Der er spillere, man bygger systemer op omkring, og så er der spillere, man bygger kultur omkring. Med forlængelsen af Jacob Vetter har Middelfart Boldklub sikret sig begge dele.
Siden skiftet til Middelfart i foråret 2025 har Jacob Vetter været fast inventar på banen. Minutterne har været mange, fraværet minimalt, og rollen tydelig. Nu er parterne blevet enige om en kontraktforlængelse, der holder midtbanespilleren i klubben frem til 31. december 2027. En aftale, der falder helt naturligt for sportschef Søren Godskesen.
»Vi er rigtig glade for, at vi har forlænget kontrakten med Jacob. Han er en af lederne i vores trup, og han er en spiller, som vi altid ved, hvad vi får fra – både på og udenfor banen. Han har spillet mere end 100 kampe i 1. division, så han har også en erfaring og rutine, som er vigtig for vores trupsammensætning,« siger sportschefen.
Netop den erfaring har været tydelig, siden Vetter trådte ind i Middelfart-truppen. Han kom ikke til som et projekt, men som en færdig spiller, der hurtigt fandt sin plads i både spillet og hierarkiet. Det afspejler sig også i statistikken. I efterårssæsonen missede han blot én enkelt kamp – og det var ikke på grund af form eller skader, men karantæne.
»Udover at tage ansvar som leder, så er han også en vigtig spiller for os på banen. I efterårssæsonen missede han kun en enkelt kamp, hvor han sad ude med karantæne. Så vi er naturligvis rigtig glade for, at vi har forlænget kontrakten med ham,« siger Søren Godskesen.
For Middelfart handler forlængelsen ikke kun om stabilitet i startopstillingen, men også om at fastholde en type, der sætter standarder i hverdagen. En spiller, der møder ensartet op – uanset om det er mandag formiddag på træningsbanen eller søndag eftermiddag i 1. division.
Hos hovedpersonen selv har der heller ikke været mange overvejelser.
»Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge min aftale med Middelfart Boldklub. Jeg har ikke været her så længe, men jeg er rigtig glad for at være i klubben, som er fyldt med gode mennesker. Jeg føler, der har været stor tillid til mig fra dag ét, både fra trænerteamet, holdkammeraterne og Søren,« siger Jacob Vetter.
Selvom opholdet i Middelfart endnu ikke strækker sig over mange sæsoner, er relationen vokset hurtigt. Tillid er blevet vekslet til ansvar, og ansvar er blevet taget. Det er en rolle, Vetter ikke løber fra – tværtimod.
»Jeg har noget erfaring, som gør, at jeg selvfølgelig er en, der skal tage ansvar. Både på træningsbanen og på kampbanen. Det trives jeg i, og det er også lige netop det ansvar, der er noget af det, som gør mig glad for, at jeg har forlænget min kontrakt,« siger han.
I en trup, der skal balancere udvikling og overlevelse i 1. division, er netop den type spillere svære at undvære. Med forlængelsen af Jacob Vetter har Middelfart Boldklub ikke blot sikret sig minutter og rutine, men også en tydelig retning. En spiller, der står for stabilitet i en hverdag, hvor meget andet kan skifte. Og i sidste ende er det ofte netop den slags forlængelser, der viser sig at være de vigtigste.
De nyuddannede maskinmestre forlader Fredericia Maskinmesterskole med mere end et eksamensbevis i hånden. Rektor Jens Færgemand brugte dimissionen til at minde dem om, at deres faglighed forpligter, at deres stemme betyder noget, og at netop de står midt i den grønne omstilling, hvor viden skal omsættes til handling, også når modvinden tager til.
Der er dage, hvor et auditorium for en stund bliver større end sig selv. Hvor rækkerne af stole, de mørke jakker, de lyse kjoler og de forventningsfulde ansigter tilsammen danner et rum, der rækker ud over bygningen og ind i noget mere grundlæggende. En dag, hvor det handler om overgang. Om afslutning. Om begyndelse.
Sådan en dag var det, da rektor Jens Færgemand Mikkelsen tog ordet foran de nyuddannede maskinmestre på Fredericia Maskinmesterskole. Ikke som administrator. Ikke som embedsmand. Men som menneske, der ved, hvad det vil sige at have stået i processen, i usikkerheden, i arbejdet. Og som ved, hvad det kræver at komme helt i mål.
»I dag markerer vi en milepæl i jeres liv,« sagde han og satte med det samme rammen. For dette var ikke bare en dimission. Det var en anerkendelse af mod. Af vedholdenhed. Af en beslutning, der blev truffet for år tilbage, længe før eksamensbeviser og håndtryk. Dengang, hvor målet endnu var abstrakt, og vejen derhen uklar.
At blive maskinmester er ikke et tilfælde. Det er ikke held. Det er, som rektor formulerede det, resultatet af en indsats, der gentages igen og igen, eksamen efter eksamen, projekt efter projekt. »Man kan måske være heldig til én eksamen, men ikke til dem alle,« sagde han og lod ordene hænge et øjeblik i rummet. Her sad de, fordi de havde gjort arbejdet. Fordi de havde båret ansvaret. Fordi de var blevet ved.
Det er en uddannelse, der bærer sit eget kvalitetsstempel. Et brand, som skolen værner om. Og som dimittenderne nu selv skal være med til at forvalte. For maskinmesterfaget handler ikke kun om teknik. Det handler om faglighed som karakter. Om at kunne sit stof og stå ved det. Om at vide, at grundighed og kunnen ikke er noget, man tager på i ny og næ, men noget, man lever med hver dag.
Netop fagligheden var et gennemgående omdrejningspunkt i talen. Ikke som et abstrakt ideal, men som noget konkret. Noget, der er blevet opøvet gennem år med krav, forventninger og stadig mere komplekse opgaver. »I har tilegnet jer en faglighed, der er i top,« lød det, og der var ingen tvivl om, at ordene var ment som mere end en høflig ros. De var ment som et ansvar, der nu følger med videre.
Men faglighed står ikke alene. Den skal bruges. Udfordres. Sættes i spil. Derfor talte Jens Færgemand også om innovation. Ikke som et smart ord, men som en nødvendighed. Innovation er ikke kun teknologi. Det er viljen til at tænke anderledes, når de kendte løsninger ikke længere rækker. Det er evnen til at se nye veje, fordi man er blevet tvunget til det undervejs. »For at kunne løse opgaverne, har vi tvunget jer til at være innovative,« sagde han med et glimt i øjet. Og netop dér ligger maskinmesterens særlige styrke.
En anden. Mindre synlig, men mindst lige så vigtig dimension er nærheden. Relationerne. Fællesskabet. Det, der opstår mellem mennesker, når man går igennem noget krævende sammen. I undervisningslokalerne. I projekterne. I de lange dage, hvor man både kæmper med stoffet og med sig selv. »I har opbygget relationer og venskaber, der kan vare resten af livet,« lød det. Og opfordringen var klar. Værn om dem. Brug dem. Netværk er ikke noget, man først finder frem senere. Det er noget, man allerede står midt i.
