Der findes år, der begynder med et løfte. Og så findes der år, der begynder med et krav. 2026 ligner det sidste.
Ikke et krav om optimisme. Heller ikke et krav om pessimisme. Men et krav om opmærksomhed.
Vi lever i en tid, hvor det føles, som om verden hele tiden er på kanten. Som om noget afgørende er ved at gå i stykker – demokratiet, klimaet, fællesskabet, sandheden. Følelsen er reel. Men følelsen er ikke hele sandheden.
Hvis man, som Hans Rosling insisterede på, tager tallene alvorligt, ser man noget mere besværligt – og mere interessant – end fortællingen om sammenbrud. Man ser en verden, der på samme tid har løftet milliarder af mennesker ud af nød og skabt nye, dybe spændinger. En verden, der har fået mere viden, mere sundhed og længere liv – men også mere støj, mere tempo og mindre tålmodighed.
Det paradoks er ikke en fejl i systemet. Det er selve systemet.
Fremskridt føles ikke som fremskridt, når de ikke fordeles lige. Når nogle oplever fremgang som tab. Når forandringer går hurtigere, end mennesker kan følge med. Det er dér, afmagten opstår. Og det er dér, de simple forklaringer får fat.
Derfor er 2026 ikke et år, hvor vi har brug for flere råb. Vi har brug for bedre samtaler. Samtaler, der kan rumme, at noget faktisk går den rigtige vej – uden at lukke øjnene for det, der gør ondt. Samtaler, hvor fakta ikke bruges som våben, men som fælles grund.
Det gælder også herhjemme. I det nære. I de byer og lokalsamfund, hvor tillid ikke er en abstraktion, men noget man mærker – eller savner – i hverdagen.
At insistere på nuancer er ikke svaghed. Det er en demokratisk dyd.
2026 bliver ikke let. Men det kan blive et år, hvor vi igen tør tænke lidt langsommere, lytte lidt mere og handle lidt klogere.
Nogle dage føles tunge og slæber sig af sted, andre er legende lette og forbi, nærmest før de begyndte. Tilværelsens toneart og tempo bølger op og ned.
Livets vekslen er livets lod.
Det oplever vi alle over tid – også i år.
Tag nu bare det at være forældre. Dronning Mary og jeg nyder at se vores børn vokse, finde deres ben og tage tilløb til at flyve fra reden. Samtidig er tanken om at give slip vemodig.
I år fyldte Prinsesse Isabella 18 år. Tænk engang.
Dagene med små børn kan af og til virke lange. Men pludselig er de ovre, og børnene er store, før vi ved det. På vej ud i verden.
En verden af muligheder – men også udfordringer. Nogle større, end vi bryder os om.
Antallet af krige er højt. En af dem foregår tæt på os. Bare et par tusinde kilometer fra Danmark kæmper ukrainerne for deres frihed. I snart fire år har de holdt ud, holdt stand og holdt fast i deres ret til at eksistere som et frit og uafhængigt land.
Krigen bringer smerte og ulykke til ukrainerne og spreder usikkerhed og utryghed i Europa. Kampene hærger på ukrainsk jord, men handler om retten til sikkerhed, selvstændighed og suverænitet – på vores kontinent og længere endnu, for noget fundamentalt er på spil.
Ukrainerne har aldrig ønsket krig, derfor fortjener de fred.
Herhjemme har freden været hverdag i årtier. De fleste af os har aldrig prøvet andet. Heldigvis. Dem, der oplevede befrielsen for 80 år siden, er blevet færre. Førstehåndsberetninger er blevet til andenhånds.
Vi har følt os trygge så længe, at vi nær har glemt, at det kan være anderledes.
For andre har fortidens skygger endnu ikke fortonet sig. Finland er med sin barske historie et eksempel på et land, der formår at have det værst tænkelige in mente uden at sætte livet i parentes. For finnerne er truslen fra øst aldrig klinget af. De lever med den, men ligger ikke under for den. Det mærkede Dronning Mary og jeg tydeligt, da vi besøgte Finland tidligere i år.
I Letland er freden stadig ung og var helt ny, da jeg som studerende besøgte landet første gang i foråret 1992. 50 års besættelse sætter sig i et folk, og deres virkelighed satte min egen i perspektiv. I Letland fornemmede jeg, hvad det vil sige, når frihed ikke er en selvfølge.
En fornemmelse, som nu også rører på sig herhjemme. For noget er under forandring. Ikke alle vil os det godt. Og i gråzonen mellem fred og ufred forsøger anonyme angreb at skabe uro, så splid og skræmme os.
Det kan være hjemmesider, der pludselig går ned. Det kan være vildledende videoer, der spreder mistillid. Det kan være droner, der dukker op på himlen som diffuse varsler.
Hvad bliver det næste? tænker vi.
