Leder: Eksperter uden historisk hukommelse

Af

-

11:45 - 23. januar

Der er noget, vi har gjort alt for let i den offentlige samtale.

Vi har gjort det let at være ekspert. Let at være kommentator. Let at mene noget om næsten alt – og gøre det med en autoritet, der ikke nødvendigvis hviler på viden, men på formuleringsevne, tempo og timing.

Det er ikke et nyt fænomen. Men det er blevet tydeligere. Og hurtigere.

I dag kan man bevæge sig fra at dække enkeltsager til at udlægge hele samfundsudviklinger uden for alvor at standse op undervejs. Uden at læse bagud. Uden at tage den lange historie med. Uden at forholde sig til de akademiske analyser, de strukturelle forklaringer og de faktiske forudsætninger, som sjældent lader sig opsummere i én pointe eller én vinkel.

Man lyder klog. Det er ofte nok.

Men der mangler noget. Ikke nødvendigvis intelligens – men sammenhæng. De slutninger, der forbinder observationerne med virkeligheden. De mellemregninger, der gør det klart, hvorfor man mener det, man mener. Og hvad man bygger det på.

Det gælder i det små og i det store.
Fra de hurtige, forenklede analyser af taler og stemninger ved nytårskure rundt om i landet – hvor enkelte citater gøres til sandheder – til de store forklaringer på verdenspolitikkens scene i disse dage, hvor komplekse konflikter og magtbalancer reduceres til moralske eller taktiske øjebliksbilleder.

Særligt i journalistikken er fristelsen stor. For gammelmedierne arbejder i et felt, hvor aktualitet belønnes, og hvor tempo let forveksles med indsigt. Hvor den, der hurtigt kan formulere en forklaring, også bliver den, der får rollen som ekspert – ikke fordi vedkommende ved mest, men fordi vedkommende kan sige noget nu.

Det er her, den nemme vej opstår.

Den vej, hvor research bliver til orientering. Hvor historien starter dér, hvor sagen senest blussede op. Hvor komplekse sammenhænge reduceres til forklaringer, der passer til formatet – ikke til virkeligheden. Og hvor man springer fra konklusion til konklusion uden at dvæle ved, om de faktisk hænger sammen.

Resultatet er ikke direkte forkert. Det er værre end det. Det er forsimplet. Nogle eksperter er i praksis købt adgang til spalteplads og sendetid, fordi deres vurderinger passer til redaktionens forudindtagede holdning – ikke fordi de bygger på grundig, uafhængig viden.

For når analyser mangler dybde, bliver debatten fattigere. Når vi glemmer de lange linjer, mister vi forståelsen for, hvorfor tingene ser ud, som de gør. Og når autoritet bygges på sikker stemme frem for solid metode, bliver det svært at skelne viden fra vellyd.

At være ekspert er ikke et spørgsmål om at have ordet. Det er et spørgsmål om at have gjort sig umage. Om at have arbejdet med stoffet. Om at kende dets historie, dets brudflader og dets blinde vinkler. Og om at turde sige mindre, når man ved mindre.

I en tid, hvor alle kan kommentere på alt, bliver grundighed en kvalitet i sig selv. At være langsom, hvor andre skynder sig. At læse bagud, før man ser frem. At tænke længere, end formatet kræver.

Det betaler sig at være umage.

Ikke altid i likes og hurtige overskrifter.
Men i forståelse.
Og i tillid.

Kraftig blæst giver restriktioner på Storebæltsbroen og Vejlefjordbroen

Af

Andreas Andreassen

-

06:44 - 23. januar

0

Kraftig blæst skaber fredag morgen udfordringer flere steder på det overordnede vejnet. På Storebæltsbroen er der indført restriktioner som følge af kraftig vind. Passage med påhængskøretøjer under 2.500 kilo er forbudt. Vejdirektoratet oplyser, at forholdene følges tæt, og at bilister bør holde sig opdateret om den aktuelle status.

