Flere bilister sigtet for at køre uden kørekort i Fredericia – og indbrud i villa i Lunderskov

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har i løbet af det seneste døgn haft flere sager om bilister uden kørekort i Fredericia samt et indbrud i en villa i Kolding Kommune. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Natten til torsdag klokken 01.04 blev en bil standset ved Vejlevej og Bredstrupvej i Fredericia.

»Føreren, en 27-årig mand fra Fredericia, var påvirket af stoffer og blev fundet i besiddelse af 0,2 gram amfetamin. Han havde desuden ikke førerret til personbil og blev sigtet for begge forhold,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Senere torsdag klokken 15.50 blev en bil standset på Egeskovvej, hvor føreren – en 57-årig mand fra Børkop – heller ikke havde gyldigt kørekort.

Klokken 01.48 blev endnu en bil standset i krydset Oldenborggade/Kongensgade i Fredericia. Her blev en 55-årig mand sigtet for at køre uden førerret.

Derudover efterforsker politiet et indbrud i en villa på Kastanievej i Lunderskov.

»Indbruddet er sket mellem onsdag og torsdag. Et vindue er blevet brudt op, og der er tegn på, at gerningsmanden har været rundt i huset. Skuffer og skabe står åbne, og stedet er gennemrodet. Den forurettede er på ferie, og naboen opdagede indbruddet. Det er endnu uklart, hvad der er stjålet,« siger Arno Rindal Petersen.

Håndværk i topklasse indtager Trapholt

0

Når Trapholt den 2. november åbner dørene for arrangementet About Wood, bliver det en hyldest til træet, håndværket og de unge snedkere, der står bag årets bedste svendestykker.

Museets gæster får mulighed for at komme helt tæt på det gode håndværk, når nyudlærte snedkere fra hele landet udstiller deres præmierede værker. Her kan man både se, røre og høre om, hvordan de unikke møbler og konstruktioner er blevet til – fra idé til færdigt svendestykke.

»Det er snedkeri i absolut topklasse, der indtager museet,« lyder det fra Trapholt, som i samarbejde med Snedkernes Uddannelser står bag arrangementet.

De udstillende håndværkere spænder bredt – fra møbelsnedkere med sans for form og æstetik til maskinsnedkere og bygningssnedkere, der mestrer præcision og konstruktion. Fælles for dem alle er glæden ved materialet og respekten for det traditionelle håndværk.

Også trædrejerne får en særlig rolle på dagen. De har i år fået til opgave at dele et stykke træ i to – hvor den ene halvdel forvandles gennem drejning, mens den anden forbliver rå og uforarbejdet. Resultatet kan opleves på museet, hvor publikum får indblik i træets transformation fra natur til formgivning.

About Wood henvender sig til alle, der har kærlighed til træ, design og godt håndværk. Dagen byder på både fordybelse, samtaler og inspiration for både fagfolk og nysgerrige gæster.

Arrangementet finder sted søndag den 2. november fra klokken 10 til 17 på Trapholt, Æblehaven 23 i Kolding. Det er inkluderet i museets almindelige entré, som også giver adgang til de øvrige kunst- og designudstillinger.

Kunsten at lede efter sandheden

0

At lede efter sandheden er en af lederens vigtigste dyder. Alligevel taler vi for lidt om den, glemmer den i den travle og kaotiske hverdag, forledes til at fordreje den og miste den af syne, for en stund eller for altid. Det må vi gøre noget ved. Uanset hvilken branche vi er i, om vi er konkurrenter, venner eller fjender, så bør lederens etiske krav til sig selv og andre være at lede efter sandheden. At sætte retningen er let. At finde den er sværere, men mulig. Det handler denne artikel om.

Sandheden er på mange måder ligesom sandet. Sandet er afhængig af vand og vind, mens sandheden er afhængig af det menneskelige sind. Nogen gange fastholdes, for en tid, sandet og sandheden på ét sted og hober sig op. Andre gange føres sandet med vinden og sandheden med sindet flygtigt videre til nye positioner og danner nye sandbakker/nye sandheder.

Det bliver for os mennesker og vores ledere en evig rejse og søgen efter sandheden, hvis vi tager dét ansvar på os og er bevidst om det. For har vi ikke i nutidens verden glemt og gemt sandheden væk? Lukket øjnene for den, fordi det på den korte bane synes lettere, smartere og mere udbytterig. Uden tanke på de kommende generationer og verden omkring os. Hvad vil det egentlig sige at værne om sandheden, forstå den og udøve den i sit daglige virke som leder og som menneske i den verden, vi lever i.

