Der er kampe, hvor forklaringerne kommer hurtigt. Og så er der kampe, hvor erkendelsen næsten falder samtidig med slutfløjtet. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det ikke bortforklaringer, der præger Nikolaj Jacobsen, men en umiddelbar accept af, at Danmark ikke ramte det, der skulle til.
»Jeg er både skuffet og… men et eller andet sted er det også fortjent. For i dag rammer vi ikke det niveau, vi skal. Vi laver mange fejl, er for dårlige til at aflevere boldene videre under pres og har svært ved at få det flow i kampen, som vi gerne vil.«
Det er ikke én fase, én kendelse eller én detalje, der forklarer nederlaget. Det er helheden. Eller manglen på den. Danmark havde et vindue i starten af anden halvleg, hvor kampen kortvarigt åbnede sig.
»Vi har lige en god periode i starten af anden halvleg, hvor vi får godt fat defensivt. Emil har et par redninger, og vi har mulighed for at gå foran med tre. Det får vi byttet alt for hurtigt.«
I håndbold er momentum noget, man låner – og lige så hurtigt kan miste igen. For Danmark forsvandt grebet om kampen næsten, før det var etableret.
»Så mister man lidt momentum i kampen, og så er det virkelig svært at få fat defensivt og få nogle redninger det sidste kvarter. Og det gør også, at det er fortjent nok, at Portugal vinder i dag.«
Skuffelsen handler ikke kun om resultatet, men om afstanden til det niveau, Danmark forventer af sig selv.
»Ja, det er jeg da selvfølgelig. Jeg havde da håbet på noget andet. Men i dag må man bare sige, at Portugal var dygtigere end vi var, og at vi ikke rammer det niveau, som vi skal for at kunne vinde sådan en kamp.«
Konsekvenserne er til at tage og føle på med det samme. Nederlaget placerer Danmark i et langt sværere udgangspunkt i mellemrunden.
»Det stiller os selvfølgelig meget svært. Det er klart, at vi starter med Frankrig på torsdag. Så nu har vi sat os så meget under pres, som vi kan, og skal ind og se, om vi kan vinde de næste fire.«
Også pausen blev brugt på at pege indad – ikke opildne.
»Offensivt får vi egentlig fat. Men vi er for dårlige i dag til at aflevere under pres. Vi får ikke sluppet boldene på det rigtige tidspunkt, og når vi gør, ligger afleveringene dårligt.«
Forsøget med syv mod seks gav kortvarigt noget, men ikke nok.
»Vi får egentlig fint udbytte af det i starten, og så løber vi lidt tør. Det sidste kvarter kan vi simpelthen ikke få stoppet noget eller få nogle redninger.«
Dommerne fyldte efter kampen i debatten, men ikke hos landstræneren.
»Det er en højintens kamp, og der vil altid være kendelser, man kan snakke om. Men i dag er vi nødt til at kigge på os selv og blive dygtigere til de ting, vi normalt er virkelig dygtige til.«
Der er ikke meget plads til at dvæle. Allerede i samme åndedrag rettes blikket frem.
»Vi er nødt til at kigge fremad og være klar på torsdag. Der kommer et af verdens bedste hold, som har set utrolig skarpt ud, og præmissen er klar: Vi skal ind og vinde en kamp.«
Det er sagt uden patos. Uden hævet stemme. Bare som konstatering. En kamp blev tabt. Et ansvar er taget på sig. Og næste opgave står allerede og venter.
















