Hvad venter der FHK i Bukarest?

0

Torsdag aften klokken 18:45 dansk tid står Fredericia Håndboldklub (over for en udfordring af de helt store, når de træder ind på Dinamo Bucurestis hjemmebane i Rumænien. Det er FHK’s første Champions League-kamp nogensinde, og de træder ind i en arena fyldt med tradition, stærke profiler og en fanbase, der er kendt for deres lidenskab og intense støtte til hjemmeholdet. AVISEN er i Bukarest.

Dinamo Bucuresti har opbygget et hold, der både består af etablerede internationale navne og lovende talenter, hvilket gør dem til en formidabel modstander. Blandt profilerne finder vi den serbiske målmand Vladimir Cupara, som er kendt for sine hurtige reflekser og evne til at læse spillet. Cupara har tidligere spillet for store klubber som Telekom Veszprém og har en solid erfaring fra både klub- og landsholdsniveau. Han vil være en nøglefigur i Bucurestis defensiv og en mand, som FHK’s skytter skal finde en måde at overliste.

På højrebacken finder vi Branko Vujovic fra Montenegro, en spiller, der har ry for sine kraftfulde skud og aggressive angreb. Vujovic er en af Bucurestis vigtigste offensive våben, og hans evne til at bryde gennem forsvarslinjen vil være en konstant trussel mod FHK’s forsvar. Med sin fysik og skudkraft bliver han ofte omtalt som en “bomber”, og FHK skal være klar til at håndtere hans angreb med en solid defensiv taktik.

På stregen finder er Miklos Roste, en ungarsk stregspiller på hele 203 cm, der kan skabe store problemer med sin styrke og placeringsevne. Rostes størrelse og fysiske tilstedeværelse gør ham til en vanskelig modstander i nærkampene, og hans evne til at trække forsvarsspillere til sig åbner ofte op for hans medspillere. Det bliver afgørende for FHK at finde en måde at neutralisere Roste, da hans indflydelse på spillet kan være betydelig, især i de tætte situationer foran mål.

Nye navne og kendte ansigter

Men det er ikke kun de etablerede stjerner, som Fredericia skal være opmærksom på. Dinamo Bucuresti har også tilføjet den islandske playmaker Haukur Þrastarson til deres trup. Þrastarson er et relativt ubeskrevet blad på den internationale scene, men potentialet er enormt. Han har været plaget af skader i en stor del af sin karriere, men hvis han rammer sit topniveau, kan han blive en afgørende spiller for Bucuresti. Hans kreativitet og blik for spillet kan skabe åbninger, som få andre kan se, og det kan blive en udfordring for FHK’s forsvar at forudse hans bevægelser og pasninger.

Som en ekstra krølle på halen har Dinamo Bucuresti også hentet den danske stregspiller Frederik Ladefoged, der tidligere spillede for Bergischer HC i den tyske Bundesliga. Ladefoged bringer en unik forståelse af spillet og skandinavisk håndboldstil til Bucuresti, og han vil sandsynligvis have en særlig motivation for at præstere mod sine landsmænd. Hans erfaring fra Bundesligaen vil også være en stor fordel for Dinamo Bucuresti, da han er vant til højintens håndbold på et højt niveau.

En intens atmosfære

Men det er ikke kun spillerne på banen, som FHK skal forberede sig på. Ifølge kilder i håndboldmiljøet, som AVISEN har talt med, er atmosfæren i Dinamo Bucurestis hjemmebane en oplevelse i sig selv. De hardcore fans er kendt for at skabe en stemning uden lige, der kan sammenlignes med de mest intense fodboldkampe i denne del af Europa. Dette betyder, at Fredericia-spillerne kan forvente en atmosfære fyldt med larm, sange, og måske endda en snotklat eller to, der kommer flyvende fra tribunerne.

En sådan stemning kan være både en fordel og en ulempe. På den ene side kan det lægge et enormt pres på udeholdet, men det kan også fungere som motivation for spillerne til at præstere på et højere niveau og bevise deres værd på den store scene.

Dinamo Bucurestis europæiske drømme

Dinamo Bucuresti har været i god form på den europæiske scene. Sidste sæson nåede de hele vejen til Final4 i European League, den næstbedste europæiske klubturnering. I denne sæson har de taget skridtet op til Champions League, hvor de nu vil måle sig med de bedste hold i Europa. Deres imponerende præstationer, herunder en sejr over Skjern i kvartfinalen, viser, at de er i stand til at spille på et meget højt niveau, og siden da er holdet kun blevet stærkere.

