Udvalgsformand åben for dialog om udvidelse af stadion

0
(Foto: Avisen)

Kultur- og Idrætsudvalgsformand i Fredericia, Peder Tind (V), er åben for en dialog omkring udvidelsen af byens fodboldstadion, Monjasa Park, grundet skærpede krav fra Divisionsforeningens side.

I 2020 afsatte Fredericia Kommune 16 millioner kroner til en udvidelse af Monjasa Park under coronapandemien da anlægsrammen blev fjernet. Det gjorde, at kommunerne landet over kunne lave anlægsprojekter for at holde gryden kørende hos håndværkerne, der havde trænge tider. Nu er situationen en anden. Nye krav gør, at Fredericia Kommune og FC Fredericia står over for en beslutning om, hvad man vil gøre for at imødekomme de nye krav, som Divisionsforeningen har sat.

Peder Tind slår fast, at kommunerne på landsplan ikke kan have for store spenderebukser på, men samtidig vil han det bedste for byens flagskibe inden for idræt. For at Fredericia Håndboldklub kan spille Champions League i Fredericia, kræver det 4.000 tilskuerpladser, og det er der ikke pt. For at man fra sæsonen 2028/29 må spille i Superligaen, skal man have minimum 6.000 tilskuerpladser på stadion. Det betyder, at FC Fredericia vil skulle spille udenbys, hvis holdet rykker op. Derfor skal der tages en beslutning om, hvad der skal ske med det kommunalt ejede Monjasa Park.

– Det er det samme svar, som jeg også gav til FHK. FHK og FC Fredericia gør det godt på hver deres område. De er mega dygtige, synes jeg. De rammer, som de har til at udvikle sig og spille inden for, er de rammer, de har i dag, og deres krav udvikler sig også, hvis man vinder mesterskaber eller rykker op. Det kalder på en løbende dialog med de to klubber om, hvilke fremtidsperspektiver der er. Det er også mit budskab til FC Fredericia og FHK, at jeg gerne deltager i kaffesnakke om fremtiden og finder ud af, hvad mulighederne er, siger Peder Tind.

Det er ikke klubbernes skyld

Tind understreger samtidig, at kravene, som både FHK og FC Fredericia stilles over for, ikke er krav, de selv har sat. Derfor må man forholde sig til de udefrakommende krav for at kunne spille i postnummeret 7000, hvad enten det er håndbold eller fodbold.

– Divisionsforeningen kommer med nye krav, og det er ikke FC Fredericias skyld, og det er ikke FHK’s skyld, at der er krav i Europa. Det skal vi forholde os til, og det skal vi tage en dialog omkring, forklarer Peder Tind.

Selvom Peder Tind er villig til dialog og en kop kaffe med begge Fredericias sportsflagskibe omkring deres fremtidige arena og stadion, så er den kommunale ramme presset, og det kan få betydning for, hvad Fredericia Kommune kan bidrage med i den henseende.

– Med det sagt, så er rammen og økonomien som den er, og det betyder, at anlægsrammen er presset i de kommende år, og derfor er det en svær opgave for en kommune at løfte, når vi ser ind i et efterslæb på skoleområdet, som I selv har skrevet om i AVISEN. Det er en god indsats, de gør i FHK og FC Fredericia, og vi vil gerne i dialog med dem, men jeg kan ikke love noget, siger Peder Tind.

FC Fredericia havde i 2023/24-sæsonen 1.057 tilskuere i gennemsnit i NordicBet Ligaen. Sæsonen før var snittet på 945, og det er derfor fremgang at spore, men fra at have 1.057 tilskuere til at skulle fylde op til 6.000 tilskuerpladser ved en potentiel stadionudvidelse, er der et stykke. I den forbindelse håber Peder Tind, at fredericianerne vil bakke byens fodboldhold endnu mere op.

