SPORT. Den danske speedskater Viktor Hald Thorup er udtaget til vinter-OL i Milano Cortina 2026 og skal dermed repræsentere Danmark ved de olympiske lege for tredje gang i træk. Udtagelsen kommer efter flere år med stabile præstationer på internationalt niveau og markerer endnu et kapitel i en allerede bemærkelsesværdig OL-karriere.
Viktor Hald Thorup skrev sig ind i dansk idrætshistorie ved vinter-OL i PyeongChang i 2018, hvor han opnåede en femteplads i massestart. Det er fortsat det bedste danske individuelle resultat ved et vinter-OL. Nu får den 31-årige speedskater muligheden for igen at blande sig blandt de bedste, når legene i 2026 afvikles i Italien.
Til daglig bor og træner Viktor Hald Thorup i Calgary i Canada, og ved OL i Milano Cortina er han udtaget i disciplinen massestart. Derudover er han udtaget som første reserve på 10.000 meter og tredje reserve på 5.000 meter.
»Jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt til mit tredje OL, og jeg føler, at jeg er i mit livs form. Jeg har en god alder, olympisk erfaring og masser af selvtillid for tiden, så jeg tager til OL med stor optimisme,« siger Viktor Hald Thorup.
Hos Danmarks Idrætsforbund vækker udtagelsen også stor tilfredshed. Chef de mission Mikkel Sansone Øhrgaard peger på, at OL-truppen nu for alvor begynder at tage form.
»Vores OL-trup til Milano Cortina begynder nu for alvor at tage form, og det er fantastisk, at Danmark nu også bliver repræsenteret i speedskating. Viktor Hald Thorup kender vi jo rigtigt godt, og han har før vist, at han kan levere varen, når det gælder. Det er godt gået af ham, at han nu er klar til sit tredje OL i træk,« siger Mikkel Sansone Øhrgaard.
Der kan muligvis blive endnu en dansk speedskater at følge ved vinter-OL. Philip Due Schmidt har fortsat chance for at kvalificere sig, når OL-billetten skal afgøres ved et stævne i Salt Lake City i USA den 16. til 18. januar.
Vinter-OL i Milano Cortina 2026 bliver dermed endnu en mulighed for dansk speedskating til at markere sig på den største internationale scene.
POLITIK. En ny politisk aftale sætter en stopper for kommunernes mulighed for at anbringe børn og unge på ikke-godkendte sociale tilbud. Aftalen er et direkte svar på den alvorlige sag fra Vejen, hvor en 14-årig dreng med autisme og psykiatriske diagnoser blev anbragt på et ikke-godkendt bosted.
Sagen har ifølge politikerne tydeliggjort et alvorligt hul i lovgivningen, som kunne føre til svigt af nogle af de mest sårbare børn. Det har nu ført til politisk handling, hvor anbringelser fremover skal ske inden for godkendte rammer og underlagt socialtilsyn, også i akutte situationer.
»Det, vi har set i Vejen-sagen, er dybt rystende. Et barn er blevet svigtet af et system, der skulle have passet på ham. Det her må simpelthen ikke kunne ske, og derfor er jeg glad for, at vi nu lukker det hul i lovgivningen,« siger Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet.
Med aftalen afskaffes kommunernes mulighed for at benytte ikke-godkendte tilbud. Samtidig indføres en ny akutmodel, der skal sikre, at kommunerne fortsat kan handle hurtigt, uden at kvalitet og ansvar sættes over styr.
»Med aftalen fjerner vi muligheden for at placere sårbare børn og voksne steder, hvor der ikke er godkendelse. Samtidig indfører vi en ny akutmodel, så kommuner stadig kan handle hurtigt, men uden at gå på kompromis med kvalitet og ansvar,« siger Christian Rabjerg Madsen.
