I takt med at pædagogandelen i landets daginstitutioner fortsætter med at falde, stiger bekymringerne blandt fagfolk og hos fagforeningerne. Faldet, der på fire år har reduceret pædagogernes andel af personalet fra 49,9 procent til 46,1 procent, kan få alvorlige konsekvenser for kvaliteten af det pædagogiske arbejde. Mette Tolstrup fra BUPL Sydjylland, advarer om en stigende belastning for pædagogerne og en faretruende udvanding af fagligheden i dagtilbuddene.

Øget arbejdspres og mindre faglig tid

Man skal ikke have stået mange minutter i en daginstitution eller SFO’en for at mærke det. Pulsen, der banker hurtigere. Blikkene, der flakker mellem børnene, og opgaverne, der hober sig op på pædagogernes mentale to-do-liste. For selvom man som pædagog har sit hjerte på rette sted, bliver hjertet tungt, når tiden til at gøre arbejdet ordentligt langsomt svinder.

Mette Tolstrup fra BUPL Sydjylland har set det ske over tid. Det handler ikke kun om flere opgaver, men også om en ændring i selve opgavernes karakter. Tolstrup forklarer, at pædagogerne nu ofte står med ansvaret for at instruere medhjælpere eller pædagogiske assistenter.

– Pædagogerne skal tage mere ansvar for de pædagogiske opgaver, samtidig med at de også skal instruere medhjælpere eller pædagogiske assistenter i at udføre visse opgaver, siger hun.

Det som Mette udtrykker betyder, at de uddannede pædagoger får mindre tid til at fordybe sig i de opgaver, de er uddannet til og brænder for. Den tid, der før blev brugt på at planlægge og forberede pædagogiske aktiviteter, på at føre dybdegående samtaler med forældre eller på at samarbejde med tværprofessionelle som psykologer, er blevet erstattet af praktiske opgaver og oplæring af kolleger.

– Det betyder, at pædagogerne får mindre tid til deres kerneopgaver, fordi de også skal bruge tid på at instruere andre, forklarer Mette Tolstrup, og det er en udvikling, som har vidtrækkende konsekvenser for fagligheden i institutionerne.

Mette Tolstrup understreger, at selvom pædagogiske assistenter og medhjælpere helt klart udfører værdifulde opgaver, er det pædagogerne, der har den dybe faglige forståelse for børns udvikling.

– Pædagogiske assistenter har også en uddannelse, men den fokuserer mere på at være omsorgsgivende og igangsætte aktiviteter. Pædagogerne har derimod den faglige viden om, hvorfor netop disse aktiviteter er vigtige for børnene, forklarer hun.

Det er en situation, der skaber et mentalt pres. Hun oplever, at mange pædagoger føler, at de ikke kan udnytte deres fulde potentiale, selvom de har evnerne til det, fordi de simpelthen ikke har tiden, og Mette Tolstrup bekymrer sig for, hvad det vil betyde for børnene, hvis denne udvikling fortsætter.

– Jo mindre tid de har, desto mindre tid er der til at tage sig af de opgaver, som netop kræver den faglige viden og erfaring, som kun uddannede pædagoger besidder, siger hun.

Når pædagogerne ikke længere har tid til at være pædagoger i ordets fulde betydning, risikerer man, at børnene og deres forældre bliver dem, der betaler prisen.

Pædagogiske assistenter – en del af løsningen?

På spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsen af flere pædagogiske assistenter frem for medhjælpere kan være en bæredygtig løsning, er Mette Tolstrup tøvende. Hun mener, at det ikke er et spørgsmål om enten-eller, men snarere om at finde den rette balance mellem medhjælpere og assistenter i institutionerne.

– Vi har også brug for medhjælpere, som måske finder interesse for faget og kunne tænke sig at videreuddanne sig, siger hun.

Samtidig påpeger hun, at pædagogiske assistenter har en vigtig rolle, da de har en faglig uddannelse, der giver dem et godt grundlag for arbejdet med børnene.

– Det handler derfor ikke om at vælge mellem medhjælpere eller assistenter, men om fordelingen af dem i institutionerne, siger Mette.

Mette Tolstrup understreger dog igen, at pædagogerne i sidste ende er dem, der har en dybere faglig forståelse for, hvorfor visse aktiviteter er vigtige for børnenes udvikling, og derfor gør det, det også problematisk, når man nedprioriterer de ordninger, der skal sikre, at det er pædagogerne, der er til stede.

Mange kommuner har på grund af rekrutteringsudfordringer valgt at nedjustere deres målsætninger for andelen af uddannet personale, en udvikling som Mette Tolstrup kritiserer kraftigt. Hun har svært ved at acceptere denne nedprioritering og udtrykker en bekymring over, at nogle politikere bruger rekrutteringsproblemerne som en undskyldning for at spare penge.

– Jeg har det lidt ambivalent med det, indrømmer hun, og peger på, at tildelingen i Fredericia sidste år blev ændret fra en 70/30-ordning til en 60/40-ordning med rekrutteringsudfordringer som begrundelse.

– Jeg tror, at nogle politikere bruger rekrutteringsproblemet som en undskyldning for at spare penge. Eksempelvis blev tildelingen i Fredericia sidste år ændret fra en 70/30-ordning til en 60/40-ordning med argumentet om rekrutteringsudfordringer. Vores erfaring er, at når en kommune begynder at ændre på tildelingen, bliver det lettere at gøre det igen, og det finder vi meget bekymrende.

