Specialpædagogisk Støtte (SPS) spiller en afgørende rolle i at hjælpe elever med funktionsnedsættelser gennem deres uddannelse. SPS’ system skal sikre, at alle elever, uanset deres udfordringer, har mulighed for at fuldføre deres uddannelse på lige fod med andre. Men på trods af ordningens vigtige formål oplever uddannelsesinstitutioner udfordringer med det nuværende system, der ofte er præget af tung administration og manglende fleksibilitet. Camilla Grenander Almfort, viceuddannelseschef ved EUC Lillebælt, der arbejder med SPS dagligt, forklarer behovet for en modernisering af SPS for at skabe et mere smidigt og effektivt system, der bedre kan imødekomme de stigende behov.
Hvad er SPS?
Specialpædagogisk Støtte (SPS) er en ordning, der giver elever med forskellige typer af funktionsnedsættelser den nødvendige støtte for at kunne gennemføre deres uddannelse. SPS administreres af Undervisningsministeriet for elever i uddannelsessystemet, mens støtte på arbejdsmarkedet typisk søges gennem kommunen. Men her begynder kompleksiteten:
– Da SPS dækker over mange forskellige typer af funktionsnedsættelser, er der også mange forskellige typer af støtte, der skal søges, forklarer Camilla Grenander Almfort.
Dette kan være overvældende for eleverne, især fordi systemet ofte kræver gentagne ansøgninger og dokumentation, når eleverne skifter institution eller uddannelsesniveau.
Den øgede efterspørgsel og nødvendige løsninger
Ifølge Camillia Almfort har der været en stigende efterspørgsel på SPS, hvilket har skabt yderligere pres på systemet.
– Vi ser, at flere unge i dag får en diagnose, siger hun og bemærker, at dette fænomen ikke kun gør sig gældende på EUC Lillebælt, men også på landsplan.
– For os betyder det, at en stor gruppe af vores elever kommer med en funktionsnedsættelse. Heriblandt er mange ordblinde og mange med psykiske funktionsnedsættelser.
For Camilla Almfort er det dog vigtigt at få pointeret, at problemet ikke ligger i at hjælpe eleverne – det har skolerne altid gjort – men i de ekstra omkostninger og ressourcer, der er nødvendige for at yde kvalitetsstøtte. Hun fortæller blandt andet, at en af de store udfordringer ved det nuværende system er, at støtten ikke følger eleven.
– Det betyder, at støtten ikke følger eleven, når de fx skifter fra grundskolen, hvor de kan have haft en ordblindecomputer, som de skal aflevere og derefter søge om igen, siger hun.
– En oplagt løsning kunne være at knytte støtten til personen og ikke til institutionen, tilføjer hun og giver os et billede på, hvad en person, der har en funktionsnedsættelse skal igennem af ansøgningsprocesser:
– For eksempel har vi mange døve elever, som skal søge om tolkestøtte hver eneste gang, de skifter trin – fra grundskole til ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og arbejdsmarkedet, og det er her, at det ville være meget lettere, hvis støtten fulgte eleven, konkluderer uddannelsesvicechefen.
Vejen frem: Modernisering af SPS
For at imødekomme de stigende behov og udfordringer, som både elever og skoler står overfor, er der en bred enighed om, at SPS har brug for en omfattende modernisering. Moderniseringen skal ikke kun fokusere på at gøre systemet mere effektivt og mindre bureaukratisk, men også på at sikre, at støtten i højere grad tilpasses den enkelte elevs behov og livssituation. Derfor er der nu også fremlagt seks forslag, der skal forbedre systemet, og Camilla Almfort støtter dem klart. En af de mest markante forbedringer, som Camilla Grenander Almfort peger på, blandt disse forslag, er behovet for at man kun behandler sagen én gang.
– Hvis jeg skulle vælge det første skridt blandt de seks forslag, ville det være, at vi kun behandlede sagen én gang, siger hun.
Men hun understreger samtidig, at selvom dette ville være en væsentlig forbedring, er der stadig behov for at sikre, at støtten kan følge eleven gennem hele deres uddannelsesforløb.
– Det ville sikre, at eleverne får den nødvendige hjælp uden afbrydelser, uanset hvor de befinder sig i deres uddannelsesforløb, siger hun om dette.