Samtidig advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst på Vejlefjordbroen på E45. Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere broen. Ifølge meldingen forventes vinden først at aftage senere på aftenen.

Bilister opfordres generelt til at køre med ekstra forsigtighed, sænke hastigheden og være opmærksomme på sidevind – særligt på broer og åbne strækninger.

De seneste trafikale meldinger kan følges via Vejdirektoratets trafikkort.

Oplysningerne er senest opdateret fredag morgen omkring klokken 06.30.

Missionen blev løst: Kirkeløkke løste den stillede opgave

Af

Patrick Viborg

-

23:53 - 22. januar

0

Efter nederlaget til Portugal rejste Danmark sig mod Frankrig. For Niclas Kirkeløkke handlede sejren mindre om fremtid og mere om nuet – om at tage ansvar, stå imod presset og være klar, når chancen kom.

Der er tidspunkter i en slutrunde, hvor perspektivet forskydes. Hvor det, der ligger forude, må vente, fordi det, der sker nu, kræver al opmærksomhed. For Niclas Kirkeløkke er fremtiden allerede tegnet op med en aftale med Fredericia, der først træder i kraft i sommeren 2027. Men midt i et EM, midt i et opgør mod Frankrig, findes der kun ét tidsrum: nuet.

Danmark kom fra et nederlag til Portugal, men rejste sig med en sejr på 32-29. Kirkeløkke spillede hele anden halvleg og scorede to mål på to forsøg. En præstation, der ikke råber, men bærer.

»De er enormt fysisk stærke og spiller med høj kvalitet gennem hele kampen. Midtvejs i anden halvleg ser det også lidt sort ud, hvor vi er bagud med et mål, men jeg havde hele tiden følelsen af, at hvis vi blev ved med at kæmpe, holde hovedet højt og spille vores spil, så ville chancerne komme.«

Det er en tro, der ikke opstår ud af ingenting. Den bygger på erfaring og på tillid til strukturen. »Når vi først begynder at få bolden i mål, ved jeg, at vi har mulighederne for at vinde.«

Kirkeløkke havde siddet over mod Portugal, og netop derfor var rollen mod Frankrig ikke givet på forhånd. Men den blev taget imod uden forbehold.

»Jeg spillede ikke mod Portugal, så det var selvfølgelig rigtig fedt at komme ind og få en rolle i dag mod Frankrig. Jeg vil altid gerne spille, hvis det er det bedste for holdet. Det er fedt at få ansvar og lov til at spille foran så mange fans.«

Opgaven var klar, også i detaljen. Nikolaj Jacobsen havde allerede inden kampen gjort opgaven klar for Kirkeløkke. »Jeg var forberedt på opgaven, både defensivt og som fløj, men det handlede især om at stå imod det enorme pres, de kommer med. De er virkelig fysiske.«

At blive skubbet ud på fløjen er ikke længere noget, der skaber usikkerhed. »Følelsen af at score på de første chancer er selvfølgelig rigtig god. Det er altid lidt anderledes at blive skubbet ud på fløjen, men jeg føler efterhånden, at jeg har opbygget en god sikkerhed derude.«

Kampen bevægede sig ind i et tæt slutforløb, hvor marginalerne igen blev afgørende. Denne gang faldt de ud til dansk side.

»I slutningen af kampen er det helt tæt, men jeg synes, vi finder nogle bedre løsninger end Frankrig. Om det handler om mentalt overskud, ved jeg ikke helt, men jeg føler, at vi står tættere sammen defensivt.« Også rammen spillede ind.

