Moderaterne fyrer medarbejdere

0
Foto: AVISEN

Midt i en intern krise har Moderaterne truffet beslutningen om øjeblikkeligt at afskedige medarbejderne i deres politiske sekretariat.

Beslutningen kommer efter en længere periode med uro, der blandt andet har omhandlet klager til Arbejdstilsynet over arbejdsmiljøet i partiets sekretariat på Christiansborg.

Ifølge oplysninger fra TV 2, som har fået fat i et brev fra partisekretær Kirsten Munch, har Moderaterne mistet tilliden til alle medarbejdere i den politiske afdeling. I brevet bliver de ansatte informeret om, at de med øjeblikkelig virkning fritages fra deres arbejdsopgaver for partiet.

“Efter grundige overvejelser og undersøgelse af det interne arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat har vi desværre mistet tilliden til, at vores samarbejde med den nuværende stab af medarbejdere i Politisk Afdeling, herunder dig, kan fortsætte,” står der i brevet, som afsluttes med en formel opsigelse af de pågældende medarbejdere.

Situationen opstod efter, at B.T. i en artikel fremhævede problemer med arbejdsmiljøet for partiets ansatte, hvilket udløste en række klager til Arbejdstilsynet. Sagen førte til, at folketingsmedlem Jeppe Søe valgte at forlade partiet.

Moderaterne har i mere end en måned været præget af intern uro, og de seneste fyringer tyder på, at krisen langt fra er overstået. Partiets fremtidige strategi og håndtering af arbejdsmiljøet vil uden tvivl blive fulgt nøje af både medlemmer og offentligheden.

Artiklen opdateres løbende, efterhånden som nye oplysninger kommer frem.

Økonomiske bekymringer og forsinkelser rammer Nyt OUH

0
Foto: AVISEN

Byggeriet af det kommende supersygehus i Odense, Nyt OUH, står nu over for økonomiske udfordringer, der skaber yderligere usikkerhed om projektets fremtid.

En ny uvildig rapport har afsløret, at økonomien i projektet er blevet markant forværret. Den tidligere “gule” trafiklysmarkering er nu blevet “rød,” og det indikerer alvorlige økonomiske problemer, der kan komme til at true hele projektets gennemførelse.

Nyt OUH er planlagt til at blive Danmarks største nybyggede supersygehus med 10.000 rum, 905 sengepladser og 52 operationsstuer. Projektet, som oprindeligt skulle have været afsluttet i 2022, har allerede været udsat for flere forsinkelser. Nu ser det ud til, at økonomien også halter, hvilket yderligere komplicerer situationen.

Formanden for udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling i Region Syddanmark, Karsten Uno Pedersen, har udtalt, at der hersker betydelig usikkerhed om, hvorvidt det nuværende budget kan holde. Region Syddanmark, som er bygherre på projektet, er i øjeblikket i intense forhandlinger med den italienske totalentreprenør, Odense Hospital Project Team (OHPT), om endnu en tidsplan for færdiggørelsen af sygehuset.

Ifølge Karsten Pedersen er forhandlingerne udfordrende, præget af krav og modkrav fra begge parter. De italienske entreprenører mener, at ændringer i projektet har medført omprojektering, hvilket har øget omkostningerne. Disse forhandlinger har trukket ud, og regionen er endnu ikke klar til at fastsætte en ny deadline for projektets færdiggørelse.

Situationen er yderligere kompliceret af de dagbøder, som Region Syddanmark har pålagt totalentreprenøren. Siden juli 2024 har dagbøderne været på tre millioner kroner om dagen, da flere vigtige milepæle i kontrakten ikke er blevet nået.

Politiet advarer: Kør forsigtigt

0

Sydøstjyllands Politi advarer bilister om, at DMI har udsendt et varsel om tæt tåge i Jylland i aften og natten til mandag.

Varslet dækker områderne Nordjylland, Djursland, Århus, Viborg, Silkeborg og Skanderborg, hvor sigtbarheden flere steder forventes at blive under 100 meter. Politiet opfordrer derfor alle trafikanter til at køre forsigtigt og sikre, at de kommer sikkert frem på deres destinationer.

Desuden advarer DMI på deres hjemmeside også trafikanter i Middelfart om, at de skal være særligt opmærksomme, når de bevæger sig ud i trafikken.

