MIDDELFART. Røjleskov Kulturhus har sikret fuld finansiering til en omfattende modernisering af det gamle missionshus på Røjleskovvej. Med bevillinger på i alt over 2,3 millioner kroner kan projektet nu sættes i gang efter flere års arbejde med fondsansøgninger.
Moderniseringen omfatter både en gennemgribende renovering af den eksisterende bygning og en ny tilbygning på cirka 80 kvadratmeter. Her bliver der plads til moderne faciliteter som køkken, toiletter og møderum, hvilket vil gøre huset mere funktionelt og åbne det for både daglige brugere og større arrangementer.

Formålet med Røjleskov Kulturhus er at styrke fællesskabet i lokalområdet, og med de nye rammer bliver der skabt bedre betingelser for sociale, kulturelle og frivillige aktiviteter. Den kommende tilbygning betyder, at huset fremover kan rumme omkring 90 personer, næsten en fordobling af den nuværende kapacitet. Dermed bliver det muligt at tiltrække større foredragsholdere og arrangere begivenheder, som hidtil har været uden for rækkevidde.
Projektet er blevet en realitet gennem støtte fra blandt andre Middelfart Kommunes Landdistrikspulje og LUP-pulje, Nykredits Fond, Lokale- og Anlægsfonden, LAG MANK samt Nordea-Fondens Renoveringspulje.
»Det er en fantastisk milepæl for os. Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning, vi har mødt fra både fonde og kommunen. Det viser, at der er stor tro på kulturhusets betydning for området,« siger Marc Melgaard fra Røjleskov Kulturhus, der gennem godt tre år har arbejdet på at rejse finansieringen.
Arbejdet med moderniseringen forventes at gå i gang i løbet af efteråret, og mens byggeriet står på, vil huset fortsat være åbent for visse aktiviteter, hvor det er muligt.
Røjleskov Kulturhus blev etableret i 2017 og overtog året efter det tidligere missionshus. I dag danner det rammen om fællesspisninger, møder, foreningsaktiviteter og forskellige arrangementer, som nu får langt bedre faciliteter at udfolde sig i.