»Opbakningen fra publikum betyder enormt meget. Vi bliver virkelig båret frem af fansene, og det giver ekstra energi, når trætheden begynder at melde sig.«

Sliddet var gensidigt, men Kirkeløkke fornemmede, at det danske hold havde mere tilbage til sidst. »Jeg tror også, at det spiller ind, at vi hele tiden slider på deres forsvar. De er nødt til at løbe meget med vores angreb, og selvom det er det samme for os, har jeg ofte fornemmelsen af, at vi har lidt flere kræfter til sidst.«

Da kampen var afgjort, kom forløsningen. »Efter sådan en kamp, hvor vi har kæmpet hårdt hele vejen igennem, er der mange følelser, der bliver lukket ud, når det endelig lykkes.«

Holdets tillid til hinanden blev også tydelig, ikke mindst i forhold til Emil Jakobsen.

»Vi ved alle, at han er en fløj i verdensklasse. Det er der ingen tvivl om, og det ved han også selv. Sådan er håndbold nogle gange. Vi stoler alle på ham, og så kommer han bare og leverer.«

Nederlaget til Portugal var ikke glemt, men det var heller ikke noget, der fik lov at hænge fast. »Det er selvfølgelig aldrig nemt at tabe, men det er heller ikke første gang, vi har prøvet det. Det handler om at komme videre så hurtigt som muligt.«

Processen er velkendt. »Man ærgrer sig meget samme aften og også lidt dagen efter, hvor kroppen kan føles tung. Men så samles vi, sidder sammen, får snakket og hygget lidt. Stille og roligt begynder fokus at flytte sig fremad, og kampen fylder mindre og mindre.« For Kirkeløkke er det netop dér, han befinder sig. Ikke i sommeren 2027. Ikke i det næste kapitel. Men i det, der skal gøres nu.

En rutsjebanetur for Gidsel og kammeraterne

Af

Patrick Viborg

-

23:50 - 22. januar

0

Der findes kampe, hvor man spiller godt. Og så findes der kampe, hvor man finder noget andet. Noget dybere. I Danmarks 32-29-sejr over Frankrig var det det sidste, der kom til syne. For Mathias Gidsel blev aftenen en rutsjebane – og et sted, hvor ansvar ikke kunne skubbes videre.

Ni mål. Men tallene fortæller ikke historien alene. »Det var en rutsjebane og en stor udfordring.« Første halvleg var præget af modstand. Ikke kun fra Frankrig, men indefra.

»Jeg synes, første halvleg var svær. Vi brænder for meget, men holder dem alligevel på afstand. I forsvaret får vi lokket mange skud bagfra, og Emil står rigtig godt.«

Danmark var stadig i kampen, men uden den ro og sikkerhed, der normalt kendetegner holdet. Nederlaget til Portugal lå stadig som en uro i baggrunden – ikke glemt, ikke bearbejdet, men mærkbar. »Jeg er stolt af det udtryk, vi kommer med efter Portugal-kampen. Jeg tror, det sendte et chok gennem hele håndboldverdenen – men også gennem holdet – hvordan vi tabte den kamp.«

Ifølge Gidsel blev kampen mod Frankrig en test, ikke kun af spillet, men af karakteren. »Det blev en stor test af, hvor meget karakter der er i sådan et hold, og det viste vi i dag. Der er faktisk ret meget bund i os.« Dagene op til opgøret var ikke lette.

»De sidste 48 timer har været lidt som en falsk humørboble. Vi har virkelig prøvet at hive hinanden op, men der var ikke nogen, der var tilfredse efter Portugal. Jeg tror faktisk, mange var skuffede over sig selv.« Netop derfor blev opgaven mod Frankrig også anderledes. Mere rå. Mere nødvendig.

»Vi har holdt fast i hinanden og sagt, at nu skulle vi ud mod Frankrig, velvidende at vi var under et stort pres – også på hjemmebane – og vise et andet udtryk.« Det blev ikke smukt hele vejen.

»Det kan godt være, at ikke alt var kønt håndboldmæssigt, men vi fik blod på knæene i dag, og det var også det, der bragte os tilbage i kampen.« Viljen blev et redskab. »Med vilje og hårdt arbejde kan man komme langt.«

I kampens sidste fase var presset konstant. »I det sidste kvarter er der et enormt pres, både da de fører med to, og da vi gør det. Vi ved godt, at et nederlag ville gøre situationen meget svær for os.«

At kunne vende kampen mod netop Frankrig gjorde indtryk.

