FC Fredericia spillede i det store hele en god kamp mod AaB, men nordjyderne var mere skarpe foran mål. Det blev forskellen på de to hold en aften, hvor FC Fredericia havde stor ære af kampen.
Fredag aften tabte FC Fredericia 3-2 til AaB efter ellers at have været foran 1-0, men siden kom nordjyderne i gang og endte med at vinde kampen, som kunne være gået begge veje.
– Det var en super kamp, synes jeg. Det var to hold, der udfordrede hinanden, og det var svært at forsvare sig mod, og der var en del skud på mål. Det var en kamp, hvor spillerne skulle være opmærksomme hele tiden, med og uden bold. Jeg var tilfreds med at se os levere på det niveau, men jeg er virkelig irriteret over, at vi ikke fik noget med, siger FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen.
To af AaB’s mål blev scoret efter standardsituationer. Det var ikke tilfredsstillende for Hansen.
– Det er irriterende. Det minder mig om, at vi for et halvt år siden også lukkede to mål ind på standarder mod dem. De er skarpe på det, og det vidste vi godt. Vi kan bide skeer med dem i den enkelte kamp, men vi manglede lige det sidste. Vi havde egentlig rigeligt med muligheder til at få noget med, men kvaliteten manglede lidt der, forklarer Michael Hansen.
På FC Fredericias offensive dødbolde lignede det også, at der var taget højde for AaB’s styrke i luftspillet, da der blev udført en del korte hjørnesparksvarianter.
– Det var både derfor, men også fordi, at det er der, hvor vi er gode. Der er ingen tvivl om, at AaB er et af rækkens bedste hold til den del af spillet, slår Hansen fast.
Med nederlaget er FC Fredericia nu 12 point efter AaB, og løbet om at være en del af den absolutte top synes derfor kørt.
– Har det været startet? spørger Michael Hansen retorisk.
Måske hvis I havde vundet…
– Ja, og det gjorde vi ikke, slutter Michael Hansen.
FC Fredericia løber på banen igen næste lørdag på udebane mod Næstved.
Bygningen Gothersgade 20b i Fredericia blev solgt til Bent Jensens ejendomsselskab tilbage i november 2023, men nu annulleres handlen. Det viser sig, at en miljøscreening af bygningen fra 2022 afslørede, at der var tungmetaller, som er giftige for mennesker at arbejde i. Dette fremgår af en aktindsigt, som AVISEN har fået.
Fredericia Kommune oplyste fredag, at handlen annulleres, hvis Økonomi- og Erhvervsudvalget og byrådet godkender det. Dette forventes at være en formalitet, da BJ Ejendomme ApS, som ejes af Bent Jensen, ikke var informeret om bygningens tilstand. Blandt andet fungerede nødudgangene ikke, og der var udstedt et påbud fra Arbejdstilsynet i 2023, hvilket ledende medarbejdere i forvaltningen var informeret om.
Det var dog ikke det eneste problem med bygningen. I en rapport dateret den 21. marts 2022 fremgår det, at bygningen havde gennemgået en miljøscreening.
– Ifølge en aftale mellem Fredericia Kommune og Miljøteknik er ejendommen Gothersgade 20b, 7000 Fredericia blevet miljøscreenet som en del af den lovpligtige bygningsforeningsundersøgelse, fordi ejendommens ydre/indre facader samt tag skal renoveres i forbindelse med en kommende energirenovering/ombygning af bygningen, står der i rapportens indledning.
I rapporten konstateres det, at der blev udtaget prøver den 8. marts 2022, hvor der blev analyseret 12 materialeprøver for:
Asbest
PCB
PAH’er (tjærestoffer)
Kvalitativ og kvantitativ miljøscreening for: Klorerede paraffiner
Otte tungmetaller: bly (Pb), cadmium (Cd), krom (Cr), kobber (Cu), nikkel (Ni), zink (Zn), arsen (As), og kviksølv (Hg)
Bygningsundersøgelsen blev udført som en screeningsundersøgelse med stikprøvetagning baseret på visuelle vurderinger og erfaringer om, hvor bygningsforureninger normalt findes. Derfor blev der ikke taget prøver fra alle bygningsmaterialer, og det er muligt, at der findes forurenende materialer, hvor der ikke er taget prøver. Der kan også forekomme skjulte installationer, som ikke er blevet undersøgt.
Af rapporten fremgår det, at der blev fundet bygningsforurening i form af PCB/KP, asbest, PAH’er og tungmetaller, hvilket bygherren/entreprenøren skal være opmærksom på ved fremtidige nedrivnings- og renoveringsarbejder.
Analysen der blev foretaget.
Indeklimamålingen førte til et påbud
Den 3. maj 2023 besøgte Arbejdstilsynet Gothersgade 20b og udstedte et påbud vedrørende luftkvaliteten. Fristen for at efterkomme påbuddet var oprindeligt den 15. august 2023, men blev forlænget til den 15. september 2023.
