Halvandet år er gået, siden Folketinget med pres fra SF besluttede at indføre et forbud mod bundtrawl i Vejle og Flensborg Fjord – en beslutning, der i praksis betød en nedjustering af et tidligere trawlforbud i Lillebælt. Men ifølge SF’s landdistriktsordfører Karina Lorentzen er der intet sket, og fjordene er stadig udsat for bundtrawling.

– Ikke nok med at det blev mindre ambitiøst i forhold til det, vi aftalte. Men det vi faktisk har aftalt, bliver forhalet, siger Karina Lorentzen og peger på, at muslingefiskeriet fortsætter i Flensborg Fjord, trods aftalen om at stoppe bundtrawl. 

– Hvorfor er man ikke gået i gang med et stop, når det haster? Vi ved, det forværrer iltsvindet, men regeringen sidder bare på deres hænder og ser til. Jeg synes, de taler med to tunger, fortsætter hun.

For Karina Lorentzen står det klart, at regeringen tøver med at handle på et område, der ifølge hende kræver hurtig indsats for at beskytte havmiljøet. Efter en nylig demonstration for et forbud mod bundtrawl ved Augustenborg Fjord, stillede hun ministeren et spørgsmål om bundtrawlingens fremtid, men svaret har ikke overbevist hende. Ministeren oplyser her, at bundtrawl vil blive diskuteret ved de kommende fiskeriforhandlinger, og at målet er at “finde den rette balance”.

Karina Lorentzen er ikke imponeret. 

– Jeg har set forskellige ministre suse op og ned ad Vejle Fjord. Men halvandet år senere er der ikke sket en dyt. Jeg synes ikke, man handler med den hastighed, der skal til, og jeg er bekymret for, om balancen tipper i forhold til erhvervet og ikke havmiljøet, udtrykker hun med bekymring.

I sit svar anerkender minister Jacob Jensen de miljømæssige udfordringer i de danske fjorde, men understreger samtidig fiskeriets betydning. 

– Danmark er en stolt fiskerination, og det skal vi blive ved med at være, udtaler ministeren og tilføjer, at fremtidens erhvervsfiskeri kræver en balance, som sikrer både fiskerierhvervet og beskyttelsen af havmiljøet.

Karina Lorentzen har sendt yderligere spørgsmål til ministeren og gør det klart, at hun forventer handling.