Stolthed over nominering fra Business Fredericia

0

I et hurtigt udviklende teknologilandskab, hvor innovation og effektivisering er nøgleordene, er Nordicco A/S leverer løsninger til forbedring af indeklimaet, der kan skille sig ud med både bæredygtighed og teknologi i fokus. I 2024 vandt de en flot AI-pris og de startede 2025 med en nominering til Business Fredericias erhvervspris. Men virksomheden er stadig et start-up, slår Jakob Ladingkær fast i et interview med AVISEN.

CTO Jakob Ladingkær står i spidsen for den teknologiske udvikling hos Nordicco, som specialiserer sig i HVLS-ventilatorer, der kombinerer energieffektivitet, digital styring og klimaansvarlighed. I et interview deler han sin vision for fremtidens bygningsdrift og virksomhedens rejse fra start-up til en global spiller på markedet.

– Vi har været i gang med at digitalisere vores produkter fra starten af. Vores rejse begyndte med at være en produktionsvirksomhed med et solidt produkt, men vi vidste ikke nødvendigvis, hvorfor det virkede, før vi digitaliserede det og fik et kæmpe datagrundlag. Det giver os ikke bare mulighed for at vise kunderne, at vores ventilatorer virker, men også hvorfor de virker, og hvordan de gør det, siger Jakob Ladingkær, CTO hos Nordicco A/S.

Rigtig mange danske kommuner har allerede fået installeret HVLS ventilatorer fra Nordicco.

Teknologi og bæredygtighed hænger sammen

Nordicco A/S udvikler HVLS-ventilatorer, der sikrer markante energibesparelser og et bedre indeklima i bygninger over hele verden. Ladingkær understreger vigtigheden af at kombinere teknologi med bæredygtighed.

– Når vi samler mere og mere data, begynder vi at kunne identificere mønstre, som vi kan give kunderne i en forståelig form. Vi hjælper dem med at spare energi, reducere deres CO2-aftryk og dokumentere deres besparelser, hvilket også hjælper dem i deres ESG-arbejde.

Virksomheden har ikke kun set på klimaansvarlighed som et mål, men som en essentiel del af deres produktudvikling.

– Vi har en vision om at sætte standarden for klimaansvarlighed i vores branche. Det er ikke kun i vores produkter, men i hele vores drift. Vi arbejder hele tiden på at reducere vores CO2-aftryk, siger Ladingkær, mens han ser på den globale betydning af deres løsninger.

– Det handler ikke kun om at levere et produkt, der fungerer, men om at hjælpe vores kunder med at forstå, hvordan de kan gøre det klogere, så de også kan blive en del af løsningen på klimafronten.

Service og installation i en hal

Effektivisering og hurtig feedback

Med den digitale transformation følger krav om hurtige beslutninger. I en verden, hvor den nyeste version af et produkt hurtigt bliver forældet, er det vigtigt at have en agil udviklingsmodel.

– Vi har ikke tid til at vente tre år på, at vi finder ud af, om vores produkt virker. Vi skal hurtigt ud, få feedback fra kunderne, få ’tæskene’ for det, justere det og så ramme igen. Det er sådan, vi hele tiden bliver bedre, smartere og mere effektivt, forklarer Ladingkær.

Det er netop denne form for agilitet, der har hjulpet Nordicco med at blive anerkendt som en af de mere innovative spillere på markedet for energieffektive løsninger. Virksomheden har udviklet et digitalt styringssystem, Northern Sky, som giver kunderne fuld kontrol og dybdegående indsigt i deres bygningsdrift.

– Med Northern Sky kan vores kunder træffe intelligente, datadrevne beslutninger og optimere deres energiforbrug. Det betyder, at de ikke bare sparer penge, men også kan dokumentere deres resultater i forbindelse med deres bæredygtighedsmål, siger Ladingkær.

Billund Lufthavn har netop fået installeret HVLS ventilatorer fra fredericianske Nordicco

Global ekspansion og opsøgende salg

Selvom Nordicco allerede har etableret sig som en nøglespiller i Danmark og Europa, er der stadig meget arbejde at gøre for at nå ud til flere kunder.

– Vi opsøger vores kunder. Vi er ikke på et punkt, hvor vi kan vente på, at kunderne ringer til os. Vi skal gå ud og fortælle dem, hvad vi kan tilbyde – at vi faktisk har noget, der kan give dem endnu større besparelser og hjælpe dem med at blive mere klimabevidste, forklarer Ladingkær.