Med en blanding af internationale profiler og talentfulde spillere er Dinamo Bucuresti klar til at tage kampen op mod nogle af de største klubber i verden. For Fredericia betyder det, at de står over for en af de største udfordringer i deres klubhistorie. Men med udfordringer kommer også muligheder – muligheden for at vise, at de kan konkurrere på det højeste niveau og at markere sig på den europæiske scene.

En udfordring og en mulighed

For FHK er denne kamp ikke kun en udfordring, men også en stor mulighed. En chance for at vise, at de kan konkurrere mod nogle af de bedste hold i Europa. De vil skulle spille med disciplin, koncentration og en smule frygtløshed for at kunne tage noget med hjem fra Bukarest.

Om det lykkes at få noget med hjem for FHK bliver afgjort torsdag klokken 18:45 dansk tid, og det hele kan følges før, under og efter kampen på AVISEN, der liveopdaterer fra kampen i tekst.

Live: Kan Middelfart overraske igen i pokalen?

0

Middelfart Boldklub møder klokken 17:00 Hobro i pokalen. Kan Middelfart gøre det onde ved dem, ligesom de gjorde mod OB? Følg med og få svaret.

Første kunde står i kø hos Billigblomst

0

Billigblomst i Fredericia åbner på lørdag, og allerede mandag aften var den første kunde, Rasmus Trini, mødt op for at sikre sig en af de attraktive køetilbud. Butikken tilbyder blandt andet en robotplæneklipper til den usædvanlige pris af 50 kroner, og det er denne tilbudsdygtighed, der har fået Rasmus til at slå til.

Med et telt plantet op af siden af indgangen, har Rasmus Trini slået lejr. Personalet hos Billigblomst har budt ham velkommen, og lånt ham stikkontakter indenfor således, at han ikke bruger al strømmen fra medbragte powerbanks. Og årsagen til, at Rasmus allerede er i kø nu er simpel:

– Ja, det er fordi, jeg troede, der ville være mange flere. En robotplæneklipper er som regel ret dyr, ofte op til 20.000 kroner. Men når jeg kan få den til 50 kroner, så turde jeg ikke tage chancen. Jeg troede, at køen ville være meget længere fremme, end at der slet ikke var nogen, siger Rasmus.

Da Rasmus hørte om tilbudet, var han ikke i tvivl om, at han skulle slå til. Derfor blev det planlagt.

– Vi så jo lige, at tilbuddet var der for, jeg ved ikke, en fem, seks, syv dage siden. Og så tænkte jeg bare, at jeg kunne få den, siger Rasmus og uddyber, hvorfor det netop er en robotplæneklipper, at han vil have fingrene i:

– Jeg har længe tænkt på at købe en robotplæneklipper. Jeg synes, budgettet har været lidt for højt, men til en 50’er er det jo perfekt. Det vil jeg gøre.

På spørgsmål om, hvad tiden skal gå med ind til åbningen lørdag klokken 07:00 er Rasmus ærlig.

– Det ved jeg ikke. Jeg tager det, som det kommer, siger han.

Centerchef Tommy Jessen er ikke overrasket over, at køtilbudende har fået stor interesse.

– Jeg bliver rigtig glad for, at der allerede er kommet en, siger Jessen, der dog ikke havde forventet en så tidlig ankomst:

– Nej, ikke mandag. Jeg havde måske forventet det onsdag, men mandag er vi overraskede over. Men det er jo fedt. Det er et tegn på, at det er et godt tilbud, siger han.

Tommy Jessen forklarer, at målet med køtilbuddende er at give kunderne en rigtig god handel.

– Forventningen til køtilbuddet er, at det er et godt tilbud. Det er sådan, folk handler. Jeg har længe ventet på at få fat i et ordentligt tilbud. Det er jo det, man altid gjorde i gamle dage, når man åbnede en ny butik, og der var ekstra tilbud. Så vi prøver at komme tilbage til den gamle skole og gøre det på den måde, at folk virkelig får en god handel, siger Tommy Jessen.

Udover glæden over, at der allerede er en kunde i kø, så kan Jessen også se, at butikken for alvor begynder at tage form.

