Experto har indgået en aftale med revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm. Det betyder, at Experto pr. 1. januar 2024 skifter navn til Beierholm, og fortsætter aktiviteterne fra Beierholms kontor i Fredericia.
Dermed kan Beierholm byde velkommen til Expertos tidligere ejer, Niels Uibæk Pedersen, der bliver en del af Beierholm. Om beslutningen fortæller Niels Uibæk Pedersen:
– Jeg er overbevist om, at Expertos kunder, som tæller mange ejerdrevne mindre og mellemstore virksomheder, vil føle sig hjemme, når Experto skifter navn til Beierholm. Både fordi den nære kunderelation vil forblive intakt og fordi Beierholm, ligesom Experto, lægger stor vægt på lokal tilstedeværelse. Med Beierholms stærke fokus på ejerdrevne og mindre og mellemstore virksomheder ser jeg sammenlægningen som et rigtig godt match.
Hos Beierholm glæder ledende partner og statsautoriseret revisor Marianne Christoffersen sig også over, at erhvervslivet i Trekantområdet nu får tilført endnu flere kompetente kræfter i Fredericia, hvor statsautoriseret revisor Kasper Toftegaard Winkler er partner. Blandt andet inden for outsourcing af virksomheders bogholderi, som er et af de områder, Experto har specialiseret sig i, og som ligeledes har stort fokus i Beierholm.
– I Trekantområdet har Beierholm, udover Fredericia, også kontor i Kolding og Vejle, men vi ønsker fortsat at styrke vores tilstedeværelse. Formålet er at opnå den størst mulige nærhed til kunderne, som vi lægger så stor vægt på i Beierholm. Det er vores ambition at kunne følge virksomhederne gennem hele deres livscyklus og tilbyde rådgivning, der flytter forretningen, uanset hvilke udfordringer og muligheder de står med. Det vil denne aftale uden tvivl komme til at yde et godt bidrag til.
Med udvidelsen styrker Beierholm sin position i Region Syddanmark, som fremover vil blive betjent af cirka 150 medarbejdere fordelt på fem kontorer. På landsplan beskæftiger Beierholm ca. 1.850 medarbejdere på mere end 40 kontorer.
Faktaark
- Beierholm er en dansk partnerejet revisions- og rådgivningsvirksomhed
- Beierholm har ca. 1.850 ansatte på mere end 40 kontorer i Danmark
- Beierholm har en årlig omsætning på ca. 1,4 mia. kroner
- Beierholm er medlem af HLB, et internationalt netværk af uafhængige revisions- og råd- givningsvirksomheder.
De seneste 11 år har Beierholm ligget i toppen i trivselsmålinger gennemført af Great Place to Work og har samtidig opnået topplaceringer ved måling af kundetilfredshed foretaget af Aalund Business Research.