Fredag aften løber den første af tre rekordpopulære koncerter med de fem barndomsvenner fra The Minds of 99 i Parken endelig af stablen – Trommeslager Louis Clausen er tilbage på scenen efter sin akutte høreskade i 2023.

… Vi må se hvordan koncerterne går, altså vi føler os sikre på at det bliver for vildt, men bare det at stå sammen på scenen igen, er en kæmpe sejr for os. Det er vi pisseglade for.”, udtaler Niels Brandt, forsanger i The Minds of 99, om at trommeslager Louis Clausen igen kommer til at spille med sit band, når den historiske koncertweekend starter fredag aften.

Trommeslager endelig tilbage efter høreskade

Forsanger Niels Brandt fortæller, at trommeslager Louis Clausen, som sidste år måtte droppe at spille trommer på bandets store sommerturné på grund af en akut høreskade, kommer til at spille de tre koncerter i weekenden.

”Det betyder alt for os at Louis kan spille de her koncerter. Os fem i bandet har ikke spillet en koncert sammen i over et år! Vi gør det her fordi vi er sammen om det – det er det der betyder noget for os. Vi må se hvordan koncerterne går; altså vi føler sikre på at det bliver for vildt, men bare det at stå sammen på scenen igen er en kæmpe sejr for os. Det er vi pisseglade for. Og vi har virkelig investeret meget i at give folk de bedste koncerter overhovedet muligt. Alle tre dage har små, men bestemt ikke uvæsentlige forskelle og det bliver fedt at opleve. Vi glæder os til at se alle i Parken. Det bliver stort!”

Dansk kulturhistorie

Billetsalget til weekendens tre megashows af det danske rockband The Minds of 99 er uden sidestykke. Det er aldrig sket at noget navn, hverken nationalt eller internationalt, spiller tre aftener i streg på det danske nationalstadion.

Der er i skrivende stund solgt mere end 142.000 billetter til de tre koncerter og der er endnu nogle få, attraktive billetter tilbage til koncerten søndag aften.

Der bliver altså skrevet dansk musikhistorie i denne weekend, når det populære band spiller de tre længe ventede koncerter på det danske nationalstadion.