Casper U. Mortensen udtaget til landsholdet

0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Magnus Landin er ikke blevet sin håndskade kvit, og derfor har Nikolaj Jacobsen i stedet indkaldt Casper U. Mortensen til denne uges landskampe mod Norge og Kroatien.

I slutningen af marts fik Magnus Landin et brud på hånden under træning i sin tyske klub THW Kiel.

Hånden blev opereret, men Landin er endnu ikke helt klar til comeback. Derfor må han også melde afbud til denne uges landsholdssamling, der munder ud i to landskampe mod Norge og Kroatien i Oslo lørdag og søndag.

I stedet er Casper U. Mortensen indkaldt til at passe venstre fløj sammen med Emil Jakobsen. Hamborg-profilen har spillet en flot sæson i den tyske Bundesliga, hvor han er nummer tre på topscorerlisten.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, Magnus ikke kan deltage, for han har en meget vigtig rolle på vores landshold. Men til gengæld er det også et stort privilegie at kunne indkalde en så rutineret og dygtig venstre fløj som Casper, når Magnus ikke blev klar, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Casper U. Mortensen trak senest i den rød-hvide trøje i oktober 2022 og glæder sig til gensynet.

– Jeg ser frem til at møde ind i landsholdslejren igen og se drengene. Jeg nyder altid at trække i landsholdsdragten og repræsentere mit land sammen med holdet, siger han.

Casper U. Mortensen har 130 A-landskampe på CV’et.

Personbil stjålet med tabt nøgle

0

En personbil, der holdt parkeret på parkeringspladsen ved SuperBrugsen på Nymarksvej i Fredericia, er blevet stjålet.

Ejeren af bilen oplyser til politiet, at vedkommende formentlig har tabt nøglen i og omkring parkeringspladsen, hvorefter den er blevet fundet.

Derefter har man fundet frem til bilen på parkeringspladsen og stjålet den mellem lørdag klokken 09:00 og frem til søndag klokken 11:00.

Der er tale om en sort Citroën C1 fra 2013 med registreringsnummeret AH 60907. I bilen er der mekita værktøj.

18 trailere og 11 containere gennemrodet hos virksomhed

0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

DB Cargo i Taulov har haft indbrud.

Indbruddet er sket mellem søndag klokken 02:20 og frem til klokken 03:51, hvor man har klippet et hegn op, formentlig med en boltsaks.

Efter at være kommet ind har man stjålet ting fra 18 trailere og 11 containere, men der er endnu ikke overblik over omkostningerne.

Tre mænd overfaldt dørmand

0

Søndag nat blev tre mænd smidt ud fra diskoteket Tordenskiold i Kolding. De valgte efterfølgende at overfalde dørmanden.

Episoden skete søndag klokken 02:36, hvor de tre blev bortvist sammen, men på vej ud overfaldte de dørmanden med slag og spark, blandt andet i ansigtet. Mændene fik væltet dørmanden omkuld, hvorefter de fortsat sparkede til ham, mens han lå ned.

Politiet kom derefter til stedet og anholdt de tre mænd, der alle er fra Kolding. De er henholdsvis 20, 25 og 26 år.

Det specialiserede socialområde får nye rammer

0
(Foto: AVISEN)

Som led i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2025 er KL og regeringen enige om en delaftale på det specialiserede socialområde.

Delaftalen på det specialiserede socialområde udmønter anbefalingerne fra den ekspertgruppe, som KL og regeringen har nedsat. Tiltagene skal samlet set øge det kommunale prioriteringsrum, skabe større tryghed og forudsigelighed for borgerne og reducere udgifterne på det specialiserede socialområde. Samtidig skal anbefalingerne bidrage til en bedre styring på socialområdet, så ressourcerne bruges bedst muligt og bidrager til en faglig og økonomisk bæredygtig udvikling af socialområdet.

– Vi har diskuteret udviklingen på det specialiserede socialområde i årevis, og det har været en fast bestanddel i de seneste 10-15 års økonomiaftaler at forsøge at finde nogle redskaber til at få faglighed og økonomi til at gå bedre hånd i hånd. Derfor er det godt, at vi nu har fået en bred aftale i Folketinget, som skaber rammerne på området. Og med dagens delaftale tager vi så hul på at sikre, at vi fremadrettet både kan skabe tryghed for borgerne og sikre, at der kommer styr på udgifterne, siger KL’s formand Martin Damm.

Med aftalen er det aftalt at arbejde videre med at realisere anbefalingerne fra ekspertudvalget på socialområdet. Fx skal der ses nærmere på de særligt dyre enkeltsager, hvor udgifterne på botilbudsområdet har været kraftigt voksende i en årrække.

