Mads Isaksen skriver sig ind i historien

0

SPORT. En solrig lørdag eftermiddag i Aarhus blev et stykke klubhistorie skrevet. Da Mads Isaksen i kampens overtid sendte bolden i nettet og sikrede Fredericia fF en 2-1-sejr ude mod Aarhus 1900, skete der noget, der rakte langt ud over de tre point. Det var mål nummer 195 i Isaksens karriere på førsteholdet. Dermed er han nu alene på toppen som den mest scorende spiller i Fredericia fF’s historie.

Rekorden havde tilhørt Frank Ebbrecht siden 00’erne. Nu er det Mads Isaksen, der står øverst på listen.

»Jeg var ikke lige rekordende at tænke på det der, når man scorer i fire minutters tillægstid og man afgør kampen til 2-1. Jeg tror, den havde større betydning lige der,« siger han.

Rekorden kom snigende

For Isaksen var det ikke selve rekorden, der fyldte i det øjeblik. Det var først bagefter, at det for alvor gik op for ham.

»Jeg havde egentlig ikke rigtig tænkt over den, før jeg kom hjem, og vores egen klub havde lagt det op. Jo, jeg vidste godt, at jeg nærmede mig, men jeg havde ikke lige skænket den tanke den dag i lørdags,« siger han.

Det fortæller meget om, hvem Mads Isaksen er. Han er en spiller, der altid har sat klubben før sig selv, og som har scoret mål, fordi de hjalp holdet – ikke fordi de flyttede ham op ad en liste.

»For mig selv betyder det sgu, altså det er jo fedt, og det er en vild ting. Men det er ikke det, der betyder mest succesmæssigt. Det er mere, at alle de mål har hjulpet klubben så meget. Det har større betydning, at klubben er det sted, hvor den er, end at slå en rekord,« siger han.

Fra Ebbrecht til Isaksen

At overhale en klublegende er ikke nogen lille ting. Frank Ebbrecht stod i mange år som det naturlige referencepunkt, når talen faldt på målscorere i Fredericia fF. Med sine mål i 00’erne satte han standarden. Nu er der en ny mand, som generationer af unge spillere kan se op til.

For Isaksen handler det dog mere om kontinuitet end om personlige titler. »Det føles fedt, især når man har lagt så meget tid og sjæl i den klub. Det har betydet så meget for mig,« siger han.

Sammenholdet over alt andet

Når Isaksen kigger tilbage på sine år i klubben, er det ikke antallet af mål, der står tydeligst. Det er sammenholdet, venskaberne og den kultur, der er blevet bygget op omkring Fredericia fF.

»Der er mange øjeblikke. Det har nok været starten. Den måde, man er blevet taget imod på, og så sammenholdet med de jævne. Det kan ikke sammenlignes. Nu har jeg både været i andre divisionsklubber og rundt omkring, men det sammenhold, det kan jeg ikke sammenligne med noget,« siger han.

Han beskriver en klub, hvor unge og gamle går hånd i hånd, og hvor man er drevet af kærligheden til spillet, ikke af pengene. »Det er gamle som mig selv, der er blevet gamle nu, til unge, der kommer ind. Folk er gode til at tage imod hinanden, og vi er der bare for hinanden. Det er både efter og før kampene. Man går op i de dyder, vi har dernede. Vi får ikke løn eller noget, så vi er der af fri vilje, og fordi vi elsker fodbold. Og det kan man mærke. Det er ikke penge, det handler om. Man lægger sjæl i det. Det er en fornøjelse,« siger Isaksen.

En rekord med større betydning

Når man ser tilbage på de 195 mål, kan man finde mange perler. Vigtige scoringer i tætte kampe, mål der reddede point, og mål der sikrede sejre i opgør, hvor alt stod på spil. Men for Isaksen selv er rekorden et symbol på noget større.