– Vi har haft en af de bedste sæsoner i FC Fredericia med en fjerdeplads og en pokalsemifinale. Det har været vanvittig flot, så det står vi på og kigger ind i næste sæson med, og jeg vil opfordre til at komme endnu mere til fodbold og få endnu flere på lægterne. Det er noget, vi kan gøre noget ved selv. Divisionsforeningens krav kan vi ikke gøre noget ved, udover at efterleve dem, såfremt at vi rykker op, slutter Peder Tind.

Læs også

Gulløv vil kigge på stadionudvidelse

0

Næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia, David Gulløv (A), forstår FC Fredericias udfordring, hvis klubben skulle gå hen og rykke op i Superligaen. Derfor er han villig til at kigge på en stadionudvidelse, selvom den økonomiske ramme er presset.

I 2020 blev det vedtaget, at Monjasa Park ville få en opgradering. Det skete under coronapandemien, hvor kommunernes anlægsloft blev fjernet. Gamle tegninger blev hurtigt fundet frem over mulige projekter for at få de lokale håndværkere i gang. Blandt disse tegninger lå der noget klar til Monjasa Park, hvor der hele tiden har været lagt op til, at stadionet kunne udvides, og nu kan endnu en udvidelse af Fredericias fodboldstadion være på tale. Det sker, da der kommer nye stadionkrav til Superliga-holdene.

Det vil være en torn i øjet på David Gulløv, hvis FC Fredericia rykker op i Superligaen i 2028 og ikke kan spille på Monjasa Park og derfor skal spille udenbys. Derfor er han villig til at se på, hvad man kan gøre for at imødekomme de krav, Divisionsforeningen har opsat gældende fra 2028/29-sæsonen.

Alle stadioner i 3F Superliga skal være lukkede, og alle fire tribuner skal være helt eller delvist overdækkede med kort afstand fra banen til tilskuerpladserne. For stadioner med en kapacitet på 10.000 eller flere tilskuere skal mindst 80% af pladserne være overdækkede og have minimum 3.000 individuelle siddepladser. Stadioner med kapacitet mellem 6.000 og 10.000 tilskuere skal have alle pladser overdækkede og mindst 4.000 individuelle siddepladser.

Det stiller FC Fredericia over for en udfordring i tilfælde af en eventuel oprykning. Som reglerne er nu, kan man få dispensation i den første sæson, men det kan man ikke længere fra 2028. Derfor kan klubben se ind i, at en udvidelse af Monjasa Park kan komme på tale.

– Det er en udfordring. Jeg har det på samme måde som med FHK, og så skal vi se, hvad vi kan gøre ved det. Det er nemt at sige, at vi vil udvide, men vi har også kommunale bygninger, der trænger til en kærlig hånd. Jeg tror, at de fleste i byrådet er positive overfor at sikre de rammer, der skal til for eventuel Superliga og Champions League i håndbold, men den sværeste del bliver at etablere og få råd til det, siger David Gulløv.

Alle ville sige ja, hvis…

Fornemmelsen fra Gulløvs side er, at byrådet ville være opbakning, hvis der ikke var en begrænsning på anlægsloftet. Det ville betyde, at Fredericia Kommune hurtigt kunne bevillige de nødvendige penge.

– Var vi ikke begrænset af anlægsloftet, og havde vi midlerne, så ville vi sætte planerne i gang nu. Der er mange ønsker derudover, og andre interessenter vil også have ønsker. Alle ting er spændende, og det er det, der er frygtelig irriterende faktisk, fordi jeg vil udvikle det hele, men vi har kun de penge, vi har, slår David Gulløv fast.

Trods manglen på penge til at kunne udføre projektet, så vil det gøre ondt på Socialdemokraten, hvis FC Fredericia skal spille udenbys.

– Det vil ikke være særlig godt. På samme måde har jeg det med FHK, hvis de skal spille Champions League et andet sted. Jeg vil heller ikke bryde mig om, hvis FC Fredericia skal spille Superliga i en anden by, og det kan være, vi kan indgå partnerskaber med nogen for at løse det, siger David Gulløv.

