1.6 C
Copenhagen
fredag 14. marts 2025

Disse folk bestemmer i Fredericia

0

Vores konkurrenter på JFM ynder at udkomme med en årlig “magtliste”, hvor de i subjektiv rækkefølge grupperer hvilke borgere, redaktionen og et nøje udvalgt panel på Fredericia Dagblad finder, har mest magt i Fredericia. Listen bygger (nok) på en vurdering af økonomi, politik og sandsynligvis almen sladder. Vi anerkender fuldt ud underholdningsværdien med “magtlisten”, og skal ikke afvise, at vi også kan finde på at lave sjove indslag af samme karakter på andre områder. Samtidig er det fint, at man sætter begrebet magt og indflydelse på dagsordenen. Det bør man nemlig tale om.

Der er med andre ord her tale om vores egen bedømmelse af de stærkeste i byen, når vi bringer en liste selv. Vi krediterer derfor Fredericia Dagblad for ideen til denne liste, selvom vi har brugt andre kriterier til udvalget. Skulle nogen finde sig forurettet over enhver form for lighed; så er dette en alternativ vurdering.

Vores liste over stærke mennesker beror på personens indflydelse på konkrete forhold i hverdagens Fredericia. Det er således ikke afgørende om personen høster anerkendelse i eget netværk, har milliarder på kontoen eller bor i et stort hus. Listen tager udgangspunkt i vores vurdering af, hvordan personen kan påvirke beslutningsprocesser. Det kan ske via deres indsats, både professionelt og frivilligt, såvel som de ideer, der bringer frem. Det kan også være, at de er med til at opbygge sport, kultur og fritid i Fredericia.

Så hvem bestemmer i Fredericia?

Her er de 20 mest betydningsfulde beslutningstagere og påvirkningsaktører i Fredericia. De har til daglig stor indflydelse på byen, ideerne og udviklingen generelt.

1. Thomas Jaap. Kommunaldirektøren sætter dagsordenen for et kæmpe forvaltningsapparat i Fredericia Kommune. Jaap er lykkes med at etablere rammer omkring udførelsen af kommunens arbejde. Han er god til at tage direkte fat omkring problemer, og han foretrækker konkret dialog og lytter. I forhold til politikerne navigerer han mellem de forskellige synspunkter med en pæn portion tæft. Man skal også tage i betragtning, at han er kommet til en skandaleramt kommune, hvor der har været stor udskiftning på ledelsesgangen. Han indtager nu en klar førsteplads på magtlisten, hvor han er den centrale figur, når ideer skal blive til virkelighed.

2. Christian Bro. Borgmesterpositionen giver Bro en enorm platform til at styre dagligdagen i Fredericia Kommune. Samtidig har han et fasttømret greb om den socialdemokratiske byrådsgruppe. Hans kendskab til Fredericia og de interne rutiner i kommunen er stor. Han har også fagbevægelsen i ryggen, og det spiller en meget stor rolle i Fredericia.

3. Henrik Melchior. Han er firmaets mand, der sidder tungt i næsten alle problemer og udfordringer i Fredericia Kommune. Som chefjurist vurderer han løbende kommunens risiko, rolle og ansvar. Han har været i kommunen i lang tid og kender alle kroge ind og ud. Han er den undervurderede mastodont, der med sine råd kan påvirke alle afgørende sager i Fredericia.

4. Mette Heidemann. Hun foretrækker at arbejde i stilhed. Men hun kan sætte sig tungt på en sag. Hun tager også de lange og seje træk. Hendes indflydelse i Fredericia Kommune overgås kun af kommunaldirektøren, og borgmesteren.

5. Christian Herskind, Formand for ADP A/S. Han er stabilitetens eminence. Hans ro og knivskarpe analyse, kombineret med et venligt gemyt og en stor portion nysgerrighed, giver ham en fast støttegruppe blandt elitien i Fredericia. Han er kendt for at være dygtig, grundig og sætte sig ind i ting.

6. Bent Jensen, CEO for T. Hansen Gruppen og formand for Business Fredericia. Han er respekteret for sit livsværk, men også fordi, han giver igen til folket. Indsatsen for FHK har givet ham vinger i Fredericia, hvor han generelt hyldes for opbakningen til klubben gennem svære og gode tider, men også fordi han oprigtig kæmper for sagen. Hans evne til at trække andre med, har haft afgørende betydning for hele Fredericia, hvor han også i ly af Business Fredericia, har sat en dagsorden, der har bragt byens erhvervsliv sammen. Han er kendt for en ubegribelig tæft og vedholdenhed, men også for hans positive tilgang til problemer og udfordringer, og så tør han kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Han er ikke bange for at rose den tidligere borgmester Bjerregaard – ligesom han altid er klar til at kæmpe for sine sager.

