Nikolaj A. Nielsen har forlænget kontrakten med Fredericia Håndboldklub frem til sommeren 2025. Dermed er endnu en brik faldet på plads for FHK frem mod næste sæson.
Stregspilleren kom til FHK i sommeren 2021, og nu tager han minimum en sæson til i den røde FHK-trøje.
– Nikolaj er en vellidt spiller, der passer godt ind på holdet. Han har været en del af en flot udvikling i klubben i de seneste par år. Uanset hvilken rolle “AN” spiller, så agerer han altid professionelt, og man ved, at man altid har en spiller, der giver sig 110 procent med ham på holdet, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.
Det at have den samme stamme på holdet, er noget man vægter i FHK, og derfor falder forlængelsen med Nikolaj A. Nielsen godt i tråd med det.
– Vi har altid vægtet kontinuitet i truppen højt. Det er vigtigt for os ikke at skifte særlig meget ud efter hver sæson, og da både “AN” og os er tilfredse med den indsats han yder, og har samme høje ambitioner, så er det naturligt for os at forlænge med ham. Sammen med Evgeni Pevnov udgør de en rigtig god stregduo, fortæller Thomas Renneberg-Larsen.
32-årig Nikolaj A. Nielsen glæder sig også over at fortsætte i FHK.
– Jeg synes, klubben er et rigtig godt sted, og der venter forhåbentligt Europa Cup-kampe næste år, som gør det muligt for mig at få prøvet det og få endnu mere spilletid. Jeg har skullet vænne mig til mest at blive benyttet i angrebet, og det begynder nu at fungere godt, efter min mening, siger Nikolaj A. Nielsen.
Da Nielsen kom til FHK, var planen, at FHK skulle etablere sig i toppen af dansk håndbold. Nu gælder det for FHK, om at blive på det niveau.
– Som jeg ser det, så skal vi som minimum holde det niveau, vi har nu. Vi er 2’er i grundspillet og har vist, at vi hører til blandt de fire bedste hold i Danmark. Vi deltager i dette års Final4-stævne, og hvis det går som vi håber, så spiller vi europæisk efter sommerferien, siger Nikolaj A. Nielsen.
Tidligere i karrieren har Nikolaj A. Nielsen repræsenteret Randers HH og Skanderborg.
Region Syddanmark fik fra januar 2023 til januar 2024 knapt 1.400 nye ladepunkter. Ved udgangen af januar 2024 havde regionen dermed 3.011 ladepunkter.
Region Syddanmark har fra januar 2023 til januar 2024 fået 1.389 nye ladepunkter, hvilket bragte det totale antal i regionen op på 3.011. Dermed rundede regionen en milepæl med 3.000 ladepunkter. Fremgangen på 1.389 nye ladepunkter svarer i procent til en fremgang på 86 procent, hvilket er en snært højere end landsgennemsnittet, som i perioden lå på 84 procent.
Antallet af lynladepunkter voksede også i perioden. I januar 2023 havde regionen 238 lynladepunkter, og dette tal var i januar 2024 vokset til 414 lynladepunkter. Det svarer til en stigning på 74 procent. Dog var den ikke højere end landsgennemsnittet, som i perioden lød på 92 procent. Bestanden af elbiler i Region Syddanmark steg i samme periode med 89 procent. Da bestanden af elbiler steg procentvist mere end stigningen af ladepunkter og lynladepunkter, skal flere elbiler deles om både ladepunkter og lynladepunkter.
– Borgerne i Region Syddanmark er glade for elbiler, og elbilbestanden i regionen er næste blevet fordeblet på et år. Dog er ladeinfrastrukturen ikke fulgt med i samme høje gear, og derfor er lademulighederne blevet svækket. Udrulningen af ladeinfrastruktur skal op i tempo, så regionen er godt rustet til fremtiden med mange flere elbiler, siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
13 elbiler pr. offentligt ladepunkt
Ved udgangen af januar 2023 skulle 13 elbiler deles om hvert offentligt ladepunkt i Region Syddanmark. Den procentvise fremgang blandt ladepunkter var marginalt højere end den procentvise vækst i elbilbestanden, hvorfor der fortsat er 13 elbiler, der skal deles om hvert ladepunkt. Region Syddanmark ligger lidt bag landsgennemsnittet for elbiler per ladepunkt, som i perioden lå på knap 11 biler.