Af e-mails fremgår det, at ledende medarbejdere i Fredericia Kommune var orienteret om sagen, men selvom det var godkendt at sætte Gothersgade 20b til salg, blev BJ Ejendomme og ejendomsmæglerfirmaet Nordicals, der stod for salget, ikke informeret.
– Vi har i dag modtaget det vedhæftede brev fra Arbejdstilsynet med et påbud om at måle indeklimaet i Gothersgade 20B. Jeg har videresendt brevet til ejendomsafdelingen, så de kan tage sig af opgaven, da de har ekspertisen inden for ejendomme, skrev chefkonsulent for familie og børn, administration, Bobby Singh Bhatia den 30. maj 2023.
Screenshot fra aktindsigten, der viser Fredericia Kommunes indeklimamålinger, der blev sendt til godkendelse hos Arbejdstilsynet.
Den 18. september 2023 sendte energirådgiver fra Fredericia Kommune, Kasper Sivertsen, en rapport om indeklimamålinger til Arbejdstilsynet. Ledende medarbejdere i Fredericia Kommune var også orienteret om dette ifølge e-mailkorrespondancen. Alligevel havde Nordicals og BJ Ejendomme ApS ikke modtaget dette materiale.
Ledende medarbejdere vidste besked
Den første mail, der blev sendt vedrørende Arbejdstilsynets påbud. Lone Grangaard Lorenzen, der er cc, er chef for familie og børn i Fredericia Kommune.
Fælles for alle de punkter, som peger på Gothersgade 20b er ubrugelig i den øverste etage er, at ledende medarbejdere i kommunen har vidst besked. I forbindelse med, at der kom et påbud fra Arbejdstilsynet informerede Bobby Singh Bhatia den relevante stab. Blandt de informerede er Lone Grangaard Lorenzen, som er chef for familie og børn i Fredericia Kommune.
– Vi har i dag modtaget vedhæftede brev fra Arbejdstilsynet med påbud om at måle indeklimaet i Gothersgade 20B.Jeg har videresendt brevet til ejendomsafdelingen, med henblik på at de må tage opgaven, da de har ekspertisen i ejendomme, står der blandt andet i mailen.
Denne mailkorrespondance viser, at Bo Christiansen vidste besked om, at der var påbud fra Arbejdstilsynet.
En, der var involveret i at foretage indemålingerne for Fredericia Kommune, der skulle sendes til Arbejdstilsynet efterfølgende, var chef for ejendomme, drift og service, Bo Christiansen. Christiansens mail fremgår flere gange i processen med at lave indemålingerne. Det fremgår blandt andet af en mail den 17. august 2023, hvor emnet omhandler, at Fredericia Kommune havde fået fristforlængelse af påbud om indeklimamåling.
– Til jeres orientering, har jeg fremsendt vedhæftede brev til arbejdstilsynet vedr. anmodning om fristforlængelse af indeklimamåling. Af flere årsager kan det ikke nås inden for den fastsatte frist, og efter aftale med Trine Busk, har jeg sammen med Stinne fremsendt anmodningen, skrev Bobby Singh Bhatia i en mail, der blandt andet blev sendt til Bo Christiansen.
Screenshot af mail, hvor Bo Christiansen og Nicolai Arvedsen er nævnt. Vedhæftet er dokumenter, der afslører tilstanden i Gothersgade 20b.
Bo Christiansens navn går igen i forbindelse med, at Fredericia Dagblad tidligere i 2023 havde spurgt Fredericia Kommune om noget i forbindelse med Gothersgade 20b. Udover Christiansen er en anden ledende medarbejder, Nicolai Arvedsen som er stabschef for politik, strategi og jura også sat på samme mail.
– Jeg er ikke af den opfattelse vi har opgaven med at udfærdige et svar til dagbladet. Jeg videresender hermed de oplysninger som vi har liggende. Det er svar på de spørgsmål som omhandler Ejendomsafdelingen og vores rolle, står der i en mail fra Christian Stein Christiansen, der sendte mailen til Bo Christiansen og Nicolai Arvedsen den 11. april 2023.
Med i mailen er vedhæftet dokumenter, der vidner om, at Gothersgade 20b ikke er i god stand. Materialet er leveret af bygningskonstruktør Jannick Østengaard Larsen fra Fredericia Kommune.
– Udadtil syner vinduer samt glasfacade i ok stand, men problemerne ligger i inddækningerne omkring disse og hele opbygningen bag den ydre facade, som er i kraftig forfald. Inddækninger er tidligere og jævnligt forsøgt udbedret, men årets gang med varme/kulde påvirkning gør at inddækningsprofilet trækker sig fra hinanden og konsekvensen af dette ses tydeligt mange steder indvendigt i bygningen. Her er træopbygningen, som bærer vinduer og facade rådnet op og nærmest helt formuldet.
