Trekantområdet bliver grå – men holder balancen bedre end mange andre kommuner

0

SAMFUND. Om bare 20 år vil næsten hver tredje dansker være over 60 år, og flere kommuner vil opleve, at ældre udgør næsten halvdelen af deres befolkning. Det viser beregninger fra bogen Danmark går i gråt?, som ROCKWOOL Fonden netop har udgivet.

Ifølge forskerne bag bogen er Danmarkskortet under hastig forandring, fordi danskerne lever længere og samtidig får færre børn. Det medfører en ujævn fordeling af ældre over landet, som især rammer ø-kommuner og områder langt fra de større byer.

I dag er Læsø Kommune den eneste danske kommune, hvor over halvdelen af øens befolkning allerede er fyldt 60 år. Men udviklingen stopper ikke her. Frem mod 2045 vil yderligere 14 kommuner opleve, at mellem 40 og 50 procent af indbyggerne er over 60 år gamle, lyder det i bogen.

– I dag er det i høj grad et ø-fænomen, men om bare 20 år er det noget, der vil præge en stribe af de kommuner, der ligger langt fra storbyerne. Vi må indse, at det kommer til at ændre en lang række af vores mindre lokalsamfund. Når der bliver flere ældre i samfundet, smitter det af på både kommunens økonomi, arbejdsmarked, boligmarked og kulturliv. Lokalpolitisk set bliver de mange ældre også en magtfuld vælgergruppe, som kan sætte et tungt præg på lokale politiske prioriteringer, siger Jan Rose Skaksen, forskningschef i ROCKWOOL Fonden.

Lokalt går det langsommere med aldringen

Lokalt i Fredericia og Middelfart ser udviklingen mindre dramatisk ud. Begge kommuner vil opleve en stigende andel af ældre, men holder sig inden for kategorien, hvor mellem 30 og 40 procent af befolkningen er over 60 år i 2045.

Fredericia og Middelfart følger dermed udviklingen i resten af Trekantområdet, hvor især tilstedeværelsen af uddannelsesinstitutioner og gode jobmuligheder fortsat tiltrækker yngre borgere. Det gælder også Vejle og Kolding, der ligesom Fredericia og Middelfart ventes at have mellem 30 og 40 procent ældre borgere i 2045.

ROCKWOOL Fondens forskere forklarer udviklingen med, at yngre mennesker i stigende grad bosætter sig i og omkring større byer som København, Aarhus, Odense, Aalborg og netop Trekantområdet, hvor jobmulighederne er mange, og hvor de ofte vælger at blive – trods højere boligpriser og afstand til familien.

Store forskelle på tværs af landet

Imens bliver kommunerne med den højeste andel ældre – udover Læsø – Fanø, Samsø, Ærø, Langeland og Odsherred. Hertil kommer Frederikshavn, Lemvig, Struer, Gribskov, Halsnæs, Tønder, Lolland og Vordingborg. I disse områder forventes andelen af borgere over 60 år at nå op mellem 40 og 50 procent i 2045.

Jan Rose Skaksen understreger dog, at ældre borgere også kan være en stor ressource kulturelt og i foreningslivet, og at flere vælger at blive længere på arbejdsmarkedet. Alligevel vil en ældre befolkning stille store krav til kommunernes økonomi, arbejdsmarked og plejesektor:

– Overordnet set er det en gruppe, som enten har forladt arbejdsmarkedet eller kommer til at gøre det i løbet af få år. Det betyder, at de ikke længere betaler så meget skat, og også at de lokale arbejdsgivere kun i en vis grad kan finde arbejdskraft blandt de 60+-årige. Og hvis de bliver boende til de er i 70’erne og 80’erne, får mange af dem brug for hjælp og pleje, som er en betydelig udgift for kommunen, siger Jan Rose Skaksen.

Drømmestart for FHK: Suveræn sejr i Silkeborg

0

SPORT. Fredericia Håndboldklub leverede søndag aften en pragtkamp i slutspillets første opgør, da Bjerringbro-Silkeborg blev slået stort med 36-25 i JYSK Arena foran 1.745 tilskuere.

Det var et yderst veloplagt fredericiansk mandskab, der påskedag åbnede ballet i slutspillets puljespil. Fredericia HK ankom til Silkeborg med et enkelt point med sig fra grundspillet, mens værterne fra BSH stod uden point. Men det var også det tætteste, hjemmeholdet kom på gæsterne denne søndag aften.

