Lidl vågner op: Trafikproblem løses med nyt lyskryds ved Snaremosevej

0

Fredericia Kommune og Lidl har indgået aftale om at etablere lyskryds og udbygning af venstresvingsbane i krydset Snaremosevej/Gl. Landevej. Aftalen er indgået i enighed og med ønsket om at sikre en god adgang til dagligvarebutikken. Det er da også netop Lidls behov og ønske om et lyssignal i krydset, der har medført, at Fredericia Kommune har nikket ja til etableringen af et lyskryds.

Først ville LIDL betale, så fandt de en juridisk årsag til ikke at betale, så havnende den på Fredericia Kommunes bord, så hørte ingen fra LIDL, imens fortsatte krydset med at være farligt, og det vil det være lidt endnu, men kun lidt, for nu er der fundet en løsning.

– Det er med stor tilfredshed, at Lidl og kommunen har kunnet indgå en aftale, som sikrer at krydset nu får lyssignal, til glæde for de mange kunder ved Lidl, siger Bo René Schjødt Andersen, der er fagchef for erhverv, mobilitet og byudvikling, og tilføjer:

– Derfor synes jeg også, at vi nu ser fremad, og jeg ser frem til et godt samarbejde omkring krydsombygningen. Med de forbedrede adgangsforhold til området, håber vi at kunderne vil benytte de fine forhold omkring den nye Lidl-butik.

Parterne er enige om, at et lyskryds vil gøre det mere sikkert at komme igennem krydset, men også få trafikken afviklet mere glidende end det sker i dag.

Det bliver Lidl selv, der projekterer vejanlægget og står for den direkte kontakt med entreprenøren.

– Vi har hele tiden ønsket at bidrage til at der kom en god trafikal løsning, som giver en let og sikker adgang til butikken. Derfor er vi tilfredse med, at vi nu har fundet en god løsning som giver netop det, siger Mads T. Nielsen Udviklings- og Ejendoms direktør i Lidl Danmark.

Lidl betaler ombygningen krydset inklusiv signalanlægget. Kommunen betaler omkostningerne ved etablering af en venstresvingsbane på det vestlige ben af Snaremosevej, da denne forbedring har kun en lille betydning for Lidl´s drift af dagligvarebutikken. Det betyder at krydset fremtidssikres i forhold til den øgede trafikmængde i takt med at området udvikles og vokser. Både de ligeud kørende og de svingende trafikanter på Snaremosevej vil opleve en mere glidende og sikker trafik.

Kommunens andel er et fast beløb og ændres ikke uanset om ombygningen af krydset bliver dyrere end forventet. Ombygningen kommer til at foregå fra januar til maj 2025. Der vil være kortvarige vejlukninger i løbet af vinterferien i uge 7.

Kommunen overtager det færdige anlæg, når det er færdigt.

Ligaklub præsenterer stort milliionunderskud

0

Sønderjyske Herrehåndbold står i en alvorlig økonomisk situation. For andet år i træk præsenterede klubben mandag et underskud på seks millioner kroner, hvilket har sat spørgsmålstegn ved den langsigtede bæredygtighed i klubbens økonomi. Underskuddet medfører, at egenkapitalen nu er negativ med over 10 millioner kroner, og klubben har endnu en gang måttet låne penge for at sikre driften.

Mens Sønderjyske før jul fejrede en stor triumf med kvalifikationen til pokalturneringens Final4 efter en sejr over Fredericia Håndboldklub, er humøret nu noget mere afdæmpet. Det nyligt offentliggjorte regnskab viser, at klubbens økonomiske udfordringer er langt fra løst, trods bestræbelserne på at stabilisere sig efter adskillelsen fra SønderjyskE-koncernen midt i 2024.

Lån holder klubben i live

For at holde driften kørende har Sønderjyske optaget endnu et ansvarligt lån – denne gang på 1,9 millioner kroner. Dette lån følger i kølvandet på sidste års lån på 3,5 millioner kroner fra Sydjysk Sparekasse. Ansvarlige lån er karakteriseret ved, at de ikke har en fast forfaldsdato, hvilket betyder, at tilbagebetalingstidspunktet i princippet kan udskydes på ubestemt tid.