Men det er netop denne opsøgende tilgang, der gør virksomheden til et eksempel på, hvordan et dansk start-up med ambitioner om bæredygtighed og teknologi kan erobre markederne.

– Vi er stadig et start-up på mange måder. Selvom vi er seks år gamle, er vi stadig drevet af den samme iværksætterånd. Når vi møder ind om morgenen, ved vi ikke helt, hvad dagen bringer, men vi er altid klar til at gøre det bedre end i går, uddyber Jakob Ladingkær.

Nominering som års erhvervsvirksomhed

At være nomineret som års erhvervsvirksomhed af Business Fredericia er et skulderklap for den unge virksomhed.

– Vi er glade for nomineringen.Det er en anerkendelse af, at vi gør noget, der betyder noget for både vores kunder og vores by. Selv om vi ikke vinder prisen, er det en bekræftelse på, at vi er på rette vej. siger Ladingkær.

I sidste ende handler det for Ladingkær om at dele viden og erfaringer med andre.

– Vi deler gerne vores rejse med andre iværksættere. Vi ønsker at inspirere og give videre, så vi kan være et eksempel på, hvordan man kan gå langt ud i verden, starte som et lille firma og sætte et markant aftryk, slutter han med et smil.

Med et klart fokus på innovation, bæredygtighed og effektivisering ser fremtiden lys ud for Nordicco, og det er kun et spørgsmål om tid, før deres produkter og løsninger er at finde i endnu flere bygninger på tværs af Europa – og verden. Det er CTO Jakob Ladingkær ikke i tvivl om.

KIF-profil åbner op efter rygter

0

Kristian Stoklund og flere af KIF Koldings profiler var i januar genstand for spekulationer om mulige klubskifter. Rygterne gik på, at klubben var klar til at sige farvel til en række erfarne spillere, men i sidste ende forblev alle i Kolding.

Søndag aften, i forbindelse med KIF Koldings kamp mod Mors-Thy, satte Stoklund for første gang ord på den usikre situation, han har været en del af den seneste måned.

– Jeg havde muligheden for at finde en løsning i samarbejde med dem, hvor jeg kunne få en større rolle et andet sted, siger Stoklund til TV 2.

I januar blev spillerne i KIF Kolding indkaldt til individuelle samtaler med klubbens ledelse. For Stoklund kom vurderingen af hans fremtid som en overraskelse. Baggrunden for den overraskelse var, at Stoklund gennem længere tid havde kæmpet med sygdom og følte, at han ikke havde haft muligheden for at bidrage fuldt ud.

– Jeg havde været igennem et langt sygdomsforløb i månederne op til, så jeg følte ikke, at jeg kunne bidrage med det, jeg gerne ville, siger han.

At KIF-ledelsen alligevel var åben for at lade ham skifte klub, var derfor ikke den besked, han havde forventet.

– Det var selvfølgelig en overraskelse, som jeg lige skulle bearbejde. Jeg havde brug for lidt tid til at finde ud af, hvad der skulle ske, siger han.

KIF tabte kampen mod Mors-Thy med 31-27. I opgøret lavede Stoklund tre mål.

Vejle fyrer træneren med en uge til sæsonstart

0

Med blot en uge til Superligaen starter har Vejle Boldklub valgt at fyre klubbens cheftræner og staben.

Vejle Boldklub har i dag valgt at stoppe samarbejdet med klubbens rumænske cheftræner, Mihai Teja, dennes assistent, Dragoș Militaru, og den fysiske træner, Juan Francisco Gomez, med øjebliklig virkning. I resten af denne sæson i 3F Superligaen er klubmanden Steffen Kielstrup ansvarlig for klubbens førstehold sammen med den tidligere VB-spiller Johnny Mølby.

Beslutningen om at tage afsked med cheftræner, assistenttræner og fysisk træner kommer inden for samme periode, hvori Vejle Boldklub valgte at fyre klubbens rumænske sportschef, Marius Adrian Nicolae.

Administrerende direktør og interim sportschef i Vejle Boldklub, Henrik Tønder, fortæller her om baggrunden for sin beslutning om at tage afsked med trænertrioen.

