MILJØ. Det danske havmiljø har det værre end frygtet. En ny analyse fra Tænketanken Hav afslører alarmerende høje niveauer af kemisk forurening i en lang række vandområder, heriblandt Lillebælt.
Analysen dokumenterer, at miljøfarlige stoffer som tungmetaller og industrikemikalier findes i koncentrationer, som langt overstiger myndighedernes grænseværdier i næsten samtlige danske vandområder. Hele 98 procent af vandområderne vurderes at være i en såkaldt ”ikke-god kemisk tilstand”, hvilket betyder, at mindst ét miljøfarligt stof overskrider de fastsatte grænser.
Særligt bekymrende er situationen lokalt i Lillebælt Syd. Her er der konstateret overskridelser af hele 13 miljøfarlige stoffer. Værst står det til med stoffet vanadium, der er målt i koncentrationer op til 253 gange over grænseværdien. Vanadium påvirker især stofskiftet hos fisk, alger og krebsdyr, hvilket kan føre til nedsat vækst og reproduktion.
Seniorkonsulent Henriette Selck fra Tænketanken Hav betegner situationen som dybt bekymrende.
»Den her analyse understreger, at kemisk forurening er en af de største og mest oversete trusler mod det danske havmiljø. Det er rød alarm og dybt bekymrende, at der udledes så store mængder af miljøfarlige stoffer over grænseværdierne. Grænseværdier er sat for at beskytte miljøet, og jo mere og jo længere, man overskrider grænseværdierne, jo større er risikoen for skadelige effekter på livet i havet,« fortæller hun.
Problemet med de miljøfarlige stoffer er, at de ofte nedbrydes ekstremt langsomt – eller slet ikke – og derfor ophobes i havets dyr. På den måde bevæger giften sig op gennem fødekæden og kan i sidste ende havne på middagsbordet hos os mennesker.

I den forbindelse nævner Henriette Selck også, at det, vi ser, muligvis kun er toppen af isbjerget. Der findes globalt hundredetusindvis af kemikalier, hvoraf kun 31 regelmæssigt måles i Danmark. Derfor frygter forskere, at den virkelige tilstand er langt værre.
»God tilstand i vores havmiljø kan ikke opnås uden et målrettet fokus på kemisk forurening. Vi er som samfund nødt til at træde i karakter og målrettet reducere udledning og tilstedeværelse af miljøfarlige kemikalier i havmiljøet, hvis vi skal leve op til vores egne og EU’s målsætninger,« understreger Henriette Selck.
Danmark er ifølge EU’s vandrammedirektiv forpligtet til at sikre god kemisk og økologisk tilstand i alle vandområder inden udgangen af 2027.
Analysen fra Tænketanken Hav bygger på officielle data fra miljømyndighederne, indsamlet i perioden 2013 til 2022 som del af vandområdeplanerne frem til 2027.
Du kan læse analysen her.