At slukke for nyhedsstrømmen kan virke som en udvej – mange har nok haft trangen – men det er en stakket trøst. Virkeligheden sker, om vi ænser den eller ej.
Kunsten er at følge med uden at lade frygten løbe af med os. Være opmærksomme uden at danse efter de forkertes pibe. Forhindre at lus får lov til at sætte sig i skindpelsen.
Det er vi heldigvis gode til herhjemme.
Vi har en stærk forståelse af, hvem vi er som folk, og hvad vi står på som nation. Vi orienterer os og tænker gerne selv. Vi stoler på hinanden og giver velvilligt en hånd med. Vi kender vores værd uden at være os selv nok.
Vores største styrke er at stå sammen – i Kongeriget Danmark, i Europa og i NATO.
En talemåde lyder, at man skal forberede sig på det værste og håbe på det bedste. I forsvaret er det ikke bare noget, man siger, men noget man gør. Det mærkede Dronning Mary og jeg i praksis, da vi under vores besøg i Letland i år hilste på den danske kampbataljon i Camp Valdemar.
Sammen med vores allierede i NATO varetager de vores fælles forsvar for fred i Østersøregionen ved både at sætte barren højt og holde modet oppe.
Jeg vil gerne takke vores udsendte, der stiller op på vores vegne – og deres nærmeste, der må undvære dem imens. Jeg vil gerne takke alle, der passer på vores land – ikke mindst politiet, beredskabet og forsvaret.
I samme ånd – og som far – vil jeg gerne sende en nytårshilsen til vores værnepligtige. Tak for, at I stempler ind og tager en tørn for fællesskabet. Jeg håber, at I – som Kronprinsen for nylig og jeg selv i sin tid – vokser gennem den tillid, I får og viser andre.
I er forsvarets fundament, som fremover bliver styrket – både hvad angår varighed, og hvad angår mandskab.
Værneret er blevet til værnepligt for alle i Danmark, og i Grønland strømmer grønlandske unge til den nye arktiske basisuddannelse i Kangerlussuaq. Det betyder et mere mangfoldigt og dermed stærkere forsvar.
I virkeligheden har ”pligten til at værne” hverken alder eller udløb. Vi er alle forpligtet til at tage vare på vores land, og vi har et moralsk og menneskeligt ansvar over for hinanden. Den pligt trækker ingen frinummer fra.
Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen.
Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært.
I foråret havde jeg den store glæde at være tilbage i Grønland, og endnu en gang blev jeg mødt af overvældende varme og venlighed. Det var og er en turbulent tid. Trods det vakler grønlænderne ikke, men står imod med styrke og stolthed. De skaber samhørighed indadtil og respekt udadtil og cementerer fortællingen om det stærke folk i Arktis.
I forsommeren blev det endelig tid til at besøge Færøerne. Forventningens glæde havde vokset sig stor og blev til fulde indfriet, da Dronning Mary og jeg sammen med Prinsesse Josephine satte fod på færøsk grund.
Fra luften, fra jorden og fra havet strakte den nærmest overjordiske skønhed sig så langt øjet rakte – og tågen tillod. Overalt, hvor vi kom i det dybgrønne, bakkede og barske landskab, strømmede den velkendte færøske gæstfrihed os i møde. Også på dansegulvet. For når færinger danser kædedans, er der altid plads til en mere.
Fællesskaber kommer i mange varianter, og den traditionelle dans har den fordel, at den blot tager en ny form, når flere støder til. Det kan synes som en lille gestus, men for ham eller hende, der står udenfor, kan det betyde alverden, at kredsen ikke tøver med at åbne sig.
Det gælder i dansen og i det meste andet her i livet.
Jeg vil gerne takke alle på Færøerne og i Grønland for endnu en gang at tage så hjerteligt imod min familie og mig.
På Dronning Marys og mine vegne vil jeg i det hele taget gerne sende en varm tak til de mange, der har gjort sig umage for vores skyld i årets løb. Vi ved, at der ligger meget forberedelse forud for vores besøg – uanset om der skal lægges løberuter rundt i byen eller gøres plads til Dannebrog i havnen.
Hvor end vi er kommet frem, har vi nydt den blomstrende lokalkolorit. Hver by sit særkende. Hver egn sin charme. Hver kant sin kunnen.
Mange steder støder vi på stolte gamle håndværkstraditioner. Overleveret og finpudset gennem generationer. Glaspusteri i Sæby, fritidsfiskeri i Vorupør, tangtagdækning på Læsø.
Håndens arbejde er blevet forædlet i århundreder og har været levebrød for mange lige så længe.
Også i dag er der rift om folk, der har hænderne godt skruet på. Tidligere i år mødte jeg Augusta, Casper, Niels, Sofie og Magnus, der om nogen lever op til den beskrivelse. Alle fem stillede op til europamesterskabet for unge lærlinge og faglærte i Herning.
