Kulturministeren og Phillip Faber vil genoplive morgensang på landets skoler

0

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og den kendte dirigent Phillip Faber har sat sig et ambitiøst mål: De vil have morgensang tilbage i landets grundskoler. Med støtte fra et millionbeløb og en række kendte musikere håber de at genoplive sangglæden og få mindst en fjerdedel af alle skoler til at synge morgensang inden skoleåret er omme.

I en tid, hvor sang og musik i stigende grad er gledet ud af klasseværelserne, ønsker kulturministeren og Phillip Faber at vende udviklingen. De vil skabe bedre forudsætninger for musik og sang i grundskolen og håber at bringe den danske sangtradition tilbage i centrum.

– Vi har sat kikkerten efter noget, der er så ambitiøst, at man næsten kun kan fejle. Derfor håber vi på opbakning fra mange af landets dygtigste musikere. For hvis vi skal vende udviklingen, kræver det, at alle gode kræfter kommer i spil. Vores ungdom fortjener at mærke den glæde og energi, som sangen skaber, når man står side om side og synger morgensang sammen. Og så er morgensang en fantastisk mulighed for at værne om vores danske sangskat, som vi skal huske at give videre til vores børn og unge. Jeg håber, at initiativet vil vække genklang hos elever, forældre, lærere og det øvrige pædagogiske personale i grundskolerne rundt omkring i landet, siger Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

Sangens betydning i den danske skoletradition har dybe rødder, men over tid er musik og sang blevet nedprioriteret, og mange skoler kæmper med utilstrækkeligt udstyr og manglende musikfaglige kompetencer blandt lærerne. For at rette op på denne udvikling er der afsat en pulje på 10 millioner kroner, som skolerne kan søge til at forbedre deres musikalske rammer. Dette kan inkludere køb af instrumenter, sangbøger eller efteruddannelse af lærere og pædagoger.

Derudover har kulturministeren og Phillip Faber planer om at etablere et “morgensangskorps” bestående af kendte musikere. Disse musikere forpligter sig til at besøge mindst fem skoler i løbet af skoleåret 2024/2025 for at kickstarte sangglæden og inspirere elever og personale til at gøre morgensang til en fast del af skoledagen.

Som startskud på projektet vil kulturministeren og Phillip Faber selv synge morgensang sammen med eleverne på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg på første skoledag, mandag den 12. august kl. 08.00.

Det er ministerens håb, at denne indsats ikke blot vil genoplive en gammel tradition, men også skabe en ny kultur omkring morgensang på landets skoler.

– Vi håber, at vores initiativ kan bringe en positiv forandring og styrke fællesskabet i skolerne gennem noget så simpelt og glædesfyldt som sang, siger Jakob Engel-Schmidt.

Puljen til morgensang kan søges fra den 1. september 2024 og vil være tilgængelig indtil den 1. marts 2025, eller indtil midlerne er opbrugt. Initiativet viser, at der er politisk vilje til at genoplive kulturarven i danske skoler, og med Phillip Faber ved roret, håber man at nå ud til så mange skoler som muligt.

Ny bro i Christiansfeld bliver et kunstnerisk vartegn

0

En ny bro, der skal erstatte den gamle fodgængerbro over omfartsvejen i Christiansfeld, kaldet Den Blå Bro, har været i støbeskeen i længere tid. Byggeriet af den nye bro blev imidlertid forsinket på grund af voldsomt stigende priser på byggematerialer i kølvandet på krigen i Ukraine. Byrådet afsatte derfor ekstra midler i 2024-budgettet, og efter en udbudsrunde er der nu underskrevet en kontrakt med entreprenørfirmaet Jorton A/S, så byggeriet kan begynde.

Broen er et vigtigt bindeled mellem Christiansfeld by og landskabet mod vest, som omfatter steder som Christinero, Bulladen og Tyrstrup Kro. Dråbebroen bliver samtidig et kunstværk skabt af den anerkendte billedkunstner Sophia Kalkau i samarbejde med Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune.

Formanden for udvalget Plan og Teknik, Jakob Ville, er begejstret for, at broen nu endelig kan realiseres.

