Fredericia har markant flere børn i fattigdom end resten af landet. Nu lover Dansk Folkepartis nyvalgte byrådsmedlem Sune Nørgaard Jakobsen, at kommunen skal tættere på familiernes hverdag, hvis udviklingen skal vendes. »Vi løser ikke børnefattigdom med penge alene« siger han.

Det er en tør statistisk opgørelse, men konsekvenserne er alt andet end abstrakte. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser at 48.600 børn i Danmark vokser op i familier under fattigdomsgrænsen. Det svarer til 4,3 procent af alle børn under 18 år.

I Fredericia er tallet højere. Her lever 6,5 procent af børnene i familier, hvor både indkomst og formue ligger under halvdelen af medianen. Det er definitionen på relativ fattigdom, og det betyder i praksis, at børnene oftere må undvære fritidsaktiviteter, ferier, ordentligt tøj og alt det, der får barndommen til at ligne kammeraternes.

Andelen er steget en anelse fra 6,4 til 6,5 procent fra 2023 til 2024. På papiret blot 0,1 procentpoint, men ifølge analysen er det nok til at placere Fredericia solidt over landsgennemsnittet og blandt de kommuner, hvor børnefattigdom fylder mest i Sydjylland.

For Dansk Folkepartis nyvalgte byrådsmedlem Sune Nørgaard Jakobsen er der ikke meget trøst at hente i, at stigningen er lille.

»Når man bare ser 0,1 procent, kan det lyde beskedent, men 6,5 procent er jo rigtig mange børn. Det svarer til mere end ét barn i hver eneste folkeskoleklasse, og det synes jeg er dybt bekymrende« siger han.

Han har selv forhandlet sig ind i det udvalg, der skal arbejde med socialområdet og familierne. Her vil han bruge sin erfaring fra det sociale felt til at gå bag tallene i analysen.

»Fredericia ligger markant over landsgennemsnittet, og det kommer desværre ikke bag på mig. Jeg har gennem de senere år mødt rigtig mange familier, der kæmper. Når børn mistrives, så gør de det, fordi de voksne mistrives. Det er dér, vi skal starte« siger han.

Penge er ikke nok

Analysen fra AE peger ikke på én enkelt forklaring på børnefattigdom. Den viser blot, hvor mange børn der lever i familier med meget få økonomiske ressourcer. Derfor bliver det op til kommunerne at omsætte tallene til politik.

Hos Dansk Folkeparti er man kendt for at tale om skattelettelser og øget børnefradrag til børnefamilierne. Det står Sune Nørgaard Jakobsen ved, men han insisterer på, at økonomi kun er en del af billedet.

»Vi løser ikke børnefattigdom med penge alene. Selvfølgelig kan skattelettelser og børnefradrag hjælpe nogle familier, og det er også noget, vi arbejder for. Men hvis hjemmet er kaotisk, hvis der er misbrug, psykiske problemer eller brudte livsforløb, så er det ikke nok at hæve rådighedsbeløbet. Børn har først og fremmest brug for trygge, nærværende voksne« siger han.

I stedet efterlyser han mere målrettet støtte til de familier, der er længst fra at kunne skabe stabilitet selv.

»Vi skal ikke nødvendigvis lave brede og dyre ordninger til alle. Vi skal sætte specialiseret støtte ind dér, hvor problemerne er størst. Det kan være forældre med misbrug, med psykiske udfordringer eller familier, hvor alting er gået skævt. Der tror jeg, at der er rigtig meget at hente, hvis vi tør gå tæt nok på« siger han.

Sune Nørgaard Jakobsen ser en tydelig sammenhæng mellem børns mistrivsel og den fattigdom, som analysen måler. Ofte går det den forkerte vej i flere faser.

»Det kan sagtens starte med, at et barn får det svært i skolen. Måske bliver det til skolevægring, måske bliver barnet udredt, måske går det bare langsomt ned ad bakke. På et tidspunkt er en af forældrene nødt til at blive hjemme for at passe barnet. Så mister familien indkomst, og så bliver økonomien stram. Pludselig er man både ramt på trivsel og økonomi« siger han.