Med ”Den danske ordbogs” definition kommer vi et skridt videre: Sandhed betyder: ” at indholdet i et udsagn eller en tankegang stemmer overens med virkeligheden eller tingenes virkelige væsen; udsagn eller tankegang med et sådant indhold”. Så langt, så godt. Men nu, som i mange andre definitionstilfælde, står vi med en ny udfordrende definitionsopgave, her om ordene ”virkelighed” og ”tingenes virkelige væsen”, som jeg har skrevet om i tidligere artikler, herunder om hvordan vi hver især har vores egen model af verden og et eget syn på, hvordan verden omkring os er.

I håbet om at finde ind til kerne i svarene på, hvad ”virkeligheden og tingenes virkelige væsen” er? er der gennem tiden lagt mange forskellige samfundsvidenskabelige perspektiver ned over dette fænomen.

Så, hvis vi antager, at dette er præmissen, hvad kan vi som ledere så konkret gøre, når vi leder andre mennesker og forsøger at lede os selv, når vi nu påtager os præmissen om at lede efter sandheden.

Det første jeg umiddelbart tænker på i dagens verden, er betydningen af lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed, som ledelsesværktøjer til at komme så tæt på sandheden som muligt, hvis vi overhovedet kan tale om én sandhed. Det vender jeg tilbage til lidt senere.

For lederen handler det vel mere om at skabe en fælles forståelse af verden, som vi i fællesskab arbejder ud fra. En forståelse som hele tiden bliver udfordret og må justeres for at give mening i de nye kontekster, som opstår. Her er lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed afgørende. Med et blik på nutidens troværdighedsanalyser, samfundsdebatternes form og indhold og mediernes dækning heraf, kan vi vel nok – med et gran af sandhed – sige, at der bestemt er noget at komme efter og et forbedringspotentiale, som vi med god grund og udbytte kan drage nytte af.

Lederens troværdighed afhænger af, om vi kan stole på lederen. Om lederen er redelig, pålidelig, ubestikkelig, ufordærvelig, retfærdig, fair, konsekvent, plausibel, lovlydig, ordentlig. Ja, flere andre prædikater kan anføres. Troværdigheden afhænger fundamentalt af, om lederen er i stand til at omsætte sine ord til handling. At lederen ”Walk the Talk”, gøre det, hun siger. Og omvendt ”Talk the Walk”, siger det, hun gør.

Lederens åbenhed er afgørende for, om lederen er i stand til at lede efter og finde sandheden. Eller i hvert fald nærme sig sandheden bedst muligt, når sandheden viser sig at være en social konstruktion med mange variationer og heraf følgende dilemmaer. Åbenheden er afgørende for at finde nye veje, for at finder nye, mere meningsfulde sandheder i takt med, at vores verden forandrer sig. Åbenheden styrker lederens troværdighed.

Lederens gennemsigtighed betyder, at vi skal kunne gennemskue lederens tanker om og hensigter med sin ledelse. Vi skal gennem lederens gennemsigtighed kunne forstå, hvorfor ledelsesbeslutninger træffes og implementeres, som de gør. Lederens gennemsigtighed styrker meningsskabelsen hos den enkelte medarbejder, kunde, leverandør, interessent, bestyrelse, ejer og ambassadører for virksomheden.

Lederens ærlighed er fundamentet for at kunne lede efter sandheden. Ærlighed kan ikke gradbøjes. Ærligheden er det stærkeste våben, som vi mennesker har, især vores ledere. At kunne tage fejl, erkende det, og tage ved lære af ens erfaringer er afgørende for lederens ærlighed, og andres opfattelse af den. Sagt på en anden måde. Det at være i stand til at lytte til og modtage feedback og samtidigt kunne agere rettidigt på den, er forudsætningen for at nærme sig en bedre sandhed.

Lederens egne bias´ og forudindtagethed vil altid, i en eller anden grad, være til stede i lederens tanker og handlinger. Derfor er lederens bevidstgørelse og synliggørelse af sine egne bias´ overfor sig selv og sin omverden en vigtig ingrediens i at kunne indoptage kunsten i at lede efter sandheden. Dertil hører også lederens socialkonstruktivistiske evne til at forstå verden og udleve den i sit lederskab ud fra en samlet vurdering fra forskellige perspektiver.

