Carlsberg Danmark og DLG har netop underskrevet en aftale om køb af dansk maltbyg, dyrket efter regenerative principper. Maltbyggen skal bruges til Carlsbergs første danske øl med regenerative råvarer, en specialbryg, der lanceres i 2025.

Aftalen omfatter høsten for 2024, dyrket på 100 hektar fordelt på to sjællandske landbrug. Efter høst leveres byggen fra DLG til maltning hos Viking Malt og videre til Carlsbergs bryggerier. Samarbejdet er, ifølge begge parter, afgørende for at udvikle det regenerative landbrug i Danmark.

– Der ligger et enormt forretningspotentiale for regenerativt dyrkede afgrøder, siger DLG Danmarks koncerndirektør Bøje Kjær. – Vi tager her de første skridt mod at afsætte varer, dyrket ud fra fælles principper. Nu håber vi, at flere fødevarevirksomheder vil følge Carlsbergs eksempel og skabe efterspørgsel på produkter som regenerativt dyrket brødhvede og raps.

Op til 3,3 millioner liter regenerativ øl

Regenerativt landbrug minimerer jordbearbejdning, brugen af syntetisk input og sikrer jorddække det meste af året. Denne metode fremmer kulstofbinding, jordens sundhed og biodiversitet – afgørende elementer i den grønne omstilling.

Carlsberg forventer at kunne brygge op til 3,3 millioner liter øl på op til 500 tons regenerativt dyrket maltbyg, der leveres til bryggerierne i København og Fredericia. Den særlige maltbyg vil både indgå i en specialbryg og i Carlsberg Pilsner.

– Markedet for regenerativt dyrkede fødevarer er nyt, men det rummer stort potentiale i takt med den grønne omstilling, siger Carlsberg Danmarks administrerende direktør Peter Haahr Nielsen. – Vi ser frem til at tage de første skridt mod en regenerativ produktion og udvikle vores første danske bryg med regenerativt dyrket maltbyg.

Aftalen markerer et vigtigt skridt i både DLG’s og Carlsbergs arbejde for at styrke den grønne omstilling i Danmark gennem regenerativt landbrug.