Byrgesen: Vi har haft erhvervsvenligheden hele tiden

0

BUSINESS. Fredericia har taget et stort spring i Dansk Industris måling af erhvervsvenlighed. Kommunen går fra en 49. plads sidste år til en 20. plads i 2025. For byrådsmedlem Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste er forklaringen ikke en pludselig forvandling, men et samarbejde, der har været til stede længe – og som Business Fredericia har været med til at sætte fokus på.

»Det er jo altid godt at rykke op. Det er positivt, men jeg tror faktisk, vi har været gode hele tiden. Det handler om, at vi gør nogle ting i Fredericia, som gør det lettere at være erhvervsliv. Vi lytter til virksomhederne, vi har et super samarbejde, og det er jo erhvervslivet selv, der giver os karakteren. Derfor kan jeg kun være tilfreds,« siger han.

Byrgesen husker tydeligt generalforsamlingen i Business Fredericia, hvor opfordringen lød til, at virksomhederne i højere grad skulle give deres oplevelser videre til DI’s måling. »Der lå en opfordring om, at vi måske var bedre end tallene sagde. Vi bad virksomhederne om at gå ind og melde tilbage, hvad deres oplevelser var. Så spørgsmålet er, om vi ikke hele tiden har haft den værtsvenlighed, men at det først slår igennem nu, fordi flere faktisk har svaret. Jeg som politiker har i hvert fald ikke modtaget nogen klager,« siger han.

Sagsbehandling rykket frem

En af de største forbedringer ligger på byggesagsområdet, hvor Fredericia springer fra en placering som nummer 73 til nummer 13. Byrgesen peger på en bevidst oprydning.

»Vi har simpelthen sagt, lad os få ryddet op i sagerne. Lad os få sat nogle ekstra kræfter på. Mange ansøgninger trækker ud, fordi der mangler dokumentation, og så kan det hele gå i stå. Vi har været skarpere på at gøre opmærksom på, at vi kommer først videre, når alle oplysninger er på plads. Det er en del af det fælles mål, nemlig at få iværksat det, som ansøgeren gerne vil have gennemført,« siger han.

Jobcenteret under pres

Også samarbejdet mellem virksomheder og jobcenter er rykket markant frem – fra en 57. plads til en 19. plads. Byrgesen ser det som en konsekvens af en tiltrængt skærpelse.

»Jobcenteret har jo fået et vink med en kæmpe vogn. Det er ikke i orden, at vi melder om mangel på arbejdskraft, samtidig med at vi har mange på offentlig forsørgelse, som reelt kunne arbejde. Den BDO-rapport, der blev lavet, var meget tydelig. Der går for mange rundt, der laver for lidt og får for meget. Vi må alle møde op om morgenen og yde en indsats,« siger han.

Bekymring for de unges uddannelsesvalg

Der er dog områder, der bekymrer ham. Blandt andet at færre unge i Fredericia vælger en erhvervsuddannelse.

»Jeg er generelt bekymret over, at dem, der kan udføre manuelt arbejde, i mange år er blevet deklasseret i forhold til akademiske uddannelser. Samtidig mangler samfundet håndværkere. Heldigvis kan jeg se, at respekten for håndværk er på vej tilbage, men vi skal gøre det lettere og billigere for håndværksmestre at tage lærlinge. Det er voldsomt, at man som mester selv skal betale så meget, når en lærling lige er begyndt og ikke kan noget endnu. Her bør staten træde til,« siger Byrgesen.

Gratis busser som styrke

Når det gælder tiltrækning af arbejdskraft, nævner Byrgesen kommunens gratis busser som et konkret plus.

»Vi har gratis busser og en banegård tæt på uddannelsessteder. Det kan betyde meget for unge og tilflyttere. Vi har set en udvikling på 100 procent i brugen af busser, siden det blev gratis, og det her ser jeg kun som begyndelsen. Det kan være med til at trække folk til Fredericia,« siger han.

Ikke optaget af placeringen

Selv om Fredericia nu ligger i top 20, er Byrgesen ikke optaget af selve tallet.

»Jeg er ikke optaget af placeringen. Jeg er optaget af, at virksomhederne føler sig godt betjent af Fredericia Kommune. Det vigtigste er, at vi bliver kendt som en erhvervsvenlig kommune, der tager godt imod både dem, der allerede er her, og dem, der kommer til. Så skal vi nok også ligge godt i målingerne,« siger han.

Lundsfryd: Vi skal gøre det bedre – Middelfart mister terræn i DI’s måling

0

BUSINESS. Middelfart Kommune har i årets store undersøgelse af erhvervsvenlighed taget et markant dyk. Fra en 32. plads i 2024 er kommunen faldet til en 42. plads i Dansk Industris måling, som bygger på svar fra mere end 7.500 virksomheder landet over. Tilbagegangen vækker ærgrelse hos borgmester Johannes Lundsfryd, der dog også peger på konkrete forklaringer og løsninger.

»Det er jeg umiddelbart ærgerlig over. Jeg synes, vi gør rigtig meget. Men det er klart, at der er også nogle ting, som er helt åbenlyse, vi skal forbedre os på. Det, jeg er mest ærgerlig over, det er sagsbehandlingstiderne på byggesagerne,« siger han.

Et sårbart område

Undersøgelsen viser, at virksomhederne har placeret Middelfart Kommune helt nede som nummer 74, når det gælder kompetent og effektiv byggesagsbehandling. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er steget fra 37 til 62 dage, en udvikling der bekymrer borgmesteren.