Det er også aftalt at lave en ny takstmodel for hele socialområdet, som skal give mere styrbarhed og gennemsigtighed.

– Der er udarbejdet et solidt fagligt grundlag. Det har været meget vigtigt for os, at der skulle følges op på de anbefalinger, der er kommet. Nu skal vi sikre, at de aftalte initiativer udmøntes, så vi kan give kommunerne ordentlige rammer til at give den rette hjælp til borgerne samtidig med, at det lokalpolitiske råderum øges. Det er et godt første skridt mod en mere balanceret udvikling på området, siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard.

Hver femte faglærte når pensionsalderen inden 2035

0

176.000 faglærte forventes at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet frem mod 2035, viser fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Udviklingen vil være en væsentlig motor til yderligere mangel på faglært arbejdskraft i de kommende år. Det understreger vigtigheden af bedre balance i uddannelsespolitikken, siger analysechef.

44 procent af de personer, der når folkepensionsalderen frem mod 2035 er faglærte. Det svarer til 211.000 personer.

Ud af dem forventes 176.000 personer at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet i 2035. Det svarer til 22,5 procent af samtlige faglærte i arbejdsstyrken.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der på baggrund af data fra Danmarks Statistiks registre har fremskrevet den del af arbejdsstyrken, der er født i årene 1958-1966.

Frem mod 2035 vil årgange født i 1958 til 1966 nå folkepensionsalderen. Udviklingen er den væsentligste motor til mangel på faglært arbejdskraft i de kommende.

– En stor udfordring for vores arbejdsmarked og økonomi generelt er arbejdsstyrkens sammensætning. Vi ser ind i en massiv mangel på faglært arbejdskraft. Den væsentligste årsag er, at vi har nogle store årgange af faglærte, der når pensionsalderen. Samtidig er der ikke nok unge, der vælger at tage en erhvervsfaglig uddannelse, siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Udviklingen stiller krav til uddannelsespolitikken. Der er brug for en bedre balance. Det er vigtigt, at det bliver mere attraktivt i unges øjne at tage en erhvervsuddannelse, og at voksne ufaglærte bliver løftet med uddannelse til faglært niveau, siger Emilie Damm Klarskov.

Folkepensionsalderen er i 2024 på 67 år og vil stige til 68 år i 2030 og 69 år i 2035.

Tabel: Så mange vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de når folkepensionsalderen frem mod 2035

Tabellen viser det forventede antal i arbejdsstyrken for årgang 1958-1966 i 2024 og 2035 fordelt efter uddannelsesgrupper. Disse årgange når folkepensionsalderen frem mod 2035.

Uddannelsesgruppe        Arbejdsstyrke i 2024 (årgange født i 1958-1966)                   Arbejdsstyrke i 2035 (årgange født i 1958-1966)Forventet tilbagetrækning fra 2024 til 2035
 Ufaglærte           80.000 pers.         15.000 pers.– 66.000 pers.
 Gymnasiale           27.000 pers.           5.000 pers.– 22.000 pers.
 Faglærte         211.000 pers.         36.000 pers.– 176.000 pers.
 KVU           30.000 pers.           6.000 pers.– 24.000 pers.
 MVU           89.000 pers.         14.000 pers.– 74.000 pers.
 LVU           51.000 pers.         13.000 pers.– 38.000 pers.
 I alt         489.000 pers.         89.000 pers.– 400.000 pers.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af AE’s uddannelsesmodel og Danmarks Statistiks registre

Super Frandsen sendte FHK i semifinalen

0

Sebastian Frandsen havde den ene store redning efter den anden, da FHK vandt 34-24 mod GOG og kvalificerede sig til DM-semifinalen for andet år i træk.

Vi har Frandsen, super, super Frandsen. Sådan lød det gentagne gange fra de mest inkarnerede FHK-fans, der undervejs blev suppleret godt af hovedparten af de 2.400 tilskuere i thansen Arena, hvor halspeakeren 17 gange i opgøret råbte: Sebastian, efterfulgt af Frandsen fra tilskuerne. De 17 gange var antallet af redninger, som Frandsen diskede op med i kampen.

I foyeren en halv time efter kampen var Frandsen stadig omgivet af ellevilde fans, da AVISEN gik hen for at tale med dagens helt i skysovsen.

– Der går rigtig mange gode følelser igennem kroppen på mig. Det var en fed kamp, sagde Frandsen.

Flere gange reddede Sebastian Frandsen på sensationel vis ved at stikke det ene ben langt op i vejret på nærskud.

– Jeg når at tænke et splitsekund, og i dag var det de rigtige tanker, smilede Sebastian Frandsen.