– De værste steder er vindues fastgørelsen helt rustet over, hvilket resultere i at mange af vinduerne har sat sig og ikke kan åbnes. Dette i sig selv er rimelig kritisk da vinduerne skal kunne fungere som redningsåbninger i tilfælde af brand. Anbefalingen er at man skifter både øst og vest facaden inden for en meget nær fremtid, og hvis ikke dette er muligt bør man overveje om det stadig er forsvarligt at have kontorarbejdspladser på 1 og 2 sal., står der i blandt andet i materialet, som var kendt allerede tilbage i november 2021 ifølge aktindsigten.
Disse ting var ikke oplyst til hverken ejendomsmæglerfirmaet Nordicals eller BJ Ejendomme ApS, hvorfor handlen nu, hvis den som ventet godkendes af byrådet, ender med at gå tilbage.
Vel er der billedkunst i Fredericia. Men sjældent værker fra en af de helt store. Salvador Dali er her af gode grunde ikke selv, men Fredericia Kunstforening præsenterer (i Kunstsalene, Kongensgade 111) 29 litografier og 14 skulpturer af den verdensberømte kunstner.
Verdenskendte Salvador Dalí (1904-1989) er født i Figueres, Spanien og boede igennem livet både der og i New York. Den excentriske kunstner Dalí med den spidse moustache, de stirrende øjne og overdrevne selviscenesættelse deler vandene, men er elsket af de fleste. Han kan være svær at forstå. Udfordrende værker som f.eks. hans fabeldyr med lange ben, smeltende ure samt frådende tigre, der er ved at springe ud i ansigtet på en. Men når man ved, at han var dybt interesseret i tekniske og videnskabelige fremskridt, giver mange af hans skulpturer, installationer, tegninger og malerier mening.
Foto: AVISEN
De fire dimensioner
Et maleri består jo egentlig kun af højde og bredde, men Dali formåede er tilføre den tredje dimension – dybde – til sine værker. Da Einstein opdagede den fjerde dimension – tiden – greb han det. Og her er det jo, det bliver sært, udfordrende og svært forståelig, men spændende!
Han var også fascineret af genetik. Da man havde udforsket og beskrevet det menneskelige DNA, beviste det for Dali, at Gud og udødelighed eksisterer. Han bad om at blive begravet i en tunika broderet med den dobbelte DNA-helix (to strenge snoet omkring hinanden).
Foto: AVISEN
Fra 3D til AI
Han blev ved med at inddrage den nye teknologi: f.eks. tredimensionelle briller, hologrammer og var allerede meget interesseret i den allerede spirende idé om kunstig intelligens tilbage i 70’erne og 80’erne.
Et besøg værd
Foto: AVISEN
Derfor er det et besøg værd at opleve værker fra denne fremsynede og intelligente Salvador Dali – nok den mest kendte surrealistiske kunstner i verden. Bliv inspireret, undret eller bare tænk: Han er da gal.
“Den eneste forskel på mig og en galning er, at jeg ikke er gal,” Salvador Dalí.
Formanden for Fredericia Kunstforening, Poul B. Jakobsen, hentede med sin søn værkerne i Linköping i Sverige, og de (og hans eget) skal snart hjem igen. Så. Dalli, dalli (titlen på en gammelt tysk tv-program)! Skynd jer, for Dali kan kun opleves indtil den 10. marts!
Foto: AVISEN
Med denne mytologiske surrealistiske udstilling kan Fredericia Kunstforening fortjent fejre 80-årsfødselsdagen.
PS. Skulpturen Saint George and the Dragon (Sct. Jørgen (=George) og dragen) havde jeg stor lyst til at købe, så den kunne pynte i mit ringe hjem, hvor jeg faktisk har flere Dali-kopier. Men jeg mangler lige en ¼ million hertil!
Syd- og Sønderjyllands Politi har siden fredag søgt efter forsvundet dreng. Drengen er nu fundet.
Syd- og Sønderjyllands Politi fandt lørdag aften den 10-årige dreng, der har været eftersøgt siden fredag klokken 13, hvor han havde forladt sin skole.
Den 10-årige dreng er i god behold og har ikke lidt overlast. Drengen blev fundet hos en ven af familien.
– Vi er meget glade for at have fundet drengen i god behold og kan berolige borgerne i området. Der er ingen grund til utryghed, siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker nu sagen for at klarlægge de nærmere omstændigheder og har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer i øjeblikket.
FC Fredericia indkasserede to mål efter standardsituationer mod AaB, som endte med at vinde 3-2. De indkasserede mål efter standarder endte dermed at koste FC Fredericia i sidste ende.
Efter en imponerende sejr over Hobro i forårets første kamp, havde FC Fredericia cementeret deres position i toppen af tabellen, skønt ikke officielt, men med en tydelig margin ned til syvendepladsen. Med kun tre kampe tilbage af sæsonen og et forspring på ni point, skulle der ske noget nær et mirakel for, at de skulle miste deres top-6 placering.
