DMI: Let regn tirsdag

0

Danmark står over for en dag med skiftende vejrforhold, idet en front med let regn bevæger sig ind over landet fra vest. Dette vejrskifte vil i løbet af natten give plads til udbredt dis og tåge, forvandlende landskabet til et tåget spejlbillede af sig selv.

Disse vejrforhold skyldes en strøm af mild og fugtig luft, der bevæger sig op over Danmark fra syd og sydvest. Når denne luft rammer den relativt kolde danske landoverflade og det koldere havvand, opstår der en markant afkøling, der fører til dannelsen af dis og tåge.

Dis og tåge er resultatet af, at luftens vanddamp kondenserer til mikroskopiske vanddråber, så små, at de bliver svævende i luften. Dette fænomen reducerer signifikant sigtbarheden og påvirker alt fra trafiksikkerhed til dagligdagens rutiner. Det er værd at notere, at forskellen på dis og tåge primært ligger i graden af sigtbarhedsreduktion, hvor tåge begrænser sigtbarheden til under 1000 meter, mens dis er mindre tæt.

Denne specifikke type tåge, kendt som advektionståge, opstår når fugtig luft strømmer henover koldere overflader. Dette vejrfænomen er ikke kun begrænset til landjorden; over havet er det ofte sværere for tågen at lette, da solens varmende effekt er mindre effektiv her.

DMI forudsiger dog, at solens stråler gennem onsdagen vil bidrage til at opløse noget af tågen over land, takket være en temperaturstigning, der fremmer fordampningen af de små vanddråber. Dette vil muligvis bringe et kortvarigt pusterum i en ellers tåget start på dagen.

DMI: Kølig start på ugen

0

Danmark står over for en række vejrmæssige forandringer i den kommende uge, idet landet skifter fra en periode med køligt og tørt vejr til mere ustadige og blæsende forhold.

I begyndelsen af ugen er Danmark påvirket af kølig, tør og stabil luft, som strømmer ind over landet fra østlige retninger. Dette medfører et par dage med overvejende tørt vejr, selvom det i perioder vil være ret skyet. Specielt mandag morgen og igen natten til tirsdag, kan temperaturen i visse dele af landet falde til under frysepunktet. Dette markerer imidlertid slutningen på nattefrosten for en stund, med dagtemperaturer, der holder sig på den kølige side, mellem 3 og 7 grader Celsius.

Vejret begynder at tage en vending tirsdag aften og natten til onsdag, hvor en svag varmfront bevæger sig op over Danmark fra sydvest. Dette fører til, at lunere luft strømmer op over landet fra syd, hvilket resulterer i to-cifrede temperaturer onsdag. Dagen vil dog også byde på en del skydække og stedvis regn, som den lunere luft gør sit indtog.

Mod slutningen af ugen, specifikt torsdag aften og natten til fredag, forventes en koldfront at passere landet fra nordvest. Denne front vil bringe udbredt regn med sig, og vejret ser ud til at blive ustadigt og blæsende frem mod weekenden.

SF revser regeringen for at droppe analyse, der skal give børn bedre normeringer

0

SVM-regeringen har netop meddelt, at den ikke vil gå videre med beregningerne af personale på institutionsniveau i daginstitutionerne. Det er de facto at droppe udvidelsen af minimumsnormeringer, siger SF’s gruppeformand Karina Lorentzen. 

– Hvor er det nedslående, at børnene nedprioriteres. Vi får skattelettelser for 10 mia. kroner og regeringen fjerner Store Bededag, så vi skal arbejde mere. Jeg tror ikke på, det er det, folk gerne vil. De vil have ordentlige forhold for deres børn i institutionerne, men ved at droppe viden om normeringerne, så kan regeringen altid henvise til deres egen uvidenhed, fordi ministeriet ikke kan regne på det. Det er ærgerligt for børnene, som ikke kommer til at se forbedringer i deres hverdag, forklarer hun. 