– Min opgave som både direktør og interim sportschef handler helt grundlæggende om, at jeg skal have tillid til og tiltro omkring, at vores 3F Superliga-hold er kompetitivt. Det er min helt klare vurdering, at holdet og klubben med denne beslutning står stærkere i forhold til at være netop det i foråret. Vi får to mennesker ind, der forstår denne opgave, og som kender til Vejle Boldklub, og det vil være det, vi skal arbejde ud fra, og det fundament, vi hviler på, fortæller Henrik Tønder og fortsætter:

– Jeg tager det fulde ansvar for denne beslutning. Jeg står på mål for den, og jeg vil ikke fortsætte med et set-up, som jeg ikke har tillid til, alene fordi det er en beslutning, der kan give uro uden for klubben. Jeg mener, at vi som klub såvel på den korte som den lange bane står bedre rustet til fremtiden med denne beslutning. Jeg vil gerne takke alle Mihai, Dragoș samt Juan for tiden i Vejle Boldklub og for deres respektfulde måde at være i klubben på, fortæller Henrik Tønder.

Det nye trænerteam i Nørreskoven ser frem til at forberede holdet til den første 3F Superliga-kamp i foråret mod Silkeborg IF.

– Jeg er klubbens mand, og da jeg blev spurgt, om jeg ville tage ansvaret for holdet i forårssæsonen, så tager jeg naturligvis det ansvar på mig. Jeg kender holdet, jeg kender spillerne, og jeg vil gøre mit ypperste for, at Vejle Boldklub leverer en indsats i foråret, som vi kan være bekendt, og som man kan kende klubben på. Jeg har ingen ambitioner om at være cheftræner for holdet, når foråret er færdigt, men jeg har en ambition om at hjælpe klubben, når den har brug for mig. Jeg håber, at alle i og omkring klubben vil hjælpe os med opbakning og med den loyalitet, som alle med VB i hjertet er kendt for at have overfor klubben, fortæller den ene halvdel af den nye trænerduo.

Den anden halvdel af Vejle Boldklubs nye trænerduo, Johnny Mølby, vender retur til Nørreskoven og den klub, som han har spillet 194 kampe for i Danmarks bedste fodboldrække. Efter afskeden med Vejle Boldklub fortsatte Mølby sin spillerkarriere i klubberne FC Nantes, Borussia Mönchengladbach, KV Mechelen, AaB og AGF. Derudover har Johnny Mølby stor cheftræner- og assistenterfaring fra flere danske klubber samt fra udlandet.

– Jeg er glad for at kunne hjælpe Vejle Boldklub i den situation, som klubben befinder sig i. Da jeg fik henvendelsen fra klubben, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville takke ja. Efter et svært efterår og en stor pointafstand til den anden side af nedrykningsstregen handler det for holdet om nu at sætte nogle gode kampe sammen. Det er et arbejde, som jeg ser frem til at hjælpe Steffen Kielstrup og klubben med, fortæller Johnny Mølby.

Vejle indleder Superligaen på søndag på udebane mod Silkeborg.

Kritik af Familieretshusets sagsbehandling: Borgere venter årevis på værgemål

0

I en tid præget af øget fokus på offentlig forvaltning og borgernes ret til rettidig sagsbehandling, har Folketingets Ombudsmand netop afsluttet en undersøgelse af sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet i Familieretshuset. Undersøgelsen blev indledt efter en række klager og den offentlige debat om de langstrakte ventetider i forbindelse med sager om værgemål.

Ombudsmandens rapport, der blev offentliggjort i februar 2025, kommer på baggrund af et samråd i Folketinget, hvor både Social- og boligministeren og Justitsministeren åbnede op for erkendelsen af, at de nuværende sagsbehandlingstider er uholdbare. Med en stigning i antallet af verserende værgemålssager har Familieretshuset set sin gennemsnitlige sagsbehandlingstid forværret betydeligt, hvilket betyder, at flere hundrede borgere står tilbage i uvished i årevis, før deres sager får en afgørelse.

Øget arbejdsbyrde i Familieretshuset

Undersøgelsen afslører, at Familieretshuset har set en kraftig stigning i antallet af nye sager om værgemål. I 2024 modtog Familieretshuset markant flere sager, end de har været i stand til at afslutte. På nuværende tidspunkt har mere end 16.000 sager været under behandling i over et år, og gennemsnitlig sagsbehandlingstid er steget fra 13,1 uger i 2023 til 19,6 uger i første halvdel af 2024. For nogle sager, især dem vedrørende ændring eller ophævelse af værgemål, er ventetiden nu op mod to år – et urimeligt langt tidsrum for de involverede parter, som ofte står midt i livsændrende beslutninger.