Det er en hyldest til vedholdenhed. Til år med træning, kampe, skuffelser og triumfer. Til en klubånd, hvor man er villig til at give noget af sig selv, fordi man får så meget igen i form af fællesskab.

Det er også en påmindelse om, at fodbold på dette niveau ikke handler om store kontrakter, men om passion og kærlighed til spillet.

Historien om Mads Isaksen

Med 195 mål er Mads Isaksen nu Fredericia fF’s all-time topscorer. Men det er ikke kun tallene, der gør hans historie værd at fortælle. Det er måden, han har gjort det på. Med ydmyghed, med hårdt arbejde og med en klar forståelse af, at ingen rekord betyder mere end klubben selv.

Han vil blive husket som manden, der overtog en rekord, men også som spilleren, der personificerede den kultur, der gør Fredericia fF til noget særligt.

»Det er fedt at slå rekorden, men endnu federe at være en del af en klub, hvor vi står sammen og løfter i flok,« siger han.

Når man skriver historien om Fredericia fF, vil Mads Isaksens navn stå som en af de vigtigste. Ikke kun fordi han har scoret flest mål, men fordi han har givet alt for klubben – og gjort det på en måde, der inspirerer alle, der trækker i trøjen efter ham.

Rekordmange syddanskere til åbent hus på sygehuse og sociale institutioner

0

REGIONEN. Næsten 6.700 syddanskere tog imod invitationen, da Region Syddanmark søndag den 7. september åbnede dørene til sygehuse, ambulancestationer og sociale institutioner.

De besøgende fik mulighed for at komme tæt på hverdagen i sundheds- og socialvæsenet, deltage i guidede ture og stille spørgsmål til medarbejdere. På den måde kunne man både se moderne faciliteter og høre om den indsats, som mange kun normalt oplever som patienter eller pårørende.

Det nye OUH trak 5.400 gæster og Esbjerg Sygehus 875. Her blev der vist rundt på avancerede operationsstuer, i Steno Diabetes Center og voksenpsykiatrien, ligesom børn kunne besøge bamsehospitalet. På ambulancestationerne i Odense og Sønderborg var der samlet 320 besøgende, som fik indblik i den akutte indsats, der kan gøre forskellen for patienter i nødsituationer.

Som noget nyt åbnede fem af regionens sociale institutioner også dørene. Her blev omkring 100 gæster taget imod af både medarbejdere og brugere, som fortalte om arbejdet med social støtte, behandling og genoptræning. Det gav de besøgende indblik i, hvordan sundhed og sociale indsatser hænger tæt sammen i regionens arbejde.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over den store opbakning. »Det betyder meget for os at åbne dørene og vise syddanskerne, hvordan vi arbejder for at sikre en stærk og tilgængelig sundheds- og socialindsats. Åbent hus giver os en unik mulighed for at mødes med borgerne og høre deres spørgsmål og ønsker, og det er med til at gøre vores samlede indsats endnu bedre og mere borgernær,« siger han.

Åbent hus-arrangementerne i Region Syddanmark var en del af den landsdækkende kampagne ”Åbent hospital”, hvor der denne søndag var åbent 25 steder i hele landet.

Det er niende år i træk, at Region Syddanmark inviterer til åbent hus den første søndag i september, og i år blev det med rekordmange deltagere.

Læsere fangede blodmånen over hele landet

0

BLODMÅNE. Søndag aften stod himlen i rødt, da blodmånen viste sig. Over hele Danmark fulgte folk med, og AVISEN har modtaget en lang række billeder fra læsere, der greb kamera og mobiltelefon for at fastholde øjeblikket.

Fra Fredericia blev stemningen fanget flere steder. René Gram Bavnsgaard sendte et billede taget over byens tage klokken 21.05, mens Majbritt Nielsen indfangede blodmånen fra sit soveværelse i Egeskov. »Disse billeder er taget fra vores soveværelse på 1. sal, Fredericia i Egeskov,« skrev hun.