Engagementet var det fjerde ben. Den energi og det ansvar, der har båret dem igennem. For uden engagement var de ikke kommet hertil. Det var rektor krystalklar omkring. Og det var ikke tænkt som en pæn formulering, men som en konstatering. Man gennemfører ikke denne uddannelse på halv kraft.
De fire værdier faglighed, innovation, nærhed og engagement blev bundet sammen som skolens kulturelle rygrad. Ikke noget, der bliver efterladt på trappen sammen med studiekortet, men noget, der skal med videre. Ind i arbejdslivet. Og ind i privatlivet.
For maskinmesterrollen stopper ikke, når arbejdstøjet hænges på knagen. Den følger med hjem. Til vennerne. Til familien. Til de små og store henvendelser, hvor man pludselig forventes at kunne fikse alt. »Fra nu af vil folk tro, at I kan fikse alt,« sagde Jens Færgemand med et smil. Og selvom det ikke er pensum at reparere svigermors robotplæneklipper, så ligger der i bemærkningen også noget alvor. Det handler om at kende sine grænser. Om at kunne sige nej. Om at forstå, at ansvar også er at vide, hvornår man ikke skal tage det på sig.
Talen tog en mere alvorlig drejning, da blikket blev løftet fra den personlige rejse til den verden, dimittenderne nu træder ud i. En verden præget af uro. Krig. Usikkerhed. Fra Ukraine til Mellemøsten. Og videre til aktuelle konflikter, der minder os om, hvor skrøbelige relationer kan være. Her blev maskinmesterrollen igen sat ind i en større sammenhæng. Som fagperson. Og som medmenneske. »Husk, at vi alle er mennesker med lige værd og rettigheder,« lød det. Værdier, der ikke må relativiseres væk, heller ikke når presset stiger.
Midt i alvoren fortalte rektor historien om den sibiriske nattergal. En fortælling, der både er grotesk og præcis. Om at flyve højt. Om at falde. Om ikke alle fjender er fjender, og ikke alle hjælpere er venner. Og om faren ved at synge, når man står i lort til halsen. Moralen blev leveret med et twist. For nogle gange er det netop dér, man har allermest lyst til at synge. Til at stå ved det, man tror på.
Overført til maskinmestrenes virkelighed blev pointen klar. Den grønne omstilling. Klimaudfordringen. Et område, der ifølge rektor ikke får den opmærksomhed, det fortjener, selvom situationen er alvorlig. Og netop her har dimittenderne en særlig rolle. »Den der har evnerne, har pligten,« som Mærsk engang formulerede det. Det handler ikke kun om teknologi, men om ansvar. Om at bygge bro mellem teori og praksis. Mellem systemer og virkelighed. Mellem idealer og kompromiser.
Maskinmestrene er uddannet til at stå netop dér, hvor tingene bliver svære. Hvor løsninger skal fungere i praksis. Hvor bæredygtighed, økonomi og samfund hænger sammen. De vil møde modstand. Forandring er aldrig let. Men de er rustet til det. Til at analysere. Til at handle. Til at samarbejde. Og til at tage ansvar, også når det koster.
Afslutningen var poetisk og præcis. Med reference til sangen Fuglene letter mod vinden. En påmindelse om, at livet formes i modvind. At det er dér, retningen sættes. »Syng, og tag udfordringerne med oprejst pande,« lød den sidste opfordring.
Og sådan blev en dimission til mere end en afslutning. Den blev en fortælling om ansvar. Om mod. Og om den stemme, der stadig skal bruges, også når verden ikke er perfekt.
EM begynder i dag for Danmark, men for landstræner handler det ikke om løfter om guld, men om overblik. På pressemødet forud for åbningskampen mod Nordmakedonien gør landstræner Nikolaj Jacobsen status – med ro, erfaring og blik for det uforudsete.
Det var dagen før dagen, hvor det går løs. Men der var stadig tid til at sidde ned.
Nikolaj Jacobsen har taget plads i en sofa på Herning Kongrescenter, omgivet af den skrivende danske presse. Notesbøgerne er åbne, optagerne kører, og spørgsmålene kommer i et tempo, der vidner om, at ventetiden snart er forbi. Fredag indleder Danmark EM mod Nordmakedonien. Torsdag handler det om status og overblik.
Der er ingen dramatik i landstrænerens fremtoning. Ingen behov for at skrue forventningerne op eller ned. Slutrunden står for døren, men pressemødet er præget af nøgternhed. Det handler om, hvor holdet står – ikke om, hvor det skal ende. For Jacobsen begynder det helt konkret. Med truppen.
»Nej, altså som det ser ud nu, så har jeg 19 mand til rådighed i morgen. Så alt er godt.«
Det er et svar uden forbehold. Ingen skader, ingen spillere, der skal skånes. Samtalen bevæger sig videre til rammerne omkring pressemødet og de elektroniske seancer, som denne gang er skåret fra. En ændring, Jacobsen længe har ønsket.
»Ja, det har jeg kæmpet for i mange år. Jeg er lidt træt af at sidde og holde et, hvor der ikke sidder nogen mennesker alligevel. Jeg ved godt, at det også går ud på nettet og sådan noget, men nej, det synes jeg er rigtig fint.«
Det er ikke et personligt korstog, understreger han.
»Mange har i mange år prøvet at spørge lidt ind til, hvorfor vi holder dem, når der ikke sidder nogen mennesker. Jeg er ret sikker på, at det ikke kun er mig.«
Sportsligt er der ikke tale om store greb i de sidste dage op mod EM. Fokus har været på detaljerne og på modstanderen i åbningskampen.
»Nej, finpudsning, og så selvfølgelig også kigge lidt på, hvad det er, Makedonien kommer med, og forberede os lidt på det. Både offensivt og defensivt. Det er det, vi har brugt træningerne på.«
Der er ikke blevet indført nye systemer i sidste øjeblik.
»Nej, jeg tror ikke, det giver mening for mig. Det er nede i småting, så det tror jeg ikke. Det bliver alligevel for teknisk.«
Erfaringerne fra sidste slutrunde – hvor Danmark blev ramt af sygdom op mod finalen – er svære at bruge konstruktivt i forberedelsen. Man kan tage sine forholdsregler, men ikke mere end det.
»Nej, nu er vi også på et dansk hotel og vant til den mad, så nej, det gør vi ikke. Spillerne passer selvfølgelig på og får deres vitaminpiller og sådan noget, men ellers er det jo ikke noget, du kan gardere dig imod. Man prøver selvfølgelig at passe på så godt, man nu kan.«
For anden slutrunde i træk kan Emil Nielsen blive far midt under turneringen. Her er prioriteringen klar, også selv om det kan få sportslige konsekvenser.
»Jeg vil sige, at der findes værre udfordringer. Det er jo en stor ting for Emil og hans familie. Aftalen er, at når der sker noget, så skal han bare smutte. Der er trods alt også ting, der er vigtigere end et EM i håndbold.«
Der er ingen fast nødplan klar.
»Nej, men jeg kalder ikke nogen ind. Emil er så dedikeret, og så tager han jo hjem til fødslen, og så må vi se, hvordan tingene udvikler sig. Det løser vi hen ad vejen. Det plejer vi at være dygtige til.«
Selv for en rutineret landstræner er der altid en særlig spænding forbundet med den første kamp. Ikke nervøsitet, men usikkerheden ved at se, om træningsarbejdet holder.