Om at beslutte sig

0

Evnen til at beslutte sig og fastholde sine beslutninger, så længe det giver mening, er en afgørende kompetence, som enhver leder bør have i sin værktøjskasse uanset branche og ledelsesniveau. Ja, det er afgørende for alle mennesker for – i sidste ende – at kunne skabe sig et meningsfuldt liv. Og beslutningsevnen er en vigtig del for at kunne sætte sig mål og nå dem, som jeg skrev om i en tidligere artikel. Derfor handler denne artikel om evnen til at kunne træffe beslutninger, og fastholde dem, så længe de giver mening, og beslutningerne er konsekvenserne værd.

Hvad er en beslutning?

Hver eneste dag træffer vi mennesker et hav af beslutninger. Store og små beslutninger mellem hinanden. Nogle bevidste og mange ubevidste, hvor sidstnævnte styres af vores underbevidsthed, som del af vores gode og dårlige vaner. Det gælder også for lederen, der træffer beslutninger på mange andres vegne.

De bevidste beslutninger opstår, når vi oplever, at vi står overfor et valg mellem to eller flere muligheder. Så når vi påstår, at vi ikke havde noget valg, så passer det ikke, for vi kunne også beslutte ikke at gøre noget. Ikke at gøre noget er også et valg.

Vi skal være glade for, at vores underbevidsthed dagligt træffer uendelig mange beslutninger for os. Det skal vi blandt andet, fordi styringen af vores krop fysiologisk er særdeles kompleks og foregår i et tempo, som kun de ubevidste dele af hjernen kan følge med i, kontrollere og styre, om end vi i nogen grad bevidst kan påvirke dette. I denne artikel begrænser jeg mig dog til de bevidste beslutninger vi træffer, og gemmer vores evne til at påvirke vores underbevidstheds beslutninger til en anden god gang.

Den bedst mulige beslutningstagning kræver kompetencen til at kunne fremskaffe det bedst mulige grundlag ud fra de til enhver tid givne omstændigheder. Behovet for dette beslutningsgrundlag afhænger meget af lederen selv, den pågældende virksomhed og hvilken branche det drejer sig om. Nogle brancher kræver et næsten 100% sikkert grundlag, andre brancher kræver noget mindre, mens igen andre brancher må agere i en verden, hvor grundlaget for beslutningstagning ofte er ekstremt mangelfuldt, og kravet om en effektiv risikostyring sætter ind.  Et beslutningsgrundlag skal dog under alle omstændigheder identificeres og etableres.

Ud over at træffe en beslutning på et givet grundlag, består en beslutning for mig også af en tidsdimension, som dels går på, hvor lang tid der går fra en beslutning er truffet til den reelt er gennemført, og dels hvor længe den pågældende beslutning fastholdes. Ofte ser vi meget forskelligt på tidsdimensionen. For eksempel kan en leder, en bestyrelse eller et Folketing og dets befolkning sagtens opleve at trufne beslutninger aldrig bliver til noget eller mister deres kraft over tid. Hvis beslutningstageren ikke følger den trufne beslutning til dørs og reelt ser beslutningen gennemført ud i yderste led i organisationen, så er der i min optik ikke tale om en beslutning. Med en egentlig beslutning følger en entydig konsekvens og adfærdsændring hos de berørte. Ellers taler vi kun om en hensigt med begrænset værdi.

En beslutning er derfor kun en beslutning, når der er truffet et valg på det bedst mulige grundlag, og når beslutningen reelt er ført ud i livet enten alene, sammen med eller ved hjælp af andre. Efterfølgende skal beslutningen fastholdes, så længe den giver mening i den pågældende kontekst, som vi befinder os i. Det gælder både for det enkelte menneske, lederne, virksomheder, organisationer, foreninger og som samfund.

At gennemføre en beslutning

En beslutning bliver dermed en form for midlertidig fastlåst adfærd for at opnå de mål og visioner, som vi har sat os ud fra den mission, som vi bevidst eller ubevidst er på. I samme øjeblik den midlertidige fastlåste adfærd ikke er i tråd med vores mission i den foranderlige verden, som vi er en del af, så er det tid til at genoverveje og droppe tidligere beslutninger og træffe nye og gennemføre dem, så sammenhængen genoprettes.