Trods låneoptagelserne er det stadig tydeligt, at klubben kæmper med strukturelle udfordringer i sin økonomi.

En væsentlig årsag til det fortsatte underskud er klubbens høje lønomkostninger. Ifølge regnskabet brugte Sønderjyske Herrehåndbold i det seneste år 12 millioner kroner på personalelønninger, primært til spillere. Denne udgiftspost overstiger markant de sponsorindtægter, som klubben har kunnet generere, på trods af et øget fokus på at tiltrække sponsorer efter adskillelsen fra SønderjyskE-koncernen.

I 2024 valgte Sønderjyske Herrehåndbold at træde ud af SønderjyskE-koncernen og blive en selvstændig enhed. Beslutningen blev blandt andet truffet for at gøre det lettere at tiltrække sponsorer, og selvom klubben angiveligt har haft fremgang på denne front, har det ikke været tilstrækkeligt til at vende underskuddet.

Klubben står derfor fortsat i en prekær situation, hvor langsigtet økonomisk bæredygtighed synes vanskelig at opnå uden drastiske ændringer.

KIF Kolding jagter svensk forstærkning i bundstriden

0

KIF Kolding holder VM-pause på en skuffende 12. plads i Herreligaen, blot tre point over sidstepladsen. Efter en hård efterårssæson med manglende sejre og en udskiftning på trænerposten ser klubben nu frem mod foråret med håb om bedre resultater.

Holdets nye cheftræner, Sebastian Seifert, har udpeget en mulig forstærkning i bagkæden som et led i bestræbelserne på at sikre overlevelse i ligaen. Ifølge oplysninger arbejder KIF Kolding på at hente den svenske bagspiller Viktor Ahlstrand, der i øjeblikket er tilgængelig efter at være kommet i overskud hos Hammarby.

Kendt profil for Seifert

Ahlstrand er ikke en ukendt profil for Seifert. Den svenske cheftræner har tidligere arbejdet tæt sammen med Ahlstrand og vurderer formentlig, at han kan tilføre kvalitet og stabilitet til en bagkæde, der har været hårdt ramt af skader.

I efteråret måtte KIF Kolding undvære Tobias Ellebæk, som ellers var tiltænkt en nøglerolle på holdet. Fraværet af Ellebæk har bidraget til KIF’s udfordringer i begge ender af banen, og derfor kan Ahlstrand være løsningen på nogle af de problemer, der har plaget holdet.

Sportschef ikke vendt tilbage

AVISEN har forsøgt at få en kommentar fra KIF Koldings sportschef, Lars Christiansen, men han er endnu ikke vendt tilbage.

Hvis handlen falder på plads, vil Ahlstrand blive en vigtig brik i KIF Koldings kamp for at komme fri af bundplaceringen og sikre sig en plads i ligaen til næste sæson.

Med vinterpausen som en tiltrængt mulighed for at samle kræfter og få skadede spillere tilbage, hviler der et stort ansvar på Seifert og hans mandskab, der skal forsøge at vende sæsonen, når ligaen genoptages efter VM.

Vivaldi kæden bløder millioner

0

Café Vivaldi, der driver restauranter i flere danske byer, herunder Fredericia, Vejle og Odense, har oplevet en markant nedgang i økonomien de seneste år. I regnskabsåret 2023/2024 har kæden et underskud på 11,4 millioner kroner før skat, og det bringer det samlede tab for de seneste fem år op på mere end 46 millioner kroner.

Den administrerende direktør og ejer, Mustafa Deliktas, er utilfreds med resultatet og erkender, at de økonomiske resultater ikke er tilfredsstillende. Kæden, der startede i 1999 i Slagelse, har haft flere succesfulde år, især mellem 2016 og 2020, men har de seneste år kæmpet med underskud.

I ledelsesberetningen for regnskabsåret 2023/2024 fremgår det, at der er flere faktorer, der har bidraget til de røde tal, herunder coronalån, som Vivaldi stadig har gæld til staten for, samt ned- og afskrivninger på bygninger og inventar. Kæden har dog stadig store ambitioner om at vende udviklingen.