»Man er jo lidt spændt her også på den første kamp. Hvor står man lige henne? Nogle af de ting, man har trænet på – hvordan ser det ud? Og så er det jo slutrunde på hjemmebane, og det skaber selvfølgelig lidt mere spænding i kroppen.«
Testkampene har givet et positivt indtryk, og den overordnede fornemmelse er god.
»Jeg synes, vi har haft to fine testkampe, og træningerne har også set godt ud. Vi ved, at vi skal ind og spille i en fantastisk hal med en fantastisk opbakning, som er med til at drive os fremad. Så på den måde har jeg egentlig okay ro i maven.«
De taktiske justeringer, der har været synlige i testkampene, handler blandt andet om rytme og fleksibilitet i angrebsspillet.
»Det giver en anden rytme. Mange midterforsvarere er vant til, at det er to højrehænder, der kommer i midten, så det giver noget andet. Det gør også, at vi kan gøre spillet lidt bredere, og at vi kan få Mathias noget mere ind i midten, hvor han jo også er rigtig dygtig.«
Fleksibiliteten handler også om alternativer.
»Det er klart, at den model skal vi også kunne. Det er fint at have Hoxer som alternativ, også hvis Niklas skulle have en dårlig dag, eller der skulle ske et eller andet.«
Som favorit er Danmark forberedt på, at modstanderen kan finde på at prøve utraditionelle løsninger i åbningskampen.
»Jeg forventer jo, at nogle af de hold, hvor vi er store favoritter, vil prøve ting af. De har alt at vinde og intet at tabe. Så vi prøver at forberede os så meget som overhovedet muligt.«
Det gør forberedelsen mere kompleks.
»Ja, lidt gør det. Man er nødt til selv også at være lidt forudseende i de ting.«
Mulighederne er mange.
»Det kan være noget med at skygge Mathias, følge ham på banen. De kan gå op i offensivt forsvar, mandsopdække begge to eller hvad det nu kan være.«
Resten finder man først ud af, når kampen begynder.
»Det finder vi ud af i morgen. I starten skal man lige føle hinanden lidt an, og så plejer vi at få løst tingene. Det regner jeg også med, at vi gør.«
Fredag rykker Danmark ind i Jyske Bank Boxen. Sofaen i Herning Kongrescenter er forladt, notaterne skrevet færdige. Tilbage er kun det, som ikke kan forberedes fuldt ud på forhånd: kampen selv.
BUSINESS. Energinet afsluttede sidste år rekordmange anlæg og projekter til udbygning af det danske elnet. I alt blev 29 højspændingsstationer, kabelanlæg og andre centrale projekter idriftsat og færdiggjort i 2025. Projekterne har en samlet værdi på omkring tre milliarder kroner og betyder, at langt mere grøn strøm nu kan føres ind i elnettet og videre rundt i landet.
Blandt de seneste projekter, der blev sat i drift kort før jul, er anlæg, der skal levere strøm til den kommende Femern-forbindelse, samt en ny transformer på en eksisterende højspændingsstation. Med disse anlæg nåede Energinet op på i alt 29 færdiggjorte projekter i løbet af året, hvilket er det højeste antal i virksomhedens historie.
Direktør i Energinet Eltransmission, Nina Høegh Jensen, glæder sig over resultatet, men understreger, at arbejdet langt fra er afsluttet. »Vi er langt fra i mål med udbygningen af elnettet, og opgaven kommer også kun til at vokse fra nu af. Men jeg tillader mig at være både glad og stolt over, at vi fik færdiggjort rekordmange anlæg og projekter. Når vi får sat mange nye stationer, transformere, relæer og kabler i drift og får afsluttet opgaver, der er vigtige for udbygningen af elnettet, så skubber vi på Danmarks omstilling til grøn og uafhængig energi.«
Elnettet er nu klar til at tage imod knap 2.000 MW ny kapacitet. Nettilslutningen til den kommende Thor Havmøllepark i Nordsøen på cirka 1.000 MW blev færdig i 2025. Samtidig er nye højspændingsstationer klar til at modtage omkring 500 MW fra nye elproduktionsanlæg, ligesom nettet kan forsyne konkrete storforbrugere med samlet cirka 400 MW.
Ud over de store projekter er der også gennemført en lang række mindre udvidelser, som ofte foregår inden for eksisterende højspændingsstationers hegn. Selvom de er mindre synlige, har de ifølge Energinet stor betydning for den samlede kapacitet og fleksibilitet i elnettet. Det største enkeltprojekt er nettilslutningen af Thor Havmøllepark, som bliver Danmarks største havmøllepark, og som alene har kostet over en milliard kroner.
Derudover er en række støtteprojekter blevet færdiggjort. Blandt andet er 40.000 nye stålkøreplader indkøbt til brug ved kabellægning og master, et nyt reservedelslager er etableret, og udstyr til midlertidig nettilslutning af nye elproduktionsanlæg er gjort klar. Disse projekter bidrager til, at Energinet kan opretholde forsyningssikkerheden og understøtte den fortsatte udbygning.
Den store Vestkystforbindelse tæller ikke med i opgørelsen for 2025, da den først sættes endeligt i drift i 2026, selv om dele af strækningen allerede har fået strøm på. Forbindelsen bliver ifølge Energinet en afgørende milepæl for elnettet og nødvendig for, at el fra blandt andet Thor Havmøllepark kan transporteres rundt i landet.
Energinet arbejder i øjeblikket med 184 elnetprojekter, hvoraf 65 er netkundeprojekter som solcelleparker, vindmøller, batterianlæg og storforbrugere. »Vi glæder os, hver gang vi idriftsætter nye anlæg, så fx Femern-forbindelsen kan blive forsynet eller flere lokale forbrugere i Frederiksværk-området kan få den el, de har brug for. Men samtidig har vi fuldt fokus på de mange projekter, vi sideløbende arbejder på, og de mange projekter, der vil komme i årene fremover. Elnettet er allerede i dag presset, og der er brug for både fart og masser af ny kapacitet«, siger Nina Høegh Jensen.
Ifølge Energinet forventes den grønne elproduktion at blive femdoblet over de næste 15 år, mens elforbruget i samme periode vil blive tredoblet i takt med, at varme, industri og transport i stigende grad elektrificeres.
VIDEN. Et nyt europæisk forskningsprojekt med base på Syddansk Universitet skal bane vejen for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig produktion af grøn brint. Målet er at udvikle en ny elektrolyseteknologi, der både er billigere, mere effektiv og fri for de miljø- og sundhedsskadelige fluorstoffer, også kendt som PFAS.
Projektet har fået navnet SUPREME og ledes af forskere fra Institut for Grøn Teknologi på SDU i samarbejde med seks partnere fra hele Europa. Over de næste tre år skal forskerholdet arbejde med at forbedre den teknologi, der i dag bruges til at fremstille grøn brint ved hjælp af elektricitet fra sol og vind.