7. Anders Østergaard, CEO for Monjasa og Formand for Museum Fredericia. Som fredericianer beundres han for den succesrejse, han har haft i sit liv. Men også fordi, han har beholdt Fredericia i sit blod. Han har gentagne gange bakket op om kulturelle projekter, der har givet Fredericia en plads i verden. Han er kendt for at være nysgerrig, lydhør og handlekraftigt. Men fremfor alt er han venlig, dannet og intelligent.

8. Rune Rasmussen, CEO for ADP A/S. Han er kendt for dygtig ledelse. Havnedirektøren ved alt om virksomheden, markedet og udfordringerne. Han er ikke bange for at melde ud. Men han er ikke en pralerøv. Når han endelig siger noget, lytter folk. Havnen er Fredericia Kommunes kronjuvel. Han overrasker gang på gang med driftssikkerhed og innovation. Han er ualmindelig vellidt i brede kredse, og så ved han, hvad han snakker om.

9. Cecilie Roed Schultz. Hun har taget en gevaldig rejse det seneste år. Et opgør med blokpolitikken har rejst hende og Enhedslisten til store højder, hvor de nu sidder med nøglerne til fremtidens politik i Fredericia. Selvom dialogen med borgmesterpartiet er blevet sløvt, udøver hun nu stor indflydelse via samarbejdet med de andre partier. Hun er sammen med Pernelle Jensen en af hovedpersonerne bag det politiske skifte og den nye samarbejdspolitik i byrådet. Hun kender fredericiansk politik til fingerspidserne. De troede de lukkede en kylling ind til hønsene, men hun var en ræv. Nu spytter hun fjererne ud.

10. Klaus Andersen. Han sidder tungt på en del af havnen, og har været med til at udvikle Taulov Dryport. Han er bredt respekteret, og er en stor støtte af Fredericia. Hans samarbejde med havneselskabet er legendarisk, og har været med til at sikre den udvikling, der har gjort Fredericia Havn succesfuld.

11. Tommy Rachlitz Nielsen. Han har kombineret sin bestyrelsespost i havneselskabet med den politiske proces i byrådet. Samtidig har han været en markant faktor under forhandlinger, hvor han har kunnet påvirke kursen på flere områder. Han er kendt for at tale ud og sætte hårdt mod hårdt.

12. Pernelle Jensen, Medlem af Fredericia Byråd. Hun er jokeren i Fredericia Byråd. Hun spotter svaghederne hos sine politiske med- og modspillere, og slår til, når de allermindst forventer det. Hun er flittig og sætter sig grundigt ind i noget, før hun taler. Derudover indtager hun også en magtfuld post i Region Syddanmark tæt på regionsrådsformanden og partifællen, Bo Libergren. Særligt er hun kendetegnet ved at være pragmatisk og realpolitisk, men også i stand til at argumentere for sin sag. Det har givet hende enorm indflydelse, ikke mindst under det socialdemokratiske nederlag med budgetforliget.

13. Kristian Bendix Drejer, Erhvervsdirektør. Han er limen mellem træet. Han er kendt for sin evne til at bevæge sig i alle miljøer, bygge broer og skabe resultater. Han tager gerne tæv, hvis det fremmer hans mærkesager. Han er grundliggende en dygtig diplomat, der skal navigere mellem kommunens embedsfolk og erhvervsfolkene; øretævernes holdeplads. Under hans virke er Business Fredericia blevet en kæmpe succes og magtfaktor i Fredericia. Hans samarbejde med Bent Jensen har været legendarisk, hvor byen kom fra bunden af ligaen til nye, store højder.

14. Jesper Hansen, Formand for Fredericia Shopping. Som inkarneret fortaler for fornyelse og udvikling, har han altid fingeren på pulsen. Han er ikke bleg for at tale blasfemisk om de kommunale pokaler, og er kendt for at være direkte. Han spreder ideer og tanker, samler op og tager fat om de upopulære problemer.

15. Ulrich Nicolaisen, CEO for EventC. Han er en af de mest populære fredericianere. Som idemand og torvholder for kulturelle aktiviter, er han den udsøgte diplomat, der kan sendes afsted med blomster og chokolade til enhver interessent. Som en af hovedkræfterne bagved Fredericias udvikling på musik og kultur, har han været bannerfører på at løfte byen op af hængedynget. Hans evne til at være gode venner med alle, har skabt en unik base for skabelsen af sammenhold og fornyelse. Han har evnen til at sprede godt humør, er altid smilende og venlig, men fremfor alt er han en dygtig udvikler.