Også Lisbeth Skjoldbjerg Kristensen forevigede synet fra Egeskov. »Taget i Egeskov,« noterede hun, og hendes billeder viser den blodrøde måne hænge lavt over de gyldne marker.

Fra Stenderup har Niels Fulgjyr sendt et billede taget med et Nikon B500 klokken 21.09 i Nørre Aldum.

Flere andre læsere har delt deres oplevelser, blandt dem May Sparsø og Pavia Angutêraq Schmidt Andersen.

Fælles for billederne er, at de vidner om en aften, hvor naturen trak folk sammen om en sjælden oplevelse. Mens nogle satte sig med udsigt over markerne, gik andre ud på altanen eller stod ved vinduet i deres hjem – men alle med blikket rettet mod den samme himmel.

Også ved Snoghøj og Lillenæs blev blodmånen fulgt tæt. Anne-Mette Schlaikjær sendte en serie billeder, hvor hun beskriver, hvordan de sad klar allerede klokken 20 til den smukkeste solnedgang. »Den blev nydt, mens vi ventede på at kunne skimte månen. Klokken 20.37 kunne vi begynde at se den. Den var nu smuk, selvom vi måtte vente 45 minutter, kom den klart frem over Lillebælt,« fortæller hun.

Tak til alle, der har sendt ind. Vi bringer her et udpluk af de flotteste fotos af blodmånen, som kunne ses i al sin pragt søndag aften.

Slagsmål i Kolding: Kvinder hev hinanden i håret – mand på 51 blandede sig og slog løs

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft en rolig vagt i Fredericia det seneste døgn, men i Kolding har der været både indbrud og et større slagsmål, fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patrulje Center Syd.

»Ikke noget fra Fredericia det seneste døgn. I Kolding har vi til gengæld haft et par hændelser,« siger han.

Indbrud i Vester Nebel

Politiet har modtaget en anmeldelse om indbrud i en villa på Bakkebraget i Vester Nebel. Indbruddet er sket fra fredag klokken 17 til lørdag klokken 10.20, men blev først anmeldt søndag eftermiddag.

»Man er kommet ind via et vindue og har været rundt i et soveværelse. Umiddelbart er der dog ikke stjålet noget,« oplyser Arno Rindal Pedersen.

Slagsmål på Broagervej

Søndag klokken 16.36 blev politiet kaldt til en opgang på Broagervej i Kolding, hvor to kvinder havde indladt sig i slagsmål.

»De råbte ad hinanden, ruskede hinanden i håret og slog til hinanden. Begge kvinder er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen,« fortæller Arno Rindal Pedersen.

Situationen eskalerede, da en mand med relation til den ene kvinde ankom til stedet. Han slog den anden kvinde to gange og er derfor sigtet for vold.

Den ene kvinde, en 36-årig fra Kolding, lavede desuden hærværk i forbindelse med episoden ved at ødelægge en dørkarm. Hun er nu sigtet både for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for hærværk. Den anden kvinde er 38 år og ligeledes fra Kolding. Manden, der er 51 år, er sigtet for vold mod kvinden på 38 år.

»Der er ikke registreret nogen skader på parterne,« siger Arno Rindal Pedersen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

34-årig mand sigtet efter skuddrama i Vejen

0

Natten til mandag udspillede der sig et skuddrama i Vejen, hvor en 34-årig mand blev anholdt. Han er mistænkt for forsøg på manddrab, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.

Manden fremstilles i dag mandag den 8. september klokken 13.45 i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Anklagemyndigheden har begæret lukkede døre i sagen.

Politiet har endnu ikke frigivet yderligere oplysninger om skudepisoden.

Ung bilist endte i grøft – slap uskadt fra uheld

0

KRIMI. Søndag morgen klokken 08.58 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Bøgvadvej ved Randbøl i Vejle Kommune.

En 17-årig kvinde kom kørende i vestlig retning, da hun af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og endte i grøften. »Af årsager som vi ikke umiddelbart kan klarlægge, mister hun herredømmet over bilen og ender nede i en grøft,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Morten Jessen.

