Fra sæsonen 2028/29 kommer der nye stadionkrav, hvis man skal spille i Superligaen. Man kan ikke længere få dispensation til at spille på et stadion, der ikke opfylder de pågældende krav. Det kan betyde, at FC Fredericia skal finde en løsning på at udvide Monjasa Park.
For år tilbage blev Monjasa Park moderniseret, og der blev bygget en ny tribune til. Det skete, da anlægsloftet blev fjernet under covid-19 og daværende borgmester Jacob Bjerregaard sammen med daværende Venstre-mand, Christian Jørgensen, igangsatte flere store projekter i Fredericia på kultur- og idrætsområdet. Det omfattede blandt andet en markant renovering af Monjasa Park, som fik en opgradering. Det kostede 16 millioner kroner dengang, men nu skal der spædes endnu mere til.
I hvert fald, hvis der FC Fredericia rykker op og klubben skal kunne benytte sig af byens fodboldstadion. Det bekræfter FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, og oplyser, at Divisionsforeningen kommer med en række nye krav, som vil gælde fra sommeren 2028.
– Hvis vi rykker op i Superligaen til den tid, så har man to minimumsmodeller fra Divisionsforeningen. Den ene model er en kapacitet med 10.000 tilskuere eller mere, hvor mindst 80 procent af tilskuerpladserne skal være overdækket. I det tilfælde skal 3.000 af pladserne være siddepladser, siger Pedersen.
Der findes en model til, som vil være godkendt for Superligaholdene, og det er dén, som FC Fredericia hælder til, hvis en opgradering af Monjasa Park bliver aktuel.
– Man vil med en kapacitet på 6.000 tilskuerpladser, dog under 10.000 tilskuerpladser, skulle have overdækket samtlige tilskuerpladser. På et sådant stadion skal der være minimum 4.000 siddepladser, forklarer Stig Pedersen.
Som Monjasa Park er indrettet i dag, vil man ifølge Stig Pedersen kunne indrette de to langsider til at rumme 2.000 siddende tilskuere på begge tribuner.
– Bag begge mål vil vi så skulle have lavet en tribune med overdækning, hvor der vil kunne være 1.000 tilskuere, og på den måde vil vi kunne opfylde kravene, siger Stig Pedersen.
Stig Pedersen slår fast, at han ved, at den slags koster penge. Skulle FC Fredericia gå hen og rykke op fra 2028 og frem, vil det dog være en nødvendighed, hvis der skal spilles Superliga på klubbens eget stadion.
Når reglerne træder i kraft, vil man ikke længere kunne få dispensation, som man har set det med Hvidovre. Den model, man lavede i Hvidovre, vil man kunne køre med frem til 2028, men derefter kan man ikke længere. For os vil det ikke være så godt, hvis vi rykkede op og ikke kunne spille på vores eget stadion, siger Stig Pedersen og slutter:
– Fredericia Kommune har fået en kopi af skrivelsen, som vi har fået, og det skal vi som klub handle på, og vi vil tage en snak med kommunen om, hvad vi har tænkt os.
De nye regler gældende fra sæsonen 2028/29 bliver som følger:
- Alle stadioner i 3F Superliga skal være lukkede.
- Alle fire tribuner skal være helt eller delvist overdækkede.
- Kort afstand fra bane til tilskuerpladser (A-krav).
Stadioner med kapacitet på 10.000 eller flere tilskuere:
- Mindst 80% af tilskuerpladserne skal være overdækkede.
- Minimum 3.000 individuelle siddepladser.
Stadioner med kapacitet mellem 6.000 og 10.000 tilskuere:
- Alle tilskuerpladser skal være overdækkede.
- Minimum 4.000 individuelle siddepladser.