»Vi har haft en møgsag i byggesagsafdelingen. Der har været meget uheldigt i afdelingen, og det har gjort, at vi kom bagefter. Da vi toppede, var der 192 sager i kø. Det har vi arbejdet intenst på at få rettet op på,« fortæller Johannes Lundsfryd.

Han understreger, at kommunen ikke har stået passiv hen.

»Vi har investeret penge, vi har ansat flere folk, vi har hyret eksterne firmaer og udliciteret nogle opgaver. Vi har også lavet eksperimenter med tegnestuer, som vi har tradition for at samarbejde med. Og vi har arbejdet tæt sammen med dem om at få fjernet bunkerne. Nu er vi nede på 28, men det er stadig 28 for mange. Vi skal have den kø helt væk,« siger han.

International arbejdskraft

Et andet område, hvor Middelfart ligger lavt, er tiltrækning af internationale medarbejdere. Her vurderer virksomhederne kommunen til en 60. plads.

»Det er noget, vi ikke har haft så meget fokus på. Vi har haft mere fokus på den danske arbejdskraft og de ledige, vi har,« siger Johannes Lundsfryd og tilføjer, at det er et punkt, han vil tage op i dialog med erhvervslivet.

»Det er helt klart et område, vi skal have mere opmærksomhed på. Vi skal snakke med virksomhederne om, hvad de præcis efterspørger, og hvordan vi kan hjælpe,« siger han.

Udfordringen med de unge

DI’s undersøgelse peger også på en tilbagegang i andelen af unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Sidste år var tallet 27 procent i Middelfart, i år er det 21.

»Jeg tænker, at det nok varierer meget fra årgang til årgang. Vi har jo for eksempel haft Craft Festival, som vi gennemførte så sent som i sidste uge, hvor alle udskolingselever møder lokale virksomheder og lærlinge. Det er et tiltag, vi har haft i flere år, og sidste år gav det en kæmpe fremgang. I år er der en tilbagegang. Det svinger fra overgang til overgang,« siger borgmesteren.

Han understreger, at kommunen allerede har mange initiativer i gang, men at de skal evalueres og eventuelt justeres.

»Vi kan ikke bestemme, hvilken uddannelse de unge vælger, og det skal vi heller ikke. Men vi kan sørge for at præsentere mulighederne, så de træffer et valg på et solidt grundlag. Det er deres eget valg, men vi kan give dem bedre information og inspiration,« siger Johannes Lundsfryd.

Ambitionen fremadrettet

På spørgsmålet om, hvad ambitionen for Middelfarts placering i DI’s måling er de kommende år, svarer borgmesteren klart.

»Vi skal gøre det bedre. Sidste år rykkede vi ti pladser frem, i år rykkede vi ti pladser tilbage. Det svinger, men vi vil gerne ligge bedre. Og vi ved godt, at sagsbehandlingstiderne er det vigtigste område at få styr på. Det er nummer ét,« siger han.

En kommune under lup

Dansk Industri understreger i deres rapport, at det især er sagsbehandling og uddannelsesområdet, der trækker Middelfarts placering ned.

»I en tid, hvor virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft, er det vigtigt, at der er fokus på international arbejdskraft. Det samme gælder i forhold til at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen, bestyrelsesleder i DI Trekantområdet og divisionsdirektør i Rambøll Danmark.

Hun fremhæver også, at virksomhederne oplever længere sagsbehandlingstider og mindre effektivitet i byggesagerne end tidligere.

Et vigtigt signal

Johannes Lundsfryd insisterer på, at kommunen både kan og skal gøre det bedre.

»Det er vigtigt, at vi sender et signal om, at vi lytter til virksomhederne. Vi er allerede i gang med at rette op på byggesagsområdet, og vi vil tage fat på de andre områder også. Jeg er ærgerlig over tilbagegangen, men jeg er ikke bekymret. Vi har værktøjerne til at vende det,« siger borgmesteren.

Med en placering som nummer 42 ligger Middelfart fortsat i midterfeltet blandt de 91 kommuner, der er med i DI’s undersøgelse. Men ambitionen er klar – fremtiden skal byde på en bedre placering og en styrket dialog mellem kommune og erhvervsliv.

Lodtrækning til Oddset Pokalen gav spændende opgør – Fredericia skal til Thisted

0

SPORT. Der blev torsdag aften trukket lod til 3. runde af Oddset Pokalen, og lodtrækningen bød på flere interessante opgør, hvor både superligahold, traditionsklubber og 1. divisionshold skal i aktion.

For FC Fredericia blev det til en udekamp mod Thisted FC. Pokalturneringen har ofte vist sig uforudsigelig, og selv om Fredericia spiller i landets bedste række, venter der en vanskelig opgave mod nordjyderne, der kan drille enhver på hjemmebane.

Også andre lokalopgør ser dagens lys i 3. runde. Kolding IF får besøg af superligamandskabet FC Nordsjælland, mens Kolding Boldklub skal op imod Silkeborg IF. Begge kampe giver sydjyderne mulighed for at måle sig med stærk modstand fra øverste hylde.

De største klubber i landet er naturligvis også med i bowlen. Lyngby Boldklub får besøg af F.C. København, Brøndby IF drager til Gladsaxe for at møde AB/B.93, og FC Midtjylland skal en tur til Aalborg for at møde AaB.

Andre spændende opgør tæller blandt andet Hvidovre IF mod Sønderjyske Fodbold, Sundby BK mod OB og Hillerød Fodbold mod AGF.

På Fyn skal BK Oksbøl op imod Viborg FF, mens IF Lyseng får besøg af FC Roskilde.