»Ud fra det, jeg havde set fra Frankrig i gruppespillet, var det noget af det bedste, jeg har set fra dem længe. At kunne vende kampen mod dem på den måde viser, at der er noget i os som hold.« I pausen var der ingen hurtige løsninger. »Der var selvfølgelig frustration over, at vi brændte vores afslutninger. Der var også nogle defensive justeringer, selvom vi egentlig var rimelig tilfredse med at have lukket dem til mange skud bagfra.«

Anden halvleg blev et spørgsmål om tålmodighed. »Vi måtte tage hovedet ned, blive ved med at arbejde og håbe på, at målene nok skulle komme – og det gjorde de.« For Gidsel personligt blev kampen et spejl.

»Det var en svær kamp for mig personligt. Jeg tror ikke, der er mange, der vil vurdere min første halvleg som god.« Men netop derfor fik den en anden betydning. »For mig var det faktisk en af de bedste kampe i min karriere.« Vendepunktet lå i pausen.

»At gå i pausen med mange negative tanker, måske miste lidt af troen på sig selv, og så komme ud i anden halvleg, tage ansvar og vise mine holdkammerater, at de kan stole på mig – det er jeg virkelig stolt af.«

Han greb fat i sig selv. »I pausen mindede jeg mig selv om noget, en god ven skrev til mig dagen før: At det er i svære tider, de rigtige ledere viser format.« Der var ingen tvivl om ansvaret. »Vi var kun bagud med ét mål, og jeg vidste godt, hvilket pres og ansvar der lå på mig.« Løsningen var enkel – i hvert fald i ord. »Så handlede det om at lægge de negative tanker væk og sige til sig selv, at det stadig bare er håndbold.«

Han stod alene med det. »Jeg har ikke brug for nogen særlig mentorhjælp i sådan en situation. Jeg føler, at jeg har værktøjerne i min egen værktøjskasse.« Da kampen var slut, stod følelsen tilbage.

»Den forvandling er jeg stolt af, og jeg er glad for, at mine holdkammerater kan stole på mig, og at jeg kan leve op til deres forventninger.« Ni mål. En sejr. Men frem for alt et svar. Ikke kun til modstanderen – men til sig selv.

Danmark rejste sig mod Frankrig og genopbyggede fortet

Af

Patrick Viborg

-

23:19 - 22. januar

0

Danmark genopbyggede fortet i Jyske Bank Boxen med en 32–29-sejr over Frankrig efter pausestillingen 12–11, hvor Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Nielsen bar holdet frem før næste kamp mod Spanien.

Danmarks 32–29-sejr over Frankrig blev en kamp, hvor murene blev slået i igen med vilje, stædighed og nerver af stål. Hvor støjen vendte tilbage, hvor grebet blev genfundet, og hvor Danmark – presset til kanten – fandt den version af sig selv, der nægter at give slip, når det hele begynder at brænde.

Det begyndte hektisk og kantet. Simon Pytlick satte Danmark i gang med kampens første mål, men indledningen bar hurtigt præg af franske straffekast, hårde dueller og dommerkendelser, der fik frustrationen til at boble. Emil Nielsen leverede tidligt redninger, men gang på gang blev de annulleret af fløjtet i den anden ende. Hugo Descat scorede på straffe, Elohim Prandi slog til på opløb, og Mathias Gidsel kæmpede med både sin timing og dialogen med dommerne.

Alligevel var der danske glimt. Johan Hansen var iskold fra fløjen, Gidsel scorede fra en umulig vinkel og vendte sig mod den røde mur i jubel, og i en fase stod det danske forsvar kompakt, så både Pytlick og Gidsel kunne score i tomt mål. Men rytmen blev aldrig helt dansk. Frankrig trak endnu et straffekast, Kevin Møller blev sendt ind, og selv om Emil Jakobsen fik Danmark på tavlen, blev chancerne også brændt i stimer. Ved pausen stod der 12–11 til Frankrig – et resultat, der sagde det hele: tæt, frustrerende og stadig helt åbent.