Grøn brint spiller ifølge forskerne en afgørende rolle i den grønne omstilling, blandt andet i den tunge industri, transportsektoren og som energilager på dage uden sol og vind. Udfordringen er, at den nuværende produktion er både dyr og ressourcekrævende og ofte afhængig af PFAS-holdige materialer, som EU ønsker at udfase.
Projektleder og professor på Det Tekniske Fakultet på SDU, Shuang Ma Andersen, peger på, at ambitionerne er høje. »Ambitionen er at vise, at grøn brint både kan produceres konkurrencedygtigt, bæredygtigt og uden de problematiske stoffer, som teknologien er afhængig af i dag. Vi vil udvikle en ny type elektrolyse, der er klar til at blive taget videre mod industriel brug og kan spille en reel rolle i den grønne omstilling.«
Et centralt mål er, at teknologien på sigt skal kunne producere et kilo grøn brint for omkring to euro, hvilket svarer til prisniveauet for fossil brint i dag. Ifølge forskernes beregninger vil det kunne reducere CO2-udledningen med op mod to millioner ton allerede i 2030.
Projektet tager udgangspunkt i den såkaldte PEM-elektrolyse, som i dag er den mest udbredte metode til produktion af grøn brint. Teknologien er effektiv, men afhængig af sjældne og dyre platinmetaller samt PFAS-holdige membraner. Det gør anlæggene både dyre og sårbare over for råstofmangel.
I SUPREME-projektet får det tyrkiske forskningsråd TÜBİTAK ansvaret for at udvikle en PFAS-fri membran, mens TU Graz i Østrig skal vurdere teknologiens kommercielle potentiale. Forskerne på SDU arbejder sammen med den britiske virksomhed Ames Goldsmith på at reducere forbruget af det sjældne platinmetal iridium med op til 75 procent og samtidig øge genbruget af metallerne til omkring 90 procent.
Den faktiske fremstilling af den nye elektrolyser sker hos det tyske forskningsinstitut Fraunhofer, mens det norske brintselskab Eonee skal evaluere teknologien ved at integrere den i et nyt elektrolysedesign.
Ifølge Shuang Ma Andersen giver samarbejdet et stærkt udgangspunkt. »Vi har samlet et stærkt europæisk konsortium med nogle af de dygtigste forskningsmiljøer og virksomheder inden for deres respektive felter, og det giver os et helt særligt udgangspunkt. Sammen kan vi tage fat på nogle af de centrale udfordringer, der i dag står i vejen for, at grøn brint for alvor kan blive udbredt.«
Forskningsprojektet er en del af EU’s Clean Energy Transition Partnership og skal bidrage til at bringe grøn brint tættere på industriel anvendelse i de kommende år.
VIDEN. Ny forskning fra Danmarks Tekniske Universitet viser, at spædbørns tarmbakterier kan spille en afgørende rolle i forebyggelsen af astma og allergi senere i livet. En international forskergruppe ledet af DTU har identificeret en konkret biologisk mekanisme, der kan reducere risikoen for, at børn udvikler allergiske sygdomme, og DTU har nu taget patent på opdagelsen.
Studiet viser, at børn har mindre risiko for at udvikle astma og allergi, hvis de tidligt i livet koloniseres med bestemte bifidobakterier i tarmen. Disse bakterier producerer et naturligt stof, en såkaldt metabolit, som dæmper immunforsvarets reaktioner mod allergener. Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Microbiology.
Ifølge forskerne kan opdagelsen få stor betydning, da allergi og astma i dag er blandt de mest udbredte kroniske sygdomme hos børn verden over. Projektleder og professor på DTU Bioengineering, Susanne Brix Pedersen, peger på, at forskningen for første gang dokumenterer en tydelig mekanisme bag den beskyttende effekt.
»Det store fremskridt er, at vi nu har identificeret en konkret mekanisme, som kan dæmpe udviklingen af immunforsvarets allergiske reaktioner allerede i spædbarnsalderen. Hvis vi kan omsætte denne viden til en forebyggende strategi – for eksempel gennem probiotiske tilskud eller berigede modermælkserstatninger – vil det være et stort skridt i kampen mod allergi og astma, som i dag rammer millioner af børn verden over,« siger hun.
Forskerne fulgte 147 børn fra fødslen og frem til femårsalderen. Her fandt de, at spædbørn med en høj forekomst af bestemte bifidobakterier i tarmen havde lavere risiko for allergisk sensibilisering. Særligt stoffet 4-hydroxyphenyllaktat, også kaldet 4-OH-PLA, viste sig at spille en central rolle ved at dæmpe immunforsvarets overreaktion.
Laboratorieforsøg med humane immunceller viste, at naturlige koncentrationer af 4-OH-PLA reducerer kroppens produktion af antistoffet immunoglobulin E, IgE, med 60 procent. IgE er tæt forbundet med allergiske reaktioner, og høje niveauer øger risikoen for symptomer som eksem, høfeber og astma.
Studiet bygger desuden på analyser af afførings- og blodprøver fra store fødselskohorter i Sverige, Tyskland og Australien. Her kortlagde forskerne både bakteriesammensætningen i spædbørns tarme og niveauerne af relevante metabolitter samt børnenes immunreaktioner.
Forskerne har også undersøgt, hvilke forhold der øger sandsynligheden for, at spædbørn får de gavnlige bakterier. Ifølge Rasmus Kaae Dehli, specialist i systemimmunologi på DTU Bioengineering, spiller flere faktorer ind.
»Det er bemærkelsesværdigt, at de børn, der var født vaginalt, havde 14 gange større sandsynlighed for at få overført bifidobakterierne fra deres mor. Derudover hjalp fuld amning og kontakt med andre små børn tidligt i livet også med at øge antallet af bifidobakterierne i tarmen. Det betyder, at naturlige mekanismer medvirker til at undgå udviklingen af disse sygdomme. Vores livsstil har dog bidraget til, at disse bifidobakterier er blevet meget sjældnere, og derfor er det også vigtigt at se på andre forebyggende tiltag, der kan hjælpe de spædbørn, der ikke bliver koloniseret med dem,« siger han.
Resultaterne peger på, at tilførsel af enten 4-OH-PLA eller probiotiske bakterier, der kan producere stoffet, kan blive en ny strategi til at forebygge allergi og astma. DTU har allerede udtaget patent på brugen af den fundne metabolit i lægemidler til både forebyggelse og behandling.
Ifølge forskerne kan en forebyggende indsats målrettet spædbørn muligvis være klar inden for få år, mens egentlige behandlinger af allergi og astma vil have et længere perspektiv på op mod ti år, da de først skal gennem omfattende kliniske forsøg.
Dagen før EM-åbningskampen mod Nordmakedonien taler det danske herrelandshold ikke om nervøsitet, men om ansvar, justeringer og det, der er lært undervejs. For Mathias Gidsel handler starten på slutrunden mindre om fornyelse og mere om at være klar til det, der venter.