Deres fag var vidt forskellige, men ambitionen om at levere håndværk på allerøverste hylde havde de til fælles. Danmark endte med at høste et hav af medaljer, hvilket ikke bare er imponerende, men også en vigtig inspiration for andre håndværksaspiranter.
Unge lærlinge og faglærte kan udrette underværker med deres hænder, så selvfølgelig skal de ikke kun gå til hånde, men tage fra med sikker hånd på de arbejdspladser, som er heldige at have dem.
Det tjener os alle, når unge vælger et håndværk. Vi har brug for flere, der kan bruge både hovedet og hænderne.
I dag, hvor mængder af information er et klik væk, og mange opgaver kan løses øjeblikkeligt med den rette kommando, er håndværk i høj kurs. Et godt håndelag kommer ikke af sig selv, det kræver tid og flid, og det er vel i virkeligheden stadig vejen til de fleste færdigheder.
Livets vekslen er vores lod.
Om du er født her eller er kommet hertil, om du bor her eller er dansker i udlandet, så er det ens for os alle. Tilværelsens omskiftelighed er et vilkår – og kan samtidig være en vej til taknemmelighed.
Det, vi sætter pris på, træder tydeligere frem, når vi sommetider må undvære det. At det, der er os givet, bliver mindre givet, gør, at vi forstår at værdsætte det mere.
Sorger og glæder. Medgang og modgang. Solskin og skyer. De følges ad. Ingen kan få det ene uden det andet.
Måske godt det samme. For forårets komme er forunderligt, netop fordi vi møder det med vinterens kulde i kroppen.
Vejdirektoratet advarer onsdag morgen den 31. december om pletvis isglatte veje i dele af Trekantområdet og på Fyn. Især i Kolding, Odense og Faaborg-Midtfyn Kommuner kan der være glat på udsatte strækninger.
Bilister skal være ekstra opmærksomme onsdag morgen. Ifølge Vejdirektoratet er der flere steder meldinger om sne- og isglatte veje i det syd- og østlige Danmark.
I Kolding Kommune meldes der direkte om isglatte veje. Her er der foretaget saltning på både vejklasse 1 og 3 omkring klokken 07.00, men der advares fortsat om isglat føre på flere strækninger. Vejklasse 2 betegnes ligeledes som isglat.
Også i OdenseKommune er der pletvis glatte veje. Her er der foretaget saltning flere steder i løbet af natten og morgenen, men Vejdirektoratet oplyser, at der fortsat kan være glat på udsatte strækninger – særligt på mindre veje, broer og steder med skygge.
I Faaborg-MidtfynKommune lyder meldingen på pletvis isglatte veje. På statsvejene er der ingen aktuel melding om kritiske forhold, men på de kommunale veje i vejklasse 3 advares der om glat føre på udsatte steder.
Decembersolen falder skarpt ind gennem ruderne på STATIONEN. Midt i caféområdet, i den gamle historiske bygning, sidder Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia Håndboldklub, og ser tilbage på et år, der på mange måder har været alt det, elitesport er: eufori, pres, svære beslutninger og et konstant krav om at levere – også når resultaterne ikke kommer af sig selv.
»2025 har været et blandet år. Der har været store opture, men også nogle nedture, som vi har været nødt til at forholde os meget ærligt til. Det er sport på højeste niveau, og der kommer der ikke kun solskin.«
Når han skal pege på årets største øjeblik, er han ikke i tvivl.
»Champions League. At vi fik lov at stå på den scene og spille mod nogle af Europas allerbedste hold. Kampen mod Paris var en milepæl – ikke bare for klubben, men for hele Fredericia. Det var et bevis på, at man også fra en provinsby kan være med på den største scene.«
Men året kan ikke fortælles uden også at nævne den svære beslutning om at sige farvel til cheftræner Gudmundsson. En træner, der havde været med til at skabe nogle af klubbens største resultater.
»Det var en hård beslutning. Der er ingen, der synes, det er sjovt at stoppe et samarbejde med en træner, som har leveret så meget for klubben. Men vi stod i en situation med en periode med mange nederlag, og vi var nødt til at handle. Det er en del af det ansvar, der følger med mit job.«
Pres og forventninger
Fredericia Håndboldklub har de seneste år flyttet sig markant. Fra at være en solid ligaklub til at spille med om medaljer og europæiske pladser. Med succes følger forventninger – og et pres, der ikke forsvinder af sig selv.
»Der er ingen tvivl om, at der er kommet et større pres. Når man har været oppe og vinde ni ud af ti kampe over en lang periode og har spillet med om medaljer, så forventer folk, at det fortsætter. Men sport er ikke lineær. Der kommer bump på vejen.«
Han understreger, at klubben hele tiden har været bevidst om, at nedture ville komme.