Gulløv hæfter sig ved, at Divisionsforeningen har meldt de kommende krav ud fire år i forvejen, og det giver tid til at få finansieret et eventuelt stadionprojekt.

– Heldigvis har de meldt ud i god tid, og det giver os tid at løbe på. Vi kigger ind i en retning, hvor vi kan gøre noget. Vi kan gøre det i et tempo eller lave det over flere omgange. Jeg har ikke noget imod at tage den snart. Deadline ligger til det kommende byråd, og det er nemt for mig at sige, vi bygger et nyt stadion i 2027, da man så giver et problem til nogle andre. Jeg vil gerne give noget videre til det kommende byråd, som man kan arbejde med. Det er også en vigtig opgave, slutter David Gulløv.

Læs også

Nye krav: Rykker Fredericia op skal stadion udvides

0

Fra sæsonen 2028/29 kommer der nye stadionkrav, hvis man skal spille i Superligaen. Man kan ikke længere få dispensation til at spille på et stadion, der ikke opfylder de pågældende krav. Det kan betyde, at FC Fredericia skal finde en løsning på at udvide Monjasa Park.

For år tilbage blev Monjasa Park moderniseret, og der blev bygget en ny tribune til. Det skete, da anlægsloftet blev fjernet under covid-19 og daværende borgmester Jacob Bjerregaard sammen med daværende Venstre-mand, Christian Jørgensen, igangsatte flere store projekter i Fredericia på kultur- og idrætsområdet. Det omfattede blandt andet en markant renovering af Monjasa Park, som fik en opgradering. Det kostede 16 millioner kroner dengang, men nu skal der spædes endnu mere til.

I hvert fald, hvis der FC Fredericia rykker op og klubben skal kunne benytte sig af byens fodboldstadion. Det bekræfter FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, og oplyser, at Divisionsforeningen kommer med en række nye krav, som vil gælde fra sommeren 2028.

– Hvis vi rykker op i Superligaen til den tid, så har man to minimumsmodeller fra Divisionsforeningen. Den ene model er en kapacitet med 10.000 tilskuere eller mere, hvor mindst 80 procent af tilskuerpladserne skal være overdækket. I det tilfælde skal 3.000 af pladserne være siddepladser, siger Pedersen.

Monjasa Park blev renoveret og opgraderet for år tilbage. Nu kan der muligvis være endnu en omgang på vej. Foto: AVISEN

Der findes en model til, som vil være godkendt for Superligaholdene, og det er dén, som FC Fredericia hælder til, hvis en opgradering af Monjasa Park bliver aktuel.

– Man vil med en kapacitet på 6.000 tilskuerpladser, dog under 10.000 tilskuerpladser, skulle have overdækket samtlige tilskuerpladser. På et sådant stadion skal der være minimum 4.000 siddepladser, forklarer Stig Pedersen.

Som Monjasa Park er indrettet i dag, vil man ifølge Stig Pedersen kunne indrette de to langsider til at rumme 2.000 siddende tilskuere på begge tribuner.

– Bag begge mål vil vi så skulle have lavet en tribune med overdækning, hvor der vil kunne være 1.000 tilskuere, og på den måde vil vi kunne opfylde kravene, siger Stig Pedersen.

Stig Pedersen, FC Fredericia. Foto: AVISEN

Stig Pedersen slår fast, at han ved, at den slags koster penge. Skulle FC Fredericia gå hen og rykke op fra 2028 og frem, vil det dog være en nødvendighed, hvis der skal spilles Superliga på klubbens eget stadion.

Når reglerne træder i kraft, vil man ikke længere kunne få dispensation, som man har set det med Hvidovre. Den model, man lavede i Hvidovre, vil man kunne køre med frem til 2028, men derefter kan man ikke længere. For os vil det ikke være så godt, hvis vi rykkede op og ikke kunne spille på vores eget stadion, siger Stig Pedersen og slutter:

– Fredericia Kommune har fået en kopi af skrivelsen, som vi har fået, og det skal vi som klub handle på, og vi vil tage en snak med kommunen om, hvad vi har tænkt os.