Der er noget karakteristisk ved dagen før et mesterskab. Ikke spændingen i sig selv, men den måde, spændingen holdes i ave. Torsdagens pressemøde med det danske herrelandshold foregår uden store armbevægelser, men heller ikke uden alvor. EM begynder fredag mod Nordmakedonien, og rammen for åbningskampen bliver Jyske Bank Boxen. Det er her, forventningerne samler sig. Men endnu er det stadig muligt at tale om processen frem for resultatet.
For Mathias Gidsel handler det ikke om at dæmpe forventningerne, men om at markere overgangen. Fra forberedelse til virkelighed. Fra træning til turnering. Det er tydeligt, at netop det skifte har været længe ventet.
»Jeg glæder mig meget. Nu er vi endelig færdige med de forberedende uger, som har været lidt tunge, synes jeg, til sidst her. Vi bliver ved med at øve og øve og øve og gøre os så gode som muligt, før vi starter her i morgen i boksen. Så jeg tænker, både hele landsholdet og jeg er også klar til en oplevelse, der ligger og venter os.«
Forberedelserne har ifølge Gidsel ikke handlet om at opfinde landsholdet på ny, men om at flytte det en smule. Om at tage erfaringerne med videre og justere der, hvor det giver mening. Det er en tilgang, der peger på kontinuitet snarere end brud.
»Vi har selvfølgelig lært lidt fra sidste slutrunde, og så synes jeg faktisk, at vi er kommet med rigtig mange nye ting, spændende ting. Og ikke fordi jeg siger, at vi er et helt nyt landshold, der kommer til at spille helt anderledes, men jeg synes, vi har mange små ting, vi har øvet, og som forhåbentlig både kan være lidt på forkant med de problemer, vi nok kommer til at møde under EM, men også at vi bliver ved med at udvikle os som hold og som spillere individuelt.«
Et af de steder, hvor udviklingen konkret kan aflæses, er i de taktiske justeringer i bagkæden. Gidsels rolle er blevet mere fleksibel, og det er ikke tilfældigt. Det er et greb, der både handler om at udnytte hans styrker bedre og om at gøre holdet sværere at læse.
»Det betyder med Hoxer her nu på højre back og også Kirkeløkke, at vi kan få mig lidt mere ind i situationerne i midten og få brugt mine spidskompetencer lidt mere bredt.«
Justeringen er samtidig et svar på det forsvarsspil, Danmark ofte møder – og som allerede ventes i åbningskampen. Når modstanderne skubber højt ud på backsene, har det tidligere givet udfordringer. Det er netop dem, man forsøger at tage højde for.
»Så vi kan måske komme lidt, det møder vi også mod Nordmakedonien allerede i morgen, nogle offensive backs, og så kan vi få lov til at angribe lidt mere på midten, i stedet for de problemer, vi egentlig har mødt, når backsene går meget højt på os ude på højre og venstre back.«
Blandt de nye taktiske elementer er også et system, der internt går under navnet Eisenach. Det er ikke et kosmetisk greb, men et strukturelt valg, der ændrer dynamikken i angrebsspillet og placerer spillerne i større rum.
»Det er også sådan lidt et fire-bagspillersystem for os. Det er en måde, vi trækker en stressspiller ud af midten, og vi fjerner en spiller inden for forsvaret. Det er også en helt ny ting for dansk landshold, og det kommer vi helt sikkert også til at spille, en måde at få folk lukket lidt mere ud og stå i lidt større rum omkring os.«
Selv om meget af pressemødet kredser om detaljer og systemer, vender samtalen flere gange tilbage til rammerne omkring turneringen. At spille EM på hjemmebane er ikke noget, Gidsel omtaler let. Det er snarere en konstatering af, hvad opbakningen betyder, når presset stiger.
»Jeg tror, det betyder meget. Jeg tror, alle folk, der så sidste slutrunde, kan jo godt se, hvor meget rygvind vi får, når vi spiller i boksen på hjemmebane. En unik opbakning og en fantastisk arena, der blev bygget op til håndbold. Så at vi nu skal have det hele vejen frem mod en finale, det betyder selvfølgelig utrolig meget for os.«
Pressemødet bevæger sig også et øjeblik væk fra det kommende EM og hen mod den dokumentar om dansk herrehåndbold, der for nylig havde premiere. For Gidsel blev den ikke bare et tilbageblik, men en påmindelse om, at nutidens stabilitet hviler på en mere ujævn fortid.
»Jeg synes, den var god. For første gang var det lidt en aha-oplevelse for mig at møde nogle af de gamle legender og forstå lidt deres historie med dansk landsholdshistorie. Jeg er jo vokset op i en alder, hvor vi næsten har spillet finaler, hver gang jeg har været med.«
Særligt mødet med Lars Christiansen står tilbage som mere end en symbolsk scene. Samtalen kredser om ansvar – ikke som et abstrakt begreb, men som noget, der konkret skal bæres i afgørende øjeblikke.
»Det, der var sat op, var jo lidt det her med at bære et ansvar. Ikke nødvendigvis for en hel nation, men for de mange, der går op i håndbold i Danmark. Lars stod med et stort ansvar dengang, blandt andet med afgørende straffekast, og det er også noget af det ansvar, jeg prøver at tage på mig nu.«
Ansvar forstås ikke som fejlfrihed, men som villighed. Som det at stå frem, også når konsekvenserne er tydelige.
»Der skal være nogen, der går forrest og tager det ansvar. Ikke at flygte af frygt for konsekvenserne.«
Da snakken til sidst falder på rekorder og individuelle milepæle, bliver prioriteringen klar. Det personlige træder i baggrunden for det fælles mål.
»Det overskyggende mål nu, det er at blive europamester. Rekorder må komme på et andet tidspunkt. Fokus er på den kollektive succes.«
Fredag begynder EM. Ikke som et løfte om fornyelse, men som endnu en prøve i et landshold, der har lært, at kontinuitet ikke er fravær af forandring – men evnen til at justere uden at miste sig selv.
Der findes koncerter, man bør opleve, og så findes der koncerter, man er nødt til at opleve, hvis man nogensinde har haft hjertet parkeret i Beach Boys-universet. Hyldestkoncerten til Brian Wilson i DR Koncertsalen 14-01-2026, hørte klart til den sidste kategori. De indledende ord fra artisterne var, dette er musik man virkelig skal øve sig på og til, bemærk. udtalt fra nogle af Danmarks bedste musikere.
Dette er en anmeldelse i den nørdede ende af skalaen. Læser du med hele vejen, er du enten dedikeret Brian Wilson-entusiast – eller har i det mindste et blødt punkt for Beach Boys-universet. Jeg kalder mig gerne selvudnævnt ekspert på området. Min første koncert med de originale Beach Boys oplevede jeg i Anaheim i 1970’erne, syd for Los Angeles – midt i det sydcaliforniske musik- og surfmiljø, som også var en afgørende kulisse for Beach Boys-æraen. Siden har jeg set dem i utallige konstellationer. Jeg har endda selv forsøgt mig med deres musik – mindre succesfuldt – og overlader derfor trygt opgaven til de langt mere musikalsk begavede.
