SPORT. Fredericia Håndboldklub er kommet i gang med den nye sæson, og for Mads Kjeldgaard Andersen er det en lettelse at være tilbage i kampens rytme. Forventningerne til klubben er høje efter flere sæsoner med europæiske eventyr og medaljedrømme. Men nederlaget til Bjerringbro-Silkeborg i sæsonens første hjemmekamp har vist, at holdet stadig er i en fase, hvor der skal bygges relationer og findes stabilitet.

»Det er dejligt at komme i gang igen. Opstarten er altid et punkt, man bare lige skal hen over. Der er lidt for meget parat træning og ingen vigtige kampe. Det er dejligt at komme ind i det rolige tempo, som sæsonen giver,« siger Mads Kjeldgaard Andersen.

Han havde dog på forhånd en klar forventning om, at tingene ville tage tid. »Jeg vidste udmærket godt, at vi har skiftet tre vigtige spillere ud, og to af dem ligger i midterforsvaret. Jeg vidste, at Gudmundur ville bruge rigtig meget tid på at prøve at sætte et nyt forsvar op. Det har betydet en masse video, en masse nyheder og et stort fokus på at finde ud af, hvordan vi bedst muligt får stillet et forsvar, der er konkurrencedygtigt. Hvordan det præsterede i den første hjemmekamp, er selvfølgelig noget, vi skal evaluere på.«

Et kollaps som overraskede

Selv om første halvleg mod BSH viste et FHK-hold, der kunne matche en af ligaens store mastodonter, blev anden halvleg et sort kapitel. For Mads Kjeldgaard Andersen var det især sammenbruddets størrelse, der kom bag på ham.

»Jeg synes, vi spiller 25 rigtig gode minutter i starten. Vi har godt styr på dem, og vi fører kampen. Så får vi en stressende start på anden halvleg, og det resulterer i et kæmpe kollaps. Det gør, at hele anden halvleg bliver spillet under niveau og alt for dårligt i forhold til det, vi gerne vil levere, og også den attitude, vi gerne vil vise på hjemmebane,« siger han.

Han indrømmer, at det gik hurtigere galt, end han havde regnet med. »Jeg er overrasket over, hvor hurtigt vi egentlig kan falde sammen i anden halvleg. Det kollaps troede jeg ikke ville blive så stort. Man vil altid have udsving i en kamp, men jeg synes, vi plejer at være bedre til at få stoppet blødningen lidt hurtigere og få sat en prop i. Her fortsatte det som et vandfald, og vi fik aldrig stoppet det. Det betyder, at hele anden halvleg kan smides i skraldespanden.«

At lære af nederlaget

Alligevel ser han kampens første halvdel som et fundament at bygge videre på. »Vi skal tage noget af første halvleg med. Vi havde til dels et godt forsvarsspil og en rigtig god anden bølge, hvor vi fik lavet nogle lette mål. Der var elementer, der fungerede fint. Men vi skal lære af de fejl, vi laver i anden halvleg. Selvom jeg siger, at vi kan smide den ud, skal vi lære, at vi skal få stoppet blødningen hurtigere, så vi kan få en mere ligeværdig kamp og give os selv chancen til sidst. Det er nok det, vi lærer mest af.«

Mads Kjeldgaard Andersen er ærlig i sin analyse: FHK skal blive bedre til at håndtere modgang, før det får lov til at vokse sig ukontrollerbart.

Publikum giver de sidste procenter

En kamp er aldrig kun et spørgsmål om taktik og fysik. Stemningen i hallen og fansenes energi er en del af ligningen, og for Mads Kjeldgaard Andersen er det tydeligt, hvor meget det betyder.

»Vi træner og gør os klar hver eneste dag for at stå bedst muligt i kampene. Fansene kan være med til at give de sidste 10 procent, så man rammer det rigtige spændingsniveau. De er sindssygt vigtige for os. Det giver os det sidste rygstød, og det har vi mærket i de seneste sæsoner, hvor vi har været rigtig gode på hjemmebane. Der er en forklaring på det, og den ligger i den støtte, vi får fra fansene på lægterne.«

En karriere med læring og højdepunkter

Når snakken falder på hans egen udvikling som spiller, bliver Mads Kjeldgaard Andersen eftertænksom.

»Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet en bedre håndboldspiller de sidste par år. Jeg er blevet mere disciplineret og mere professionel i alt, hvad jeg gør. Jeg har spillet i flere forskellige klubber, haft flere forskellige trænere og kammerater. På den måde vokser man, når man lærer at tage ansvar. Min tro på mig selv har altid været stor, men den er blevet bekræftet gennem de sidste par år. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg ved, hvad jeg ikke kan.«

Han peger på to oplevelser, der står klarest i hukommelsen. »At spille Champions League sidste år med Fredericia var en drøm, jeg havde haft siden jeg var lille dreng. Det at stå på den scene var helt særligt. Og så er der oplevelserne fra Tyskland, hvor jeg spillede i de største haller mod de bedste spillere. Kombinationen af Bundesligaen og Champions League fylder mest i min karriere indtil videre.«

Nøglen mod Ringsted

Næste udfordring for FHK er Ringsted, et hold der tidligere har voldt problemer. For Mads Kjeldgaard Andersen handler det først og fremmest om at holde fast i konceptet og præstere over hele kampen.

»Vi skal have fokus på os selv og levere en hel kamp på 60 minutter og ikke kun 25, som vi gjorde sidst. Vi skal spille flere gode minutter sammen og tro på vores koncept, selv om vi er nye og lidt usikre i det. Vi skal finde en fælles forståelse for, hvordan vi bedst muligt kommer i mål. Hvis man kigger spiller for spiller, synes jeg, vi har bedre spillere på alle positioner, også på bænken. For os bliver det vigtigt at finde det rigtige spændingsniveau og tro på vores koncept. Så er der ingen tvivl om, at vi kan slå dem.«

Forberedelsen er allerede i gang. »Der har været opsamlingsarbejde, og vi har brugt meget tid på video og analyse i forhold til at finde de bedste løsninger. Mentalt har vi prøvet at holde møder, se hinanden i øjnene og fortælle hinanden, at det, vi præsterede sidst, ikke er godt nok, og at vi forventer mere af hinanden. Vi skal gøre det her sammen, det er ikke en enkelt præstation.«

Til sidst sender han en direkte hilsen til de fans, der overvejer at tage turen til Ringsted. »Jeg tror, vi kommer med et bedre udtryk. Jeg ved ikke, hvor mange der tager turen, men dem der gør, lover vi at præstere en bedre kamp. Både spillemæssigt og i vores udstråling. Vi ved, hvor meget det betyder for fansene, at vi giver noget tilbage af os selv. Det har vi snakket om.«

For Mads Kjeldgaard Andersen er budskabet klart: nederlaget til BSH skal bruges som brændstof, og kampen mod Ringsted skal være beviset på, at FHK kan rejse sig igen. »Vi skal ud og vise, at vi kan levere i 60 minutter, ikke kun i 25.«