Starten af kampen var ellers jævnbyrdig med en del nervøse aktioner fra begge hold. Bjerringbro-Silkeborg åbnede scoringen efter halvandet minut ved veteranen Morten Olsen, men Fredericia HK fandt hurtigt rytmen. Mads Kjeldgaard og Anders Kragh Martinusen trådte i karakter med mål og assists, og hurtigt fik gæsterne skabt et lille hul til 4-1 efter syv minutter.

BSH forsøgte desperat at vende kampen med syv mod seks-spil, men det udnyttede fredericianerne gang på gang. Flere gange lykkedes det FHK at score i tomt mål, blandt andet leverede målmand Sebastian Frandsen en fuldtræffer, som fik de omkring 100 medrejsende Fredericia-fans til at gå i ekstase.

Taboada med cubansk magi

Helt afgørende for kampens udvikling blev cubanske Reinier Taboada, der kom på banen midtvejs i første halvleg. Han leverede en helt ekstraordinær præstation med syv scoringer på syv forsøg inden pausen. Han endte kampen med hele ti mål, selvom han ikke spillede fuld tid – en præstation, der fik gæsternes fans til at råbe »Four more years!« og taktfast synge hans navn.

FHK rykkede fra 6-6 til 11-6 på få minutter efter Taboadas entré. Trods enkelte reduceringer fra BSH, der især havde store problemer med tekniske fejl – ikke mindst fra stjernen Morten Olsen – kunne gæsterne gå til pause med en solid føring på 17-11.

En regulær magtdemonstration efter pausen

Efter pausen fortsatte FHK med at dominere begivenhederne. Selv om værterne reducerede kort efter pausen til 17-12, var der aldrig reelt spænding om resultatet. Fredericia Håndboldklub holdt tempoet oppe og viste en enestående disciplin og energi i alle faser af spillet.

Anders Kragh Martinusen, Mads Kjeldgaard og Evgeni Pevnov viste stærke præstationer både offensivt og defensivt, mens William Andersson Moberg også meldte sig på banen med vigtige scoringer. Sebastian Frandsen fortsatte sit stærke spil i målet og nappede blandt andet et straffekast fra Guðmundur Bragi Ástþórsson, der ellers havde været sikkerheden selv fra syvmeterpletten.

Jo længere kampen skred frem, desto mere afklaret blev FHK’s sejr. Bjerringbro-Silkeborg kunne ikke dæmme op for fredericianernes høje tempo og offensive bredde, og selv da gæsterne gik ned i gear mod slutningen, var sejren aldrig truet.

En festlig aften for fansene

Kampen blev også en glædelig begivenhed for Kasper Young, der efter en alvorlig meningitissygdom var tilbage i hallen sammen med holdkammeraterne, selvom han først ventes spilleklar efter sommerpausen. Også Sebastian Henneberg fulgte kampen fra sidelinjen – ikke skadet, men sat af holdet. Det fortalte han selv.

FHK-fansene, herunder de medrejsende Ultras, styrede hallen med sange og kampråb og kunne til sidst fejre den overlegne sejr med sange som »Boogie Woogie« og drillerier rettet mod hjemmeholdet, som eksempelvis: »I er ringere end Grindsted!«

Med sejren på hele 36-25 mod et stærkt BSH-mandskab leverede Fredericia HK en imponerende magtdemonstration og lagde dermed optimalt fra land i slutspillet. FHK står nu stærkt i kampen om at komme videre mod semifinalen med 3 point, kun ét point efter GOG, der lørdag vandt deres kamp mod TTH Holstebro med 34-27.

Næste opgave for FHK er søndag den 27. april på hjemmebane i Middelfart Sparekasse Arena mod TTH Holstebro – en kamp, der uden tvivl bliver endnu et vigtigt skridt mod en mulig semifinaleplads.

Med søndagens sejr har Fredericia Håndboldklub sendt et stærkt signal til konkurrenterne i slutspillet. Drømmen om medaljer lever i bedste velgående.