Hvis støtten kunne følge eleven gennem hele uddannelsesforløbet, ville det nemlig gøre det lettere for eleverne at navigere i overgangene mellem forskellige uddannelsesniveauer, såsom fra grundskole til ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og videre til arbejdsmarkedet. For eksempel ville en elev med ordblindhed ikke skulle søge om en ny ordblindecomputer hver gang, de skifter skole, men ville i stedet kunne beholde den nødvendige hjælpemiddel, uanset hvor de studerer.
En anden vigtig del af moderniseringen er at reducere den tunge administrative byrde, som i dag ofte ligger på både skoler og elever. Camilla Almfort fremhæver, hvordan en mere automatiseret proces kan gøre en stor forskel:
– Ordblinde kan i dag slås op i en test, som ligger elektronisk. Når vi opretter en ansøgning for ordblinde, hentes denne test automatisk, så jeg skal ikke bede om dokumentation og sende den frem og tilbage, fortæller hun.
Men det samme gælder ikke for andre stillet diagnoser i systemet, som for eksempel hos elever med diagnosen ADHD, hvor man i stedet skal oprette en ansøgning, mens der skal indhentes samtykke, hvilket kan forlænge processen, især hvis man ikke lige tjekker e-Boks.
– Hvis det hele kunne ske automatisk, og støtten blev godkendt, fordi eleven allerede er godkendt til støtte, ville det være en rigtig god løsning for mange med funktionsnedsættelser, fortæller Camilla Almfort.
Automatisering af ansøgningsprocessen kunne eksempelvis betyde, at en elev, der allerede er diagnosticeret med en funktionsnedsættelse, ikke skulle gennemgå en ny vurdering hver gang de søger om støtte. For elever med ADHD kunne dette indebære, at deres stillet diagnose automatisk blev integreret i systemet, så de ikke behøver at indsende dokumentation gentagne gange. Dette ville ikke kun spare tid, men også mindske risikoen for fejl og forsinkelser, som ofte opstår i manuelle processer.
Forenkling af ressourcetildelingen
En yderligere forenkling kunne ske ved at ændre måden, hvorpå ressourcer tildeles. I det nuværende system skal skolerne på forhånd estimere, hvor mange timers støtte en elev vil have behov for i løbet af et skoleår, hvilket kan være svært at forudsige præcist.
– Vi får refusion for det antal timer, vi bruger, men i dag skal vi beslutte os for, hvor mange timers støtte en person kommer til at have brug for, inden året starter. Det kræver administration, som kunne undgås, bemærker hun.
Camilla foreslår her, at man i stedet kunne yde støtten efter behov, og derefter modtage refusion for det faktiske forbrug.
– Hvis vi kunne søge støtte for en elev én gang og derefter yde støtten uden at skulle estimere antal timer på forhånd, ville det lette den administrative byrde, siger hun.
Og det ville give skolerne større fleksibilitet til at tilpasse støtten efter elevernes aktuelle behov, snarere end at være bundet af et fast antal timer, der måske ikke passer til den enkelte elevs situation.
En vigtig note i debatten om SPS
Midt i debatten om modernisering af Specialpædagogisk Støtte er det vigtigt at huske, at uanset systemets nuværende mangler, så yder skolerne, herunder EUC Lillebælt, allerede den store indsats, der skal til for at støtte deres elever. Camilla Grenander Almfort understreger dette klart:
– Vi støtter vores elever, som vi altid har gjort, uanset om de har en funktionsnedsættelse eller ej. Vi tilbyder den nødvendige hjælp, så de har de bedste muligheder for at gennemføre deres uddannelse.
Hun påpeger, at skolerne vil fortsætte med at bruge deres ressourcer på at hjælpe eleverne, også selvom det betyder, at de må gå ud over de timer, der er officielt godkendt.
– Vi vil undgå at skabe en negativ historie om, at eleverne ikke kan få hjælp – for de får selvfølgelig hjælp. Men det ville være mere økonomisk bæredygtigt, hvis systemet var mere smidigt, siger hun.
En mere sammenhængende støtte
Moderniseringen af SPS handler i sidste ende om at skabe et system, der er mere sammenhængende og tilgængeligt for de elever, der har brug for det. Ved at fjerne unødvendige administrative barrierer, sikre kontinuitet i støtten og gøre processen mere automatiseret og fleksibel, kan man give eleverne bedre forudsætninger for at gennemføre deres uddannelse med succes. Som Camilla Grenander Almfort konkluderer:
– Det er deres ret, men lige nu kræver det næsten overskud at have underskud.