Denne aften var langt mere end et nostalgisk gensyn. Den var levende, nærværende og musikalsk overbevisende. Numrene fik lov at ånde, og kompleksiteten i Wilsons kompositioner stod klart frem uden at blive akademisk. Det var musik spillet med respekt –uden museumsglas. De vokale præstationer bar koncerten sikkert igennem. Harmonierne – selve rygraden i Brian Wilsons musik – sad imponerende rent og præcist, men vigtigst af alt med følelse: varme, sårbarhed og overskud, som fik selv de mest velkendte sange til at fremstå friske.
Aftenens klare vokale højdepunkt kom allerede i åbningsnummeret “Don’t Worry Baby”, hvor falsetten stod knivskarpt og rørende skrøbeligt, leveret af Randell Kirsch fra The Beach Boys’ originale touring-band. Et øjeblik, hvor tiden i salen nærmest stod stille. Lige så stærkt stod slutnummeret “God Only Knows”, hvor vokalen blev delt mellem solisterne og leveret med en inderlighed og tyngde, der gav sangen ny dybde uden at fjerne dens uskyld.
Instrumentalt var niveauet konsekvent højt. Særligt trommer og percussion fortjener ros. Musikken fra Pet Sounds- og Smile-perioderne er rytmisk alt andet end enkel – fuld af forskydninger, lag og subtile skift – og netop derfor så tilfredsstillende, når det lykkes til UG plus, med både præcision og musikalitet.
Repertoiret var klogt sammensat og spændte elegant fra de solbeskinnede og umiddelbart genkendelige hits som “Surfin’ USA” og “Good Vibrations” til de mere komplekse og følelsesmættede værker fra Pet Sounds og Smile, som for alvor cementerede Brian Wilson som visionær komponist. Overgangen mellem lethed og dybde fungerede forbilledligt.
Som helhed var koncerten en musikalsk helstøbt oplevelse. Den mindede os om, hvorfor Brian Wilsons musik stadig bevæger, stadig udfordrer – og stadig lyder som noget, der kunne være skrevet i morgen. En varm, overbevisende og dybt musikalsk hyldest, der kom så tæt på den ægte vare, som man realistisk kan forvente. Kort sagt: En koncert, der ramte både hjerte, hjerne og gehør. Man gik hjem en anelse mere forelsket i musikken, end da man kom.
Sangere & frontpersoner
Jacob Dinesen En stærk og umiddelbar vokalist med internationalt snit. Dinesen leverer rå nerve og energi, men bevægede sig enkelte steder lidt for frit i forhold til materialets skrøbelighed. En smule for meget sønderjysk temperament til netop dette repertoire.
Christian Hjelm Kendt fra Figurines og en solid solokarriere. Hjelm mestrer balancen mellem præcision og følelse, og hans vokalarbejde binder pophåndværk og elegance flot sammen. En virkelig stærk vokal indsats.
Patrick Dorgan Aftenens største vokale overraskelse – sammen med Hjelm. En markant stemme med dybde og varme, som gav arrangementerne tyngde og løftede de mere melankolske passager med autoritet og ro, man sjældent hører i dansk popmusik.
Kira Skov En af dansk musiks mest alsidige stemmer. Skov tilfører modenhed, nerve og et strejf af jazzet frihed, som klæder Wilsons komplekse harmonier overraskende godt. I ét nummer blev indgangen lidt usikker – påstår denne nørd – men helhedsindtrykket var stærkt.
Darian Sahanaja (special guest) En central figur i Brian Wilsons univers. Som sanger, keyboardist og arrangør – og som nøglemanden bag færdiggørelsen af Smile – er Sahanaja ikke blot gæst, men bærende kulturarv.
Randell Kirsch (special guest) Veteran fra The Beach Boys’ live-lineup. Kirsch er sanger, guitarist og bassist, og hans lead falset og backing-vokal matcher Brian Wilson-æraens lyd fra 1963-69 næsten skræmmende præcist. Sceneerfaringen giver koncerten autenticitet og historisk tyngde. Når Mike Love siger tak til ham, lytter man.
Bandet
Troels Skjærbæk – bas & kor (med markant bass vokal og stor stabilitet) Lars Skjærbæk – guitar & kor Mikkel Damgaard – guitar / tangenter Palle Hjorth – keyboard / klaver Søren Koch – guitar / backing Mads Andersen – trommer / percussion
Et rutineret og musikalsk overskudsstærkt backingband, der forstår disciplinen i Brian Wilsons lagdelte univers og med et musikask CV i topklasse.
Lyd, rum og helhed:
Som danskere kan vi være stolte af at have musikere i en kaliber, der kan løfte en så krævende og tung opgave. Kombinationen af dette ensemble og DR Koncertsalens fremragende akustik var i sig selv optimal. Rummet understøtter harmonier, dynamik og detaljegrad på et niveau, man sjældent hører uden for klassiske opsætninger.
Min faglige – og kærlige – anke: Lydmanden burde have haft en skarpere vokalseparation. Når man arbejder med Wilson-harmonier, er stemmerne ikke pynt – de er musikken. Her røg lidt for meget sammen i midten. Det var godt. Det kunne have været sublimt.
Vi andre kan kun drømme om at spille med den elite. Men nogen skal jo også sidde og lytte, skrive – og være lidt kloge bagefter.
Vejdirektoratet advarer onsdag morgen om risiko for glatte veje flere steder i landet.
Ifølge en særmelding er vejtemperaturen fortsat under frysepunktet mange steder, hvilket øger risikoen for glatføre. Trafikanter opfordres derfor til at sænke hastigheden, holde god afstand og være ekstra opmærksomme under kørslen.
Advarslen gælder særligt ved skovstrækninger, i lavtliggende områder samt på og under broer, hvor glatte forhold kan opstå hurtigt.
Vejdirektoratet opfordrer bilister til at orientere sig om de aktuelle vej- og vejrforhold, inden de kører ud, og til at følge de generelle råd for kørsel i vintervejr.
Det begyndte som et jubilæumsår, men endte som noget langt større. Ifølge administrerende direktør Rune Rasmussen blev 2025 ikke blot ADP’s bedste år økonomisk. Det blev året, hvor havneselskabet for alvor trådte ind i en ny rolle som national infrastrukturaktør med internationalt udsyn, nye investeringer og en containerstrategi, der skal løfte både Fredericia og resten af porteføljen.
Der er ro over Rune Rasmussen, når han sætter sig til interviewet. Stemmen er afdæmpet, formuleringerne præcise, og der er både smil og overskud i svarene. Det er den samme rolige tilgang, der ofte kendetegner ADP’s administrerende direktør udadtil. Men bag den kontrollerede fremtoning gemmer der sig et år, som har været alt andet end stille. 2025 har været præget af beslutninger i højt tempo, store strukturelle forandringer og en række milepæle, der normalt ville være fordelt over flere år. Som han selv formulerer det: der har været fuld smadder på.
Da spørgsmålet falder på, hvordan 2025 tog sig ud fra direktørkontoret i ADP, kommer svaret uden tøven og uden diplomatisk indpakning. »2025, det var eddermame et vildt år. Det var det vildeste år til dato. Det var jubilæumsår. Det økonomiske bedste år nogensinde,« siger Rune Rasmussen.