Derudover er der plads til traditionsrige klubber som Brønshøj BK, der tager imod VSK Aarhus, og Aarhus Fremad, der hjemme møder Hobro IK.

Mads Kjeldgaard Andersen: Vi skal spille i 60 minutter, ikke kun 25

0

SPORT. Fredericia Håndboldklub er kommet i gang med den nye sæson, og for Mads Kjeldgaard Andersen er det en lettelse at være tilbage i kampens rytme. Forventningerne til klubben er høje efter flere sæsoner med europæiske eventyr og medaljedrømme. Men nederlaget til Bjerringbro-Silkeborg i sæsonens første hjemmekamp har vist, at holdet stadig er i en fase, hvor der skal bygges relationer og findes stabilitet.

»Det er dejligt at komme i gang igen. Opstarten er altid et punkt, man bare lige skal hen over. Der er lidt for meget parat træning og ingen vigtige kampe. Det er dejligt at komme ind i det rolige tempo, som sæsonen giver,« siger Mads Kjeldgaard Andersen.

Han havde dog på forhånd en klar forventning om, at tingene ville tage tid. »Jeg vidste udmærket godt, at vi har skiftet tre vigtige spillere ud, og to af dem ligger i midterforsvaret. Jeg vidste, at Gudmundur ville bruge rigtig meget tid på at prøve at sætte et nyt forsvar op. Det har betydet en masse video, en masse nyheder og et stort fokus på at finde ud af, hvordan vi bedst muligt får stillet et forsvar, der er konkurrencedygtigt. Hvordan det præsterede i den første hjemmekamp, er selvfølgelig noget, vi skal evaluere på.«

Et kollaps som overraskede

Selv om første halvleg mod BSH viste et FHK-hold, der kunne matche en af ligaens store mastodonter, blev anden halvleg et sort kapitel. For Mads Kjeldgaard Andersen var det især sammenbruddets størrelse, der kom bag på ham.

»Jeg synes, vi spiller 25 rigtig gode minutter i starten. Vi har godt styr på dem, og vi fører kampen. Så får vi en stressende start på anden halvleg, og det resulterer i et kæmpe kollaps. Det gør, at hele anden halvleg bliver spillet under niveau og alt for dårligt i forhold til det, vi gerne vil levere, og også den attitude, vi gerne vil vise på hjemmebane,« siger han.

Han indrømmer, at det gik hurtigere galt, end han havde regnet med. »Jeg er overrasket over, hvor hurtigt vi egentlig kan falde sammen i anden halvleg. Det kollaps troede jeg ikke ville blive så stort. Man vil altid have udsving i en kamp, men jeg synes, vi plejer at være bedre til at få stoppet blødningen lidt hurtigere og få sat en prop i. Her fortsatte det som et vandfald, og vi fik aldrig stoppet det. Det betyder, at hele anden halvleg kan smides i skraldespanden.«

At lære af nederlaget

Alligevel ser han kampens første halvdel som et fundament at bygge videre på. »Vi skal tage noget af første halvleg med. Vi havde til dels et godt forsvarsspil og en rigtig god anden bølge, hvor vi fik lavet nogle lette mål. Der var elementer, der fungerede fint. Men vi skal lære af de fejl, vi laver i anden halvleg. Selvom jeg siger, at vi kan smide den ud, skal vi lære, at vi skal få stoppet blødningen hurtigere, så vi kan få en mere ligeværdig kamp og give os selv chancen til sidst. Det er nok det, vi lærer mest af.«

Mads Kjeldgaard Andersen er ærlig i sin analyse: FHK skal blive bedre til at håndtere modgang, før det får lov til at vokse sig ukontrollerbart.

Publikum giver de sidste procenter

En kamp er aldrig kun et spørgsmål om taktik og fysik. Stemningen i hallen og fansenes energi er en del af ligningen, og for Mads Kjeldgaard Andersen er det tydeligt, hvor meget det betyder.

»Vi træner og gør os klar hver eneste dag for at stå bedst muligt i kampene. Fansene kan være med til at give de sidste 10 procent, så man rammer det rigtige spændingsniveau. De er sindssygt vigtige for os. Det giver os det sidste rygstød, og det har vi mærket i de seneste sæsoner, hvor vi har været rigtig gode på hjemmebane. Der er en forklaring på det, og den ligger i den støtte, vi får fra fansene på lægterne.«

En karriere med læring og højdepunkter

Når snakken falder på hans egen udvikling som spiller, bliver Mads Kjeldgaard Andersen eftertænksom.

»Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet en bedre håndboldspiller de sidste par år. Jeg er blevet mere disciplineret og mere professionel i alt, hvad jeg gør. Jeg har spillet i flere forskellige klubber, haft flere forskellige trænere og kammerater. På den måde vokser man, når man lærer at tage ansvar. Min tro på mig selv har altid været stor, men den er blevet bekræftet gennem de sidste par år. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg ved, hvad jeg ikke kan.«

Han peger på to oplevelser, der står klarest i hukommelsen. »At spille Champions League sidste år med Fredericia var en drøm, jeg havde haft siden jeg var lille dreng. Det at stå på den scene var helt særligt. Og så er der oplevelserne fra Tyskland, hvor jeg spillede i de største haller mod de bedste spillere. Kombinationen af Bundesligaen og Champions League fylder mest i min karriere indtil videre.«

Nøglen mod Ringsted

Næste udfordring for FHK er Ringsted, et hold der tidligere har voldt problemer. For Mads Kjeldgaard Andersen handler det først og fremmest om at holde fast i konceptet og præstere over hele kampen.

