Mandag eftermiddag blev København forvandlet til en kold, men kærlig, håndboldkatedral, da de danske håndboldherrer vendte hjem som fire-dobbelte verdensmestre. Solen strålede indtil mørket faldt på – der var det håndboldspillerne, der strålede af stolthed.
Det var en bedrift, ingen andre har leveret så suverænt før. Derfor var det ingen overraskelse, at Rådhuspladsen var fyldt til bristepunktet med fans, flag og en følelse af fællesskab, der kan få selv bidende frostgrader til at smelte. Som et ekko fra de store håndboldarenaer lød ordet “forevigt” fra det populære Volbeat-hit i baggrunden – ikke som en fysisk lyd, men som en fælles stemning, der emmede af stolthed. For denne præstation var én, der for alvor bliver stående, forevigt.
Allerede fra eftermiddagen var spændingen til at tage og føle på. Landsholdet ankom i Københavns Lufthavn klokken 15:10, og selvom spillerne netop havde vundet deres fjerde verdensmesterskab, blev der vist ingen nåde i lufthavnen, når det kom til bagageudlevering. I en scene, der næsten kunne være taget fra en hverdagssatirisk komedie, stod de nyslåede gulddrenge længe og ventede på deres kufferter. Fans, der håbede på at snige sig til et glimt eller en selfie, måtte konstatere, at triumfer ikke nødvendigvis giver fordele i den praktiske, men flotte solskins-mandag i København.
Samtidig var Rådhuspladsen ved at fyldes op. Selvom uret endnu ikke var nået ret meget over middag, og kuldegraderne bed sig fast i kinderne, begyndte store og små at stimle sammen. De fleste var iklædt dynejakker, halstørklæder og strikhuer med røde/hvide farver. Og mens forventningen om en festlig lydkulisse voksede, var der ingen musik at varme sig på. Noget så simpelt som en højttaler med Volbeats “Forevigt” eller en klassisk håndbold-jingel glimrede ved sit fravær, hvilket dog ikke slog stemningen ud. Forventningen og glæden over den historiske sejr stod malet i alle ansigter.
Kongelig ankomst og en ventende folkemængde
Omkring Rådhuspladsen spredte rygterne sig: “Hvor er de? Er bussen på vej? Hvornår kommer de?” Men det første officielle tegn på, at fejringen var på trapperne, var, da vært Jimmy Bøjgaard gik på scenen. Han formåede med det samme at løfte den ellers stille stemning. Det var, som om den kolde betonplads blev omdannet til en slags forsinket kæmpefan-zone. Med sin mikrofon kunne Bøjgaard endelig give kulden baghjul og guide publikum igennem eftermiddagens program.
Kort tid efter gjorde H.K.H. Kong Frederik sin indtræden, hvilket med ét fik klapsalverne til at genlyde mellem Rådhusets mure. På mange måder virkede det både højtideligt og folkeligt på samme tid – et særligt dansk miks af kongelig elegance og folkelig håndboldglæde. Med overborgmester Lars Weiss og kulturminister Jakob Engel-Schmidt ved sin side var grundstenen for den officielle del af fejringen lagt. Nu manglede blot hovedpersonerne selv: De danske VM-helte, der kom kørende i bus fra lufthavnen.
Håndboldheltene samler familie op undervejs
Men der skulle gå lidt endnu, før heltene nåede frem. For på vejen mod Rådhuspladsen holdt bussen ind ved et hotel for at samle spillernes familier op. Det er trods alt ikke kun spillerne, der har ofret blod, sved og tårer for den suveræne VM-sejr, men også deres pårørende, der har fulgt med fra tribuner eller hjemme i stuerne. Og som mange fans nok vil give dem ret i: Hvilken hyldest ville det være uden dem?