Heldigvis slap den unge fører uskadt fra uheldet. »Pågældende er uskadt. Der er sket lidt skader på marken, som bilen landede på, men udover det er der ikke sket noget,« siger Morten Jessen.

Når sorgen får form – Anne Søgaard Frandsen udstiller The Shape of What Remains

0

KULTUR. Et toilet på skolen som værksted. Glasbeholdere fyldt med fermenterende te. En geléagtig biofilm, som langsomt danner sig på overfladen, farvet med rødbede og jern fundet på genbrugspladsen. Det lyder måske ikke som begyndelsen på et kunstværk, men det er præcis sådan, elev Anne Søgaard Frandsen har skabt udgangspunktet for sin udstilling The Shape of What Remains.

»Jeg har været så heldig at kunne indtage et af skolens toiletter, hvor jeg har haft mit eget lille kombucha-bryggeri. Den geléagtige film, der dannes på toppen af kulturen af bakterier og gær, har jeg farvet og bearbejdet. Nogle gange med rødbede, andre gange med forskellige metaller. Det værk, der er udstillet, er farvet med rødbede,« fortæller hun.

Materialer der forandrer sig

Når biofilmen lægges våd på ler, tørrer den langsomt ind og bliver en del af formen. Det efterlader et aftryk, en struktur, som både er organisk og skrøbelig. »Jeg har været optaget af, hvordan materialet forandrer sig over tid. Det er ikke statisk, men bliver ved med at udvikle sig. For mig er det en måde at skabe værker, der taler tilbage til os, fordi de forandrer sig i takt med tiden,« siger hun.

Det organiske møde mellem biofilmen og det højbrændte ler skaber et værk, der både er fysisk håndgribeligt og symbolsk på et dybere plan. »Ideelt håber jeg, at publikum mærker den sanselighed, der ligger i materialet, og undrer sig over mødet mellem noget så skrøbeligt og noget så bestandigt. Og at det måske bringer en samtale op om, hvordan vi forholder os til sorg,« siger hun.

Et personligt afsæt i tab

Bag værket ligger en personlig historie. Allerede som ung oplevede Anne Søgaard Frandsen et tæt tab, da hun mistede sin onkel. »Han stod mig meget nært, og jeg oplevede et behov for at arbejde med sorgen på andre måder end gennem ord. Jeg havde brug for at skabe et univers, hvor der var plads til den,« siger hun.

Sorgen er et gennemgående tema i hendes liv. Hun har selv oplevet flere tab i familien, og hun har senere arbejdet som sygeplejerske på et hospice. »Det har givet mig en tæt relation til emnet. Jeg har set, hvor svært det er at tale om tab, og hvordan vi i vores kultur har en tendens til at lade være. Jeg håber, at mit værk kan åbne et rum, hvor forbindelsen til dem, vi mister, kan blive ved med at eksistere,« siger hun.

Fra eksperiment til udstilling

Arbejdet med biofilmen begyndte for mere end et år siden. Først som små teststykker, siden i større skala. »Jeg har eksperimenteret intensivt i over et år. Det startede meget småt, hvor jeg undersøgte mange forskellige strukturer, før jeg fandt frem til, hvordan det kunne blive en del af min proces,« fortæller hun.

Hun havde oprindeligt skabt tre værker, men det er kun ét af dem, der nu står frem. »Jeg synes, værket er stærkt nok til at stå alene, men ideelt ville jeg gerne have haft alle tre samlet. De andre viste andre sider af sorgen, blandt andet hvor leret prøver at trænge igennem biofilmen som en membran. Men måske handler det også om at slippe kontrollen og lade værket leve i sin egen ret,« siger hun.