»Vi skal have fokus på os selv og levere en hel kamp på 60 minutter og ikke kun 25, som vi gjorde sidst. Vi skal spille flere gode minutter sammen og tro på vores koncept, selv om vi er nye og lidt usikre i det. Vi skal finde en fælles forståelse for, hvordan vi bedst muligt kommer i mål. Hvis man kigger spiller for spiller, synes jeg, vi har bedre spillere på alle positioner, også på bænken. For os bliver det vigtigt at finde det rigtige spændingsniveau og tro på vores koncept. Så er der ingen tvivl om, at vi kan slå dem.«

Forberedelsen er allerede i gang. »Der har været opsamlingsarbejde, og vi har brugt meget tid på video og analyse i forhold til at finde de bedste løsninger. Mentalt har vi prøvet at holde møder, se hinanden i øjnene og fortælle hinanden, at det, vi præsterede sidst, ikke er godt nok, og at vi forventer mere af hinanden. Vi skal gøre det her sammen, det er ikke en enkelt præstation.«

Til sidst sender han en direkte hilsen til de fans, der overvejer at tage turen til Ringsted. »Jeg tror, vi kommer med et bedre udtryk. Jeg ved ikke, hvor mange der tager turen, men dem der gør, lover vi at præstere en bedre kamp. Både spillemæssigt og i vores udstråling. Vi ved, hvor meget det betyder for fansene, at vi giver noget tilbage af os selv. Det har vi snakket om.«

For Mads Kjeldgaard Andersen er budskabet klart: nederlaget til BSH skal bruges som brændstof, og kampen mod Ringsted skal være beviset på, at FHK kan rejse sig igen. »Vi skal ud og vise, at vi kan levere i 60 minutter, ikke kun i 25.«

Flere sager om stoffer og våben i Fredericia og Kolding: Unge sigtet for hash og kokain

0

DØGNRAPPORT. Fredag morgen kunne vagtchef Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd, Sydøstjyllands Politi, fortælle om en række sager fra døgnrapporten. Politiet har både i Fredericia og Kolding været ude til hændelser med hash, kokain og våben, og flere unge er blevet sigtet.

Hash på Hannerup Engvej i Fredericia

Kort efter midnat natten til fredag tog en patrulje kontakt til tre personer på Hannerup Engvej i Fredericia.

»Vi træffer tre personer på stedet, og en står træder på en joint med hash. Vi visiterer dem, men finder ikke noget på to af dem, den tredje bliver dog sigtet for besiddelse af stoffer,« fortæller Arno Rindal Pedersen.

Den sigtede er en 18-årig mand fra Fredericia Kommune.

Hash i Ny Vestergade i Kolding

Også i Kolding var politiet ude til en sag om hash torsdag aften klokken 23.30.

»Vi tager kontakt til et par personer i Ny Vestergade. Hos den ene finder vi 5,72 gram hash, og han bliver sigtet. Den anden havde ikke noget ulovligt på sig,« siger Arno Rindal Pedersen.

Den sigtede er en 18-årig mand fra Bøvling.

Scooter med kokain og hash

En anmeldelse om mulig handel med stoffer førte torsdag aften til en alvorligere sag i Kolding.

»Klokken 19.44 får vi en anmeldelse fra en borger, der ser nogle personer, der ligner nogen, der er i gang med at sælge stoffer ved Netto i Jernbanegade. De kører på en orange scooter. Da vi når frem, træffer vi dem ikke, men klokken 21.30 standser vi to personer på en orange scooter i krydset Esbjergvej og Vejlevej,« forklarer vagtchefen.

Hos føreren fandt politiet 10,8 gram kokain og 8,05 gram hash fordelt i små pølseposer samt en lille narkovægt i lommen. Passageren havde ikke noget ulovligt på sig.

»Vi sigter føreren, en 16-årig dreng fra Kolding, for salg af stoffer. Passageren var en 14-årig dreng, også fra Kolding,« siger Arno Rindal Pedersen.

Kniv og peberspray i Låsbygade

Natten til fredag klokken 01.56 blev politiet tilkaldt til Låsbygade i Kolding, hvor en anmelder havde set en person med en kniv under tumult.

»Vi visiterer personen og finder en 11 cm lang foldekniv og en peberspray. Han bliver sigtet for overtrædelse af knivloven og våbenloven,« oplyser Arno Rindal Pedersen.

Der er tale om en 18-årig mand med ukendt adresse.

Borgmester præciserer topplacering: Vi er ikke i top i Trekantområdet

0

POLITIK. Fredericia har taget et historisk spring frem i Dansk Industris måling af erhvervsvenlighed. På bare ét år er kommunen rykket fra en 49. plads i 2024 til en 20. plads i 2025. Det er den største fremgang i Sydjylland og samtidig en af de bedste placeringer, Fredericia har haft i mange år.

Borgmester Christian Bro glæder sig over resultatet, men han er samtidig omhyggelig med at understrege, at man skal være præcis, når man taler om Trekantområdet. Han vil ikke have, at Fredericia tager æren for at være bedst i en sammenhæng, hvor andre kommuner ligger bedre placeret.

»Jeg er selvfølgelig rigtig stolt af placeringen. Der er flere parametre, der er årsag til det, men en af de vigtigste er virkelig, at vi har rykket på vores byggesagsbehandlingstid. Det er nok en af de største enkeltfaktorer. Jeg er glad for, at de indsatser, vi satte i gang allerede for et par år siden, da jeg selv var udvalgsformand på området, nu for alvor slår igennem i målingen,« siger han.

Målingen viser, at virksomhederne i Fredericia vurderer kommunen som nummer 13 i landet, når det gælder effektiv sagsbehandling. Sidste år lå kommunen helt nede på en 73. plads.

