EVENTS. Når Zar Paulo til efteråret lægger vejen forbi Fredericia, bliver det med et band, der i disse år bevæger sig fra spillesteder til de helt store sale – og som nu vender tilbage til den intime koncertform, hvor det hele begyndte.
Torsdag blev det offentliggjort, at Zar Paulo spiller i Tøjhuset som en del af bandets omfattende Danmarksturné i oktober og november 2026. Turnéen bringer bandet forbi 11 spillesteder landet over og følger udgivelsen af det kommende album ex_europa.
Zar Paulo har netop udgivet singlen Paraplyer, der er tredje og sidste forløber til albummet, og interessen omkring bandet er i øjeblikket markant. I foråret spiller de deres hidtil største koncerter i KB Hallen i København og ACC i Aarhus – begge udsolgt, og i Aarhus er der endda åbnet for en ekstra koncert.
Men selv om de store sale er blevet en del af virkeligheden, har ønsket om at komme tilbage på spillestederne levet længe.
Bandet beskriver selv ex_europa som en nomadeplade skrevet på landevejen, og derfor giver efterårsturnéen særlig mening: »Vi glæder os helt vildt til endelig at skulle genbesøge de samme spillesteder, hvor sangene levede deres tidlige liv, men hvor vi denne gang får lov til at blæse dem ud af nogle store højtalere for fuld smæk foran et levende publikum,« lyder det fra Zar Paulo, der samtidig ser turnéen som en forløsning efter en periode med mere studietid end scenetid.
I Tøjhuset bliver det altså muligt at opleve bandet i de rammer, hvor nærheden mellem scene og publikum er en del af oplevelsen – noget, der ifølge kulturhusleder Kirstine Uhrbrand er værd at se frem til. »I dag har vi offentliggjort Zar Paulo, som jo er et ret fedt og stort dansk band, der kommer til efteråret i Tøjhuset. Den har vi lige offentliggjort, og vi ser meget frem til, at de kommer og spiller,« siger hun.
Zar Paulo har gennem de seneste år markeret sig som et af de mest markante og egenrådige navne på den danske popscene. Singler som Telefonperson og We Are One er blevet bandets største hits til dato, begge udnævnt til P3’s Uundgåelige, og live har bandet gang på gang fået ry for at skabe intense øjeblikke – senest ved deres anmelderroste koncert på NorthSide i 2025.
Med koncerten i Fredericia bliver publikum en del af den rejse, hvor Zar Paulo både samler trådene fra de tidlige spillestedskoncerter og peger frem mod næste kapitel. Et efterårsstoppested på en turné, der lover både velkendte fællessange og nyt materiale, som endnu ikke har ramt scenen.
Debatten om ulighed fyldte meget i statsministerens nytårstale. Men hvis man ser nøgternt på tallene, tegner der sig ifølge CEPOS et andet billede af danskernes økonomi end det, der ofte dominerer den politiske samtale.
En ny analyse fra den borgerlige tænketank viser, at næsten alle familietyper i Danmark har fået flere penge mellem hænderne siden 2019 – også når der tages højde for inflation og det markante prisstød i 2022. CEPOS’ konklusion er klar: Fokus bør flyttes fra indkomstforskelle til velstand, produktivitet og beskæftigelse.
»Indkomstforskelle er i sig selv ligegyldige, så længe alle oplever fremgang. Det vigtigste er, at samfundskagen bliver større, og at alle får flere muligheder for forbrug og velstand,« siger seniorøkonom i CEPOS, Niklas Praefke.
Ifølge analysen er danske familiers rådighedsbeløb steget med mellem fire og syv procent i perioden 2019–2026. Det gælder både pensionister, arbejderfamilier, funktionærer og direktørfamilier.
Rådighedsbeløbet er opgjort som den samlede indkomst efter skat – inklusive overførsler og medregnet boligforhold – og tallene er korrigeret for prisudviklingen. Dermed viser analysen den reelle købekraft.
Særligt pensionister i ejerbolig med privat pensionsopsparing har oplevet en markant fremgang. Et pensionistpar i ejerbolig har ifølge CEPOS fået omkring syv procent mere at leve for siden 2019. Enlige pensionister i ejerbolig ligger endda lidt højere.
Også arbejderfamilier og funktionærfamilier har haft en tydelig fremgang. Et arbejderpar uden børn i ejerbolig har fået knap syv procent mere i rådighedsbeløb, mens funktionærfamilier med børn har haft en stigning på fem til seks procent.
»Det gælder på tværs af stort set alle grupper, at man i dag har flere penge til rådighed end for bare få år siden,« siger Niklas Praefke.
Ifølge CEPOS er fremgangen først og fremmest drevet af øget produktivitet og reformer på arbejdsmarkedet. Når der bliver produceret mere pr. arbejdstime, stiger lønningerne, og det smitter også af på overførselsindkomster, der reguleres i takt med lønudviklingen.
Derudover peger analysen på betydningen af de seneste års skattereformer. Indførelsen af mellemskatten og det forhold, at mange er blevet trukket ud af topskatten, har ifølge CEPOS haft mærkbar betydning for mange familiers økonomi.
»Senest har vi set, at mellemskatten er blevet indført, og at mange er trukket ud af topskatten. Det betyder, at rigtig mange familier oplever en ganske pæn fremgang i deres rådighedsbeløb,« siger Niklas Praefke.
CEPOS lægger dog ikke skjul på, at der også findes grupper, som ikke har haft fremgang. Et kontanthjælpspar med to børn i lejebolig har ifølge analysen oplevet et fald i rådighedsbeløbet på omkring 3,6 procent siden 2019.