Kunsten i at lede efter sandheden hører tæt sammen med min artikel om ”På sporet af tvivlsomme beslutninger”. For hvis lederen ikke samtidig og til stadighed er i stand til sætte spørgsmål ved sine beslutninger, så ophører lederens evne til at lede efter sandheden og skabe de bedst mulige løsninger for helheden.

Jakob Ville: »Kolding skal op i gear – vi skal skabe vækst, tiltrække virksomheder og genvinde stoltheden«

0

POLITIK. Venstres borgmesterkandidat i Kolding, Jakob Ville, lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver sin målsætning for kommunen. Han mener, at Kolding har stået stille for længe – og at tiden nu er kommet til forandring.

»Vi går til valg på, at vi skal have gang i Kolding igen. Der er kun én vej fremad. De sidste fire år har vi stået stille, mens de omkringliggende kommuner buldrer derudad. Vi skal op i gear,« siger han.

Jakob Ville, der selv har en baggrund som skoleleder gennem 17 år, lægger vægt på, at Kolding skal have en klar vækststrategi og et mere offensivt erhvervspolitisk fokus. »Vi skal have en ordentlig erhvervs- og vækststrategi, hvor vi ikke bare sidder og venter på, at virksomhederne ringer til os. Vi skal vende det om og aktivt gå ud og fortælle, hvorfor de skal flytte til Kolding. Vi skal være mere proaktive,« siger han.

Han mener, at manglen på initiativ har kostet Kolding dyrt. »I dag er det sådan, at der sidder 7.000 flere, der kører ind i kommunen hver morgen, end der kører ud. Det betyder, at folk kommer til Kolding for at arbejde – men de tager skattepengene med hjem til Middelfart, Vejen, Haderslev eller Vejle. Vi skal gøre Kolding til et sted, hvor man ikke bare arbejder, men også bor,« siger han.

For Venstre i Kolding hænger vækst og velfærd tæt sammen. »Når vi skaber vækst og flere arbejdspladser, skaber vi også flere muligheder. Så kan vi styrke cykelstier, skoler, daginstitutioner, minimumsnormeringer og det gode seniorliv. Det hænger alt sammen,« siger Jakob Ville.

Han peger på tre områder, hvor han især vil styrke kommunens investeringer: infrastruktur, børneområdet og seniorområdet.

»Infrastrukturen halter gevaldigt. Kolding lever af at være et trafikalt knudepunkt midt i Trekantområdet. 60 procent af alle lastbiler i Danmark kører forbi Kolding hver dag. Det er både en styrkeposition og en udfordring. Vi skal investere i at sikre, at vi kan håndtere den trafik og samtidig skabe en mere smidig by, hvor man kan komme frem,« siger han.

Men Jakob Ville er også skolemand, og han tøver ikke med at pege på børnene som det vigtigste udgangspunkt for fremtidens Kolding. »Børneområdet er et af de steder, hvor jeg altid har haft en særlig interesse. Vi har allerede taget nogle gode skridt, men jeg tror på, at vi skal løfte det gradvist og målrettet, ikke med store engangssummer. Jeg tror på kontinuitet – at vi hele tiden forbedrer skolerne og daginstitutionerne, så kvaliteten følger med,« siger han.

Det samme gælder seniorområdet. »Vi har et godt seniorliv i Kolding, men vi kan gøre det endnu bedre. Det handler om at skabe kvalitet og tryghed i hverdagen. Vi skal bygge videre på det, der fungerer, og forbedre det, der halter,« siger han.

Som borgmesterkandidat lægger han vægt på tillid, samarbejde og ledelse. »Jeg har været leder i mange år og ved, hvor vigtigt det er at skabe tillid. En sund politisk kultur handler om, at man taler ordentligt sammen og har respekt for hinanden – også når man er uenig. Jeg har altid haft et godt samarbejde på tværs af partier, og det vil jeg bygge videre på,« siger han.

Han mener, at Kolding mangler tydelig ledelse og en fælles retning. »Der er brug for ledelse i Kolding – en borgmester, der kan samle kommunen og trække i én retning. Det er jeg klar til at stå i spidsen for. Det kræver mod og samarbejdsvilje, men jeg tror på, at vi kan skabe den forandring, hvis vi står sammen,« siger han.