På banen er Frandsen ikke en, der viser følelser på samme måde som eksempelvis den tidligere fanfavorit i FHK, Emil Tellerup, der på karakteristisk vis altid jublede som en gal. Men Frandsen følte sig godt tilpas i målet over opbakningen fra lægterne.

– Det var magisk at mærke trykket fra tilskuerne fra første fløjt. Vi bar hinanden frem, både holdet og tilskuerne, forklarede Sebastian Frandsen.

Flere har observeret Sebastian Frandsen være grinende på banen til gengæld. Både efter en redning og hvis bolden er gået i mål.

– Det gør jeg for at holde fokus på næste bold, lød svaret fra Frandsen.

Fokus holdt FHK også i den grad opgøret igennem mod GOG, som blev sendt baglæns ud af thansen Arena med kurs mod Lillebælt.

– Vi spillede utrolig godt angrebsspil med få fejl, dækkede godt op, og jeg formåede at få gode redninger, så lagt sammen gav en god præstation, forklarede Frandsen.

Nu sigter Sebastian Frandsen imod en DM-finale. Næste stop på vejen er mod Ribe-Esbjerg i semifinalen.

– Vi har hjemmebanefordelen i kamp tre, det er altid godt, konstaterede Sebastian Frandsen, som diskede op med 17 redninger på 38 forsøg og levede op til tilnavnet “Super Frandsen”.

Gudmundsson: Det er en milepæl

0

Gudmundur Gudmundsson havde de store ord fremme om FHK’s præstation mod GOG, som holdet besejrede med 34-24.

Se interview med Gudmundsson her.

Var det en drøm, eller var det virkelighed? FHK’erne måtte have nivet sig selv i armen efter den præstation, som de leverede mod de dobbelte danske mestre, GOG, som de sendte helt ud af mørket. GOG kommer slet ikke til at spille med om medaljer i denne års liga, da Skjern samtidig med FHK’s sejr storsejrede mod TMS Ringsted.

Efter kampen var jublen stor, og efter at have talt til fansene, satte Gudmundsson ord på præstationen.

– Vi spillede godt og dækkede fantastisk godt op. Det er en sensationel præstation af Sebastian Frandsen. Jeg er glad for, hvordan vi spillede i angrebet. Mange bidrog og scorede, så jeg er virkelig stolt, og det er noget af det bedste, jeg har oplevet i Fredericia, siger Gudmundsson.

Gudmundsson var stolt efter kampen, og han virkede en smule rørt, hvilket han bekræfter.

– Ja, det rører mig. Jeg er utrolig stolt og glad. Jeg har set holdet løfte sig et skridt ad gangen, og det er en milepæl. Jeg talte med drengene om, at man skulle slå et fantastisk hold som GOG, som har mere erfaring og større profiler, og spillet i Champions League. Derfor var det vigtigt at gøre det godt, forklarer Gudmundur Gudmundsson.

FHK kom ud til kampen som vilde dyr. Det kunne aflæses på måltavlen, der viste 5-1 efter otte minutters spil.

– Vi skulle komme med alt, og vi har lært meget af hjemmekampen mod GOG den 10. februar, hvor vi ikke spillede særlig godt, det ville vi ikke opleve igen. Det var en del vi lærte af det, og vi har løftet os utrolig meget, siger Gudmundur Gudmundsson.

Spørgsmålet er, om FHK er favoritter nu i DM-semifinalen mod Ribe-Esbjerg, da fredericianerne endte på førstepladsen i puljen og Ribe-Esbjerg endte på andenpladsen i den anden pulje.

– Jeg tror ikke et eneste hold, undtagen Aalborg, at man ikke kan sige der er nogen favoritter. Alle holdene i semifinalen er gode hold, siger Gudmundur Gudmundsson.

Mand sigtet for hærværk i togvogn

0
(Foto: Google Street View )

Sydøstjyllands Politi modtog søndag eftermiddag klokken 16.15 en anmeldelse fra DSB om hærværk i en togvogn, hvor en 27-årig mand angiveligt havde skåret nogle sæder op med en kniv.

Ifølge vagtchef Rune Nielsen blev manden efterfølgende fundet på Banegårdspladsen i Vejle og sigtet for hærværk samt for at være i besiddelse af en kniv. Han blev derefter sendt videre i forbindelse med sagen.

Live: Braget der afgører FHK’s skæbne

0

FHK spiller klokken 18:00 den altafgørende slutspilskamp mod GOG. Skæbnen er i egne hænder, men det kræver en sejr for, at fredericianerne er sikre på en semifinaleplads.