Målscorere for FHK:

  • Reinier Taboada (10 mål)
  • William Andersson Moberg (6 mål)
  • Anders Kragh Martinusen (5 mål)
  • Mads Kjeldgaard (5 mål)
  • Evgeni Pevnov (4 mål)
  • Einar Ólafsson (3 mål)
  • Martin Bisgaard (2 mål)
  • Sebastian Frandsen (1 mål)

Kampens resultat:
Bjerringbro-Silkeborg – Fredericia HK 25-36 (11-17)
Tilskuere: 1745


Arenaudvidelse er på trapperne bag lukkede døre

0

SPORT / POLITIK. Når Fredericia Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg mødes efter påskeferien, står der vigtige sportslige investeringer på dagsordenen.

Der skal tages stilling til en markant opgradering af Middelfart Sparekasse Arena samt fodboldstadionet Monjasa Park – begge sager figurerer dog på den lukkede del af dagsordenen.

Udvidelsen af Middelfart Sparekasse Arena er særligt interessant, da Fredericia Håndboldklub har ambitioner om at spille flere europæiske kampe i fremtiden. Arenaen skal derfor have flere siddepladser for at leve op til kravene fra Det Europæiske Håndboldforbund (EHF). Tidligere på året fik Fredericia en særlig smagsprøve på international håndbold, da PSG – med blandt andre danskerne Jacob Holm og Jannick Green – gæstede den intime hal i et Champions League-opgør. Dengang blev der givet en dispensation til at spille kampen i Middelfart Sparekasse Arena, hvor tilskuerne leverede en intens kulisse, der gjorde stort indtryk på både spillere og ledere.

Fredericia Håndboldklub spillede i indeværende sæson de øvrige Champions League-hjemmekampe i Odense, fordi Middelfart Sparekasse Arena ikke levede op til kravene fra det europæiske håndboldforbund. Selvom kampene i Odense trak omkring 2000 tilskuere pr. kamp, var oplevelsen langt fra den samme som på hjemmebanen i Fredericia, hvor trykket fra den intime og stemningsfyldte arena var stærkt savnet. Ifølge Fredericia AVISENs oplysninger har klubben gjort det klart, at man ikke ønsker at gentage scenariet med at flytte kampene ud af byen. Derfor er arbejdet med at udvide Middelfart Sparekasse Arena nu sat i gang for at sikre, at Fredericia fremover kan spille europæiske kampe på hjemmebane.

Den stemningsfulde oplevelse mod PSG gav blod på tanden i Fredericia, og kommunen har i tæt samarbejde med håndboldklubben arbejdet hårdt på at finde en løsning, der nu ligger klar til politisk behandling. Der ventes et flertal i økonomi- og erhvervsudvalget for at godkende udvidelsen, som efterfølgende skal endeligt vedtages ved byrådsmødet den 30. april.

Samtidig skal politikerne også drøfte en nødvendig opgradering af Monjasa Park, fodboldklubben FC Fredericias hjemmebane, som skal leve op til Superliga-standarder i tilfælde af oprykning. Blandt andet skal der etableres tilskuerpladser bag begge endetribuner, før stadion kan blive godkendt til landets bedste række.

Fredericia AVISEN har forsøgt at få en kommentar fra Kultur- og Idrætsudvalgsformand Peder Tind (V), men han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere sagerne. Fredericia Håndboldklubs formand Bent Jensen er heller ikke vendt tilbage på AVISENs henvendelser inden redaktionens deadline.

Konfirmations-sæsonen er i gang: De unge siger farvel til pengegaver – og hej til digitalkameraer og Ralph Lauren

0

FORBRUGER. Konfirmationsfesten nærmer sig, og hvis du troede, at konfirmander i 2025 bare ville have kolde kontanter, så tro om igen. En helt ny analyse af 231.204 specifikke konfirmations-ønsker fra gaveappen Ønskeskyen viser nemlig, at de unge hellere vil pakke fysiske gaver op end tælle sedler.

Det afslører Ønskeskyen i en pressemeddelelse tirsdag, hvor virksomheden giver sit bud på, hvad danske teenagere helst vil finde på gavebordet denne sæson. Og her er både klassikere og gamle retro-kendinge øverst på ønskelisten.

»Det er jo fint nok at give penge til konfirmanden, men vi vil gerne slå på tromme for, at man i stedet giver den rigtige gave. Derfor kommer vi nu med tre konkrete bud på gaver til både drenge og piger, som man kan være sikker på ikke at gå helt galt i byen med,« siger Casper Ravn-Sørensen, CEO hos Ønskeskyen.