– Det er super. Bare de sidste 48 timer er der sket virkelig mange ting herude. Vi har fået hjælp fra vores administrationsfolk, som også hjælper vores personale. Der sker rigtig meget. Vi er begyndt at få planter hjem. Nu begynder det at ligne det, vi gerne vil vise vores kunder, og vi er klar til lørdag, siger Tommy Jessen.

Se hele indslaget her:

Leder: Business Fredericia er en brobygger

0

Der er muligvis nogle svage sjæle blandt det siddende byråd, hvis tankegang er præget af en alt for rundhåndet offentlig kasse, når det kommer til uddeling af penge til egne ønskede projekter. Men et projekt, der støttes af kommunen, bør have en særlig interesse for politikerne: Adgangen til det fredericianske erhvervsliv via Business Fredericia.

Business Fredericia opstod i kølvandet på en lang periode med stilstand i Fredericia, man gav håndslag på at ville løfte Fredericia, både økonomisk og på image. Der skulle skabes et talerør og en fælles forståelse.

Det er nødvendigt, at der kan bygges bro mellem politikere, embedsfolk og erhvervsliv. Historisk set har det vist sig, at Fredericia aldrig har stået stærkere, end da det lykkedes at søsætte en samlet erhvervsorganisation, der med stærk repræsentation af professionelle kapaciteter kunne italesætte de mange udfordringer, der er på den kommunale konkurrencescene mellem driftige byer i Danmark. Her er det blevet en stor succes i Fredericia, at man har kunnet samle mere end 800 virksomheder, der i fællesskab bakker op omkring den by, hvorfra de tager deres udgangspunkt.

Byer som Horsens, Randers, Herning, Kolding, Vejle, Silkeborg, Esbjerg og mange flere er i hård konkurrence med Fredericia på vitale områder. De store byer som Odense, Aarhus og Aalborg er slet ikke medtaget her, for alene konkurrencen med byer, vi burde kunne sammenligne os med, fortæller noget essentielt:

Det kræver enorm gejst, initiativ og dygtighed, hvis man vil have sin by til at vokse eller sågar fastholde den nuværende situation. For alle opruster med dygtige kapaciteter, nye visioner, planer og handlinger. Der er ikke plads til mange fejltrin, hvis man vil sikre sig selv en plads i toppen. Derfor er det afgørende, at der er generel og massiv opbakning til en stærk, lokal erhvervsorganisation. For der er behov for noget, der ikke kommer direkte fra den kommunale forvaltning, men derimod fungerer som brobygger mellem virksomhederne og det offentlige. På mange måder er der tale om et talerør for virksomhedernes ønsker og behov. Og det er der brug for, hvis man ønsker driftige og succesfulde virksomheder, der kan levere de absolut uundværlige arbejdspladser til den kommunale økonomi.

For det handler ikke bare om at dele penge ud, sådan som nogle partier måske tænker. Det handler også om, hvordan de kan tjenes. Her spiller erhvervslivet en afgørende rolle i samfundslivet, og alene af den årsag er en organisation som Business Fredericia ikke bare relevant, men også absolut uundværlig. Tidligere tiders kommunale erhvervsafdelinger slog fejl år efter år, og kostede mange flere penge end tilskuddet til Business Fredericia, der leverer resultater dag for dag, der gavner byens erhvervsliv, og i sidste ende skaber de værdifulde arbejdspladser alle byer skriger efter.

Man behøver såmænd ikke remse alle succeserne op. For de har været tydelige for det fredericianske erhvervsliv siden midten af 10’erne, hvor rejsen for alvor tog fart. Vi skal snarere være bekymrede for, hvis der er politikere, der tror, “de betaler til erhvervslivet.” Det er den modsatte vej, pengene strømmer. Forestil dig Fredericia uden de nødvendige arbejdspladser. Så kunne man for alvor tale om en dårlig demografisk slagsside.

Det er afgørende, at vi begynder at tale erhvervsorganisationerne og erhvervslivet op i Fredericia. For der er et formidabelt sammenhold i disse kredse, der er opbygget med flid af Business Fredericia og deres dygtige medarbejdere. Der er ikke tale om blot et adressekartotek. Derimod er der tale om utallige seminarer, workshops, netværksarrangementer og indlæg til den offentlige diskurs omkring erhvervslivet.

Hvis Fredericia skal udvikle sig og ikke gå tilbage, skal der være maksimal opbakning til dette projekt. Det manglede bare.