»I de ti år, vi har bygget klubben op, er det stort set kun gået én vej. Men vi vidste også godt, at på et tidspunkt ville der komme udfordringer. Det er ikke noget, man kan trylle sig ud af. Man bliver nødt til at være i det og arbejde sig ud af det.«
Underpræstation – men ikke uden perspektiv
Ser han isoleret på resultaterne i ligaen, lægger Thomas Renneberg-Larsen ikke skjul på, at klubben havde håbet på mere.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, vi har underpræsteret i perioder. Vi havde en ambition om at ligge et par pladser højere. Det var ønskescenariet. Men vi har også haft mange mellemregninger: nye spillere, skader, ændringer i forsvarsspillet. Det er ikke undskyldninger, men forklaringer.«
Samtidig peger han på, at holdet har vist evnen til at rejse sig.
»Vi var langt væk på et tidspunkt, men vi kom godt igen. Vi sluttede første halvdel af sæsonen med to sejre før julepausen, og det betyder, at vi stadig er med i det hele. Vi har mulighed for både slutspil og fortsat europæisk deltagelse.«
Europa som strategisk pejlemærke
At spille i Europa er ikke kun et sportsligt mål, men en strategisk del af klubbens identitet.
»Det betyder rigtig meget. For spillerne, for klubben og for fansene. Det er der, vi viser os frem. Det er der, vi viser, at vores strategi holder. At vi kan være med, også selvom vi ikke har de samme økonomiske muskler som de største klubber.«
Han fremhæver, at klubben også i Europa har leveret hæderlige præstationer.
»Vi gik videre med to point fra puljen, og i den næste runde er der reelt mulighed for at gå videre. Det er ikke urealistisk, og det er med til at understrege, at vi ikke bare er med for at være med.«
Økonomi med ambitioner
2025 bød også på klubbens første officielle regnskab som selskab – og et sjældent overskud i dansk håndbold.
»Vi har haft indtægter fra Champions League og har arbejdet benhårdt med at sætte tæring efter næring. Men overskud er ikke et mål i sig selv. Det handler om at opbygge egenkapital og skabe robusthed, så vi kan håndtere både investeringer og bump på vejen.«
Han gør det klart, at økonomisk ansvarlighed ikke står i modsætning til ambitioner.
»Vi har stadig høje sportslige ambitioner. Og ja, der kan komme perioder, hvor vi investerer mere, fordi vi tror på, at det er nødvendigt for at nå vores mål. Det handler om balance.«
Byen som fundament
For Thomas Renneberg-Larsen er forbindelsen mellem klub og by afgørende.
»Håndbold er en del af Fredericias DNA. Det mærker man. Spillerne bor i byen, lever her, bliver en del af hverdagen. Det gør noget ved identiteten.«
Han taler varmt om Fredericia som by.
»Vi har en smuk by med voldene, de gamle bygninger og naturen tæt på. Det er et godt sted at være. Måske er vi ikke altid gode nok til at fortælle det, men Fredericia kan virkelig mange ting.«
Vejen ind i 2026
Blikket er allerede rettet mod den kommende del af sæsonen.
»Vi tager én kamp ad gangen. Alle muligheder er åbne. Vores første mål er at komme i slutspillet. Lykkes det ikke, så handler det om at tage så mange point med over som muligt. Men vi går benhårdt efter slutspillet.«
Og når sæsonen er slut?
»Så håber jeg, at folk siger, at vi sluttede rigtig godt af, og at vi nåede de mål, vi satte os. Det er det, vi arbejder hen imod.«
Spørgsmålet om cheftrænerposten i 2026 lader han stå åbent.
»Det er et godt spørgsmål. Og det er noget, vi nok skal melde ud, når tiden er rigtig.«
For nu er fokus et andet sted: På arbejdet, processen – og troen på, at Fredericia Håndboldklub også kommer styrket ud af et år, der har krævet mere end bare sejre.
2025 blev et år præget af udvikling, nybrud og fællesskab på Fredericia Musicalteater. Teaterdirektør Thomas Bay ser tilbage på et år med urpremierer, børnefamilier i salen og en bevidst ambition om at gøre teatret mere åbent og samlende – i en tid, hvor verden udenfor er fyldt med krig, frygt og uro.
Når Thomas Bay ser tilbage på 2025 på Fredericia Musicalteater, er det ikke én enkelt forestilling eller beslutning, der står klarest. Det er snarere en bevægelse. En fornemmelse af, at teatret har rykket sig – både kunstnerisk, organisatorisk og i forholdet til byen omkring det.
»Jeg synes egentlig, vi har haft et rigtig fint år. Et år, der har stået i udviklingens tegn. Vi har haft både en Danmarkspremiere og to urpremierer, og det er vi enormt stolte af. Men det vigtigste for mig er nok bredden. At vi har ramt flere publikumsgrupper og åbnet huset mere, end vi har gjort før.«
2025 var samtidig det første hele år, hvor Fredericia Musicalteater for alvor skulle finde sin rolle som institution på finansloven. Det var en ny virkelighed, der krævede afklaring: Hvad betyder det i praksis? Hvilket ansvar følger med? Og hvordan balancerer man krav om udvikling med det lokale afsæt?