De nye regler gældende fra sæsonen 2028/29 bliver som følger:

  • Alle stadioner i 3F Superliga skal være lukkede.
  • Alle fire tribuner skal være helt eller delvist overdækkede.
  • Kort afstand fra bane til tilskuerpladser (A-krav).

Stadioner med kapacitet på 10.000 eller flere tilskuere:

  • Mindst 80% af tilskuerpladserne skal være overdækkede.
  • Minimum 3.000 individuelle siddepladser.

Stadioner med kapacitet mellem 6.000 og 10.000 tilskuere:

  • Alle tilskuerpladser skal være overdækkede.
  • Minimum 4.000 individuelle siddepladser.

Tidligere Vejle-spiller var med i historisk EM-kamp

0

Den tidligere Vejle-spiller, Ylber Ramadani, fik fuldtid, da Albanien tabte 2-1 til Italien.

Kampen mellem Italien og Albanien blev en historisk begivenhed, der vil blive husket længe. Allerede 23 sekunder inde i opgøret blev der skrevet historie, da Albanien chokerede de italienske favoritter med et lynhurtigt mål. Bolden havnede for fødderne af Nedim Bajrami, der uden den tøven sendte han bolden i nettet og skabte eufori blandt de albanske fans. Dette mål blev ikke kun en drømmestart for Albanien, men også historiens hurtigste EM-mål, hvilket satte et uudsletteligt præg på kampen.

Italien var dog ikke til at slå ud af kurs. Ti minutters tid inde i opgøret fik de udlignet gennem en veludført hjørnesparkskombination. Hjørnesparket blev slået præcist ind i feltet, hvor Alessandro Bastoni steg til vejrs og med et kraftfuldt hovedstød sendte bolden forbi den albanske målmand. Den italienske udligning bragte ny energi til holdet, og stadionet i Dortmund genlød af jubel fra de italienske tilhængere. Med stillingen nu 1-1 var kampen igen åben, og begge hold kæmpede intenst for at få overtaget.

Blot fem minutter senere kom Italien i front. Det skete på et drøn af et mål af Nicolo Barella, som kanonerede Italien i front med 2-1. Efter en hurtig omstilling fik Italien etableret et angreb, hvor bolden blev spillet ud til Barella uden for feltet. Med et kraftfuldt skud sendte han bolden i mål, og den albanske målmand var chanceløs. Italienerne fejrede målet med stor begejstring, og deres dominans i kampen begyndte at blive tydeligere.

Italien ville mere og viste ingen tegn på at sætte farten ned. Frem mod pausen havde de adskillige nærgående forsøg på mål, men den albanske målmand og forsvaret holdt stand. Trods manglende succes med at få bolden i nettet, demonstrerede Italien deres høje niveau med præcise pasninger og en velorganiseret offensiv. De italienske spillere var gode til at finde huller i det albanske forsvar og skabe chancer. Med deres skarpe spil og konstante pres viste Italien, at de havde kontrollen og var fast besluttet på at udbygge deres føring.

I anden halvleg ændrede billedet sig markant. Italien mistede lidt af den skarphed, der havde kendetegnet deres pasningsspil i første halvleg, hvilket gav Albanien mere plads og muligheder på banen. Albanien begyndte at udnytte disse åbninger og forsøgte at presse fremad. På trods af deres fornyede energi og indsats, formåede de dog ikke at bryde igennem den italienske defensiv, som var solid og nærmest uigennemtrængelig. Italiens forsvar stod som mejslet af beton, og albanerne fandt det umuligt at skabe de afgørende chancer. Dette defensivmæssige stærke spil fra Italien holdt kampen tæt, men bevarede deres føring.

