I aften går det løs. Der er DM-finale i Fredericia, og der er håndboldfeber i postnummeret 7000.

Undertegnede har siden 00’erne fulgt med i fredericiansk håndbold, og aldrig nogensinde har der været så meget på folks læber i nyere tid. Folk, der ikke jævnligt har set håndbold gennem en del år, vender tilbage og vil se, hvad der sker. Tager man byens puls på cafeerne, er håndbold “talk of town”. Kommer du i hallen, lyder spørgsmålet ofte, når der føres en samtale.

Og ja, folk kommer i hallen, og det i stor stil. FHK har for længst meldt udsolgt med 2.400 solgte billetter til opgøret, og minimum det dobbelte kunne være solgt, men der er også noget unikt over den arena, som vi har i Fredericia. Den giver en intens atmosfære med tilskuerne meget tæt på banen i en kompakt kulisse, og det skaber et andet lydtryk end, hvis der nu var højere til loftet, og tilskuerne sad en anelse længere væk. Det skal man også huske, når snakken går på en ny arena for at opfylde kravene til Champions League.

http://adp-as.dk

Når man taler om håndbold i Fredericia nu til dags, er det også et kæmpe cadeau til FHK’s ledelse. De har sørget for, at spillerne tager byen til sig. Spillerne har fået Fredericia ind i blodet, og hovedparten af holdet bor i Fredericia, og flere af de spillere, der kommer til næste sæson, bosætter sig også i byen, hvor de skal spille håndbold. Eksempelvis er der allerede fundet et sted at bo til svenskerne William Moberg og Kasper Palmer.

Aktuelt er det et fåtal af spillerne, som ikke bor i Fredericia, og det gør, at man møder dem i de lokale supermarkeder, på caféer og i bybilledet generelt, hvor spillerne hellere end gerne tager en snak med borgerne i den håndboldgale by. Det betyder nemlig noget for folket, at man kan møde spillerne inde i byen, og at hovedparten ikke bare kører hjem til Aarhus og andre omkringliggende byer, når træningen er slut. Det gør også, at FHK er et stort samtaleemne i byen.

Uanset hvad der sker i aftenens DM-finale mellem FHK og Aalborg, vil byen være stolt over den præstation, der er leveret. Ingen havde før sæsonen spået, at FHK ville komme i finalen. Man håbede at kunne gentage sidste sæsons semifinaleplads, men at tro på en finale ville være utopi. Derfor er det også uden forventningspres, at FHK går på banen i aften, men kender man FHK’erne ret, går de ind med en tro på, at de kan vinde.

I thansen Arena kan alt ske. Byen og de ellevilde tilskuere løfter holdet frem, ligesom det var tilfældet i 70’erne, hvor horn fra værftet var fragtet ud til hallen, og tilskuerne stod i mange, mange lag, og der var proppet over 3.000 tilskuere ind i hallen, der i dag har en godkendt kapacitet på 2.400 tilskuere. Den afgørende semifinale mod Ribe-Esbjerg var magisk. Taget løftede sig i thansen Arena, hvor nærmest samtlige tilskuere, der holdt med Fredericia, sang med på HK Ultras’ slagsange.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Der var et fællesskab og en stolthed, der kom til udtryk over for det rødklædte hold på banen, og det var ikke kun, da Ribe-Esbjerg var døde, borte og begravet et kvarters tid inde i anden halvleg, at der blev hujet og hejet til den helt store guldmedalje. Nej, det var allerede i første halvleg, da kampen var helt tæt og kunne tippe til begge sider.

Opbakningen fra de inkarnerede tilskuere var uden tvivl med til at løfte FHK, som er “talk of town” i Fredericia for tiden, og også vil være det i den kommende tid, uanset udfaldet af dagens finalekamp mod Aalborg, der enten kan ende med overrækkelse af sølvmedaljer til FHK eller ende med, at fredericianerne tvinger Aalborg ud i en tredje finale.

https://xn--fkr-1na.dk/