POLITIK. Da Niels Flemming Hansen sidste år på denne tid kæmpede sig gennem en intens valgkamp, var han stadig folketingspolitiker for Det Konservative Folkeparti. Men en varm juniaften skiftede hans livsbane pludselig retning, da stemmerne var talt op: Han var blevet valgt til Europa-Parlamentet. Nu, knap et år senere, har han for alvor fået Bruxelles ind under huden – og det er en oplevelse, der har sat sig dybe spor både fagligt og personligt.
»På det helt personlige plan har det været mærkeligt. Jeg gik fra at have ti folketingskollegaer, som jeg var sammen med i krig og kærlighed i Det Konservative Folkeparti, til pludselig at være den, der sad alene som ’udenrigsafdelingen’ i Bruxelles,« fortæller Niels Flemming Hansen, da vi møder ham til en snak om hans første år som medlem af Europa-Parlamentet.
Skiftet fra det traditionsrige Christiansborg til EU-Parlamentet i Bruxelles var både konkret og symbolsk. Christiansborgs storslåede gange og historiske malerier blev med ét afløst af sterile korridorer i glas og beton, der mest af alt mindede ham om et konferencecenter.
»Første gang jeg trådte ind i parlamentet, tænkte jeg, at det var som at gå ind i Bella Centeret. Der var ikke det historiske og æstetiske islæt, som jeg havde været vant til fra Christiansborg. Det var en kæmpe forskel,« siger han med et smil, der røber en blanding af skepsis og humor.
Men netop i det sterile og lidt fremmede miljø opstod hurtigt en helt ny arbejdsglæde. For modsat Christiansborg, hvor han fik stillet bolig, kontor og medarbejdere til rådighed med det samme, måtte han i Bruxelles begynde helt fra bunden. Han og hans medarbejder Ulrika sad i starten på en café i parlamentet, indtil de kunne låne skriveborde hos en svensk kollega, der ikke var blevet genvalgt.
»Vi sad der på caféen og begyndte straks at netværke med vores svenske og baltiske kolleger. Det blev en meget speciel pioneroplevelse, næsten som at starte en ny virksomhed op. Pludselig havde jeg en fornemmelse af, at vi byggede noget helt fra grunden,« forklarer han.
Den pionerånd gav hurtigt resultater. Niels Flemming Hansen ønskede specifikt at arbejde med industri og grøn omstilling, områder han havde stor erfaring med hjemmefra. Men at få præcis de poster, man ønsker sig, er ikke en selvfølge i et parlament med over 700 medlemmer, hvor positionerne forhandles benhårdt.
»Vi fandt hurtigt ud af, at der var en svensk kollega, Thomas fra Moderaterne, der ønskede en næstformandspost. Samtidig ville jeg gerne sidde i industri- og energiudvalget, ITRE. Vi satte os sammen og byggede en lille alliance med baltiske, hollandske og finske kolleger. Til sidst havde vi en gruppe på 30 mennesker, og pludselig kunne vi gå til partiformanden, Manfred Weber, og få vores ønsker igennem. Det lykkedes faktisk næsten 100 procent.«
Efter denne begyndelse følte Niels Flemming Hansen sig hjemme. Det politiske arbejde i EU viste sig dog hurtigt at være anderledes end det, han kendte fra Christiansborg. Diskussionsrunderne var større, de politiske alliancer mere komplicerede, og forberedelsen til hvert møde krævede en helt anden dybde.
»Man lærer virkelig at gøre sit hjemmearbejde. Når du sidder i en gruppe på 180 mennesker, så kan du ikke bare sætte dig ned og forvente, at tingene går din vej. Du skal være ekstremt velforberedt. Du skal vide præcis, hvad du vil, og have styr på dine argumenter,« siger han alvorligt og understreger, at han i dag bruger mange timer på forberedelser, før han overhovedet træder ind i mødelokalet.
Foruden grøn omstilling arbejder Hansen også med EU’s industripolitik, forsvarsområdet og biosolutions, der er særligt vigtigt for danske virksomheder. Særligt forsvaret har været et område, hvor han har følt, at han kunne bidrage med sin viden fra tiden som formand for Folketingets Forsvarsudvalg.
»Jeg oplevede, at det virkelig gav mening at trække på min tidligere erfaring. Da der skulle skrives et vigtigt papir om europæisk forsvar, sendte jeg det ud til de danske virksomheder og organisationer, jeg kendte hjemmefra. Den respons, jeg fik tilbage, endte faktisk med at blive EU-Parlamentets officielle linje. Det var en stor tilfredsstillelse,« fortæller han med tydelig stolthed.
Hansen ved godt, at EU-politik for mange danskere kan virke fjernt og komplekst. Han har derfor gjort en særlig indsats for at gøre sit arbejde forståeligt for almindelige mennesker, blandt andet ved at være meget aktiv på sociale medier.
»Jeg har fra starten haft det som mål at gøre EU-politik forståeligt. Når mine praktikanter skriver tekster, måler vi altid lix-tallet. Er det for højt, ryger teksten simpelthen ud. Folk skal kunne forstå, hvad vi laver hernede.«
Og EU-politikken har vist sig endnu mere betydningsfuld, end han havde forestillet sig:
»EU er simpelthen større og vigtigere, end jeg havde regnet med. Jeg var jo formand for Europaudvalget hjemme, men først nu kan jeg virkelig se, hvor meget det betyder i danskernes hverdag. Vi taler om alt fra bilpolitik og grøn omstilling til investeringer, der skaber lokale arbejdspladser.«
Et konkret eksempel på EU’s lokale betydning er Fredericia Havn, der med hjælp fra EU fik tildelt 50 millioner kroner til udvikling. Den slags investeringer i lokale projekter gør en konkret forskel, understreger han.
Når Niels Flemming Hansen kigger frem mod den kommende tid, er hans fokus især på at forenkle EU. Han arbejder på en stor simplificeringsreform, der skal gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder at søge midler i EU.
»Det vil få konkret betydning allerede i 2027. Der er ingen grund til, at EU skal være så bureaukratisk, som det ofte opfattes. Jo mere enkelt, jo tættere kan vi komme på borgerne, og det er det, vi alle har brug for,« siger han med overbevisning.
Efter næsten et år i Bruxelles har Niels Flemming Hansen fundet sit ståsted. Han savner stadig de gamle kollegaer på Christiansborg, men føler samtidig, at han i EU-Parlamentet virkelig kan gøre en forskel. Og det er han ikke færdig med endnu:
»Nu ved jeg, hvor meget EU betyder. Nu handler det om at få danskerne med, så vi sammen kan få indflydelse på fremtiden.«
