Som led i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2025 er KL og regeringen enige om en delaftale på det specialiserede socialområde.
Delaftalen på det specialiserede socialområde udmønter anbefalingerne fra den ekspertgruppe, som KL og regeringen har nedsat. Tiltagene skal samlet set øge det kommunale prioriteringsrum, skabe større tryghed og forudsigelighed for borgerne og reducere udgifterne på det specialiserede socialområde. Samtidig skal anbefalingerne bidrage til en bedre styring på socialområdet, så ressourcerne bruges bedst muligt og bidrager til en faglig og økonomisk bæredygtig udvikling af socialområdet.
– Vi har diskuteret udviklingen på det specialiserede socialområde i årevis, og det har været en fast bestanddel i de seneste 10-15 års økonomiaftaler at forsøge at finde nogle redskaber til at få faglighed og økonomi til at gå bedre hånd i hånd. Derfor er det godt, at vi nu har fået en bred aftale i Folketinget, som skaber rammerne på området. Og med dagens delaftale tager vi så hul på at sikre, at vi fremadrettet både kan skabe tryghed for borgerne og sikre, at der kommer styr på udgifterne, siger KL’s formand Martin Damm.
Med aftalen er det aftalt at arbejde videre med at realisere anbefalingerne fra ekspertudvalget på socialområdet. Fx skal der ses nærmere på de særligt dyre enkeltsager, hvor udgifterne på botilbudsområdet har været kraftigt voksende i en årrække.
Det er også aftalt at lave en ny takstmodel for hele socialområdet, som skal give mere styrbarhed og gennemsigtighed.
– Der er udarbejdet et solidt fagligt grundlag. Det har været meget vigtigt for os, at der skulle følges op på de anbefalinger, der er kommet. Nu skal vi sikre, at de aftalte initiativer udmøntes, så vi kan give kommunerne ordentlige rammer til at give den rette hjælp til borgerne samtidig med, at det lokalpolitiske råderum øges. Det er et godt første skridt mod en mere balanceret udvikling på området, siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard.