring i landet.

Markant forskel på kvaliteten i danske børnehaver

0

VIDEN. En ny national kvalitetsundersøgelse viser, at der er betydelige forskelle på det pædagogiske læringsmiljø, som børn oplever i danske børnehaver. Undersøgelsen, som er udført af VIVE og EVA for Børne- og Undervisningsministeriet, peger på, at kvaliteten varierer markant mellem institutionerne.

I cirka én ud af ti børnehaver vurderes kvaliteten som »god«, hvilket indebærer, at børnene oplever anerkendende og støttende samspil, hvor deres trivsel, læring, udvikling og dannelse understøttes i høj grad. I modsætning hertil vurderes næsten tre ud af ti børnehaver til at have et »utilstrækkeligt« pædagogisk læringsmiljø. Her er støtten til børns trivsel og udvikling markant lavere, og børnene risikerer at møde mindre sensitive medarbejdere, færre meningsfulde aktiviteter og begrænset støtte i leg og fællesskaber.

Undersøgelsen fremhæver eksempler fra virkeligheden. Anna, der går i en børnehave med »god« kvalitet, modtages varmt efter flere dages fravær med kram og tydelig omsorg fra personalet. Omvendt møder Oscar i en børnehave med »utilstrækkelig« kvalitet en mere reserveret modtagelse, hvor han overlades mere til sig selv med sin gråd.

»Vi ved fra forskningen, hvor vigtigt samspillet mellem personale og barn er for barnets tryghed, udvikling og trivsel. Derfor er det problematisk, når samspillene med medarbejderne ikke alle steder giver børnene mulighed for at blive mødt og hjulpet i deres følelser,« siger Dina Theis Madsen, områdechef for dagtilbud på EVA.

Størstedelen af børnehaverne (seks ud af ti) placerer sig midt imellem disse ekstremer med en »tilstrækkelig« kvalitet. Her passes børnene forsvarligt, men institutionerne formår ikke i nævneværdig grad at gøre en positiv kompenserende forskel for børn i udsatte positioner.

Normering spiller også en afgørende rolle i undersøgelsen. På observationsdagen varierede antallet af børn pr. medarbejder betydeligt, fra under fire børn pr. medarbejder til steder med mere end 11 børn pr. medarbejder. Gennemsnittet lå på 7,9 børn pr. pædagogisk personale hen over dagen.

Nanna Høygaard Lindeberg, projektchef fra VIVE, fremhæver betydningen af kvalificeret personale:

»Vi kan se en sammenhæng mellem tilstedeværelsen af pædagoguddannet personale på observationsdagen og kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø. Det gælder særligt i eftermiddagstimerne, hvor høj kvalitet ofte hænger sammen med, at en pædagog er til stede.”

Undersøgelsen peger på seks nationale udviklingsbehov: anerkendende samspil og relationer, støtte til børns indbyrdes samspil, bedre legemuligheder, opmærksomhed på børnenes perspektiver, deltagelsesmuligheder for børn i udsatte positioner, samt bedre fysiske omgivelser, der fremmer leg og fordybelse.

»Det er afgørende, at vi nu handler på denne nye viden og støtter op om kvalitetsudvikling, især hvor kvaliteten vurderes som utilstrækkelig,« siger Dina Theis Madsen.

Rapporten er baseret på observationer fra 185 stuer i 100 daginstitutioner over hele landet og udgør den hidtil mest omfattende undersøgelse af kvaliteten i danske dagtilbud

Tømrermester: Lærlinge med forretningsforståelse er en gevinst

0

UDDANNELSE. Momsregler, virksomhedsformer og forretningsstrategi. Det lyder som emner på handelsskolen, men er nu blevet en integreret del af tømreruddannelsen på EUC Lillebælt i Fredericia. Uddannelsen har indledt et samarbejde med Sparekassen Kronjylland i Kolding, der hjælper med at klæde de kommende tømrere på til et eventuelt liv som selvstændige – og det er eleverne glade for.

»Det giver os nogle gode redskaber til et liv som selvstændige og samtidig en større forståelse for vores læresteds forretning,« siger Anders Schjødt, der er 28 år og tømrerlærling hos Tømrermester Jan Kristensen i Børkop.

Tømrerlærling Anders Schjødt føler sig bedre klædt på til måske en dag at skulle være selvstændig tømrermester. Foto: PR

Frustration over manglende forretningsforståelse

Cirka en tredjedel af eleverne på tømreruddannelsen ender som selvstændige på et tidspunkt i deres arbejdsliv. Anders Schjødt kan også sagtens forestille sig at gå den vej, og føler sig nu bedre klædt på.

»Vi har for eksempel fået indsigt i de forskellige virksomhedsformer, så vi kan vurdere, om vi skal starte med en enkeltmandsvirksomhed eller et ApS,« siger han.

Det er også en gevinst for elevernes læresteder, at de unge får en større forståelse for at drive forretning. Det fortæller tømrermester Daniel Lynggaard, medejer af virksomheden Lynggaard & Bødker. Han har haft adskillige lærlinge igennem forløbet.

»Vi har tidligere været frustrerede over, at lærlingene mangler en forståelse for, hvilke udgifter der er i en virksomhed. Nu kommer de tilbage med en større forståelse for forretningen og en større ansvarlighed,« siger han.

Der er tilfredshed med det nye tiltag hos tømrermester Daniel Lynggaard, medejer af virksomheden Lynggaard & Bødker. Foto: PR

Kloge hænder og kloge hoveder

Det er John Bruun Lyng, uddannelsesleder på tømreruddannelsen på EUC Lillebælt, der har inviteret pengeinstituttet indenfor. Han forklarer, at undervisningen får mere vægt, når det er bankfolk, der underviser i livet som selvstændig – og at målet er at klæde eleverne bedst muligt på til den fremtid, der venter.