“Jeg er utrolig glad for, at arbejdet med at bygge Dråbebroen nu kan gå i gang. Det er virkelig noget, vi har kæmpet for i udvalget, da broen er afgørende for trafiksikkerheden for områdets bløde trafikanter og samtidig bliver et stort, nutidigt kunstværk,” fortæller Jakob Ville og tilføjer:

“Broen bliver smuk og helt unik, og den bliver endnu mere betydningsfuld nu, hvor haveanlægget Christinero bliver renoveret med midler fra A.P. Møller Fonden. Sammen vil Dråbebroen og Christinero blive endnu en god grund til at lægge vejen forbi Christiansfeld.”

Broen hylder Christiansfelds historie

Billedkunstner Sophia Kalkau har designet den nye bro med inspiration fra byens historie. Broen er formet som en del af et cirkelslag, et tema der stammer fra byens brønde. Udskæringerne i broens rækværk, ligesom byens smukke gelændere, vil skabe fine lys- og skyggevirkninger på belægningen.

Præst i Brødremenigheden, Jørgen Bøytler, glæder sig over, at broen kommer til at styrke UNESCO-byen:

“Det er med stor glæde, at Brødremenigheden konstaterer, at Kolding Kommune nu har gjort det muligt at opføre Dråbebroen. Broen vil med sin udformning og materialevalg passe fint ind i UNESCO-byen. Dråbebroen vil blive et vigtigt led i oplevelsen af at vandre fra Favrvrågård via Christinero ind til byen og vil medvirke til at give mange gæster og borgere i byen mulighed for at opleve Christiansfeld i landskabet og en smuk ankomst til byen. Broen bliver et æstetisk scoop, der vil højne indtrykket af Christiansfeld endnu mere,” fortæller Jørgen Bøytler.

Det første arbejde, der skal udføres, er byggeriet af broens stålkonstruktion og bearbejdning af det egetræ, der skal beklæde broen. Det første, som bliver synligt på stedet, er bearbejdning af terrænet omkring broen. Desuden bliver de to busstoppesteder, der ligger syd for broen, flyttet til den nordlige side af broen sidst på året. Der vil fremover være adgang til det vestlige busstoppested via broen og en ny sti, så man ikke længere som fodgænger skal passere den befærdede Koldingvej. Selve Dråbebroen anlægges og forventes at være klar til brug sidst i foråret 2025.

Dråbebroen kommer til at ligge midt imellem Lindegade og Nørregade og vil således ikke hindre det direkte udsyn fra gaderne og ud i det åbne land. Brødremenigheden har sammen med Kolding Kommune valgt denne placering.

TrekantBrand rykket ud til voldsom brand i Middelfart

0

TrekantBrand blev klokken 19.28 kaldt til en storbrand hos H. J. Hansen på Fynsvej i Middelfart, hvor der er rapporteret om kraftig røgudvikling. H. J. Hansen er en virksomhed, der beskæftiger sig med genbrug og skrot, og det er netop skrot, der brænder og skaber store flammer samt massiv røgudvikling.

Video: Privat

Fyns Politi er sammen med brandvæsnet til stede ved branden, og de første meldinger indikerer, at røgen driver over et industriområde. Politiet advarer om, at hvis man oplever røg i området, bør man søge indendørs eller fjerne sig fra området.

Vidner, som AVISEN har været i kontakt med, fortæller om meget store flammer og en kraftig røg, der breder sig fra branden. Beboere og folk i nærheden opfordres til at tage de nødvendige forholdsregler, mens brandvæsnet arbejder på at få kontrol over situationen.

– Der har været brand i ca. 25 paller med batterier fra elektronikskrot. Brandens udbredelse er begrænset og efterfølgende slukket. Vi vil være tilstede i nogle timer endnu, i det batterierne skal køles og håndteres, skriver TrekantBrand.

Danmark knuste Tyskland i OL-finalen

0
Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

Der var klasseforskel mellem Danmark og Tyskland i OL-finalen i håndbold. Nikolaj Jacobsens tropper endte med at vinde 39-26.

Der var tydelig klasseforskel mellem Danmark og Tyskland i OL-finalen, hvor Danmark hurtigt satte sig på kampen. Selvom Tyskland kortvarigt formåede at udligne til 1-1, var det også sidste gang, tyskerne for alvor kunne matche det danske hold. Fra det øjeblik var Danmark i fuld kontrol og dominerede kampen.