Kunst i en bæredygtig tid

Udover det personlige afsæt rummer projektet også et bæredygtigt perspektiv. Biofilmen er bionedbrydelig, og i modsætning til traditionelle glasurer rummer den ikke giftige råstoffer. »Det betyder meget for mig, at jeg har fundet en ny måde at arbejde med farver på. Når værket har været udstillet, kan jeg genanvende filmen. Jeg kan tilføje et nyt lag eller bruge materialet på en anden måde. Det er en proces, hvor intet nødvendigvis går til spilde,« siger hun.

Hun ser et stort potentiale i biofilm som kunstnerisk materiale. »Det tilbyder noget helt andet end glasur. Glasur består ofte af toksiske mineraler, men her har jeg et materiale, der både kan give farve, form og et levende lag, som hele tiden forandrer sig,« siger hun.

Håbet om at røre publikum

Når publikum møder værket The Shape of What Remains, håber Anne Søgaard Frandsen først og fremmest på nysgerrighed. »Jeg håber, at de mærker den sanselighed, værket har, og at de lader sig undre. Ideelt ser jeg, at de kan spejle sig, eller at det sætter en samtale i gang om, hvordan vi håndterer sorg. Men det vigtigste for mig er, at de tager det ind på deres egen måde. Jeg har ikke brug for at styre, hvordan det bliver læst. Det er vigtigt, at værket får lov til at leve i mødet med publikum,« siger hun.

Et projekt der fortsætter

Udstillingen er ikke afslutningen, men en del af en fortsat undersøgelse. »Jeg føler mig taknemmelig for at have fået et rum på skolen, hvor jeg kunne arbejde med det her levende materiale. Jeg har fortsat eksperimenterne hen over sommeren, og jeg glæder mig til at undersøge det endnu mere. Det kræver meget mere research, men jeg ser et stort potentiale i det,« siger hun.

På den måde bliver The Shape of What Remains både et værk i sig selv og en begyndelse. Et eksempel på, hvordan kunst kan tage form af det, der forbliver efter tabet, og samtidig pege frem mod nye måder at tænke materialer, farver og bæredygtighed på.

Mobergs comeback grundlagde rytmen i Fredericias triumf

0

SPORT. William Andersson Moberg trådte tilbage på banen i Ringsted fredag aften med et smil, der sagde det meste. For efter en periode på sidelinjen med hovedskade kunne den svenske bagspiller igen mærke pulsen fra ligahåndbolden, og han gjorde det i en kamp hvor Fredericia HK viste vilje og styrke efter nederlaget til BSH i åbningsrunden.

Han lagde ikke skjul på, hvor meget det betød for ham at være tilbage blandt holdkammeraterne. »Det var godt at være i kamp i dag. Det var et stykke tid siden, jeg sidst spillede ligakamp. Det var en hård kamp med mange svære situationer, men vi lagde et godt forsvar og vinder på grund af det« sagde Moberg.

Netop forsvaret og kollektivet var det, der bar sejren hjem. Fredericia fik en god start, kontrollerede første halvleg og stod sammen i de perioder hvor Ringsted pressede på. Moberg var en central figur i opbygningen. Han scorede selv tre mål og havde en stribe afleveringer, der blev til scoringer for andre. Hans rolle som spilfordeler gav ro og struktur i et opgør, hvor intensiteten til tider var høj.

»Forsvaret leverer i dag og så scorer vi på de rigtige tidspunkter, også under pres. Jeg synes, at det er rigtig spændende at være en del af det. Det fungerer godt, og vi hjælper hinanden« forklarede han efter kampen.

Mobergs glæde over at være tilbage gik hånd i hånd med en stolthed over holdets reaktion. Nederlaget til BSH havde været tungt. Fredericia spillede en tæt første halvleg, men kollapsede efter pausen og stod tilbage med et nederlag på ti mål. Den oplevelse var ikke til at løbe fra, men den kunne bruges til noget nyt.

»Det er en ny kamp. Det er en ny dag. Jeg synes, at gutterne var lidt mere klar i dag, og vi fortsætter med at tage kampene en ad gangen« lød det fra svenskeren.