Blandt lynladepunkter var der også tale om tilbagegang, da flere elbiler skulle deles om hvert lynladepunkt. I januar 2023 skulle 86 elbiler deles om hvert offentlige lynladepunkt. Dette tal var i januar 2024 steget til 93 elbiler per lynladepunkt. Regionen udmærker sig dog, da resultatet på 93 elbiler per lynladepunkt, ligger et godt stykke under landsgennemsnittet på 124 elbiler pr. lynladepunkt.
Nye nulemissionszoner kræver flere ladestandere
Den netop indgåede politiske aftale, der giver kommunerne mulighed for at indføre nulemissionszoner, kommer til at stille markant større krav til ladeinfrastrukturen. Indførelsen af nulemissionszoner kommer nemlig til at sætte endnu mere strøm til elbilsalget:
– Selvom nulemissionszoner kun indføres i et begrænset omfang, vil det alligevel få afgørende betydning for udbredelsen af elbiler. Folk vil som udgangspunkt ikke eje en bil, der ikke kan køre i hele Danmark. Bilisterne vil ikke begrænses, og er følsomme overfor usikkerhed. Det understreger endnu engang behovet for markant flere ladestandere i Danmark, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
For at sikre tilgængelig opladning for alle, har De Danske Bilimportører foreslået at indføre laderet, hvilket vil give elbilister, der bor i etageejendom, mulighed for at kræve, at der opsættes en ladestander ved deres bolig
Danmark har oplevet en bemærkelsesværdig varm start på februar, ifølge en Danmarks Meteorologiske Institut.
En usædvanlig temperaturstigning har gjort natten til den varmeste registreret så tidligt på året, med temperaturer der flere steder har holdt sig over 10 grader. Denne varmebølge er særligt bemærkelsesværdig, idet februar historisk set er årets koldeste måned, med en gennemsnitstemperatur på blot 1,5 grader.
Den hidtil højeste temperatur dette år blev målt i Sønderjylland til mere end 11 grader, og forventningerne til dagens temperatur peger mod en endnu varmere dag, muligvis op til 13 grader. Dette står i skarp kontrast til den gældende klimanormal for februar, og indikerer en temperatur, der er hele 10 grader højere end normalt.
Det er værd at bemærke, at mens gennemsnitlige temperaturer kan virke misvisende, er det ikke usædvanligt med dage i februar, der byder på tocifrede varmegrader. Det, der dog er unormalt, er hyppigheden af varmere februartemperaturer de seneste år samt en aftagende forekomst af snedækkede landskaber og tilfrosne vande i Danmark.
Februars rekordhøje temperatur i Danmark er stadig 15,8 grader, et mærke sat både i København i 1990 og i Aarhus Lufthavn i 2019. Denne rekord står udfordret, men endnu ikke slået.
Vejrforholdene i Danmark påvirkes betydeligt af atmosfærens tilstand, med luftmasser der bevæger sig fra den Iberiske halvø mod Danmark. Denne luftmasse, der oprindeligt var varm, afkøles ved sin ankomst til Danmark, hvilket har resulteret i dage indhyllet i dis og tåge.
Onsdag aften blev Sydbank Arena i Kolding vidne til et håndboldbrag af de sjældne, et levende bevis på, at sport kan vække følelser og skabe uforglemmelige øjeblikke, der binder fortid, nutid og fremtid sammen i et enkelt, intens øjeblik af passion og spil. For en stund var Kolding igen i centrum for håndboldens højeste niveau, et midlertidigt hjem for en kamp, der ville skrive sig ind i historiebøgerne med blæk af sved, taktik og ren sportslig magi.
Denne aften var det ikke de lokale helte fra KIF Kolding, der trådte ind på arenaens hellige halgulv, men derimod de traditionsrige arvefjender fra GOG og de legendariske katalanere fra Barcelona. En uventet skueplads for en storkamp, der bragte minder om tidligere storhedstider tilbage til koldingenserne, der tidligere har fejret store triumfer i samme arena.
Grunden til, at GOG havde taget turen til Kolding, var praktisk; ingen haller på Fyn var ledige og kunne leve op til EHF’s krav. Således blev Sydbank Arena, der har huset utallige mindeværdige KIF Kolding-kampe, scenen for dette opgør. Det var et gensyn med storheden, om end i en anden rolle, som vært for en kamp mellem to af Europas fineste hold.