Det lignede længe en sikker italiensk sejr på 2-1, men spændingen blev bevaret helt til slutfløjtet. I kampens overtid opstod der pludselig en gylden mulighed for Albanien til at udligne. Rey Manaj fik en diagonalpasning og fik hurtigt afsluttet mod mål. Skuddet var hårdt og præcist, men Gianluigi Donnarumma viste sin klasse med en fremragende redning, der forhindrede Albanien i at udligne. Denne redning sikrede, at Albanien ikke kom tættere på en scoring, og dermed kunne Italien ånde lettet op og sikre sig sejren. Slutresultatet blev 2-1 til Italien, der med dette resultat viste både offensive evner og stærkt forsvarsspil.

Har du styr på turistreglerne forud for sommerferien?

0

Sommeren er lige om hjørnet og for at sikre at turisterne opfører sig ordentligt, har flere lande indført regler for besøgende. Assistanceorganisationen SOS International guider her til, hvad du skal være opmærksom på som turist.

Skal du på strandferie, kan der være særlige regler, det er vigtigt at være opmærksom på som turist

Sandalerne er pakket, solbrillerne pudset, og shortsene fundet frem. Det kan godt være, at du har alle remedierne klar til sommerferien, men har du også sat dig ind i de specielle regler for turister?

– For at sikre ro og orden er en del lande begyndt at indføre specielle skatter eller regler for turister, der besøger visse områder. Og der kan vanke store bøder, hvis man ikke overholder dem, fortæller Karin Tranberg, der er vicedirektør hos SOS International, som hjælper danskere, der kommer til skade i udlandet.

Flere lande har i noget tid forsøgt sig med regler rettet mod resorts og andre steder, turister færdes. Det gælder for eksempel på de baleariske øer, der blandt andet tæller Mallorca og Ibiza, hvor det visse steder ikke er tilladt for all inclusive-hoteller at servere mere end seks genstande pr. gæst om dagen. Ligesom der vanker bøder til gæster, som forstyrrer den offentlige orden, fordi de er for fulde.

Flere lande begynder i stigende grad at indføre regler rettet direkte mod turister.

Støvlelandet strammer snøren

Venedig i Italien er et yndet udflugtsmål for turister, som ønsker at se den historiske by og dens kendte kanaler. Men i år har bystyret indført adgangsbidrag på en række udvalgte dage. Bliver en turist taget i at gå rundt uden at kunne fremvise gyldig kvittering for betaling, vanker der en bøde på 300 euro, svarende til over 2.000 kr.

Længere sydpå, på den italienske ø Sardinien forsøger man at bekæmpe, at turister tager sand fra de hvide strande med hjem som souvenir. Her kan straffen for at bortskaffe sand komme helt op at ramme 3.000 euro, svarende til over 22.000 kr.

I øvrigt skal du også huske, at badetøjet hører til på stranden. I hvert fald hvis du besøger Barcelona eller nogle steder i Italien, hvor det ikke er tilladt at færdes i badetøj andre offentlige steder i byerne.

– Selvom det nok er i særtilfælde, at turister vil blive ramt af den maksimale bødestraf, så er det vigtigt at være opmærksom på at følge regler og skikke i de lande, man rejser i. Én ting er at få en bøde, noget andet er, at man risikerer at blive sendt væk, hvilket selvsagt kan ødelægge den skønne ferie, man havde planlagt, fortsætter Karin Tranberg.

I Spanien har myndighederne indført bøder for turister, som bliver taget i at købe produkter fra gadesælgere uden licens, ligesom der på visse strande er indført skærpede regler. Eksempelvis er det ikke tilladt at ryge på stranden i Benidorm, ligesom det er forbudt at opholde sig på sandet mellem midnat og klokken syv om morgenen. Her kan bøderne komme op at ramme 2.000 euro, svarende til 15.000 kr.