– Børnene parkeres på perronen. Regeringen har penge, men den vælger at bruge dem på skæve skattelettelser. Det er synd for børnene. 

Oplysningen kommer nederst i et brev fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye om regelforenklinger på dagtilbudsområdet.

– Regeringen kalder det frisættelse. Jeg kalder det for frisættelse fra at investere i børnene. Det er svinsk at kræve, vi skal lægge flere timer, mens vores børn er i utilstrækkelige rammer, mener Karina Lorentzen.

Tilbage i juni 2023 valgte SVM-regeringen ellers at videreføre ’Øget gennemsigtighed på institutionsniveau’ fra de oprindelige aftale om minimumsnormeringer fra 2020. Men det dropper man altså alligevel. SF indkalder derfor i samråd.

Karina Lorentzen oplyser, at hun kræver svar på følgende fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (A):

Ministeren bedes uddybe, om regeringens regelforenkling ved at droppe kravet om at opgøre minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet, der kommer på bagkant af KL’s forslag, er til gavn for børnene – eller om det i virkeligheden mere er et forsøg på at spare end frisætte?

Ministeren bedes tage stilling til, om han mener, at det er god skik først at løbe fra den oprindelige aftale, der omhandlede drøftelse af minimumsnormeringer på institutionsniveau, og hernæst ikke ville understøtte viden på området med data. Til trods for at regeringen i juni 2023 besluttede at videreføre den del af den oprindelige aftale, som vedrørte gennemsigtighed på institutionsniveau, herunder ift. normeringer?

Hvordan forholder ministeren sig til, at der er kommuner med en meget skæv fordeling af personale i institutionerne, fordi støttepersonale til børn med særlige behov indgår i kommunegennemsnittet for normeringerne?

Bageri genåbner på mandag

0
P.A. Andersen & Sønner er også åbnet i Erritsø og Skærbæk.

P.A. Brød genåbner i alle deres bagerier på mandag, efter der tidligere på ugen var mistanke om besøg af mus i kædens centralbageri i Vejle.

P.A. Brød har siden udmeldingen torsdag holdt lukket, men nu er de kommet med en udmelding, der betyder, at de åbner op igen på mandag.

Det betyder, at bageriet, som blandt andet har en butik i SuperBrugsen Erritsø, Børkop, foruden i Vejle, igen kan forsyne kunderne, der ikke har kunnet købe bageriets brød siden onsdag.

– Efter omhyggelige inspektioner er vi nu klar til at byde jer alle velkommen tilbage i vores butikker. Vi har arbejdet sammen om at genoprette den høje standard, som I kender og stoler på, og vi er mere end klar til at fortsætte med at levere de lækreste brød og kager, som I elsker, oplyser bageriet.

I forbindelse med, at bageriet åbner op igen, vil der være halv pris på tre udvalgte produkter. Det fremgår dog ikke, hvilke, af meddelelsen fra P.A. Brød.

54.279 har søgt optagelse på en uddannelse i kvote 2

0

Antallet af ansøgere til en videregående uddannelse i kvote 2 er steget med 4 procent i forhold til sidste år. Søgningen til de store professionsuddannelser til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver er igen i år faldende eller stagnerende, og det vækker bekymring hos minister.

I dag klokken 12.00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse i kvote 2. I år har 54.279 søgt ind. Dermed stiger antallet af ansøgere i forhold til sidste år med 4 procent. Stigningen er især båret af, at flere har søgt mod bacheloruddannelserne på universiteterne.

Blandt de fire store professionsuddannelser på velfærdsområdet er der en mindre stigning på uddannelsen til sygeplejerske, mens antallet af ansøgere til pædagog, socialrådgiver og lærer udviser mindre fald i forhold til sidste års kvote 2-søgning.