Efter pausen ændrede kampen karakter. Danmark justerede på fløjene for at få bedre styr på det defensive match-up, og Emil Nielsen lagde ud med en redning på Descat. Gidsel udlignede, Minne svarede, Kirkeløkke fandt nettet fra fløjen, og tempoet steg. Hver scoring blev fulgt af et modsvar, hver fejl straffet øjeblikkeligt.

Midt i anden halvleg begyndte kampen at vippe. Emil Nielsen hev en voldsom redning frem på Dika Mem, Gidsel scorede sit sjette mål og bragte Danmark foran, men et brøl fra overlæggeren i den anden ende blev fulgt af fransk udligning. Danmark misbrugte endnu et straffekast, Frankrig scorede, og kort efter lavede Simon Pytlick en teknisk fejl, der gav Frankrig føringen 23–21. Timeout. Stilhed. Pres.

Det var her, kampen for alvor blev en test af dansk modstandskraft.

Danmark svarede igen. Emil Jakobsen scorede på straffe. Andersson slog til under pres. Emil Nielsen leverede endnu en redning, selv om Rasmus Lauge kort efter blev udvist, og Boxen eksploderede i raseri. Alligevel holdt Danmark hovedet koldt. Jakobsen udlignede på kontra, Frankrig overtrådte, og pludselig var Danmark i front 27–26 med seks minutter igen.

De sidste minutter blev spillet på ren vilje. Andersson scorede igen. Gidsel brød igennem én gang, så én gang mere, og med 51 sekunder igen stod der 31–29. Frankrig tog timeout. Danmark stod samlet, vendte sig mod tribunerne, og da Saugstrup kort efter blev udvist, nægtede Frankrig alligevel at gå syv mod seks. Det sidste forsøg blev afvist. Tiden løb ud.

32–29. Danmark havde vundet.

Efter nederlaget tidligere i turneringen var der intet, der kom gratis. Men denne aften blev fortet genopbygget – ikke med uovervindelighed, men med vilje. Danmark spiller næste kamp lørdag mod Spanien, og denne sejr tog ikke bare to point med sig, men også følelsen af, at Jyske Bank Boxen igen er et sted, man skal slå Danmark.

Live: Danmark under pres inden brag mod Frankrig

Af

Patrick Viborg

-

20:15 - 22. januar

0

Danmark er kommet under pres med det uventede nederlag til Portugal. Men nu gælder det mellemrunden, hvor Frankrig venter i den første kamp. Følg, hvordan det går Nikolaj Jacobsen live i tekst på AVISEN.

Indkaldt stregspiller sendes hjem igen

Af

Andreas Andreassen

-

14:54 - 22. januar

0

Danmark må fortsat undvære ekstra dækning på stregspilspositionen ved EM. Den indkaldte stregspiller Andreas Magaard kommer alligevel ikke i aktion og rejser nu hjem til sin klub HSV Hamburg.

Efter Lukas Jørgensen pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade, ønskede landstræner Nikolaj Jacobsen at forstærke truppen på stregen. Baggrunden var blandt andet, at Emil Bergholt’s kæreste står over for en snarlig fødsel, hvilket kunne have skabt behov for ekstra gardering.

Derfor blev der taget kontakt til de to resterende stregspillere i bruttotruppen, Andreas Magaard og Frederik Ladefoged fra Dinamo București.

Frederik Ladefoged er imidlertid ramt af en lårskade og var dermed ukampdygtig. Andreas Magaard har døjet med knæproblemer, men blev indkaldt med henblik på en nærmere undersøgelse.