Forklaringen skal findes i kontanthjælpsreformen og i, at ydelserne samlet set ikke er fulgt helt med prisudviklingen i perioden med høj inflation.
»Reformen er målrettet at motivere flere fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet. På længere sigt er det netop højere beskæftigelse og produktivitet, der er nøglen til højere lønninger og stigende velstand for alle,« siger Niklas Praefke.
Også unge kontanthjælpsmodtagere og nytilkomne indvandrere på de laveste ydelser har oplevet tilbagegang, hvilket CEPOS kobler til politiske beslutninger truffet over en længere årrække – under både borgerlige og socialdemokratiske regeringer.
CEPOS’ analyse er et direkte indspark i den politiske debat om ulighed. Tænketanken mener, at diskussionen er blevet for snæver og i for høj grad fokuserer på forskelle mellem grupper frem for den samlede udvikling.
»Hvis alle får mere, bliver samfundet rigere – også selvom nogle får lidt mere end andre. Det er velstanden og mulighederne, der betyder noget for menneskers hverdag,« lyder det fra CEPOS.
Derfor opfordrer tænketanken regeringen til at prioritere reformer, der styrker produktivitet, uddannelse og arbejdsudbud, frem for at gøre ulighed til det centrale pejlemærke.
Analysen viser ifølge CEPOS, at Danmark overordnet set har haft en bredt funderet velstandsstigning – også når man tager højde for kriser, inflation og geopolitisk usikkerhed.
Budskabet er ikke, at alle problemer er løst, men at billedet af en befolkning, der generelt bliver fattigere, ikke holder.
»Det betyder ikke, at vi ikke skal tage hånd om dem, der har det svært. Men debatten bør bygge på fakta og ikke på en fortælling om, at udviklingen går den forkerte vej for langt de fleste,« siger Niklas Praefke.
Ifølge CEPOS viser tallene, at Danmark fortsat har et solidt økonomisk fundament – og at udfordringen i højere grad handler om at fastholde og udbygge den velstand, end om at fordele en kage, der bliver mindre.
Danmark slog Tyskland med 34-27 i EM-finalen og fuldendte dermed det sjældne hattrick med titlerne fra VM, OL og EM. Blandt de første, der efter kampen bevægede sig ud i mixed zone, var Lukas Jørgensen. Ikke i kamptrøje, ikke med harpiks på fingrene – men med det samme smil, den samme energi og den samme tilstedeværelse, som man forbinder med ham, også selvom turneringen for hans vedkommende blev brat afbrudt allerede to kampe inde med en korsbåndsskade.
Som en anden showmand gik han rundt mellem journalister og kolleger, tog sig tid, svarede åbent og lod det aldrig komme til at handle om det, han havde mistet. I stedet kredsede samtalerne om det, han stadig var en del af.
For selvom skaden var alvorlig, ændrede den ikke på betydningen af det, der nu hang om hans hals.
»Det betyder lige så meget, som hvis jeg ikke havde været skadet. Jeg har drømt om at være en del af et hold, der har alle tre titler på samme tid, i lang tid. Det har været et ønske, jeg har haft, siden vi tog de to første, og hvor vi kunne se frem mod muligheden på hjemmebane.«
Januar måned har været alt andet end ligeud for den danske stregspiller. Fra forhåbninger og forventninger til operation, genoptræning og et liv på afstand af banen. Alligevel stod han nu midt i det hele – med medaljen, med holdet og med følelsen af at høre til.
»Januar har selvfølgelig været lidt af en rutsjebanetur for mig, men jeg er stadig sindssygt stolt og glad for at stå her nu og få medaljen.«
Spørgsmålet om, hvor han egentlig har haft det bedst – hjemme i sofaen eller midt i EM-cirkusset – falder naturligt. Svaret er ærligt og uden romantik, men også præget af den erkendelse, som mange skadede spillere før ham har haft svært ved at sætte ord på.
»Jeg har haft det godt derhjemme, men jeg tror, at glæden og oplevelserne er sjovere at være en del af her. Det er fantastisk at kunne støtte holdet og se dem gøre det inde på banen. Nu glæder jeg mig også til at være med til at fejre det.«
Fejringen bliver dog – i hvert fald ifølge hovedpersonen selv – en smule mere afdæmpet end ved tidligere mesterskaber. Ikke fordi lysten mangler, men fordi kroppen sætter sine egne rammer.
»Jeg tror, den bliver lidt roligere, end den har været ved de seneste mesterskaber. Jeg tænker, jeg finder mig en god stol og kan sidde og nyde det derfra.«
Den stol havde han i øvrigt allerede testet under kampen – placeret strategisk og med et glimt i øjet.
»Ja, en kongestol. Og den kunne jeg sagtens have siddet i resten af aftenen, hvis det var muligt. Nej, det var nogle gode drenge. Jeg kunne tydeligt mærke, at på den side, hvor Emil Jakobsen var, der var han noget stærkere i overarmen end Lasse. Det har jeg bare lovet at sige.«
Humoren lå tæt på overfladen, men bag grinene lå også erkendelsen af, at der er grænser for, hvor meget kroppen kan – og må.
»Men ellers var det rigtig fint. Jeg kunne godt fornemme, at hvis vi skulle hurtigt fra den ene ende til den anden, så ville jeg nok have haft lidt svært ved at følge med. Så jeg var glad for kongestolen. Og mit vink til publikum var for at fejre noget – og ikke som sidst, hvor jeg også var skadet.«
Den største oplevelse for Lukas Jørgensen kom dog ikke nødvendigvis under selve finalen, men i øjeblikket, hvor han for første gang vendte tilbage til arenaen under semifinalen – og mærkede den reaktion, der ventede ham.