Når vi indtager den opfattelse og overbevisning, at en beslutning er en form for midlertidig fastlåst adfærd, så bliver det lettere at træffe beslutninger. Vi frigør os fra oplevelsen af, at den beslutning, som vi er i gang med at træffe, er endegyldig og uigenkaldelig. Beslutningen behøver ikke længere at være 110 % præcis. Beslutningen skal kun med en vis grad af sandsynlighed ramme inden for målskiven ud fra de mål, vi har sat os.

Vi er tilbage til tidsdimensionen, fordi rettidige beslutninger er i dag – mere end nogen sinde før – afgørende for menneskers, virksomheders og samfunds trivsel og udvikling. Specielt i forhold til indgroede vaner er vi mennesker udfordret på at træffe nye beslutninger. Det gælder paradoksalt nok oftest de dårlige af slagsen. Men jo bedre vi er til at opstille mål for vores nye og fremadrettede adfærd (SMARTER-mål, som jeg skrev om i en tidligere artikel), jo lettere bliver det at beslutte os for at nå dem og efterfølgende nå dem.

Måden hvorpå vi træffer og gennemfører beslutninger på er forskellig. Både som individer og som ledere har vi hver især vores individuelle beslutningsstrategi (er). Individuelt ofte flere forskellige beslutningsstrategier, der afhænger af konteksten, om det er arbejdsmæssigt, familiemæssigt eller i anden sammenhæng. Vores evne til at beslutte os og gennemføre vores beslutninger er præget af vores individuelle identitet, overbevisninger, værdigrundlag og etik, samt de kendetegn for ledelse og ledelsesprincipper, der præger vores adfærd.

For lederen betyder det, at beslutningsformen og beslutningsindholdet med fordel kan og bør afspejle så mange fællesnævnere som muligt, både hos medarbejderne og lederen, virksomheden, organisationen og samfundet.

Afrunding

En beslutning er i min optik kun en beslutning, hvis den gennemføres. Hvis ikke er der kun tale om en hensigt. Beslutningsprocessen fra idé til virkeliggørelse bliver derfor afgørende for, om der bliver tale om en realiseret beslutning. Selve beslutningsprocessen og modellerne herfor vender jeg tilbage til i senere artikler. De fortjener nemlig en helt særlig plads i artikelserien ”kunsten at lede”, for der er flere andre ledelsesaspekter, som vi med fordel bør have på plads, inden da.

I næste artikel sætter jeg fokus på et par andre målsætningsmodeller, som lederen med fordel kan sin leder-værktøjskasse med.

Den kulturelle vej er gylden

0

En bys succes hænger uløseligt sammen med byens evne til at tiltrække folk, der ønsker at bruge byen og i bedste fald bo i den. Derfor er kulturelle tilbud også særdeles betydningsfulde for en by. At kultur samtidig skaber liv og byliv, er kun med til at slå fast, hvor vigtigt det er, at man skaber de rigtige rammer for kulturlivet.

Hvad skal du kende den ene eller anden by på? For langt de fleste af os tager vi til andre byer for at besøge familie eller venner, men hvis dette ikke er tilfældet, så er det byens tilbud på den kulturelle scene, for børnene og familien eller naturen. Det er nogenlunde de pejlemærker, der kan gøre os bevidste om, hvad kultur kan.

Om det er musik, teater eller kunst, så er attraktioner med til at give byen identitet. I Fredericia er vi begunstiget af, at vi både har en utrolig historie og byskabelse, samtidig med at vi gennem nyere tid har fået adskillige kulturelle tilbud. Noget der ellers burde være svært, fordi Fredericia er en af de tunge arbejderbyer, der er vokset gennem det 20. århundrede med tung industri og infrastruktur. I den tid var det knap så relevant, om man havde kultur. Livet bestod i at gå på arbejde på fabrikken, og så ellers trække luft resten af tiden.

Men den sociale arv er brudt. I Fredericia vil nye generationer noget andet. Mange har været i stand til at få uddannelse og karriere, og samtidig er der kommet tilflyttere til. Både private aktører og Fredericia Kommune har skabt nye muligheder, hvor Tøjhuset, Eksercerhuset, Fredericia Teater, FC Fredericia, Fredericia Håndboldklub, Fredericia Kunstforening og EventC har transformeret fortællingen om den grå industriby til noget nyt og tiltalende. Også ved at gå helt nye veje, som eksempelvis Fredericia Art Festival eller Fredericia Kunstforenings blændende udstillinger, hvor ikke mindst satsningen i 2023 var stor. Betydningen af disse initiativer er ikke til at tage fejl af. Det gør Fredericia til et sted, hvor man kan opleve noget.