Digitalkameraer hitter stort hos pigerne

Især pigernes ønskelister gemmer på en stor overraskelse: Det klassiske digitalkamera er nemlig tilbage som et af årets allerstørste gavehits. Mere end 35.000 unge kvinder ønsker sig nu det lille kompaktkamera, som ellers toppede omkring årtusindskiftet – længe før Instagram blev opfundet.

»Digitalkameraet er virkelig blevet populært, og det er lidt overraskende. Måske handler det om, at de unge gerne vil tage billeder uden at være online hele tiden. Vi ved, at mange forsøger at skrue lidt ned for skærmtiden, og her giver det jo god mening at have et kamera, der bare er et kamera – uden notifikationer og sociale medier,« bemærker Casper Ravn-Sørensen.

Udover digitalkameraerne er beauty-produkter og smykker i høj kurs hos pigerne.

Drenge går retro med Ralph Lauren

Hos drengene er det især tøjet fra Ralph Lauren, der hitter igen. Mode fra 90’erne og 00’erne har bidt sig godt fast i de danske teenageres tøjstil, og både hættetrøjer og t-shirts fra det ikoniske amerikanske mærke topper drengenes ønskelister.

Men det er ikke kun retro-mode, drengene går efter. Apple AirPods er stadig blandt de mest populære ønsker, præcis som da Ønskeskyen ved juletid kårede dem til ‘Årets Ønske’.

»Det er sjovt at se, at nogle ting bare ikke ændrer sig. Man føler sig først rigtig gammel, når de unge ønsker sig noget, man aldrig har hørt om, og det kan i hvert fald ikke siges at være tilfældet med drengene. Det er ikke kun Ralph Lauren, der er på mode igen – generelt kan vi se, at mange af tidens trends henter inspiration fra tidligere årtier; f.eks. parfumer fra Valentino og Armani,« siger Casper Ravn-Sørensen.

Her er årets største konfirmationshits 2025:

Piger:

  • Beauty-produkter
  • Digitalkameraer
  • Smykker

Drenge:

  • Ralph Lauren-tøj
  • Apple AirPods
  • Parfumer

Kilde: Pressemeddelelse fra Ønskeskyen Danmark, 15. april 2025.

Så inden du hiver kontanterne frem, kan det godt betale sig at tjekke, hvad konfirmanden egentlig ønsker sig. For gavebordet anno 2025 er alt andet end kedeligt.

Fredericias nye musicaltalenter indtager scenen med årets Showcase

0

EVENTS. Teaterlysene på Fredericia Musicalteater er snart klar til at blive tændt, og forventningens glæde bobler hos dette års afgangselever fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia.

Der er stadig to måneder til premieren på årets store SHOWCASE på Fredericia Musicalteater, men interessen for at se de kommende musicalstjerner folde sig ud på scenen er allerede stor. Hele 40 procent af billetterne er nemlig allerede revet væk.

SHOWCASE 2025 bliver helt særlig i år, hvor publikum kan glæde sig til hele to forskellige forestillinger på samme aften: »Usynlig« og »Heathers – The Musical«. På scenen står afgangseleverne fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia – de otte talentfulde unge musicalperformere Jens Kau Wahlers Nielsen, Marie Gersholm Baktoft, Nicoline Wiberg, Noah Vestergaard Johnsby, Sille Højberg Heilmann, Sofie Emma Lohmann, Vito Borggild Gram og Christian Haagen Birkvang – som snart træder ud i en professionel karriere.

Forestillingen er en fast tradition på Fredericia Musicalteater, men i år er formatet endnu mere intenst. På blot tre timer skal publikum opleve hele to musicals, der viser den brede palette af elevernes talenter inden for sang, dans og skuespil.

Fredericia Musicalteater beskriver det som »en unik mulighed for at opleve fremtidens musicalperformere helt tæt på og i et varieret repertoire«, og interessen viser tydeligt, at konceptet er populært hos fredericianerne.

På Fredericia Musicalteaters hjemmeside kan man få et nærmere indblik i, hvem årets afgangselever er, og hvilke forestillinger, der venter publikum. SHOWCASE løber af stablen fra den 17. til 20. juni 2025 i AHA Salen på Fredericia Musicalteater.

