Leder: Der står »direktionens forslag« på forsiden af Middelfarts budget, og det er ikke en formalitet
LEDER. Forestil dig, at du er en af de 23.525 middelfartere, der stemte i november. Du satte dit kryds ved ét af 25 mennesker, og du gik ud fra, at de 25 nu sidder ved et bord og fordeler omkring tre milliarder kroner. Sådan foregår det ikke. Bordet er dækket af forvaltningen, gæstelisten er skrevet af forligskredsen, og fem af de 25 får lov at komme ind, når der er spist.
Det er den korte version af den budgetproces, som AVISEN har fulgt de seneste uger. Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Alternativet står uden for forhandlingerne om budget 2027, fordi de ikke har tilsluttet sig kommunens økonomiske politik. Borgmester Anders Møllegård kalder det et frit valg og understreger, at døren er åben. Det er formelt korrekt, og det er værd at holde fast i, at ingen har tvunget de tre partier ud. De sagde nej til et dokument, og konsekvensen var kendt.
Men se på dokumentet. Den økonomiske politik fastlægger anlægsrammen, likviditetsmålet, størrelsen af det årlige prioriteringskatalog og ambitionen om toårige aftaler. Den fastlægger med andre ord, hvad der overhovedet kan forhandles om, før nogen har forhandlet. Og den gør noget mere. Den skriver forligskredsen ind som den instans, der disponerer ved overskud og tager stilling ved underskud, mens de øvrige partier »konsulteres«. Maria Lund fra Alternativet har ret i, at der ikke ligger jura bag kutymen. Der ligger noget andet bag, som er sværere at protestere imod, nemlig en politik, som byrådet selv har vedtaget, og som gør forligskredsen til kommunens egentlige økonomiudvalg.
Hvem skriver så rammen? Det gør direktionen. Det budgetforslag, der blev sendt i høring 14. august, bærer direktionens navn, og det er direktionens tal, borgerne har haft frist til at kommentere. Politikerne forhandler bagefter, og partierne uden for forligskredsen får lov at stille ændringsforslag, når resten er landet. Rækkefølgen er ikke tilfældig. Den giver forvaltningen initiativet, forligskredsen beslutningen og de resterende partier en høringsret på linje med skolebestyrelser og ældreråd.
I de fleste kommuner ville det være et teknisk spørgsmål. I Middelfart er det et magtspørgsmål, fordi byrådet er så spredt, som det er. Borgmesteren har seks mandater bag sig. Konstitueringen var bred, fordi ingen kunne samle et flertal alene, og otte partier deler 25 pladser. I den situation bliver forvaltningens kontinuitet til politisk vægt. Steen Vinderslev har med afbrydelse siddet som kommunaldirektør siden 2011, han er formand for de offentlige chefer i Djøf, og han sidder for enden af den direktion, hvis forslag hele processen tager afsæt i. Da AVISEN i sommer satte ham som nummer tre på Magtlisten, over borgmesteren, var det en vurdering. Budgetforløbet i august er beviset.
Der er intet fordækt i det. Kommunaldirektøren gør, hvad hans stilling foreskriver, og da børn- og ungedirektøren blev fritstillet i november, valgte han at være mere åben om baggrunden, end de fleste i hans position ville have været. Problemet er ikke manden. Problemet er, at byrådet har bygget en proces, hvor den administrative ramme og den politiske aftalekreds tilsammen afgør, hvad 20 ud af 25 folkevalgte kan tale om, og hvornår de fem sidste får ordet. Med et forventet merforbrug på 79 mio. kr. i år og et specialiseret socialområde, der æder to tredjedele af det, er der desuden ikke meget at forhandle om, når rammen først er lagt. Liberal Alliance kaldte det 99 procent mere af det samme. Man behøver ikke være enig i partiets prioriteringer for at se, at regnestykket er rigtigt. 30 mio. kr. i et prioriteringskatalog er én procent af budgettet.
Byrådet kan ændre det. Ingen lov forhindrer Middelfart i at lade alle 25 sidde ved bordet, til de selv rejser sig. Ingen lov forhindrer, at det er politikernes forslag og ikke direktionens, der sendes i høring. Ingen lov forhindrer, at den økonomiske politik skrives om, så »konsultation af de øvrige« erstattes af noget, der ligner indflydelse. Alt det kræver kun, at den forligskreds, der har magten i dag, giver noget af den fra sig. Det er sjældent sket frivilligt i nogen kommune, og det er den egentlige prøve på, om magtskiftet i november var et skifte eller en overtagelse.
Maria Lund skriver, at hun havde en forhåbning om, at man ville turde prøve nye ting. Det er en naiv forventning, hvis man ser på, hvordan kommuner plejer at fungere. Det er en rimelig forventning, hvis man ser på, hvad partierne selv sagde i valgkampen. Vælgerne valgte 25 mennesker. Rammen for, hvad de 25 kan beslutte, blev skrevet et andet sted. Det bør middelfarterne vide, når budgettet vedtages i oktober, og forligskredsen kalder det bredt.