»Der er faktisk en statistisk forskydning her, som betyder, at de indsatser vi gjorde allerede for to år siden, først nu slår igennem. Dengang var vi i praksis tæt på i mål, men der var et efterslæb i statistikkerne. Når man ser på, hvad vi konkret har gjort, så handler det om metodeforbedringer i byggesagsafdelingen og en meget målrettet ledelsesindsats. Lederne har understøttet de dygtige medarbejdere, og det er vigtigt, for man kan ikke gennemføre forandringer ved blot at skælde ud. Man skal også anerkende medarbejdernes faglighed og kompetencer, selv når tingene går langsommere, end de burde,« siger Bro.

Ifølge borgmesteren er en central ændring, at sagerne nu håndteres i teams i stedet for at ligge hos en enkelt sagsbehandler. »Det betyder, at når der er en langtidssygemelding eller nogen skifter job, så ligger sagerne ikke bare stille. Der er altid andre, der kan tage over. Det gør en kæmpe forskel,« siger han.

Fredericia går også frem i virksomhedernes vurdering af samarbejdet med jobcenteret. Sidste år blev samarbejdet placeret som nummer 57. I år ligger kommunen på en 19. plads.

»Lige der kan jeg ikke give en entydig forklaring. Mit bud er, at det hænger sammen med vores fremskudte indsatser og en større opmærksomhed over for virksomhederne. Men uanset årsagen, så er det vigtigt, at vi holder fokus,« siger Christian Bro.

Han uddyber, at organisationens kultur er helt central for at fastholde resultaterne. »Man skal hele tiden arbejde på at gøre det så godt som muligt og helst blive ved med at gøre det bedre. Det værste, der kan ske, er, at man læner sig tilbage og hviler på laurbærrene. Det gælder alle typer organisationer, men særligt en kommune som vores, hvor vi har så stor en bevægningsflade,« siger han.

Christian Bro peger samtidig på værdien af at være mere udadvendt og møde virksomhederne på deres egen grund.

»Kommunaldirektøren og jeg har besøgt rigtig mange virksomheder, siden jeg blev borgmester. Jeg bilder mig ikke ind, at det alene er det, der rykker noget, men jeg tror på, at det gør en forskel, at vi kender virksomhedernes virkelighed og viser, at vi lytter,« siger han.

Et af de områder, hvor Fredericia har fået en særligt flot vurdering, er indsatsen for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Her er kommunen gået fra en 42. plads sidste år til en femteplads i år.

»Det er et godt spørgsmål, hvad vi har gjort anderledes. I virkeligheden tror jeg, at meget af æren tilfalder virksomhederne selv. Jeg vil være varsom med at tage æren for noget, som i høj grad er drevet af deres indsats. Sådan et resultat skal man passe på med at tage hjem på kommunens konto,« siger Christian Bro. Han understreger, at samarbejdet med det lokale erhvervsliv fortsat er helt afgørende.

Færre unge vælger erhvervsuddannelser

Målingen peger dog også på en klar udfordring. Andelen af unge i Fredericia, der vælger en erhvervsuddannelse, er faldet fra 25 til 20 procent.

»Det er et godt eksempel på, hvor vi har en udfordring. Det nytter ikke, at vi bare jubler over en 20. plads samlet set. Lige her kan man tydeligt se, at vi står med et forbedringspunkt. Jeg glæder mig over, at Unge- og Uddannelsesudvalget allerede har sat gang i en indsats gennem UU-vejledningen, så vi får mere fokus på at præge folkeskoleelever i retning af erhvervsuddannelser. Men jeg tror ikke, at det alene gør forskellen. Vi skal have et større fokus på folkeskolen generelt,« siger Bro.

Han peger på, at en fjerdedel af en årgang ikke består folkeskolens afgangsprøve. »Det er helt galt. Det bliver en af de vigtigste indsatser i de kommende år at få rettet op på det. Hvis man ikke når i mål med den eksamen, så risikerer man at blive handikappet resten af livet. Det er frygteligt at tænke på,« siger han.

Hvad betyder det for dig som borgmester, at Fredericia Kommune er den bedst placerede kommune i Trekantområdet?

»Det er vi ikke,« siger Christian Bro kontant og uddyber: »Vi er dem, der har den største fremgang, men Trekantområdet er noget andet i denne kontekst, hvor både kommuner som Vejen og Billund ligger bedre end os. Det er fordi, at DI Trekantområdet er noget andet end Trekantområdet Det giver ingen mening, at de to har samme betegnelse.«

Borgmesteren henviser til, at den første version af pressemeddelelse fejlagtigt skrev, at Fredericia var bedst placeret i Trekantområdet. »I den pressemeddelelse, der blev udsendt først, stod der, at Fredericia var bedst i Trekantområdet. Jeg var opmærksom på det, fordi jeg ved jo, hvad Trekantområdet er. Derfor blev den formulering taget ud i den endelige version, for det passer simpelthen ikke. Det kræver en byrådsbeslutning at blive medlem af Trekantområdet, og det består af Middelfart, Fredericia, Vejle, Kolding, Vejen, Billund og Haderslev. Vi skal ikke klappe os selv på skulderen for noget, vi ikke er,« siger han.

Placering eller proces

Spørgsmålet er, hvad ambitionen skal være for Fredericia de kommende år.