Efterfølgende har landsholdets sundhedsstab – i dialog med HSV Hamburg – vurderet, at det mest forsvarlige er, at Andreas Magaard ikke deltager i EM.

»Vi var fuldt ud bevidste om, at vi tog en chance ved at skrive Andreas ind i truppen, fordi der var en risiko for, at han ikke kunne spille. Men den afklaring kunne vi først få efter deadline for at skrive ham ind i truppen til kampen i aften,« siger Morten Henriksen, sportschef i DanskHåndbold.

Han lægger ikke skjul på skuffelsen, men understreger hensynet til spilleren.

»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan bruge Andreas til EM på både hans og holdets vegne. Men vi er nødt til at tage hensyn til hans helbred og til hans klub Hamburg,« siger Morten Henriksen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har fortsat mulighed for at foretage én yderligere udskiftning i truppen under mellemrunden og kan desuden tilføje en 20. spiller, hvis der opstår behov.

Den danske EM-trup fortsætter dermed turneringen uden yderligere forstærkning på stregpositionen for nu.

Når håndbolden rammes af verdenspolitikken

Af

Patrick Viborg

-

14:42 - 22. januar

0

Invitationen var sportsligt velbegrundet og længe planlagt. Alligevel har verdenssituationen givet DanskHåndbolds valg af USA som gæstehold i Golden League en uventet politisk klangbund, der rækker langt ud over håndboldbanen.

Der er noget paradoksalt ved timing. Ikke i beslutningen i sig selv, men i den måde verden har forandret sig på, siden den blev truffet.

For få uger siden offentliggjorde DanskHåndbold, at USA er inviteret som gæstehold til martsudgaven af Golden League i Royal Arena. Et sportsligt greb, der i håndboldens egen logik giver god mening. Værtsnationen har serveretten, når der skal vælges et fjerde hold til turneringen, og valget faldt på et land, der målrettet forsøger at bygge et konkurrencedygtigt landshold frem mod OL på hjemmebane i 2028.

Set isoleret er der intet kontroversielt i det. Tværtimod. Håndbolden har i årevis kæmpet for at få fodfæste uden for Europa, og USA er det mest ambitiøse – og mest ressourcestærke – bud på et nyt marked. Projektet er langsigtet, velorganiseret og støttet af profiler fra sporten selv. Blandt andet har Mikkel Hansen engageret sig i arbejdet med at udvikle amerikansk håndbold, netop fordi OL i Los Angeles udgør en sjælden mulighed for at trække sporten ind i den globale bevidsthed.

Problemet er ikke håndbolden. Problemet er verden udenom.

Siden invitationen blev sendt, har USA på det politiske niveau placeret sig i en konfliktfyldt relation til store dele af Europa – ikke mindst Danmark – i spørgsmålet om Grønlands fremtid. Det er en konflikt, der rammer dybt i den danske selvforståelse og i rigsfællesskabets fundament. Senest har Lars Løkke Rasmussen været i Washington for at dæmpe gemytterne og forsøge at genetablere en mere konstruktiv dialog i en sag, der for alvor har sat sig i befolkningen.

I det lys kan det virke malplaceret, at USA kort tid efter står i København som inviteret gæst til en dansk turnering, flankeret af Danmark og Norge. Ikke fordi amerikanske håndboldspillere har noget ansvar for deres regerings udenrigspolitiske kurs, men fordi sport aldrig eksisterer i et politisk vakuum – uanset hvor ofte man forsøger at insistere på det modsatte.

Det er her paradokset opstår. På den ene side den klassiske sportslige forestilling om, at idrætten er et neutralt mødested, hvor relationer kan opbygges på tværs af konflikter. På den anden side en virkelighed, hvor symbolik og signalværdi vejer tungere end intentioner. Når USA træder ind i Royal Arena i marts, vil det ikke kun være som et hold under opbygning frem mod Sommer-OL 2028, men også som repræsentant for en stat, der aktuelt udfordrer Danmarks territoriale integritet i Grønland.