Søgningen til STEM-uddannelser, som for eksempel dækker over ingeniør-, it- og matematiske uddannelser, er gået frem. I forhold til sidste års kvote 2-søgning har 12 procent flere valgt at søge en uddannelse inden for STEM. 

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

– Det glæder mig at se, at så mange søger ind på en videregående uddannelse, men jeg er naturligvis bekymret over, at søgningen til især pædagog og socialrådgiver fortsætter faldet, og at søgningen til sygeplejerske og lærer ikke for alvor rykker sig fra tidligere års lave niveau. Det kalder på handling, og det er en udvikling, vi skal have vendt. Til gengæld synes jeg, at der er grund til at glæde sig over, at flere har valgt at søge en uddannelse inden for STEM-området, og at flere internationale ansøgere har valgt at søge mod Danmark, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Fakta

  • Antal ansøgere dækker over antal 1. prioritetsansøgere. Det betyder, at de kun medregnes på det udbud, de har søgt som 1. prioritet.
  • Kvote 2-ansøgere vurderes på andet end karaktergennemsnittet fra en gymnasial uddannelse alene. Uddannelsesinstitutionerne tildeler pladserne efter konkret vurdering af ansøgeren og ud fra forskellige udvælgelseskriterier, der varierer fra uddannelse til uddannelse.
  • Ansøgere uden et dansk gymnasialt karaktergennemsnit skal også søge inden kvote 2-fristen.
  • Det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser bliver offentliggjort 5. juli 2024, hvor der er frist for at søge om optagelse i kvote 1, hvor ansøgere kun vurderes på karaktergennemsnit.
  • Alle ansøgere i både kvote 1 og kvote 2 får svar på deres ansøgning den 26. juli.

Medie: FC Fredericia laver nyt rekordsalg

0

FC Fredericia er ifølge det svenske medie Expressen i gang med at lave et rekordsalg, da klubbens topscorer, Adam Jakobsen, er på vej væk.

Det er Allsvenskan-klubben Brommapojkarna, der igen har rettet sigtekornet mod Fredericia, som de har gjort to gange inden for det seneste års tid.

Først var det Alexander Jensen, som de købte i sidste års vintervindue, og tilbage i januar var det Frederik Christensen. Nu er yderligere en handel på vej til at gå igennem mellem parterne.

Det drejer sig om Adam Jakobsen, der kom til FC Fredericia i sommeren 2022. Efter en tung start har han slået sit navn fast og er pt. klubbens topscorer i denne sæson med syv mål. Men Adam Jakobsen kommer efter alt at dømme ikke til at score flere mål for FC Fredericia.

Ifølge Expressen har Brommapojkarna fundet den store pengepung frem, da de ifølge mediet sender et rekordstort beløb i FC Fredericias retning. Tilbage i januar solgte FC Fredericia Tobias Bach til AGF i en rekordhandel til omkring to millioner kroner, og det beløb, som Brommapojkarna nu har fundet frem, må dermed være større end det.

Dermed tyder det ikke på, at Adam Jakobsen kommer i aktion for FC Fredericia, når de lørdag spiller sæsonens sidste kamp i grundspillet mod HB Køge.

MobilePay ramt af nedbrud

0
(Foto: Claus Sjödin )

Betalingsapplikationen MobilePay er i øjeblikket nede.

Når man forsøger at åbne app’en står der:

– MobilePay fungerer desværre ikke lige nu. Vi arbejder på at løse problemerne så hurtigt vi kan.

Solid start på 2024 med stor vækst i togrejser

0

DSB er kommet godt fra start i 2024, og de første to måneder af 2024 har budt på en markant vækst i antallet af togrejser.

I januar og februar var der 26,9 mio. rejser. Det er hele 7 procent flere end samme periode i 2023.

– Vi oplever lige nu stor vækst i både regionaltrafikken, rejser over Storebælt og i S-tog. Det er positivt, at flere kunder vælger toget, og vi forventer, at tendensen fortsætter i 2024, fortæller Kommerciel direktør i DSB, Jens Visholm.