Netop dét mellemstop medførte dog endnu længere ventetid for folket, der stadig stod i den bidende kulde. Humøret holdt sig dog forbløffende højt, og rygterne vil vide, at nogle fans spontant begyndte at nynne, klappe og endda synge brudstykker af “Forevigt” for at holde varmen og gejsten oppe. Der blev skålet i medbragte kaffekopper, og snakken gik om søndagens imponerende finalekamp, hvor spillerne havde fejet al modstand af banen. Man kunne høre ord som “suverænt” og “historiens bedste præstation” gå igen overalt.
Spillerbussen rammer Rådhuspladsen
Da bussen endelig drejede ind på Rådhuspladsen klokken omkring 16:50 – et kvarter forsinket i forhold til den planlagte ankomst – steg jublen til et niveau, der fik selv rådhusklokkerne til at blegne. Kald det en forsinkelse, en omvej eller bare ekstra spændingsopbygning: Faktum er, at det næsten føltes som en forløsning, da den store bus kom til syne, og man endelig fik øje på de stolte helte i rødt og hvidt.
Først ud af bussen var anfører Magnus Saugstrup, som uden tøven styrede mod en lille forhøjning, hvor han placerede den eftertragtede VM-pokal. I en lidt sjov og spontan gestus hoppede han på den foran den jublende menneskemængde, der med det samme kvitterede med klapsalver og hujen. Det var et øjeblik, der føltes helt symbolsk for håndboldherrernes mesterskab: ubekymret, energisk og fyldt med en genuin glæde, som man næsten kunne ta’ og føle på. Derefter fulgte spiller efter spiller, der lod sig hylde på samme manér, hver gang med store smil og sejrsråb.
Den formelle del bag Rådhusets mure
Efter de udendørs klapsalver blev det tid til den mere formelle del af ceremonien inde på Københavns Rådhus. Her bød overborgmester Lars Weiss, kulturminister Jakob Engel-Schmidt, H.K.H. Kong Frederik og konstitueret formand for Dansk Håndbold, Jan Kampman, velkommen. I en række korte taler understregede de Danmarks unikke håndboldkultur, der altid formår at samle nationen, uanset om kampene spilles i Herning, Oslo eller længere ud i verden.
Det var en stolt og højstemt hyldest til et landshold, der for tredje gang i træk har hentet VM-guld hjem – og som nu i alt har fire VM-titler. Her lagde talerne også vægt på, hvordan denne sport ikke kun skaber store øjeblikke på banen, men også danner grobund for fællesskaber og foreningsliv i hele landet. Det blev rost, at håndbolden fortsat er en sportsgren, hvor forældre kører børn til træning i haller med linoleumsgulve, og hvor frivillige trænere skaber rammerne for nye, kommende stjerner.
Fem spillere ad gangen – og et gensyn med folket
Efter den officielle velkomst blev balkonen inddraget i fejringen. Fem spillere ad gangen trådte ud og vinkede ned til den massive folkemængde, der blev stående trods kulde og efterhånden mørkere himmel. Rådhuspladsen eksploderede i klapsalver, heppen og en syndflod af blitz fra fansenes mobilkameraer, da spillerne stolt fremviste guldet. Selvom der ikke var musik, var det, som om “Forevigt” fra Volbeat alligevel summede i luften – lige under overfladen af det hele – og mindede alle om, at denne triumf var noget særligt, der ville sætte sig fast i hukommelsen.
For hver gruppe, der viste sig, blev der taget imod med nye jubelscener, og på den måde fik alle spillerne, én for én, et helt personligt øjeblik med publikum. Fra stregspillere til målmænd, fra højrefløje til venstrefløje – alle fik de en dåse af den kærlighed, som danskerne så gerne deler ud, når heltene leverer noget så sjældent som total håndbolddominans.
Anførerens taknemmelighed
Herefter var turen kommet til anfører Magnus Saugstrup, der holdt en takketale, der ramte lige i hjertekulen på de forsamlede:
– Tak til jer, der har meldt op i dag. Det her, det er en vanvittig oplevelse for os. Og vi husker det her meget mere, end vi husker sejren i går. Det er det her, der bliver guldigristninger. Og tak fordi I kom med. Tak til dem, der var i Herning, i Oslo, hjemme i stuerne. Vi sætter en kæmpe stor pris på, at I gider at følge med i det, vi laver. Og i det, vi synes, det er sjovt. Så ja, tak.”