Unik bygning solgt

0

Energikoncernen EWII vokser og har brug for mere plads. Derfor køber koncernen den spændende bygning, der i dag huser Innovationsfabrikken, af IBC. Fremover vil koncernen fordele en stor del af de mere end 750 medarbejdere på to lokationer i Kolding.

”Vi har i en periode været på udkig efter en god løsning på vores pladsudfordring. Med købet af bygningen får vi den plads, som koncernens stigende antal medarbejdere kræver, samtidig med at vi understreger, at EWII hører hjemme i Trekantområdet og Kolding. Begge dele har været afgørende for valget,” siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.

EWII har købt den centralt placerede ejendom på Birkemosevej i Kolding af IBC, der har brugt bygningen til kursusafdelingen Innovationsfabrikken. Med købet får koncernen ikke kun en løsning, der kan rumme aktiviteter mange år ud i fremtiden. Bygningen, der oprindeligt blev opført som fabrik, rummer også en helt særlig historie og indretning, som EWII vil bevare.

”Det er en historisk spændende bygning, der rummer alt, hvad vi kan drømme om af kreativitet og særegenhed. Indretningen var opsigtsvækkende i 1978, og den er heldigvis videreført til i dag. Den unikke tilgang til både at turde skille sig ud og samtidig værne om kultur og tradition vil EWII holde i hævd, når vi flytter ind,” fortæller Lars Bonderup Bjørn.

Centralt i det 9.500 m2 store kompleks findes de originale lagertanke til produktion, der er udsmykket af den franske kunstner Jean Dewasne, og andre installationer, der både giver grobund for et inspirerende miljø og en særlig stemning. Omgivelser som EWII Koncernen nu får glæde af.

Fortsat én koncern

I løbet af de seneste år er antallet af ansatte i EWII Koncernen steget fra knap 500 til mere end 750. Hovedparten har arbejdsplads på Kokbjerg i det nordlige Kolding, hvor koncernen i en periode har lejet sig ind i ekstra lokaler i nabobygninger. I løbet af sommeren 2025 vil EWIIs kommercielle forretninger og koncernfunktioner flytte til Birkemosevej, mens koncernens forsyningsselskab TREFOR fortsat vil have base på Kokbjerg 30, hvor der også er lagerfaciliteter.  

”Det vil give forandringer og nye vaner, at vi fremover skal arbejde fra to lokationer i Kolding. Det er vi naturligvis opmærksomme på. Men i EWII har vi også afdelinger i Rønne, Aalborg, Lyngby og Vilnius, så på den måde er det ikke uvant at arbejde med fysisk afstand. EWII er stadig én samlet koncern, vi får blot noget tiltrængt ekstra plads og nogle mere velfungerende rammer,” siger Lars Bonderup Bjørn.

I forbindelse med købet planlægger EWII at renovere og modernisere de eksisterende bygninger på Kokbjerg 30, hvor koncernen har haft hjemme siden slutningen af 1990’erne.

Tidligere i år købte EWII Koncernen en grund på Petersmindevej lige overfor lokationen på Kokbjerg. En grund der fortsat indgår i planerne for koncernens udvikling. Omend fokus den kommende tid bliver på at indrette den nye bygning og modernisere de eksisterende bygninger.  

Fakta om bygningen

I 1978 indviede træbeskyttelsesvirksomheden GORI en ny fabriksbygning på Birkemosevej i Kolding. Fabrikken blev kendt for det åbne kontor- og produktionsmiljø i ét, hvor lagertankene var udsmykket af den franske kunstner Jean Dewasne. Fabrikken var i brug frem til 2009.

Da IBC i 2012 slog dørene op til kursus- og uddannelsesinstitutionen Innovationsfabrikken var det kreative miljø både bevaret og udvidet med vandløb i gulvet, en enorm plantevæg og flere kunstværker. Et miljø som EWII bevarer, når en del af koncernens aktiviteter rykker ind i 2025.  

Minister får spørgsmål om tyrkisk kulturforening

0

Fredericia Tyrkisk Kulturforening har på det seneste været centrum for en politisk debat, efter at Weekendavisen afslørede foreningens tætte bånd til den tyrkiske præsident Erdogans netværk af moskéer i Danmark. Fredericia Tyrkisk Kulturforening, som også fungerer som Fredericia Moské, har modtaget offentlige midler, og det har fået Dansk Folkepartis gruppeformand i Fredericia, Susanne Eilersen, til at rejse bekymringer om, hvordan disse midler anvendes.