Med blikket fast rettet mod fremtiden, havde FC Fredericia nu AaB i sigtekornet. AaB lå på andenpladsen, ni point foran, hvilket gjorde denne kamp til en gylden mulighed for Fredericia til at stramme snoren og holde liv i håbet om direkte oprykning. En sejr var næsten et must for at holde trit med AaB i toppen af tabellen og bevare drømmen om oprykningsspillet inden for rækkevidde.
Kampen mellem FC Fredericia og AaB fik en dramatisk start allerede i det første minut. AaB’s målmand, Rudy De Boer, begik en fejl, da han fejlvurderede et indlæg fra FC Fredericias Nicolaj Ritter. Adam Jakobsen var lynhurtig til at udnytte situationen og var tæt på at sende bolden i mål, hvilket kunne have givet Fredericia en tidlig føring. Denne intense åbning satte straks tonen for en kamp, hvor begge hold tydeligvis var opsatte på at kæmpe for hver eneste bold.
Kun få øjeblikke efter den første spænding, tog FC Fredericia føringen i det tredje minut takket være Sofus Berger. Efter en hurtig omstilling fik Berger bolden uden for AaB’s straffesparksfelt. Med ro og præcision satte han bolden i nettet, hvilket bragte Fredericia foran med 1-0. Dette tidlige mål understregede Fredericias angrebsvilje og evne til at udnytte modstanderens svagheder, mens AaB nu stod overfor udfordringen med at svare igen.
I det syvende minut fortsatte FC Fredericia deres offensive fremstød, da Christian Gammelgaard fandt sig selv sendt i dybden af et velplaceret opspil. Med kun keeperen at overvinde, forsøgte Gammelgaard at udbygge Fredericias føring, men hans afslutning blev reddet af Rudy De Boer. Denne redning holdt AaB inde i kampen, og forhindrede Fredericia i at fordoble deres forspring tidligt.
18 minutter minut fandt AaB vejen tilbage i kampen, da Rasmus Thelander med et præcist hovedstød udlignede til 1-1. Målet kom efter et frispark fra midten af FC Fredericias banehalvdel, hvor Thelander steg til vejrs og dirigerede bolden forbi Mattias Lamhauge i FC Fredericia-målet og ind i nettet. Dette udlignende mål ikke alene genetablerede spændingen i opgøret, men viste også AaBs evne til at udnytte standardsituationer. Thelanders hovedstødsmål bragte ny energi til AaB-spillerne og satte FC Fredericia under pres for atter at tage føringen i en kamp, der allerede havde budt på masser af action og drama.
AaB tog føringen i det 27. minut med en scoring, der bragte stillingen op på 2-1. Målscoreren, Mathias Jørgensen, viste sin målfarlighed, da han blev spillet fri af Melker Widell. Widell fandt med en præcis aflevering et rum mellem Mattias Lamhauge og resten af FC Fredericias forsvar, hvor Jørgensen med et hurtigt ryk kom først på bolden. Uden tøven sparkede Jørgensen bolden forbi keeperen og ind i netmaskerne.
Dette mål var et bevis på AaBs evne til at udnytte åbne rum og skabe målchancer gennem intelligent løbe- og pasningsspil. Med denne vendning i kampen var AaB nu foran, hvilket satte FC Fredericia under endnu større pres for at svare igen og undgå at miste grebet om en kamp, der havde stor betydning for deres placering i toppen af tabellen.
Efter en periode med færre chancer og spillet, der i høj grad foregik på midten af banen, fik FC Fredericia igen mulighed for at udligne i det 42. minut. Christian Gammelgaard, som tidligere havde vist sig som en trussel, modtog bolden i en lovende position. Han fik plads til at afprøve sit venstreben med et skud mod mål, men igen stod AaBs målmand, Rudy de Boer, i vejen med en afgørende redning.
De Boers parader var afgørende for at holde AaB foran, og denne seneste redning understregede hans vigtige rolle for holdet i denne kamp. For FC Fredericia var det endnu en påmindelse om, at de skulle udnytte deres chancer bedre, hvis de ønskede at komme tilbage i kampen. Med halvlegen nær forestående, var det tydeligt, at Fredericia stadig var fast besluttede på at finde vejen til netmaskerne. Det lykkedes dog ikke, og derfor førte AaB 2-1 ved pausen.
Seks minutter inde i anden halvleg lykkedes det for FC Fredericia at få udligne, da Christian Gammelgaard endelig fandt nettet og udlignede til 2-2. Dette skete efter en hurtig omstilling, hvor FC Fredericia udnyttede et øjeblik af ubalance i AaB’s forsvar. Gammelgaard modtog bolden på kanten af straffesparkfeltet, trak ind i banen og afsluttede med et lavt skud med venstre fod.
Dette mål var resultatet af Gammelgaards vedholdenhed og skarphed foran mål, og det kom på et kritisk tidspunkt, hvor FC Fredericia havde brug for at genetablere sig selv i kampen. Udligningen gav ny energi til holdet og deres tilhængere, og satte igen kampen helt åben. Med scoringen til 2-2 var alt igen muligt, og spændingen i kampen var intakt, hvilket lovede godt for resten af opgøret.