Dermed fortsætter kundevæksten fra sidste år ind i 2024. I 2023 havde DSB i alt 162 mio. rejser, hvilket er 9 procent flere end i 2022, når der korrigeres for afgivet trafik. Især de københavnske S-tog trækker nye rejsende til, så antallet af rejser med S-tog er indtil videre steget med 1,4 mio. i 2024.

Tronskiftet søndag den 14. januar var historisk, på dagen havde S-togene over 240.000 rejsende, hvilket er op mod 90.000 flere rejser end en normal søndag. Men også uden tronskiftet har S-togene kørt med markant flere rejsende end sidste år.

Samtidig kører S-toget fortsat med en utrolig høj kundepunktlighed, der i 2024 indtil videre ligger pænt over 96 procent. Punktlighed måles på andelen af kunder, som ankommer inden for 2:59 minutter efter planlagt ankomst.

I Fjern- og Regionaltogstrafikken ligger punktligheden indtil videre over målet på 75 procent. Det selvom januar var påvirket af snestormen efter nytår. I februar lå den på 81,3 procent.

I disse år er punktligheden på Fjern- og Regionaltog i perioder præget af det omfattende arbejde på jernbanenettet i Danmark med elektrificering, implementering af nyt signalsystem og fornyelse af skinner rundt omkring i landet.

– Vi er overordnet set kommet godt i gang med året, og efter lidt udfordringer med vejret i starten af året, så ligger vi samlet set pænt over målet for Fjern- og Regionaltog samlet set. Når vi ser på S-tog, så er det ganske enkelt helt i særklasse, når man sammenligner med lignende bybaner i verden, fortæller Jens Visholm.

Regeringen klar til at fremrykke investeringer i forsvar og sikkerhed

0

Regeringen lægger op til at løfte forsvarsudgifterne med samlet 40,5 mia. kroner i 2024-2028. Det markante løft skal muliggøre fremrykning af investeringer i militære kapaciteter, en styrket værnepligt og sikre yderligere militær støtte til Ukraine.

Opbygning af Hærens 1. Brigade, anskaffelse af jordbaserede luftforsvarssystemer, færdiggørelse af opbygningen af en anti-ubådskapacitet samt fremrykning af anskaffelsen af kampafgørende ammunition. Det er nogle af de tiltag, som regeringen foreslår, at der nu findes penge til at fremrykke.

– Den sikkerhedspolitiske situation har udviklet sig til det værre, siden vi indgik aftalen om et nyt forsvarsforlig i juni 2023. Rusland forbereder sig på langvarig krig, og udviser en fortsat aggressiv adfærd, der inden for få år vil kunne udgøre en potentiel trussel mod NATO-lande. Derfor skal vi fremrykke investeringerne i en række slagkraftige og efterspurgte militære kapaciteter, så vi hurtigst muligt kan bidrage med dem som en del af NATO’s samlede forsvar, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

– Rusland fortsætter deres ulovlige krig i Ukraine, mens de er i fuld gang med at opbygge deres militære kapaciteter. Der er ingen tvivl om, at Rusland håber på at kunne diktere Europas grænser med magt. Det bedste, vi kan gøre for at afskrække deres aggressive fremfærd, er at fortsætte vores militære støtte til Ukraine og accelerere opbygningen af et stærkere forsvar i Europa. Det sender et vigtigt signal til Kreml og til vores allierede i NATO, at Danmark løfter vores del af ansvaret og kommer med en række store investeringer i Forsvaret, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen vil løfte forsvarsudgifterne med 40,5 mia. kr. i 2024-2028. Desuden vil regeringen gennemføre omprioriteringer og effektiviseringer inden for Forsvarsministeriets koncern, der skal frigøre 14,3 mia. kr. i 2026-2033 til nye prioriteter på forsvarsområdet. Samlet vil regeringen dermed kunne prioritere 54,8 mia. kr. til at forbedre dansk forsvar og sikkerhed samt den militære støtte til Ukraine i 2024-2033.