Lokalt engagement og trivsel: Fredericia Maskinmesterskole nomineret til CSR-pris

0

SAMFUND. Fredericia Maskinmesterskole (FMS) er blevet indstillet til CSR-prisen 2024 i Fredericia på grund af skolens omfattende arbejde med socialt ansvar og medarbejdertrivsel.

Rektor Jens Færgemand glæder sig over nomineringen og ser det som en vigtig anerkendelse af skolens indsats:

»Det betyder meget for os, at vi bliver anerkendt for vores indsats med både at skabe en god arbejdsplads og tage et socialt ansvar. Bare det at være nomineret er en anerkendelse i sig selv. Måske tænker folk ikke altid over, hvor meget vi faktisk gør – i hvert fald ikke lige så meget, som vi selv oplever. Så det er rart at se, at det bliver bemærket.«

FMS arbejder målrettet med at få flere ledige tilbage i beskæftigelse. Skolen opsøger aktivt langtidsledige maskinmestre og tilbyder dem løntilskud, hvor de udfører relevant maskinmesterarbejde og deltager i skolens kurser. Dette øger deres muligheder for at finde fast beskæftigelse efterfølgende. Skolen har i øjeblikket også en barselsvikar til markedsføring, som startede i løntilskud og nu er ansat i et årsvikariat.

Skolen har også et stærkt fokus på lokal forankring og uddannelse, og mange af skolens dimittender vælger efterfølgende at bosætte sig i Fredericia, enten fordi de finder job eller privat netværk i byen.

Fredericia Maskinmesterskole tilbyder desuden elevpladser og har netop afsluttet uddannelsen af en voksenlærling som ejendomsservicetekniker. I øjeblikket har skolen også en voksenlærling ansat som eventkoordinator.

»Vi har altid prioriteret at tage et socialt ansvar. Det ligger naturligt i vores rolle som offentlig institution. Derfor samarbejder vi tæt med kommunen om både jobprøvninger og løntilskud, og vi har medarbejdere ansat i fleksjob. Faktisk har vi aktuelt ni ansatte i fleksjob,« fortæller Jens Færgemand.

FMS har også ansat to medarbejdere, der oprindeligt begyndte i løntilskud og nu har været fastansat i over otte år. Dette understreger skolens langsigtede indsats for social inklusion.

Udover beskæftigelsesindsatsen har FMS stor opmærksomhed på medarbejdernes trivsel. Skolen måler regelmæssigt den sociale kapital og bruger resultaterne aktivt til at iværksætte nye initiativer. Det har ført til en markant forbedring af den sociale kapital over de sidste fire år.

»Vi investerer også massivt i opkvalificering, især i matematikundervisning, som skal favne alle studerende, også dem der måske har udfordringer med faget. Vi oplever tydeligt, at både medarbejdere og studerende sætter pris på indsatsen. Medarbejderne er stolte af at være en del af FMS, og nye medarbejdere giver os ofte positiv feedback om, hvor godt de bliver modtaget og hjulpet af kollegaerne,« siger Jens Færgemand.

Han tilføjer, at FMS inden for det sidste år også har udvidet fokus til at inkludere de studerendes arbejdsmiljø, så de studerende får optimale forhold og støtte til særlige behov.

Fredericia Maskinmesterskole ser frem til prisuddelingen og håber, at nomineringen kan inspirere flere til at tage ansvar for beskæftigelse, uddannelse og trivsel i Fredericia.

Grå og kølig afslutning på påsken – men regnen tager en pause

0

VEJRET. Påsken nærmer sig sin afslutning med et roligt, men gråt vejr. Efter gårsdagens markante regnvejr over store dele af landet vågner danskerne søndag op til en køligere og mere grå påskedag.

DMI meddeler i sin seneste vejrudsigt, der gælder frem til mandag morgen, at vejret generelt bliver skyet i hele landet. Dagen starter flere steder med lidt regn eller tåge, men op ad dagen holder det stort set tørt i hele landet, og enkelte steder, især mod øst, kan solen måske kigge frem i korte perioder. Temperaturen kommer til at ligge mellem 7 og 12 grader, og vinden bliver svag til jævn, i Nordjylland stedvis frisk fra nordøst.