Eilersen har bedt folketingsmedlem Mikkel Bjørn om at stille en række spørgsmål til justitsministeren for at få afklaret regeringens holdning til sagen og sikre, at der bliver taget handling. De konkrete spørgsmål, som Bjørn har stillet til justitsministeren, er som følger:

  • Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at kulturelle foreninger som Fredericia Tyrkisk Kulturforening ikke anvender offentlige tilskud som dække for religiøse aktiviteter, herunder drift af moskéer?

    Vil ministeren tilkendegive, hvordan regeringen vil sikre, at tyrkiske kulturforeninger i Danmark, der modtager offentlig støtte, ikke anvender midlerne til at fremme en politisk eller religiøs dagsorden, som er støttet af den tyrkiske regering under Erdogan?

    Vil ministeren redegøre for, hvilke foranstaltninger regeringen vil tage for at sikre, at kommunale tilskud ikke går til foreninger med bånd til udenlandske regimer, som har en politisk og religiøs agenda?

    Vil ministeren tilkendegive, hvad han mener om, at byrådspolitikere fra hans eget parti, Socialdemokratiet, har tråde til Erdogan og det tyrkiske regime?

Eilersen ønsker, at justitsministeren skal give en klar redegørelse for regeringens holdning og handlinger i forhold til at sikre, at offentlige midler ikke anvendes til at fremme politiske eller religiøse dagsordener fra udenlandske regimer.

Eilersens spørgsmål udspringer af en voksende bekymring for, hvordan offentlige tilskud bliver brugt, og om Fredericia Tyrkisk Kulturforening har anvendt sine midler på en måde, der ikke er i overensstemmelse med de kommunale retningslinjer for folkeoplysende støtte. Foreningen modtog i 2022 120.000 kroner fra Fredericia Kommune som støtte til kulturelle aktiviteter, men Weekendavisen har afsløret, at midlerne muligvis også har støttet religiøse aktiviteter og drift af en moské under foreningens navn og CVR-nummer.

– Vi i Dansk Folkeparti har altid været imod, at der skulle være en moské i Fredericia, og vi er bekymrede for, at der har været en skjult dagsorden i forbindelse med foreningens aktiviteter. Det bekymrer os også, at foreningen har forbindelser til et diktatur, og at der er en risiko for, at offentlige midler er blevet brugt til at fremme en politisk eller religiøs dagsorden, siger Eilersen.

Politisk reaktion og krav om handling

Eilersen ønsker, at justitsministeren tager sagen alvorligt og handler for at sikre, at lignende situationer ikke opstår i fremtiden. Hun mener, at sagen om Fredericia Tyrkisk Kulturforening kan være en del af et større problem, hvor kulturelle foreninger med forbindelse til udenlandske regimer får støtte fra danske kommuner uden tilstrækkelig kontrol.

– Når en forening, der modtager offentlig støtte, har klare forbindelser til en fremmed magt som Erdogan-regimet, bør vi se på, hvordan vi sikrer, at pengene bruges korrekt. Vi skal have klare retningslinjer og en større grad af kontrol, så vi sikrer, at støtte går til de formål, de er givet til, og ikke til aktiviteter, der strider imod danske demokratiske værdier, påpeger Eilersen.

Kritik af politisk sammenblanding

Eilersens bekymringer er ikke kun rettet mod selve foreningen, men også mod de politiske relationer, der kan have påvirket beslutningen om at yde støtte. Turan Savas, et mangeårigt byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Fredericia og formand for Fredericia Moské og Fredericia Tyrkisk Kulturforening, er en central aktør i sagen. Eilersen stiller spørgsmålstegn ved, om Savas’ dobbeltrolle har skabt en sammenblanding af interesser, der kan have påvirket tildelingen af midler.

– Det er uacceptabelt, at en person, der er tæt knyttet til en udenlandsk regering, også sidder i en position, hvor han kan påvirke beslutninger om offentlige midler. Vi ønsker at få klarlagt, hvordan dette kan ske, og hvad regeringen vil gøre for at forhindre, at kommunale tilskud går til foreninger med bånd til udenlandske regimer, siger Eilersen.

Eilersen understreger, at sagen ikke kun handler om Fredericia Tyrkisk Kulturforening, men om behovet for større åbenhed og transparens omkring tildeling af offentlige midler til kulturelle foreninger i Danmark.

