Der er muligvis nogle svage sjæle blandt det siddende byråd, hvis tankegang er præget af en alt for rundhåndet offentlig kasse, når det kommer til uddeling af penge til egne ønskede projekter. Men et projekt, der støttes af kommunen, bør have en særlig interesse for politikerne: Adgangen til det fredericianske erhvervsliv via Business Fredericia.

Business Fredericia opstod i kølvandet på en lang periode med stilstand i Fredericia, man gav håndslag på at ville løfte Fredericia, både økonomisk og på image. Der skulle skabes et talerør og en fælles forståelse.

Det er nødvendigt, at der kan bygges bro mellem politikere, embedsfolk og erhvervsliv. Historisk set har det vist sig, at Fredericia aldrig har stået stærkere, end da det lykkedes at søsætte en samlet erhvervsorganisation, der med stærk repræsentation af professionelle kapaciteter kunne italesætte de mange udfordringer, der er på den kommunale konkurrencescene mellem driftige byer i Danmark. Her er det blevet en stor succes i Fredericia, at man har kunnet samle mere end 800 virksomheder, der i fællesskab bakker op omkring den by, hvorfra de tager deres udgangspunkt.

Byer som Horsens, Randers, Herning, Kolding, Vejle, Silkeborg, Esbjerg og mange flere er i hård konkurrence med Fredericia på vitale områder. De store byer som Odense, Aarhus og Aalborg er slet ikke medtaget her, for alene konkurrencen med byer, vi burde kunne sammenligne os med, fortæller noget essentielt:

Det kræver enorm gejst, initiativ og dygtighed, hvis man vil have sin by til at vokse eller sågar fastholde den nuværende situation. For alle opruster med dygtige kapaciteter, nye visioner, planer og handlinger. Der er ikke plads til mange fejltrin, hvis man vil sikre sig selv en plads i toppen. Derfor er det afgørende, at der er generel og massiv opbakning til en stærk, lokal erhvervsorganisation. For der er behov for noget, der ikke kommer direkte fra den kommunale forvaltning, men derimod fungerer som brobygger mellem virksomhederne og det offentlige. På mange måder er der tale om et talerør for virksomhedernes ønsker og behov. Og det er der brug for, hvis man ønsker driftige og succesfulde virksomheder, der kan levere de absolut uundværlige arbejdspladser til den kommunale økonomi.

For det handler ikke bare om at dele penge ud, sådan som nogle partier måske tænker. Det handler også om, hvordan de kan tjenes. Her spiller erhvervslivet en afgørende rolle i samfundslivet, og alene af den årsag er en organisation som Business Fredericia ikke bare relevant, men også absolut uundværlig. Tidligere tiders kommunale erhvervsafdelinger slog fejl år efter år, og kostede mange flere penge end tilskuddet til Business Fredericia, der leverer resultater dag for dag, der gavner byens erhvervsliv, og i sidste ende skaber de værdifulde arbejdspladser alle byer skriger efter.

Man behøver såmænd ikke remse alle succeserne op. For de har været tydelige for det fredericianske erhvervsliv siden midten af 10’erne, hvor rejsen for alvor tog fart. Vi skal snarere være bekymrede for, hvis der er politikere, der tror, “de betaler til erhvervslivet.” Det er den modsatte vej, pengene strømmer. Forestil dig Fredericia uden de nødvendige arbejdspladser. Så kunne man for alvor tale om en dårlig demografisk slagsside.

Det er afgørende, at vi begynder at tale erhvervsorganisationerne og erhvervslivet op i Fredericia. For der er et formidabelt sammenhold i disse kredse, der er opbygget med flid af Business Fredericia og deres dygtige medarbejdere. Der er ikke tale om blot et adressekartotek. Derimod er der tale om utallige seminarer, workshops, netværksarrangementer og indlæg til den offentlige diskurs omkring erhvervslivet.

Hvis Fredericia skal udvikle sig og ikke gå tilbage, skal der være maksimal opbakning til dette projekt. Det manglede bare.