For turister, der tager bilen, er det vigtigt at sætte sig ind i de regler, som gælder for vejafgifter samt eventuelle miljøkrav. Nogle steder skal man som bilist have betalt en afgift på forhånd, hvilket dokumenteres ved at sætte et klistermærke, også kaldet en vignette, i foruden. Du kan læse mere om reglerne for vignetter her.

Det kan være svært at finde rundt i alle reglerne

Reglerne, som er gennemgået her, er kun et fåtal af de ting, man skal være opmærksom på som turist. Men hvordan sikrer man sig ikke at komme galt afsted og ende med en stor regning?

– Vi råder altid til, at man nærlæser den information om destinationen, som ens rejsebureau sender ud. Derudover kan man holde sig opdateret gennem lokale nyhedsmedier, hvoraf der i en del lande findes engelsksprogede medier, som henvender sig til udlændinge. Sidst skal man orientere sig ved at være opmærksom på skiltning på det sted, man opholder sig, afslutter Karin Tranberg fra SOS International.

Derudover anbefaler SOS International, at man altid orienterer sig i Udenrigsministeriets rejsevejledninger og sørger for at være tilmeldt Danskerlisten, som er ministeriets oversigt over danskere i udlandet.

Bilist påkørte kirke af flere omgange

0

Ved Sankt Nicolai Kirke på Nicolaiplads i Kolding opstod der lørdag eftermiddag en uheldig episode, hvor en spirituspåvirket bilist påkørte kirken flere gange.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.01, fortæller vagtchef Morten Jessen fra Sydøstjyllands Politi. Vidner til hændelsen greb hurtigt ind og tilbageholdt manden, indtil politiet ankom. Bilisten blev derefter anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Senere blev han også taget med til en blodprøve for at fastslå alkoholpromillen, fortæller vagtchefen afsluttende.

Fire færdselsuheld på Østjyske Motorvej

0

Østjyske Motorvej har været scene for flere færdselsuheld lørdag som følge af aquaplaning, oplyser vagtchef Morten Jessen fra Sydøstjyllands Politi.

I alt har der været fire uheld på strækningen, hvor regn og våde veje har skabt farlige køreforhold, særligt omkring Skanderborg.

I Trekantområdet har uheldene også haft indvirkning på trafikken. Omkring Fredericia, i sydgående retning, blev der klokken 16.05 anmeldt et solouheld, som også skyldtes aquaplaning. Der skete ingen personskade ved dette uheld, men der opstod materiel skade på køretøjet.

Beredskabsstyrelsen anbefaler tre døgns selvforsyning

0

Risiko- og trusselsbilledet er skærpet. Ekstreme vejrhændelser står til at blive hyppigere og voldsommere, og truslen fra menneskeskabte hændelser som cyberangreb og sabotage er øget som følge af den forværrede sikkerhedspolitiske situation i Europa.

Det kan i værste tilfælde påvirke adgangen til nogle af de basale fornødenheder i form af strøm, vand, varme mv., som vi tager for givet i hverdagen. Det er baggrunden for, at Beredskabsstyrelsen i samråd med øvrige relevante myndigheder nu lancerer anbefaling og råd til, hvordan man som privatperson bør forberede sig på kriser.

Tre døgn

Anbefalingen er, at man skal kunne klare sig selv og sin hustands behov i tre døgn, hvis der opstår en krisesituation.

– Heldigvis er Danmark et trygt og sikkert samfund. Men med udviklingen i risiko- og trusselsbilledet er det også klart, at der kan opstå situationer, hvor myndighederne ikke kan hjælpe alle med det samme, siger Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg, og fortsætter:

– Vi vil gerne have den enkelte til at overveje sin egen og sin hustands situation: Hvordan kan jeg klare mig, hvis strømmen går, og jeg ikke kan bruge komfur og køleskab? Hvad hvis jeg ikke kan købe ind i en periode, eller hvis internettet er nede? Det kræver, at man er forberedt.

