SPORT. Det begyndte med jubel på Monjasa Park og endte med dans på brostenene foran Tøjhuset. Natten mellem fredag og lørdag eksploderede Fredericia i historisk eufori, da FC Fredericia sikrede sig en plads i Superligaen efter 24 års venten. Det var en aften, hvor glædestårer løb frit, fyrværkeriet satte himlen i brand, og byens hjerte hamrede i takt til sangene, der lød: »Su-Su-Superliga!«. Her er fortællingen om den magiske nat, da fodbolden sejrede, og Fredericia blev én stor fest.
Natten er sprunget i brand. I gaderne runger sange, der aldrig før er sunget med sådan en kraft, med sådan en intensitet. Mørket splintres af fyrværkeri, der eksploderer i alle verdens farver over byens tage, hvor lysene blander sig med lydene af glædesbrøl og trampende fødder mod Fredericias brostensbelagte veje.
På gårdspladsen mellem Urbania Streetfood og Tøjhusets gamle murværk samles byen i en boblende forventning, i en festlig ekstase, der allerede nu virker evig. Unge mænd, deres overkroppe nøgne og glinsende af jubelens sved, fører an i sangen. De svinger trøjer over hovederne som sejrsfaner, råber i kor, danser med en energi, der aldrig før har været set her i byen.
På en improviseret scene, opstillet til netop denne nat, træder kommunikationschefen Søren Papst frem, iklædt solbriller midt om natten, med et smil, der strækker sig fra Tøjhuset og langt ud mod havnen. Han kalder spillerne frem, én efter én, og folkemængden hylder dem med jubelbrøl, klapsalver og tilråb. Svenn Crone løfter hænderne i vejret, publikum kvitterer med bølger af jubel. Assistenttræner Christian Ege træder frem, og da hans navn lyder, eksploderer pladsen i følelser, for her er en mand, hvis hjerte banker i takt med byen selv.
Bestyrelsesformand Morten Rahbek står i kulissen, tavs i sin stolthed, ydmyg men lykkelig, med et smil der vokser for hvert jubelråb. FC Fredericias direktør Stig Pedersen modtager lykønskninger med en værdighed, der ikke skjuler den indre rørelse. Salgsansvarlig Christian Holm Johansen, med en breezer i den ene hånd, griber fat om skuldrene på dem, han møder – hans glæde er smittende, overvældende. Kultur- og Idrætsudvalgsformand Peder Tind gentager ordene, nærmest som et mantra, »Det er stort, det her«, og hans øjne glinser i lyset fra himlens raketter.
Festen stiger i tempo. En strøm af begejstring samler sig om FC Fredericias capo, der indtager scenen og med en autoritet, der kunne dirigere stjernernes gang, befaler han publikum ned på knæ. Et øjebliks stilhed. Så eksploderer hele Fredericia i en jubelsang, der stiger mod himlen som en taksigelse. Fyrværkeriet løfter sig fra pladsen, fra tagene, fra menneskenes inderste, mens jublen ruller gennem gaderne og op i himlen over fæstningsbyen.
Det bliver lørdag, den 10. maj. For mange af dem, der har fulgt holdet siden det spæde år 1991, er skridtene hjemad allerede vaklende, skæve af nattens beruselse og glæde. Men der er ingen vaklen hos spillerne. De er i en rus af eufori, mens de nu bevæger sig videre mod diskoteket Freddies – byens unge og ældre følger efter som et triumftog, der aldrig synes at ville ende.
Da cheftræner Michael Hansen tager scenen, eksploderer hyldesten endnu engang. »Danmarks bedste træner, lå lå lå lå,« synger folkemængden, og Michael Hansen tager imod mikrofonen med et glimt i øjet og siger blot: »Det er mig!« Pladsen ryster af latter og jubel. Han løfter hænderne og siger med en stemme fyldt af ægte taknemmelighed: »Denne oprykning er for jer, for hele byen. Su-Su-Superliga!« Og menneskemængden gentager ordene, synger dem ud i natten, der allerede er blevet morgendagen.
Agon Mucolli bliver fejret som søn af Fredericia, hans navn gjalder mellem murene, og da Moses Opondos navn lyder, bliver gårdspladsen én stor dansende bølge, der vugger i sambarytmer. Islandske Daniel Freyr Kristjánsson griber mikrofonen og udstøder på sit bedste, gebrokne danske: »Nu skal vi være fulde!« Fredericia jubler af latter, glæde og samhørighed.
Denne nat, dette øjeblik, skriver sig ind i byens historie. Det er ikke blot fodbold. Det er byens sjæl, der i natten finder sin stemme, der finder sit hjerteslag i en fælles stolthed. Fredericia er vågnet til en ny dag, en dag hvor byen står i Superligaens lys, og hvor alle, der var til stede, aldrig vil glemme, at de var med den nat, Fredericia tog springet ind i fodboldens fineste række.
Og mens månen langsomt gled over fæstningens gamle volde, stod folk stadig på brostenene. Gothersgade havde aldrig været smukkere. Tøjhusets mure, der gennem århundreder havde været vidner til krige, fred og menneskeskæbner, stod nu stille og mægtige, som tavse vidner til en helt anden slags sejr. En sejr, der ikke blev vundet med kanoner og krudt, men med hjerte, vilje og jubel.
De ældste husker endnu historien om slaget i 1849, dengang Fredericia blev byen, der nægtede at give op. Men i nat, den 9. maj 2025, vandt byen endnu engang et slag, denne gang på grønsværen. Det var ikke general Rye, der førte slaget an, men Michael Hansen, en træner med et glimt i øjet, der med ét enkelt smil kunne få en hel by til at glemme fortiden og danse mod fremtiden.
På den gamle plads, hvor soldater engang marcherede, sang nu unge og gamle i kor, mens spillerne stille gled væk mod nattens lys på Freddies. Nogle vaklede smilende, med armene om hinanden, hviskende løfter om aldrig at glemme denne nat. På én bænk sad en ældre mand med tårevædet blik. Måske havde han set det hele før, tænkte han – men aldrig så smukt som i nat. Flere fredericianere kommer til – de har danset på Knudsborg, og været tilbage i tiden for en stund, mødt gamle venner og i gårdspladsen møder de flere.
Og mens de sidste jubelråb tonede ud over Lillebælts mørke vande ved Gammel Havn, blev stilheden langsomt genskabt i Fredericia, en stilhed rig på minder og længsel. Byen var træt, men lykkelig. Historien havde igen lagt sin hånd på Fredericia. En provinsby med en stolt historie var blevet en del af noget større. Nu kommer de bedste danske fodboldhold forbi, som Stig Pedersen konkluderede med stolthed i stemmen. En drøm er gået i opfyldelse. Og i morgen ville solen igen stå op over byen ved voldene, hvor drømme blev til virkelighed.