Den nye model betyder, at både offentlige og private tilbud kan blive forhåndsgodkendt til akutte anbringelser i op til 12 uger, også uden for deres normale godkendelsesramme. Dermed skal der ifølge aftalepartierne være bedre balance mellem hurtig indsats og faglig kvalitet.
For Christian Rabjerg Madsen er det afgørende, at erfaringerne fra Vejen fører til konkrete ændringer.
»For mig er det afgørende, at vi lærer af de fejl, der er begået. Her i Sydjylland har vi set konsekvenserne, når systemet svigter. Det skal vi simpelthen bare gøre alt for at undgå. Punktum,« siger han.
Aftalen rummer også en række øvrige initiativer, der skal styrke indsatsen mod snyd, svigt og kriminalitet på sociale tilbud samt sikre bedre kontrol med ejere, ledelser og økonomi på området. Aftalen er indgået mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
SAMFUND. Hjerteløberordningen har fået solidt fodfæste i hele landet, og nye tal fra TrygFonden viser, at ordningen også står stærkt i Region Syddanmark. Den første årsrapport fra Hjerteløberordningen, som dækker hele 2025, peger på både høj deltagelse og hurtig respons, når der bliver slået alarm.
På landsplan er der nu 59.300 aktive hjerteløbere, hvilket svarer til 1,2 procent af den voksne befolkning. Det betyder, at der i gennemsnit er 985 hjerteløbere for hver 100.000 indbyggere i Danmark.
I Region Syddanmark er der registreret 10.732 aktive hjerteløbere. Det svarer til 864 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. I løbet af 2025 er Hjerteløberordningen i regionen blevet aktiveret 992 gange, og i langt de fleste tilfælde har frivillige reageret hurtigt. I 99 procent af alarmerne har mindst én hjerteløber accepteret, mens der i 98 procent af tilfældene har været mindst to hjerteløbere på vej.
Rapporten introducerer for første gang opgørelser over hjerteløbernes responstid. Her måles tiden fra ordningen aktiveres, til den første hjerteløber ankommer. For Region Syddanmark ligger det kommunale gennemsnit for den undersøgte periode på 4 minutter og 46 sekunder. Vejle Kommune har den korteste responstid med 3 minutter og 34 sekunder, mens Fanø Kommune har den længste med 7 minutter og 5 sekunder.
TrygFonden oplyser, at responstiderne bygger på data fra perioden 1. januar 2024 til 31. august 2024. Siden da er antallet af aktive hjerteløbere vokset med mere end 10 procent, og forventningen er, at responstiderne fremover vil blive endnu kortere.
En spørgeskemaundersøgelse blandt hjerteløbere i Region Syddanmark viser samtidig, at beredskabet er både erfarent og uddannet. Gennemsnitsalderen blandt hjerteløberne er 50 år, og 96 procent har været på kursus i livreddende førstehjælp. Over ni ud af ti har modtaget mindst én alarm, og halvdelen har udført hjertelungeredning i forbindelse med en udrykning. Næsten hver tredje har desuden været med til at påsætte og tænde en hjertestarter.
Ifølge rapporten har Haderslev, Varde og Esbjerg den bedste dækning af hjerteløbere i Region Syddanmark. Samlet set tegner tallene et billede af et frivilligt beredskab, der er bredt forankret og klar til at træde til, når hvert sekund tæller.
POLITIK. På landsplan er andelen af borgere på offentlig forsørgelse faldet til 15,5 procent. I Fredericia ligger andelen fortsat på 22,8 procent. Det er de tal, der de seneste dage har udløst politiske reaktioner på tværs af byrådet, og som nu også er landet på bordet hos John Nyborg, ny formand for Beskæftigelses- og Helhedsplanudvalget.
For John Nyborg er forskellen tydelig. Men tallene kalder ifølge ham ikke på hurtige konklusioner. »Når man ser på tallene, er der i hvert fald en markant forskel. Men så skal vi også kigge på, hvad årsagen er. Hvad er det for nogle former for offentlig forsørgelse, der er tale om? Der er stor forskel på, hvad det er,« siger han.