Jakob Ville ser det som en central opgave at genvinde borgernes stolthed over Kolding. »Kolding er lokomotivet i kommunen, men vi skal sørge for, at vores landsbyer og opland også vækster. Det handler om helhed. Folk skal være stolte af at bo i Kolding – ikke skamme sig, som nogle af de seneste målinger desværre tyder på. Vi har et kæmpe potentiale, og det skal vi udnytte,« siger han.

Han afslutter med en klar vision for de næste fire år. »Kolding skal op i gear. Vi skal skabe vækst, arbejdspladser og stolthed. Vi skal være en kommune, hvor man både kan bo, arbejde og leve godt. Det er det, Venstre går til valg på – og det er den Kolding, jeg vil kæmpe for,« siger Jakob Ville.

Tommy Rachlitz Nielsen: »Fredericia skal tilbage til kerneopgaven – og have styr på folkeskolen og økonomien«

0

POLITIK. Det Konservative Folkepartis borgmesterkandidat i Fredericia, Tommy Rachlitz Nielsen, går til valg på forandring. Ikke bare i retorik, men i styring, ledelse og prioritering. Han kalder det et nødvendigt kursskifte for en kommune, der efter hans mening har mistet fokus på det væsentlige.

»Vi går til valg på en forandring i Fredericia – en stor forandring. Tingene fungerer ikke, som de er nu. Der er brug for nyt lederskab og nye prioriteringer,« siger han.

For ham er den største udfordring helt klar. »Noget af det, der gør mest ondt, er at se, at vi ikke bare har dårlige karakterer i folkeskolen, men også udpræget mistrivsel. Det er dybt bekymrende. De, der har siddet med ansvaret i mange år, har ikke formået at løfte vores skole. Det skal vi have ændret,« siger han.

Han betragter folkeskolen som kommunens vigtigste opgave – og et område, der har været underfinansieret alt for længe. »Normalt siger jeg, at det ikke altid er flere penge, der er brug for. Men lige på folkeskolen i Fredericia ser det ud til, at det er netop det, der mangler. Skolerne er udpinte og mangler ressourcer,« siger han.

Men pengene alene gør det ikke. Tommy Rachlitz Nielsen mener, at politikerne skal give mere frihed til fagfolkene. »Vi skal have flyttet beslutningerne ud til lærerne, pædagogerne og skolelederne. Det er dem, der ved, hvad der virker. Politikerne skal ikke detailregulere skolen, men skabe rammerne for, at fagligheden kan blomstre. Vi skal have tillid til dem, der står i klasselokalet,« siger han.

Han mener, at ansvaret for den nuværende situation ikke alene ligger i ressourcerne, men i en politisk kultur, der blander sig for meget i driften. »Vi har haft for travlt med at styre alt ned i detaljen. Det svækker engagementet og hæmmer udviklingen. Vi skal i stedet skabe rammer, der giver frihed og ansvar,« siger han.

Selvom han taler om investeringer i folkeskolen, er han samtidig klar over, at kommunen står over for et økonomisk efterslæb. »Der skal spares rigtig meget. Fredericia har en tendens til at bruge flere penge, end vi har. Det skal vi have bragt i balance, ellers risikerer vi alvorlige problemer. Der skal være balance mellem indtægter og udgifter – også selvom det gør ondt,« siger han.

Han erkender, at det vil få konsekvenser. »Når vi siger, at vi vil bruge flere penge på skolerne, så betyder det, at der må spares andre steder. Det bliver hårdt, og det bliver bredt. Men vi er nødt til at fokusere på kerneopgaven – folkeskolen, daginstitutionerne, ældreplejen og vores infrastruktur. Det er fundamentet. Vi skal sørge for, at bygninger og veje bliver vedligeholdt. Hvis vi lader stå til, bliver vi fattigere på sigt,« siger han.

Tommy Rachlitz Nielsen afviser store prestigeprojekter i de kommende år. »Der bliver nogle år, hvor der ikke er plads til de store armbevægelser. Vi skal holde op med at hælde penge i prestigeprojekter, bare fordi det ser godt ud. Det vigtigste er, at kommunen fungerer for borgerne,« siger han.