»Det har været meget overvældende. Jeg var virkelig spændt og nervøs, da jeg gik ind i arenaen i fredags til semifinalen. Det var første gang, jeg var tilbage.«
Modtagelsen satte spor.
»Hele hallen tog imod mig med enorm kærlighed, og jeg håber, de kunne mærke, at jeg prøvede at sende alt, hvad jeg kunne, tilbage i form af kærlighed og taknemmelighed.«
Ordene kommer langsomt til sidst. Ikke fordi der mangler vilje, men fordi det hele stadig sidder i kroppen.
»Det har været utroligt. Det er et rigtig godt ord for det.«
EM-guldet blev vundet på banen. Men for Lukas Jørgensen blev det også vundet i kulissen, i relationerne og i den følelse af fællesskab, der rækker længere end spilletid og minutter på banen.
De danske håndboldherrer er Europamestre for første gang siden 2012 efter, at Tyskland blev nedlagt med 34-27 i Jyske Bank Boxen.
Danmark satte søndag aften et historisk punktum i Jyske Bank Boxen, da EM-finalen mod Tyskland blev vundet 34-27. Med sejren blev de danske håndboldherrer europamestre og skrev sig samtidig ind i historiebøgerne som blot det andet land nogensinde, der på samme tid har OL-, VM- og EM-guld.
Finalen blev fløjtet i gang i et rasende tempo, hvor Danmark straks satte tryk på kampen. Tyskerne fik dog tidligt hjælp af Andreas Wolff i målet, og det var gæsterne, der kortvarigt havde overtaget i indledningen. Emil Nielsen leverede vigtige redninger i den anden ende, og Mathias Gidsel samt Simon Pytlick sørgede for, at Danmark hele tiden holdt kontakt.
Kampen bølgede frem og tilbage gennem hele første halvleg. Julian Köster og Juri Knorr stod for de tunge tyske afslutninger, mens Danmark svarede igen med gennembrud, kontraspil og effektivt fløjspil. Johan Hansen scorede iskoldt på kontra, Thomas Arnoldsen markerede sig med både mod og gennembrudskraft, og Kevin Møller kom ind og gav ny energi i det danske mål.
Efter 25 minutter trak Danmark fra til 16-14, og ved pausen førte værterne 18-16, efter at Johan Hansen sikkert havde omsat et straffekast. Boxen kogte, og stemningen bar tydeligt præg af, at Danmark var ved at få fat i finalen.
Efter pausen forsøgte Tyskland at slå tilbage, men Danmark bevarede roen. Gidsel og Pytlick fortsatte med at drive det danske angreb, mens Kevin Møller stod stærkt i målet og tog luften ud af flere tyske forsøg. Tyskerne forsøgte sig senere i syv mod seks, men det åbnede blot for danske omstillinger og hurtige mål.
Midt i anden halvleg tog Danmark for alvor kontrol. Pytlick scorede igen, Gidsel fulgte op, og Johan Hansen var sikker fra fløjen og pletten. Da Emil Nielsen vendte tilbage i målet og pillede et straffekast, var signalet klart.
De sidste minutter udviklede sig til en dansk opvisning. Niclas Kirkeløkke og Emil Jakobsen kom på tavlen, Thomas Arnoldsen brølede ud mod publikum, og da et direkte rødt kort til Jannik Kohlbacher blev uddelt, var der ikke længere nogen tvivl om udfaldet.
Slutresultatet blev 34-27, og jubelen brød løs i Boxen, hvor Danmark kunne fejre endnu et mesterskab og en historisk triumf.
Mathias Gidsel er blevet kåret som turneringens mest værdifulde spiller ved Men’s EHF EURO 2026, mens Simon Pytlick også har spillet sig på EM’s All-star-hold. Kåringen falder kort før finalen og cementerer Danmarks stærke aftryk på mesterskabet.
Danmark sætter et tydeligt præg på Men’s EHF EURO 2026. Kort før søndagens EM-finale er turneringens All-star Team blevet offentliggjort – og her fylder de danske profiler markant.
Mathias Gidsel er blevet kåret som Most Valuable Player og skriver dermed historie som den første dansker nogensinde til at modtage MVP-prisen ved et europamesterskab i herrehåndbold.
Samtidig er Simon Pytlick udtaget på All-star-holdet som bedste venstre back efter et stærkt mesterskab i dansk trøje.
Kåringerne bygger på næsten 12.000 fanstemmer via Home of Handball-appen kombineret med vurderinger fra et ekspertpanel og endelig godkendelse fra det europæiske håndboldforbund.
Hele All-star-holdet ved Men’s EHF EURO 2026
Målmand: Andreas Wolff (Tyskland) Venstre fløj: August Pedersen (Norge) Venstre back: Simon Pytlick (Danmark) Playmaker: Gísli Kristjánsson (Island) Højre back: Francisco Costa (Portugal) Højre fløj: Mario Šoštarić (Kroatien) Stregspiller: Johannes Golla (Tyskland)
Bedste forsvarsspiller: Salvador Salvador (Portugal) Bedste unge spiller: Francisco Costa (Portugal) MVP: Mathias Gidsel (Danmark)
All-star-holdet består af spillere fra seks nationer, herunder finalisterne Danmark og Tyskland. Men i dansk optik er der ingen tvivl om hovedhistorien: Mathias Gidsel er EM’s største profil – og Danmark sætter igen sit tydelige aftryk på europæisk håndbold.