16. Jacob Falkenby, Leder af Madsbyparken. Han kaldes den flinkeste mand i byen. På trods af udfordringerne med at være i kommunale økonomiske rammer, formår han at gribe chancerne for at skabe nye aktiviter for borgerne i byen. Han er god til at se mulighederne, og han inddrager gerne borgerne i deres oplevelse af Fredericia, og så er han fremfor alt: Løsningsorienteret og tænker modsat det kommunale system på mange fronter, hvilket gør ham ekstra populær hos mange i byen, særligt erhvervslivet har taget godt imod den driftige leder, der også er at finde i idrætscentret om søndagen, når der afvikles børnestævner.

17. Per Breckling, Formand for Fredericia Lærerkreds. Han formår at kommunikere på vegne af en stor flok mennesker i Fredericia Kommune, der arbejder med børnene og de unge. Han er respekteret for sin tilgang til faget, samt ikke mindst hans interesse for skolernes vilkår. Folk lytter, når han taler, og så er han sammen med Bo Petersen fra 3F og Martin Sørensen fra Dansk Metal en sikker skanse for fagbevægelsen.

18. Finn Muus, Direktør for Boligkontoret Fredericia. Som chefen for byens største boligforening, har han enorm indflydelse på udviklingen af boliger og byområder i byen. Han har kastet enorm energi i at løse udfordringerne med de store “betonparker”, og nyder stor respekt og anerkendelse for hans indsats, venlige gemyt og ordentlige facon.

19. Árni Jónsson, Chef for Google Fredericia. Han gør ikke meget væsen af sig. Men Google er en magtfaktor i Fredericia, hvor han med sin elskværdige og beskedne fremtoning har opnået stor indflydelse og respekt. Samarbejdet med Fredericia Maskinmesterskole har været et eksemplarisk forløb, hvor byens ungdom og studiemiljøet har fået et stort skulderklap.

20. Peter Giørtz-Carlsen, CEO for DLG. Det vejer tungt, for DLG er blevet en central erhvervsspiller i Fredericia. Der er stor respekt omkring direktøren, der inddrages i beslutninger og processer omkring det essentielle miljø i Erritsø og Taulov. På samme vis kunne man skrive om cheferne fra Ørsted, Carlsberg, Energinet, Crossbridge Energy mfl. DLG kom til Fredericia efter branden på Fredericia Havn. I dag har de domicil i fæstningsbyen, og DLG har allerede vundet byens erhvervspris, og så skal man følge godt med, når DLG ekspanderer og investerer; også i Fredericia.

Aspiranterne

Hvem er på vej mod top-20-listen? En længere række af aktører er i tæt parløb om pladserne øverst på listen, og det er ganske små forskelle, der bestemmer dagsformen. Eksempelvis er Peder Tind en meget stor faktor, der pt. er storfavorit til at overtage borgmesterstolen i Fredericia, men han blev dog overhalet indenom af kollegaen Pernelle Jensen, der med budgetforliget kaprede den politiske dagsorden og fik Enhedslistens Cecilie Roed Schultz med ombord. Det er stærkt politisk håndværk. Teaterdirektør Thomas Bay og Museumsdirektør Karsten Merrald Sørensen lurer også i kulisserne, hvor de står i spidsen for byens kommende attraktioner. Eller rektor på Fredericia Gymnasium, Jørgen Lassen, der med en utrættelig indsats for de unge, hver dag bevæger sig tættere og tættere på toppen af listen. Det samme gælder hans kolleger i hele uddannelsesmiljøet, der har fingrene i fremtidens Fredericia. Ligeledes bør oberst Henrik Graven nævnes. Forsvaret spiller en større og større rolle i Danmark, og Ryes Kaserne kan ved flid, samarbejde med kommune og erhvervsliv komme til at spille en meget stor rolle i fremtidens Danmark.

Karen Heebøll, Direktør i Fredericia Kommune

Carsten Pedersen, Statsautoriseret revisor & partner hos RSM

Kirsten Hassing Nielsen, Medlem af Fredericia Byråd

Thomas Egebo, CEO for Energinet

Peder Tind, Medlem af Fredericia Byråd

Susanne Eilersen, Medlem af Fredericia Byråd

Bo Petersen, Formand for 3F

Finn Schousboe, CEO for Crossbridge Energy

Vibe Dyhrberg, Medlem af Fredericia Byråd

Grete Højgaard, CEO for MesseC

Christian Jørgensen, Liberal Alliance

Thomas Bay, Teaterdirektør for Fredericia Musicalteater

Christian Jungmark, Bankdirektør for Sparekassen Danmark

Michael Kristensen, tidligere formand for Fredericia Håndværkerforening og erhvervsmand

Stig Pedersen, Direktør for FC Fredericia

David Gulløv, Medlem af Fredericia Byråd

Kasper Findahl, Koncernchef i Fredericia kommune

Jørgen Lassen, Rektor på Fredericia Gymnasium

Poul Erik Madsen, Formand for Teaterforeningen Lillebælt

Bente Ankersen, Medlem af Fredericia Byråd

Jens Færgemand Mikkelsen, Rektor for Fredericia Maskinmesterskole

Kenny Bruun Olsen, Medlem af Fredericia Byråd

Einar Kring, Hoteldirektør for Hotel Fredericia

Karsten Byrgesen, Medlem af Fredericia Byråd

Brian Løkkegaard, Direktør for Urbania Streetfood

Peter Fløe, Ejendomsmatador

Ole Steen Hansen, Medlem af Fredericia Byråd

Morten Rahbek, Formand for FC Fredericia.