»Business Fredericia har en ambition om at ligge i top ti. Men for mig som borgmester, må jeg være helt ærlig og sige, at jeg er mindre optaget af placeringen på en liste. Jeg er mere optaget af, at den organisation, jeg står i spidsen for, hele tiden arbejder på at forbedre sig. Listeplaceringen må være en afledt effekt af det arbejde. En placering må aldrig blive et mål i sig selv. Det vigtigste er, at vi hele tiden stræber efter at gøre os bedre,« slutter Christian Bro.

Læs også

Business Fredericia: Rekordfremgang i DI-måling er kun begyndelsen

0

BUSINESS. Fredericia har sat sig tungt på erhvervsdagsordenen i Trekantområdet efter årets store måling fra Dansk Industri. Kommunen er sprunget hele 29 pladser frem i undersøgelsen af erhvervsvenlighed og lander nu på en 20. plads. Det er den største fremgang i Sydjylland og den bedste placering, Fredericia har haft i mange år.

For Business Fredericia er målingen et tydeligt bevis på, at et langt, sejt træk har båret frugt. Men både formand Bent Jensen og erhvervsdirektør Kristian Drejer understreger, at målet ikke er nået. Ambitionen er at komme blandt de ti bedste erhvervskommuner i Danmark. Bent Jensen lægger ikke skjul på, at han er tilfreds med resultatet. Han kalder det en milepæl for erhvervslivet i Fredericia.

»Der er sgu bingo. Det er en flot måling. Det er skidegodt. Største fremgang i mange år, som de også ser i Dansk Industri. Vi springer fra nummer 49 til nummer 20. Det er virkelig stærkt,« siger han.

Han peger især på, at springet viser, at en årrække med stilstand er afløst af fremgang. »Efter nogle år, hvor vi har stået lidt i dvale, har vi nu skabt et skifte. Det er ikke kommet af sig selv, men det er et resultat af, at vi i erhvervslivet og kommunen har fundet hinanden og arbejdet målrettet,« siger han.

Byggesager var akilleshælen

En af de største årsager til forbedringen findes i byggesagsbehandlingen. Her er Fredericia sprunget fra en 73. plads sidste år til en 13. plads i år.

Bent Jensen gør det helt konkret: »Det, der trækker, er byggesagstiderne. Håndværkerne er meget mere tilfredse end tidligere, og det er noget, vi har ventet på og talt om længe. De første år kunne det tage 50 til 100 dage, før en sag blev afgjort. Nu er der skabt en helt anden effektivitet. Det har været et godt samarbejde med kommunen, og det fortjener ros,« siger han.

Han sammenligner med en rejsebooking. »Det svarer til, at når man bestiller en ferie, så vil man have det bekræftet med det samme og ellers af sted. Når man skal have en byggetilladelse, er det det samme. Man har forberedt sig, man er klar, og så er det frustrerende, hvis der går 100 dage. Derfor betyder det alt, at tiderne nu er bragt ned,« siger Bent Jensen.

Erhvervsdirektør Kristian Drejer, Business Fredericia.

Et sejt træk med mange aktører

Erhvervsdirektør Kristian Drejer er enig i, at det er her, man kan se, at en fælles indsats har virket.

»Jeg tænker, at det er et meget glædeligt resultat, hvor jeg kan se, at den generelle erhvervstilfredshed fra virksomhedernes side er steget, og vi ligger væsentligt over landsgennemsnittet. Det er den vigtigste parameter efter min mening,« siger han.

Han understreger, at det er et resultat, som ikke kan tilskrives en enkelt aktør. »Det her har været et langt sejt træk, hvor vi har haft et stærkt fokus på at forbedre byggesagerne. Det er kommet gennem en fælles indsats både fra erhvervslivet og i tæt samarbejde med byggesagsafdelingen i kommunen. Det er glædeligt at se, at det arbejde nu afspejler sig i undersøgelsen,« siger han.

Han fremhæver også samarbejdet med både den tidligere og nuværende formand for Håndværkerforeningen og ikke mindst det tætte samspil med Jes Bøgelund i kommunens byggesagsafdeling. »Det er summen af mange ting, der gør, at vi står her nu,« siger han.

Formand for Fredericia Håndværkerforening, Jesper Bjerrisgaard. Foto: AVISEN

Der er også stor glæde hos Fredericia Håndværkerforening over denne fremgang.

»Det er et område, som vores forening har haft meget stor fokus på, og det er positivt, at de tiltag, der er gjort, har virket. Det glæder mig, at de lokale virksomheder har en god oplevelse omkring deres byggesagsbehandling, og at kommunen kan tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft,« siger Jesper Bjerrisgaard formand for Håndværkerforeningen i Fredericia.

Flere virksomheder deltager

At 94 virksomheder i Fredericia i år har deltaget i DI’s undersøgelse mod 79 sidste år, er også et vigtigt signal for Business Fredericia.

»Det gør målingen mere repræsentativ. Jo flere, der deltager, jo mere kan vi stole på, at den afspejler virkeligheden. Derfor glæder det mig meget, at vi ikke bare går frem, men at flere også har valgt at give deres mening til kende,« siger Kristian Drejer.

Fremgang på jobcenterområdet

Fredericia går også frem i virksomhedernes vurdering af samarbejdet med jobcenteret. Sidste år var placeringen nr. 57, i år er den nr. 19.

»Det er dejligt at se, at der er fremgang også på jobcenterområdet. Arbejdskraftstilgængeligheden bliver kun vigtigere i de kommende år, så det er afgørende, at vi har fokus på det område. Der er et godt potentiale her, og det skal vi fortsætte med at udvikle,« siger Kristian Drejer.

Han peger dog også på, at udfordringen med unges valg af erhvervsuddannelser fortsat er markant. Andelen er faldet til 20 procent, og det er en problemstilling, som kræver fokus.