Han fremhæver samtidig samarbejde som en konservativ styrke. »Jeg synes faktisk, at vi i Det Konservative Folkeparti allerede har vist, at vi kan samarbejde bredt. Vi har lavet budget med Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Borgernes Liste, Enhedslisten og SF. Vi har også samarbejdet med Socialdemokratiet om ændringsforslag på miljøområdet. Det viser, at vi kan skabe resultater på tværs af partier,« siger han.

Han ser det brede samarbejde som et udtryk for pragmatisme – og for godt politisk håndværk. »Vi kan tale med alle. Det handler om at finde løsninger, ikke om at markere sig med symbolpolitik. Jeg synes faktisk, vi har vist, at vi kan levere konservativ politik på den måde,« siger han.

Når han taler om visionen for de kommende fire år, vender han tilbage til to nøgleord: økonomi og fremtid. »Vi skal have styr på økonomien først. Det er grundlaget for alt andet. Når det er på plads, skal vi have fuld fokus på at understøtte erhvervslivet og den grønne omstilling. Vi har store potentialer i Fredericia med CO2-lagring, energibesparende datacentre og grøn innovation. Det er her, vi skal vokse,« siger han.

Han peger på, at udviklingen også handler om at gøre Fredericia mere attraktiv for børnefamilier. »Vi skal have skoler, som familierne vælger til, ikke fra. En halv procent højere kommuneskat betyder ikke noget, hvis man til gengæld har Danmarks bedste folkeskole. Det er sådan, man tiltrækker nye borgere,« siger han.

Tommy Rachlitz Nielsen ser kultur og erhverv som hinandens forudsætninger – men han mener, at kulturprojekter skal finansieres anderledes. »Vi skal være bedre til at skabe fyrtårne uden at tømme kommunekassen. Tag for eksempel planerne om et nyt kulturhus og musikteater på havnen. Det skal ikke finansieres af kommunen, men gennem fundraising og partnerskaber. Vi skal turde række ud og få private med,« siger han.

Han afslutter med et blik på helheden. »Fredericia skal tilbage til kerneopgaven. Vi skal have styr på økonomien, styr på skolerne og styr på retningen. Når fundamentet er på plads, kan vi bygge videre – men ikke før. Det er den forandring, jeg går til valg på.«

En aften med Kim Larsen – Middelfart fejrer dansk rockhistorie

0

EVENT. Når tonerne af »Joanna« og »Papirsklip« rammer væggene på Restaurant Marsvinet i Middelfart fredag aften, bliver det ikke bare endnu en koncert. Det bliver et musikalsk tilbageblik, et fællesskab i øjeblikket og en kærlig hyldest til en mand, der for længst har skrevet sig ind i danskernes hjerter.

For netop denne weekend ville Kim Larsen have fyldt 80 år. Det markerer en lille håndfuld musikere fra Middelfart og omegn med en storytelling-koncert, hvor hele debutpladen Værsgo’ bliver spillet fra ende til anden – bundet sammen af fortællinger, anekdoter og stemninger fra Christianshavn anno 1973.

»Idéen kom oprindeligt fra Hans Hansen, der kontaktede mig for et par år siden. Han havde en tanke om at give Værsgo’ liv igen som et fortællende koncertformat, hvor vi både spiller sangene og fortæller historien bag. Det syntes jeg lød som en fantastisk idé – og det viste sig, at publikum var helt enige.«

Holdet blev hurtigt samlet. Jesper Kaae på keyboard og guitar, Troels fra Assens Musikskole, og selvfølgelig Søren Lundsfryd selv. De prøvede idéen af, og reaktionen lod ikke vente på sig.

»Vi spillede to udsolgte koncerter på Værftet i Middelfart sidste år – og begge gange blev der udsolgt på få dage. Senere gentog vi succesen på Marsvinet i januar. Det var helt særligt. Der opstår sådan en tæt stemning, hvor man nærmest føler, man sidder i stuen hos hinanden, selvom der er 200 mennesker i lokalet.«

Konceptet rammer noget særligt. En generationsoverskridende musik, der vækker både minder og nærvær.

»Kim Larsen formåede det, som meget få kan. Han skrev sange, som både min datter på seks og min mormor kunne synge med på. Det siger alt. Hans musik er folkelig i ordets bedste forstand – ærlig, jordnær og fuld af liv.«

Under koncerten bliver publikum taget med tilbage til den tid, hvor Værsgo’ blev til. En tid med kolde øl, fællesskab på Christianshavn og en ung sangskriver, der med sin guitar og en håndfuld venskaber skabte et stykke dansk musikhistorie.

