Det er fredag eftermiddag i Fredericia. Lyden af latter, garnnøgler der ruller hen over borde og små samtaler, der flyder sammen til en summen, fylder hallen på MESSE C, hvor årets KREATIVE DAGE er i gang. Midt i det hele står SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, med sit strikketøjet i en pose tæt ved. Overfor hende sidder Maria Bjerg, kvinden bag Skaberglæde, der med rolig stemme styrer samtalen.

Foran dem sidder flere hundrede mennesker – så mange, at arrangørerne må finde ekstra stole frem. Andre står i døråbningen, læner sig op ad væggene eller sætter sig på gulvet mellem standene. Stemningen er afslappet, men forventningsfuld.

»Når jeg strikker, så lytter jeg bedre,« siger Pia Olsen Dyhr og smiler skævt ud mod publikum. »Hvis jeg ikke strikker, begynder jeg at lave alt muligt andet. Jeg laver indkøbslister i hovedet, tænker på maleprojekter derhjemme og farver på vægge. Så strikkeriet hjælper mig til at holde fokus.«

Der bliver grinet i salen. Mange nikker genkendende. Det er ikke hver dag, en partiformand fortæller, at nøglen til koncentration ligger i en bunke garn. Men det er præcis det, der gør samtalen i Fredericia så nærværende.

Håndarbejde som politisk modvægt

Pia Olsen Dyhr fortæller, at hun i begyndelsen tøvede med at tage sit strikketøj med ind på Christiansborg.

»Jeg var bange for, at folk ville synes, jeg var useriøs, hvis jeg sad og strikkede under møderne. Men jeg ved jo, at jeg koncentrerer mig bedre, når jeg strikker. Så må folk mene, hvad de vil,« siger hun og tilføjer grinende:

»I dag ved flere af mine kollegaer godt, at det faktisk virker. Selv Jakob Ellemann har prøvet det. Han fik lov at slå otte masker op, men jeg tror ikke, han blev bidt af det,« siger hun, og latteren bryder ud i salen.

For Pia Olsen Dyhr er strik ikke bare en hobby. Det er et anker. Et modstykke til tempoet, konflikterne og det evige pres, der følger med at være partiformand.

»Jeg bliver glad af at strikke. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at lave noget, der bliver færdigt. Måske er det derfor, jeg kunne lide at være transportminister – der kunne man se, at beslutningerne blev til noget konkret ude i virkeligheden,« fortæller hun.

Hun ser ned på garnet i hænderne og fortsætter mere stille:

»I politik er meget af det, vi laver, usynligt. Man kan ikke måle glæden hos et barn, fordi der er kommet flere pædagoger i daginstitutionerne. Men når jeg strikker en trøje, så kan jeg se den, jeg kan tage den på, og jeg kan give den væk. Det er meget håndgribeligt. Det gør mig glad.«

Craft-psykologi og ro i nervesystemet

Samtalen på MESSE C kredser om det, Maria Bjerg kalder craft-psykologi – et felt, der undersøger, hvordan kreativt håndarbejde påvirker hjernen og trivslen.

»Når vi sidder med noget mellem hænderne, som gentager sig, så stimulerer det nervesystemet på en måde, der skaber ro,« forklarer hun. »Det får os til at trække vejret dybere og være mere til stede. Det er egentlig meget simpelt, men utroligt effektivt.«

Pia Olsen Dyhr nikker og tilføjer:

»Jeg kan mærke det helt fysisk. Jeg bliver roligere, mit åndedræt bliver dybere, og tankerne falder på plads. Jeg tror, vi undervurderer, hvor meget vores hænder betyder for vores mentale helbred.«

Publikum lytter intenst. Mange sidder selv med strikketøj i skødet, og når Pia fortæller om, hvordan maskerne bliver en slags meditation, høres en stille summen af pinde, der klikker rytmisk.

Et liv fortalt i masker

Samtalen tager en mere personlig drejning, da Pia bliver spurgt, hvad hendes strik repræsenterer for hende.

»Jeg kan gå ind i mit skab og tage en trøje frem og huske præcis, hvordan jeg havde det, da jeg strikkede den. Nogle gange er det glæde, andre gange sorg. Jeg har en trøje, jeg aldrig vil give væk, fordi jeg sad og græd, mens jeg strikkede den. Der er noget meget rørende i det,« siger hun stille.

Hun fortæller, at hendes første store strikkeprojekt var en hvid, blå og sort trøje, hun lavede som helt ung.

»Jeg havde aldrig strikket noget fra et skabnøg. Jeg spurgte min mor, hvordan jeg lavede mine masker, men hun kunne ikke helt huske det, så jeg fandt på det selv. Den blev lidt skæv – bred foroven og smal forneden – men jeg var stolt. Jeg gav den til min lillebror, og han blev glad,« fortæller hun med et smil.

I dag strikker hun alt fra sweatre til strømper, gerne til familie og kollegaer. Det sidste projekt var et par stribede strømper til SF’s kandidat Rasmus Nordqvist. »Han havde ønsket sig dem i fem år, så nu fik han dem endelig,« siger hun med et grin.

Fra Christiansborg til sofaen ved Amager Fælled

Når Pia strikker, sker det oftest i sofaen derhjemme.