Anbefalingen støttes op af en række konkrete råd. Både anbefaling og råd er udarbejdet i tæt samarbejde med relevante myndigheder og bygger på faglige vurderinger fra styrelser på tværs af en række ministerområder.

Du kan gøre en forskel

Hvis du er forberedt, kommer det både dig selv, dine nærmeste og samfundet til gode.

For den enkelte person eller hustand betyder det, at man er bedre rustet i tilfælde af kriser. For samfundet betyder det, at myndighederne kan koncentrere sig om deres kerneopgave – fx genetablering af strømmen, politiarbejde, lægehjælp, brandslukning osv. – og om at hjælpe dem, som har det største behov.

For at du og din husstand skal kunne klare jer selv i tre døgn, bør du overveje forhold som mad, vand og kommunikationsmidler. Myndighederne præsenterer en række konkrete, vejledende råd, der kan hjælpe dig med forberedelserne.

Statsministeren: Alle husstande bør kunne klare sig i tre døgn i krisesituationer

Mette Frederiksen: Foto: AVISEN

– Vi står over for et mere komplekst trusselsbillede, og derfor synes jeg, at det er fornuftigt. For eksempel advarede efterretningstjenesterne for nylig om en skærpet hybrid trussel mod Danmark. Samtidig har vi i løbet af 2023 også været vidne til stormflod og oversvømmelser. Det bliver vi nødt til at forholde os til, udtaler Statsminister Mette Frederiksen og slutter:

– Det er vigtigt for mig at understrege, at Danmark stadig er et trygt og sikkert land. Vi lever i et af verdens bedste samfund. Men et moderne samfund som vores er også sårbart. Det gælder ikke mindst med den sikkerhedspolitiske situation i Europa. Et nedbrud et sted kan få konsekvenser andre steder. For eksempel for adgangen til strøm og vand. Derfor håber jeg også, at vi danskere vil tage positivt imod myndighedernes anbefalinger. For det stiller os stærkere som samfund, hvis vi alle gør lidt, siger statsminister Mette Frederiksen.

Læs rådene her

Beæret guldsmed blev kåret til årets kvinde i Fredericia

0

Lørdag klokken 12:00 kårede Kvindelige Flisepudsere udi Fredericia traditionen tro årets kvinde i Fredericia. Valget faldt på Therese Krogh Andresen, der er indehaver af Me Mori – Den Lille Guldsmedje.

Traditionen tro foreskriver, at KFUF (Kvindelige Flisepudsere udi Fredericia) pudser “årets by 1996”-flisen ved Landsoldatpladsen i Fredericia, men som flere af KFUF’erne konstaterede, så var den godt i gang med at blive pudset af regnen. Derfor trak seancen, hvor kåringen af årets kvinde og støttemidler helt af KFUF ind i læ under Prinsens Port.

Traditioner kunne ikke holdes i hævd i regnvejret

En anden tradition, der heller ikke blev holdt i hævd i det silende regnvejr, var, at KFUF’s efterfølgende frokost afholdes på Fredericia Vold – det blev indendørs grundet vejrforholdene. Det til trods kom KFUF marcherende fra Det Bruunske Pakhus og hen til Landsoldatpladsen, hvor forkvinde Jane Findahl tog ordet. Inden da var hun lidt afventende, idet den på forhånd udvalgte til årets kvinde 2024 havde været til barnedåb og skulle nå hjem fra den først.

Har sat Fredericia på landkortet

Lidt over 12 kom den udvalgte kvinde gående i regnen, inden en gentleman skyndte sig at tage en paraply og give kvinden, der viste sig at være Therese Krogh Andresen, tiltrængt læ. Da Therese var kommet ind under Prinsens Port, satte Jane Findahl ord på, hvorfor Therese var udvalgt til at være den 26. årets kvinde i Fredericia.