Samarbejdet mellem fredericianerne er også blevet forbedret markant. Først og fremmest skal man huske på, at bag stort set alle de nævnte eksempler på nyskabende kultur i byen står der et hav af frivillige, der sørger for at få det til at spille. Alle koncerterne er afhængige af de frivillige, der kommer fra eksempelvis sportsklubberne, der på den måde tjener til deres aktiviteter. Uden dem ville ingen af disse events kunne afholdes. Fredericia Kunstforening er også drevet med stor passion af frivillige. Det er imponerende.

Udover de oplagte events bygger uddannelserne også på. Fredericia Gymnasium afholder løbende forskellige kulturelle arrangementer, der også inddrager ungdommen, ligesom samarbejdet med foreningen Rubicon sikrer en lang række spændende foredrag om politik og historie. Når man ser på den samlede sum af disse tilbud, så er det med til at give Fredericia et snit af noget interessant.

Fremtiden byder også på et potentielt trækplaster, når den nydannede, selvejende institution Museum Fredericia begynder at skabe et nyt museum, hvor planerne er at kunne tiltrække turister fra hele Danmark og resten af verden. Historien om fæstningsbyen har stort potentiale. Få byer har så unik en historie. Dertil skal lægges et flot og velbevaret voldanlæg, der ligger direkte i centrum af Fredericia. Der er ikke bare tale om traditionel turismestrategi, men en fortælling med visuelle og fysiske rammer, hvor besøgende vil kunne gå rundt i gaderne, på volden og ved stranden for at se, hvad Fredericia har af historie.

Summen af den kulturelle energi er lig med muligheder for vækst og styrke til Fredericia. Når man satser på kultur, så satser man også på byudvikling og fremdrift. Derfor er den kulturelle vej gylden.

Læs hele Fredericia MAGASINET her

Sparekatalog skabte paladsrevolution i Fredericia

0

En stribe af upopulære spareforslag forenede de borgerlige partier, SF og Enhedslisten mod Socialdemokratiet. Kilder i forligspartierne fortæller om et forhandlingsklima med socialdemokraterne og den nyindsatte borgmester, der beskrives som uskønt og forfejlet. I sidste ende kom uoverensstemmelserne til at få alvorlige konsekvenser for borgmesterpartiet, der nu er sat uden for indflydelse.

Hvordan kunne Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Karsten Byrgesen, SF og Enhedslisten ende med at finde sammen om et budget og en ny politisk retning for Fredericia? Det spørgsmål stiller mange i Fredericia sig nu, hvor det står klart, at der er opstået et alternativt flertal i byrådet. Selvom der fortsat skal forhandles i udvalg og til ordinære byrådsmøder fremad, er budgettet afgørende for den almene drift af Fredericia Kommune. De prioriteter, som forligspartierne har vedtaget, skal nu efterleves af den kommunale forvaltning.

En halv time før pressemødet udsendte Socialdemokratiet deres eget forslag til et budget. Det var, ifølge partiet, baseret på Socialdemokratiets egne ønsker. Men opmærksomheden blev rettet mod det, de andre partier har vedtaget. I de kommende dage vil den nye virkelighed blive endevendt i offentligheden, men det står fast, at det især er en stribe af upopulære spareforslag, der fik partierne til at mødes på midten, udenom socialdemokraterne.

Størstedelen af sparekataloget er således taget af bordet. I stedet har forligspartierne arbejdet på at finde alternative finansieringskilder. Midt på natten kontaktede de kommunaldirektør Thomas Jaap. Man bad ham om at komme til Sundhedshuset, da man nu havde et flertal. Det var en yderst usædvanlig situation for kommunaldirektøren, der nu har den opgave at implementere og føre flertallets politik igennem. Det omtalte sparekatalog var udarbejdet af forvaltningen på baggrund af en politisk beslutning. Men i sidste ende blev det uspiseligt, ikke mindst for de socialdemokratiske støttepartier, SF og Enhedslisten. Forhandlingerne med den socialdemokratiske borgmester løb ud i sandet. Men det viste sig, at de borgerlige partier var klar til at imødekomme både hinanden, SF og Enhedslisten.