EM-slutrunden er ikke afsluttet på banen, men inden tæppet for alvor bliver trukket for, samlede EHF arrangører, ledelse og presse til det afsluttende pressemøde. Her blev der både set tilbage på et mesterskab, der har fyldt haller i tre lande, og frem mod de justeringer, europæisk håndbold allerede nu har sat i gang.
For Danmarks vedkommende var det Torsten Laen, formand for DanskHåndbold, der talte på vegne af værtslandene Danmark, Norge og Sverige. Med et tydeligt blik på både stoltheden og ansvaret lagde han vægt på, at EM ikke er noget, man som arrangør kan tage for givet.
”På vegne af Norge, Sverige og Danmark vil jeg gerne sige tak til IHF for tilliden til, at vi kunne arrangere dette mesterskab. Vi er meget stolte af resultatet,” sagde Laen og pegede på det fælles nordiske værtskab som en afgørende forudsætning for slutrundens afvikling.
Han fremhævede især mødet mellem sporten og publikum som noget centralt – både i hallerne og i den stemning, der har omgivet turneringen fra start til slut.
”Sammen med vores fans har vi kunnet fejre den rene storhed i vores sport, og vi er stolte af alle de frivillige og de mange mennesker, der har hjulpet os med at levere et mesterskab som dette.”
Torsten Laen.
Samtidig understregede Laen, at værtskabet ikke blot handler om at levere et godt produkt her og nu, men også om at forvalte den tillid, man har fået.
”Vi er også fuldt bevidste om, at det ikke er noget, vi kan tage for givet. Derfor ser vi allerede nu frem til næste gang, vi får mulighed for at arrangere en slutrunde i Danmark.”
Herefter tog EHF-præsident Michael Wiederer ordet og løftede blikket fra det netop afsluttede EM til de strukturelle diskussioner, som turneringen også har sat i gang. Især kampprogrammet og belastningen af spillerne har været genstand for kritik – kritik, som EHF ifølge Wiederer tager alvorligt.
Som præsident gjorde han det klart, at EHF både har et ansvar for at lytte og for at handle, når der opstår berettiget utilfredshed.
”Det er tydeligt, at EHF har reageret på den kritik, der har været af kampsystemet. Vi analyserer ikke kun situationen – vi har også besluttet at tilpasse kampprogrammet, sådan som vi har gjort flere gange tidligere.”
Wiederer erkendte, at det nuværende kampprogram har skabt mere end blot debat i kulisserne.
”Det er interessant at se, hvordan dette kampprogram opstod. Er det et spørgsmål om tilgængelighed? Er det tekniske forhold? Én ting er i hvert fald klar: Det skabte ikke kun støj, men kritikken var også berettiget.”
Derfor er ændringer allerede på vej. EM i 2028 – og de efterfølgende slutrunder – vil blive spillet med et andet kampskema, og 2030-slutrunden er allerede fastlagt med disse erfaringer indarbejdet.
Samtidig benyttede Wiederer lejligheden til at give et indblik i et bredere reformarbejde, der rækker langt ud over EM. Det gælder både klubturneringerne, det internationale kampprogram og ønsket om at give spillerne en mere direkte stemme i beslutningsprocesserne.
”Vi har talt om at inddrage spillerne mere direkte i vores arbejde, og vi er i forhandlinger med den europæiske spillerforening om en aftale,” forklarede Wiederer.
Konkret arbejder EHF med planer om at oprette et egentligt spillerpanel bestående af fem personer – både mænd og kvinder – som skal få adgang til centrale fora og sende repræsentanter videre til de professionelle håndboldudvalg.
”Det betyder en langt stærkere integration af spillerne. Det ligger helt i tråd med den udvikling, vi ser internationalt – også på IOC-niveau.”
Også dommerområdet blev berørt. Wiederer forklarede, at spillets stigende tempo stiller nye krav til både dommere og rammerne omkring dem, og at EHF derfor har valgt at udskyde konkrete beslutninger, indtil en mere gennemtænkt struktur er på plads.
”Det giver ikke mening bare at udpege nogle personer. Der er behov for en klar struktur for dette område.”
Afslutningsvis vendte Wiederer tilbage til udgangspunktet for pressemødet: EM-slutrunden som helhed. Et mesterskab, der har vist både sportens styrke – og de områder, hvor der fortsat er behov for udvikling.
”I sidste ende er vi her for at tale om EM og rammerne omkring de europæiske mesterskaber.”
Med det satte EHF punktum for et EM, der både har samlet fulde haller og samtidig sat gang i diskussioner, som kommer til at præge europæisk håndbold længe efter, at medaljerne er blevet delt ud.
De stod ikke på banen, da Danmark spillede EM-semifinalen i Jyske Bank Boxen, men alligevel var både Lukas Jørgensen og Emil Bergholt til stede i hallen – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt tæt på det hold, de begge har været en del af gennem hele slutrunden, indtil skaderne tvang dem ud af kampene. Begge har siden set med hjemmefra, men valgte fredag at vende tilbage til Boxen, mærke stemningen og være sammen med holdet igen, velvidende at det både ville være forløsende og smertefuldt på samme tid.
For Lukas Jørgensen var ankomsten i sig selv en kontrast, der var svær at sætte ord på.
»Det er rigtig dejligt. Jeg er lige ankommet fra en halv times tid siden, inden vi kunne afsted.«
Dagene op til havde været lange, stille og præget af venten.
»Nu synes jeg, at jeg har haft nogle lidt lange dage hjemme i sengen og på sofaen, så det er virkelig dejligt at se alle drengene, og jeg går også med det største smil, jeg nu har haft i en uges tid, så jeg er rigtig glad for at være her.«
At være tilbage i hallen handlede ikke kun om kampen, men også om at give noget igen til dem, der havde støttet ham, siden skaden ramte.