– Vi må sikre, at der er gennemsigtighed i, hvordan midlerne bruges, og at der ikke er skjulte dagsordener. Offentlige penge skal gå til de formål, de er tildelt, og ikke bruges som dække for aktiviteter, der strider mod vores demokratiske værdier, siger Eilersen.

Ventende svar fra Justitsministeren

Mens svarene fra justitsministeren afventes, er det klart, at sagen har skabt stor politisk opmærksomhed. Fredericia Kommune har allerede iværksat et skærpet tilsyn med Fredericia Tyrkisk Kulturforening for at undersøge, om der er sket uregelmæssigheder. Eilersen og Dansk Folkeparti venter spændt på ministerens svar og håber, at det vil føre til klarhed og handlin.

– Vi skal have klarlagt, hvad der foregår, og vi skal sikre, at det ikke sker igen. Jeg håber, at ministeren vil tage vores bekymringer alvorligt og sikre, at danske skattekroner ikke bliver brugt til at støtte udenlandske politiske eller religiøse dagsordener, slutter Susanne Eilersen.

Med sagen om Fredericia Tyrkisk Kulturforening fortsætter debatten om brugen af offentlige midler i Danmark, og om hvordan man bedst beskytter de demokratiske værdier, landet er bygget på.

Turan Savas har tidligere oplyst, at han ikke ønsker at kommentere før der er faldet en afgørelse i sagen, om foreningen har modtaget ulovlig støtte.

Sådan drager FHK afsted til historisk Champions League-kamp

0

Fredericia Håndboldklub står over for en milepæl i klubbens historie, når de på torsdag klokken 18:45 spiller deres første Champions League-kamp nogensinde. Kampen finder sted på udebane mod Dinamo Bucuresti i Rumænien, og direktør Thomas Renneberg-Larsen deler her klubbens plan for rejsen og forberedelserne op til kampen.

FHK rejser afsted onsdag middag med fly mod Bukarest, hvor de drager afsted fra Billund med en mellemlanding undervejs.

– Vi lander i Rumænien tidligt onsdag aften og har et flyskifte undervejs, fortæller Renneberg-Larsen.

Ved ankomsten venter der en stram tidsplan. Det er ikke noget med at kunne komme hen at “flyde” på hotellet og få flyturen ud af kroppen med at ligge i sengen.

– Når vi ankommer, tager vi direkte fra lufthavnen ud til hallen for at træne. Det er vigtigt, at vi får en fornemmelse af banen og omgivelserne med det samme, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Efter træningen vender holdet tilbage til hotellet, hvor spillerne tjekker ind og får aftensmad, inden de gør sig klar til den store kamp dagen efter. Forberedelserne følger de normale rutiner, men der er ingen tvivl om, at spændingen er mærkbar.

– Det kribler lidt i maven nu, hvor vi nærmer os kampen. Vi glæder os virkelig til det – vi har brugt lang tid på forberedelserne, og nu er vi endelig klar til at spille, siger direktøren.

Torsdag morgen begynder med de sidste forberedelser, inden kampen går løs.

– Der er et teknisk møde klokken 11:00, hvor vi skal deltage og indlevere holdopstillingen og andre nødvendige papirer. Ellers er alt som det plejer at være, forklarer Thomas Renneberg-Larsen.

For FHK er denne kamp ikke bare en ny udfordring, men også en markering af klubbens udvikling. Da Fredericia KFUM, som Fredericia Håndboldklub er en overbygning af, spillede europæisk håndbold i 1970’erne, var det i mesterholdenes turnering – ikke Champions League, som det er i dag.

Efter kampen mod Dinamo Bucuresti rejser FHK hjem igen tidligt fredag morgen. Holdet flyver fra Bukarest til Frankfurt og derfra videre til Billund, hvor de lander senere samme dag.

– Vi skal hurtigt vende blikket mod næste udfordring. Søndag skal vi allerede i kamp igen mod Skjern på hjemmebane i Middelfart Sparekasse Arena, så det bliver en intens uge, siger Thomas Renneberg-Larsen.

adp-as.dk

Med et tæt program forude venter der FHK en udfordrende, men spændende uge, hvor de for første gang skal prøve kræfter med Champions League og samtidig holde fokus på den hjemlige liga.