Men denne aften var også et gensyn med gamle kendinge i Kolding; Carlos Ortega og Konstantin Igropulo, begge tidligere KIF-ikoner, nu henholdsvis træner og assistent for Barcelona, vendte tilbage til en hal, der engang var deres hjem. Deres tilstedeværelse vævede fortællinger af fortidens triumfer sammen med aftenens drama, et vidnesbyrd om sportens evige cyklus af forandring og kontinuitet.
Kampens absolutte højdepunkt var dog uden tvivl Emil Nielsens pragtpræstation i målet for Barcelona. Med reflekser som en kat og en nærmest overnaturlig evne til at forudse modstandernes næste træk, var han en uovervindelig forhindring for GOGs ellers stærke angreb. Hans indsats var nøglen til at sikre Barcelona en sejr på 30-23.
For de mange fremmødte, sandsynligvis hovedsageligt lokale fra Kolding-egnen, var kampen en påmindelse om de storhedstider, deres by engang havde været vidne til. Det var en aften, hvor tiden syntes at stå stille, og hvor håndboldens magi atter engang beviste sit værd i Kolding, der i disse tider må tage til takke med, at deres ligahold er at finde i bunden af tabellen og et stykke fra tidligere tiders styrke.
Café K er blandt dem, der tilbyder levering af deres mad via Wolt, men i den seneste tid har den samme kunde, under forskellige aliaser, klaget over dem og ville have refundering hos Wolt. Nu er vedkommende blevet afsløret i at lyve.
En sandwich uden agurk i.
Det kan ske, at en kunde ikke vil have alt i en sandwich, og det tilpasser Café K i Fredericia sig efter. Således også, da en kunde kom med det ønske og ville have leveret via Wolt, men da kunden modtog sandwichen blev der indsendt en klage og krav om refundering af kunden. Café K oplyser, at kunden havde fået agurker i sandwichen, selvom kunden ikke havde bedt om det.
I den forbindelse er der bare et men. Café K kvalitetssikrer deres sandwich ved at tage et billede af dem på forhånd, før de sender dem ud af huset. Der bliver således taget billede af dem, hvor det bevises, at der eksempelvis ikke er agurk i. Til Wolt havde den pågældende kunde sendt et billede af sandwichen med agurk i, selvom det ikke var bestilt. Det billede er efterfølgende blevet sendt til Café K, der kan konstatere, at agurken slet ikke er skåret, som den bliver hos caféen. K
Tilfældet er ikke første gang. Café K har flere gange i den seneste måneds tid fået indberetninger om det samme, og nu viser det sig, efter at Wolt har tjekket efter, at der er tale om samme person, der har benyttet sig af tre forskellige brugere ved navnene Ole J., Per S. og Poul. Wolt har nu sat en stopper for det, da de pågældende brugere er blevet blokeret. Fælles for bestillingerne er også, at de alle er med glutenfri baguette.
Til gengæld kan Wolt intet gøre ved, at Café K, der er ratet i toppen blandt de virksomheder, som tilbyder Wolt-levering, har fået en rating på kun en stjerne tre gange fra Ole J., Per S. og Poul. Wolt kan ikke fjerne kunderatings så snart de er afgivet, da deres ratingsystem er bygget for ikke at kunne manipuleres.
Sydøstjyllands Politi har torsdag morgen anholdt en 32-årig mand, der nu er sigtet for at have begået flere indbrud. Manden bliver senere på dagen fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
Anholdelsen af den 32-årige, der kommer fra Horsens, er sket, mens Sydøstjyllands Politi har et skærpet fokus på at forebygge og bekæmpe indbrud.
– I januar og begyndelsen af februar har vi registreret, at der har været en mindre stigning i antallet af indbrud i politikredsen i forhold til samme periode sidste år. Derfor har vi netop nu et særligt fokus på indbrud, og vi har intensiveret politikredsens løbende indsats på området, siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Indsatsen indebærer blandt andet, at der bruges ekstra ressourcer på blandt andet analyse og patruljering i forhold til indbrud.
Den 32-årig mand bliver senere på dagen fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens. Grundlovsforhøret begynder klokken 14.00.