»Vi skal have dygtigere håndværkere, der kan bruge både hovedet og hænderne,« siger han og fortsætter:

– Vi vil sikre, at de står stærkt både i medgang og modgang, for byggebranchen byder ofte på udfordringer. Det er vigtigt, at de ved, hvordan man driver en forretning bæredygtigt og ansvarligt,« siger han.

Det er John Bruun Lyng, uddannelsesleder på tømreruddannelsen på EUC Lillebælt, der har inviteret pengeinstituttet indenfor. Foto: PR

Hos Sparekassen Kronjylland er man glade for at bidrage til den lokale udvikling ved at uddanne fremtidens erhvervsdrivende. Det fortæller senior erhvervsrådgiver Peter Bruun Olsen, der har været med på samtlige forløb med tømrereleverne.

»Kan vi klæde dem godt på og give dem en større forståelse for blandt andet forretningsmodeller og forretningsstrategi, er der større sandsynlighed for, at de lykkes. Samtidig er de bedre forberedt på en fremtidig dialog med deres finansielle samarbejdspartner. Det er ikke kun godt for dem, men også godt for lokalområdet og for samfundet som helhed – og selvfølgelig også godt for os som Sparekasse,« siger han.

Fredericia Havns hemmelige kraftcenter: Møllebugten og det store eksporteventyr

0

BUSINESS. I tredje del af artikelserien om ADP’s udvikling fortæller CEO Rune Rasmussen om havnens drift og betydning i Møllebugten, hvor havnens historiske og praktiske rolle for både Fredericia og resten af Danmark tydeligt kommer frem.

Møllebugten har en lang historie, der går helt tilbage til midten af 70’erne. Rune Rasmussen fortæller levende om områdets udvikling gennem tiden:

»Møllebugten er fra før jeg blev født. Jeg tænker, vi er tilbage i omkring 76-77. Vores formand plejer at sige, at han gik i korte bukser derovre, og vores gamle landinspektør Søren badede her ved siden af Møllebugten, da han var knægt,« siger Rune Rasmussen.

Traditionel havnedrift med stor betydning

I dag er området centrum for traditionel havnedrift med stor økonomisk betydning for både byen og det nationale erhvervsliv.

»Nu er vi virkelig der, hvor det bliver meget traditionel havnedrift. Fredericia Shipping bruger meget tid herovre. Det er stålruller, stålplader – det kunne være stålplader til vindmølleindustrien. Det er færgelejer til klapbetjening. Det er banevogne, der kommer ind og bliver losset og lastet med alle former for gods. Det kunne være træ til byggecentrene,« forklarer Rune Rasmussen.

Han understreger samtidig havnens betydning for infrastrukturen, hvor skibstransport sparer vejene for tusindvis af lastbiltransporter.

»Nogle af de store skibe, der ligger ude på Skandsø Odde eller herinde på havnen – de allerstørste, de ligger ude på Skandsø Odde – rummer omkring 100.000 tons eller lidt mere. Den last, der ligger i sådan et skib, svarer til omkring 3.000 lastbiler. Hvis vi ikke havde den infrastruktur, skulle varerne køres rundt. Og det er bare i Fredericia. Prøv at se på den belastning, det ville være, hvis ikke vi havde havnene,« pointerer han.

Korn og stål – eksport i stor skala

Et af de vigtige eksportvarer fra havnen er dansk korn, som bliver eksporteret i specielle containere med indvendige poser. Her kan Fredericia Shipping håndtere store mængder effektivt.

»I perioder kan det godt være flere hundrede containere om ugen med dansk korn, der bliver eksporteret på den måde,« siger Rune Rasmussen og fortsætter med at beskrive størrelsesforholdet mellem skibe og lastbiler:

»Når der kommer et skib ind, så er der mellem 20.000 og 30.000 tons i sådan et skib. Én lastbil må maksimalt køre med én stålplade ad gangen. Én plade, én lastbil. Så der går mange mennesker på arbejde hernede hver eneste dag.«

Han understreger også, at arbejdet på havnen har klare regler, som respekteres af alle, der færdes der:

»Når vi er hernede i vores biler, så er det kranerne, udstyret og lastbilerne, der altid har første ret. Vi flytter os altid for dem. Det er dem, der går på arbejde.«

Moderne faciliteter med historiske rødder

Under turen gennem området forklarer Rune Rasmussen også om de historiske haller og siloer, der stadig er i brug. Det tidligere KFK-anlæg, nu kaldet Fredericia Green Terminal, er et eksempel på effektiv logistik:

»Fantastiske haller, fantastisk infrastruktur, som har været her siden Møllebugten blev bygget. Det er 40 år gammel infrastruktur her. Noget af det seneste er siloer, der kan tørre og opbevare korn, og alt er forbundet hele vejen ud til kanten med transportbånd. Alt det, der ligger i siloerne, kan eksporteres direkte ud over kanten.«

Han fremhæver også, hvordan moderne faciliteter understøtter en mere effektiv og bæredygtig drift:

»Alt er ikke på lastbiler, det kommer også direkte til skibe og videre ud på verdensmarkedet.«

På den måde er havnen i Fredericia ikke blot en lokal arbejdsplads, men en nøglespiller i international handel, der bidrager til både lokal og global bæredygtighed

Se med her

Artiklen er tredje del af en større serie om ADP’s udvikling med CEO Rune Rasmussen, der sætter ord og perspektiver på havnens afgørende rolle for byen og Danmark.