Som ny formand lægger han ikke skjul på, at han endnu ikke er inde i alle detaljer. Netop derfor mener han, at første skridt ikke er at ændre kurs, men at forstå den. »Det er det, vi skal kigge ind i. Og så skal vi kigge på, hvilke metoder vi skal bruge. Det bliver min opgave de næste fire år.«
Et meningsfuldt liv
For John Nyborg handler beskæftigelse ikke udelukkende om fuldtidsjob eller uddannelse. Det handler i lige så høj grad om fællesskab og om at skabe rammer, mennesker kan fungere i. »Et meningsfuldt liv er lige så meget et fællesskab som en uddannelse eller en arbejdsgivning. Og for vores vedkommende skal arbejdsgivningen bare køres på den rette måde og med de rette tilbud.«
Han peger på, at mange af de borgere, der i dag er på offentlig forsørgelse, befinder sig i komplekse livssituationer, hvor det ikke nødvendigvis er nok blot at pege på et job. »De mennesker, der er blevet sat i en situation, hvor de har brug for offentlig forsørgelse, har brug for noget andet. Spørgsmålet er, om vi kan skabe noget sammen med dem, så de også bliver mere proaktive i deres eget liv.«
En arbejderby med særlige vilkår
Når talen falder på, hvorfor Fredericia fortsat ligger over landsgennemsnittet, peger John Nyborg på byens historie og struktur, som et vilkår. »Vi har altid været det, man kalder en arbejderby. Det betyder, at vi har haft mange ufaglærte jobs. Og det betyder også, at nogle mennesker bliver slidte hurtigere og er mere sårbare på arbejdsmarkedet.«
Ifølge ham er det en del af forklaringen på, at Fredericia rammes anderledes end nogle af de større bykommuner. Men det er samtidig et område, hvor der er mulighed for at gøre en forskel. »Det kan vi gøre noget ved, også sammen med erhvervslivet. Vi skal kigge på, hvad der ligger bag tallene, og hvilke tilbud vi kan give de mennesker. Og så sammen med erhvervslivet finde ud af, hvilke arbejdstilbud og hvilke uddannelser der giver mening.«
Hvor flere politikere har udtrykt utilfredshed med, at Fredericia i nationale opgørelser ofte placerer sig tættere på kommuner som Lolland end på bykommuner som Odense og Aarhus, anlægger John Nyborg en mere afdæmpet tilgang. »Jeg har altid været lidt mindre bekymret for de der benchmarkinger. Det handler meget om, hvordan man læser tallene.« For ham er fokus ikke, hvem Fredericia sammenlignes med, men hvad tallene bruges til. »Selvfølgelig har vi en opgave. Det er klart. Og det er noget, jeg vil tage på os.«
At den høje andel af borgere på offentlig forsørgelse også har økonomiske konsekvenser for kommunen, er John Nyborg ikke i tvivl om. Men han advarer mod at lade økonomien blive det vigtigste parameter. »Det er jo, hvad vi har udgifter på. Men det vigtigste er, hvad der forandrer et menneskeliv i en positiv retning.« For ham hænger social indsats og økonomi sammen over et langt livsforløb. »Hvis vi får folk de rigtige steder hen på de rigtige tidspunkter, har det også en positiv effekt på kommunens økonomi, og ikke mindst på borgernes egen.«
Et formandsansvar
På spørgsmålet om der politisk er gjort nok indtil nu, afviser John Nyborg ikke tidligere beslutninger. »Politisk tror jeg faktisk, man har haft de rigtige tanker.«
Til gengæld peger han på behovet for at se kritisk på værktøjerne og driften. »Det er nok mere indsatserne, handlingerne og den drift, vi har haft, som vi kommer til at kigge på i det nye udvalg.« Som ny formand er han også klar til at tage ansvaret. »Det skal jeg gerne gøre som formand.«
Ser han fem år frem, er ambitionen klar, men nøgtern. »Tallene skulle jo gerne være tættere på landsplan.« Samtidig understreger han, at manglende målopfyldelse ikke nødvendigvis er lig med fiasko. »Hvis vi ikke når derned, kan der være en årsag. Derfor vil jeg gerne længere ind bag tallene og se, hvad det er, vi egentlig ser.«
For John Nyborg handler beskæftigelsesområdet i sidste ende om retning, og ikke hurtige sejre, bemærker han. »Det er her, man kan forandre et liv til et bedre liv. Og det forpligter.«
Der er noget, der sker, når en undtagelse gentages ofte nok. Den holder op med at føles som en undtagelse og begynder at ligne en praksis. Sådan er det også med de lukkede dagsordenspunkter i byrådene.