Særligt alvorligt er det, at flere af de verserende sager har været under behandling i flere år, og for nogle borgere er ventetiden blevet tættere på et halvt årti. På Familieretshusets hjemmeside oplyses den forventede sagsbehandlingstid for visse sager at være helt op til 196 uger – næsten fire år – hvilket har skabt stor bekymring blandt både borgere og politikere.

Ministeren tilkendegiver alvoren

Under samrådet i januar 2025 tilkendegav Social- og boligministeren, at situationen på værgemålsområdet er “uholdbar”, og at der derfor skal findes løsninger. Udviklingen i de stadigt stigende sagsbehandlingstider og det voksende antal verserende sager kræver en hurtig reaktion, mente ministeren. Dette synspunkt blev bakket op af Henrik Bloch Andersen, Folketingets midlertidige ombudsmand, som understregede nødvendigheden af at tage denne udfordring alvorligt. Ombudsmanden har pålagt Social- og Boligministeriet at komme med en redegørelse for udviklingen på området i begyndelsen af 2026, og han fremhævede, at ministeriet skal vurdere, om de eksisterende tiltag er tilstrækkelige.

– Når man tænker på, hvor betydelige konsekvenser værgemålssager kan have for de berørte parter, er der grund til at se med stor alvor på udviklingen i sagsbehandlingstiderne. Jeg kan derfor tilslutte mig ministerens vurdering af, at situationen er uholdbar, siger Henrik Bloch Andersen

Lovforslag i høring – men er det nok?

Som en reaktion på de langvarige sagsbehandlingstider har Justitsministeriet den 31. januar 2025 sendt et lovforslag i høring. Forslaget indeholder en række justeringer af værgemålsloven, som blandt andet sigter mod at reducere Familieretshusets arbejdsbyrde. Et af de væsentlige elementer i forslaget er, at flere beslutninger, som i dag kræver Familieretshusets godkendelse, fremover vil kunne træffes uden myndighedens inddragelse. Dette vil formentlig gøre det muligt for Familieretshuset at reducere sagsbehandlingstiden og få løst den stigende sagspukkel. Lovforslaget ventes fremsat i marts 2025 og træder i kraft 1. juli 2025, hvilket vil have betydning for sager, der allerede er under behandling.

Samtidig er der blevet tilført nye ressourcer til Familieretshuset, herunder midler til ansættelse af 24 nye medarbejdere, og der er blevet sat fokus på at optimere sagsgangene via nye digitale løsninger og forbedret selvbetjening. På trods af dette er der stadig stor tvivl om, hvorvidt de nuværende tiltag vil være tilstrækkelige til at nedbringe de lange ventetider.

Værgemålssager med livsvigtige konsekvenser

Værgemålssagerne kan have dramatiske konsekvenser for de mennesker, det drejer sig om, og derfor er det afgørende, at der hurtigt findes løsninger på den fastlåste situation i Familieretshuset. Mange af de involverede er i en yderst sårbar situation og har behov for hurtig hjælp til at træffe afgørelser, der kan få stor betydning for deres økonomi, livsforhold og fremtid.

Som det står i ombudsmandens rapport, er det især sager, der omhandler etablering af værgemål, ændringer i eksisterende værgemål og tilsyn med værger, der skaber store udfordringer. For disse borgere er den lange ventetid både en psykisk og økonomisk byrde, og nogle er i den frygtelige situation, at de måske ikke har tilstrækkelig hjælp i tide.

Det er klart, at det ikke kun er Familieretshuset, men også de politiske beslutningstagere, der bærer et ansvar for at få rettet op på situationen. Det er uacceptabelt, at borgere skal vente så længe på afgørelser, som har afgørende indflydelse på deres liv. Det er på høj tid, at der træffes beslutninger, som både kan lette presset på Familieretshuset og sikre, at de mennesker, der er afhængige af værgemål, får den nødvendige hjælp hurtigt og effektivt.

– Der er grund til at følge situationen tæt, og vi må håbe, at de igangværende tiltag vil have en positiv effekt på sagsbehandlingstiderne. Værgemålssager har vidtrækkende konsekvenser, og derfor er det afgørende, at vi får skabt et system, der kan håndtere dem rettidigt, slutter Henrik Bloch Andersen.

7 ud af 10 børnefamilier holder vinterferie hjemme i Danmark: Her er naturvejlederens tips til aktiviteter i naturen

0

Når danske børnefamilier over de kommende uger holder vinterferie, bliver langt de fleste af dem helt eller delvist hjemme i Danmark. Her forventer størstedelen at tilbringe familietid i naturen, viser ny undersøgelse. Naturvejleder giver her fem forslag til, hvad man kan lave derude.