Det betyder ikke, at invitationen burde være trukket tilbage. Det ville i sig selv være en politisering af sporten, som næppe ville gavne nogen – mindst af alt håndbolden. Men det understreger, hvor vanskeligt det er at fastholde forestillingen om sport som et rent apolitisk rum, når verdensordenen er i bevægelse.

Golden League har traditionelt været en turnering, hvor Danmark tester nye konstellationer og giver publikum adgang til international topåndbold uden den tunge mesterskabskontekst. I marts bliver turneringen også et eksempel på, hvordan sportens beslutninger kan få en anden klangbund, end da de blev truffet. Ikke fordi nogen ønskede det, men fordi timingen har overhalet intentionen.

Måske er det netop her, sportens rolle skal forstås mere nuanceret. Ikke som et frirum fra politik, men som et spejl af den verden, den er en del af. At USA deltager i København, kan både læses som en fortsættelse af et ambitiøst udviklingsprojekt og som et påmindelse om, at relationer mellem lande altid er sammensatte – også når de udspiller sig på en håndboldbane.

Det er ikke håndboldlandsholdets ansvar at løse diplomatiske konflikter. Men det er heller ikke urimeligt, at publikum og omverden ser anderledes på kampen i marts, end de ville have gjort for et halvt år siden. I en tid, hvor geopolitiske spændinger siver ind i alle samfundets lag, bliver selv en tilsyneladende harmløs invitation til en venskabsturnering en del af en større fortælling.

Ikke som en skandale. Men som et tidstypisk paradoks.

Fem danske skisportsatleter udtaget til vinter-OL

Af

Mille Dyhrberg

-

09:07 - 22. januar

0

SPORT. Når vinter-OL i Milano Cortina 2026 skydes i gang, bliver det med dansk deltagelse i flere af de klassiske skisportsdiscipliner. Danmarks Olympiske Komité har netop udtaget fem skisportsatleter, som skal repræsentere Danmark ved legene.

Udtagelsen tæller tre skiskytter og to alpine skiløbere, og dermed får Danmark både deltagelse i sporene og på de stejle alpine løjper. De udtagne atleter er Christian Borgnæs og Clara-Marie Vorre i alpint skiløb samt Sondre Slettemark, Ukaleq Slettemark og Anne de Besche i skiskydning.

I Danmarks Skiforbund er der stor tilfredshed med udtagelsen og holdets sammensætning.

»Vi er i Danmarks Skiforbund stærkt begejstrede over, at vi kan sende et relativt stort hold på fem atleter afsted til vinter-OL. Holdet er en god blanding af talent og rutine, og vi får bestemt mulighed for at se en række fine præstationer i såvel skiskydning som de alpine discipliner«, siger sportschef i Danmarks Skiforbund, Thomas Jacobsen.

For flere af atleterne bliver vinter-OL i Italien deres første olympiske optræden. I de alpine discipliner er det OL-debut for både Clara-Marie Vorre og Christian Borgnæs. Det samme gælder for skiskytterne Anne de Besche og Sondre Slettemark, mens Ukaleq Slettemark tidligere har deltaget ved vinter-OL i Beijing i 2022.

Søskendeparret Ukaleq og Sondre Slettemark er fra Grønland og stiller op under dansk flag. Grønland har gennem flere år været en del af den danske OL-delegation, og den tradition fortsætter også ved legene i 2026.

»Grønland har gennem den vinterolympiske historie og kontinuerligt siden 2010, været en fast del af den danske OL-delegation. Det er glædeligt, at vi i 2026 kan fortsætte denne historie. Jeg glæder mig i den grad til at følge ikke bare vores grønlandske atleter, men også vores tre øvrige dygtige skisportsatleter i Milano Cortina 2026. Det er fremragende, at det er lykkedes at få Anne de Besche med i skiskyning, og i alpint skiløb er det fantastisk, at vi både har en mandlig atlet i Christian Borgnæs og en kvindelig atlet i Clara-Marie Vorre med til start for Danmark«, siger DIF’s vinterolympiske chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard.