Udgangspunktet i det kommunale demokrati er enkelt og klart: Byrådets møder er offentlige. Det er ikke en teknikalitet. Det er selve idéen. Borgerne skal kunne se, hvordan magt udøves, hvordan argumenter brydes, og hvordan beslutninger bliver til. Ikke fordi borgerne altid skal blande sig, men fordi demokratiet kun lever, når det kan ses.
Alligevel ser vi, at flere og flere punkter lukkes. Ofte med gode begrundelser hver for sig. Personfølsomme sager. Økonomiske hensyn. Forhandlinger, der kræver fortrolighed. Alt sammen reelt nok. Problemet opstår, når disse hensyn flyder sammen og bliver til en generel refleks: At det er nemmere at lukke end at åbne.
Her begynder den demokratiske refleksion.
For lukkethed er ikke i sig selv et tegn på magtmisbrug. Men vanelukkethed er et tegn på noget andet: en politisk kultur, der langsomt vænner sig til, at forklaringen kan vente, at offentligheden kan holdes ude, og at det svære håndteres bedst uden vidner.
Det er menneskeligt. Men det er ikke demokratisk.
Kommunestyrelsesloven er tydelig: Lukkethed er undtagelsen. Ikke fordi åbenhed altid er bekvem, men fordi den er nødvendig. Når et punkt lukkes, skal der være en konkret og saglig grund. Ikke en følelse. Ikke et ønske om arbejdsro. Ikke frygten for debat. Og ikke fordi sagen er politisk vanskelig.
Forlegenhed er ikke et lovligt lukkegrundlag.
Det interessante er, at loven også forpligter til noget mere nuanceret end enten-eller. Hvis kun dele af en sag er fortrolige, skal resten behandles åbent. Hvis bilag er følsomme, kan de undtages, mens den politiske diskussion forbliver offentlig. Det kræver arbejde. Det kræver mod. Og det kræver en bevidsthed om, at åbenhed ikke er et irritationsmoment, men en del af opgaven.
Når hele punkter lukkes af bekvemmelighed, mister byrådet noget vigtigt: den offentlige samtale. Ikke støjen. Men samtalen. Den, hvor argumenter tvinges til at stå klart. Hvor uenighed bliver synlig. Og hvor borgerne kan forstå, hvorfor et valg blev truffet, også når de er uenige i det.
Derfor er det værd at stille det simple spørgsmål hver gang et punkt foreslås lukket: Kunne dette have været åbent? Og hvis svaret er ja, hvorfor er det så ikke det?
Åbenhed er ikke en trussel mod beslutningskraft. Tværtimod. Beslutninger, der kan forklares, holder længere. Lukkethed kan give kortsigtet ro, men den betaler man for senere – i form af mistillid, rygter og følelsen af, at noget bliver skjult, også når det ikke er tilfældet.
Demokratiet dør sjældent af én stor handling. Det slides ned af små vaner. Af det, der lige var nemmere denne gang. Af det, der ikke blev forklaret, fordi tiden var knap. Af det, der blev lukket, fordi ingen gjorde indsigelse.
