Den nye elforbindelse mellem Danmark og England åbnede den 29. december 2023 med en kapacitet på 800 MW. Energinet indfører nu tiltag som skal sikre, at Viking Link i nogle situationer kan frigive yderligere kapacitet – op mod den fulde kapacitet på 1400 MW i nogle perioder. Dermed sikres endnu mere eksport eller import af grøn strøm over Nordsøen.
Da Viking Link – den nye 765 km lange elforbindelse mellem Danmark og England – blev sat i drift kort før nytår, skete det med begrænsninger. 800 af de i alt 1400 MW, som forbindelsen kan transportere, blev frigivet til eksport og import. Den fulde kapacitet kan endnu ikke frigives, fordi det vestjyske højspændingsnet ikke er udbygget tilstrækkeligt. Det eksisterende elnet risikerer overbelastning, og forbrugerne forsyningssvigt, hvis alle 1400 MW fra start bliver givet helt fri.
Men Energinet implementerer nu, fra søndag den 14. januar 2024, tiltag, som sikrer, at mere kapacitet end de 800 MW kan frigives.
Tiltagene vil sikre, at der kan gives op til 1400 MW i bestemte markeds- og driftssituationer uden at risikere system- og forsyningssikkerheden i Vestdanmark. Det forventes dog ikke, at kapaciteten fast forøges over 800 MW, men at der løbende vil være timer over året, hvor der er mulighed for at frigive mere end 800 MW til elmarkedet.
Mere kapacitet fra 15. januar
Et af tiltagene skal sikre, at ved længerevarende udetid på andre udlandsforbindelser ind og ud af Vestdanmark, vil den kapacitet, så vidt muligt blive frigivet til Viking Link. Allerede fra den 15. januar til den 19. januar 2024 er udlandsforbindelsen mellem Vestdanmark og Holland (COBRA) ude til planlagt revision, hvorfor det giver mulighed for yderligere kapacitet på Viking Link – også op til 1400 MW.
Kapaciteten vil, så vidt muligt, blive givet til day-ahead markedet, men Energinet vil også frigive mere kapacitet i intradaymarkederne tættere på driftsøjeblikket.
– Det er det første tiltag af en række, som vi forventer at implementere for at øge kapaciteten yderligere – det er dog et første skridt, hvorfor aktørerne vil opleve, at en kapacitet over 800 MW vil blive frigivet dag til dag, time for time, og at det vil blive udbudt tættere på driftstimen, siger Klaus Winther, direktør for Systemansvar i Energinet.
Energinet arbejder fortsat med at udvikle yderligere markeds- og driftstiltag, som skal sikre yderligere kapacitet på Viking Link.
Projekter afhængige af hinanden
Da Viking Link-projektet blev besluttet i 2015, skete det samtidig med en beslutning om at lave en ny 400 kV-elforbindelse langs den jyske vestkyst – de to projekter er gensidigt afhængige. Udbygning af 400 kV-nettet langs den jyske vestkyst vil kraftigt forøge kapaciteten i det vestdanske højspændingsnet og dermed muliggøre fuld kapacitet i Viking Link. Vestkystforbindelserne løb dog efterfølgende ind i flere forsinkelser, bl.a. på grund af skærpede krav til miljøgodkendelser.
Første etape – fra den tyske grænse til Endrup – skal efter planen sættes i drift i 1. kvartal 2025.