FHK møder Dinamo Bucuresti torsdag klokken 18:45 dansk tid. Kampen kan følges intenst på AVISEN, der vil være til stede i Bukarest.

Brandårsag opklaret

0

Det har nu vist sig, at en brist ved en ventil var årsagen til den voldsomme brand, der ramte Crossbridge Energys raffinaderi på Egeskovvej i Fredericia den 25. august. Branden, som opstod klokken 10:20, krævede en omfattende indsats fra både TrekantBrand og raffinaderiets eget beredskab og blev hurtigt en alvorlig hændelse, der kunne mærkes i hele byen.

Ifølge Crossbridge Energys pressechef, Torben Øllegaard Sørensen, opstod branden som følge af en lækage ved en ventil, der forårsagede udslip af råolie under tryk. Råolie er kendt for at være yderst brandfarlig, og når den slipper ud under tryk, kan den selvantænde ved høje temperaturer.

– Der var en brist ved en ventil, som gjorde, at der slap noget ud under tryk. Men selve området, hvor det brændte, blev hurtigt og effektivt kontrolleret, fordi vores beredskab er så velfungerende. Vi kan ikke sige, at vi iværksatte indsatsen på sekunder, men der gik kun få minutter, siger Torben Øllegaard Sørensen.

Hurtig og effektiv indsats fra beredskabet

Branden på raffinaderiet blev en test for beredskabet, og den koordinerede indsats mellem TrekantBrand og Crossbridge Energys eget beredskab viste sig at være effektiv. Der blev straks sendt flere brandbiler til stedet, og en droneenhed blev indsat for at få overblik over brandens omfang. Samtidig blev politiets indsatslederafdeling tilkaldt for at sikre, at situationen blev håndteret bedst muligt.

Ifølge Torben Øllegaard Sørensen var branden særdeles farlig og forårsagede skader på flere kabler, måleinstrumenter og andet udstyr, men han understreger, at skaderne er relativt begrænsede.

– Det var en alvorlig brand med skader på mange kabler, måleinstrumenter og lignende, men skaderne er relativt begrænsede, siger han og fortsætter:

– Selve indsatsen med at slukke branden tog omkring en halv time, men vi meldte først indsatsen afsluttet flere timer senere, da vi skulle være helt sikre. Man gør ikke noget, før man er 200 procent sikker, især når det handler om noget som dette. Indsatslederen kunne først melde indsatsen slut, når alt var under kontrol, forklarer han videre.

En forberedelse på det uforudsete

Crossbridge Energy har længe haft sikkerhed som en prioritet, og deres beredskab reagerede hurtigt på situationen. Raffinaderiet havde et tilkaldt hold af brandfolk klar, og på kort tid havde de 16 brandfolk fra tilkaldeholdet til stede for at hjælpe TrekantBrand. Denne hurtige mobilisering var afgørende for at sikre, at branden blev slukket hurtigt, og at situationen kom under kontrol.

– Vi kunne også se, at vores eget beredskab på kort tid havde fået 16 brandfolk fra tilkaldeholdet ind til at overtage indsatsen sammen med TrekantBrand. Samtidig med, at de ankom, kunne vi trække raffinaderiteknikerne ud. Der var faktisk flere teknikere end normalt, da vi havde skiftehold på 12-timers vagter. Normalt har vi 15-16 mand på arbejde, men på grund af situationen var der over 20 på arbejde. Derfor var styrken stor. På kort tid havde vi 50 mand til stede, heriblandt mig selv, som varetog flere forskellige funktioner, forklarer Torben Øllegaard Sørensen.

Yderligere sikkerhedsforanstaltninger og fremtiden

Selvom branden hurtigt kom under kontrol, har hændelsen alligevel ført til en række sikkerhedsovervejelser på Crossbridge Energy. Raffinaderiet var allerede i gang med et større vedligeholdelsesarbejde, og ifølge Sørensen vil der nu blive indbygget yderligere sikkerhedsbarrierer for at forhindre lignende hændelser i fremtiden.

– Vi får indbygget en sikkerhedsbarriere for at forhindre, at noget lignende kan ske igen. Det er ikke en kæmpe ombygning, så vi håber at være færdige med det her inden for den periode, vi har afsat til rensning og vedligeholdelsesstop, så vi kan komme i gang igen, siger han.