Den danske natur byder på masser af muligheder og sjove aktiviteter – også her midt i februar. Så når danskere landet over holder ferie i uge 7 eller 8, er der al mulig grund til at rykke ud i naturen. Og det er der mange, der har planer om.

Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for VILD under Danmarks Naturfredningsforening, afholder langt størstedelen af de danske børnefamilier med børn i alderen 2-12 år hele eller dele af vinterferien i Danmark. 

I undersøgelsen svarer 60 pct. af de adspurgte forældre, at de udelukkende holder vinterferie i Danmark i år, mens 10 pct. både holder ferie i Danmark og i udlandet. 8 pct. afholder hele ferien i udlandet, mens 17 pct. svarer, at de ikke holder vinterferie sammen som familie.

Blandt de familier, der helt eller delvist holder vinterferie herhjemme i Danmark, planlægger 62 pct. at tilbringe tid i naturen sammen som familie.

Hvis nogle af dem skulle mangle inspiration til, hvad de kan lave derude, har naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening, Thomas Neumann, samlet en række tips til sjove og hyggelige aktiviteter:

1 – Gå på jagt efter dyrespor

Naturen er fyldt med små og store spor efter dyr, som bare venter på at blive fundet og undersøgt.

Da jorden hverken er frossen eller dækket af sne, men i stedet er bar og lidt smattet, er det et godt tidspunkt at finde dyrespor fra både fugle og pattedyr.

Og det er ikke kun fodspor, man kan finde. Afgnavede kogler kan vidne om et sultent egern. Fjer på jorden kan stamme fra alverdens fugle. Der er masser af spor derude.

Prøv at gå på jagt efter de forskellige spor og tal med børnene om, hvad sporene mon kan stamme fra.

2 – Spil naturbingo

Hvis du tager familien med på tur, kan du også gøre det til en lille konkurrence. I kan spille naturbingo, som går ud på at få fuld plade i ting, der kan findes i naturen. Da træerne lige nu er uden blade, er fuglene lettere at se.

Tegn en spilleplade selv eller find den på nettet. Udvælg selv, om I skal på jagt efter fugle, fjer, sten, eller måske muslinger – alt efter, hvor jeres naturbingo skal foregå.

3 – Tag på stranden

Selvom det nok er de færreste, der forbinder vinterferien med en tur på stranden, er der masser at lave ved kysten på denne årstid.

Prøv at gå på opdagelse efter muslingeskaller, rav eller drivtømmer langs vandkanten.

Og så kan man selvfølgelig også tegne i sandet eller lave strandkunst ud af opskyllede muslingeskaller og sten.

4 – Lav en flot kokodama af mos

Mos er fantastisk og er overalt i naturen. Den grønne mos står så tydeligt og smukt – især lige nu, hvor resten af naturen er et studie i gråt og brunt.

Tag fx hvad der svarer til 10 x 10 cm mos med hjem. Rul en lille kugle af jord, læg mosset rundt om og bind sejlgarn eller snor for at holde på mosset.

Hæng herefter kuglen eller kuglerne op i vinduet og vand dem forsigtigt, når de ser lidt tørre ud.

5 – Kom ud i mørket

Selvom vi går lysere tider i møde, bliver det stadig tidligt mørk her i februar. Derfor er vinterferien et godt tidspunkt at tage på mørkevandring i skoven og andre naturområder.

Kom ud og lyt efter nattens dyr og oplev, hvordan mørket kan skærpe vores sanser.

Når man kommer ud i naturen og væk fra byens lys, træder stjernehimlen også meget tydeligere frem. 


Find inspiration til flere naturaktiviteter på https://vild.dn.dk/inspiration/

___________________________

FAKTA: Om undersøgelsen fra Epinion

Undersøgelsen fra Epinion er gennemført som webbaserede interview blandt 1.016 forældre til børn i alderen 2 til 12 år. Data er indsamlet i perioden 6. januar – 21. januar 2025 via online panel. Data er vægtet på køn og region. 

Se undersøgelsen her.

Sne, slud og koldere dage

0

I de kommende fem dage vil vi opleve en stabil vejrperiode, hvor østenvinden holder sit greb om Danmark. Et kraftigt højtryk, som ligger næsten stille lige nord for landet, betyder, at vi står overfor en fastlåst vejrsituation, hvor lufttrykket måles højt uden de store udsving.