Manden blev anholdt i Horsens torsdag morgen cirka klokken 7.00. Anholdelsen skete i en villa, hvor indbrudstyven havde skaffet sig adgang ved at knuse et vindue i en kælderdør. Udover indbruddet i villaen, hvor han blev anholdt, er manden også sigtet for at have begået et andet indbrud i Horsens natten til den 15. februar.
Sydøstjyllands Politi har i perioden fra den 1. januar 2024 til den 14. februar modtaget 174 anmeldelser om indbrud. I 2023 lå antallet af anmeldte indbrud på 151 for samme periode.
Hvor mange fans kommer FHK med, og hvordan forbereder holdet sig til deltagelsen ved Final4? Få svarene her.
Det ene hjørne i Jyske Bank Boxen bliver fyldt med ellevilde FHK-fans. Klubben oplyser, at der er solgt omkring 1.500 billetter.
Forberedelserne har været i gang længe. Lige siden klubben kvalificerede sig til Final4 kort før jul via en sejr i egen hule mod Skanderborg AGF, har FHK’s administration skulle håndtere mange henvendelser omkring Final4, og der har også været behov for koordinering.
Alle de deltagende klubber har deres egne fansektioner i den store arena i Herning. FHK havde valgt selv at administrere en del af billetterne frem for via det officielle billetsalg, og via de billetter, som FHK selv har solgt, er der afsat 1.200 stk.
– Af dem skal de 900 med bus. Det har krævet et stort stykke arbejde, siger administrerende direktør, Thomas Renneberg-Larsen.
I alt er der indsat 15 busser, heriblandt flere dobbeltdækkere, der skal fragte de mange fans fra Fredericia til Jyske Bank Boxen i Herning, men det er ikke kun logistikken bag fansene, som FHK skal holde styr på.
Rettighedshavere, TV 2, og sponsor for Final4-stævnet, Santander, har også skulle serviceres og hjælpes. Eksempelvis var der en dag, hvor Santander skulle lave content til deres sociale medier med deltagelse af alle klubberne, FHK, GOG, BSH og Aalborg. Santanders vært kørte rundt i en bil med en spiller fra hvert hold og interviewede spilleren, og så dystede spillerne også mod hinanden for sjov i en disciplin, som Santander havde udvalgt.
For FHK’s vedkommende betyder Final4-stævnet også, at holdet overnatter på hotel i forbindelse med stævnet. Det er ikke noget, holdet har gjort før i forbindelse med kampe, men det er tilfældet denne gang for at optimere forberedelserne, og da der samtidig ikke er mange timer mellem kampene. Derfor har FHK valgt en model, hvor der ikke skal køres til og fra Fredericia i forbindelse med eventet i Herning.
I stedet tager FHK-truppen allerede på hotel fredag efter, at klubben har haft den afsluttende træning op til den første kamp ved Final4 mod GOG. Kampen mod GOG spilles lørdag kl. 13:30, og derefter venter den anden semifinale mellem Bjerringbro-Silkeborg og Aalborg.
Søndag venter der to nye kampe i Jyske Bank Boxen. Bronzekampen spilles kl. 13:30, mens finalen finder sted kl. 16:00, men det er ikke kun kampene på banen, der gør eventet specielt. Hele setuppet er lavet for at skabe en oplevelse ud over det sædvanlige. I Jyske Bank Boxen er der til lejligheden lavet et streetfood-marked og et fanområde i ankomstbygningen, mens der til søndagens finale venter et stort finaleshow forud for kampen.
Det kan både føre til voldsomme ulykker og være årsag til brande, men trods den store risiko bliver der mange gange hvert år både udført og annonceret for ulovligt el-arbejde herhjemme. Det viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen, som Gjensidige og NRGi har fået udleveret.
Hvert år er fejlagtige og ulovlige elinstallationer skyld i brande i danske hjem, og derfor er det enormt vigtigt, at elinstallationer bliver lavet af professionelle og autoriserede elektrikere.
Men selvom de ulovlige elinstallationer kan få voldsomme konsekvenser som både ulykker og brande, så vælger et stort antal håndværkerfirmaer hvert år både at udføre og annoncere for arbejde, selvom de ikke har autorisation og tilladelse til at udføre det.
Det viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen, som Gjensidige og NRGi har fået udleveret.
Sidste år modtog Sikkerhedsstyrelsen 21 anmeldelser om uautoriseret arbejde med elinstallationer, mens der var 37 sager om ulovlig annoncering for el-arbejde uden den påkrævede autorisation.
