En bys succes hænger uløseligt sammen med byens evne til at tiltrække folk, der ønsker at bruge byen og i bedste fald bo i den. Derfor er kulturelle tilbud også særdeles betydningsfulde for en by. At kultur samtidig skaber liv og byliv, er kun med til at slå fast, hvor vigtigt det er, at man skaber de rigtige rammer for kulturlivet.
Hvad skal du kende den ene eller anden by på? For langt de fleste af os tager vi til andre byer for at besøge familie eller venner, men hvis dette ikke er tilfældet, så er det byens tilbud på den kulturelle scene, for børnene og familien eller naturen. Det er nogenlunde de pejlemærker, der kan gøre os bevidste om, hvad kultur kan.
Om det er musik, teater eller kunst, så er attraktioner med til at give byen identitet. I Fredericia er vi begunstiget af, at vi både har en utrolig historie og byskabelse, samtidig med at vi gennem nyere tid har fået adskillige kulturelle tilbud. Noget der ellers burde være svært, fordi Fredericia er en af de tunge arbejderbyer, der er vokset gennem det 20. århundrede med tung industri og infrastruktur. I den tid var det knap så relevant, om man havde kultur. Livet bestod i at gå på arbejde på fabrikken, og så ellers trække luft resten af tiden.
Men den sociale arv er brudt. I Fredericia vil nye generationer noget andet. Mange har været i stand til at få uddannelse og karriere, og samtidig er der kommet tilflyttere til. Både private aktører og Fredericia Kommune har skabt nye muligheder, hvor Tøjhuset, Eksercerhuset, Fredericia Teater, FC Fredericia, Fredericia Håndboldklub, Fredericia Kunstforening og EventC har transformeret fortællingen om den grå industriby til noget nyt og tiltalende. Også ved at gå helt nye veje, som eksempelvis Fredericia Art Festival eller Fredericia Kunstforenings blændende udstillinger, hvor ikke mindst satsningen i 2023 var stor. Betydningen af disse initiativer er ikke til at tage fejl af. Det gør Fredericia til et sted, hvor man kan opleve noget.
Samarbejdet mellem fredericianerne er også blevet forbedret markant. Først og fremmest skal man huske på, at bag stort set alle de nævnte eksempler på nyskabende kultur i byen står der et hav af frivillige, der sørger for at få det til at spille. Alle koncerterne er afhængige af de frivillige, der kommer fra eksempelvis sportsklubberne, der på den måde tjener til deres aktiviteter. Uden dem ville ingen af disse events kunne afholdes. Fredericia Kunstforening er også drevet med stor passion af frivillige. Det er imponerende.
Udover de oplagte events bygger uddannelserne også på. Fredericia Gymnasium afholder løbende forskellige kulturelle arrangementer, der også inddrager ungdommen, ligesom samarbejdet med foreningen Rubicon sikrer en lang række spændende foredrag om politik og historie. Når man ser på den samlede sum af disse tilbud, så er det med til at give Fredericia et snit af noget interessant.
Fremtiden byder også på et potentielt trækplaster, når den nydannede, selvejende institution Museum Fredericia begynder at skabe et nyt museum, hvor planerne er at kunne tiltrække turister fra hele Danmark og resten af verden. Historien om fæstningsbyen har stort potentiale. Få byer har så unik en historie. Dertil skal lægges et flot og velbevaret voldanlæg, der ligger direkte i centrum af Fredericia. Der er ikke bare tale om traditionel turismestrategi, men en fortælling med visuelle og fysiske rammer, hvor besøgende vil kunne gå rundt i gaderne, på volden og ved stranden for at se, hvad Fredericia har af historie.
Summen af den kulturelle energi er lig med muligheder for vækst og styrke til Fredericia. Når man satser på kultur, så satser man også på byudvikling og fremdrift. Derfor er den kulturelle vej gylden.
Læs hele Fredericia MAGASINET her