Vinter-OL i Milano Cortina 2026 nærmer sig, og med fem udtagne skisportsatleter får Danmark mulighed for at markere sig i flere af OL’s traditionsrige vinterdiscipliner.

Landstræner klar i mælet: Det stiller os meget svært

Af

Patrick Viborg

-

21:37 - 21. januar

0

Der er kampe, hvor forklaringerne kommer hurtigt. Og så er der kampe, hvor erkendelsen næsten falder samtidig med slutfløjtet. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det ikke bortforklaringer, der præger Nikolaj Jacobsen, men en umiddelbar accept af, at Danmark ikke ramte det, der skulle til.

»Jeg er både skuffet og… men et eller andet sted er det også fortjent. For i dag rammer vi ikke det niveau, vi skal. Vi laver mange fejl, er for dårlige til at aflevere boldene videre under pres og har svært ved at få det flow i kampen, som vi gerne vil.«

Det er ikke én fase, én kendelse eller én detalje, der forklarer nederlaget. Det er helheden. Eller manglen på den. Danmark havde et vindue i starten af anden halvleg, hvor kampen kortvarigt åbnede sig.

»Vi har lige en god periode i starten af anden halvleg, hvor vi får godt fat defensivt. Emil har et par redninger, og vi har mulighed for at gå foran med tre. Det får vi byttet alt for hurtigt.«

I håndbold er momentum noget, man låner – og lige så hurtigt kan miste igen. For Danmark forsvandt grebet om kampen næsten, før det var etableret.

»Så mister man lidt momentum i kampen, og så er det virkelig svært at få fat defensivt og få nogle redninger det sidste kvarter. Og det gør også, at det er fortjent nok, at Portugal vinder i dag.«

Skuffelsen handler ikke kun om resultatet, men om afstanden til det niveau, Danmark forventer af sig selv.

»Ja, det er jeg da selvfølgelig. Jeg havde da håbet på noget andet. Men i dag må man bare sige, at Portugal var dygtigere end vi var, og at vi ikke rammer det niveau, som vi skal for at kunne vinde sådan en kamp.«

Konsekvenserne er til at tage og føle på med det samme. Nederlaget placerer Danmark i et langt sværere udgangspunkt i mellemrunden.

»Det stiller os selvfølgelig meget svært. Det er klart, at vi starter med Frankrig på torsdag. Så nu har vi sat os så meget under pres, som vi kan, og skal ind og se, om vi kan vinde de næste fire.«

Også pausen blev brugt på at pege indad – ikke opildne.

»Offensivt får vi egentlig fat. Men vi er for dårlige i dag til at aflevere under pres. Vi får ikke sluppet boldene på det rigtige tidspunkt, og når vi gør, ligger afleveringene dårligt.«

Forsøget med syv mod seks gav kortvarigt noget, men ikke nok.

»Vi får egentlig fint udbytte af det i starten, og så løber vi lidt tør. Det sidste kvarter kan vi simpelthen ikke få stoppet noget eller få nogle redninger.«

Dommerne fyldte efter kampen i debatten, men ikke hos landstræneren.

»Det er en højintens kamp, og der vil altid være kendelser, man kan snakke om. Men i dag er vi nødt til at kigge på os selv og blive dygtigere til de ting, vi normalt er virkelig dygtige til.«

Der er ikke meget plads til at dvæle. Allerede i samme åndedrag rettes blikket frem.

»Vi er nødt til at kigge fremad og være klar på torsdag. Der kommer et af verdens bedste hold, som har set utrolig skarpt ud, og præmissen er klar: Vi skal ind og vinde en kamp.«

Det er sagt uden patos. Uden hævet stemme. Bare som konstatering. En kamp blev tabt. Et ansvar er taget på sig. Og næste opgave står allerede og venter.