»Vi fortæller om, hvem der gemmer sig bag sangene. Hvem var Gulderuden, hvor opstod idéen til Hubertus, og hvordan blev sangene til i det hele taget. Det er historien bag musikken, der gør det levende.«

Der er intet poleret over aftenen. Ingen store lysshow, ingen avancerede sceneskift. Bare musik, historier og et publikum, der lytter – og synger med.

»Det er dét, der gør det magisk. Når 200 mennesker synger med på de samme linjer, som deres forældre og bedsteforældre gjorde. Så bliver musikken et fælles sprog. Et sted, hvor vi mødes på tværs af alder, men med det samme smil på læben.«

At det hele falder sammen med Kim Larsens 80-års dag, er ikke tilfældigt. Det var oprindeligt meningen, at koncerten skulle ligge præcis på dagen, men planlægningen gjorde, at det blev dagen efter.

»Vi tænkte, at der ikke var nogen bedre måde at fejre ham på end at genopleve hans debutplade. Det er jo et stykke dansk kulturarv. Og så gør vi det på vores egen måde – med varme, grin og fortællinger mellem sangene.«

For Søren Lundsfryd handler aftenen om mere end nostalgi. Det handler om at mærke, hvor meget musik stadig kan samle mennesker.

»Når vi spiller de her koncerter, kan jeg mærke en helt særlig samhørighed. Folk sidder tæt, lytter, griner og synger. Man mærker virkelig, hvor meget de her sange betyder. Og så bliver det bare en hyggelig aften – fuld af de melodier, vi alle sammen kender.«

Storytelling-koncerten Værsgo’ bliver spillet fredag den 24. oktober på Restaurant Marsvinet i Middelfart. Der er stadig enkelte billetter tilbage til hyldesten af en af Danmarks mest elskede kunstnere – en aften, hvor både musikken og minderne får lov til at leve videre.

Værsgo’ holdet:
Hans Hansen: Mikrofonsanger.
Jesper Kaae: Keyboard, Guitar, Kos.
Troels Nissen: Percussion.
Søren Lundsfryd: Guitar, Sang.

Regeringen vil afsætte seks milliarder til at sikre danske skibe i krigstid

0

POLITK. Danmarks handelsflåde skal kunne fortsætte med at sejle, hvis verden rammes af stormagtskrig, eller Danmark selv bliver inddraget i en væbnet konflikt. Derfor har regeringen fremsat et lovforslag, der skal styrke den danske krigsforsikring af skibe og beskytte både søfolk og forsyningssikkerheden.

Erhvervsminister Morten Bødskov forklarer, at forslaget er et udtryk for rettidig omhu i en usikker tid.

»Vi lever i en ny virkelighed med geografiske spændinger og krig på europæisk jord. Derfor skal vi være forberedte på selv de mest ubehagelige scenarier. Som en stolt og stor søfartsnation skal Danmark kunne holde sin handelsflåde sejlende, hvis der udbryder stormagtskrig, eller hvis vi bliver angrebet af en fremmed magt. Derfor udviser vi nu rettidig omhu og sætter bl.a. 6 mia. kr. af til at sikre den danske handelsflåde. Ved at holde den danske handelsflåde sejlende i en krigssituation bidrager vi også til at sikre forsyningssikkerheden for Danmark, Færøerne og Grønland,« siger Morten Bødskov.

Det er Krigsforsikringsinstituttet, der skal varetage opgaven. Instituttet blev oprettet i sin nuværende form i 1997 og dækker den danske handelsflåde i tilfælde af stormagtskrig eller krig med dansk deltagelse. Men siden 1997 er værdien af flåden steget markant – fra 60 milliarder kroner dengang til 135 milliarder kroner i 2023 – og derfor vil regeringen nu fremtidssikre ordningen.

Lovforslaget indebærer, at staten stiller en låneramme på 6 milliarder kroner til rådighed for Krigsforsikringsinstituttet. Pengene skal sikre, at instituttet hurtigt kan udbetale erstatninger, hvis danske skibe rammes af krigsskader.