»Jeg håber, det var en lille prøve at komme tilbage igen og sige tak til folk.«
Stemningen ramte ham med det samme.
»Jeg har lige mærket stemningen. Jeg har fået lov til at klappe lidt tilbage til alle dem, der sidder her i dag. Jeg er stadig meget taknemmelig for den støtte, jeg har modtaget.«
Det er ikke uden følelser at vende tilbage til samme sted, hvor skaden skete.
»Det gør det. Det gør det uden tvivl.«
Han mærker, at han stadig er mere sårbar end normalt.
»Jeg kan selvfølgelig også godt mærke, at jeg måske også er lidt mere følsom, når jeg lige er ankommet her.«
Alligevel har tiden hjulpet ham med at acceptere situationen.
»Jeg synes, at nu har jeg haft lidt tid til, at det hele kunne synke ind og acceptere min situation.«
Taknemmeligheden fylder stadig mest.
»Men jeg er stadig sindssygt taknemmelig for den opbakning, jeg modtog og har modtaget lige siden. Det betyder sindssygt meget for mig, så det er også derfor, jeg er så glad for at stå her nu.«
Operationen er overstået, og meldingerne har været positive.
»Kirurgen var rigtig glad for resultatet af operationen, og hvordan mit knæ så ud, da han kiggede ind.«
Genoptræningen er i gang, og selv små fremskridt bliver bemærket.
»Væsken er ved at forsvinde mere og mere, og jeg kan bevæge mig en lille smule og støtte en lille smule på knæet.«
Håbet er stadig at komme stærkt tilbage.
»Så håber jeg, at hvis tingene går godt, at jeg måske kan spille igen hen mod november.«
At være i hallen igen har været et stort ønske.
»Det her har været det, jeg har set allermest frem til.«
Samtidig har det været en mærkelig periode at følge slutrunden hjemmefra.
»Det har selvfølgelig både været en smule hårdt at se, hvad det er, jeg går glip af.«
Men også meningsfuldt.
»Hver anden dag, når Danmark har spillet, det har været mine små højdepunkter at kunne nyde at se drengene.«
Engagementet er ikke forsvundet.
»Jeg har stadig været mere investeret end nogensinde i, at det skulle gå godt.«
Derfor var det heller ikke et svært valg at komme i hallen.
»Det har bestemt ikke været et svært valg for mig at skulle følge med drengene, og heller ikke at være her i dag.«
For Emil Bergholt har situationen været anderledes, men følelsen af afsavn den samme. Han lægger ikke skjul på skuffelsen over ikke at kunne hjælpe på banen.
»Det er mega ærgerligt og trist, når jeg ikke kan få lov til at hjælpe derinde i dag.«
Alligevel har han valgt en aktiv rolle uden for banen.
»Jeg prøver også at holde humøret lidt højt og bidrage med et godt humør, i stedet for at gå og græde mig selv ned.«
At være tæt på holdet betyder noget, selv om det gør ondt.
»Det er jo svært at sige, at man kan glæde sig over noget, når man står og venter en semifinale, eller en måske finale, som man så viser.«
Beslutningen om at blive er truffet i fællesskab derhjemme.
»Det er i samarbejde med min familie.«
Han oplever opbakning også uden for hallen.
»Der er ingen sure miner derhjemme over, at man kunne vælge at blive her.«
Skaden kom gradvist.
»Det blev værre og værre, og til sidst var jeg også nødt til at sige, at der var noget, der skulle tjekkes.«
Nu handler det om at acceptere den tid, der venter.
»Jeg er ude i den tid, det nu tager.«
Begge deler samme håb frem mod søndagens EM-finale. Ikke nødvendigvis for deres egen skyld, men fordi de stadig føler sig som en del af det, der er ved at blive skrevet.
Lukas Jørgensen siger det sådan:
»Jeg føler mig stadig som en del af holdet.«
Ikke fordi han spiller, men fordi relationerne stadig er der.
»Vi har været igennem så mange ting sammen.«
Derfor vil han også kunne fejre det, hvis det lykkes.
»Så føler jeg stadig, at jeg vil kunne fejre det sammen med alle dem.«
Søndag er de igen på plads i Boxen, når Danmark spiller EM-finale – ikke på banen, men tæt nok på til, at det hele stadig kan mærkes.
Efter næsten 30 år som direktør for Fredericia Shipping ser Klaus G. Andersen nu frem mod det generationsskifte i virksomheden, han selv engang overtog fra sin far. I et interview taler han åbent om ansvar, perfektionisme, byens udvikling og den svære kunst at give slip – både som leder, far og lokal aktør.
For mange fredericianere er Klaus G. Andersen blevet synonym med Fredericia Shipping. En familieejet virksomhed med dybe rødder i byen og blikket rettet mod havne, logistik og forretning langt ud over kommunegrænsen. Men bag titlen som direktør gemmer der sig også en fortælling om arv, ansvar og et forestående opbrud.
»Den største risiko for en virksomhed er direktørskifter eller generationsskifter,« siger Klaus G. Andersen i interviewet. Ordene falder uden dramatik, men med den vægt, som kun erfaring giver.
Han er 62 år, født og opvokset i Fredericia, fæstningsdreng fra Sct. Joseph og vokset op med byen som ramme. Efter uddannelse på universitetet i Odense fulgte 14 år i A.P. Møller, før han i 1996 vendte hjem for at tage over i familievirksomheden.