– Du har med dine unika smykker og Me Mori sat byen på landkortet. Therese repræsenterer byen med højt fagligt engagement og skaber smykkekunst. Det er godt gået. Du var i 2022 inviteret til Sønderborg Slot til en udstilling, og senere i 2022 var du inviteret til udstillingen Silver Tales på Rungstedlund, og i 2023 fortolkede du Danglaters champagnebar-signatur, og det kom der noget smukt ud af også. Lige nu er du aktuel med en fortolkning til Nordisk Film. Alle kan høre, at Thereses mangfoldighed bidrager til at trække besøgende til Fredericia, fordi du er så interessant en kvinde, sagde Jane Findahl og fortsatte:

– Din vej hertil har været trang. Det er svært at få en læreplads i faget. Vi ved, at du ikke fik betaling for praktikken for at få uddannelsen. Nu uddanner du også selv guldsmede, og vi er stolte over, at vi har uddannelsen i Fredericia. Alle, der står her, ved, at du er en meget værdig årets kvinde – nummer 26 i rækken, sagde Jane Findahl.

Efterfølgende blev Therese Krogh Andresen overrakt et maleri og et symbol på, at hun er årets kvinde 2024 i Fredericia. Therese konstaterede derefter:

– Jeg var spændt på, hvad du ville sige, Jane. Jeg er meget stolt over prisen, forklarede hun, inden seancen skulle fortsætte med endnu en tradition.

Hvert år uddeler KFUF støttemidler til et velgørende formål, og i år faldt valget på Demensfællesskabet Lillebælt, som havde repræsentanter til stede for at modtage 3.000 kroner fra de kvindelige flisepudsere, der lovede, at de pudser deres flise, når vejret viser sig fra en bedre side.

Superligafodbold sætter stor rekord

0

Befolkningens kulturforbrug inden for næsten alle kulturområder er steget i forhold til året før, viser den nye publikation ’Kultur 2022/2023’ fra Danmarks Statistik. På flere kulturområder er niveauet dog lavere end før COVID-19. Fodbold er dog meget populært – over to millioner mennesker var på lægterne i den danske Superliga i 2022/23-sæsonen.

Inden for stort set alle kulturområder er der en stigning i kulturforbruget. Det viser den nye kulturpublikation for 2022/2023, som giver et samlet overblik over kulturstatistikkerne hos Danmarks Statistik. For museer og idræt er kulturforbruget i 2023 højere end før covid-19, mens det for teatre, folkebiblioteker, livemusik og biografer er lavere end før covid-19.

– Hvis vi fx ser på teatrene var der 2,5 mio. publikummer i sæsonen 2022/2023, hvilket er en lille stigning sammenlignet med 2021/2022-sæsonen, men 10 pct. lavere end 2018/2019-sæsonen, siger Cecillie Bryld Fjællegaard, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Museerne havde i 2023 tilsammen 17,4 mio. besøgende i løbet af året, hvilket er det højeste niveau i de år, som Danmarks Statistik har udgivet museumsstatistik.

Der var i 2022 28,6 mio. besøg på de danske folkebiblioteker mod 37,4 mio. i 2019. Til gengæld er anvendelsen af folkebibliotekernes digitale tjenester steget hvert år siden pandemien. Forbruget steg 9 pct. fra 2022 til 2023.

De offentlige bevillinger til kultur svarede til knap 4.600 kr. pr. indbygger i Danmark i 2023.

Der blev solgt knapt 8,8 mio. biografbilletter til de film, der havde premiere i 2023, hvilket er 2 pct. færre end året inden, og 24 pct. færre end i 2019. Den mest populære film var Barbie med lidt over 600.000 solgte biografbilletter.

I sæsonen 2022/2023 var der 2 mio. tilskuere på lægterne i den danske Superliga, hvilket var 19 pct. højere end sæsonen 2021/2022, og også højere end sæsonen 2018/2019 før COVID-19.

Det samlede antal koncertgæster i Danmark var 7,4 mio. i 2022, hvilket var tæt på niveauet i 2019, hvor 8,2 mio. gik til koncert.