»Det skulle vi lige finde ud af. Hvad betyder det at være på finansloven? Det har vi forvaltet rigtig fint. Vi har ikke bare fortsat det, vi plejer – vi har udviklet. Og det er faktisk noget, jeg er ret stolt af.«
Et mere åbent teater
En af de tydeligste erkendelser for Thomas Bay i 2025 handler om tilgængelighed. Ikke kun i fysisk forstand, men mentalt og kulturelt. Teatret som et sted, man kan træde ind i – også uden nødvendigvis at have billet i hånden.
»Vi prøvede noget nyt i år. Vi kaldte det blandt andet fællessangsaftener. Ideen var at åbne teatret mere op og tænke det som et samlingspunkt. Ikke kun for dem, der normalt går i teatret, men for byen. Og det er faktisk gået op for mig her i juledagene, hvor vigtigt det er. Måske vigtigere end nogensinde.«
Han tøver et øjeblik, før han sætter ord på den større sammenhæng.
»Vi lever i en tid, hvor nyhederne er fyldt med krig, elendighed og frygt. Og der mener jeg helt grundlæggende, at teatret har en opgave. Vi skal være en modpol. Et fyrtårn for håb, empati, kærlighed og optimisme. Ikke naivt – men menneskeligt.«
Kunstneriske valg og risici
Året bød også på kunstneriske valg, der ikke var uden risiko. Ét af dem var forestillingen What Is Love, hvor scenografien blev bygget midt i rummet i stedet for på den traditionelle scene.
»Det var en svær opgave. Et bevidst nybrud. Men vi blev simpelthen oversvømmet af reaktioner fra publikum, som oplevede det som spændende og anderledes. Det er den slags risici, jeg gerne vil tage. Ikke for risikoens skyld – men fordi det kan noget.«
Publikumsreaktionerne er noget, Thomas Bay vender tilbage til flere gange. Ikke som tal eller belægningsprocenter, men som fornemmelser.
»Man kan mærke det, når folk går ud af salen. Når de bliver hængende. Når de taler sammen. Når de går videre ud i byen bagefter. Det er der, man mærker, at teatret er en del af byens puls.«
Publikum i forandring
Fredericia Musicalteater har i flere år haft ry for at ramme bredt, men i 2025 oplevede Thomas Bay en tydelig fortsættelse af en tendens: Et mere sammensat publikum.
»Vi så det allerede sidste år med Wicked. Et klassisk teaterpublikum – og samtidig en yngre generation. Den trend fortsætter. Vi kan både være relevante for det etablerede publikum og for børnefamilier og yngre gæster. Det er noget, jeg er enormt glad for.«
Han peger på, at netop musicalgenren har en særlig evne til at bygge bro mellem generationer.
»Musical kan noget særligt. Den kan være folkelig og kunstnerisk på samme tid. Og det er måske netop derfor, den fungerer så godt i en by som Fredericia.«
Teatret som del af byens identitet
For Thomas Bay er det afgørende, at teatret ikke bliver en isoleret kulturø.
»Hver gang vi spiller, kan man mærke det i byen. Folk spiser ude før forestillingen. De går på café bagefter. Teatret skaber liv – ikke kun inde i huset, men rundt omkring.«
Han oplever en oprigtig lokal opbakning.
»Jeg synes faktisk, at folk er glade for det, vi laver. De oplever kvalitet. Og igen – i en tid præget af uro, har vi en vigtig funktion som modpol.«
Ledelse og mavefornemmelse
Som leder har 2025 også været et år med refleksion.
»Jeg har lært, at jeg skal lytte endnu mere til min mavefornemmelse. Jeg har en god intuition, og nogle gange skal jeg stole mere på den. Måske lidt tilbage til basics.«
Det hænger også sammen med måden, teatret arbejder på internt.
»Vi er ikke så mange medarbejdere. Når der virkelig er brug for, at vi rykker sammen, så gør vi det alle sammen. Chefen, kunstnerne, teknikerne. Jeg sad selv bag tangenterne som kapelmester i juledagene. Det er vigtigt for mig, at vi løfter i flok.«
Fredericia som kulturby
Når Thomas Bay ser på Fredericia som by, er han ikke i tvivl om, at noget er i bevægelse.
»Jeg synes, der er høj faglighed, professionalisme og glæde i byens kulturliv. Der sker meget – ikke kun på teatret, men også i Tøjhuset og Eksercerhuset. Det er spændende at være en del af.«
Også privat trives han i byen.
»Fredericia har det hele. Gode institutioner, skoler, kultur, restauranter, natur. Mine børn trives her. Jeg kan ikke komme i tanke om mange andre byer, der har den kombination.«
Blikket mod 2026
Når snakken falder på det kommende år, er der ingen tvivl om ambitionerne.