Midtvejs i første halvleg havde Danmark opbygget en solid føring på 12-5. Det var ikke kun profiler som Mathias Gidsel og Simon Pytlick, der spillede en afgørende rolle, men hele holdet fungerede som en velsmurt enhed. Forsvaret stod stærkt, Rasmus Lauge og Magnus Landin leverede imponerende præstationer, og hele holdet arbejdede sammen om at splitte Tyskland ad. Det danske mandskab viste et niveau, der var langt over, hvad tyskerne kunne matche, og ved pausen havde Danmark opnået en overlegen føring på 21-12, efter kort før pausen at have været foran med hele 21-10.

Med en så markant føring var spændingen stort set drænet fra anden halvleg allerede fra start. Et dansk hold, der jagter OL-guld, ville ikke lade en sådan føring glide dem af hænde. Som forventet holdt Danmark fast i føringen og udbyggede den yderligere, så stillingen kom op på 28-15, hvilket cementerede deres dominans i finalen.

Danmark fastholdt deres imponerende føring resten af kampen og leverede en magtdemonstration, som resulterede i en overbevisende sejr på 39-26 over Tyskland. Denne triumf markerede ikke blot en ny OL-guldmedalje for Danmark, men også en historisk afslutning på to af landsholdets største profiler. Mikkel Hansen spillede sin sidste håndboldkamp nogensinde, mens Niklas Landin sagde farvel til sin landsholdskarriere med en præstation, der endnu en gang understregede hans uvurderlige værdi for dansk håndbold.

Sejren cementerede Danmarks position som en af verdens absolutte håndboldstormagter. Efter OL-guldet i 2016 og sølvmedaljen i 2021 er det danske landshold nu tilbage på toppen af den olympiske scene. Denne guldmedalje er ikke kun et resultat af holdets exceptionelle talent og teamwork, men også en værdig hyldest til de legendariske spillere, der nu træder tilbage med hovedet højt og et gyldent eftermæle.

Live: FC Fredericia møder traditionsklub

0

Klokken 15:00 tørner FC Fredericia sammen mod Esbjerg, der er oprykker til NordicBet Ligaen. Men den tidligere Superliga-hold vil mere end bare at overleve – ambitionen er at kæmpe med om oprykningsspil. Derfor venter der en spændende kamp, hvor vi sidder klar og liveopdaterer fra Monjasa Park.

FHK-profil vil gentage bedrifter fra sidste sæson

0

Med den nye sæson i horisonten, er FHK-spilleren Reinier Taboada og resten af holdet dybt engagerede i deres forberedelser. Ligaen starter i september, og holdet har allerede kastet sig ud i træningskampene med en sejr mod HØJ og en uafgjort kamp mod TTH Holstebro. Reinier Taboada deler sine tanker om den kommende sæson, holdets nye sammensætning og ambitionerne i både ligaen og Champions League.

Forberedelserne er i fuld gang til sæsonen for Taboada og FHK. De mødte ind i slutningen af juli, og nu står der træningskampe på programmet i den kommende tid inden, at det går løs den 30. august på udebane i pokalturneringen mod HC Midtjylland.

Taboada udtrykker stor tilfredshed med at komme i gang med kampene, hvor FHK foreløbigt har spillet mod HØJ og TTH.

– Det har været godt at komme i gang med kampene. Vi har trænet godt, og nu er vi i gang med at spille kampe. Det er en vigtig del af vores forberedelser.

Træningskampene fungerer som en mulighed for holdet til at teste deres taktikker, styrke deres samspil og identificere områder, der skal forbedres før sæsonstart.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Denne forberedelsesfase er ikke kun vigtig for at få kamptræning, men også for at integrere de nye spillere på holdet. Taboada påpeger, at holdet har mange nye ansigter, og det er afgørende at bygge en stærk holdånd og samarbejde.

– Der er flere nye spillere. De er gode, og de gør det godt. Vi skal lære hinanden bedre at kende, men det går godt. Vi bliver bedre og bedre sammen, siger han.

Et bredt og konkurrencedygtigt hold

Stemningen på holdet er positiv, og Taboada er optimistisk omkring den kommende sæson.

– Situationen på holdet er god. Vi har mange gode spillere, og vi skal spille både Champions League, pokalturnering og i ligaen, så vi skal være konkurrencedygtige i alle turneringerne. Derfor er det vigtigt med et bredt hold, forklarer Taboada.