Med regeringens oplæg forøges den militære ramme i Ukrainefonden med 4,4 mia. kr. i 2024. Regeringen vil fremrykke investeringer inden for en række områder, der skal sikre opbygningen af Forsvarets operative evne samt en styrket værnepligt for samlet ca. 79 mia. kr. over forligsperioden.

Hærens 1. Brigade

Der lægges op til at opbygge Hærens 1. Brigade til en tung brigade på op til 6.000 soldater, der i tråd med NATO’s ambitioner kan indgå i NATO’s beredskabsstyrker på forhøjet beredskab. En væsentlig del af brigadens kampkraft skal opbygges i de første år og være på plads i 2028.

Hærens lette infanteribataljon

Der lægges op til at udruste Hærens lette infanteribataljon i Haderslev med pansrede køretøjer, så dens fleksible enheder bedre kan løse opgaver i verdens brændpunkter.

Jordbaseret luftforsvar

Der lægges op til at anskaffe både kortrækkende og langtrækkende jordbaserede luftforsvarssystemer, som vil bidrage til at beskytte Danmark mod angreb fra luften.

Anti-ubådskapacitet

Der lægges op til at opbygningen af dansk anti-ubådskapacitet færdiggøres i 2029 samt at fremrykke den planlagte anskaffelse af anti-ubådstorpedoer og sikre integration af torpedoerne med ildledelsessystemet på fregatter af Absalon-klassen. Anti-ubådskapaciteten skal give Forsvaret evne til at opdage, lokalisere og bekæmpe fjendtlige ubåde.

Kampafgørende ammunition

Der lægges op til at fremrykke investeringer i dele af de nærluftforsvarsmissiler, der er finansieret i første delaftale, til 2024. Nærluftforsvarsmissiler til Søværnets skibe vil blandt andet kunne beskytte mod indkomne missiler og fjendtlige droner.

– Det er afgørende, at vi står sammen med vores allierede i NATO og Europa og investerer i et kollektivt forsvar, der kan afskrække Rusland. Det er helt afgørende for dansk sikkerhed i en langvarig konfrontation koblet med den vedvarende militære støtte til Ukraines kamp for frihed, slutter Troels Lund Poulsen.

Rutineret VB’er har fået ophævet kontrakten

0

Azer Busuladzic er fortid i Vejle Boldklub, da han har fået ophævet sin kontrakt.

32-årige Azer Busuladzic kom til Vejle som U17-spiller tilbage i januar 2007. Siden tog han turen op på Vejles førstehold, hvorfra han blev solgt til OB i januar 2014. Det blev til et par sæsoner i det fynske, inden Busuladzic drog til udlandet. Her spillede han flere steder, senest hos Anorthosis, som han tørnede ud for fra januar 2021 frem til sommeren 2022, hvor han skiftede til Vejle Boldklub.

I denne sæson er det dog ikke blevet til meget spilletid for Azer Busuladzic, der har fået 13 Superliga-kampe, men hvor det kun samlet er blevet til 398 spilleminutter. Det svarer til omkring en halv times tid pr. kamp, han er kommet ind i.

Det har Azer Busuladzic nu taget konsekvensen af, da han er blevet enig med Vejle om at ophæve kontrakten, der oprindeligt udløb til sommer.

– Jeg har ikke været tilfreds med spilletiden, og når man er 32 år, skal man sikre sig, at man kan bidrage til holdet på den måde, man synes, er den bedste. Jeg mener, jeg er god nok til at spille. Klubben og jeg har haft en fair og konstruktiv dialog, og begge parter er enige om, at dette her er den rette løsning. Jeg håber og tror på, at Vejle Boldklub overlever i 3F Superligaen, siger Busuladzic.