I nat holder det overvejende tørt, men skyerne bliver hængende, og især i den sydlige del af landet er der risiko for tæt tåge. Temperaturen falder i nat ned mellem 5 og 9 grader, mens vinden fortsat vil være svag til jævn fra forskellige retninger, dog op til frisk nordøstlig vind i Nordjylland.

Markante forskelle i regnmængder

Gårsdagens vejr gav i nogle områder et tiltrængt vandingsboost efter længere tids tørke. Mens Bornholm stort set ikke fik noget nedbør, fik den østlige del af Vendsyssel og Læsø en ordentlig omgang med op til 30 millimeter regn på et døgn.

Efter den fugtige start på weekenden går vi dog nu ind i en periode, hvor regnen igen bliver sparsom, og vi må forvente tørre dage i den kommende tid.

Mere skyet end vådt

Lavtrykket og frontzonen, der har præget weekendens regnvejr, er ved at gå i opløsning. Det betyder, at regnen gradvist aftager, men skyerne bliver hængende, og mange steder vil opleve en tåget eller diset start på søndagen.

Bornholmerne kan dog se frem til lidt opmuntring, idet solen ventes at bryde igennem skyerne i løbet af dagen. Andre steder i landet må man væbne sig med tålmodighed og finde paraplyen frem – ikke mod regn, men mod de grå skyer, der bliver ved med at hænge tungt over landet.

AVISEN ønsker alle en god afslutning på påsken, og minder om at tage en varm jakke på, hvis man planlægger udendørs aktiviteter på denne kølige og grå søndag.

Kilde: DMI

Flere danskere på folkepension – og flere unge på førtidspension

0

SAMFUND. Antallet af folkepensionister steg betydeligt fra december 2023 til december 2024, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Ved udgangen af 2024 var der 1.091.300 folkepensionister bosiddende i Danmark, hvilket er en stigning på 28.500 personer sammenlignet med året før.

Samtidig var der en markant stigning i antallet af folkepensionister, der også er aktive på arbejdsmarkedet. Hele 84.200 folkepensionister arbejdede som lønmodtagere ved udgangen af 2024 – en stigning på 16.000 personer siden december 2023.

Siden juli 2022, hvor den nuværende pensionsalder blev fuldt indfaset, er antallet af folkepensionister i alt steget med 48.000.

I samme periode steg også antallet af førtidspensionister, især blandt yngre danskere. Fra januar til december 2024 voksede gruppen af førtidspensionister fra 239.000 til 245.000.

Særligt aldersgruppen under 40 år så en tydelig stigning. Antallet af unge under 40 år på førtidspension steg fra 36.600 til 39.100 i løbet af året. Set over en fireårig periode fra 2020 er antallet af førtidspensionister mellem 18 og 29 år steget med 27,8 procent – fra 10.900 til 14.000 personer. For de 30-39-årige var stigningen endnu mere markant med 37,7 procent – fra 18.300 til 25.100 personer.

Tallene viser også, at mænd udgør størstedelen af de yngre førtidspensionister. I december 2024 modtog 2,5 procent af mænd mellem 18 og 39 år førtidspension mod 2,1 procent af kvinderne i samme aldersgruppe. Dette er en stigning fra december 2021, hvor andelene var henholdsvis 2,1 procent for mænd og 1,7 procent for kvinder.

Modsat er kvinderne mere repræsenteret i de ældre aldersgrupper. Her modtog 10,6 procent af kvinderne og 8,0 procent af mændene mellem 40 og 69 år førtidspension.

Store regionale forskelle

Regionale forskelle er også markante, særligt når det gælder yngre førtidspensionister. I december 2024 var andelen af førtidspensionister blandt 18-39-årige højest i Lolland Kommune, hvor hele 7,9 procent modtog førtidspension. På anden- og tredjepladsen kom Odsherred og Bornholm Kommuner med henholdsvis 6,7 procent og 6,5 procent.

Til sammenligning lå andelen på blot 1,1 procent i hovedstadskommunerne. I øvrige storbykommuner var andelen 1,6 procent, mens provinsbykommunerne havde 2,9 procent, oplandskommunerne 3,1 procent, og landkommunerne 4,3 procent.

44-årig mand får straksdom for trusler mod politiker

0

KRIMI. En 44-årig mand er i dag blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel for at have skrevet trusler rettet mod en folkevalgt politiker.