Det brede hold giver FHK muligheden for at rotere spillere og holde en høj intensitet i alle kampe. At være konkurrencedygtig i flere turneringer kræver en dyb bænk, og Taboada er overbevist om, at holdet har hvad der skal til for at opnå succes. Dette er særligt vigtigt, da holdet i denne sæson også skal konkurrere i Champions League, hvilket kræver et endnu højere niveau af præstation og fokus.

Champions League: Den ultimative udfordring

For Taboada er Champions League en særlig motiverende faktor for Taboada, der glæder sig til at vise sig frem på den store scene.

– Det bliver fedt at prøve at spille Champions League. Det er det højeste niveau, man kan spille på. Jeg er altid motiveret for at træne godt, men det her er fedt. Jeg vil spille på så højt niveau som muligt, siger han.

adp-as.dk

Muligheden for at spille mod de bedste hold i Europa er både en stor ære og en stor udfordring, og Taboada er klar til at tage den op. Denne turnering giver ikke kun spillerne mulighed for at måle sig mod de bedste, men det giver også holdet mulighed for at vise deres værd på en international scene. For mange spillere er deltagelse i Champions League et højdepunkt i deres karriere, og det er en chance for at tiltrække opmærksomhed fra både fans og større klubber.

Ambitioner og mål for sæsonen

Når det kommer til holdets målsætninger for sæsonen, er Taboada meget klar. Han vil gentage sidste sæsons succes, hvor det blev til DM-sølv og en plads i pokalturneringens Final4.

– Vi kan gøre det godt igen. Vi har et stort mål. Efter min mening skal vi gøre det ligeså godt som sidste år. Det bliver svært, men vi forsøger at gøre det godt, siger han.

Holdet har store ambitioner om at gentage deres succes fra sidste sæson og potentielt opnå endnu bedre resultater. FHK har også store ambitioner i pokalturneringen.

– Vi vil gerne til Final4 igen. I første omgang møder vi HC Midtjylland i ottendedelsfinalen. Hvorfor ikke? Vi har et godt hold, og vi er forberedt på det. Det er vores mål at gøre det samme, måske endda bedre, siger Taboada.

Konkurrence og udfordringer i ligaen

Taboada understreger også vigtigheden af at være klar til hver eneste kamp i ligaen.

– Ingen af holdene i denne liga er dårlige, alle er ret lige. Man skal være klar i hver kamp, så vi kan ikke tage let på det, siger han.

Ligaen er kendt for sin høje konkurrenceevne, og der er ingen nemme kampe. Hver kamp kræver maksimal indsats og koncentration.

Dette kræver også en stærk mentalitet fra spillerne. At kunne håndtere presset og præstere konsistent er nøglen til succes i en lang sæson. FHK’s brede trup og den gode træningsindsats skal sikre, at holdet er i stand til at levere på højt niveau uge efter uge.

Med den positive start i træningskampene og en klar plan for sæsonen fortsætter FHK deres forberedelser. Holdet træner intensivt for at finpudse deres taktikker og sikre, at de er i topform til sæsonstart. Hver træningssession og kamp er en chance for at forbedre sig og bygge videre på det stærke fundament, der allerede er lagt.

Den næste udfordring, der venter FHK, er den 17. august, hvor Ribe-Esbjerg venter i en træningskamp i Middelfart Sparekasse Arena.

Pantordning på fiskenet skal hjælpe Lillebælt fri af spøgelsesnet

0

I sidste uge fik Karina Lorentzen mulighed for at følge en gruppe tyske dykkere fra SDA Kiel, som indsamler såkaldte spøgelsesnet – “tabte fiskenet” – fra bunden af Lillebælt. Hun blev overrasket over at opdage, at der findes over 300 net på et meget lille område i Lillebælt, hvilket potentielt kan forårsage store problemer for dyrelivet, der risikerer at blive viklet ind i nettene og omkomme. SDA Kiel har i halvanden uge sejlet ud fra Gl. Ålbo Camping for at samle nettene op.

Karina Lorentzen foreslår derfor en pantordning på fiskenet, hvor pengene kan gå til dem, der samler spøgelsesnet op.