Derfor er refleksionen vigtig nu. Ikke for at åbne alt. Men for at lukke mindre. Ikke for pressens skyld. Men for demokratiets.
For et byråd, der vænner sig til at lukke døren, risikerer også at lukke sig om sig selv. Og et demokrati, der ikke kan ses, bliver til sidst svært at tro på.
SPORT. Danmarks ishockeyherrer er nu officielt udtaget til vinter-OL i Milano Cortina 2026, og truppen rummer flere af landets største profiler. I alt 25 spillere skal repræsentere de rød-hvide farver, heriblandt syv danskere, der til daglig spiller i NHL.
Danmark kvalificerede sig til OL tilbage i august 2024, og nu har Danmarks Idrætsforbund som Danmarks Olympiske Komite sammen med Danmarks Ishockey Union sat navn på den endelige OL-trup. Holdet tæller både spillere fra NHL, SHL, Liiga, DEL og Metal Ligaen og bliver dermed sammensat af erfaring fra flere af verdens stærkeste ligaer.
Blandt NHL-spillerne i truppen er profiler som Nikolaj Ehlers, Oliver Björkstrand, Lars Eller, Frederik Andersen, Jonas Røndbjerg, Oscar Fisker Mølgaard og Mads Søgaard.
Danmarks chef de mission for vinter-OL, Mikkel Sansone Øhrgaard, ser med stor optimisme på den trup, der sendes til Italien.
»Det er et virkeligt stærkt ishockeylandshold, vi sender til Italien om en måned, og jeg ser i den grad frem til at følge ishockeyherrerne i en olympisk turnering, der bliver historisk stærk med et væld af NHL-stjerner hos de fleste nationer. Vi stiller selv med en række NHL-profiler som Oliver Björkstrand, Lars Eller og Nikolaj Ehlers. De var ikke med ved OL sidst i 2022, og jeg under virkeligt de her gutter, at de nu kommer til at opleve et OL.«
Nikolaj Ehlers, der til daglig spiller i Carolina Hurricanes, ser også frem til den kommende OL-deltagelse.
»OL er den største turnering, man kan være med til, og det er noget, jeg selv fulgte, da jeg var yngre. Det var noget særligt med de bedste spillere i verden mod hinanden. Så nu at få lov til at spille et OL for Danmark er en drøm, der går i opfyldelse,« siger han.
Han forventer en intensiv turnering med hård modstand fra start.
»Det bliver en fantastisk oplevelse med nogle svære, men fede kampe. Der kommer til at være tryk på med mange kampe på kort tid, så vi skal være klar fra start og ikke tage noget for givet. De resultater, vi har lavet i både kvalifikationen til OL og VM i Herning var fantastiske, og den følelse, det gav os, er noget, som vi skal have med til OL. Vi skal ned og give den hele armen for løven på brystet og Danmark,« siger Nikolaj Ehlers.
Også i Team Danmark ser man frem til Danmarks OL-deltagelse. Sportsdirektør Lars Balle Christensen peger på, at holdet tidligere har vist sit niveau mod de største nationer.
»Ishockeylandsholdet har flere gange vist, at de kan spille op med og slå de bedste nationer. Det så vi senest ved VM sidste år, hvor de spillede sig i semifinalen. Jeg glæder mig til at følge holdet til OL, og med muligheden for at alle lande kan udtage NHL-spillere, bliver det spændende at se, hvor Danmarks niveau ligger, når alle inklusive Danmark stiller i stærkeste opstilling.«
Danmark åbner OL-turneringen med gruppespilskampe mod Tyskland den 12. februar, USA den 14. februar og Letland den 15. februar. Herefter venter playoffkampene.
Vinter-OL i Milano Cortina afvikles fra den 6. til den 22. februar 2026.
Fredag morgen er store dele af vejnettet ramt af vinterføre, uheld og kraftig blæst. Ifølge Vejdirektoratet er der fortsat sne- og isglatte veje flere steder, og bilister møder både spærrede spor og forlænget rejsetid.