»Jeg har en blå sofa, hvor jeg sidder og kigger ud over vandet og kan se Amager Fælled. Det er mit yndlingssted. Der er ro. Jeg har prøvet at strikke i sengen, men det dur ikke. Og jeg forstår ikke folk, der kan gå og strikke – det ville jeg aldrig kunne,« siger hun og løfter skuldrene.

Hun fortæller, at hun strikker næsten hver dag, ofte mange timer ad gangen.

»Jeg sidder jo sindssygt mange timer til møder og forhandlinger. Andre sidder med telefonen og scroller. Jeg strikker. Det er min måde at holde koncentrationen på. Jeg ved, jeg lytter bedre, når mine hænder har noget at lave.«

Strik som modstand mod tempo

Både Pia Olsen Dyhr og Maria Bjerg kredser i samtalen om den moderne travlhed.

»Jeg tror, vi har opdraget en generation til altid at have travlt. Alt skal gå stærkt, og vi måler succes i tempo. Det tror jeg ikke, vi kan holde til,« siger Pia.

Hun mener, at håndarbejde kan være en slags modgift mod samfundets tempo.

»Under corona lærte jeg, hvor meget det betyder at skabe noget med hænderne. Jeg så, hvordan unge begyndte at strikke, tegne og bygge igen – også drenge. Det er en god modbevægelse. Jeg tror, det handler om at finde pausen midt i tempoet.«

Maria Bjerg supplerer:

»Når man sidder med hænderne i arbejde – det kan være strik, ler eller træ – så aktiveres vagusnerven, som får kroppen til at falde til ro. Det er derfor, man føler sig groundet. Det er ikke bare hyggeligt, det er fysiologisk dokumenteret, at det virker.«

At skabe med hænderne – også i folkeskolen

Pia Olsen Dyhr håber, at håndværk igen får en mere central rolle i skolen.

»Det er jo ikke alle børn, der har en mormor, der kan lære dem at sy eller strikke. Derfor er det vigtigt, at man lærer det i skolen. Det giver ikke bare færdigheder – det giver også ro, tålmodighed og selvtillid. Og man opdager måske, at man kan noget, der ikke kan måles i karakterer,« siger hun.

Hun peger på, at der i mange år har været en tendens til at måle succes ud fra, om man tog en akademisk uddannelse.

»Det er vigtigt, at vi som samfund også hylder dem, der skaber noget med hænderne. Vi har brug for, at det bliver en værdi igen – at det bliver noget, man er stolt af. For det er jo dybest set dem, der bygger landet op.«

Pausen som protest

Da Maria Bjerg spørger Pia, hvordan hun selv får plads til kreativitet i et liv, der konstant kræver hendes tilstedeværelse, svarer hun uden tøven:

»Jeg sætter tid til strik i kalenderen. Ligesom man gør med motion eller møder. Det er nødvendigt, ellers forsvinder det. Og det er en aftale, man ikke må aflyse – man må godt rykke den, men ikke aflyse den.«

Hun ler og fortæller, at hun køber mere garn, end hun nogensinde får brugt.

»Jeg køber alt for meget garn. Men jeg lægger opskriften ned i posen sammen med garnet, så jeg altid har et projekt klar. Så når jeg en dag ikke ved, hvad jeg skal lave, kan jeg bare tage et projekt op og gå i gang. Det giver ro, at jeg ved, der ligger noget klar til mig.«

Publikum klukker. Flere nikker – man fornemmer, at der er mange, der genkender sig selv i det billede.

Håndarbejde som fællesskab og terapi

Samtalen bevæger sig til sidst hen på håndarbejdets sociale dimension.

»Der er jo mange, der sidder alene og kæmper med stress eller sårbarhed. Jeg tror, vi kunne få meget ud af at bruge håndarbejde i fællesskaber. For det er ikke bare at sidde og nørkle – det er en måde at være sammen på, uden at man nødvendigvis skal tale om alt det svære,« siger Pia Olsen Dyhr.

Hun nævner eksempler på kommuner, hvor borgere med psykiske udfordringer arbejder med havebrug og kreative aktiviteter som led i rehabilitering.

»Man kunne sagtens gøre det samme med håndarbejde. Det skaber ro, men også fællesskab. Og det er jo i fællesskabet, vi finder kræfterne til at komme tilbage,« siger hun.

En afslutning med tråd til hverdagen

Da samtalen på MESSE C lakker mod enden, er der stadig mange, der har hånden i vejret. Stemningen er varm og rolig. Man mærker, at snakken om noget så simpelt som strikkepinde og garn har ramt en dybere tone i en tid, hvor travlhed ofte er blevet en livsstil.

Pia Olsen Dyhr ser ud over forsamlingen og smiler.

»Det her handler ikke om at strikke for strikkens skyld. Det handler om at gøre noget, der gør os glade. Noget, hvor vi kan mærke os selv og skabe med vores hænder. I en verden, hvor alt går stærkt, har vi brug for det mere end nogensinde,« siger hun.

Publikum klapper længe. Nogle rejser sig for at tage billeder, andre står lidt stille og ser ud, som om de allerede har besluttet sig for, hvad de skal lave, når de kommer hjem.

Et nyt projekt. Et par masker. En pause i livet.

Og måske, bare måske, et lille stykke politik i det stille.