– Spøgelsesnet er et alvorligt problem for dyrelivet. Når der er mange af dem, fungerer de som fælder for dyrelivet. Marsvin, sæler, fisk og krabber kan ikke finde vej ud af nettene igen og omkommer derfor. Det er nødvendigt at få ryddet op, siger hun.

Den tyske organisation betaler selv de 1000 dollars dagligt, som oprydningsaktionen koster. Hvert år sejler de frivilligt til Danmark for at rydde op for egen regning, og de har tidligere ryddet Kiel for net. Organisationen har identificeret 120 sikre positioner med net og 170 ret sikre positioner, men da de kun kan fiske 12-14 net op om året, vil det tage lang tid at få ryddet op.

– Ofte er nettene gravet ned i sediment og svære at få fri. Jeg synes, det er imponerende, at de udfører dette arbejde gratis i Danmark, men SF ønsker en pantordning for net, så dem, der udfører dette arbejde, også kan få finansiering. Det er vigtigt, hvis vi skal rense Lillebælt, og det er et stort og ikke ufarligt stykke arbejde, som jeg med egne øjne har set, siger Karina Lorentzen fra SF.

Karina Lorentzen vil arbejde videre med, hvordan dette arbejde kan understøttes, og hun søger i den forbindelse virksomheder, der vil støtte det tyske frivillige arbejde.

De skal være danske fanebærere til OL-afslutningsceremonien

0

Turpal Bisultanov og Helena Rosendahl Bach bærer Dannebrog ind på Stade de France i Paris, når OL-afslutningsceremonien finder sted den 11. august kl. 20.00.

Efter lidt over 17 dage med OL-sport på programmet, slukkes OL-ilden, som symbolet på at legene slutter. Som traditionen foreskriver, rundes OL af med en afslutningsceremoni med underholdning, taler, musik og atleter fra hele verden, der bærer deres landes flag ind på stadion – denne gang på Stade de France.

Den danske chef de mission, Søren Simonsen, har udpeget bryderen Turpal Bisultanov, der vandt OL-bronze i Paris, og svømmeren Helena Rosendahl Bach, der blandt andet opnåede en flot fjerdeplads i 200 m butterfly, til at bære den dansk fane.

”Både Turpal og Helena er på flere måder gået forrest under OL. Ikke nok med at de har præsteret på fornemmeste vis i deres konkurrencer, så er de også store rollemodeller for mange børn og unge. De tør at drømme stort. De tør at vise følelser. Og så har de en smittende og positiv attitude i den danske OL-lejr, hvor de både skaber smil på deres vej og respekt om deres personer. Derfor er de meget værdige fanebærere – eller danske holdkaptajner – til OL-afslutningsceremonien,” siger Søren Simonsen  

Det kom som et kæmpe positivt chok for Helena Rosendahl Bach, da Søren Simonsen tilbud hende det ærefulde hverv som dansk OL-fanebærer:

”Jeg blev meget rørt, da jeg blev spurgt. Det er en kæmpe ære. Jeg havde overhovedet ikke regnet med det. Jeg er virkelig rørt og glad på én gang. Jeg håber, at jeg kan bære den danske fane på fineste vis. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste, for det er virkelig et skulderklap, og noget jeg er meget stolt over at få lov til. Det er en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og det giver mig blod på tanden for at ville opnå endnu mere sportsligt i fremtiden,” siger en tydeligt rørt Helena Rosendahl Bach.

Bryderen Turpal Bisultanov var også tydeligt stolt, da han blev udpeget som dansk fanebærer:

”Jeg sagde inden OL, at jeg gerne ville være med til afslutningsceremonien for at få det hele med til OL. Nu skal jeg være fanebærer og bære Dannebrog. Det er helt surrealistisk og virkelig prikken over i’et på min vilde OL-rejse. Jeg er stolt over at bære Dannebrog på brystet. Nu skal jeg også bære Dannebrog til en OL-afslutningsceremoni. Jeg har fået så meget fra Danmark, så jeg er stolt over at kunne give igen med en OL-medalje og samtidig få æren af at bære fanen til afslutningsceremonien til et OL,” siger Turpal Bisultanov.

Danske atleter til OL-afslutningsceremonien

Med til OL-afslutningsceremonien går 53 danske atleter og 30 trænere og ledere. Det er ikke alle danske atleter, der er blevet i Paris efter deres konkurrencers afslutning, og de to danske håndboldlandshold kunne ikke nå fra Lille til Paris efter de afgørende kampe. Det er årsagen til, at ikke alle danske OL-atleter deltager ved afslutningsceremonien.