»Jeg var nok den i familien, der havde sværest ved at finde mig til rette, da vi kom hjem,« fortæller han. »Men ret hurtigt faldt også jeg på plads.«
Da Klaus G. Andersen i midten af 1990’erne trådte ind som direktør i Fredericia Shipping, var virksomheden overskuelig i både struktur og økonomi. Indtjeningen lå omkring én million kroner årligt, aktiviteterne var færre, og forretningen var i højere grad bundet til lokale kunder og klassisk havnedrift. Det var en virksomhed, man kunne have i hovedet – og i hænderne – på en anden måde end i dag.
Annonce
Siden er næsten alt forandret. Forretningen er vokset markant, både geografisk og forretningsmæssigt. Nye havne, nye aktiviteter, nye risici. Tallene har fulgt med: tocifrede millionoverskud og en omsætning i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner. Men når Klaus G. Andersen ser tilbage på det afgørende skifte, er det ikke væksten, han først fremhæver.
»Det lykkedes på grund af min far – og på trods af mig,« siger han om generationsskiftet i 1990’erne.
Sætningen rummer både selverkendelse og respekt. For ifølge ham var det ikke givet, at overgangen skulle blive så glidende, som den faktisk blev. Tværtimod er netop generationsskifter det sted, hvor mange familievirksomheder snubler.
Forklaringen på, at det ikke skete her, er i hans øjne enkel: Hans far gav slip. »Næsten fra dag ét lod han mig drive virksomheden,« fortæller han. »Han blandede sig ikke i detaljerne, og han gav mig plads til at træffe beslutninger – også dem, der ikke altid var perfekte.«
Det betød ikke, at overgangen var uden gnidninger. Klaus G. Andersen beskriver sig selv som en leder, der gerne vil sidde i førersædet, tage initiativet og sætte retningen. Den egenskab kunne have udviklet sig til en belastning, hvis den tidligere generation havde insisteret på at holde fast i kontrollen.
»Der var kanter, der skulle slibes – både i forhold til medarbejdere og i forhold til min far,« siger han. »Men fordi han gav plads, kunne det lade sig gøre.«
Netop den erfaring gør generationsskiftet, der nu venter, mere komplekst. For rollerne er byttet om. I dag er det Klaus G. Andersen, der har overblikket, historien og den dybe fornemmelse for forretningen. Det er ham, der har været med til at bygge aktiviteterne op, skridt for skridt, over næsten tre årtier.
»Jeg tror faktisk, det bliver sværere for mig at sidde på anden række, end det var for min far,« erkender han åbent. »Ikke fordi jeg ikke vil give plads – men fordi jeg kender alle hjørner af virksomheden så godt.«
Han ved samtidig, at netop dét kan blive en faldgrube. For den virksomhed, næste generation skal overtage, er langt større og mere kompleks, end den han selv trådte ind i. Det kræver en anden ledelse, mindre detaljefokus og mere delegation.
»Det er nødvendigt, at de finder deres egen måde at drive det på,« siger han. »Præcis som jeg selv gjorde.«
At give slip er dermed ikke bare et personligt spørgsmål. Det er en strategisk nødvendighed. Og måske den sværeste ledelsesopgave, der venter.
Krisernes betydning
Finanskrisen i 2008 og coronapandemien i 2021 ramte shipping- og logistikbranchen hårdt. Efterspørgslen faldt brat, markeder frøs til, og usikkerheden blev en fast følgesvend i hverdagen. For Fredericia Shipping betød det perioder, hvor både aktivitetsniveau og indtjening måtte tilpasses en virkelighed, ingen for alvor havde forudset.
Alligevel tøver Klaus G. Andersen ikke med at kalde kriserne for nødvendige – set i bakspejlet.
»Det har været sundt at skulle skalere ned og ‘right-size’ butikken,« siger han. »Når man kommer ud på den anden side, står man stærkere.« For ham har kriserne fungeret som et korrektiv. De har tvunget virksomheden til at se nøgternt på sig selv: Hvad skaber reel værdi? Hvilke aktiviteter er robuste over tid? Og hvor har man måske holdt fast i noget, der i virkeligheden var på vej ud?
Virksomhedens historie er derfor også historien om forretninger, der gradvist er forsvundet – ikke som følge af fejl eller manglende evne, men fordi de grundlæggende strukturer ændrede sig. Gødningseksport ud af Fredericia, import og klargøring af biler, klassiske industrikunder fra byens tidligere fabrikker. Aktiviteter, der engang var bærende, men som med tiden mistede deres grundlag.
»De fleste ting er jo ikke forsvundet, fordi vi ikke har serviceret kunderne ordentligt,« forklarer han. »De er forsvundet, fordi verden har ændret sig.«
Hver gang en aktivitet faldt bort, opstod der et tomrum. Og hvert tomrum krævede, at noget nyt blev bygget op. Det har betydet en konstant bevægelse i forretningen – fra lokale kunder til nationale og internationale samarbejder, fra klassisk havnedrift til mere komplekse logistik- og containerløsninger.
Kriserne har dermed ikke kun været perioder med pres og usikkerhed, men også øjeblikke, hvor virksomhedens tilpasningsevne blev testet og styrket. Ikke gennem hurtige satsninger, men gennem løbende justeringer og en vilje til at acceptere, at ikke alt kan reddes. »Man kan ikke klamre sig til det, der var,« siger Klaus G. Andersen. »Hvis man gør det, risikerer man at miste det, man har.«
Set i det lys har både finanskrisen og pandemien været med til at forme den virksomhed, Fredericia Shipping er i dag: mindre sårbar, mere fokuseret – og bedre rustet til næste uforudsete bølge.