Der er ikke meget nedbør at vente på, men der vil være enkelte perioder med sne, slud eller regn, selvom det meste af tiden vil være præget af skyer. I perioder vil vi dog også få solskin, selvom det ikke bliver alt for hyppigt.

Mod næste weekend forventes højtrykket at svækkes. Prognoserne peger på, at koldere luft fra nord og nordøst vil bevæge sig ind over Danmark, hvilket kan medføre en markant temperaturnedgang. Der er også mulighed for spredte snebyger i den kommende weekend.

I de kommende dage skal vi derfor forberede os på kølige forhold, som efterhånden kan blive koldere og mere vinterlige.

Kolde: DMI

Fra lægevagten til børneafdelingen

0

Formand for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, Pernelle Jensen (V), har haft en tæt og praktisk tilgang efter hun er blevet formand for udvalget i regionen.

Pernelle Jensen blev valgt til regionsrådet ved valget i 2021, og omkring midtvejs i valgperioden overtog hun formandsposten i udvalget, da Venstre konstituerede sig som følge, at Stephanie Lose trådte ind i regeringen.

Siden da han man kunnet følge Jensen kontinuerligt på sociale medier lægge billeder op af, at hun er ude og se sundhedsvæsnet væk fra Regionsrådets murer.

I stedet for blot at læse dagsordener og modtage rapporter, har hun aktivt opsøgt de steder, hvor sundhedspersonale arbejder hver dag. Hendes erfaringer fra blandt andet lægevagten og børneafdelingen har givet hende et værdifuldt perspektiv på de udfordringer, der findes i sundhedsvæsenet.

– Jeg har været mange steder rundt, blandt andet på lægevagten, både nat og dag. Jeg har også været i børneafdelingen og i København. Jeg har været på rigtig mange forskellige steder, og jeg synes, det giver noget helt andet at være ude i hverdagen og følge en læge eller en sygeplejerske. Man får et indblik i de udfordringer, de står overfor, og hvordan de arbejder, siger Pernelle Jensen.

Hun forklarer, at det at være fysisk til stede giver et langt bedre perspektiv end at sidde og læse om udfordringerne på en dagsorden. Ifølge Pernelle Jensen giver det hende en direkte forståelse af de situationer, som sundhedspersonalet arbejder i.

– Man får en føling med, hvordan de arbejder, og hvordan det er i en given situation, hvor man bedre kan sætte sig i deres sted. Og så kan man stille spørgsmål, når man oplever noget, som man kan blive nysgerrig på, og derved få en bedre forståelse, forklarer hun.

Denne tilgang har givet hende indsigt i de daglige realiteter på hospitaler og i klinikker, som hun mener er afgørende for en bedre politisk forståelse og beslutningstagning. Et konkret eksempel på, hvordan Pernelle Jensen har udvidet sin forståelse af sundhedsvæsenet, var hendes besøg i børneafdelingen. Her var hun sammen med en sygeplejerske, der arbejdede på et projekt om børn og unge, der er pårørende til syge forældre – et emne, som Pernelle Jensen har engageret sig i lokalt.

– Det var godt at få et indblik i, hvordan sygehuset ser på samarbejdet med kommunerne, siger hun og understreger, at disse besøg gør det muligt at stille spørgsmål og få viden på en langt mere nuanceret måde end ved blot at læse en rapport.

Pernelle Jensen er ikke den eneste politiker, der har taget initiativ til at forstå sundhedsvæsenet fra et praktisk perspektiv. Hun fortæller, at flere af hendes kollegaer i regionen også har været ude at besøge forskellige steder i sundhedsvæsenet.

– Jeg har også sagt, at hvis der er nogen, der mener, jeg kunne få noget ud af at se noget, så vil jeg meget gerne tage ud og besøge dem, siger hun og understreger, at det at få et personligt indblik er en vigtig del af hendes politiske arbejde.

Som formand for udvalget Det Nære Sundhedsvæsen har Pernelle Jensen et særligt fokus på sammenhængen mellem de forskellige sundhedstilbud, især i relation til ældre borgere.

– Jeg ser også på sammenhængen mellem de forskellige tilbud, for eksempel lægevagten og sygehuset. Hvordan oplever man overgangen? Og hvordan oplever de samarbejdet med kommunerne, især i forhold til ældre borgere? spørger hun og understreger, at det er vigtigt at forstå, hvordan de forskellige elementer i sundhedsvæsenet arbejder sammen – især når det kommer til ældre borgere, der ofte har komplekse behov.