I hans opsummering ligger en række begivenheder, som hver for sig ville være markante overskrifter i et havneselskab. Samlet tegner de billedet af et år, der skiller sig ud. Et havnekøb. En færdiggjort havneudvidelse i Fredericia. Et tæt samarbejde om containerterminalen med Mærsk. Og en ny medejer, der følger med en kapitalrejsning, som i ADP’s optik handler om mere end penge. »Ny medejer i moderselskabet, stor kapitalrejsning, sikring af fremtiden. I bund og grund var 25 på alle mulige måder ikke kun det bedste år for ADP økonomisk, men formentlig også det vigtigste år nogensinde,« siger han.
Annonce
Et selskab, der har skiftet karakter
Når Rune Rasmussen spoler tiden tilbage, er det ikke for at romantisere fortiden, men for at vise, hvor hurtigt ADP har flyttet sig. Han knytter tilbageblikket til en intern milepæl, der siger noget om tempoet i forandringen. »Vi talte om det her til morgen. Vores driftsdirektør har 10 års jubilæum i dag. Så det er en god måde at kigge lidt tilbage på, for han har nemlig været med på hele turen,« siger han. Dengang var ADP ifølge direktøren et helt andet sted i markedet. »Da han startede var ADP den 11. største havn i Danmark og var egentlig ikke nogen særlig god forretning.«
I dag tegner han et billede af et selskab, der arbejder ud fra en større skala og et andet selvbillede. Ikke som lokal havn med lokale hensyn først, men som en virksomhed, der ser sig selv som en del af Danmarks samlede infrastruktur og dermed også af Danmarks evne til at handle med omverdenen. »I dag ser vi ind i et budgetår, hvor vi måske håber, vi tror på, hvis vi er dygtige, er den største havn i Danmark,« siger han.
Det handler ikke kun om volumen, men om robusthed og om at stå med flere ben plantet i virkeligheden, når markedet skifter. »Vi tjener vores penge på alle mulige forskellige måder, så virksomheden er mere stabil, solid og klar til fremtiden, og har kompetencer og kapital til nu at være den virksomhed, som ADP fortjener at være,« forklarer han. Samtidig understreger han, at forandringen rækker ud over regneark og nøgletal. »Det er ikke kun en lokal virksomhed, men en national virksomhed med et internationalt udsyn.«
Brookfield som milepæl og som signal
I løbet af 2024 fik ADP en ny medejer i form af den internationale infrastrukturinvestor Brookfield, og i fortællingen om 2025 bliver ejerskabet et tydeligt signal om næste fase. Rune Rasmussen beskriver ankomsten som noget, der rækker ud over kapital. »Ankomsten af Brookfield er jo selvfølgelig i sig selv en kæmpestor milepæl, og der er jo meget andet end kapital i det,« siger han.
Han sætter Brookfield ind i en længere læringskurve, hvor ADP tidligere har fået en professionel partner ind i Taulov-miljøet. »Der skete der jo også enormt mange gode ting fra ADP i det øjeblik PFA trådte ind ad døren i Taulov. Og det har vi jo trænet og øvet os og lært rigtig meget af PFA,« siger han. Brookfield bliver i den optik ikke et brud, men en fortsættelse på et højere niveau. »Brookfield er jo mere af det samme, bare mere internationalt og endnu større.«
Det afgørende er ifølge Rune Rasmussen, at ejere og ledelse grundlæggende vil det samme. »Vi vil gerne drive en sund, god, langsigtet forretning, som kommer alle ejerne til gode. Og det gør man bedst ved at være professionel og have et udsyn internationalt,« siger han og knytter det direkte til Danmarks økonomi. »Danmark lever af eksport og import, og skal blive ved med at leve af eksport og import. Og desto mere vi kan være overbeviste om at levere de ydelser og produkter, der understøtter, at Danmark skal eksportere og importere. Desto bedre er det for Danmark, og desto bedre er det for vores ejere herhjemme.«
Nyborg i fremgang, Hanstholm i opbygning
Når blikket flyttes fra Fredericia til ADP’s øvrige havne, står det klart, at 2025 ikke kun blev et Fredericia-år. Nyborg får direkte ros og et markant superlativ. »Nyborg er det bedste år nogensinde i de 20 år plus, som ADP har ejet Nyborg,« siger Rune Rasmussen. Han beskriver en havn, der i praksis er tæt på fuldt udnyttet. »Nyborg er mere eller mindre en udsolgt havn. Der er kommet mange nye kunder til, høj godsomsætning.«
Succesen rejser samtidig nye spørgsmål. »Når kapaciteten nærmer sig grænsen, begynder diskussionen om næste skridt. Det er jo selvfølgelig også derfor, at i 2025 der blev i gang sat tankerne om potentiel havneudvidelse i Nyborg, som vi helt sikkert kommer til at snakke mere om i 2026 sammen med Nyborg Kommune og borgerne i Nyborg,« siger han. For Nyborg bliver 2025 dermed både status og start. »Så en stor kvalitetsstempel på Nyborg Havn i 2025,« lyder det.
Hvor Nyborg fremstår som en havn i drift og med momentum, er Hanstholm en anden disciplin. Her handler 2025 mindre om at trykke på speederen og mere om at få greb om maskinrummet, relationerne og det lokale økosystem, før man for alvor kan bygge forretning ovenpå. ADP overtog Hanstholm 1. august, og ifølge Rune Rasmussen blev resten af året brugt på at få hænderne ned i virkeligheden og forstå, hvad det er for et sted, man har fået ansvaret for. »Hanstholm overtog tøjlerne 1. august og har brugt 25 på flere ting, men først og fremmest selvfølgelig at lære folk, kunder, mennesker og ejerne rigtig godt at kende,« siger han.
Han beskriver en havn og en egn med stærk identitet og stor lokal opbakning, men han pakker ikke udfordringen ind. Potentiale er noget, der skal omsættes, og det kræver både timing, volumen og et marked, der kan bære nye aktiviteter. »Det er jo nogle skønne mennesker, og Thy er dejlige, og det er Hanstholm Havn også. Men det er også en bekræftelse af, at fundamentet og potentialet er der. Men det kommer ikke af sig selv.«
For ADP bliver opgaven derfor at få sat nye forretningsstrømme ind i en havn, der ikke automatisk fylder sig selv. Det er her, Hanstholm adskiller sig fra de havne, hvor kapacitetsudfordringen er den primære hovedpine. »Det bliver hårdt arbejde at få fyldt noget ny forretning ind i maskinen deroppe,« siger han. Lykkes det, vurderer han, at effekten rækker længere end ADP’s egen bundlinje. »Lykkes vi med det, hvilket vi tror på, så bliver det både en god forretning, men det bliver også et stort aktiv for regionen deroppe.«
Flere havne som strategi, nu med bedre timing
Spørgsmålet om flere havne har altid ligget som en understrøm i fortællingen om ADP. Allerede navnet Associated Danish Ports peger på en idé om fællesskab, skala og sammenhæng på tværs af geografi – en ambition, der i perioder har været mere vision end virkelighed. Alligevel er det et spor, der igen melder sig, denne gang med større realisme og et andet afsæt end tidligere. Rune Rasmussen præsenterer ingen færdig plan eller konkrete navne, men giver en åben vurdering af sandsynligheden og begynder med at sende en anerkendelse tilbage til den oprindelige konstruktion. »Jeg synes jo, at den måde, ADP var født på, der var man jo foran sin tid,« siger han.