Jesper Bjerrisgaard, Formand for Fredericia Håndværkerforening

Joachim Grundtvig, Skoleleder for Sct. Knuds Skole & Børnehave

Stig Andresen, CEO for Andresen’s VVS

Carsten Hänel, Bestyrelsesmedlem i Business Fredericia

Claus Rasmussen, CEO for Egil Rasmussen

Lars Middelboe, Direktør for EUC Lillebælt

Jakub Lund, Redaktør for IBC Fredericia-Middelfart

Jacob Bro, Direktør for SOSU FVH

Poul Bernstorff Jakobsen, Formand i Fredericia Kunstforening

Karsten Merrald Sørensen, Direktør for Museum Fredericia

Stefan Nordby Petersen, CEO for OCEAN7

Kirstine Uhrbrand, Leder af Tøjhuset

Peter Haahr Nielsen, CEO for Carlsberg

Rasmus Errboe, CEO for Ørsted

Henrik Graven, Oberst på Ryes Kaserne i Fredericia.

Thomas Larsen, Direktør for Fredericia Håndboldklub

FHK kæmpede bravt mod franskmænd

0

Fredericia Håndbold Klub leverede en stærk indsats i en udsolgt Middelfart Sparekasse Arena, men Paris Saint-Germain viste sin klasse og vandt 38-32 i Machineseeker EHF Champions League. Trods nederlaget var der stor opbakning fra de 2.350 tilskuere, der rejste sig i respekt for FHK’s indsats.

Det var en aften, hvor Fredericia fik besøg af håndboldens absolutte elite. PSG stillede med verdensstjerner som Kamil Syprzak og Andreas Palicka, mens FHK gik på banen med en stærk tro på egne evner – dog uden den skadede Sebastian Frandsen.

Fanklubben HK Ultras var tændte til dagens kamp.

FHK i front fra start

Kampen begyndte intenst, og FHK tog føringen fra start, da William Andersson Moberg brød igennem og satte den første scoring. Martin Bisgaard og Reinier Taboada fulgte trop, og hjemmeholdet kom foran 3-1. PSG svarede dog hurtigt igen med stærkt stregspil fra Kamil Syprzak, der blev en afgørende faktor for gæsterne.

FHK holdt sig dog inde i opgøret, hvor Evgeni Pevnov viste sin fysiske styrke og satte flere sikre scoringer. På målmandsposten diskede Thorsten Fries op med store redninger og holdt FHK inde i kampen. Med et par skarpe kontraer fra Bisgaard og Kasper Palmar havde FHK føringer undervejs, men PSG blev ved med at svare igen.

Palmar var sikker på straffe i 1. halvleg.

Pausestilling 17-16 – en tæt første halvleg

PSG fik momentum mod slutningen af første halvleg, men et teknisk kiks fra franskmændene gav FHK muligheden for at lukke halvlegen bedst muligt. Martin Bisgaard udnyttede det med en scoring i tomt mål til pausestillingen 17-16.

PSG satte tempoet op i anden halvleg

Fredericia kom også bedst ud til anden halvleg og bragte sig foran 18-17 ved Reinier Taboada. Hallen kogte, og FHK fulgte godt med de første ti minutter, hvor Pevnov, Martinusen og Palmar leverede vigtige mål.

Det gik stærkt, når PSG satte tempo på.

Men herefter skruede PSG tempoet op. Jacob Holm og Elohim Prandi viste klassen, og gæsterne bragte sig foran for første gang i kampen. Med et hurtigt skifte satte PSG unge Stanis Soullier i mål, men det var især Andreas Palicka, der lukkede af for FHK’s skytter i de afgørende minutter.

PSG trak fra – men Fredericia kæmpede til sidste sekund

Fra stillingen 25-25 satte PSG turboen til. FHK lavede et par tekniske fejl, og franskmændene straffede det prompte med kontrascoringer fra Ferran Solé og Syprzak. Med ti minutter igen var forskellen pludselig på fem mål.