Byen, sporten og fællesskabet
Klaus G. Andersen har i årtier været en markant skikkelse i Fredericias erhvervsliv, men hans engagement stopper ikke ved virksomhedens matrikel. Parallelt med arbejdet i Fredericia Shipping har han spillet en aktiv rolle i byens foreningsliv – senest i bestyrelsen for FC Fredericia og tidligere i Fredericia Håndboldklub.
Det engagement udspringer ikke af et ønske om direkte afkast.
»Vi bruger ikke en eneste container mere, fordi vores navn står på en trøje,« siger han nøgternt. »Men det gør noget for byen – og det gør noget for vores medarbejdere.«
For ham handler sporten om langt mere end resultater. Den handler om samlingspunkter. Om de steder, hvor byen mødes, og hvor fælles oplevelser skaber identitet og sammenhængskraft på tværs af alder, baggrund og postnummer.
»Jeg plejer at sige, at Fredericia har tre fyrtårne: håndbold, fodbold og teater,« siger han. »Det er ikke de eneste ting, der betyder noget, men det er nogle af dem, vi allerede har, og som kan samle byen.«
Netop den fælles ramme ser han som afgørende for byens attraktivitet. Ikke bare for tilskuere og fans, men for familier, medarbejdere og virksomheder, der skal vælge, hvor de vil slå sig ned.
»Det gør byen mere attraktiv at bo i,« siger han. »Og det betyder noget – også for os som virksomhed.«
Kærlighed til Fredericia
Kærligheden til Fredericia er tydelig i Klaus G. Andersens fortælling. Men den er ikke ukritisk. Tværtimod. Når han ser på byens udvikling over de seneste årtier, peger han på en ubalance mellem potentiale og realisering.
»Vi har haft succes på mange fronter – især omkring havnen og logistikken,« siger han. »Men vi har ikke haft samme tempo i byudviklingen, som man ser i Kolding og Vejle.«
Særligt midtbyen bekymrer ham. Ikke fordi han tror, at den kan eller skal vende tilbage til en fortid med tætpakkede handelsgader og klassisk detailhandel, men fordi han savner en tydelig retning.
»Jeg er godt klar over, at handelslivet aldrig bliver, som det var,« siger han. »Det ved vi godt alle sammen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan skabe en attraktiv midtby.«
For ham handler det om stabilitet og balance – om at finde en ny form for byliv, hvor kultur, oplevelser og fællesskaber spiller en større rolle end kvadratmeter og butikslejemål. Teater, sport og andre fælles arenaer er en del af den løsning, mener han, men ikke den eneste.
»Der er et stort potentiale, især i midtbyen, som vi ikke har fået forløst endnu,« siger han.
Det er ikke en kritik rettet mod én aktør eller én beslutning, men en konstatering. En by med Fredericias historie, beliggenhed og erhvervsmæssige styrker rummer mere, end den i dag formår at udnytte. Og netop derfor engagerer han sig fortsat – også uden for bestyrelseslokalerne.
Når Klaus G. Andersen ser frem mod de kommende ti år, er det ikke først og fremmest vækstkurver, regnskabstal eller sportslige resultater, der optager ham. Perspektivet er bredere – og mere alvorligt.
»Den allerstørste opgave i Fredericia er de sociale udfordringer,« siger han og peger på de omkring 500 unge mennesker i byen, som i dag står uden job eller uddannelse.
For ham er det ikke et abstrakt tal, men en konkret udfordring med langsigtede konsekvenser. »Det er en bunden opgave. Den skal bare løses,« siger han uden omsvøb.
Han lægger ikke ansvaret ét sted. Tværtimod efterlyser han et fælles greb, hvor erhvervsliv, kommune, administration og det politiske niveau tager ansvar i fællesskab. Ikke gennem enkeltstående projekter eller midlertidige ordninger, men gennem en vedvarende indsats, der bringer flere unge ind i arbejdsfællesskaber.
»Vi er nødt til at få de unge placeret i virksomhederne,« siger han. »Det kræver, at nogen tager lederskab – og at vi arbejder sammen på tværs.«
Han erkender samtidig, at løsningen ikke er enkel. Men for ham er det netop pointen: At sværhedsgraden ikke må blive en undskyldning for passivitet. Hvis Fredericia vil være en by i balance, er det her, indsatsen skal lykkes.
At give slip – på sin egen måde
Spørgsmålet om fremtiden leder uundgåeligt tilbage til virksomheden og det generationsskifte, der nærmer sig. Hvad håber Klaus G. Andersen, at den næste generation vil gøre anderledes end ham selv?
Svaret rummer ikke resignation, men erkendelse. For det vigtigste er ikke, at hans efterfølgere kopierer hans måde at drive virksomhed på, men at de finder deres egen.
»De skal finde deres egen stil,« siger han. »Deres baggrund er en anden end min.«
Han tvivler på, at de bliver lige så perfektionistiske som ham selv. Og det ser han ikke som et problem – snarere som en nødvendighed i en virksomhed, der i dag er langt større og mere kompleks, end den var, da han selv tog over.
For som han har erfaret gennem næsten tre årtier i spidsen for Fredericia Shipping, kan hverken virksomheder eller byer bæres af én person alene. De kræver tillid, fælles ansvar og viljen til at give plads.
Og netop dér ligger måske den sværeste lære – både som leder og som menneske: At give slip, uden at give op.