Kampen i Ringsted endte 27-23 til Fredericia, og tallene fortæller en historie om et kollektiv, der denne gang holdt niveauet over 60 minutter. Anders Kragh Martinusen blev topscorer med syv mål, Mads Kjeldgaard supplerede med fem, mens Moberg selv satte tre ind og lagde boldene til rette for sine holdkammerater. Det var præstationer, der var nødvendige for at hente to point på en vanskelig udebane.

Moberg var tydeligt tilfreds da han forlod hallen. Hans ord var enkle, men de ramte kernen af aftenen. Han var glad for at være tilbage, glad for at mærke farten og glad for at kunne bidrage til en sejr hvor hele holdet trådte frem. »Det var en hård kamp, men vi stod godt sammen, og det gav os sejren« sagde han.

Læs også

Fredericia rejste sig og vandt i Ringsted

0

SPORT. Fredericia Håndboldklub kom til Ringsted med behov for at rejse sig efter nederlaget til BSH. De spillede en tæt første halvleg i den kamp og kollapsede efter pausen, og stemningen var slukøret bagefter. Fredag aften i Poul Christensen Arena var udtrykket helt anderledes. Fredericia fandt ro, tempo og en fælles retning og vandt 27-23 foran 792 tilskuere.

Lydbilledet i hallen blev sat af HK Ultras. Omkring halvtreds fredericianere bar holdet frem med sang og energi og overdøvede det meste af aftenen hjemmeholdets publikum. Det gav fornemmelsen af noget større kunne ske denne fredag, og det passede godt til den måde Fredericia greb opgøret an på.

Første halvleg blev spillet på udeholdets præmisser, selvom det var tæt. William Andersson Moberg var tilbage efter sin hovedskade og gav angrebet rytme med flere fine oplæg og to gennembrudsmål i vigtige momenter. Mads Kjeldgaard var stærk i duellerne, søgte hullerne og satte boldene ind. Sebastian Frandsen leverede solide redninger, som gav ro til forsvaret og fart i returløbet. Pausestillingen lød 13-10 til Fredericia, og det var et retvisende billede af en halvleg med disciplin, lav fejlrate og gode beslutninger i afslutningerne.

Ringsted skaffede sig mange straffekast, men kom aldrig helt ind i Fredericias hoved. Nogle forsøg ramte træværket, andre blev taget af keeperne, og flere blev sat ind uden at det ændrede på kampens fornemmelse. Hjemmeholdets mest scorende blev Victor Wolf med seks mål, mens Oliver Wosniak lavede fem. Det var vedholdende indsats og ægte tryk på skuddene, men Fredericia stod imod, når det gjaldt.

Fredericia sikrede sig sejren

Efter pausen fik Ringsted bidt sig fast og hentede ind. Udvisninger kostede dyrt for Fredericia i perioder, og der kom uro i afleveringerne. Netop i de minutter viste skiftet på målet sin værdi. Sander Heieren kom ind og lukkede ned med store redninger, der gav nyt overskud. Kampens rytme tippede igen til udeholdets fordel, og Fredericia fandt tilbage til de enkle løsninger der havde virket i begyndelsen.

Anders Kragh Martinusen blev afgørende i slutfasen. Han tog ansvar, gik på duel og ramte målet når Fredericia havde mest brug for det. Han sluttede som topscorer med syv træffere og var tungen på vægtskålen, da kampen stod og vippede. Kjeldgaard holdt sit niveau fra første halvleg og nåede fem mål, mens Martin Bisgaard og Kasper Young hver lavede fire. Malthe Hejsel satte tre vigtige kasser ind og var samtidig aktiv i defensiven. Moberg rundede aftenen af med tre scoringer og flere afleveringer der splittede Ringsteds forsvar.