AaB genetablerede deres føring i det 68. minut med en scoring til 3-2, takket være et frispark nær FC Fredericias målfelt. Bolden blev præcist leveret ind i feltet, hvor Lars Kramer fandt plads til at udfordre sin direkte modstander, Mikkel Fischer. Kramer, med sin fysiske tilstedeværelse og timing, vandt duellen og headede bolden forbi Mattias Lamhauge i FC Fredericias mål. Lamhauge så ikke alt for heldig ud på Kramers hovedstød, hvilket blot tilføjede til den frustration, FC Fredericia måtte føle efter at have kæmpet sig tilbage til en udligning tidligere i kampen. AaBs evne til at udnytte standardsituationer havde igen vist sig at være en nøglefaktor, og med denne seneste scoring var presset nu tilbage på FC Fredericia for at finde endnu en vej tilbage i en stadig mere dramatisk og intens kamp.
Det duftede af en AaB-sejr, men med fire minutter tilbage af opgøret fik FC Fredericia en gylden mulighed, da der opstod der en kontroversiel situation, som gav FC Fredericia en mulighed for at komme tilbage i kampen. AaB’s målmand, Rody De Boer, blev dømt for at have holdt bolden i hænderne for længe, hvilket resulterede i et indirekte frispark til FC Fredericia tæt på AaB’s mål.
FC Fredericia forsøgte at udnytte denne med en frisparkssekvens, hvor Emilio Simonsen spillede hurtigt bolden til Adam Jakobsen, der tog chancen og skød mod mål i håbet om at udligne. Jakobsens skud ramte dog en af AaB’s spillere i muren, og chancen for at score gik tabt. Få minutter senere fik FC Fredericia endnu en chance for at udligne, da de blev tildelt et frispark ude i venstre side. Simon Bækgård, der var kommet ind fra bænken, besluttede sig for at tage en chance og skød direkte mod mål fra en position, hvor de fleste havde forventet et indlæg. Hans skud skabte overraskelse og resulterede i en farlig situation for AaB, da målmand Rody de Boer ikke kunne holde fast i bolden og gav en returbold, men ind gik bolden ikke.
Derfor endte FC Fredericia med at tabe kampen 3-2, og har nu 12 point op til AaB, som i hvert fald for en stund, kravler forbi Sønderjyske på førstepladsen. Næste gang FC Fredericia skal i kamp er den 9. marts på udebane mod Næstved.
Bygningen Gothersgade 20b i Fredericia blev i november 2023 solgt til erhvervsmanden Bent Jensen, men nu anbefales handlen annulleret, fordi udbudsmaterialet ikke var fyldestgørende. En aktindsigt viser dog, at ledende medarbejdere vidste, at bygningen var ubrugelig, Arbejdstilsynet havde udstedt et påbud, og brandveje var ikke sikre.
Det var en glad Bent Jensen, der i november underskrev på en købsaftale med Fredericia Kommune. Jensen havde planerne klar for bygningen.
– Der er behov for gode erhvervslejemål, og jeg kan se en mulighed i ejendommen. Hvis man kigger på den gamle Føtex-bygning, var den også et øjebæ tidligere, men det er den ikke mere, sagde Bent Jensen til AVISEN ved købet og oplyste formålet:
– De lejemål, der er nu, vil forblive som de er, medmindre dem, der har lejet sig ind, ønsker noget andet. Kommunen kommer til at flytte fra 1. salen, og så vil den blive renoveret, og der vil blive mulighed for liberale erhverv som klinikker og kontorer.
Gothersgade 20b som den fremstår i dag. Foto: AVISEN
De liberale formål, som Bent Jensen havde i tankerne, bliver nu formentlig ikke til noget. Handlen indstilles nu til at gå tilbage, da bygningen ikke har været udbudt på rette grundlag. Det oplyser René Olesen, der er direktør for vækst, teknik og klima, til AVISEN.
– Vores jurister har vurderet salget, og det viser sig, at udbudsmaterialet ikke har været grundigt nok. Blandt andet på baggrund af det aktindsigtsmateriale, I også er i besiddelse af på AVISEN. Derfor kommer sagen nu på næste møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget, hvor det indstilles, at salget går tilbage. Derefter skal det godkendes i Byrådet, siger René Olesen.
I aktindsigten, som AVISEN er i besiddelse af, er der en lang række forhold, som viser, at øveretagerne, hvor der ikke er butikker, er ubrugelige. I mails fremgår det, at Arbejdstilsynet gav Fredericia Kommune et påbud den 3. maj i forbindelse med et tilsynsbesøg. Det skete grundet luftkvaliteten i Familie og Børnesundhed. Derudover viser aktindsigten også, at ledende medarbejdere i Fredericia Kommune kendte til tilstanden af bygningen, men dette gik ifølge aktindsigten hverken videre til ejendomsmægler eller køber.