Med disse ord kastede han lys over, at selvom finalekampen naturligvis var højdepunktet sportsligt set, så er det netop fællesskabet med danskerne, der gør oplevelsen fuldkommen for spillerne. Det er stunder som denne, på en isnende kold Rådhusplads, hvor sportens betydning for både spillere og fans virkelig rammer én. Det er en slags “guldigristning”, man aldrig vil glemme – en delt erindring om noget spektakulært.
Landstrænerens hyldest til sporten og Danmark
På samme måde tog landstræner Nikolaj Jacobsen ordet og viste både ydmyghed og stolthed:
– Jeg vil også starte som Magnus med at sige et stort stort tak til alle jer, der er med i dag. Det her er en fantastisk oplevelse at få lov til at opleve. I skal være klar over, at I står her i dag. Det gør jeg og ikke mindst mine spillere. Vi kommer til at elske vores håndboldsport og elsker vores lille land endnu mere, end vi gør i forvejen. For vi er med til at give os sådan en oplevelse.
Det er helt fantastisk, hvad vores fantastiske sport kan.
– Og det er ikke kun håndbold. Vores fantastiske foreningsliv kan være med til at udvikle og give en masse udvikling. Og få nogle mennesker nogle trygge steder at kunne gå hen. Det er vi stolte over, at vi kan være med til at bidrage til. Og så er vi også stolte over, at vi kan stå her og fejre vores fjerde verdensmesterskab sammen med jer. Så tydeligt tydeligt tak for at I er kommet. Det er lige for alle spillerne at sige kæmpe tak. Vi er helt igen fantastiske. Husk at passe godt på hinanden. Smil til verden, så smiler den også til dig.
Ordene var et velfortjent skulderklap til de mange frivillige kræfter, der arbejder for håndboldsporten landet over – fra lilleputspillere, der øver sig på at kaste en bold korrekt, til veteraner, der stadig deltager i motionskampe i lokale foreninger.
Fejringen, der vil blive husket “forevigt”
Med talerne rundede man en historisk dag af på fornemmeste vis. Den danske flagskibssport, håndbold, havde leveret en VM-sejr af en størrelse, man sjældent har set magen til. Og selvom solen for længst var på vej ned bag Københavns tage, kunne ingen tage gløden fra hverken spillere eller publikum.
For lige dér, på Rådhuspladsen, med DK’s rådhus som bagtæppe og en bragende kulde, der trods alt ikke var kold nok til at slukke begejstringen, stod det helt klart, at denne sejr er én, der vil leve længe. I en sport, hvor Volbeats “Forevigt” ofte brager ud af højttalerne i afgørende øjeblikke, var den symbolik ikke til at overse: Det her er en triumf, der binder nation og hold sammen i en fælles historie, som for evigt vil kunne kalde det største smil frem på både spillernes og fansenes læber.
I dagene fremover vil man nok kunne høre sejrsbrølet genlyde på skoler, i håndboldhaller og i de små hjem. “Forevigt” vil få en ny klang, hver gang den spilles: Den vil minde os om det øjeblik, hvor Danmark stod sammen og holdt en kæmpe fest trods januar-kulde, alt for lang ventetid i lufthavnen og forsinkede busser. Og præcis sådan slutter eventyret – med et rungende “Forevigt!”, der vidner om, at denne VM-triumf på forunderlig vis både er nutid og fremtid.
For evigt vil denne bedrift have en plads i dansk idrætshistorie, og for evigt vil vi huske den kolde Rådhusplads, hvor en ny guldalder blev fejret under rødt og hvidt. Sådan skal en guldfest skæres – med både kongelig ankomst, poprock-referencer, glade helte og fans, der aldrig lod sig kue af hverken kulde eller forsinkelser. Og netop dér ligger håndboldens sande kerne: at skabe en samhørighed, der rækker langt ud over spilletid og slutresultater, ja, helt ud i evigheden.