Deltagere fra de enkelte sportsgrene:

Atletik: Lisa Brix Pedersen og Katrine Koch Jacobsen

Bordtennis: Martin Buch Andersen og Tobias Rasmussen

Brydning: Turpal Bisultanov

Cykling: Tobias Aagaard, Carl-Frederik Bévort, Niklas Larsen og Amalie Dideriksen

Kajak: Emma Aastrand Jørgensen, Frederikke Hauge Matthiesen, Lasse Bro Madsen, Magnus Sibbersen, Morten Gravesen, Victor Gairy Aasmul og René Holten Poulsen

Roning: Fie Udby Erichsen, Hedvig Lærke Berg Rasmussen, Julie Holst, Marie Skytte Hauberg Johannesen, Frida Sanggaard Nielsen, Astrid Steensberg, Sophie Østergaard, Nikoline Laidlaw, Sofie Halling Vikkelsøe, Caroline Munch, Frida Werner Foldager, Sára Maria Johansen, Clara Hornnæss, Karen Mortensen og Nanna Vigild

Sejlsport: Anne-Marie Rindom, Johan Schubert, Johanne Schmidt, Andrea Schmidt, Daniel Nyborg, Nikolaj Buhl, Johan Søe, Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov

Skateboarding: Viktor Solmunde

Skydning: Jesper Hansen, Rikke Mæng og Stephanie Grundsøe

Svømning: Helena Rosendahl Bach, Thea Blomsterberg, Julie Kepp Jensen, Signe Bro, Schastine Tabor, Martine Damborg, Elisabeth Sabroe Ebbesen

Taekwondo: Edi Hrnic

Triatlon: Alberte Kjær Pedersen

PostNord Danmark Rundt kommer til Kolding

0

Fredag den 16. august står i cykelsportens tegn, når Kolding er startby for 3. etape af Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed, Postnord Danmark Rundt.

Kolding er ved at være en fast del af rutekortene når de store cykelløb afvikles i Danmark. Men for første gang i mange år har man nu chancen for at opleve optakten og starten på en etape. Det er nemlig lykkedes Kolding at blive startby på PostNord Danmark Rundt 3. etape og det giver alle borgere og besøgende en enestående mulighed for at opleve spændingen ved et professionelt cykelløb helt tæt på.

– Vi er utrolig stolte over at være startby for den 3. etape af PostNord Danmark Rundt. Cykelløbet er en enestående mulighed for at fremvise vores smukke by og den stærke cykelkultur, vi har her i Kolding. Jeg glæder mig til at se både lokale og besøgende deltage i de mange spændende arrangementer, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff.

Fredag vil Akseltorv og arealerne omkring summe af liv, når holdbusser, sponsortelte, ryttere og medier gør klar til indskrivning og etapestart. Udvalgte ryttere giver interview ved indskrivningen og der er gode muligheder for at kigge nærmere på forholdende ved busserne hvor rytterne oftest også kan fanges til en hurtig autograf.

Kom og vær en del af festen, mød rytterne og nyd den fantastiske atmosfære.

Program
Kl. 11:30 Aktiviteter på pladsen
Kl. 12:00 Musik
Kl. 12:30 Holdpræsentation
Kl. 14:00 Neutral start i Jernbanegade

Aktiviteter på pladsen
– Prøv kræfter med e-cykling på en racercykel og mød Kolding Bicycle Club.

– Hør mere om Kolding Kommunes cykle-tiltag.

– Skriv og send postkort helt gratis i anledning af postvæsenets 400-års jubilæum.

– Det vil være muligt at købe mad og drikke.

Klar, parat, CYKL!

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

FC Fredericia-angriber er i målhumør

0

Asbjørn Bøndergaard har allerede sat sit præg på FC Fredericia i denne sæson. Med fem mål i klubbens imponerende 9-1 sejr over Ringkøbing i pokalturneringen og to mål i NordicBet Ligaen har Bøndergaard vist, at han er en spiller, man skal holde øje med. Nu retter han og resten af holdet blikket mod den kommende kamp i NordicBetr Ligaen, hvor Esbjerg fB venter på Monjasa Park søndag klokken 15:00.