»2026 bliver et spændende år. Vi får Musicalens Folkemøde tilbage. Showcase-ugen vokser. Og i efteråret kommer en piratmusical om Mary Read og Anne Bonny – to stærke, historiske kvindeskikkelser. Det bliver med action, musik og tempo.«
Men uanset repertoiret vender Thomas Bay tilbage til det samme grundprincip.
»Teater, kunst og kultur er det, der får hjertet til at slå. Det beriger mennesker og udvikler vores kritiske sans. Hvis man går hjem fra en forestilling og begynder at reflektere over sig selv og verden – så har kunsten gjort det, den skal.«
2025 blev ikke bare endnu et år i rækken. For Fredericia Musicalteater blev det et år, hvor teatret fandt sin rolle endnu tydeligere: som kunstnerisk kraft, samlingspunkt – og menneskelig modpol i en urolig tid.
Når kalenderen skifter, gør virkeligheden det ikke af sig selv. Et nyt år er ikke en nulstilling. Det er en forpligtelse. Og indgangen til dette år rummer noget sjældent: et folketingsår, nye byråd og dermed nye muligheder for at sætte retning – lokalt og nationalt.
Det forpligter alle.
For borgerne har gjort deres. De har stemt. De har peget. De har givet et mandat. Nu er det politikernes tur til at vise, hvad de vil bruge det til.
Nye byråd betyder ikke automatisk fornyelse. Nye ansigter er ikke i sig selv nye løsninger. Forandring kræver mere end konstitueringer og erklæringer. Den kræver prioriteringer, åbenhed og mod til at vælge – også når valgene er svære.
Mulighederne er der. Spørgsmålet er, om de bliver brugt.
I et folketingsår vil meget handle om tempo, dagsordener og synlighed. Det nationale fylder – og kommer til at fylde mere. Netop derfor er det afgørende, at det lokale ikke bliver overskygget. For hverdagen leves lokalt. Det er her, skolerne fungerer – eller ikke gør. Det er her, ældreplejen mærkes. Det er her, byrum skabes, virksomheder træffer beslutninger, og fællesskaber vokser eller forsvinder.
Nye byråd har en særlig mulighed i begyndelsen af en periode: at sætte standarden. For tonen. For åbenheden. For samarbejdet. For den måde, uenighed håndteres på. Det er nu, kulturen formes. Ikke i festtaler, men i praksis.
Samarbejde er en styrke, når det har retning. Enighed er værdifuld, når den er ærlig. Men konsensus uden ambition bliver hurtigt til stilstand. Et bredt flertal fritager ikke for ansvar – det fordobler det. Når mange står sammen, er der ingen undskyldninger.
Borgerne forventer mere end budskaber. De forventer substans. De forventer, at løfter bliver til handling, og at handlinger kan forklares. Gennemsigtighed er ikke et slogan; det er en arbejdsmåde. Åbenhed er ikke noget, man siger; det er noget, man gør.
Det gælder også medierne. I et år med mange valg og stærke følelser er behovet for nøgtern, vedholdende og lokal journalistik større end nogensinde. At stille spørgsmål er ikke at skabe uro. Det er at vedligeholde demokratiet. Tavshed er ikke ro. Det er fravær af svar.
Nye veje kræver mod. Mod til at prioritere. Mod til at sige nej. Mod til at stå ved beslutninger – også når de ikke er populære. Mod til at invitere kritik ind, før den banker på døren. Og mod til at erkende fejl og justere kursen.
Der er ingen garanti for succes. Men der er en klar sammenhæng: Når beslutninger forklares, stiger tilliden. Når retning meldes ud, følger engagement. Når ansvar tages, vokser fællesskabet.
Dette år kan blive året, hvor mulighederne blev brugt. Hvor nye byråd viste, at forandring ikke handler om tempo, men om kvalitet. Hvor et folketingsår ikke overdøvede det lokale, men skærpede det. Hvor nye veje blev valgt – ikke for syns skyld, men for byernes fremtid.
Et nyt år giver ikke svarene. Men det giver chancen for at finde dem. Sammen.
Efter et år præget af politisk drama, store projekter og et opsigtsvækkende magtskifte i Middelfart sætter Johannes Lundsfryd Jensen nu ord på sin situation. I en længere personlig beretning på sociale medier beskriver den tidligere borgmester både stolthed, vrede og afklaring – og fortæller, at han nu skal finde et nyt arbejdsliv efter mange år i kommunalpolitik.
Lundsfryd Jensen kalder 2025 for et vildt år, afsluttet med det, han betegner som et kup mod lokaldemokratiet. Han lægger ikke skjul på sin frustration over forløbet, hvor partiskift kort efter valget førte til et nyt flertal, og hvor han selv mistede borgmesterposten.