På E45 mellem Haderslev og Kolding er der sket uheld, hvor højre spor er spærret. Det har skabt kø, og rejsetiden er forlænget med op til 30 minutter på strækningen. Normal trafik forventes først i løbet af morgenen.
Også E20 mellem Kolding og Fredericia er ramt. Her er venstre spor spærret efter uheld, og trafikken afvikles med nedsat hastighed og kødannelse i morgentimerne.
Samtidig advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst på Vejlefjordbroen, hvor vindfølsomme køretøjer frarådes at passere. Vinden forventes først at aftage senere.
Der er desuden udsendt en særmelding om fortsat snevejr og snefygning. Det kan give store forskelle i vejforholdene – også over korte afstande – og især åbne strækninger er udsatte.
Bilister opfordres til at sætte farten ned, holde ekstra god afstand og overveje, om turen kan udskydes, indtil forholdene forbedres.
Enhver levende og storaktiv virksomhed har hver dag de rette produkter og afsætningskanaler i fokus og bevægelse; men de formår alligevel “at falde igennem”. Nøglen til at låse dette op og vinde den samlede sejr finder man 100% gennem en samling af DE RETTE MENNESKER alt sammen begyndende med en professionel bestyrelse og en ledelse med det innovative, dedikerede og modige i blodet. Herved pisker blodet rundt i en ren ”eksplosion” førende til maksimal udbytte fra alle organisationens driftsmæssige ben. “Virksomhedshjertet” bliver ved med at slå!
Hvorfor fejler så mange så? Fordi de netop ikke forstår at bygge “huset” som foran beskrevet. Der er ikke sammenhæng i tingene. Der er ikke rette struktur og rette dynamiske (og nødvendige) fokus og sporskift i dagligdagen. Man kommer for sent til virkeligheden, fordi uduelighed hænger over duelighed. På et tidspunkt (“og det går stærkt”) bliver det fatalt. Gid flere ville vove at starte forandringsprocessen nedefra. Derfra får “toppen” et virkelighedsbillede at arbejde ud fra.
Hvad skal der til? Det helt rette forarbejde, inden noget sættes i gang. Alt sammen startende med en sammensætning af den rette bestyrelse og den rette ledelse. Forhast det ikke, giv det tid. Går dette så for stærkt, skal der omgående sættes ind og repareres. Allerførst en hurtig selverkendelse overfor DE FOR TIDLIGE FEJL, som man så omgående tager konsekvensen af. Et eksempel: Fodboldverdenen. Lederen/træneren “må på porten”. Det gik jo ikke. Venter man, syner alting hen. For mig er konsekvens lig med intelligens.
Lige nu er verden lidt svær at håndtere. Både de udefra kommende og indefra kommende påvirkningsbølger kræver “in-time-attention” og påpasselighed endog tillagt fleksible styringsmekanismer, hvorfor der må en endnu større grad af professionalisme rundt i alt. Blandt andet er det lige nu vigtigt at indskrænke “buffer zonen” mellem topledelsen og medarbejderne – er lig med større tæthed. Hold øjnene åbne: “Afstand kan føre til stilstand”.
Når Camille Jones i foråret tager sit anerkendte koncertkoncept Women In Office med på Danmarksturné, bliver det med stop i både Kolding, Odense og Fredericia. Publikum i Trekantområdet og på Fyn får dermed mulighed for at opleve et nyt kapitel i hendes musikalske fortælling, hvor nærvær, historier og et mere organisk udtryk er i centrum.
Turnéen falder sammen med udgivelsen af den nye single »Så’ det sagt«, som udkommer den 23. januar. Sangen markerer en personlig afrunding på en periode præget af store tab, hvor Camille Jones mistede både sin bror og sine forældre inden for kort tid. Med den nye sang vender hun sorgen udad og giver den form med både alvor og et underspillet glimt i øjet.