Asbjørn Bøndergaard er i denne sæson udlejet fra Silkeborg til FC Fredericia, hvor han allerede nu har fundet målformen frem. Senest med fem mål i pokalturneringen.

– Jeg har prøvet at score fem mål i en kamp før, men det var i mine ungdomsår. De fem mål i pokalturneringen faldt, som en kombination af, at jeg blev sat godt op, samt at mine holdkammerater spillede mig i gode positioner. Og så er det ingen hemmelighed, at der er mere åbent spil mod et Danmarksserie-hold end mod et 1. divisionshold, siger Bøndergaard.

Bøndergaard, som er en af de nye ansigter i FC Fredericia, har hurtigt fundet sig til rette i klubben.

– Det har været fedt at være her. Jeg har fået scoret mål, og det er altid dejligt at komme godt i gang fra start. Personligt synes jeg, det er godt at være her, og vi har et rigtig godt sammenhold på holdet, fortæller han.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Skulle videre fra Silkeborg

For Bøndergaard har skiftet til FC Fredericia været en bevidst beslutning for at få mere spilletid og spille på et konkurrencedygtigt niveau frem for at spille for Silkeborgs reserver.

– Jeg kom her for at spille mere kompetitivt. Det er en helt anden udfordring at spille rigtig seniorbold her end at spille i Reserveligaen, siger han og fortsætter:

– Det er klart, at Superligaen er på et højere niveau, men jeg synes også, at 1. division er et godt sted at udvikle sig. Jeg vil have mere spilletid, og det her var en god mulighed for at vise mig frem.

Beslutningen om at skifte til FC Fredericia blev truffet tidligt i transfervinduet, og Bøndergaard ser det som et perfekt match.

– Det var planen, at jeg skulle lejes ud, hvis den rigtige mulighed kom, fordi jeg ikke havde meget udsigt til spilletid i min tidligere klub. Jeg fik ikke så meget spilletid i sidste sæson, og vi gav den et skud, men det lykkedes ikke. Jeg havde ikke lyst til at have endnu et år, hvor jeg kun skulle spille med reserveholdet. Så da FC Fredericia kom på banen, var det perfekt.”

Ser stort potentiale i FC Fredericia, som har gode muligheder mod Esbjerg

Selvom han er ny i klubben, har Bøndergaard allerede gjort sig nogle tanker om FC Fredericias potentiale i denne sæson.

– Der er store hold i 1. division, og der er kommet stærke hold ned fra Superligaen, som OB, og Esbjerg er kommet op. Men vi er også selv gode, synes jeg. De andre klubber har måske lidt højere budgetter og kan mere på transfermarkedet, men vi har et stærkt hold og en god chance for at konkurrere, siger Asbjørn Bøndergaard.

Bøndergaard ser til søndagens kampen mod Esbjerg, som han betragter som en vigtig test for holdet.

– Jeg glæder mig til kampene. Det er gode hold, vi står over for, og det er både en oplevelse og en mulighed for os til at vise, hvad vi kan. Sidst mod Kolding gik det ikke som håbet, men vi ved, hvad vi er i stand til, og vi er klar til at vise det mod Esbjerg, forklarer Bøndergaard.

https://kirppu.dk/

Når det kommer til Esbjerg, har Bøndergaard bemærket, at holdet har gennemgået nogle ændringer, der kan påvirke deres spil.

– Jeg har svært ved at se præcis, hvor Esbjerg står lige nu. De har mistet Elias Sørensen og ser ud til at miste Emil Holten. Jeg tror, vi har gode muligheder mod dem” siger han optimistisk.

Forberedelsen til kampen har været grundig, og Bøndergaard føler, at holdet er klar til udfordringen. Han tager erfaringer med videre fra en træningskamp mod netop Esbjerg, hvor de to hold spillede 2-2.

– Vi har set video af dem fra træningskampen, og vi har haft fokus på, hvordan vi skal håndtere deres spillere. Det sidder i hovedet, hvordan vi har forberedt os, og vi ved, hvad vi skal gøre for at få et godt resultat, slutter Asbjørn Bøndergaard.

Der er kampstart mellem FC Fredericia og Esbjerg klokken 15:00 på Monjasa Park. Allerede fra klokken 14:45 kan kampen følges live i tekst på AVISEN.