Ambitionen om top 10

Selvom tilfredsheden er stor, er ambitionerne stadig højere. For Business Fredericia er målet at placere kommunen blandt de ti bedste i Danmark.

»Det her er en måling, vi er glade for, men vi har et overordnet mål om at blive nummer 10. Det går vi fortsat efter,« siger Kristian Drejer.

Han understreger, at flere barrierer allerede er ryddet af vejen. »Vi har fået fjernet dækningsafgiften, som tidligere var en barriere, og vi har fået byggesagstiderne ned. Jeg ser dog gerne, at man kigger nærmere på byggesagsgebyrerne. Det er et område, vi skal have mere fokus på,« siger han.

Bent Jensen deler ambitionen og kalder målingen en anledning til at hæve barren. »Vi skal glæde os over fremgangen, men vi må ikke stille os tilfredse. Fredericia kan og skal være blandt de ti bedste. Det skylder vi vores virksomheder,« siger han.

Infrastruktur som næste skridt

For Kristian Drejer er det især infrastrukturen, der bliver afgørende i de kommende år.

»Jeg tror, at erhvervsklimamæssigt er der gode muligheder for, at det bliver endnu bedre. Vi har haft meget fokus på infrastrukturen, og nu kan vi snart høste gevinsten af, at afkørsel 61 åbner. Det vil mindske mange gener for erhvervslivet ude i området, og det bliver mærkbart,« siger han.

Han peger også på, at valgåret 2025 kan få indflydelse. »Et valg vil selvfølgelig fylde meget i de kommende måneder, men på den anden side er fundamentet lagt. Vi har et erhvervsklima, der peger i den rigtige retning, og vi har sat et fælles mål. Det giver mig stor tiltro til, at vi kan fortsætte fremgangen,« siger Kristian Drejer.

Et samlet signal om fremdrift

For både formanden og direktøren i Business Fredericia er konklusionen, at 2025’s måling er et klart signal om, at byen er på rette vej. Det er et resultat af fælles indsats og dialog, og det forpligter til at fortsætte arbejdet.

»Vi er glade og stolte, men vi er slet ikke i mål. Fredericia skal blandt de ti bedste erhvervskommuner i Danmark. Det er målet, og vi har vist, at vi kan rykke hurtigt, når vi arbejder sammen. Det skal vi holde fast i,« siger Bent Jensen.

Læs også

Uro på Fredericia Banegård: To anholdt efter flere episoder

0

DØGNRAPPORT. Der var uro på Fredericia Banegård onsdag og natten til torsdag, hvor Sydøstjyllands Politi måtte rykke ud to gange til episoder med truende og uroskabende personer.

Vagtchef Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at den første sag fandt sted onsdag klokken 16.28. »Vi træffer en person, der var ophidset og truende i adfærd over for personale og over for øvrige passagerer. Han forstyrer den offentlige orden,« siger han.

Der er tale om en 23-årig mand med ukendt adresse. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Senere på aftenen måtte politiet igen rykke ud til banegården. Klokken 23.39 blev en person bortvist fra toget på grund af uroskabende adfærd. Togføreren afviste at tage vedkommende med videre, men personen blev ved med at skabe problemer efter bortvisningen.

»Vi kommer ned, og der sker en frihedsberøvelse af vedkommende. Klokken 01.46 får vi skabt ro på stedet dernede,« siger Arno Rindal Pedersen.

Her er der tale om en 28-årig kvinde fra Aabyhøj ved Aarhus. Hun blev anholdt, men er ikke sigtet for yderligere forhold.

Ifølge politiet var det nødvendigt at gribe ind for at sikre ro på banegården, der i forvejen er et knudepunkt med mange rejsende.

»Vi har ikke sigtet vedkommende endnu, men vi har sørget for ro. Det er det vigtigste,« understreger vagtchefen.

DI-måling: Fredericia stormer frem – Middelfart falder tilbage, Kolding står stille og Vejle går frem

0

BUSINESS. Dansk Industri har offentliggjort den årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed, og resultaterne viser store forskelle i Trekantområdet. Fredericia går markant frem, Middelfart falder tilbage, Kolding står på stedet hvil, mens Vejle klatrer op ad listen.

Fredericia springer 29 pladser frem

Fredericia er den kommune i Trekantområdet, der klarer sig bedst i årets måling. Kommunen går hele 29 pladser frem – fra en 49. plads i 2024 til en 20. plads i 2025. Det er en af de bedste placeringer i mange år.

»Det er rigtigt positivt, at Fredericia Kommune går så meget frem i vores måling af erhvervsvenligheden blandt de danske kommuner. I DI Trekantområdet har vi stor fokus på et godt samarbejde med de lokale kommuner. Så tillykke til Fredericia med den flotte fremgang,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen, bestyrelsesleder i DI Trekantområdet og divisionsdirektør i Rambøll Danmark.

Fredericia går især frem i virksomhedernes vurdering af den kommunale administration. Sidste år lå kommunen på en 73. plads, når det gjaldt byggesagsbehandling. I år er placeringen nr. 13. Til gengæld er der udfordringer i forhold til unge på erhvervsuddannelser. Her er andelen faldet fra 25 til 20 procent.

»I en tid, hvor virksomhederne mangler dygtige faglærte, så er vi da lidt ærgerlige over at se, at andelen af unge der tager en erhvervsuddannelse falder så meget i Fredericia. Vi vil gerne drøfte, hvordan vi kan få et bedre samarbejde mellem skoler og virksomheder i Fredericia. Til gengæld kan vi se, at virksomhedernes samarbejde med det lokale jobcenter er blevet meget bedre,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Jobcentersamarbejdet rykker Fredericia fra en 57. plads i 2024 til en 19. plads i 2025, og indsatsen for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft vurderes nu til en 15. plads mod nr. 42 sidste år.