Af dem blev henholdsvis 10 og 11 sager overdraget til politiet.
Og selvom de tal ligger rimelig stabilt i forhold til året forinden, så sker det formentlig i et væsentligt større omfang, da der kun er tale om sager, der rent faktisk blev meldt til Sikkerhedsstyrelsen, lyder det fra Kenneth Burkal, der er servicechef i elinstallatørvirksomheden ELCON, der er en del af NRGi-koncernen.
– Langt de fleste elektrikere er dygtige og ordentlige, og de få brodne kar er ikke kun med til at give branchen et dårligt ry, de risikerer også at være skyld i deciderede livsfarlige situationer, siger Kenneth Burkal, der i samme ombæring opfordrer til, at man selv undersøger, hvorvidt en elektriker rent faktisk er autoriseret via Sikkerhedsstyrelsens autorisationsregister.
Det er dog ikke kun elektrikere, der optræder i Sikkerhedsstyrelsens oversigt over anmeldelser for manglende autorisation og ulovlig annoncering.
Det samme gør sig gældende for gas- og vvs-arbejde.
Her er der alene indenfor ulovlig annoncering af vvs-arbejde sket mere end en fordobling i 2023 i forhold til året forinden, hvor antallet af sager er gået fra 21 til 46.
Af dem blev 11 sager overdraget til politiet.
Og ligesom med ulovligt el-arbejde, så kan uautoriseret vvs-arbejde også få alvorlige konsekvenser, lyder advarslen fra Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.
– Fejlagtige vvs-installationer kan føre til fugtskader, der både kan give udfordringer med helbredet og samtidig gøre så store skader på boligen, at det vil koste store beløb at udbedre. Der er en grund til, at det kræver en autorisation at udføre VVS-arbejde, og vi kan kun opfordre alle til at benytte sig af autoriserede håndværkere.”
En røvsyg regnfuld vinterdag blev forvandlet til en rigtig dejlig dag, da Fredericia Musicalteater åbnede ”Den fortryllede kuffert”. En teaterkoncert fyldt med ting (emner), som udsprang fra den hemmelighedsfulde kuffert. Hovedsagelig for børn, men med input til eftertanke for ”de store”. Alvorlige emner, men her garneret med musikalsk humor og livsglæde.
Musik og tekst er udviklet gennem workshops med nye talentfulde komponister og Fredericia Musicalteater med tanker, drømme og ideer fra lokale børn om det at være barn og menneske. Glimrende og spændende projekt (”…en rodet kaotisk proces…”: Thomas Bay), som kun kan anbefales at gentage og videreudvikle. Gerne med inspiration fra de dejlige børn. Men måske engang f.eks. fra pensionister (fra et plejehjem), der har ”ferie” hele året, eller små detailhandlere, der er truet af butiksdøden.
I er så innovative!!!
Foto: Søren Malmose
Handling
Mira (hendes rigtige navn) og Emil (ja, det hedder han også) er på eventyr i den mystiske kuffert. Op af den magiske kuffert kommer den dragelignende Beo og bringer dem på en eventyrlig rejse, hvor selv de stærkeste (superhelte) har dumme dage og kan føle sig svage. Selv om man er prins og har et slot, kan man føle sig ensom. Selv i mørket er der et lys inde i dig. Selv en lille sten i skoen kan ødelægge dagen. Selv om klimaforandringerne bekymrer os, kan vi gøre noget ved det selv i det små: ”Det er cool at spise kål til jul.”
”Der er meget i verden, der er svært at forstå, men så længe vi er sammen, ved jeg, alting nok skal gå”. Dejligt budskab.
Hovedpersonerne
Som altid leveres Fredericia Musicalteater til perfektion. Ingen slinger. Alt er gennemtænkt og udført sublimt. Fra solosang til vokalharmonier er alt rent og gåsehudsfremkaldende.
Naturligvis skal de bærende performere fremhæves. Mira Andrea Balolli, Emil Asbjørn Madsen og Sofie Heidelbach står godt til hinanden. Både fra soloer til fællesnumre. Både fra alvor til spas og dans. Indlevende og gennemført.
Foto: Søren Malmose
Akkompagnement
David Tølbøll Mortensen (kapelmester og tangenter), Jens Kokholm (guitar) og Dennis Pedersen (slagtøj) fører os professionelt sikkert og velafbalanceret gennem de forskellige musikalske genrer med præcision og rytmisk indlevelse.