Et af hendes vigtigste besøg var på den geriatrisk afdeling på Kolding Sygehus, hvor hun så nærmere på, hvordan ældre medicinske patienter modtages og behandles.

– Jeg har også været på en afdeling på Kolding Sygehus, hvor de modtager ældre medicinske patienter. Det gav mig rigtig meget, også i forhold til, hvordan jeg samarbejder med kommunerne, slutter Pernelle Jensen og peger på, hvordan erfaringerne fra afdelingerne styrker hendes evne til at skabe bedre samarbejde mellem regionen og kommunerne.

Problemer med opkald til 112 – politiet vejleder

0

Flere oplever i øjeblikket problemer med at foretage opkald fra deres mobiltelefoner. Rigspolitiet har fredag advaret om, at nogle brugere kan have svært ved at ringe op, herunder til alarmnummeret 112.

I et opslag på det sociale medie X oplyser Rigspolitiet, at der er en løsning, hvis man oplever problemer med at komme igennem til alarmcentralen.

– Hvis du har akut behov for at kontakte 112 og ikke kan ringe op, kan du sandsynligvis løse problemet ved at sætte din telefon i flytilstand og derefter ringe 112 igen, lyder opfordringen fra Rigspolitiet.

Samtidig understreger politiet, at 112 kun må bruges i akutte situationer, hvor der er brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Der er endnu ingen oplysninger om årsagen til problemet eller hvor udbredt det er. Teleoperatører eller myndigheder har endnu ikke meldt ud, hvad der ligger bag de tekniske vanskeligheder.

Rigspolitiet anbefaler, at borgere, der oplever problemer, forsøger løsningen med flytilstand og holder sig opdateret via myndighedernes officielle kanaler.

Kørselsforvirring på Nørre Voldgade: Nye ensretninger skaber forvirring blandt bilister

0

Nye skilte på Nørre Voldgade har skabt forvirring blandt bilister i Fredericia. De nyligt opsatte ensretninger betyder, at to ensretninger mødes og begge fører ned ad Kongensgade. Forvirringen er så stor, at flere bilister er blevet set køre imod ensretningen, hvilket Fredericia AVISEN har observeret ved selvsyn.

Fra stykket ved Nørre Port og mod øst, altså mod Østerstrand, er der ensretning. Her er trafikflowet ensrettet mod Østerstrand og skal sikre glidende trafik mod øst. Problemet opstår dog, når bilister kører fra Øster Voldgade ved Kongens Port og vil fortsætte via Nørre Voldgade. Også her er der ensretning – men kun indtil man når frem til Kongensgade, hvor trafikken deles.

På dette punkt tvinges bilisterne til at dreje til venstre, da de ellers ville køre imod den modsatte ensretning på Nørre Voldgade. For mange har dette forvirrende skiltet givet anledning til usikkerhed, da det ikke nødvendigvis er indlysende, hvilken vej man skal tage, når man når frem til dette kryds.

De nye skilte og ændringer er en del af Fredericia Kommunes arbejde med et større vejprojekt, som også involverer ændringer af ensretningerne. Skiltene er blevet sat op for at optimere trafikflowet i forbindelse med projektet, men det er ikke blevet kommunikeret klart til borgerne, hvad de nye ændringer betyder for trafikken. Fredericia AVISEN har siden torsdag morgen modtaget flere henvendelser fra borgere, der har udtrykt forvirring over de nye ensretninger, der begge fører ned ad Kongensgade.

Her til og ikke længere. Sådan ser det ud, når man rammer stykket på Nørre Voldgade ved Kongensgade, hvis man kører mod øst.

Trods flere henvendelser har Fredericia AVISEN ikke haft held med at få en kommentar fra Fredericia Kommunes vejansvarlige, Ditte H. Nielsen. Det har givet anledning til yderligere spørgsmål omkring, hvorfor de nye trafikale ændringer ikke er blevet kommunikeret bedre ud til borgerne på forhånd.

Mens de nye ændringer på Nørre Voldgade er en del af et større projekt, har den manglende information om de nye ensretninger ført til frustration blandt trafikanter. Mange bilister har måtte navigere i krydset uden at have været informeret om de ændringer, der nu er en fast del af vejen. Det er ikke første gang, at trafikken på Nørre Voldgade har skabt forvirring, men de nyligt opsatte skilte har gjort situationen mere kompleks.