Fredericia kæmpede dog videre, og Mads Kjeldgaard Andersen diskede op med et flot underhåndsskud, mens Nikolaj Nielsen og Frederik Jægerum også kom på måltavlen. Men PSG var for skarpe, og Holm lukkede kampen definitivt med to hurtige scoringer til slutresultatet 38-32.

Palicka hjælper sin holdkammerat ud af nettet. Men det var franskmændene, der sejrede sikkert.

Stolt opbakning trods nederlaget

Selvom FHK tabte, var opbakningen fra tilskuerne enorm. Fra første til sidste minut trommede, klappede og heppede HK Ultras, og spillerne blev hyldet af de mange fremmødte, da slutfløjtet lød. Over 500 sponsorer var inviteret til spisning før kampen, og der sagde formand Bent Jensen:

– Der skrives fredericiansk historie i dag. Tak til de mange af jer, der troede på os, da vi ville genrejse klubben tilbage i 2014, da vi sagde, at vi ville i ligaen. Til jer, der gjorde det muligt med en ny arena, modige politikere, der gav os en arena, selvom vi ikke kunne kaste og gribe endnu. Nu spiller vi Champions League i Fredericia. Det bliver ikke større. Det er rigtig stort, og jeg ved godt, at Fredericia har en stor håndboldfortid, men det her er stort, og i en tid, hvor sport også kræver mange penge. Jeg er utrolig stolt over, at det er muligt at spille her i dag, og over det vi i fællesskab har nået.

FHK havde flyttet sit sponsorarrangement til hal 6. Den normale ADP Lounge var for lille.

Trods nederlaget beviste FHK, at de kan spille med på det højeste niveau. Holdet kæmpede, og fansene leverede en kulisse, der viste, hvorfor Fredericia er en håndboldby.

Kampens målscorer:

Fredericia HK: Reinier Taboada (6), Martin Bisgaard (6), Evgeni Pevnov (5), Kasper Palmar (4), Anders Kragh Martinusen (4).

Paris Saint-Germain: Kamil Syprzak (10), Elohim Prandi (6), Jacob Holm (5), Ferran Solé (6).

Næste opgave for FHK bliver på udebane søndag mod Nordsjælland Håndbold i ligaen.

10. klasse afskaffes og karakterkrav hæves

0

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti indgået en aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, epx. Den nye uddannelse erstatter den toårige hf, 10. klasse, eux og grundforløbets første del på erhvervsuddannelserne. Samtidig hæves karakterkravet til optagelse på stx, hhx og htx.

Epx bliver en toårig gymnasieuddannelse med mulighed for en etårig overbygning. Eleverne vil modtage en kombination af praktisk og boglig undervisning, og uddannelsen skal etableres i tæt samarbejde med erhvervsliv og offentlige institutioner.

Den toårige epx vil give adgang til erhvervsuddannelser og erhvervsakademiuddannelser. Overbygningen på et år vil give adgang til professionsbacheloruddannelser, mens videre adgang til akademiske bacheloruddannelser kræver yderligere supplering.

For at blive optaget på epx skal eleverne have bestået folkeskolens afgangseksamen eller have aflagt prøve fra den forberedende grunduddannelse (fgu).

Afskaffelse af 10. klasse og nye karakterkrav

Aftalen indebærer, at 10. klasse afskaffes som en del af en større omlægning af ungdomsuddannelserne. Ifølge aftalepartierne skal det bidrage til at skabe en mere direkte vej fra grundskolen til en ungdomsuddannelse.

Samtidig hæves karakterkravet til optagelse på stx, hhx og htx. Fremover kræves et gennemsnit på 6,0 i både standpunktskarakterer og folkeskolens prøver.

Den nye uddannelse bliver en milliardinvestering, hvor der afsættes cirka 5 milliarder kroner årligt til drift, når epx er fuldt indfaset. Derudover afsættes 4,8 milliarder kroner i perioden 2027-2034 til implementering, herunder opbygning af værksteder og nye faglokaler.

Aftalen indebærer en merudgift på omkring 2,3 milliarder kroner årligt fra 2030, svarende til et løft på cirka 10 procent i forhold til de nuværende udgifter til ungdomsuddannelser.

De første elever på epx forventes at starte i august 2030.

Sidste kølige vinterdag – mildere luft på vej

0

Den blå himmel markerer den sidste kølige vinterdag i denne omgang, men flere steder på Sjælland startede morgenen med tæt rimtåge. Prognoserne viser, at tågen kan hænge ved langt op ad dagen, og nogle steder muligvis hele dagen. Derudover melder Vejdirektoratet om flere glatte veje i Syddanmark.

Det kolde og tørre vejr, der har præget landet i flere dage, bliver torsdag fortrængt af en front med regn. Højtrykket slipper grebet, og vestenvinden får igen frit spil.