Kilder beskriver forhandlingsforløbet i den nye alliance som intense, opløftende og frugtbare. Det kunne også ses på et pressemøde fredag eftermiddag, hvor forligspartierne selv beskrev situationen som historisk.

Den nyligt indsatte borgmester, Christian Bro (A), må indse, at hans første forsøg på at forhandle et budget på plads er slået fejl. Den socialdemokratiske gruppeformand kaldte forløbet for en dolk i ryggen fra de andre partier. De socialdemokratiske politikere mødte også op til pressemødet, hvor de sad på de bagerste rækker i byrådssalen. Her kunne de overvære, at Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten lagde hårdt ud med at slå fast, at forligspartierne havde afværget en trussel mod velfærden i Fredericia. Udtalelsen var en alvorlig mistillidserklæring til borgmesterpartiet, der også ved forrige valg slog fast, at de ville garantere velfærden i Fredericia.

Men forrige år stod Socialdemokratiet i spidsen for besparelser på ældreområdet. Det fik Dansk Folkeparti til at forlade forhandlingerne. I år kom nye spareforslag til at betyde farvel til alle partier, så borgmesteren endte med at sidde alene tilbage som taber. Christian Bro vil nu blive tvunget til at gennemføre flertallets politik. Forligspartierne har givet hinanden håndslag på, at de vil følge op på alle detaljer undervejs, så det politiske klima fremad vil være dybt påvirket af den dramatiske udvikling.

Karsten Byrgesen, der lige nu er løsgænger, fortæller også, at han har meldt sig ind i Moderaterne. Udenfor byrådet venter også et fremadstormende Liberal Alliance, der med spidskandidaten Christian Jørgensen forventes at indtage en plads efter næste kommunalvalg.

Den politiske situation i Fredericia tager således en overraskende drejning, hvor socialdemokraterne isoleres, samtidig med at de øvrige partier indgår kompromisser. Opmærksomheden rettes nu mod Enhedslisten og SF, der har valgt at springe fra socialdemokraterne. Men kilder fortæller, at begge partier har involveret deres partiorganisationer tæt i forhandlingsforløbet, hvorfor der er bred opbakning til opgøret med den socialdemokratiske sparepolitik.

Dansk Folkeparti får også et comeback i årets budget, der betyder flere penge til ældreområdet. Det er en stor politisk sejr for gruppeformand Susanne Eilersen, der forrige år var dybt skuffet over den socialdemokratiske ledelse. Men med den nye alliance er der skabt et alternativ til den socialdemokratiske budgetstyring, og ikke mindst på ældreområdet er det en nødvendighed for partiet, der ikke ønsker at gå til valg på forringelser på området. Smilene var derfor også store under pressemødet.

For Tommy Rachlitz Nielsen (C) var det svært at skjule tilfredsheden med resultatet. Både han og Peder Tind fra Venstre stod skulder ved skulder for at nå frem til et forlig. På trods af tidligere uoverensstemmelser mellem mange af politikerne var de fast besluttede på at få overtaget og kunne enes om de kommende års budget. Dermed er der tale om et markant kursskifte i fredericiansk politik.

Flere kilder blandt forligspartierne fortæller, at Venstres Pernelle Jensen har været en af de store kapaciteter bag processen med at få stablet et holdbart budget på benene. Men der er også stor ros til Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, der har været meget optaget af at fjerne de værste dele af sparekataloget. Forligspartierne er dog enige om, at de ikke vil fremhæve nogle enkeltpartier eller personer, men bag kulisserne udtrykkes der stor respekt og taknemmelighed over forløbet, der endte med en paladsrevolution i Fredericia. Samtidig var det en rystet borgmester og gruppeformand, der overværede forligspartiernes pressemøde i den byrådssal, de ellers er vant til at styre.

Støttepartier sender socialdemokraterne til tælling

0
Foto: AVISEN

Fredag morgen stod det klart, at støttepartierne til Socialdemokratiet i Fredericia endegyldigt havde fået nok af partiets metoder under budgetforhandlingerne. SF og Enhedslisten valgte at forhandle med de borgerlige partier, hvilket sent torsdag nat endte med et forlig udenom borgmesterpartiet

Stemningen på rådhuset i Fredericia var præget af eufori og lettelse, da alle partier undtagen Socialdemokratiet kunne præsentere en aftale om det kommende budget. Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten og Malene Søgaard-Andersen fra SF meldte klart ud på pressemødet, hvor de uden omsvøb gjorde det klart, at de ikke ville acceptere velfærdsforringelser i Fredericia Kommune:

– I det seneste døgn har vi skrevet historie. Med et dybt engagement i Fredericias velfærd samles vi i en bred kreds for at beskytte velfærden. Vi forpligtede os til at skabe noget større end os selv ved at skabe en fælles løsning. Massive besparelser ville rive fundamentet væk under os. Vi har ikke afværget truslen, men sikret fremtiden, sagde Schultz.