– I skal senest den 22. september 2023 give os besked om, hvordan I har efterkommet påbuddet. Inden I giver os besked, skal I orientere arbejdsmiljøorganisationen om, hvordan påbuddet er efterkommet. Det fremgår af påbuddet, hvordan I skal give os besked, lyder det blandt andet i afgørelsen fra Arbejdstilsynet.
AVISEN har forholdt René Olesen, om Fredericia Kommune havde taget sagen fra Arbejdstilsynet i betragtning, da den kom frem.
– Fredericia Kommune har som led i byrådets ønske om at reducere i ejendomsmassen og anvende vores eksisterende ejendomme bedst muligt. Som led heri godkendte byrådet i april 2023 frasalget af ejendommen Gothersgade 20B, da der var mulighed for at placere medarbejderne på en anden egnet lokation. Sagen fra Arbejdstilsynet har ikke indgået i beslutningen, lyder svaret fra Olesen.
Sådan ser loftet ud i aktindsigten. Foto: AVISEN
Mere kritisk end først antaget
Allerede tilbage i 2021 var der dog en sag omkring bygningen. En bygningskonstruktør i Fredericia Kommune, kom med en række overslag på renoveringer. I mailen står der blandt andet:
– Vedr. besigtigelse af klimaskærmen ved Gothersgade 20B, er der konstateret en række uhensigtsmæssigheder, som er mere kritiske end tidligere antaget.
– Udadtil syner vinduer samt glasfacade i ok stand, men problemerne ligger i inddækningerne omkring disse og hele opbygningen bag den ydre facade, som er i kraftig forfald. Inddækninger er tidligere og jævnligt forsøgt udbedret, men årets gang med varme/kulde påvirkning gør, at inddækningsprofilet trækker sig fra hinanden, og konsekvensen af dette ses tydeligt mange steder indvendigt i bygningen. Her er træopbygningen, som bærer vinduer og facade, rådnet op og nærmest helt formuldnet. De værste steder er vinduesfastgørelsen helt rustet over, hvilket resulterer i, at mange af vinduerne har sat sig og ikke kan åbnes. Dette i sig selv er rimelig kritisk, da vinduerne skal kunne fungere som redningsåbninger i tilfælde af brand. Anbefalingen er, at man skifter både øst- og vestfacaden inden for en meget nær fremtid, og hvis ikke dette er muligt, bør man overveje, om det stadig er forsvarligt at have kontorarbejdspladser på 1. og 2. sal.
– Derudover er taget renoveringsparat, hvilket loftpladerne indvendigt tydeligt bærer præg af. Anbefalingen er, at man får renoveret samt efterisoleret taget i samme ombæring med en evt. udskiftning af facaden.
– Desuden er bygningens ventilationsanlæg stået af samt er ikke fungerende og bør ligeledes skiftes.
I alt vurderer bygningskonstruktør Jannick Østengaard Larsen, at der er tale om renoveringer for 22.200.000 kroner.
– Fredericia Kommune har alene undersøgt mulighederne for at renovere bygningen, og på baggrund af overslag på udgifterne hertil anbefalede forvaltningen, at ejendommen i stedet blev frasolgt, siger René Olesen.
Selve butiksdelen i Gothersgade 20b fejler ikke noget, men det gør de øverste etager. Foto: AVISEN
Brandveje var ubrugelige
I en anden mail, fra den 24. februar 2022, oplyste Jannick Østengaard Larsen, at vinduer var rustet og sat sig således, at de ikke kunne åbnes.
– Dette i sig selv er rimelig kritisk, da vinduerne skal kunne fungere som redningsåbninger i tilfælde af brand. Anbefalingen er, at man skifter både øst- og vestfacaden inden for en meget nær fremtid, og hvis ikke dette er muligt, bør man overveje, om det stadig er forsvarligt at have kontorarbejdspladser på 1. og 2. sal.
Jannick Østengaards Larsens konklusion blev, at der er manglende flugtsvejsmuligheder.
– Derudover er der hele indretningen af bygningen, der ikke er tidssvarende, og som ikke opfylder de nuværende brugeres behov. Her snakker man etablering af nye mødefaciliteter, kantineforhold, manglende flugtsvejsmuligheder, lydisolering af lokalerne da der er mange personfølsomme samtaler, nye overflader gulv og loft samt ny indretning af de 2 etager, oplyste Jannick Østengaards Larsen i et prisoverslag.
Nu ender hele salget med bygningen Gothersgade 20b, hvis Økonomi- og Erhvervsudvalget og byrådet godkender det, med at gå i udbud igen.
Region Syddanmark er i mål med udvidelsen af konsultationssteder i lægevagten. Siden sommeren 2023 har regionen udvidet lægevagten med yderligere otte steder, så borgere nu kan få lægehjælp om aftenen og i weekenderne 19 forskellige steder i Region Syddanmark.
Når borgere i Region Syddanmark fremover har brug for at blive tilset af lægevagten, skal de ikke køre langt. I stedet sikrer i alt 19 konsultationssteder fordelt over hele regionen borgerne et lokalt lægevagtstilbud.