Med den ændring forsvinder nattefrosten, og temperaturerne nær frysepunktet erstattes af lunere luft. I de kommende dage ventes tocifrede temperaturer flere steder.

Kilde:DMI

ADP’s udvikling og fremtid: En rejse gennem Fredericia Havn

0

Avisen var i 2024 på besøg hos ADP’s administrerende direktør, Rune Rasmussen. Besøget bød på en spændende samtale og en rundtur på flere af ADP’s lokationer, herunder Fredericia Havn, den eksisterende og den nye containerterminal, Møllebugten samt Taulov Dryport. Undervejs delte Rune Rasmussen indsigter om havnens udvikling, sikkerhed, infrastruktur og fremtidige udfordringer.

Havnen før og nu: Fra fiskeri og cykelstier til kritisk infrastruktur

– Da jeg var knægt, cyklede vi rundt på havnen om sommeren. Vi fiskede fra kajkanten og gik i korndyngerne, når skibene lossede. Det var en anden tid, fortæller Rune Rasmussen.

I dag er det et helt andet billede. Fredericia Havn er en moderne infrastrukturhavn, hvor sikkerhed, effektivitet og global handel er i fokus.

Del 1

– Der er kommet skarpere skel mellem byen og havnen. En støjmur markerer grænsen. Det er ikke længere et sted, hvor man lige triller ned i shorts og spiser en is. Det er en international virksomhed, der håndterer alt fra containere til olie og brændstof – kritisk infrastruktur, som holder samfundet kørende, siger Rune Rasmussen.

Han påpeger, at udviklingen også er præget af globale forhold.

– Vi lever i en verden med stigende sikkerhedskrav. Krigen i Europa og ISPS-reglerne efter 11. september har gjort, at vi er nødt til at tænke anderledes. Havnen er en essentiel del af Danmarks forsyningssikkerhed – både til daglig og i krisetider.

En havn i vækst – men pladsen er knap

Fredericia Havn har udviklet sig markant de seneste år, og med åbningen af den nye containerterminal er behovet for areal endnu større.

– Vi har rygende travlt. Containermarkedet er i vækst, og vi har ikke en eneste kvadratmeter ledig plads. Selv når havneudvidelsen er færdig, vil der stadig være behov for mere kapacitet, forklarer Rune Rasmussen.

En løsning har været Tavlov Dryport, et logistikknudepunkt, hvor gods kan omlastes og opbevares uden for havneområdet.

– Hvis ikke vi havde fået Taulov Dryport, tror jeg, Fredericia Havn ville være en havn i afvikling frem for en havn i udvikling. Vi har flyttet godsstrømme og skabt nye synergier, der har sikret væksten. Taulov Dryport er på seks år blevet større end selve Fredericia Havn. Det er en game changer, siger han.

1000 lastbiler om dagen: Sikkerhed og infrastruktur i fokus

Med op mod 1000 lastbiler om dagen er sikkerhed en afgørende faktor i driften af havnen.

– Når vi optimerer logistikken, handler det ikke kun om effektivitet – det handler også om at mindske risikoen for ulykker. Et nyt vejnet på havnen betyder, at vi har fjernet to højresving for hver af de 1000 lastbiler. Det kan lyde småt, men over tid kan det betyde, at ulykker bliver undgået, forklarer Rune Rasmussen.

Havnen har også øget overvågningen, så alle ind- og udgange registreres digitalt.

– Det er en naturlig udvikling, når man håndterer kritisk infrastruktur. Vi skal vide, hvem der kommer og går. Samtidig sørger vi for, at de ansatte har de bedste vilkår for at udføre deres arbejde sikkert, siger han.

Havnen som arbejdsplads: En kultur af handlekraft

Fredericia Havn er en arbejdsplads, hvor mange forskellige faggrupper arbejder sammen døgnet rundt.

– Vi er kendt for at løse opgaven – uanset hvad. Havnarbejdere, kranførere, trafikassistenter, bogholdere – alle spiller en rolle i, at tingene fungerer. Når folk møder ind, så arbejder de igennem, og de siger ikke nej. Det er en særlig kultur, siger Rune Rasmussen.

Fremtidens havn: Balance mellem by og erhverv

Som en af Danmarks vigtigste havne spiller Fredericia en stor rolle i den nationale infrastruktur, men der er også en balancegang mellem byudvikling og erhvervsliv.

– I mange år har diskussionen været, om havnearealer skulle omdannes til byområder. Men vi kan ikke kun udvikle byerne og ignorere infrastrukturen. Vi er et forbrugssamfund, hvor varer skal importeres og eksporteres. Hvis havnene ikke kan følge med, bliver det et problem for hele landet, siger han.

Han fremhæver samarbejdet i Fredericia som en model for andre havnebyer.