Han peger samtidig på, at der tidligere har været bevægelse tættere på målstregen, end mange tror. »Jeg tror, man har været tættere på, både i Uffe Steiner Jensens og Jens Peters tid, tættere på, end vi lige går og tror, og lykkes med det nogle gange.« At det ikke blev til mere dengang, forklarer han med politisk timing og vilje i de kommuner, der skulle have sagt ja. »Tiden var en anden, og det politiske mod andre steder var måske heller ikke helt til stede. Timingen var måske ikke helt den rigtige.«
I dag mener han, at både marked og rammer har flyttet sig. Havne- og logistikverdenen er blevet mere kapitaltung, mere reguleret og mere konkurrencepræget, og derfor står argumentet for større, mere professionelle enheder stærkere. »Der lever vi i en anden tid nu, hvor der måske også er nogle ting, der er blevet modnet i mellemtiden, som gør, at jeg tror på sandsynligheden for, at vi lykkes med flere havne i de næste år, de næste 5-10 år er væsentligt større.« Og det er ikke blot en løs tanke, understreger han. Det er et strategisk spor, der allerede ligger på bordet i ejer- og partnerkredsen. »Det er faktisk noget vi bruger tid på, også med Brookfield og vores ejere.«
Annonce
Når han samler trådene, bliver pointen, at ADP igen kan komme til at leve mere fuldt op til sit navn, men ikke som en hurtig ekspansion, men som en langsigtet konsolidering. »Det tror jeg på, at Associated Danish Ports bliver endnu mere berettiget, også i navnet, i fremtiden, end det har været.«
Diversifikation som det stærke ben – og den nøgterne grønne virkelighed
Når Rune Rasmussen forklarer, hvorfor ADP står stabilt, selv når markedet skifter, lander han på en enkel forretningslogik. ADP er ikke låst fast i én indtægtskilde eller én konjunktur. Styrken ligger i blandingen. »Både historisk set, og når vi kigger ud i fremtiden, så har ADP altid performet godt på tværs af konjunkturer.« Der har været downperioder, erkender han, men diversifikationen gør, at virksomheden kan flytte tyngden fra ét ben til et andet. »Fundamentalt er den helt store fordel, at forretningen er så diversificeret.«
I gode logistikår har Taulov Dry Port og beliggenheden været en motor. I andre tider har de mere klassiske bulk-aktiviteter taget over. »Vi har haft nogle år, hvor logistik i verden har været all time high. Jamen der har vi lukreret hårdt på Taulov Dry Port og vores beliggenhed. Andre perioder, der har det været den faste bulk, der har taget over, når olien har været faldende.« Og så er der det nye vækstben, som skal løfte endnu mere i de kommende år. »I de senere år og i de kommende år har vi en containerterminal, som er i kæmpe vækst og understøtter hele regionen helt vildt. Så det er forskelligheden i forretningen, der er vores allerstærkeste ben sammen med beliggenhederne.«
Netop fordi forretningen står på flere ben, anlægger Rune Rasmussen en mere ædruelig tone, når han taler om den grønne omstilling. Her blev 2025 ikke året, hvor udviklingen leverede på ambitionerne. »Jeg synes 2025 har været for den grønne omstilling et meget svært år.« Han peger på, at de politiske mål er under pres. »Så Danmarks 2030-mål hænger i en tynd tråd.« Og han nævner flere konkrete spor, der ikke udviklede sig som håbet. »Der var 2025 ikke det år, vi havde håbet på for brintrøret. Det var jo heller ikke det år, vi havde håbet på for CCS, heller ikke for Ørsted. Ørsted havde store problemer.«
Alligevel er han ikke i tvivl om retningen. Det er tidshorisonten og tempoet, der må justeres, så investeringer og løsninger igen hviler på det, han kalder rationalet. »Vi er meget fortrøstningsfulde, hvis vi kigger lidt længere ud i tid. Hvor vi måske også skal erkende, at vi har været igennem en meget forceret periode for den grønne omstilling, hvor rationalet og fornuften ikke nødvendigvis har sejret.« Derfor flytter han også fokus væk fra de nærmeste deadlines. »Det er ikke sikkert, at det er 2030-målene, vi skal have så meget fokus på. Det kan godt være, det er 2040-målene, vi skal have fokus på.«
Rune Rasmussen arbejder også for at få ændret den nuværende havnelov. Det gør han blandt hos organisationen, Danske Havne, hvor han er næstformand.
Havneloven som flaskehals
På reguleringssiden er Rune Rasmussen lige så ligefrem. 2025 var et år med geopolitik og regulering på tværs af sektorer – men ikke dér, hvor havnene har ventet. »2025 vil som noget have været geopolitikkens år, reguleringens år for alle sektorer, inklusiv havnene. Bare ikke på havneloven,« siger han og låner et billede fra cykelsporten. »Havneloven den står plantet som en træ i harpiks.«
For Fredericia er det ifølge direktøren ikke en teknisk detalje, men et spørgsmål om rammerne for elektrificering og grønne investeringer. »Der skete ikke det, der skulle i 2025, og vi håber og tror på, at 2026 bliver året. Det er noget, vi bruger meget tid på.«
2026 som eksekvering, høst og geopolitisk risiko
Efter milepælene i 2025 bliver 2026 året, hvor tingene skal sætte sig. Brookfield skal integreres, investeringerne skal give afkast, og næste kapitel skal forberedes. »Vi skal have Brookfield godt og grundigt implementeret på den gode måde i butikken. Det er vi i fuld gang med. Det går rigtig godt.« Men forventningen er ikke til at misforstå. »Der er en masse investeringer, der er foretaget, som vi skal vise, at vi kan tjene de penge på, vi har regnet med.«
Taulov nævnes som et sted, hvor næste runde kan blive sat i gang. »Vi skal til at bygge i Taulov igen, formentlig. Taulov skal også videre til det næste.«
Samtidig holder han døren åben for den risiko, som altid følger med transport og logistik i en urolig verden. »I 2026 med den flanke åben, at det kan godt have nogle ikke uvæsentlige negative betydninger for transport og logistikkens verden.« Han peger på, at geopolitikken kan ramme direkte ind i godsmængderne. »Kommer der nogle situationer ude på markedet, som følger geopolitikken, der kan sætte sig i godsmængderne, det er der en risiko for. Og sker det, så vil ADP også blive ramt negativt.« Alligevel er det i den konstante forandring, han mener, at infrastrukturselskaber skal kunne holde kurs. »Forandringen er konstant. Hvis ikke det er corona, hvis ikke det er den ene krig, så er det den anden krig.« Og han afrunder med den opgave, han ser som ADP’s kerne. »Der er det jo som infrastrukturvirksomhed vores forbistrede opgave at kunne navigere i det og sørge for at både kunne vækste og holde åbent uanset hvilket scenarie det må være. Og det er da spændende og udfordrende.«
