Stoklund blev ikke minister, han blev ordfører

Det var en stille beslutning, taget i et mødelokale på Christiansborg, men den fortæller alligevel noget om, hvordan magten fordeles, når et parti går fra 11 ministerposter til ni. Da Socialdemokratiet i denne uge samlede sin folketingsgruppe efter dannelsen af den nye regering med SF, Moderaterne og De Radikale, faldt valget af partiets nye politiske ordfører på Rasmus Stoklund.

Mange havde set ham for sig bag en ministerpult. Han kom fra posten som udlændinge- og integrationsminister i den afgående regering, og en mand med hans linje og hans rutine på det politisk mest betændte felt syntes oplagt, da kabalen skulle lægges. Men sådan gik det ikke. Antallet af socialdemokratiske ministre skrumpede, da pladserne skulle deles med tre nye regeringspartnere, og Stoklund endte uden for kredsen ved kabinetsbordet. I stedet fik han en af de tungeste taleposter, partiet råder over.

Som politisk ordfører bliver han den, der dag for dag skal sætte ord på regeringspartiets linje fra Folketingets talerstol. Det er en post, der kræver både overblik og en vis appetit på den åbne konfrontation, og begge dele har han vist, han besidder. Han er født i Fredericia i 1984, uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og kom til politik via fagbevægelsen, hvor han i årene før sit valg til Folketinget i 2019 var erhvervspolitisk chef i Dansk Metal. På Christiansborg har han gjort sig bemærket med en kontant tilgang til udlændingepolitikken, og han har siddet på en lang række ordførerskaber, før turen gik forbi Skatteministeriet og siden Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det er ofte set, at de politiske ordfører i et parti står først i rækken til næste ministerpost.