Derudover får instituttet mulighed for at dække skader og tab på besætning, passagerer og last, ikke kun på selve skibet. Samtidig kan administrationen fremover overlades til en privat aktør, så hjælpen kan sættes ind fra dag ét, uanset hvor i verden skibene befinder sig.

Endelig foreslår regeringen, at skibe med midlertidig tilladelse til at sejle under dansk flag også omfattes af ordningen i den periode, de er registreret i Danmark.

Lovforslaget skal nu førstebehandles i Folketinget. Ifølge Erhvervsministeriet handler initiativet om at sikre Danmarks maritime styrke og handlefrihed – også i krisetider.

Bredt flertal vil trykke på pauseknappen for EU-krav til bæredygtighedsrapportering

0

POLITIK. Et bredt flertal i Folketinget vil nu give erhvervslivet et pusterum fra de omfattende EU-krav til bæredygtighedsrapportering. Lovforslaget, der skal implementere EU’s såkaldte Stop-the-clock-direktiv, blev mandag førstebehandlet i Folketinget, og betyder, at danske virksomheder får udskudt rapporteringspligten med flere år.

Ifølge Erhvervsministeriet er formålet at sætte midlertidig pause på reglerne, mens der i EU forhandles om at forenkle kravene. De nuværende regler, der udspringer af EU’s bæredygtighedsdirektiv CSRD, har ifølge regeringen haft den modsatte effekt af, hvad der var tiltænkt.

I stedet for at skabe grønnere virksomheder og tiltrække grøn kapital, har de omfattende rapporteringskrav ført til store administrative byrder og bunker af papirarbejde.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
»Vi tager et afgørende skridt i den rigtige retning – væk fra unødvendigt bøvl. Det er vigtigt for vores virksomheder og vores samfund. For erhvervslivet vil gerne den grønne omstilling. Men virksomhederne drukner i unødvendigt papirnusseri. Pauseknappen giver klarhed for virksomhederne og tid til, at vi i EU kan lave en gennemgribende forenkling af reglerne, så de rent faktisk fremmer grøn omstilling, og styrker Europas konkurrenceevne.«

Med forslaget bliver rapporteringskravene rykket til 2028 og 2029 for de omkring 2.000 danske virksomheder, der endnu ikke har nået at rapportere.

Derudover indeholder lovforslaget en overgangsregel for cirka 80 virksomheder, som allerede har udarbejdet bæredygtighedsrapport i deres årsrapport. De får nu mulighed for at fravælge deres bæredygtighedsrevisor uden krav om særskilt generalforsamlingsbeslutning og dokumentation.

Et bredt politisk flertal bestående af Regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre står bag udsættelsen. Aftalen blev indgået allerede i april, og nu er den på vej til at blive endeligt vedtaget efter Folketingets behandling.

Dermed trykker Danmark – med bred opbakning – på pauseknappen i arbejdet med de omfattende EU-regler, mens man fra dansk side arbejder for mere enkle og målrettede krav, der i højere grad gavner den grønne omstilling frem for at kvæle den i papir.

Kvinders sundhed er ikke en niche – det er halvdelen af befolkningens sundhed

0

Kvinders sundhed skal prioriteres langt højere både i forskningen, i behandlingssystemet og i den offentlige samtale.

Forskning i kvinders sundhed har i årtier været underprioriteret og det skal vi have ændret på. Det er egentlig lidt utroligt, det er nødvendigt at skulle kæmpe for det her i 2025, men det er desværre virkeligheden.

Det er derfor på tide, at vi prioriterer forskning i kvindekroppen, så lægerne er bedre klædt på til at behandle kvinder. Det meste forskning bygger på mandekroppen, så kvinders symptomer kan hurtigt blive overset eller misforstået, fordi når kvinder bliver syge, kan symptomerne vise sig anderledes end hos mænd.

Vi har i vores seneste budgetforlig i regionen sat 2 mio. kr. af til forskning i kvinders sundhed og kvindesygdomme. Det er en start.

Og nu glæder jeg mig over, at regeringen vil etablere et nyt Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed og at de vil afsætte 160 mio. kr. til det. Det er virkelig gode nyheder, fordi vores sundhed skal også tages alvorligt!