Retten i Horsens har i dag idømt en 44-årig mand fra Kolding 50 dages fængsel. Manden blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han var sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, hvilket han blev kendt skyldig i.

Paragraffen vedrører vold eller trusler om vold i anledning af offentlig tjeneste eller hverv. Mere specifikt var manden sigtet for via sin Messenger-profil at have truet med at øve vold mod en politiker. Beskedens indhold var relateret til den verserende debat omkring bestanden af ulve i Danmark.

Ifølge sigtelsen skulle den 44-årige mand blandt andet have skrevet: ”Skyder du et fredet dyr, skyder jeg dig”. På baggrund af en anmeldelse, der blev indgivet til politiet onsdag aften, foretog Sydøstjyllands Politi torsdag en ransagning på den 44-åriges bopæl. I den forbindelse blev der beslaglagt flere computere.

Den 44-årige blev efterfølgende anholdt klokken 02.38 natten til fredag. Dommen blev modtaget, og manden blev fængslet efter dom.

Er FHK-spiller ligaens mest formstærke?

0

SPORT. Der er for alvor ild i armen på Fredericia Håndboldklubs Mads Kjeldgaard. Intet forsvar synes at kunne stoppe ham for tiden, og han fremstår nærmest ustoppelig på håndboldbanen. De seneste fire ligakampe har Kjeldgaard været i absolut topform og fuldstændig brændt banen af med imponerende 32 mål.

Den formstærke periode kommer belejligt for Kjeldgaard, som tidligere på sæsonen ikke fik samme tillid og ofte måtte se til fra sidelinjen, mens Reinier Taboada fik chancen på venstre back-positionen. Taboada, som snart skifter til Benfica, har imidlertid haft en svær periode på det seneste, hvilket har åbnet døren for Kjeldgaard – og han har i den grad grebet chancen.

Da Mads Kjeldgaard kom til FHK, var der store forventninger til ham. Han kom med erfaring fra både Bjerringbro-Silkeborg og den tyske Bundesliga-klub Bergischer, hvor han havde vist prøver på sit enorme potentiale. Alligevel tog det noget tid, før han for alvor fik sat sit aftryk i Fredericia. Den manglende kontinuitet og begrænsede spilletid gjorde, at han havde svært ved at finde rytmen og vise sit fulde niveau.

Men nu har Kjeldgaard endelig fundet fodfæste og udfylder netop den rolle, som både klubben og fansene har håbet på. Den øgede spilletid og ikke mindst den ubetingede tillid fra trænerteamet betyder, at Kjeldgaard nu tør tage chancer på banen uden frygt for at blive sat ud igen efter enkelte fejl. Han har dermed fået lov til at vokse med opgaven, og hans selvtillid er eksploderet på banen. Resultatet er tydeligt: Han har udviklet sig til én af ligaens absolut farligste skytter, som gang på gang udfordrer og overvinder modstandernes forsvar.

For Kjeldgaard selv og for Fredericia Håndboldklub betyder det enormt meget, at han nu lever op til det potentiale, som klubben så i ham ved skiftet. Tidligere var han en spiller med tydelige kvaliteter, men som ofte manglede den nødvendige kontinuitet og tillid fra trænerstaben. Nu har han fundet den rette balance mellem at tage chancer og levere stabile præstationer.

Et eksempel på Kjeldgaards eksplosive form var senest tydeligt i kampene op til grundspillets afslutning, hvor han virkelig foldede sit talent ud og blev en vigtig brik i at sikre tredjepladsen til Fredericia Håndboldklub. Hans skarpe skud, gode overblik og offensive initiativ gjorde ham til en konstant trussel.

Med denne imponerende formkurve er der ingen tvivl om, at Kjeldgaard vil være en central figur i Fredericias bestræbelser på at nå langt i slutspillet, som starter allerede på søndag med en svær udekamp mod Bjerringbro-Silkeborg. Her får Kjeldgaard endnu en mulighed for at vise sit værd og fortsætte sin målstime.

Fredericia-fansene håber naturligvis, at Kjeldgaard kan fastholde sin forrygende form gennem slutspillet. Hvis han fortsætter på denne måde, vil han uden tvivl være én af de absolut største profiler i ligaen – og måske endda hele slutspillets mest afgørende spiller.