For at sikre en bedre fremtid og stabil økonomi, er der nu truffet beslutning om at gennemføre en ‘gennemgribende’ ændring af organiseringen af virksomheden og de enkelte caféer. Ændringerne vil blandt andet omfatte intern og ekstern uddannelse af personalet, som et led i at sikre, at de fortsat kan give gæsterne den bedste oplevelse.

Vivaldi-kæden har i øjeblikket 20 restauranter i Danmark, fordelt på fem i Storkøbenhavn, ti på resten af Sjælland og fem i Fyn og Jylland. Med de udfordringer, som kæden står overfor, er ledelsen fast besluttet på at finde løsninger, som kan sikre, at Vivaldi igen bliver en økonomisk sund forretning.

I den kommende periode vil der blive arbejdet intensivt på at udvikle et endnu bedre produkt og dermed forhåbentlig få kæden tilbage på sporet med succes. For nu er fokus på at løse de økonomiske problemer og samtidig sikre, at personalet fortsat leverer den kvalitet, som gæsterne forventer, når de besøger en Café Vivaldi.

IKEA Odense søger nye talenter til elevprogram – ansøgningen er startet

0

Mandag åbner IKEA Odense for ansøgninger til deres elevprogram, der skal tiltrække nye talenter til en detailbranche, som kæmper med at skaffe arbejdskraft. Med nye initiativer og muligheder håber varehuset at gøre elevforløbene mere attraktive for unge.

Den danske detailbranche har i de senere år oplevet stigende udfordringer med at finde kvalificerede medarbejdere. Ifølge en rapport fra Retail Institute Scandinavia forblev hele 41 procent af stillingerne som butiksassistenter ubesatte i 2023. IKEA Odense genkender udfordringen og har derfor arbejdet målrettet på at forbedre deres elevprogram.

Nye muligheder skal tiltrække talenter

IKEA Odense har indført nye initiativer, der skal gøre deres elevprogram mere interessant. For eksempel tilbydes logistik-elever nu “front-days” i Hedehusene, mens elever inden for visuel merchandising får mulighed for at deltage i en studietur til Paris.

– Detailbranchen er generelt udfordrende at rekruttere til, og det er en skam, for den rummer utallige muligheder og spændende karriereveje, siger Christine Bondtofte, ansvarlig for elevprogrammet hos IKEA.

Hun tilføjer, at mange har en fastlåst opfattelse af, hvad det vil sige at være elev i detailbranchen.

– Men i virkeligheden kan en karriere inden for detail tage mange forskellige former, forklarer hun og uddyber:

– Hos IKEA tilbyder vi en bred vifte af karriere- og læringsmuligheder inden for områder som ledelse, kundeservice, salg, indretning og logistik. Hvert år tilpasser vi vores program for at sikre, at vores elever får den bedste start på deres karriere. Vi fokuserer på at skabe muligheder for talenter til at vokse og udvikle sig hos IKEA, både lokalt og globalt, siger hun.

Et springbræt til karriere i detailbranchen

Elevprogrammet giver mulighed for at kombinere teori og praksis og udvikle sig inden for flere områder. Mie Gravergaard, der var Visual Merchandiser-elev hos IKEA Odense fra 2022 til 2024, beskriver, hvordan programmet har givet hende værdifulde erfaringer.

Mie Gravergaard, tidligere elev hos IKEA Odense.
Mie Gravergaard, tidligere elev hos IKEA Odense. Foto: IKEA Odense.

– I mit elevforløb har jeg lært, at jeg brænder for det praktiske arbejde og det at skabe oplevelser for kunderne gennem mit visuelle arbejde. Derudover tager jeg med mig, at det som elev er muligt at gøre en synlig forskel i en stor koncern som IKEA, fortæller hun.

Elevprogrammet varer typisk to år, og på landsplan er der afsat 25-28 pladser. Ansøgninger til programmet kan indsendes fra i dag, og fristen er den 20. februar.