For Fredericia Kommune er det vigtigt at kunne håndtere denne form for forvirring og sikre, at borgerne kan navigere sikkert og effektivt, især når der foretages ændringer på vejnettet. Mens det stadig er muligt, at trafikforholdene vil justeres og tilpasses i den kommende tid, bliver det vigtigt at sikre, at de nødvendige informationer når ud til borgerne – især når der introduceres permanente ændringer på vejene.

Alt i alt har de nye ændringer på Nørre Voldgade skabt en betydelig trafikal forvirring, som kræver opmærksomhed. Det er nu op til kommunen at sikre, at kommunikationen omkring disse ændringer bliver bedre, så bilisterne kan forstå og følge de nye trafikregler.

FHK klar til forårssæsonen: Vil i top-4 og jagte medaljer

0

Efter en lang vinterpause er Fredericia Håndboldklub klar til at tage hul på forårssæsonen. Klubben ligger aktuelt nummer tre ligaen og går ind til de afgørende måneder med ambitionen om at slutte i top-4 og spille med om DM-medaljerne. Samtidig lever håbet stadig i Champions League, selvom mulighederne for avancement ser svære ud.

Direktør Thomas Renneberg-Larsen ser frem mod et spændende forår, der starter fredag aften med en vigtig hjemmekamp mod Sønderjyske.

– Vi glæder os helt vildt til at komme i gang igen. Truppen har haft en lang kamppause, men vi står et rigtig godt sted nu, siger han.

Topplacering og europæisk håb

FHK har leveret en stærk sæson indtil nu og er godt placeret i topstriden. Målet er at holde fast i top-4, så klubben sikrer sig en gunstig udgangsposition til slutspillet, hvor DM-medaljerne skal fordeles.

I Champions League lever chancen for avancement fortsat, selvom det ser svært ud. FHK er stadig i spil til en sjetteplads, der vil sikre videre deltagelse i turneringen, men det kræver sejre i de sidste kampe.

– Der er stadig en chance for at ende som nummer seks, og det går vi selvfølgelig efter. Det vil nok kræve to sejre som minimum, og det arbejder vi hen imod, så længe det er muligt, siger Renneberg-Larsen.

Den første store europæiske opgave bliver hjemmekampen mod Paris Saint-Germain, hvor FHK håber på massiv opbakning i Middelfart Sparekasse Arena.

– Vi håber på en fyldt arena og mange sponsorer, når vi skal møde Paris. Det er en kæmpe kamp for klubben, og vi ved, at vores fans kan skabe en fantastisk stemning, siger Larsen.

Samtidig ser klubben frem til den kommende udekamp mod Füchse Berlin, hvor FHK får stor opbakning fra tribunerne.

– Vi laver en tur derned, hvor cirka 200 fans og sponsorer tager med til Berlin. Det betyder meget for os at have den støtte med på udebane, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Næsten fuldt hold klar til foråret

Efter en efterårssæson, hvor skader satte sit præg, står FHK nu med en næsten fuldtallig trup.

– Nu er alle jo, kan man sige, raske. Det eneste, der er ude, er Young, og vi ved ikke, hvornår han er tilbage. Vi håber, han kommer tilbage i løbet af sæsonen, men ellers ser det godt ud. Målmændene er på vej, Henneberg er tilbage, og Palme også. De har trænet rigtig godt her i pausen, og vi har kun haft én skaderapport, fortæller Thomas Renneberg-Larsen.

Især på målmandsposten er der positive meldinger. Både Sebastian Frandsen og Thorsten Fries døjede med skader i efteråret, men de er nu begge klar.

– Vi ser, hvad der sker med målmændene. Begge målmænd er klar, selvom unge Rasmus Storm også gør det rigtig godt. Det betyder, at træneren har mange muligheder under kampene, fastslår Renneberg-Larsen.

En af de største forstærkninger i truppen er tilbagevendte Sebastian Henneberg, der var en af profilerne i sidste års DM-slutspil.

– Ja, han er klar. Han har siddet ude det meste af året, men vi ved, hvad han kan. Det er virkelig en stor opgradering for os, siger FHK-direktøren.

Med en bred og stærk trup står FHK over for et luksusproblem – trænerteamet skal nu tage stilling til, hvem der skal med i truppen, frem for blot at tage de 16 spillere med, der er til rådighed.

– Når der er flere muligheder, gør vi også livet sværere for modstanderne. Vi kan variere, hvem der spiller, og hvilke bagspillere der er til rådighed, slutter Thomas Renneberg-Larsen.

Fredagens kamp mellem FHK og Sønderjyske fløjtes i gang klokken 19:00.