Pernelle Jensen

Formand for Udvalget for det nære Sundhedsvæsen 

Region Syddanmark, Venstre

Christian Jørgensen: »Vi går fra en halv procent til 7,2 – Liberal Alliance har fået vind i sejlene i Fredericia«

0

POLITIK. Liberal Alliance står til den største procentuelle fremgang af alle partier i Fredericia, når man sammenligner med kommunalvalget i 2021. Det viser en ny meningsmåling fra Epinion, der for første gang går helt ned på kommuneniveau forud for valget i november.

Christian Jørgensen er meget glad, da han kontakter AVISEN med nyheden om fremgangen. Men han ved også, at der skal arbejdes hårdt hele vejen, der er lang tid til valget endnu, og mange der ikke har besluttet sig endnu, men alligevel er det for partiets lokale spidskandidat, Christian Jørgensen, er resultatet både en glædelig nyhed og et skulderklap til det arbejde, der er lagt siden sidste valg.

»Ved kommunalvalget i 2021 fik Liberal Alliance i Fredericia en halv procent af stemmerne. I den her måling står vi til 7,2 procent. Det er en kæmpe fremgang – faktisk den største af alle partier i kommunen,« siger han.

For Jørgensen er fremgangen et tegn på, at partiets arbejde med at styrke organisationen og vise lokal tilstedeværelse nu bærer frugt.

»Ved sidste valg var Liberal Alliance i Fredericia en en-mands-hær med Poul Rand, der har kæmpet godt for partiets værdier længe. I dag har vi en professionel lokal bestyrelse, en aktiv ungdomsafdeling og et stærkt kandidatfelt på seks meget forskellige profiler, der alle bidrager på deres egen måde. Det er en stor holdindsats, og den fortjener anerkendelse,« siger han.

Han ser samtidig målingen som et rygstød, der giver ekstra energi i valgkampen.

»Det betyder rigtig meget for os. Vi er glade og stolte – men også ydmyge, for det er kun en måling, og der er mange, der endnu ikke har bestemt sig. Men det her giver os gejst til at give den fuld gas i resten af valgkampen. Vi er tæt på mandat nummer to, og det gør selvfølgelig noget ved motivationen,« siger han.

Jørgensen peger på, at Liberal Alliance også nationalt oplever fremgang, og at det har en positiv afsmitning lokalt.

»Vi har medvind på cykelstien både lokalt og på landsplan. Det hjælper selvfølgelig, men det ændrer ikke på, at det, vi ser i Fredericia, bygger på lokalt engagement og en stor frivillig indsats. Det her er resultatet af fire års målrettet arbejde,« siger han.

Han håber, at målingen får en selvforstærkende effekt.

»Når fredericianerne kan se, at en stemme på Liberal Alliance faktisk gør en forskel, så tror jeg, det kan give endnu mere fremgang. Vi står for en politik, hvor man ved, hvad man får. Vi er ærlige omkring vores holdninger og vores løsninger, og det kan folk mærke,« siger han.

Når partiet er ude i gadebilledet, kan de mærke interessen.

»Ja, det kan vi tydeligt. Vi taler med mange mennesker, både unge og ældre, og der er en positiv stemning omkring os. Vi bliver mødt af nysgerrighed og opbakning. De ældre er optagede af velfærd og menneskelig kontakt – det handler for eksempel om, at man ikke vil erstattes af robotter. De unge er mere optagede af frihed, uddannelse og fremtid. Vi møder dem på uddannelsessteder som Fredericia Gymnasium og IBC, og de siger, det er cool, at det er Liberal Alliance, der står der. Det er ret motiverende,« fortæller han.

Selvom optimismen er tydelig, er Christian Jørgensen bevidst om, at intet er afgjort.

»Der er lang vej endnu, og vi tager intet for givet. Men det er dejligt at se, at folk i Fredericia har fået øje på os. Vi vil gerne være den borgerlige stemme, der samler fornuft, frihed og ansvar i lokalpolitikken. Og nu tyder det på, at endnu flere ser os som et reelt alternativ,« siger han.

For Liberal Alliance er målingen et symbol på en ny begyndelse – og et pejlemærke for, at det lokale parti er på vej ud af skyggen.

»Vi startede næsten fra nul, og nu står vi med et solidt hold og en klar politik. Det er vi stolte af. Vi har lov til at glæde os – og så lover vi at bruge energien til at føre en valgkamp med ja-hatten på, i en positiv tone og med respekt for de andre,« siger Christian Jørgensen.