Bustider ændres

0

Fra og med i morgen vil Sydtrafik justere bustiderne på flere afgange i Sønderborg Kommune for at sikre bedre korrespondance med togene til og fra Århus. Ændringerne omfatter både gennemgående ruter og lokale afgange, og har til formål at tilpasse busdriften til de ændrede tidspunkter for togene i Vejle.

På rute 900X, der kører mellem Vejle og Sønderborg, er der ændringer på de gennemgående afgange for at sikre, at passagerer får forbindelse til toget i Vejle til/fra Århus. Afgangen fra Sønderborg Busstation kl. 07.00 vil blive ændret til kl. 07.04 for at matche rute 223, der fortsætter mod Vejle.

Derudover ændres afgange på ruterne 225 og 226 for at tilpasse sig ændringerne i Sejlplanen for Bøjden-Fynshav, hvor ankomsttiderne til Fynshav er blevet justeret. På rute 225 vil afgangen fra Sønderborg blive rykket fra kl. 17.00 til kl. 17.15. Samtidig vil alle afgange på lørdage og søndage blive ændret til at være på minuttal .24. Afgangene fra færgen ændres ligeledes, hvor afgangen kl. 15.55 bliver rykket til kl. 15.53, og afgangen kl. 17.55 til kl. 17.53.

For rute 226 vil afgangen fra Sønderborg blive ændret fra kl. 17.00 til kl. 16.57, mens afgangene fra færgen vil blive rykket til kl. 7.53, kl. 9.53, kl. 11.53 og kl. 17.53 i stedet for de tidligere tider. Ligesom på rute 225 vil alle lørdag- og søndagsafgange blive ændret til minuttal .53.

Yderligere ændring på rute 226 inkluderer et nyt stoppested, “Madeskov”, som vil blive indsat på ruten fra Fynshav til Sønderborg.

Sydtrafik anbefaler passagerer at være opmærksomme på de ændrede tider, som træder i kraft omgående, og opfordrer til at tjekke de opdaterede køreplaner før afrejse.

DMI varsler storm i Sønderjylland – togdriften påvirkes

0

På grund af de voldsomme vejrfænomener, som DMI har varslet for Sønderjylland, vil togdriften blive påvirket i en periode. Fra i dag klokken 18 og frem til tirsdag klokken 18 vil færre tog køre mellem Middelfart og Esbjerg, da vejret i området kan føre til forsinkelser og farlige forhold.

Togene, der normalt kører mellem København H og Esbjerg, vil i stedet køre mellem København H og Fredericia. Passagerer, der skal videre til Esbjerg, skal derfor skifte tog i Fredericia for at fortsætte deres rejse.

For at undgå eventuelle ubehagelige overraskelser anbefales det, at man slår op i Rejseplanen, inden man tager afsted. Togdriften vil blive opdateret løbende, og der kan være ændringer i forbindelse med de kraftige vindforhold og det stormende vejr i regionen.

Så vær opmærksom, og planlæg din rejse i god tid for at sikre en smidig rejse trods vejret.

Bilister rammes af højere brændstofpriser efter årsskiftet

0

Danske bilister oplever nu konsekvenserne af de nye afgiftsændringer, der trådte i kraft ved årsskiftet. Ifølge FDM er det særligt dieselbilejere, der mærker de højere omkostninger, mens benzinbilejere oplever mere beskedne stigninger. For elbilister har ændringerne kun haft en minimal effekt.

Dieselbilister hårdest ramt

For dieselbilister er afgifterne steget med op til 1,05 kroner pr. liter. Det skyldes en forhøjelse af energiafgiften med 15 øre pr. liter, en yderligere stigning på 65 øre som en del af det grønne råderum og skærpede krav til CO2-fortrængning, som FDM vurderer betyder en stigning på yderligere 25 øre pr. liter.