Sørensen bemærker, at den største skade ved branden ikke nødvendigvis er det direkte tab af udstyr, men snarere de udfordringer, der følger med nedkøling og lukning af anlæggene.

– Den største skade er nok alt det omkringliggende. Vi var næsten lukket ned på anlæggene, hvilket medførte andre udfordringer som nedkøling og lignende, forklarer han.

Med hurtig og koordineret indsats fra både TrekantBrand og raffinaderiets eget beredskab blev en potentielt katastrofal situation håndteret hurtigt og effektivt. Nu retter Crossbridge Energy blikket mod fremtiden og arbejder på at sikre, at de kan genoptage deres operationer så snart som muligt under endnu mere sikre forhold.

Udsender varsel

0

DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud for store dele af Danmark i de kommende 48 timer. Varslet dækker Sjælland, Lolland, Falster, Fyn og en stor del af Jylland, hvor der kan falde mellem 30 og 50 mm nedbør fra mandag kl. 02:00 til kl. 21:00.

Vejrfænomenet skyldes et lavtryk, der er under dannelse over Genuabugten, og som de italienske meteorologer har navngivet Atena. Dette lavtryk trækker varm og fugtig luft med sig, mens det bevæger sig nordnordøst over Europa og ventes at nå Danmark tidligt mandag. Her kan det resultere i kraftig regn, som stedvis vil være ledsaget af torden.

Samtidig vil lavtrykket også føre til kraftig blæst. I løbet af mandagen vil der være jævn til hård vind fra nordvest, og ved kysterne kan der stedvis opstå kuling. På Bornholm forventes vinden at komme fra sydøst, men drejer sidst på dagen i hele landet til let til hård vind fra vest og nordvest.

Borgere opfordres til at tage forholdsregler og holde sig løbende opdateret på vejrsituationen for at minimere risikoen for skader.

Vikaren er ubesejret

0

Det danske herrelandshold har fået en drømmestart på deres Nations League-kampagne med en imponerende 2-0-sejr over Serbien.

På en aften, hvor hele Parken summede af spænding, blev de danske helte båret frem af to spektakulære mål fra Albert Grønbæk og Yussuf Poulsen. Kampen var samtidig Lars Knudsens anden som midlertidig landstræner, og med to sejre i lige så mange kampe har vikaren gjort sig selv svær at ignorere i jagten på en permanent løsning.

Danmark lagde ud med et aggressivt pres fra første fløjt, og det betalte sig efter 36 minutters spil, da Albert Grønbæk scorede efter en elegant hælaflevering fra Yussuf Poulsen. Den unge aarhusianer viste endnu en gang sit talent, og hans samarbejde med Christian Eriksen gav det danske angreb et kreativt løft, som serberne havde svært ved at dæmme op for.

Men Yussuf Poulsen ville ikke nøjes med blot at assistere. Med et saksespark, der kan måle sig med nogle af de smukkeste mål i Parkens historie, lukkede han kampen en halv time før slutfløjtet og sendte de danske fans i ekstase. Den kreative og frygtløse spillestil, som Knudsen har indført, fortsatte med at frustrere Serbien resten af aftenen, og den nye generation af danske spillere, herunder debutanten Morten Frendrup og superdebutanten Patrick Dorgu, beviste deres potentiale på den internationale scene.

På tribunerne var stemningen elektrisk, og de danske fans kunne ikke få armene ned efter Poulsens saksesparksmål. Nogle fejrede det spektakulære øjeblik med euforiske jubelråb, mens andre knap kunne tro deres egne øjne. Den store entusiasme omkring holdet skyldes i høj grad Knudsens mod til at tage chancer og bruge de unge talenter, som igen og igen viser deres værd.

Mod slutningen af kampen forsøgte Serbien at kæmpe sig tilbage, men det danske forsvar, ledet af en solid præstation fra Jannik Vestergaard, holdt stand. Og selvom den 19-årige Patrick Dorgu var tæt på at gentage sin målscoring fra Schweiz-kampen, blev det ved de to danske mål. Fansene forlod dog stadion med en følelse af, at noget stort er i gang.

Med denne sejr topper Danmark nu Nations League-gruppen efter to kampe, og troen på, at Lars Knudsen kan være mere end blot en midlertidig løsning, vokser. Måske har Danmark allerede fundet sin næste landstræner – én, der har vist, at han kan lede holdet til sejr med stil og mod.

Senere søndag aften mødes Spanien og Schweiz.