Selvom Tolstrup anerkender, at der er rekrutteringsudfordringer, mener hun, at det er vigtigt at overveje, hvordan man kan optimere forholdene for at gøre pædagogstillingerne mere attraktive. Hun fremhæver eksemplet fra Sønderborg, hvor en politisk tildelingsmodel har sikret, at 80 procent af personalet er uddannet pædagoger. Denne prioritering har gjort det lettere at rekruttere pædagoger, selvom økonomien er stram. Tolstrup understreger, at hvis institutionerne tilbyder tid og mulighed for pædagogerne til at udfolde deres faglighed, og hvis deres arbejde bliver anerkendt gennem bedre løn og individuelle lønforhandlinger, vil det gøre kommunerne mere attraktive for pædagogerne.

– Der er kamp om de gode pædagoger, og de undersøger nøje, hvor de bedste forhold er, siger hun og fremhæver Sønderborg som et eksempel på, hvordan politisk prioritering kan skabe bedre rekrutteringsvilkår, selv under økonomisk pres.

Fremtiden for pædagogprofessionen

Når Mette Tolstrup ser på fremtiden for pædagogprofessionen, er hendes følelser blandede. På den ene side er hun bekymret over de udfordringer, som faget står over for, men på den anden side er hun også håbefuld og mener, at der er mange positive aspekter, som bør fremhæves.

– Vi har været meget opmærksomme på at påpege problematikkerne, såsom behovet for højere løn, bedre arbejdsvilkår og muligheder for forberedelse, siger hun. Men Tolstrup understreger samtidig vigtigheden af at anerkende, hvor det faktisk går godt, og at der trods alt stadig er mange dedikerede pædagoger, som hver dag gør en stor forskel for børnene.

Et af de områder, som Tolstrup er særligt optaget af, er uddannelsen af fremtidens pædagoger. Hun udtrykker bekymring over, at der i dag er for lidt tid afsat til undervisning og for meget vægt på selvstudie. Dette, mener hun, går ud over den dybdegående pædagogiske viden, som er nødvendig for at sikre høj kvalitet i daginstitutionerne.

Mette Tolstrup trækker også på sine egne erfaringer fra dengang, hun tog sin pædagoguddannelse. Dengang var skoleskemaet langt mere varieret og indeholdt fag som musik, værkstedsfag og naturfag. I dag er mange af disse fag blevet fjernet eller nedprioriteret, hvilket hun ser som en stor svaghed i den nuværende uddannelsesstruktur.

– Da jeg tog min uddannelse, havde vi fag som musik og værkstedsfag, som virkelig gav os en bred forståelse af børns udvikling. Det var fag, der gav os praktiske værktøjer til at skabe meningsfulde og udviklende aktiviteter for børnene. I dag er meget af det desværre skåret væk, og det er en stor mangel, siger hun.

Tolstrup fremhæver, at en evaluering af pædagoguddannelsen blev gennemført i 2021, men at der siden da ikke er blevet gjort nok for at rette op på de problemer, evalueringen påpegede. Evalueringen viste blandt andet, at der er for lidt tid til undervisning og for meget selvstudie, hvilket påvirker kvaliteten af den uddannelse, som kommende pædagoger modtager. Her mener hun, at det er nødvendigt med en revision af uddannelsen for at sikre, at de studerende får de nødvendige kompetencer til at udføre arbejdet på et højt niveau.

Som en del af BUPL arbejder Tolstrup derfor på at få genovervejet pædagoguddannelsen, så den i højere grad afspejler de kompetencer, der er nødvendige for at kunne udføre arbejdet som pædagog på et højt niveau. Hun mener, at der er brug for en uddannelse, der både rummer teoretisk viden og praktiske færdigheder, som kan anvendes direkte i arbejdet med børn. Men kommunerne skal også være med:

– Det er selvfølgelig noget, vores forbund og de relevante politiske aktører skal tage op, men vi taler også med lokale politikere om det. Vi må hjælpe hinanden, for kommunerne har også en stemme gennem KL (Kommunernes Landsforening). Hvis vi skal have flere kvalificerede medarbejdere i fremtiden, og vi allerede mangler dem nu, så skal uddannelsen tages op til revision, og vi skal også italesætte, at kommunerne mangler de økonomiske rammer til at sikre institutioner af høj kvalitet. Der er lavet forskning om, hvad der skal til, og vi diskuterer det ofte: der skal være nok uddannede pædagoger.

Tolstrup afslutter med en klar opfordring til kommunerne om at investere mere i børne- og ungeområdet, især i lyset af de kommende budgetforhandlinger. Hun påpeger, at en tidlig indsats i børns liv har dokumenteret effekt, og derfor bør være en central prioritet.

– Jeg tænker, at nu står vi jo overfor, at der skal behandles budgetter i kommunerne, også her i Fredericia, og der håber jeg virkelig, at man politisk skeler til, at man som minimum vil bevare institutionerne, som de er nu, med den kvalitet, de har. Vi skal tilgå de trivselsudfordringer, som vi ser helt ned i indskolingen i folkeskolen og især hos de unge. Der ved vi alle sammen, at den bedste løsning er, at sætte tidligt ind, allerede helt nede fra vuggestuen af. Så et stort ønske er, at politikerne virkelig prioriterer børne- og ungeområdet i de kommende forhandlinger, afslutter hun.