Til gengæld er udligningsafgiften blevet sænket, hvilket giver en mindre besparelse for dieselbilejere, der kører mindre end 10.000 kilometer årligt. For langt de fleste dieselbilister, der kører mere end dette, betyder ændringerne dog højere udgifter. Ifølge FDM skal en bilist, der kører 20.000 kilometer om året, regne med en ekstra omkostning på cirka 1.000 kroner, mens tallet stiger til knap 2.000 kroner for dem, der kører 30.000 kilometer.

– Dieselejerne bliver hårdest ramt. Udover tidligere stigninger skal de nu betale for højere CO2-krav og yderligere afgifter, der gør det endnu dyrere at være dieselbilist, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.

Mindre stigning for benzinbilejere

For benzinbilejere er afgiftsstigningen mere moderat. Energiafgiften på benzin er hævet med 23 øre pr. liter, hvilket betyder en årlig merudgift på cirka 293 kroner for en bilist, der kører 20.000 kilometer om året.

Elbilister slipper billigere

Elbilister oplever minimale ændringer som følge af et fald i elafgiften på 4 øre pr. kWh. For bilister uden ladeaftaler betyder det en besparelse på op til 79 kroner om året, hvis de kører 10.000 kilometer. Størstedelen af elbilister, der har ladeaftaler med afgiftsrefusion, vil dog ikke mærke nogen forskel.

– Selvom afgiftsændringerne generelt er små, understreger de, at det fortsat er billigere at køre elbil. Især hvis man kan lade hjemme på egen ladeboks, siger Ilyas Dogru.

Skifte mod elbiler

FDM påpeger, at salget af elbiler steg markant i 2024, hvilket kan skyldes de lavere driftsomkostninger og bedre ladeinfrastruktur. Samtidig er salget af dieselbiler faldet drastisk. I november blev der kun solgt 84 dieselbiler til private i Danmark, og samlet set er der solgt under 1.200 dieselbiler til private i 2024. Dog er der stadig over 600.000 dieselbiler på vejene.

– Vi ser et skifte, hvor danskerne i stigende grad vælger elbiler. Men for dem, der fortsat kører i benzin- og dieselbiler, arbejder vi på at sikre, at de ikke bliver yderligere belastet af nye afgifter, afslutter Ilyas Dogru.

Hvad betyder det for bilisterne?

FDM’s beregninger viser, hvordan de nye afgifter påvirker bilejernes budget afhængigt af kørselsbehov.

For benzinbilister betyder afgiftsstigningerne en ekstraudgift på 146 kroner om året, hvis man kører 10.000 kilometer, mens tallet stiger til 293 kroner ved 20.000 kilometer og 439 kroner ved 30.000 kilometer.

Dieselbilister, der kører mindre end 10.000 kilometer årligt, kan faktisk opleve en mindre besparelse på grund af den lavere udligningsafgift. Men for dem, der kører længere, er der tale om betydelige ekstraomkostninger – op til 1.933 kroner om året ved 30.000 kilometers kørsel.

For elbilister uden ladeaftale er besparelserne beskedne og topper ved omkring 239 kroner om året for dem, der kører 30.000 kilometer. For flertallet af elbilister med ladeaftaler har de nye regler dog ingen betydning.

DLG trækker sig fra bestyrelsen i biogasvirksomheden BioCirc

0

Grovvarekoncernen DLG, der har hovedkontor i Fredericia, har med øjeblikkelig virkning trukket sine to medlemmer fra bestyrelsen i BioCirc Group Holding. Beslutningen kommer efter flere dages medieomtale af interne stridigheder i biogasvirksomheden, herunder kontroversen omkring fyringen af direktør Bertel Maigaard.

I en pressemeddelelse oplyser DLG, at det har været klart for dem, at der er uenigheder om værdier og governance mellem DLG og forvalterne Maigaard & Molbech II i BioCirc. Mette Sehested, kommunikationsdirektør i DLG, siger i meddelelsen:

– De seneste ugers forløb har gjort det klart for os, at DLG og BioCircs forvalter, Maigaard & Molbech II, har forskellige syn på værdier og governance. Derfor har vi under de nuværende forhold ikke længere den nødvendige tillid til dem som forvaltere og det har ført til, at vi har trukket vores medlemmer fra bestyrelsen.