Helt usædvanligt måtte socialdemokraterne sidde på bagerste række, mens forligspartierne præsenterede deres aftale. Men ikke mindst de to støttepartiers klare udtalelser satte borgmesterpartiet på plads.

– Med dette forlig har vi sat retningen for Fredericia, og jeg er stolt af, at vi er med, hvor vi har prioriteret borgernær velfærd, også på skoleområdet. Vi har løftet folkeskoleområdet, så vi kan sænke klasseloftet til 24 elever fra skoleåret 2025-26, sagde Malene Søgaard-Andersen fra SF.

Med beslutningen om at indgå i et bredt samarbejde udenom Socialdemokratiet er det politiske flertal nu smuldret for borgmesterpartiet. Det betyder også afslutningen på et langvarigt samarbejde, hvor partiet har stået i spidsen for et næsten altid samlet byråd. Det erstattes nu af et alternativ, hvor Enhedslisten og SF får afgørende indflydelse hos de borgerlige partier.

Peder Tind (V) var utrolig glad for aftalen. Venstre er i dag byens største borgerlige parti med fem byrådsmedlemmer. Der er tale om en historisk udvikling i fredericiansk politik, hvor der samarbejdes på tværs af de traditionelle politiske fløje:

– Med forliget har vi sat et fællesskab i søen og bevist, at vi kan bøje os mod hinanden, være pragmatiske og skabe løsninger for fremtidens Fredericia, nu og i de næste mange år. Vi har kigget på, hvor vi kommer fra ideologisk, men fundet hinanden i løsninger for Fredericia. Det er det, det hele handler om. Det handler om Fredericia. Forligskredsen kommer til at samles en gang om måneden, mindst, fordi vi vil følge budgettet tæt, og derfor vil dette selskab tage ejerskab, ikke bare i dag, men også i de næste mange måneder, sagde Tind.

Socialdemokratiet er for alvor sendt til tælling, og de kommende måneder bliver meget spændende for borgmesterpartiet, der nu skal til at vurdere deres situation på en ny måde i dagligdagens politiske klima. SF og Enhedslisten har markeret, at de ikke kan stå på mål for nedskæringer i velfærden, og samtidig vurderet, at de kunne få bedre resultater med den borgerlige fløj, hvilket har svækket borgmesterpartiet betydeligt.

Nu sker der endelig noget i Fredericia

0

Overraskelsen var stor, da fredericianerne vågnede op til nyheden om, at alle partier udenom Socialdemokratiet havde indgået et budgetforlig. Ikke mindst de knap 4.500 medarbejdere i Fredericia Kommune fik kaffen galt i halsen.

Der har længe været tradition for, at det er Socialdemokratiet, der sammen med forvaltningen bestemmer, hvad der er op og ned i Fredericia Kommune. Så kan de andre partier få lov til at komme med ind og få kaffe, mens de i ny og næ får andel i slikskålen. Men at det er borgmesterpartiet, der bestemmer den overordnede kurs, var der ingen tvivl om. Indtil nu.

I realiteten er Socialdemokratiet kommet i mindretal. Var det sket omkring en finanslov, måtte man udskrive folketingsvalg. Sådan går det som bekendt ikke i kommunerne. Men det er værd at bemærke, hvor alvorlig situationen er for byens største parti.

Endnu mere overraskende er det, at støttepartierne har valgt at sende et klart signal til Socialdemokratiet: Nu er det nok. Vi kan ikke tages for givet. Hvis man i almindelige tider har kunnet beklage sig over den konstante enighed om stort og småt, så må man sandelig sige, at nu sker der endelig noget i Fredericia.