For alle aldre
Jeg havde tre børnebørn (mine tre prinsesser) med til forestillingen.
Vera (6 år) var mest fascineret af den ”overstimulerede” knappeædende drage, Beo (Sofie Heidelbach), som har gener fra en hest, delfin, krage, ged og kat. I virkeligheden er Sofie også en helt anden. Som Kaja (12 år) bemærkede: ”Det er da tydeligt og indlysende, at hun arbejder som hospitalsklovn.” Dette job, som bringer smil frem hos børn i en svær situation, kan man kun have den største respekt for!
Nete (7 år) studerede både under og efter koncerten indgående Fredericia Musicalteaters altid udmærkede program, så hun kunne genopleve og fortælle om det hele derhjemme.
Foto: Søren Malmose
Kaja forstod de mere alvorlige temaer, og jeg selv har efterfølgende faktisk reflekteret over flere af dem.
Det alvorlige ”må vi lade de voksne om”. Men for at bringe sjælen i balance har vi voksne også tit brug for at fantasere os væk fra den alvorstunge virkelighed.
Når jeg har overværet en af Fredericia Musicalteaters forestillinger, popper der altid en strøm af referencer op i mit overstimulerede hoved (Tak for det!) . Denne gang bl.a. sange som Monster (Jonah Blacksmith): ”Daddy, is the a monster under my bed?”; den søde pige (Bølle-Bob) og Puff (the Magic Dragon), som var godnatsang for mine egne børn. Fra lejrbålet bevægelsessangene – og her i lille teatersal forenedes vi, da vi skulle op at stå og danse, alle udvekslede vi et livsglad fællessmil.
Koncentrationen kan under forestillingen svinge lidt alt efter alder.
Forforståelsen og erfaringen oplagret i vores livs rygsæk (kuffert) er jo forskellig. Her er udfordringen i ethvert manuskript…!
Tak
Når jeg f.eks. ser rulleteksterne fra en film (hvis de får lov at rulle til ende inden de skide reklamer), er det vildt, hvor mange mennesker, der indgår i en produktion. Ikke så sært at det er tidskrævende og dyrt.
Alle i det store hold bag ”Den fortryllende kuffert” burde nævnes –
lige fra Lys-Per – ”lyspær’ ” til tone-Peter – ”voldsomme Peter” (Løvenhardt er vist voldsomt på norsk).
Alle, især Mira og Emil og ikke mindst Beo (Sofie), skal da have en godbid bestående af seks knapper (Kald dem gerne stjerner, hjerter eller roser)!
Efter 24 års drift annoncerer NPF, en af Danmarks mest ikoniske LAN-events, sin lukning. NPF, der står for NetParty Fyn, startede beskedent i kælderen under Otterup Skole på Nordfyn den 13.-15. oktober 2000, men rykkede siden til Fredericia, hvor det på eventets højeste trak 5.200 deltagere til.
Gennem årene voksede NPF til imponerende størrelser, fra skolekældre til store messehaller, med højdepunktet i 2017, hvor eventet tiltrak ikke mindre end 5.200 deltagere i Messe C i Fredericia. Dette satte rekord som det største LAN-party nogensinde i Danmark.
Bag succesen stod en stor gruppe af frivillige, der år efter år skabte et sjovt og hyggeligt gamingevent. Samarbejdet med trofaste samarbejdspartnere bidrog ligeledes til eventets vedvarende succes. NPF’s historie er præget af udfordringer, hårdt arbejde og stress, men også lærerighed, sjov og utallige givende oplevelser.
Nu meddeler NPF’s arrangører, at alle gode ting må komme til en ende. I kølvandet på COVID-19-pandemien har eventet kæmpet med faldende deltagerantal, stigende udgifter og udfordringer ved at rekruttere nye frivillige kræfter. Trods ihærdige forsøg på at finde en løsning, er det blevet stadig sværere at opretholde det nødvendige engagement og ressourcer.
Den “svære og vemodige beslutning” om at lukke NPF markerer enden på en æra i dansk gamingkultur. Organisatorerne udtrykker deres dybfølte tak til alle samarbejdspartnere, teamledere, frivillige og tusindvis af deltagere, der har bidraget til de mange år med fantastiske events, gode oplevelser og varige minder.