De sidste minutter blev afgjort af redninger og koldblodighed. Heieren tog et forsøg fra Victor Wolf og siden et skud fra Rasmus Graffe, og kort efter brød William Andersson Moberg igennem og scorede efter en timeout. HK Ultras hævede lydmuren, og Fredericia holdt fast. Slutcifrene blev 27-23, og der var ikke meget at indvende mod helhedsindtrykket. Det var en flot holdpræstation, båret af målmandsspil i begge halvlege, stærke gennembrud fra bagkæden og en kollektiv arbejdsindsats i forsvaret.

Der var stadig fejl og udvisninger, som gav Ringsted liv. Alligevel stod Fredericia distancen, og det er måske den vigtigste pointe fra aftenen. Efter en uge med et tungt nederlag var der brug for bevis på, at holdet kan samle sig og svare igen. Det leverede de i Ringsted. De fandt roen, genfandt modet og spillede hinanden bedre. Måltavlen fortæller om fire mål ned, men historien er lige så meget et spørgsmål om mentalitet og sammenhold.

Det blev en aften hvor Fredericia rejste sig. De kom for at få en reaktion og tog fra arenaen i Ringsted med to point, ny selvtillid og en klar fornemmelse af, at kursen igen peger den rigtige vej. Middelfart Sparekasse ARENA venter igen i næste hjemmekamp, og denne gang gør holdet det med følelsen af, at bundniveauet er hævet og at kollektivet kan bære dem, når et opgør bliver tungt. Det var præcis den reaktion der var brug for efter BSH, og den blev leveret med eftertryk.

Kampfakta
TMS Ringsted – Fredericia HK 23-27 (10-13)
Tilskuere: 792
Spillested: Poul Christensen Arena, Ringsted

Målscorere TMS Ringsted
Victor Wolf 6, Oliver Wosniak 5, Rasmus Graffe 3, Guðmundur Bragi Ástþórsson 2, Mikkel Søndergaard Helqvist 2, Isak Gustafsson 2, Tobias Tombak 2, Gustav Bergendahl 1.

Målscorere Fredericia HK
Anders Kragh Martinusen 7, Mads Kjeldgaard 5, Martin Bisgaard 4, Kasper Young 4, Malthe Hejsel 3, William Andersson Moberg 3, Jonas Kruse Kristensen 1.

Udvisninger TMS Ringsted
Isak Gustafsson 2×2 min, Gustav Bergendahl 1×2 min.

Udvisninger Fredericia HK
Martin Bisgaard 1×2 min, Malthe Hejsel 1×2 min, Evgeni Pevnov 1×2 min, Anders Kragh Martinusen 2×2 min.

Straffekast
TMS Ringsted: 3/5
Fredericia HK: 3/5

Brand i industribygning og uheld på motorvej

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte fredag formiddag håndtere både brand og færdselsuheld i Trekantområdet. Vagtchef Andreas Juul oplyser, at dagen bød på hændelser, der dog endte uden personskader.

Klokken 12.14 modtog TrekantBrand anmeldelse om brand i en industribygning på Solkilde Allé. Brandvæsenet rykkede hurtigt ud og fik situationen under kontrol. Politiet blev underrettet klokken 12.49 om, at branden var slukket. »Der har været brand, men den er slukket igen,« fortæller vagtchef Andreas Juul fra Sydøstjyllands Politi. Hvad der forårsagede branden er endnu ikke oplyst, men ingen personer kom til skade.

Tidligere på dagen, klokken 11.15, skete der et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Tre biler kolliderede i anden vognbane, og sammenstødet skete ved en påkørsel bagfra. Ulykken medførte betydelig materiel skade, men heldigvis ingen personskade. »Tre biler i 2. vognbane er kørt sammen. Påkørsel er sket bagfra,« siger vagtchef Andreas Juul.

Begge hændelser blev hurtigt håndteret af beredskabet, og trafikken på motorvejen blev efterfølgende normaliseret. For politiet står det tilbage som en dag med alvorlige hændelser, men med den lettelse, at ingen mennesker kom noget til.