»For mig er sangen en opsang til døden – eller til skæbnen, hvis man hellere vil kalde det det. På et tidspunkt har man brug for at kigge op og spørge universet, om det virkelig kan passe. Jeg havde brug for at sige det højt,« fortæller Camille Jones.
Musikalsk bevæger hun sig denne gang væk fra den elektroniske klublyd, som mange stadig forbinder hende med fra verdenshittet »The Creeps«, og tilbage mod et mere levende, jazzet og håndspillet udtryk. »Så’ det sagt« er indspillet med musikere fra Benjamin Havs band Familien og bærer præg af sammenspil, luft og en lyd, der ligger tættere på hendes musikalske rødder.
Women In Office-konceptet har siden 2021 haft fast base på La Oficina på Frederiksberg, hvor Camille Jones har inviteret nogle af landets stærkeste kvindelige stemmer ind til intime koncerter med fokus på fortælling og fællesskab. Nu tager hun konceptet ud i landet for første gang. På turnéen deler hun scenen med Julie Maria, når de sammen præsenterer en række dobbeltkoncerter, der giver publikum adgang til maskinrummet bag musikken.
I Kolding gæster de Godset den 4. marts, mens Odense får besøg den 12. marts på Dexter. Turnéen når også Fredericia, hvor Camille Jones og Julie Maria den 9. april indtager Tøjhuset med en koncert, der lover både nye sange, stærke fortællinger og en stemning i øjenhøjde.
Senere på året vender Camille Jones tilbage til sin hjemmebane på Frederiksberg, hvor hun i oktober spiller på La Oficina med et syv mand stort band. Men inden da er foråret præget af møder med publikum i hele landet, hvor Women In Office for første gang folder sig ud som turné.
Fakta først. Proportioner bagefter. Krisestemning og dommedagsprofetier hører ikke til i seriøs politik.
Klimaet har altid ændret sig. Det er veldokumenteret videnskab. MEN, debatten mister proportioner og historisk hukommelse. Naturens regnskab er langt ældre end vores – det bør respekteres, hvis klimapolitikken skal være både ansvarlig og troværdig.
Forskere kan rekonstruere klimaforhold langt tilbage i tiden ved hjælp af flere uafhængige metoder. Iskerner fra Grønland og Antarktis giver detaljerede data om temperatur og atmosfærens sammensætning op til 800.000 år tilbage. De viser tydelige cykler af istider og varmeperioder – længe før industrialisering, fossile brændsler og moderne samfund.
Træers årringe fungerer som naturlige klimaregistre. Sedimenter fra søer og have indeholder pollen, fossiler og kemiske spor, der dokumenterer vegetation og temperaturer gennem tusinder af år. Alle disse metoder peger i samme retning: Klimaet har aldrig været stabilt.
Historiske kilder understøtter dette billede. I den tidlige middelalder var klimaet lokalt i Europa markant varmere end senere. Omvendt oplevede Europa fra ca. 1300 til midten af 1800-tallet Den Lille Istid med hårde vintre, misvækst og fremrykkende gletsjere. Det ses i samtidige optegnelser, kunst og landbrugsdata.
I Jameson Land på Grønland er der fundet dinosaur-fodspor bevaret i sandsten fra sen Trias og tidlig Jura (ca. 210–190 mio. år gamle). På Bornholm – nær Hasle – er Danmarks eneste egentlige dinosaurusfund gjort: en enkelt tand fra en lille kødædende rov dinosaur (theropod), ca. 140 mio. år gammel, fundet omkring år 2000.
Vi er på vej mod 10 milliarder mennesker på kloden, de fleste med middelklassens forbrug. Menneskelig påvirkning kan spille en rolle, men ansvarlig klimapolitik må bygge på hele klimahistorien, ikke på modeller og frygt. Når symbolpolitik løber foran teknik og økonomi, ender regningen hos borgerne – frygt erstatter proportioner, og alt forklares med menneskets CO₂.