»Jeg er stadig vred over kuppet. Både over at man vil tillade sig at snyde vælgerne ved at skifte parti så kort tid efter et valg, og over at oppositionen ville tage imod hælervaren,« skriver han og tilføjer, at han er pinligt berørt over den omtale, Middelfart Kommune har fået i kølvandet på sagen.
Samtidig gør han det klart, at han ikke er i tvivl om, hvor han selv står.
»Jeg er stolt over den måde, mit parti har håndteret efterdønningerne. Vi møder andre mennesker med rank ryg og har intet at skamme os over,« skriver han.
I opslagene reflekterer Lundsfryd Jensen også over sit arbejdsliv. Han fortæller, at han i mange år har arbejdet mere end 60 timer om ugen – ofte aftener og weekender – og at han nu har brug for tid til at finde ud af, hvordan han vil bruge sine kræfter fremover.
Han har allerede sagt ja til enkelte mindre, afgrænsede opgaver, men understreger, at han ikke kan eller vil træffe forhastede beslutninger.
»Min plan er at arbejde mig ind i mit fremtidige arbejdsliv,« skriver han.
Det står dog klart, at han ønsker at arbejde videre med noget, der giver mening, og som handler om fællesskaber – et gennemgående tema i hans politiske virke.
Selv om afslutningen på borgmesterperioden blev dramatisk, fylder stoltheden over konkrete resultater meget i beretningen. Han fremhæver blandt andet åbningen af Danmarks første nærhospital i Middelfart, moderniseringen af marinaen og udviklingen af KlimaFolkemødet, som han beskriver som sin generations vigtigste samtale om klimahandling.
Han peger også på TRAADEN som et særligt projekt, hvor det lykkedes at skabe et mødested på tværs af generationer – med unge på KABEL29, koncerter og et nyt kulturelt samlingspunkt. Ifølge Lundsfryd Jensen har stedet haft omkring 70.000 besøgende i de første tre måneder.
»Det var stærkt,« skriver han og fortæller, at han sammen med unge kunne tage imod statsministeren på TRAADEN på selve valgdagen.
I sine refleksioner vender Lundsfryd Jensen også blikket udad. Han beskriver en rejse til Ukraine som dybt gribende og skriver, at mødet med krigens ødelæggelser har givet ordet fred en ny dybde for ham.
Samtidig ser han tilbage på sin tid som formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, hvor han oplevede et tæt samarbejde med engagerede aktører på tværs af landet. Han fremhæver, at alle kommuner nu har vedtaget planer for det, han kalder en af danmarkshistoriens største omlægninger af det åbne land – fra marker til natur.
Trods vrede og skuffelse slutter beretningen ikke i bitterhed. Tværtimod beskriver Lundsfryd Jensen en indre kamp for at bevare troen på det bedste i mennesker – en kamp, han mener at have vundet.
»Kampen er slut for nu. Jeg har valgt hellere at være naiv end for kynisk. Det gælder også for fremtiden,« skriver han.
Han understreger, at han er okay, og at han glæder sig til at se frem mod 2026. Afslutningsvis takker han medarbejderne i Middelfart Kommune for samarbejdet og de fællesskaber, han har været en del af.
Det alvorlige færdselsuheld, hvor en 63-årig kvinde mandag eftermiddag blev klemt under en bus i Fredericia, skete i forbindelse med en venstresvingsmanøvre i et trafikeret kryds. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en uddybning af sagen.
Uheldet skete klokken 14.50 i krydset mellem Jupitervej og Korskærvej. Ifølge politiet kørte bussen vestpå og skulle svinge til venstre ad Jupitervej. På Jupitervej holdt cyklisten stille for at overholde sin vigepligt, inden hun skulle fortsætte sin cykeltur.
I forbindelse med svinget ramte bussen cyklisten, som væltede og endte under bussens hjul, hvor hun blev klemt sammen med sin cykel. Situationen blev vurderet som alvorlig, og brandvæsenet blev straks tilkaldt.
TrekantBrand rykkede ud og fik frigjort kvinden fra den fastklemte position. Hun havde pådraget sig skader på foden og blev kørt til skadestuen for behandling.
»Det er en alvorlig personskade, og derfor har vi haft en bilinspektør ude for at foretage de nødvendige undersøgelser på stedet,« oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Bussen blev ført af en 39-årig mand. Politiet arbejder nu videre med sagen for at fastlægge det præcise ansvar og hændelsesforløbet.
Redaktionen har tidligere omtalt ulykken kort efter hændelsen. Denne artikel bygger på nye og mere detaljerede oplysninger fra politiets pressebriefing tirsdag den 30. december 2025.
Aldrig før har danskerne brugt så meget elektricitet som i 2025. Det samlede elforbrug er steget med næsten fem procent på ét år, og ifølge Energinet er det et tydeligt tegn på, at elektrificeringen nu for alvor er ved at tage fart.