Danmark er klar til EM-finalen efter en intens og fysisk sejr på 31-28 over Island i Jyske Bank Boxen. I en kamp, hvor marginalerne konstant var i bevægelse, og hvor Island igen og igen udfordrede i duellerne, blev det et kollektivt svar, der bar Danmark frem. Da Emil Nielsen ikke ramte dagen i målet, fik Kevin Møller en større rolle end vanligt – og greb den i en semifinale, hvor intet blev givet gratis.
For Kevin Møller var det først og fremmest helheden i præstationen, der fyldte efter kampen, og ikke de enkelte aktioner eller minutter på banen. »Det kan man kun tænke godt om. Det er jo fantastisk, hvilken holdsejr og hvilken præstation.«
Selv det at spille en markant rolle i en EM-semifinale er ikke noget, han forholder sig aktivt til, mens kampen kører. For ham handler det i øjeblikket udelukkende om at være klar, hvis der bliver brug for ham.
»Man tænker ikke så meget over det, mens kampen kører. Man vil bare gerne ind og hjælpe holdet så godt som muligt, og det er min rolle.« Først efterfølgende trænger kampens betydning for alvor ind. »Det er først bagefter, når man lige stopper op, at man tænker over, at det er en EM-semifinale.«
Kulissen var med til at understrege alvoren og størrelsen i opgaven. Foran 15.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen blev rammen endnu en gang noget, Møller sætter stor pris på. »Med den kulisse og det publikum, der var i dag, var det helt fantastisk. Det er en kæmpe ære hver eneste gang, man får lov til at løbe rundt inde i boksen.«
Han vender flere gange tilbage til det kollektive som forklaring på, at Danmark stod distancen i en kamp, hvor Island konstant pressede med fysik, tempo og nærkontakt. »Det siger rigtig meget om os som hold. Jeg synes virkelig, det er karakter og mandshjerte.«
Midt i det kollektive peger Kevin Møller dog på én figur, der ifølge ham satte et helt særligt defensivt aftryk på kampen. »Jeg må bare tage hatten af for Magnus Saugstrup. Hold nu fast, han styrer det forsvar godt og leder det virkelig stærkt.« Det er ikke tom ros, men en anerkendelse af det arbejde, der blev lagt i midten.
»Han viser sig som en af verdens bedste forsvarsspillere og leder på vores hold.« For målmanden bag forsvaret føltes det til tider, som om Saugstrup dækkede mere end sin egen zone. »Til tider virker det næsten, som om han dækker op for to mand inde i forsvaret.«
Finalepladsen sender Danmark videre til et nyt møde med Tyskland søndag, et opgør Kevin Møller ser frem til med både respekt og nysgerrighed. »Det er altid sjovt at møde Tyskland. De er et godt hold, de rider på en bølge.«
Han forventer også, at de kommer med nye taktiske greb. »Det er altid spændende at se, hvad de kommer med af nye ting siden sidst.«
Finalen bliver kulminationen på et forløb, der for alvor tog en drejning efter nederlaget til Portugal tidligere i turneringen. »Det er det, vi har kæmpet for i en hel måned.« Portugal-kampen står stadig klart i bevidstheden. »Efter Portugal-kampen fik vi lidt en kold spand vand i hovedet.« Netop derfor føles det ekstra stærkt at stå her nu – og på den måde, Danmark har gjort det.
»Det er en kæmpe forløsning at stå her nu.« For Kevin Møller handler det grundlæggende ikke om, hvem der spiller, men om hvordan holdet reagerer, når det bliver sat under pres. »Vi beviser over for os selv, at det næsten er ligegyldigt, hvem der spiller.« Det er ansvar og tillid, der bærer.
»Alle tager ansvar, hjælper hinanden og viser det store hjerte, vi havde i dag.«
Udvisningerne fyldte også meget i kampens sidste fase, og for Kevin Møller var det umuligt ikke at mærke spændingen i de situationer, hvor marginalerne kunne tippe afgørende, alt efter hvordan kendelserne faldt. »Selvfølgelig sidder man med hjertet oppe i halsen i de situationer.«
Han peger på, at det særligt er usikkerheden omkring vurderingerne, der gør den slags øjeblikke vanskelige at navigere i, fordi en kendelse i slowmotion kan få et helt andet udtryk end den opleves i kampens tempo. »Man ved aldrig, hvordan dommerne tolker og vurderer den slags, især når de ser det i slowmotion.«
For Danmark blev nervøsiteten ikke mindre af, at alternativerne centralt i forsvaret var begrænsede, og at hver udvisning derfor havde direkte betydning for kampens balance. »Vi var lidt spændte, for vi havde ikke mange muligheder tilbage centralt i forsvaret.«
At kampen endte med hele 19 udvisninger, var voldsomt, men for Møller hænger det tæt sammen med de to holds måde at spille på og den fysiske intensitet, der prægede opgøret fra første minut.
Politisk annonce – læs mere her
»Det er måske mange udvisninger, men jeg synes også, det afspejler, hvordan de to hold spiller.« Han understreger samtidig, at Island netop er kendt for deres kompromisløse tilgang til duellerne, hvor nærkontakt og fysisk pres er en integreret del af spillet.
»Island er måske nogle af de bedste i verden til netop det spil, hvor de ligger tæt og arbejder hårdt i duellerne.« Derfor kom antallet af kendelser heller ikke som et chok, selv om omfanget var markant. »Det var måske lidt overraskende, men jeg havde forventet, at der ville komme mange.«
Med sejren står Danmark nu foran EM-finalen mod Tyskland søndag, ikke som et hold, der har haft én ubrudt opadgående kurve, men som et mandskab, der har reageret på modgang, justeret undervejs og fundet styrke i bredden, da det for alvor blev nødvendigt.