Til stor glæde for formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen Pernelle Jensen (V):
– Det betyder meget, at man ikke skal bruge lang tid på transport for at blive tilset af lægevagten, når man har det dårligt og har brug for lægehjælp. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu er i mål med udvidelsen og kan tilbyde borgerne et trygt og lokalt lægevagttilbud, uanset hvor i regionen de bor.
Lægevagten kommer tættere på borgerne
Udvidelsen af konsultationsstederne er en del af lægevagtsaftalen, som Region Syddanmark indgik med PLO-Syddanmark i januar 2023, fortæller Pernelle Jensen:
– Med 19 konsultationssteder bringer vi lægevagten tættere på syddanskerne, som der har været et stort ønske om fra både politikere og borgere. Derfor håber jeg, at borgerne vil tage godt imod tilbuddet.
Lægevagten har løbende åbnet flere konsultationssteder, og i februar åbnede de sidste konsultationssteder i Fredericia og Haderslev.
Dermed er der nu mulighed for at blive tilset af lægevagten i Odense, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Vejle, Sønderborg, Svendborg, Faaborg, Assens, Nyborg, Middelfart, Fredericia, Haderslev, Varde, Brørup, Rudkøbing, Grindsted, Tønder og Ærø.
Konsultationsstederne vil have åbent i en periode i løbet af vagten, hvor man kan blive tilset af lægevagten. Derudover er det også muligt at få en tid lidt længere væk. I nattetimerne mellem kl. 23.00 og 08.00 vil det fortsat være muligt at blive tilset af lægevagten på konsultationsstederne på akutmodtagelserne i Odense, Kolding, Aabenraa og Esbjerg.
Ny moderne lægevagt
Åbningen af yderligere konsultationssteder er en del af moderniseringen af lægevagten, som blev vedtaget med den nye lægevagtsaftale i januar 2023. Aftalen skal sikre en moderne lægevagt, hvor lægevagtens ressourcer bliver brugt bedst muligt. Som led i aftalen får vagtlægen hjælp af andet sundhedsfagligt personale på konsultationsstederne, som kan bidrage til at hjælpe patienterne og understøtte en effektiv afvikling af konsultationerne.
Som en del af aftalen overtog Region Syddanmark 31. januar 2024 driften af lægevagten i nattetimerne kl. 23-08. PLO-Syddanmark dækker fortsat lægevagten kl. 16-23.
Derudover lancerede Region Syddanmark i 2023 en ny akutknap-funktion, som gør det muligt for borgere at trykke sig frem i lægevagtens telefonkø, når de vurderer, at deres henvendelse ikke kan vente. Sammen med akutknappen har Region Syddanmark også indført en callback-funktion, som giver borgere i telefonkøen mulighed for at blive ringet op, når deres tur i køen til lægevagten nærmer sig.
Lægevagten er forbeholdt patienter med akut opstået eller forværret sygdom, som ikke kan vente, indtil egen læge åbner.
Regeringens ekspertgruppe om tech-giganter har i dag præsenteret sine anbefalinger til, hvilke rammer der bør være for tech-giganters udvikling og anvendelse af kunstig intelligens.
Udviklingen og anvendelsen af kunstig intelligens er de seneste år accelereret betydeligt, og potentialerne ved teknologien er enorme. Det gælder bl.a. i forhold til at skabe økonomisk vækst, levere bedre velfærd og offentlig service og løse samfundsudfordringer som den grønne omstilling og mangel på arbejdskraft.
Det er potentialer, som regeringen ønsker at udnytte og realisere, så kunstig intelligens kan bidrage positivt til samfundet og dansk velfærd og økonomi.
Samtidig er det vigtigt at få sat de rette rammer for tech-giganternes brug og udvikling af kunstig intelligens, som kan håndtere de udfordringer, teknologien fører med sig. For kunstig intelligens kan også bruges til at skabe og sprede falsk og vildledende indhold og til at manipulere og fastholde brugerne – særligt børn og unge.
Derfor har regeringens ekspertgruppe om tech-giganter i dag præsenteret en række anbefalinger til at give kunstig intelligens den plads i samfundet, som gør det muligt at udnytte de gode muligheder og samtidig begrænse skadevirkningerne.
Erhvervsminister Morten Bødskov: – Tech-giganterne skal sikre, at kunstig intelligens ikke bruges til at sprede misinformation og til at udnytte børn og unge. Samtidig giver kunstig intelligens store muligheder for vores samfund. I erhvervslivet, den offentlige sektor og i vores hverdag har kunstig intelligens stor betydning. Vi skal udnytte potentialerne. Danmark skal helt i front af udviklingen, så vi får del i den vækst og de job, udviklingen af kunstig intelligens nu skaber.
Digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre: – Vi skal blive ved med at gribe gevinsterne ved kunstig intelligens. For på den måde kan vi som samfund blive rigere, grønnere og sikre mere borgernær velfærd. Vi skal bruge kunstig intelligens både ambitiøst og ansvarligt. Derfor er jeg glad for, at ekspertgruppen nu er kommet med nogle anbefalinger, så vi kan få sat de rette rammer for tech-giganternes brug af kunstig intelligens. Eksempelvis ved at skærpe tech-giganternes ansvar for misinformation fra deepfakes på sociale medier. Det er afgørende, at vi sikrer det enkeltes menneskes frihed til at træffe oplyste valg, og det kræver at tech-giganterne tager ansvar for vildledning og misinformation på deres platforme.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt: – Kunstig intelligens har potentialet til at forandre og forbedre vores verden. Det kræver dog, at vi bruger kunstig intelligens på den rigtige måde, og samtidig beskytter vores børn mod de risici, der desværre også er involveret, når kunstig intelligens slippes løs på de sociale medier. Det er regeringens opgave at sikre, at Danmark er det land i verden, der er bedst til at udnytte potentialerne og samtidig beskytte vores børn.
Formand for ekspertgruppen, professor Mikkel Flyverbom: “Kunstig intelligens er blevet tilgængelig og udbredt på måder, som kræver at vi som samfund reagerer handlekraftigt, nuanceret og ansvarligt. Det er især vigtigt at skabe en bedre balance mellem de kommercielle, teknologiske kræfter, der udruller kunstig intelligens i høj fart og uden fokus på rettigheder og beskyttelse, og de værdier og hensyn, der karakteriser vores samfund. Derfor må vi sætte nogle vigtige hegnspæle, som kan begrænse det værste og skabe plads til det bedste ved kunstig intelligens. Det er ekspertgruppens ambition med disse anbefalinger.”
I en aften fyldt med nervepirrende håndboldaktion var det Royal Stage i Hillerød, der dannede rammen om en vital bundkamp i den danske herreliga. Nordsjælland Håndbold og KIF Kolding stod overfor hinanden i en kamp, hvor begge mandskaber desperat jagtede point for at forbedre deres chancer for at undgå den direkte nedrykning.
Inden opgøret lå både Nordsjælland og KIF Kolding to point foran Lemvig-Thyborøn Håndbold i tabellen. Med kun tre spillerunder tilbage af sæsonen, stod det klart, at en sejr i denne kamp ville være afgørende for at skabe et pusterum til den direkte nedrykningsplads.
Kampen levede op til forventningerne med spænding fra start til slut. I første halvleg formåede Nordsjælland at tage en smal føring, hvor stillingen ved pausen var 16-15. Det var et tæt opgør, hvor begge hold havde chancer for at trække fra, men ingen af dem formåede at sætte sig markant på spillet.
Den egentlige dramatik udfoldede sig i kampens slutminutter. Efter en intens og jævnbyrdig anden halvleg stod det 33-33 med få sekunder tilbage af kampen. Alt tydede på, at KIF Kolding kunne løbe med sejren, da de havde bolden i den afgørende angrebsaktion. Men i sidste sekund brændte KIF Koldings Magnus Petersen på et afgørende skud, og kampen endte uafgjort.
Resultatet efterlader begge hold i en yderst prekær situation i bunden af tabellen. Med kun tre kampe tilbage af sæsonen er kampen for at undgå nedrykning intensiveret. Dette uafgjorte resultat betyder, at begge hold ligger tre point foran Lemvig-Thyborøn Håndbold, og alt kan ske i de sidste runder.
Danmarks Meteorologiske Institut bringer gode nyheder for dem, der længes efter foråret. De kommende dage ser ud til at bringe et behageligt mix af solskin og spredte skyer, med kun sporadiske nedbørsmængder. En lun luftstrøm, der bevæger sig op over landet fra sydlige retninger, lover godt for temperaturerne, især når solen kigger frem.
Det forventes, at de højeste temperaturer vil indfinde sig om eftermiddagen. På dette tidspunkt har solen haft lejlighed til at opvarme jorden, som igen opvarmer luften omkring os. Dette naturlige fænomen sikrer en stigning i dagtemperaturerne, selvom de kystnære områder med pålandsvind måske ikke vil opleve det samme niveau af varme. Grundet det stadig kolde havvand vil disse områder ikke nyde godt af de lune luftstrømme. Derimod, længere inde i landet, kan man forvente temperaturer i de to cifre, hvilket tyder på rigtige forårstemperaturer, især i solrige, læfyldte kroge.
Foråret signaleres ikke kun af stigende temperaturer, men også af naturens egne indikatorer. Fuglene har allerede bemærket årstidens skifte og har indledt deres livlige forårssang. Dette skønne naturspil vækker håb om, at vinteren måske endelig har trukket sig tilbage. Dog, med den kolde vinterluft stadig liggende tæt på, er det for tidligt at erklære vinteren for overstået. En pludselig omskiftning til nordøstenvind kan nemt sætte forårets fremmarch på pause.
Alligevel, med de nuværende vejrudsikter, ser det ud til, at foråret igen vil få mulighed for at gøre sit indtog i Danmark.