Elforbruget i Danmark har i 2025 rundet et historisk højt niveau. Hvor det samlede elforbrug i 2024 lå på knap 37.750 GWh, forventes det i 2025 at lande på lidt over 39.500 GWh – en stigning på næsten fem procent.
Og selv om øget elforbrug umiddelbart kan lyde som en belastning, er det i virkeligheden en positiv historie, mener Energinet. Tallene peger nemlig på, at både private husstande og virksomheder i stigende grad skifter fossile brændsler ud med grøn elektricitet.
»Det er rigtig godt, at elforbruget stiger, fordi vi skal have grøn strøm til at erstatte benzin, diesel, olie, kul og naturgas. Det er et klart tegn på, at elektrificeringen bevæger sig fremad,« siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinets Systemansvar.
Elbiler og fjernvarme driver forbruget op
Ifølge Energinet skyldes stigningen især to ting: Et øget elforbrug til produktion af fjernvarme – og et markant løft i det private elforbrug.
Ser man nærmere på døgnets timer, er stigningen særligt tydelig om natten og midt på dagen. Det hænger ifølge Energinet tæt sammen med den hastigt voksende bestand af elbiler, der i høj grad lades op, når elprisen er lav, og der er rigelig grøn strøm fra vind og sol.
Det betyder samtidig, at forbruget i højere grad er fleksibelt og tilpasset elproduktionen – noget, der er helt centralt i den grønne omstilling.
»Elforbruget stiger i de tidsrum, hvor efterspørgslen og priserne typisk er lavest. Det er præcis den type forbrug, der understøtter et grønt energisystem,« lyder det fra Energinet.
Produktionen halter – vinden svigtede i 2025
Selv om elforbruget slår rekord, har produktionen af grøn elektricitet haft et mere ujævnt år. Den samlede produktion fra solceller og vindmøller er i 2025 faldet med omkring 3,5 procent sammenlignet med året før.
Forklaringen skal primært findes i vejret. Vindforholdene har været ringere end normalt, og det har betydet lavere elproduktion fra vindmøller – trods en stort set uændret samlet vindkapacitet.
Til gengæld har solcelleproduktionen sat rekord. I løbet af 2025 er der blevet opsat over 1.000 MW ny solcellekapacitet, men det har ikke været nok til fuldt ud at opveje det lavere vindudbytte.
Energinet forventer dog, at produktionen igen vil stige i de kommende år, efterhånden som både sol- og vindkapaciteten udbygges yderligere.
Mere el kræver mere elnet
Når elforbruget vokser, følger en ny udfordring automatisk med: Behovet for et stærkere og mere omfattende elnet.
»Den afledte effekt af, at elektrificeringen går fremad, er, at vi skal udbygge elnettet i en fart. Det kræver et tæt samarbejde mellem Energinet, distributionsselskaber, aktører og interesseorganisationer,« siger Kim Willerslev Jakobsen.
Energinet har allerede sat gang i en række initiativer, der skal sikre, at udbygningen af elnettet kan følge med efterspørgslen. Blandt andet arbejdes der med at gøre tilslutningsprocesser hurtigere og mere smidige samt fjerne tekniske barrierer for nye elforbrugere og elproducenter.
Loft over tariffer skal give ro til investeringer
For at skubbe yderligere på elektrificeringen har Energinet foreslået et loft over eltariffer frem mod 2030. Målet er at skabe større investeringssikkerhed for virksomheder, der overvejer at skrotte fossile energikilder og i stedet gå over til elektricitet.
Derudover prioriteres nye projekter i højere grad efter modenhed og plads i elnettet, ligesom visse bygherreopgaver fremover kan flyttes fra Energinet til netkunderne for at forkorte sagsbehandlingstiden.
Ifølge Energinet har reaktionerne fra branchen været overvejende positive.
Mere fart i 2026
Hos Energinet ser man de nye tal som et vendepunkt – og forventer, at elektrificeringen vil tage yderligere fart i 2026.
»Vi havde gerne set, at den grønne omstilling var kommet endnu hurtigere i gang tidligere, men tallene for 2025 viser, at vi nu er på vej. Det giver os et godt udgangspunkt for de kommende år,« siger Kim Willerslev Jakobsen.
De endelige, validerede tal for elforbruget i 2025 offentliggøres i anden halvdel af januar 2026.
Sydøstjyllands Politi rykkede natten til den 25. december klokken 23.52 ud til Lumbyesvej i Fredericia efter meldinger om et højt brag og brand i en bil.
»Vi får en anmeldelse om et højt brag, og da patruljen kommer frem, står en bil i brand,« oplyser Arno Rindal Petersen.
TrekantBrand blev sendt til stedet og fik hurtigt slukket branden. Politiet har efterfølgende oprettet en sag for at klarlægge hændelsesforløbet.