– Her har vi fundet en balance mellem byudvikling og erhverv. Kanalbyen og ADP lever side om side, og vi har et godt samarbejde med politikere og borgere. Det kræver dialog og forståelse for hinandens behov, siger han.

ADP åbner jævnligt dørene for interesserede, der vil lære mere om havnens arbejde.

– Vi siger altid ja, hvis nogen vil besøge os eller holde et arrangement her. Folk går altid herfra klogere på, hvad en havn egentlig betyder for samfundet – og det er vigtigt, afslutter Rune Rasmussen.

Stjernespækket morgensangskorps er nu samlet

0

18 af landets dygtigste musikere har takket ja til at være en del af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Fabers morgensangsmission. Morgensangskorpset skal være med til at kickstarte glæden ved morgensang og få morgensang ud i alle dele af landet.

Malte Ebert, JJ Paulo, Prisma, Oh Land, Christopher, Guldimund, Stine Bramsen, Katrine Muff, Pil, Simon Alstrup,
Pernille Rosendahl, Katinka, Sigurd Barrett, Rikke Thomsen, Thomas Buttenschøn, Dopha og Shaka Loveless. Det er navnene på de musikstjener, der har sagt ja til at deltage.

Kan kulturminister Jakob Engel-Schmidt, Phillip Faber og 18 danske musikstjerner få mindst en fjerdedel af alle landets grundskoler til at synge morgensang, inden skoleåret er omme? Det er den fælles morgensangsmission, de nu begiver sig ud på. Sammen vil de vække sangglæden til live på skolerne og skabe bedre forudsætninger for sang på landets skoler. Hver musiker fra det stjernespækkede morgensangskorps forpligter sig blandt andet konkret til at synge morgensang på mindst fem grundskoler inden skolernes sidste skoledag i 2025.

Korpsmedlemmerne dækker hver især en del af landet og skal konkurrere om at få så mange skoler som muligt til at synge morgensang i deres område. Der bliver i sidste ende trukket lod blandt skolerne i den vindende landsdel. Præmien er en skolekoncert med besøg af et eller flere korpsmedlemmer.

– Det har fra starten af været høj politisk cigarføring at sætte sig for, at en fjerdedel af landets grundskoler i løbet af et halvt år skal synge morgensang. Heldigvis bakker en perlerække af Danmarks største musikstjerner op om missionen om at skabe gejst og musikglæde blandt vores børn. Jeg er sikker på, at musikernes engagement i morgensangsmissionen vil gøre en kæmpe forskel for de børn og voksne, de møder, når de besøger skolerne, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

– Jeg er virkelig glad for, at så mange dygtige musikere har kunnet se sig selv i morgensangmissionen, og at vi har kunnet sætte så stærkt et hold. Nu kan vi for alvor sætte skub i den del af projektet, der handler om at give skolerne motivation og et igangsættende skub nu og her – sammen med de bedste folk, jeg kunne forestille mig, siger formand for morgensangskorpset Phillip Faber.

Det landsdækkende morgensangskorps består foruden Phillip Faber af:

København
Oh Land
Christopher

Trekantområdet
Malte Ebert
JJ Paulo

Midt- og Vestjylland
Guldimund
Stine Bramsen

Nordsjælland og Bornholm
Katrine Muff
Pil

Nordjylland
Simon Alstrup
Pernille Rosendahl

Sjælland og Lolland-Falster
Katinka
Sigurd Barrett

Fyn
Prisma

Syd- og Sønderjylland
Rikke Thomsen
Thomas Buttenschøn

Østjylland
Dopha
Shaka Loveless

Fakta om morgensangsmissionen
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber lancerede i august 2024 morgensangmissionen, som skal få morgensangen ud i alle kroge af landet. Som led i det er der samlet et morgensangskorps under ledelse af Phillip Faber. Morgensangskorpset består af 18 af vor tids dygtigste musikere, som skal få flere til at synge morgensang på grundskoler i hele landet. Hver musiker forpligter sig konkret til at synge morgensang på mindst fem grundskoler indtil skolernes sidste skoledag i 2025.

Der er afsat 10 mio. kr. til morgensangsmissionen, der består af et morgensangskorps, initiativer målrettet lærere og pædagoger og en pulje.

Fakta om morgensangskonkurrencen
Landet er opdelt i ni landsdele, og to korpsmedlemmer er tilknyttet hver landsdel. Korpsmedlemmerne skal konkurrere om at få så mange skoler som muligt til at synge morgensang i deres landsdel. Præmien er en skolekoncert med besøg af et eller flere korpsmedlemmer.

Tilmelder man sig som morgensangsskole på morgensangsmissionen.dk, kan man være heldig at få besøg af en af musikstjernerne fra morgensangskorpset til en omgang morgensang.