Her mener han, at kommunen har svigtet for ofte.

»Jeg oplever, at vi ikke altid får sat ind tidligt nok. Der går for lang tid, inden familierne får hjælp. I mellemtiden er forældrene måske røget ud af arbejdsmarkedet, og så hænger de fast i systemet i årevis. Den regning betaler både børnene og kommunen« siger han.

Han henviser til borgerrådgiverens årsrapport, hvor flere familier har klaget over manglende kompensation og manglende hjælp, når de har måttet hjemmepasse deres børn.

»Det billede kan jeg genkende fra de familier, jeg har mødt før valget. Mange føler sig overladt til sig selv, og det kan man jo også læse ud af de klager, der kommer. Det er ikke holdbart« siger han.

Familieafdelingen under lup

I begyndelsen af det nye år skal familieafdelingen i Fredericia kulegraves. Det er en politisk bestilt gennemgang, som skal sætte tal og analyser på de sager, der gennem længere tid har skabt uro og kritik.

Sune Nørgaard Jakobsen ser undersøgelsen som en nøgle til at forstå, hvorfor Fredericia ender med flere fattige børn end flere af nabokommunerne.

»Jeg er meget spændt på den gennemgang. Jeg tror, at vi kommer til at få syn for sagen på en anden måde, end vi har haft hidtil. Vi får mulighed for at se på, hvor kæden hopper af. Er det i sagsbehandlingen, i samarbejdet med skolerne, eller er det i vores tilbud til forældrene« siger han.

Han vil endnu ikke konkretisere, hvilke forslag han vil stille på bagkant af gennemgangen.

»Jeg vil gerne se fakta først. Men helt overordnet ved jeg, at en del af nøglen til at forbedre statistikken er at sætte mere målrettet ind i familierne. Det handler om at hjælpe de forældre, der har det sværest, så de kan være der for deres børn« siger han.

Når man sammenligner AE’s kort over landet, springer forskellen mellem kommunerne i øjnene. Dragør i toppen med færrest fattige børn og Brøndby i den modsatte ende. Fredericia ligger i den tunge del af skalaen, også sammenlignet med nabokommuner som Middelfart og Kolding.

For Sune Nørgaard Jakobsen er historien om Fredericia en del af forklaringen.

»Fredericia har en stor social slagside. Vi er en gammel arbejderby med mange familier, hvor uddannelsesniveauet er lavere end i mange andre kommuner. Det er jo en del af vores historie og vores identitet, men det betyder også, at flere familier er sårbare, når der sker noget i deres liv« siger han.

Han understreger, at det ikke skal være en sovepude.

»At vi har en tung historie, må aldrig blive en undskyldning for ikke at handle. Tværtimod. Når vi ved, at vi har den sociale arv, så har vi også en særlig forpligtelse til at bryde den« siger han.

Et sejt træk men et klart mål

Analysen fra AE viser, at antallet af fattige børn på landsplan stort set står stille. Ifølge Sune Nørgaard Jakobsen er det et tegn på, at de nuværende indsatser ikke er skarpe nok – hverken nationalt eller lokalt.

Som nyvalgt byrådsmedlem går han dog til opgaven med både realisme og optimisme.

»Vi vender ikke en skude med huller i hen over natten. Det bliver et langt og sejt træk. Men jeg er fortrøstningsfuld, fordi jeg ser ind i et udvalg, hvor der sidder nogle meget kompetente mennesker. Jeg har en klar fornemmelse af, at vi taler nogenlunde samme sprog, og at vi er enige om, at der skal ske noget andet end det, der er gjort de foregående år« siger han.

På spørgsmålet om, hvor han håber, tallene ligger om et år, tøver han et øjeblik.

»Jeg håber simpelthen, at vi kan se, at pilen er begyndt at pege den rigtige vej. Bare en lille smule. For hver decimal i den statistik repræsenterer rigtige børn og rigtige familier. Det er dem, vi skal løfte. Hvis vi lykkes med det, så er tallene ikke bare en analyse i en rapport, men et tegn på, at vi faktisk har gjort en forskel« siger Sune Nørgaard Jakobsen.