Selvom DLG er mindretalsaktionær i BioCirc og ikke har bestemmende indflydelse, har de gennem deres bestyrelsesposter forsøgt at sikre en bedre ledelse af virksomheden. DLG påpeger, at de har gjort gentagne forsøg på at opnå enighed om en mere effektiv og ansvarlig governance, som de mener er nødvendig for at sikre BioCircs fremtidige værdier og for at efterleve de krav, der stilles til en virksomhed og dens bestyrelse.

Trods dette er DLG stadig positivt stemt overfor den oprindelige vision for BioCirc, der binder bæredygtig energiproduktion tættere sammen med landbruget. DLG understreger i pressemeddelelsen, at de fortsat ser potentiale i markedet og i forretningsmodellen, som var baggrunden for deres oprindelige investering i virksomheden.

BioCirc har blandt andet kontor i Middelfart.

Albert Rudé bliver ny cheftræner i Kolding IF

0

Kolding IF har sat punktum for trænerjagten med ansættelsen af den 37-årige spanier Albert Rudé som ny cheftræner. Med erfaring fra både mexicansk, amerikansk, spansk og polsk fodbold bringer Rudé en international profil og en imponerende træner-CV til NordicBet Liga-klubben.

Albert Rudé har tidligere haft roller som assistenttræner i den amerikanske MLS-klub Inter Miami og de mexicanske storklubber Pachuca og Monterrey, hvor han har vundet blandt andet CONCACAF Champions League to gange og det mexicanske mesterskab. Derudover har han været cheftræner i blandt andet spanske CD Castellón og polske Wisla Kraków.

I Polen sikrede han Wisla Kraków klubbens første pokaltitel i 21 år, mens han i Spanien førte Castellón til oprykningsplayoff til La Liga II. I sin karriere har Rudé arbejdet med både ungdomsspillere og internationale profiler, hvilket ifølge Kolding IF passer godt til klubbens ambitioner om udvikling.

Kolding IF’s Head of Football, Niklas Nürnberg, udtrykker stor tilfredshed med ansættelsen:

– Albert var vores klare topkandidat både fagligt og menneskeligt. Han har stor taktisk indsigt, især i det offensive spil, som vi ønsker at udvikle yderligere. Samtidig deler han vores respekt for fundamentet og identiteten, vi har bygget op, og vil være med til at videreføre det.

Rudé selv ser frem til at tage hul på sin nye rolle i Kolding IF:

– Jeg ser store perspektiver i Kolding IF og glæder mig til at være en del af klubbens udvikling. Som træner stiller jeg store krav, men jeg giver også meget af mig selv for at få det bedste frem i spillerne. Jeg er allerede blevet taget godt imod og ser frem til dette nye kapitel.

Med sig til Kolding tager Rudé sin faste samarbejdspartner, assistenttræner Eric Lira, som også var en del af staben i både Castellón og Wisla Kraków. Begge trænere har underskrevet kontrakter frem til sommeren 2028.

Niklas Nürnberg ser ansættelsen som en mulighed for at tilføre nye impulser til klubben:

– Albert har erfaring med at udvikle spillere på alle niveauer og kommer med en tydelig ledelsesstil. Sammen med Eric Lira får vi to trænere, der kan bidrage til vores fokus på både individuel og kollektiv udvikling.

Albert Rudé overtager tøjlerne i et trænerteam, der blandt andet tæller Jacob Dehn og Arun Rajkumar som assistenter, mens Martin Raska fortsætter som målmandstræner.

Rudé og resten af staben begynder arbejdet den 6. januar, når Kolding IF genoptager træningen forud for forårssæsonen i NordicBet Ligaen.

Fakta om Albert Rudé

Født: 18. september 1987, Girona, Spanien

Tidligere klubber som cheftræner: LD Alajuelense, CD Castellón, Wisla Kraków

Større meritter: Mexicansk mesterskab, to gange CONCACAF Champions League, polsk pokaltitel

Med Rudés ansættelse satser Kolding IF på at styrke både resultater og udviklingen af klubbens spillere i jagten på oprykning til Superligaen.