Hvis en skole allerede har søgt morgensangspuljen, er skolen automatisk tilmeldt som morgensangsskole og en del af konkurrencen om en skolekoncert og mulighed for måske at få besøg af korpsmedlemmer til morgensang.
Tilmelding kan her.

Fakta om morgensangspuljen
Puljen kan søges af grundskoler, der ønsker at etablere morgensang på skolen eller styrke skolens indsats med morgensang. Puljen kan bruges til at sikre, at skolerne har de nødvendige instrumenter, og at lærere og pædagoger har mulighed for at blive efteruddannet og opkvalificeret, hvis de ønsker at blive klædt bedre på til at varetage morgensangen på deres grundskole.

Morgensangsmissionen indeholder også et lærerspor med flere faglige aktiviteter målrettet skolelærere og pædagoger. Lærersporet vil blandet andet være 1-2 digitale konferencer om morgensang, tips om morgensang målrettet lærerne fra Phillip Faber, og en digital opsamling med morgensangskorpsets erfaringer fra deres besøg.

To mænd fra Vejle dømt for indbrudstyverier

0

To mænd på 29 og 23 år fra Vejle er i dag ved Retten i Horsens blevet idømt henholdsvis et år og fire måneders fængsel samt ti måneders fængsel for blandt andet indbrudstyverier.

Begge modtog dommen.

Det Sydøstjyllands Politi på X.

24-årig dømt for kokainsalg – får advarsel om udvisning

0

En 24-årig udenlandsk statsborger bosat i Horsens er i dag blevet idømt et år og seks måneders fængsel for besiddelse og salg af kokain. Dommen blev afsagt ved Retten i Horsens, hvor han også modtog en advarsel om udvisning.

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på X.

Fiskerikontrollen stiller skarpt på ulovligt fiskeri af stenbider

0

Ved årsskiftet trådte det nye forbud mod erhvervsfiskeri af stenbider i kraft. Medio januar trådte et lignende forbud for lyst og fritidsfiskere i kraft. Det betyder, at det ikke er tilladt hverken at fiske, medbringe eller lande stenbidere i danske farvande frem til den 31. december 2025. Fiskerikontrollen vil derfor i år have særligt fokus på kontrol af, at forbuddet mod fiskeri af stenbider overholdes.

Udviklingen af stenbiderbestanden i danske farvande har de seneste år været nedadgående, ligesom den biologiske anbefaling fra DTU Aqua har været at stoppe fiskeriet. På den baggrund har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) besluttet at sætte stenbiderfiskeriet på pause i 2025 for at give plads til, at bestanden kan genoprettes.

– I 2025 er der totalforbud mod fangst eller bifangst af fiskeri af stenbider. Hvis man som fisker får en stenbider i nettet, skal den derfor genudsættes straks så nænsomt som muligt. Det betyder, at man heller ikke må opbevare stenbider på hverken fartøj eller tage den med i land. Alle overtrædelser vil blive vurderet og hvis relevant sanktioneret. Reglerne er til for at beskytte bestanden af stenbideren, så bestanden kan genoprettes, fortæller vicefiskeriinspektør Tim Rasmussen Schjoldager.

Forbuddet mod erhvervsmæssigt fiskeri af stenbider gælder alle danske fartøjer, der er registreret til erhvervsmæssigt fiskeri, ligesom det omfatter landing af stenbider som bifangst.

Den eneste undtagelse fra dette forbud vil være fiskeri fra fartøjer, der indgår i et godkendt forsøgsfiskeri, som kan bidrage til viden om bestandens eksisterende tilstand.

Forbuddet gælder for resten af 2025 og omfatter ligeledes lyst- og fritidsfiskeri.

I vintermånederne, der traditionelt har været højsæson for fiskeri af stenbider i danske farvande, vil Fiskerikontrollen have særligt fokus på kontrol af, at forbuddet mod fiskeri af stenbider overholdes.

Kolde nætter og solrige dage – smukt, men køligt vejr forude

0

Det er bidende koldt at bevæge sig udenfor i øjeblikket. Natten til tirsdag har temperaturerne været helt nede mellem 5 og 10 graders frost, og her til morgen kan der stadig være glatte veje, cykelstier og fortove flere steder.

Dagens vejr byder på tørt vejr med masser af sol. Dog kan det være lidt mere skyet i morgentimerne, før solen får lov at dominere. På trods af en skyfri himmel vil temperaturerne dog ikke nå meget over frysepunktet, og allerede fra aftentimerne vil glatte veje igen være en risiko.

De koldeste nætter ser dog ud til at være ovre, og dagtemperaturerne vil stige en smule de kommende dage.

Det klare vintervejr holder sig frem til torsdag, hvor en front med regn og lunere luft bevæger sig ind fra vest.

Kilde: DMI