Middelfart falder ti pladser

I Middelfart går udviklingen den modsatte vej. Kommunen falder fra en 32. plads i 2024 til en 42. plads i 2025. Tilbagegangen er markant, når man ser på, at Middelfart så sent som i 2019 lå helt oppe på en fjerdeplads.

»I DI Trekantområdet ærgrer det os lidt, at Middelfart går tilbage i vores undersøgelse. Men vi kan se i undersøgelsen, at der er nogle forhold, hvor virksomhederne synes, at kommunen kan gøre det bedre,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Virksomhederne giver blandt andet kommunen en lav placering i forhold til indsatsen for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere. Her ligger Middelfart på en 60. plads. I kategorien om unge på erhvervsuddannelser er kommunen faldet fra 27 til 21 procent, hvilket svarer til en 46. plads.

Samtidig er byggesagsbehandlingen blevet et problemområde. Sagsbehandlingstiden er steget fra 37 til 62 dage, og virksomhederne placerer kommunen helt nede på en 74. plads, hvor den sidste år lå som nr. 20.

Kolding står stille

Kolding beholder sin placering som nr. 41. Kommunen fik præcis samme placering i 2024.

»DI Trekantområdet betragter egentlig Kolding som en forholdsvis stærk erhvervskommune. Der er mange meget stærke virksomheder i området, som oplever en flot vækst i disse år. Men undersøgelsen viser også, at der er nogle forhold, hvor virksomhederne ikke er helt tilfredse,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Hun peger især på dækningsafgiften, som Kolding hidtil har fastholdt. »Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været kede af, at Kolding har fastholdt dækningsafgiften som den eneste kommune i Sydjylland. Det er en ekstraskat, som koster mange virksomheder mange penge. Heldigvis har et stort flertal i Kolding Byråd netop indgået en aftale om at afskaffe dækningsafgiften. Det er en beslutning, som vi bakker op. Det tror vi faktisk vil hjælpe på den generelle opfattelse af kommunen,« siger hun.

Virksomhederne placerer Kolding som nr. 58, når det gælder indsatsen for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. I samarbejdet med jobcenteret vurderes Kolding til en 56. plads.

Vejle går frem

I Vejle går udviklingen fremad. Kommunen rykker fra en 34. plads sidste år til en 23. plads i 2025.

»I DI Trekantområdet er vi glade for, at Vejle Kommune går frem i undersøgelsen af erhvervsvenlighed. Vi opfatter Vejle Kommune som en kommune, der generelt interesserer sig meget for erhvervslivet. Vi er særlig glade for at se, at virksomhederne er forholdsvis positive overfor kommunens indsats for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere. Virksomhederne har virkelig brug for de internationale medarbejdere i disse år,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Vejle placeres som nr. 12 i Danmark på indsatsen for at tiltrække internationale medarbejdere og som nr. 24, når det gælder tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft generelt. Til gengæld er der udfordringer med erhvervsuddannelser. Kun 21 procent af de unge i Vejle søger ind, hvilket placerer kommunen som nr. 54.

»Der er brug for et bedre samarbejde mellem kommunen og virksomhederne i forhold til at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Fra i år er erhvervspraktikken jo blevet obligatorisk. Det er vi rigtigt glade for i DI Trekantområdet. Men jeg kan godt blive lidt bekymret for, om skolerne i samspil med virksomhederne er klar til den opgave. Det er helt afgørende, at vi sender de unge mennesker ud på en vellykket erhvervspraktik, så de kan se mulighederne i erhvervslivet. Her skal kommunen hjælpe til med koordinering,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Hun fremhæver dog også, at byggesagsbehandlingstiden i Vejle er faldet en smule fra 31,6 dage til 30,4 dage. Til gengæld har kommunen fortsat et relativt højt byggesagsgebyr, hvilket giver en placering som nr. 67 på landsplan.

Middelfart var igen vært for klimasamtaler

0

POLITIK. Klimafolkemødet 2025 blev afholdt i Middelfart fra 29. til 31. august og samlede deltagere fra hele landet til debatter, workshops, oplæg og koncerter. I tre dage blev der sat fokus på klimaudfordringer og løsninger, blandt andet gennem debatter om Grøn Trepart, busforbindelser i yderområderne og EU’s rolle i forhold til rent drikkevand.

Borgmester Johannes Lundsfryd (S) deltog i flere af arrangementerne. »Klimafolkemødet er et stort fællesskab, der kun blomstrer, når vi samarbejder. Igen i år har jeg haft fornøjelsen af at være med som deltager ved flere arrangementer. Det har været inspirerende og efterlader mig med en følelse af håb,« sagde han.

Chef for Klimafolkemødet, Christa Boisen, fremhævede især de unges deltagelse. »Jeg lægger i særdeleshed mærke til de mange tusinde unge mennesker, der mødes lige her på kanten af Lillebælt og bliver klogere, deler viden og tager aktivt og ansvarligt del i klimasamtalen,« sagde hun.

Arrangørerne har ikke et præcist deltagerantal for årets møde, da der var fejl på tælleudstyret. Målinger fra Middelfarts gågade viser otte procent flere besøgende i perioden sammenlignet med sidste år, og arrangørernes vurdering er, at deltagerantallet har været på niveau med eller lidt højere end i 2024.

Klimafolkemødet vender tilbage næste år og finder sted fra 27. til 29. august 2026.