Det er gode tegn. Måske ser vi begyndelsen på reel politisk debat om prioriteringer af borgernes penge, hverdag og muligheder. Chokket er malet i ansigterne på den socialdemokratiske gruppe, der føler sig dolket i ryggen af de andre partier. Men på et praktisk plan er der jo tale om ren politik. For politik handler netop om, hvordan man kan blive enige. Og i den forbindelse er det både den personlige indsats, diplomatiet og metoden, der er i centrum.

På de punkter har borgmesterpartiet fuldstændig fejlet. Man har ganske vist borgmesterkæden. Men man har ikke længere et fungerende politisk flertal. Flertallet vil noget andet end Socialdemokratiet.

Det skal blive spændende at følge den politiske udvikling frem mod kommunalvalget i 2025. Under alle omstændigheder er valgkampen nu officielt skudt i gang.

Historisk nederlag til Socialdemokratiet i Fredericia

0
Foto: AVISEN

Efter at de borgerlige partier i samarbejde med SF og Enhedslisten har sat socialdemokraterne på bænken, er spændingen omkring forligets indhold stor. Med kun et år til det kommende kommunalvalg er der lagt op til en dramatisk krise for den socialdemokratiske ledelse, der må se sig forbigået på trods af at partiet har borgmesterkæden.

Der er indkaldt til pressemøde i eftermiddag, hvor forligspartierne vil fremlægge det budget, de har aftalt med hinanden. Men Socialdemokratiet må nøjes med at indtage tilskuerpladserne i byrådssalen. Det er højst usædvanligt.

Efter at det traditionelle sparekatalog har skabt uro og utilfredshed de sidste par måneder, er stemningen endeligt vendt mod den siddende borgmester og det socialdemokratiske forhandlerhold. Det er SF og Enhedslisten, der overrrasker ved at gå sammen med de borgerlige partier, og det betyder, at Christian Bro (A) ikke kan fastholde de støttepartier, han baserer sin magt på.

Den socialdemokratiske gruppeformand, Søren Larsen, må indse, at de tidligere års forhandlingstaktik nu har givet bagslag. Hvor socialdemokraterne har siddet side om side med forvaltningens chefer på den ene side af bordet, mens de øvrige partier er blevet kaldt ind til systematiske gennemgang af muligheder baseret på regneark, så har de øvrige partier i år vendt metoden ryggen. I aftes klokken 19.30 havde Socialdemokratiet indkaldt til forhandlinger, men ingen af partierne dukkede op:

I stedet for gik de i gang med deres egne forhandlinger på Sundhedshuset i Fredericia. Dette mundede sent ud på natten ud i et historisk forlig, der afslutter en lang periode med enighed blandt byrådets medlemmer. Man skal helt tilbage til Uffe Steiner Jensens valgnederlag til Thomas Banke for knap to årtier siden for at finde en så hård lussing til det parti, der historisk har siddet solidt på magten i Fredericia. Nu er Socialdemokratiet sendt udenfor døren og må kigge på, mens de andre partier afgører sagen.

Forløbet viser også, at Søren Larsen og Christian Bro har taget SF og Enhedslisten for givet. Men nu må de sande, at Socialdemokratiet ikke er i flertal i Fredericia, og nu har mistet grebet om deres politiske støttepartier.

Aftenlukninger på Den Gamle Lillebæltsbro igen

0

Den Gamle Lillebæltsbro vil være lukket for biltrafik i de kommende aftener på grund af nødvendigt vedligeholdelsesarbejde.

Fra fredag aften klokken 19.00 og frem til tirsdag morgen vil broen være spærret for biler i tidsrummet mellem klokken 19.00 og klokken 07.00 den følgende morgen. Dog vil spærringen på søndag og mandag slutte lidt tidligere, klokken 05.30.

Årsagen til lukningerne er, at der skal installeres nye fuger i fortovene på broen. Arbejdet kræver anvendelse af kraner og andre større maskiner, hvilket gør det nødvendigt at spærre for biltrafikken i de nævnte tidsrum. Selvom bilister ikke kan benytte broen, vil det stadig være muligt for cyklister, fodgængere og udrykningskøretøjer at passere, men dette skal ske med forsigtighed og under hensyntagen til arbejdets karakter.

Hvis vejret viser sig at være ugunstigt, kan arbejdet blive udsat til næste weekend, hvor lignende spærringer vil være nødvendige. Vejdirektoratet opfordrer derfor trafikanter til at holde sig opdateret via deres trafikkort for den nyeste information om trafiksituationen og eventuelle ændringer.